Skaf jer venner

„Og jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uretfærdige mammon, for at de, når det er forbi med den, kan tage imod jer i de evige boliger.“ — Luk. 16:9.

 1. Hvor finder man den eneste pålidelige rettesnor for hvordan man vinder sig venner, og hvad bliver resultatet af at følge den?

BIBELEN er den eneste bog der kan fortælle folk hvordan de skal skaffe sig de rette venner, og hvordan de skal bevare deres venskab. Et betydeligt antal verdslige bøger har givet gode råd med hensyn til hvordan man skal skaffe sig venner; men de råd som disse bøger har kunnet give, har ikke hjulpet mennesker til at opnå den lykke de søger. Kun ved at gå til den bog der er autoriteten på dette felt kan vi finde den lykke der følger med at have fået de rette venner.

 2. Hvad sagde Jesus om venskab, og hvad blev resultatet af det eksempel han satte?

² Eftersom det var ingen mindre end Guds søn Jesus Kristus selv der sagde: „Skaf jer venner,“ kan vi være sikre på at det er noget der har betydning. Meget passende var det derfor også Jesus selv der satte eksemplet for et sandt venskab: „Større kærlighed har ingen end den at sætte livet til for sine venner.“ (Joh. 15:13) Efter at have givet sit fuldkomne menneskeliv som en genløsningsbetaling for alle mennesker der adlyder ham, gjorde Jesus det muligt for disse mennesker at komme til at stå i et venskabeligt forhold til hans himmelske Fader, han hvis navn alene er Jehova. Ved således at give sit liv afgav Jesus bevis for at han var en loyal ven af Jehova Gud, og at han var en ven af alle dem der nærede samme loyale hengivenhed for hans himmelske Fader.

 3, 4. (a) Hvilke egenskaber må man kræve af en sand ven, og hvori kom Judas til kort? (b) Hvilket eksempel viser at „ven kan overgå broder i troskab“? Hvorledes?

³ Hvad er en sand ven? Af Jesu eksempel ser vi at en ven må være loyal, at han aldrig må lade selviskhed og begær underminere sin loyalitet. Judas Iskariot tillod begær at underminere hans loyalitet. Da han øjnede en chance for at tjene penge vendte han sig mod sin bedste ven, Herren Jesus, og forrådte ham til Jesu fjender for tredive sølvpenge, og han gjorde det oven i købet ved hyklerisk at hilse på Jesus som kun en ven gør det: „Og han trådte straks hen til Jesus og sagde: ’Vær hilset, rabbi!’ og kyssede ham. . . . Da trådte de til og lagde hånd på Jesus og greb ham.“ (Matt. 26:49, 50) Han var en falsk ven! Hans kærlighed til penge skilte ham fra den bedste ven han havde, og bevirkede at Jesus blev overgivet til dem der ønskede hans død. Det forholder sig som Bibelen siger: „Med mange fæller kan mand gå til grunde, men ven kan overgå broder i troskab.“ — Ordsp. 18:24.

⁴ En sand ven kan altså overgå en broder i troskab. Hans venlighed og hans loyalitet er konstant. Han er ikke hjertelig og venlig én dag, og kølig og reserveret den næste; som Ordsprogene 17:17 siger: „Ven viser kærlighed når som helst, broder fødes til hjælp i nød.“ En sand ven kommer en nødstedt kammerat til hjælp. I denne henseende kan vi lære meget af Jonatans og Davids eksempel og det venskab de nærede for hinanden. Kærlighed, loyalitet og uselviskhed, samt alle de andre egenskaber der indgår i et sandt venskab, fandtes her: „Efter Davids samtale med Saul blev Jonatans sjæl bundet til Davids sjæl, og han elskede ham som sin egen sjæl; . . . Og Jonatan sluttede pagt med David, fordi han elskede ham som sin egen sjæl. Og Jonatan afførte sig sin kappe og gav David den tillige med sin våbenkjortel, ja endog sit sværd, sin bue og sit bælte.“ (1 Sam. 18:1, 3, 4) Da Jonatan senere var blevet dræbt i slaget på Gilboas bjerg sørgede David dybt over tabet af sin ven og sagde: „Jeg sørger over dig, Jonatan, broder, du var mig såre kær; underfuld var mig din kærlighed, mere end kvinders kærlighed.“ (2 Sam. 1:26) Det ses klart af dette eksempel at „ven kan overgå broder i troskab“.

