Kapitel 15
Mange folk drager til byen der har Guds gunst
1. Hvilken god nyhed fra Jehova kunne Zakarias fortælle dem der fastede på et forkert grundlag?
HER er den gode nyhed, både for dem der fastede på et forkert grundlag for næsten femogtyve hundrede år siden, og for dem der gør det samme i dag: „Så siger Hærskarers [Jehova]: Fasten i den fjerde, femte, syvende og tiende måned skal blive Judas hus til fryd og glæde og gode højtidsdage.“ — Zakarias 8:19.
2. Hvilke ændrede omstændigheder ville en sådan ændret holdning kræve ligesom i Davids tilfælde?
2 En sådan forandring krævede afgjort en ændret holdning hos medlemmerne af det genrejste „Judas hus“ dér tilbage i det sjette århundrede f.v.t. — og det samme hos os i dag! Som baggrund for en så radikal ændring i deres indstilling og adfærd måtte der ske en stor forandring i de omstændigheder der spillede ind. Og eftersom denne forandring var forudsagt og dermed besluttet af deres Gud, måtte de også have bevis for Guds barmhjertighed og gunst. Det var som kong David, der havde indtaget Zions bjerg og Jerusalem, sagde om sit eget tilfælde: „[Jehova], jeg ophøjer dig, thi du bjærgede mig, lod ej mine fjender glæde sig over mig; . . . Du vendte min sorg til dans, løste min sørgedragt, hylled mig i glæde.“ — Salme 30:2, 12.
3. Hvilken følelse fra Jehovas side over for hans tilbedere og over for deres fjender, ville fremkalde denne forandring i omstændighederne?
3 Hvordan det skulle gå til, fik profeten Zakarias at vide umiddelbart efter at spørgsmålet om hvorvidt de hjemvendte jøder skulle faste, var blevet stillet. Jehova fremsatte en række erklæringer om det, og vi læser nu den første i Zakarias’ beretning: „Hærskarers [Jehovas] ord kom således: Så siger Hærskarers [Jehova]: Jeg er [vil være, NW] fuld af nidkærhed for Zion, ja, i stor vrede er jeg [vil jeg være, NW] nidkær for det.“ (Zakarias 8:1, 2) Jehova ville nære de samme følelser i denne henseende som en mand ville nære hvis hans hustru var blevet krænket og mishandlet af hans fjender. Eftersom Jehova ikke fuldstændig havde forladt og forkastet Zions bjerg (eller Jerusalem), ville han være meget nidkær for, ja ivrig efter at rejse det fra den vanærede stilling det var kommet i for øjnene af hele verden. Han ville med ildhu værne om dets interesser og vise at det atter havde opnået hans gunst. Mens dette betød gunst mod Zion, betød det vrede mod dem der havde vanæret det og dem der nu prøvede at hindre dets fulde genrejsning, især som en tilbeder af Jehova. Hans nidkærhed for Zion ville antage samme styrke som hans vrede mod fjenderne.
4. Var Jehova på dette tidspunkt vendt helt tilbage til Jerusalem? Hvornår var det muligt for ham at gøre det?
4 I halvfjerds år, mens de deporterede jøder havde været landflygtige i Babylon, havde byen Jerusalem og landet Juda ligget øde hen, uden mennesker eller husdyr. I 537 f.v.t. havde hærskarers Jehova holdt sit ord og ført den angrende rest tilbage til sit hjemland. Men i en vis forstand var Jehova, endnu ikke helt vendt tilbage til Zions bjerg eller Jerusalem. Han havde ført jøderne tilbage for at de skulle bygge et andet tempel for tilbedelsen af ham i Jerusalem. I seksten år havde de ladet fjenderne standse opførelsen af dette hellige tilbedelseshus, og nu, hvor Jehova talte ved sin profet Zakarias, var templet stadig ikke færdigt eller indviet til tjenesten for Gud. Først når tempelarbejdet havde nået sit højdepunkt og slutstenen var blevet sat på plads og templet blev indviet af hans præster, ja først da ville Jehova i fuldt omfang vende tilbage til den hellige by. Først da ville han bosætte sig i byen ved at lade sin ånd tage bolig i det fuldførte tempels Allerhelligste.