 5, 6. Hvad må være grundvolden for ethvert sandt venskab, og hvilke eksempler viser dette?

⁵ Men hvad gjorde nu et så enestående venskab muligt? Den fælles kærlighed, hengivenhed og loyalitet de nærede for Jehova Gud! Derfor er følgende også blevet sagt: „Intet venskab blandt hedningerne kommer på højde med Jonatans og Davids venskab og de egenskaber de lagde for dagen: ’det bedste Grækenland og Rom har at opvise af venskaber blegner ved siden af dette.’“a Den uselviskhed og loyalitet som Jonatan lagde for dagen udsprang af hans ønske om at sætte Jehova Gud og hans vilje først. Som Sauls søn var Jonatan den retmæssige arving til kongetronen. Men da Jehova flyttede sin gunst fra kong Saul til David og derved forbigik Jonatan, den egentlige arving til tronen, fattede Jonatan intet had til David og betragtede ham ikke som en rival der måtte skaffes af vejen, sådan som Saul gjorde. Da han forstod at Jehovas gunst hvilede over David, underkastede han sig teokratisk den guddommelige ordning. Kun ved at David og Jonatan hver især satte deres loyalitet mod Jehova Gud først, muliggjordes dette uforlignelige venskab. Derfor: Hvis ikke kærligheden til og loyalitetsfølelsen for Jehova Gud er til stede, da hviler et venskab mellem mennesker på sandgrund.

⁶ David kom også ud for falske venner. Akitofel, Davids snu rådgiver, hørte til de fæller hvormed en mand kan gå til grunde. (2 Sam. 15:12; Sl. 41:10; 55:13-15) De af Davids venner der viste sig illoyale over for ham, mistede deres kærlighed til og deres udelte hengivenhed for Jehova, Israels virkelige konge. Moabiterinden Rut var i besiddelse af disse egenskaber og viste derfor sit loyale venskab til No’omi. „Men Rut blev hos hende.“ (Rut 1:14, NW) En urokkelig hengivenhed for Jehova Gud må være grundvolden for ethvert varigt og sandt venskab.

Hvordan man vælger sig de rette venner

 7. (a) Hvad må en sand ven kunne gøre? (b) Hvilken fejl begik kong josafat med hensyn til den ven han havde valgt sig, og hvad blev følgen?

⁷ En sand ven er derfor en der opmuntrer den kristne til at være loyal over for den allerhøjeste Gud. Kun mennesker der elsker Jehova kan gøre dette. Lad os tage ved lære af den fejl som kong Josafat af Juda begik. Denne konge, som Jehova Gud havde skænket sit venskab, begik den fejl at omgås en der ikke var Guds ven, nemlig kong Akab af Israel. Denne onde konge bad Josafat om at drage med ham ud på et krigstogt for at tilbageerobre Ramot i Gilead. Det gik Josafat ind på. Ba’alsprofeterne forudsagde et heldigt udfald af kampen, men Mika, som var den eneste profet for Jehova der var at få fat i, forudsagde Akabs død. Før Akab drog i kamp forklædte han sig, men han foreslog at Judas konge iførte sig sin kongelige dragt. Derved blev han naturligvis angrebsmål for alle fjendens pile. I kampens hede fandt den kongeligt klædte Josafat at alle aramæerne rettede deres angreb mod ham, idet de antog ham for at være Israels konge. „Da gav Josafat sig til at råbe, og [Jehova] frelste ham, idet Gud lokkede dem bort fra ham.“ (2 Krøn. 18:31) Som Jehovas profet havde sagt, mødte Akab sin skæbne. En mand skød en pil af på lykke og fromme og ramte Israels konge og dræbte ham. Da Judas konge var vendt tilbage til Jerusalem sagde seeren Hananis søn Jehu til kong Josafat: „Skal man hjælpe de ugudelige? Elsker du dem, der hader [Jehova]? Vor den sags skyld er [Jehovas] vrede over dig!“ — 2 Krøn. 19:2.

 8, 9. Hvordan kan den kristne tage ved lære af Josafats fejl, og hvorfor vil man pådrage sig Guds mishag hvis man vælger de forkerte venner?

⁸ Josafat begik en sørgelig fejl da han plejede venskab med og søgte at hjælpe en der hadede Jehova Gud. Når den kristne skal vælge sine venner, gør han vel i at erindre sig profetens ord: „Elsker du dem, der hader [Jehova]?“ En Guds tjener må vogte sig for at slutte venskab med sådanne mennesker. Om vi vinder Guds gunst eller pådrager os hans vrede afhænger for en stor del af de venskaber vi slutter. Det skulle ikke overraske os at den højeste Gud anser enhver af sine tjenere for at være strafskyldig, hvis vedkommende omgås mennesker som Gud ikke godkender. Vi kan ikke omgås dem som Gud ikke godkender og samtidig bevare hans venskab.

⁹ Dårlige venners fordærvelige indflydelse kan fjerne os fra de pålideliges rækker, for det vil uundgåeligt få dårlige følger. Ordsproget tilråder: „Omgås vismænd, så bliver du viis, ilde faren er tåbers ven.“ (Ordsp. 13:20) Hvis ikke Gud havde grebet ind, kunne Josafats forbindelse med den tåbelige Akab have kostet ham livet.

10. Hvilket eksempel satte David for en Guds tjener?

¹⁰ Foruden at vi kan lære af den fejl Josafat begik, kan vi lære af det gode eksempel David satte. Han sagde: „Jeg tager ej sæde blandt løgnere, blandt falske kommer jeg ikke. Jeg hader de ondes forsamling, hos gudløse sidder jeg ej. Jeg tvætter mine hænder i renhed, at jeg kan vandre omkring dit alter, [Jehova].“ (Sl. 26:4-6) David taler her som om han er stillet for retten og afgiver vidnesbyrd om sit privatliv for at bevise sin uskyld med hensyn til sit valg af venner. Han erklærer at han ikke har gjort sig skyldig i at omgås dem der ikke elsker Gud og hans retfærdige bud. Måtte enhver sand tilbeder af den almægtige Gud, Jehova, være i stand til at aflægge et lignende vidnesbyrd med hensyn til de venskaber han har sluttet!

Hvordan man vælger sig den rette herre til ven

11. (a) Hvem andre skal vi vogte os for at slutte venskab med, foruden enkeltpersoner? Hvordan satte Jesus det rette eksempel? (b) Hvorfor er det tåbeligt af en kristen at gøre sig til ven med verden?

¹¹ Vi skal ikke alene være omhyggelige i valget af de enkeltpersoner vi slutter venskab med, men vi må også vogte os for at slutte venskab med grupper, foreninger og organisationer der ikke opmuntrer os til at tilbede Jehova men tværtimod bringer os i trældom under denne verdens gud, Satan Djævelen. (2 Kor. 4:4) Det var grunden til at Jesus Kristus afviste en folkehob der på demokratisk vis ønskede at gøre ham til deres konge. (Joh. 6:15) Ja, Jesus sagde ikke alene nej til at blive konge over et lille landområde, men han afslog Satans tilbud om herredømmet over alle denne verdens riger, en del af Satans organisation! Djævelen viste ham „alle verdens riger og deres herlighed, og han siger til ham: ’Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.’“ (Matt. 4:8, 9) Jesus afviste disse tilbud fordi han satte Guds venskab højere end alt andet. Hvis han havde taget imod Djævelens tilbud, ville han have gjort sig selv til Guds fjende. At pleje venskab med denne verden er det samme som at søge fjendskab med Jehova. Guds regel står urokkeligt fast: „Ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende.“ (Jak. 4:4) Denne onde verden er dømt til undergang i Guds Harmagedonkrig, og denne verdens venner vil forgå sammen med den. (1 Joh. 2:15-17) Som Baraks og Deboras profetiske sejrssang forudsagde: „Således skal alle dine fjender forgå, [Jehova], men de, der elsker dig, skal være, som når sol går op i sin vælde!“ — Dom. 5:31.

12, 13. (a) Hvorfor er materielle rigdomme ikke de venner de kristne skal søge? (b) Hvilke herrer må den kristne vælge imellem, og hvorfor kan den kristne ikke tjene to herrer?