5. Hvad skulle Jerusalem kaldes, ifølge Jehovas erklæring? Hvad skulle Jehovas bjerg kaldes?
5 Derfor lyder nu det andet guddommelige løfte som er indledt med ordene „Så siger [Jehova]“ eller „Så siger Hærskarers [Jehova]“. Vi læser: „Så siger [Jehova]: jeg vender tilbage til Zion og fæster bo i Jerusalem; Jerusalem skal kaldes den trofaste by, og Hærskarers [Jehovas] bjerg det hellige bjerg.“ — Zakarias 8:3.
6. Hvorfor skulle Jerusalems bjergryg kaldes „det hellige bjerg“, og byen selv „den trofaste by“?
6 Det færdige tempel ville hellige den bjergryg som Jerusalem lå på, og denne bjergryg skulle derfor kaldes „det hellige bjerg“. Og fordi Jerusalem, som provinsen Judas hovedstad, dermed havde vist at den gik fuldstændig ind for tilbedelsen af Jehova og havde sat hans rene tilbedelses interesser før alt andet, skulle den med rette kaldes „den trofaste by“ eller „Sandhedens Stad“ (Gd). Den sande tilbedelse ville finde sted i den. De sandheder der vedrørte den rene og ubesmittede tilbedelse af den sande Gud, ville blive talt i den. Det bjerg den lå på, ville blive kaldt „[Jehovas] bjerg“. Dette løfte fra Gud har også stor betydning for os i dag!
7. Hvilken levealder kunne Jerusalems indbyggere forvente at opnå, ifølge Jehovas tredje løfte, og hvad skulle kendetegne byens torve?
7 Men dette var ikke alt, for nu kommer der et tredje løfte om Guds gunst: „Så siger Hærskarers [Jehova]: Atter skal gamle mænd og kvinder sidde på Jerusalems torve alle med stav i hånd for deres ældes skyld, og byens torv skal vrimle af legende drenge og piger.“ — Zakarias 8:4, 5.
8. Hvilken profeti hos Esajas svarer dette profetiske billede stort set til
8 Hvilket herligt billede af den fred og tryghed og sundhed der skulle råde, og af en voksende befolkning som ikke skulle rammes af sorg fordi børn fik en tidlig død! Det svarer stort set til opfyldelsen af Esajas’ profeti, som blev fremsat over et hundrede og femogtyve år før Jerusalem og Judas land kom til at ligge øde i halvfjerds år uden mennesker og husdyr:
„Thi se, jeg skaber nye himle og en ny jord, det gamle huskes ej mer, rinder ingen i hu; men man frydes og jubler evigt over det, jeg skaber, thi se, jeg skaber Jerusalem til jubel, dets folk til fryd; jeg skal juble over Jerusalem og frydes ved mit folk; der skal ej mer høres gråd, ej heller skrig.
Der skal ikke være børn, der dør som spæde, eller olding, som ikke når sine dages tal; thi den yngste, som dør, er hundred år, og forbandet er den, som ej når de hundred. Da bygger de huse og bor der selv, planter vin og spiser dens frugt; de bygger ej, for at andre kan bo, de planter ej, for at andre kan spise; thi mit folk skal opnå træets alder, mine udvalgte bruge, hvad de virker med hånd; de skal ikke have møje forgæves, ej avle børn til brat død; thi de er [Jehovas] velsignede æt og har deres afkom hos sig.“ — Esajas 65:17-23.
9. Sammenlign Jehovas tilbederes åndelige domæne på jorden med de verdslige nationer hvad fred og tryghed angår.
9 Hvad finder vi her i vor tid, siden den trofaste rest af det åndelige Israel i 1919 blev ført tilbage til sit gudgivne åndelige domæne? De politiske nationer lader som om de gerne vil opretholde verdensfred og sikkerhed ved hjælp af De forenede Nationer, der nu tæller 132 medlemslande, men der findes alligevel ikke megen sikkerhed og tryghed noget sted på jorden. Og verdensfreden trues konstant af en atomkrig mellem supermagterne, den demokratiske og den kommunistiske. Men inden for det åndelige domæne der tilhører Jehovas tilbedere, kan man finde en velsignet fred og tryghed. Selv om den åndelige rest, især siden 1935, har fået tilslutning af „en stor skare“ indviede og døbte Kristi disciple fra „alle folkeslag og stammer og folk og tungemål“, er der hverken international kappestrid, spænding eller splid imellem dem. I stedet råder der broderkærlighed, en frugt af Guds ånd.
10. Hvordan kan vi både se en bogstavelig og en åndelig opfyldelse af Jehovas løfte i Zakarias 8:4, 5?
10 Siden den første verdenskrig sluttede i 1918 er der nu gået over halvtreds år, men nogle af dem der tilhørte den oprindelige rest som overlevede prøvelserne i denne vanskelige periode lever stadig, idet de endog har overlevet den anden verdenskrig. Nu er de rent bogstaveligt blevet gamle, og nogle af dem bruger stav eller stok når de går, „for deres ældes skyld“. Mange af dem har også børn, og de har opdraget dem i tilbedelsen af den eneste levende og sande Gud. Søger vi imidlertid en åndelig opfyldelse af denne betagende profeti, kan vi se at de gamle mænd og kvinder der sidder på „Jerusalems torve“ er et billede på de medlemmer af det åndelige Israels rest som kom igennem forfølgelserne og tugten under den første verdenskrig. De „legende drenge og piger“ på „byens torve“ er et billede på de medlemmer af „resten“ som hærskarers Jehova har føjet til siden efterkrigsåret 1919. Både unge og gamle vokser åndeligt i tro, håb og kærlighed, mens de sammen nyder freden og trygheden i deres åndelige domæne.
11. Hvad måtte man have i begyndelsen for at kunne have tillid til at en sådan profeti ville blive opfyldt, og hvordan lød Jehovas fjerde erklæring derfor?
11 I begyndelsen skulle der en vældig tro til at fastholde forventningen om at noget sådant ville ske, og det krævede derfor også tro at holde fast ved den nyligt genrejste organisation af Jehovas tilbedere. Gud var klar over hvordan hans folk så på det. Det viste han da han gav sit fjerde løfte, idet han sagde til sin hjemvendte rest. „Så siger Hærskarers [Jehova]: Fordi det i disse dage synes det tiloversblevne af dette folk umuligt, skulle det så også synes mig umuligt, lyder det fra Hærskarers [Jehova].“ — Zakarias 8:6.
12. Hvordan hjalp Jehova den overlevende rest med hensyn til organisationen og med hensyn til at erkende de forskellige stridsspørgsmål? Var det umuligt for Jehova at opfylde sit løfte, ifølge de virkeligheder vi ser i dag?
12 Da arbejdet med at genoprette og udvide den rene og ubesmittede tilbedelse af hærskarers Jehova begyndte i 1919, havde den genrejste rest i sandhed svært ved at fatte og forstå alle de storslåede ting som Jehova havde i sinde at gøre for dem og ved hjælp af dem i denne „endens tid“, i „afslutningen på tingenes ordning“. Men tålmodigt, lidt efter lidt, rettede han deres forståelse af profetierne og deres holdning over for den teokratiske organisation. Han ledede dem og beskyttede dem i det kristne arbejde der skulle udføres i denne yderst betydningsfulde tid. Han hjalp dem til at blive klar over de stridsspørgsmål som en kristen tilbeder af Jehova kommer ud for midt i den internationale kamp om verdensherredømmet, og han hjalp dem også til at indtage det bibelske standpunkt i disse spørgsmål, så de stadig kunne eje hans gunst. For et halvt århundrede siden syntes de ting der nu er udrettet inden for og ved hjælp af Jehovas teokratiske organisation, næsten umulige at gennemføre, at se for den lille rest af det åndelige Israel. Men var det umuligt for hærskarers Jehova? Ikke ifølge de realiteter vi ser i dag!