¹² Materielle rigdomme er heller ikke de venner den kristne skulle skaffe sig. Da Jesus i sin tid talte om hvordan man skaffer sig de rette venner sagde han: „Skaf jer venner ved hjælp af den uretfærdige mammon.“ Selv om man kan skaffe sig venner ved hjælp af materielle rigdomme, bør rigdommene i sig selv ikke betragtes som var de menneskers eneste ven, for som Jesus forklarede: „Ingen slave kan tjene to herrer; han vil jo enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og ringeagte den anden; I kan ikke tjene både Gud og mammon.“ — Luk. 16:9, 13.

¹³ Jesus fastslog her en fundamental regel: Ingen slave kan tjene to herrer. De to herrer der her er tale om, er hinandens diametrale modsætning; den ene er god, den anden dårlig. Jesus viste at hvis et menneske holder sig til den ene af disse, vil det ringeagte den anden, det vil elske den ene og hade den anden. Modsætningen mellem de to herrer er så stor at man ikke kan tjene dem begge. Jehova Gud er den ypperste Herre. Når alt kommer til alt er det ham der ejer alle skabninger, eftersom han har skabt dem. Hvis vi ønsker at være hans venner, må vi loyalt tjene ham, idet vi viser ham vor udelte hengivenhed, indvier vort liv til ham og giver vort alt i hans tjeneste, og følger i hans elskede søns Jesu Kristi fodspor. Endvidere tillader Jehova ikke at hans tjenere arbejder for ham noget af tiden og for hans store fjende resten af tiden. Jesus udtrykte det således over for menigheden i Laodikea: „Jeg kender dine gerninger: du er hverken kold eller varm. Gid du var kold eller varm! Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sinde at udspy dig af min mund.“ (Åb. 3:15, 16) De der hverken er varme eller kolde, udspys, forkastes med afsky. Den kristne, der søger venskab med Gud og hans søn, kan derfor ikke dele sit hjerte mellem Jehova og hans modstander, Satan Djævelen, „denne verdens gud“.

14. (a) Hvordan kom den rige unge mand til kort med hensyn til de venner han valgte sig? (b) Hvorfor er det så vigtigt at man bruger materielle rigdomme på den rette måde?

¹⁴ Jesus understregede at den der ønsker Guds venskab ikke samtidig kan være træl af denne verdens rigdomme og således tjene den forkerte herre. Vi må ikke være som den rige unge mand, der nok ønskede at være ven med Gud, men som ikke ville kappe båndene til denne verden over og ophøre med at trælle for den. Jesus sagde at han skulle sælge alt hvad han ejede og give til Jehova Guds fattige: „Og du vil have en skat i himmelen, og kom og bliv min efterfølger.“ (Matt. 19:21, NW) Da Jesus sagde dette til den rige unge mand anvendte han regelen: Ingen slave kan tjene to herrer. Absolut hengivenhed for Jehova Gud var det der krævedes. Ville den rige unge mand nu give Jehova det der tilhørte ham, eller foretrak han at være en træl af rigdommen? Han traf den forkerte beslutning og mistede den store skat at blive en af Guds venner. Materielle rigdomme er nyttige, og den rette brug af dem, viser Jesus, består i at man skaffer sig Gud og hans søn til venner ved hjælp af dem. I erkendelse heraf vil en Guds tjener aldrig lade sig beherske af de materielle rigdomme, men han vil herske over dem og bruge dem i tjenesten for Jehova Gud. Hvis vi på den anden side lader de materielle rigdomme få magten over os fordi vi har gjort dem til vore venner, kommer vi til at stå i et fjendtligt forhold til Jehova Gud, for vi er blevet venner af denne verden og trælle under hans store fjende, denne verdens gud.

15. (a) Hvilke sande venner er det vi skal søge, og hvorfor er der ikke noget ubehageligt forbundet med at være deres trælle? (b) Hvordan afgav Jesus bevis for sit venskab til dem der adlyder ham, og hvad ophæves ikke af den grund?