13. Hvad lovede Jehova i sit femte løfte, i modsætning til at Babylon den Store mister medlemmer?
13 Når vi undersøger kendsgerningerne i dag, hvor de mangfoldige religionssamfund inden for Babylon den Store mister medlemmer på grund af den moderne verdens tillokkelser, opdager vi at Gud med usvigelig sikkerhed har opfyldt sit femte løfte: „Så siger Hærskarers [Jehova]: Se, jeg frelser mit folk fra østerleden og vesterleden og fører dem hjem, og de skal bo i Jerusalem og være mit folk, og jeg vil være deres Gud i trofasthed og retfærd.“ — Zakarias 8:7, 8.
14. Hvor har Jehova i overensstemmelse med sit løfte indsamlet medlemmerne af den åndelige rest, og hvad har han samlet dem til?
14 I lydighed mod Guds bud gennem Jesus Kristus har den genrejste rest af åndelige israelitter forkyndt den gode nyhed om Guds messianske rige på hele den beboede jord og til et vidnesbyrd for alle nationer. De har bestræbt sig for at gøre disciple, Kristi disciple, af folk fra alle nationer, og de har døbt dem i vand efter Kristi eget eksempel og har lært dem hvad Kristus befalede som den der af Jehova Gud havde fået al nødvendig magt eller myndighed i himmelen og på jorden. (Mattæus 24:14; 28:18-20) Fra øst og fra vest er de sidste medlemmer af det åndelige Israels ’hellige folk’ blevet indsamlet, under engles ledelse. Men de er ikke blevet samlet i det jordiske Jerusalem, hovedstaden i republikken Israel. Hvor da? I det åndelige domæne som „Guds Israel“ har fået på jorden af Gud, til enhed i en teokratisk organisation, og til enig virksomhed og enig tilbedelse af Jehova ved hans åndelige tempel. — Galaterne 6:15, 16.
NATIONERNE LÆGGER MÆRKE TIL DEN ÅNDELIGE VELSTAND
15, 16. (a) Hvad gør Jehova for at bevise at resten af de åndelige israelitter er blevet hans folk og han deres Gud? (b) Hvilke forhold havde den hjemvendte rest erfaret økonomisk og samfundsmæssigt, ifølge Jehovas sjette erklæring?
15 Den sande Gud viser hvem der udgør hans godkendte folk ved at begunstige dem som en opfyldelse af sine profetiske løfter. Han beviser at han, Bibelens Gud, er blevet deres Gud ved at være tro mod sine profetier og sin pagt med dem og ved at øve retfærdighed for deres skyld. Ja, han regner dem for retfærdige, idet han tilgiver dem på grundlag af sin ypperstepræsts, Jesu Kristi, genløsningsoffer. I harmoni hermed begunstiger han sin genrejste rest med åndelig velstand i et sådant omfang at folk fra nationerne lægger mærke til det og omtaler det som et godt eksempel på velsignelse. I sit sjette løfte fortæller Gud hvordan han har ændret handlemåde:
16 „Så siger Hærskarers [Jehova]: Fat mod [Lad jeres hænder være stærke, NW], I, som i denne tid hører disse ord af profeternes mund, fra den dag grunden lagdes til Hærskarers [Jehovas] hus, helligdommen, som skulle bygges. Thi før disse dage gav hverken menneskers eller kvægs arbejde udbytte; de, som drog ud og ind, havde ikke fred for fjenden, og jeg slap alle mennesker løs på hverandre.
17. Hvilken ændring ville der nu finde sted, og hvordan ville nationerne eller folkene derfor tale anderledes om den hjemvendte rest?
17 Men nu er jeg ikke mod det tiloversblevne af dette folk som i fordums dage, lyder det fra Hærskarers [Jehova]; jeg udsår fred, vinstokken skal give sin frugt, jorden sin afgrøde og himmelen sin dug, og jeg giver det tiloversblevne af dette folk det alt sammen i eje. Og som I, både Judas og Israels hus, har været et forbandelsens tegn blandt folkene, således skal I, når jeg har frelst eder, blive et velsignelsens. Frygt ikke, fat mod [måtte jeres hænder være stærke, NW]!“ — Zakarias 8:9-13.
18. Hvorfor kunne Jehova ikke velsigne den hjemvendte rest mens den af frygt for mennesker undlod at fuldføre tempelarbejdet?
18 Disse guddommelige ord minder os om at Jehovas tempel i Jerusalem endnu ikke stod færdigt. Cirka to år tidligere var arbejdet med templets grundvold blevet genoptaget af de tiloversblevne fra alle Israels stammer, fra „Judas og Israels hus“. Det var sket under tilskyndelse og opmuntring fra profeterne Haggaj og Zakarias. (Haggaj 2:10-19; Zakarias 1:1-7; Ezra 4:23 til 5:2) Indtil da havde tempelarbejdet ligget stille i omkring seksten år. Hvis Jehova havde velsignet dem og givet dem materiel fremgang og velstand i alle de år de havde forsømt hans tempel, ville det have set ud som om han var ligeglad med om hans tilbedelseshus blev fuldført og taget i brug eller ej. Han havde forudsagt at dette andet tempel ville blive opført i Jerusalem. Han havde udfriet resten af de landflygtige jøder fra Babylon og ladet dem vende tilbage til deres hjemland, specielt for at de skulle genopbygge hans tempel. (Esajas 44:26 til 45:6) Hvordan kunne han så velsigne dem når de frygtede for mennesker og holdt op med at bygge hans tilbedelseshus og i stedet vendte sig til materialisme?
19. Hvorfor havde de hjemvendte jøder hverken fred udefra eller indbyrdes, og hvad måtte de gøre for at opnå en forandring?
19 I disse år hvor de hjemvendte landflygtige forsømte deres gudgivne hverv og ikke søgte at ophøje hærskarers Jehova ved at fuldføre templet for hans navn, var forholdene i Jerusalem og provinsen Juda dårlige, ikke blot åndeligt men også materielt, økonomisk. Hverken til mennesker eller husdyr var der arbejde. Vejret skadede afgrøderne så høsten blev ringe. Fjendtlige nabofolk blandede sig i de hjemvendte jøders forhold, både religiøst og på andre områder. De havde heller ingen fred indbyrdes, fordi de hver især havde travlt med deres egne selviske og materialistiske mål. Det var tydeligt at Guds harme var rettet imod dem. De måtte angre og vende om til ham, sådan at han kunne vende om til dem og vise dem gunst.
20. Med hvilken befaling indledte og afsluttede Jehova sit sjette løfte, og hvorfor?
20 Barmhjertigt sendte Gud så sine profeter Haggaj og Zakarias til dem for at vise dem hvor de var kommet til kort. Overbeviste om at hærskarers Jehova var med dem, selv om så hele perserriget var imod dem, tog de da mod til sig, bød enhver menneskelig modstand trods og genoptog det gudgivne arbejde med templets grundvold, fast besluttede på at fortsætte til arbejdet var færdigt. „Fra i dag velsigner jeg“, sagde hærskarers Jehova gennem sin profet Haggaj (2:19). Dette skete i perserkongen Darius I’s andet regeringsår. Nu, hvor Jehova udtalte sine ti løfter gennem Zakarias, var det kong Darius’ fjerde regeringsår. Nationen af tempelbyggere var begyndt at mærke Guds velsignelse. Men der var endnu meget at gøre før tilbedelseshuset stod færdigt. Trods mishag fra dem der hadede Jehova, måtte tempelbyggerne arbejde videre. Meget rammende indledte og afsluttede Jehova sit sjette løfte med at opfordre dem til at lade deres hænder være stærke. „Frygt ikke“, sagde han. De skulle ikke frygte mennesker, men Gud.