¹⁵ De rette venner for dem der oprigtigt søger evigt liv er den ypperste Herre, Jehova Gud og hans søn, „hvem han har indsat som arving til alle ting“. (Hebr. 1:2) Når man bliver en Guds og Jesu Kristi træl kommer man ikke til at indtage en forhadt stilling, en stilling hvori man bliver undertrykt og trampet på og holdt i uvidenhed om sin herres hensigter. Nej, når man bliver en loyal og lydig træl af Gud og hans søn, bliver man deres ven. Det er opløftende at tænke på Jesu ord til sine loyale efterfølgere: „I er mine venner, hvis I gør, hvad jeg byder jer. Jeg kalder jer ikke længere tjenere [trælle, NW]; thi tjeneren ved ikke besked med, hvad hans herre gør; men jer har jeg kaldt venner; thi alt det, jeg har hørt af min Fader, har jeg kundgjort jer.“ (Joh. 15:14, 15) Ulig det sædvanligvis kølige og formelle forhold der består mellem en herre og hans træl, bliver de der følger Jesus, hans venner, samtidig med at de er hans trælle. Jesus Kristus afgav bevis for sit venskab ved „at sætte livet til for sine venner“. (Joh. 15:13) Den pris Jesus betalte var hans eget dyrebare blod; dette venskabsforhold ophæver altså ikke den kendsgerning at kristne er Guds og Jesu Kristi trælle. Hvis de ønsker at bevare dette forhold, i hvilket de altså er Guds og Kristi venner og trælle samtidig, må de vogte sig for at stå i et venskabeligt forhold til denne verden og dens herre, Satan Djævelen. Ingen kan tjene to herrer.

16. Hvilken lignelse fortalte Jesus om en godsforvalter, og hvad ønskede Jesus at understrege?

¹⁶ Hvordan kan vi få Jehova og hans søn til venner, og hvorfor er det så vigtigt nu? I Lukas-evangeliets sekstende kapitel findes Jesu lignelse om en husholder eller godsforvalter som stod over for at skulle miste sit arbejde og derfor viste praktisk visdom ved at skaffe sig venner ved hjælp af materielle rigdomme. Godsforvalteren i Jesu lignelse fik ingen løn udbetalt, som det er skik og brug i dag. Når han var blevet afskediget måtte han enten tigge eller tage fat på et grovere arbejde, så som at grave. Da godsforvalteren ikke var stærk nok til at grave og ikke ønskede at tigge, fandt han på at nedsætte den gæld som forskellige mænd skyldte hans herre. Når han ikke mere var godsforvalter havde han således mennesker som ville byde ham velkommen i deres hjem; for han havde skaffet sig venner ved hjælp af materielle rigdomme. Nu behøvede han ikke at tjene til livets opretholdelse ved et så forhadt arbejde som at grave, og heller ikke at ydmyge sig ved at tigge. Han havde et åbent blik for fremtiden og han handlede med praktisk visdom da han skaffede sig venner ved hjælp af rigdomme eller materielt gods. Jesus Kristus siger derfor at kristne bør handle med samme praktiske visdom: „Og jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uretfærdige mammon, for at de, når det er forbi med den, kan tage imod jer i de evige boliger.“ — Luk. 16:9.

17. (a) Hvad ejer Jehova og Jesus Kristus, og hvad er mange mennesker ikke opmærksomme på? (b) Hvilken kundskab om Guds løfter bør tilskynde os til at bruge praktisk visdom, i betragtning af den usikkerhed der er forbundet med de materielle rigdomme og livet i denne verden?

¹⁷ Jehova Gud og Jesus Kristus er de eneste der ejer „de, evige boliger“. I disse „evige boliger“ vil de kun modtage deres venner. I vor tid, da mennesker er dybt foruroligede over mangelen på boliger, de store huslejer og de høje ejendomsskatter, er mange tilbøjelige til kun at ofre lidt opmærksomhed på at sikre sig en evig bolig i Guds nye retfærdige verden. Det bliver ikke alene en ny verden „hvor retfærdighed bor“, men følgende løfte, givet af Gud, vil også blive opfyldt: „Der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet.“ (2 Pet. 3:13; Åb. 21:4) Det er hvad Gud har lovet i sit ord. Tror du det vil blive opfyldt? Jehovas ord slår aldrig fejl. Som Josua sagde til israelitterne: „Så betænk da med hele Eders hjerte og hele Eders sjæl, at ikke eet af alle de gode ord, [Jehova] Eders Gud talede til Eder, faldt til jorden; alle sammen er de gået i opfyldelse for Eder; ikke eet ord deraf faldt til jorden.“ (Jos. 23:14) Eftersom vi ejer Guds usvigelige løfte om en ny verden, hvorfor da søge en permanent bolig i denne verden? Det ville være ganske nytteløst at prøve på det, for ikke alene kan ens materielle rigdomme svinde ind til ingenting fra den ene dag til den anden, men selve livet er usikkert. Det er derfor praktisk visdom at bruge sine materielle besiddelser på en sådan måde at man derved søger venskab med den store Bygmester og hans søn Jesus Kristus, der sagde til sine efterfølgere: „I min Faders hus er der mange boliger. Hvis ikke, havde jeg sagt jer det; thi jeg går bort for at gøre en plads rede for jer.“ (Joh. 14:2) Når rigdommene da svigter os, kan vi være sikre på at blive kærligt modtaget i den nye verdens „evige boliger“.