21. Hvem ville nationerne benytte som eksempel når de nedkaldte forbandelse eller velsignelse over andre, og hvorfor?
21 Når de havde fuldført templet ville de eje Guds gunst og nyde hans velsignelse i fuldt omfang. I de mange år hvor de havde været ligegyldige over for tempelbyggeriet, havde de i den grad manglet fred, tryghed og materiel velstand at de omboende nationer havde følt at Judas land og dets hjemvendte landflygtige var under forbandelse. Og når disse nationer så forbandede andre, gjorde de det ved at nedkalde en sådan forbandelse over dem som den der hvilede over israelitterne i Judas land. Men sådan ville det ikke være længere når Jehovas tempel stod færdigt. Da ville nationerne med forbløffelse se at de hjemvendte israelitter var blevet velsignet, begunstiget af deres Gud. Og når disse nationer så nedkaldte velsignelse over andre, ville de benytte Israels velsignelse som et eksempel.
22. Hvordan er der sket noget tilsvarende her i det tyvende århundrede, og hvordan er Jehovas vidners åndelige tilstand nu, efter fem årtiers arbejde, i sammenligning med kristenhedens?
22 Det samme er sket her i det tyvende århundrede, her i „afslutningen på tingenes ordning“. Indtil den genrejste rest af de åndelige israelitter for alvor tog fat på at genoprette og udvide den rene og ubesmittede tilbedelse ved Jehovas tempel — først og fremmest i deres egen livsførelse — var der vanskeligheder både udefra og indefra. Religiøse modstandere i kristenheden forbandede dem, lagde hindringer i vejen for dem, og søgte febrilsk at knuse dem eller at standse deres tempelarbejde. Men hvad ser vi når vi i dag sammenligner den salvede rest af Jehovas kristne vidner med kristenheden, efter at denne rest nu i fem årtier har vist Jehovas tilbedelse og hans messianske riges interesser udelt opmærksomhed? Hvem er det der nyder åndelig velstand som kristne? Hvem er det der har Guds velsignelse fordi de nøje holder sig til Bibelen og udfører det arbejde Gud omtaler i den? Selv kristenhedens gejstlige giver udtryk for ønsket om at deres kirkemedlemmer ejede det samme mod og den samme tro, nidkærhed og bibelkundskab som Jehovas kristne vidner, og at de også havde den samme religiøse fremgang.
GUD ÆNDRER SIND OVER FOR SIT FOLK
23. Hvordan havde Gud ændret sind, sådan at den jødiske rest ikke behøvede at frygte?
23 Det syvende løfte fra Gud vil yderligere styrke og opmuntre hans lydige rest. Det lyder: „Thi så siger Hærskarers [Jehova]: Som jeg, da eders fædre vakte min vrede, satte mig for at handle ilde med eder og ikke angrede det, siger Hærskarers [Jehova], således har jeg nu i disse dage omvendt sat mig for at gøre vel mod Jerusalem og Judas hus. Frygt ikke!“ — Zakarias 8:14, 15.