18. Hvorfor kan man ikke købe Guds gaver for penge, og hvem kan blive ven med Gud?

¹⁸ Betyder det da at Gud tager imod bestikkelse, eller at vi kan købe os fri for Guds vrede? Absolut ikke. Ananias og Safira troede at de kunne købe Guds gunst og vinde sig stor anseelse. De forstod ikke at en pengegave der var givet med et selvisk formål for øje ikke var udtryk for at de nærede venskab for Gud. Simon, der før havde givet sig af med trolddomskunster, troede også at han kunne købe Guds gunst for penge. Men han opdagede noget andet. Som Peter sagde: „Gid dit sølv må gå til grunde og du selv med, siden du mener at kunne købe Guds gave for penge.“ (Ap. G. 8:20) Nej, man kan ikke købe Guds gaver for penge; hvis det var tilfældet, da ville de rige have en fordel og ville kunne købe sig en plads i Guds nye verden. Men man kan ikke købslå med Gud; han er ikke partisk. Enhver kan få Gud og hans søn til venner, uanset hvordan vedkommendes materielle besiddelser er.

19. (a) Hvordan kan man da vinde Guds venskab ved hjælp af penge eller materielle besiddelser? (b) Hvordan bør man bruge sine midler?

¹⁹ Hvordan skal vi da gøre brug af rigdomme eller materielle besiddelser for at vinde os Guds venskab? Vi skal ikke bestikke Gud med dem, men herliggøre Gud med dem! Gud ejer hele verden. „Mit er sølvet, og mit er guldet, lyder det fra Hærskarers [Jehova].“ „Mig tilhører alt skovens vildt, dyrene på de tusinde bjerge.“ (Hag. 2:8; Sl. 50:10) Vi kan derfor ikke øge Guds materielle rigdomme, men vi kan gøre brug af vore midler ved at herliggøre Gud med dem, idet vi fortæller andre om hans hensigter og viser ham vor udelte hengivenhed og loyale kærlighed. Når vi opmuntrer andre mennesker til at studere Bibelen, når vi bringer dem bibelske hjælpemidler, når vi taler med dem og hjælper dem til at forstå Guds hensigter og gør dem opmærksomme på løftet om en retfærdig ny verden, da bruger vi vore midler til herliggørelsen af Guds navn.

20. Hvorfor er det vigtigt at søge Guds venskab nu, og hvem bør vi omgås?

²⁰ Når vi bruger vore midler i tjenesten for Gud, samler vi os skatte i himmelen og skaffer os venner der aldrig vil svigte os, aldrig vil forlade os, og som kan give os det evige liv under himmelens rige. Det er meget presserende at gøre sig til ven med Gud og hans søn nu, for det er nu „endens tid“ for denne verden, der snart vil gå til grunde i Guds Harmagedonkrig. Tiden er inde til at vise at vi ønsker Guds venskab. Tiden er inde til at søge al den hjælp vi kan få til at vinde os Guds venskab. Derfor har vi brug for regelmæssigt at samles med dem der elsker og adlyder Gud, dem som Jesus Kristus kaldte „mine venner“. (Luk. 12:4) Tusinder af mennesker slutter sig nu til den nye verdens samfund af Jehovas vidner og lærer hvordan de skal skaffe sig venner ’ved hjælp af den uretfærdige mammon, for at de, når det er forbi med den, kan tage imod dem i de evige boliger’. — Luk. 16:9.

[Fodnote]