24. Hvorfor var Jehovas beslutning om at bringe ulykke over deres forfædre ikke et udslag af hidsighed?
24 Jehova indrømmer her at han havde besluttet at handle ilde med Israels nation fordi den trofaste rests forfædre havde vakt hans vrede. Men han gjorde det ikke i et anfald af hidsighed eller ophidselse. Den ulykke han dengang havde i sinde at påføre nationen eller ville lade komme over den, var i nøje harmoni med de velovervejede advarsler han havde udtalt om de forbandelser folket ville komme ud for hvis det ikke holdt sin del af sin nationale pagt med ham. Ærligt og redeligt havde han mange år tidligere advaret gennem profeten Moses:
„[Jehova] skal opbyde imod dig et folk fra det fjerne, fra jordens yderste ende, et folk med ørnens flugt, et folk, hvis sprog du ikke forstår, et folk med hårde ansigter, der ikke tager hensyn til de gamle eller viser skånsel mod de unge.“
„Og ligesom [Jehova] før havde sin glæde af at gøre vel imod eder og gøre eder mangfoldige, således skal [Jehova] da have sin glæde af at tilintetgøre eder og lægge eder øde, og I skal drives bort fra det land, du nu skal ind og tage i besiddelse.
[Jehova] skal adsplitte dig blandt alle folkeslagene fra den ene ende af jorden til den anden, og der skal du dyrke fremmede guder, som hverken du eller dine fædre før kendte til.“ — 5 Mosebog 28:49, 50, 63, 64; se også Tredje Mosebog 26:27-43.
25. (a) Hvorfor handlede Jehova ikke uretfærdigt da han lod disse forbandelser komme over dem? (b) Hvordan havde han nu ændret sind, og hvorfor?
25 Jehova håndhævede derfor kun retfærdigt sin del af nationens pagt med ham dengang han ved hjælp af assyrerne og babylonierne lod de israelitiske lovbrydere ’drive bort fra landet’ og derefter lod Judas land ligge fuldstændig øde i halvfjerds år. Men nu, efter at han havde tugtet nationen i overensstemmelse med de betingelser der var nedfældet i hans pagt med den, havde han omvendt i sinde at vise barmhjertighed. Han begyndte med at føre den angrende, trofaste rest tilbage til Jerusalem og Judas land. At de frygtsomt tøvede med at bygge templet havde ikke og kunne ikke have hans velsignelse. Men nu, „I disse dage“, da de trøstigt havde taget fat på tempelarbejdet igen og modigt fortsatte med det, havde Jehova i sinde at vise sin påskønnelse ved at „gøre vel mod Jerusalem og Judas hus“. Og når hærskarers Jehova var for dem og med dem på grund af deres helhjertede tilbedelse af ham, skulle de ikke frygte mennesker.
26. Hvordan har det vist sig at dette syvende løfte i lige så høj grad gælder den åndelige rest her i det tyvende århundrede?
26 Også i vor tid har Jehova opfyldt dette løfte, der i lige så høj grad er møntet på den trofaste rest af de åndelige israelitter. På grund af deres forseelser blev de spredt fra deres gudgivne åndelige domæne under den første verdenskrig. Men når de i dag ser tilbage på de mange år der er gået siden deres genrejsning i 1919, kan de se at den Gud hvis navn de bærer, på storslået måde har gjort vel imod dem på grund af deres arbejde med at genoprette den rene tilbedelse af ham.
27. Hvad ønskede Jehova nu at den genrejste rest skulle gøre, og hvilke to bud var dette i harmoni med?
27 De der barmhjertigt er blevet ført tilbage til Guds gunst, må imidlertid gøre noget som er meget vigtigt. Det Jehova pålægger dem at gøre, er i overensstemmelse med de to største bud i Loven, nemlig budene om at man skal elske Gud med hele sit hjerte og sind og med hele sin sjæl og styrke, og at man skal elske sin næste som sig selv. Vi læser: „Men hvad I skal gøre, er dette: tal sandhed hver med sin næste, fæld i eders porte domme, der hviler på sandhed og fører til fred, tænk ikke i eders hjerter ondt mod hverandre og elsk ikke falske eder! Thi alt sligt hader jeg, lyder det fra [Jehova].“ — Zakarias 8:16, 17.
28. Hvordan skulle sandhed og retfærdighed holdes i hævd i deres porte eller ved deres domstole, og hvad skulle målet være når man fældede dom?
28 Hvis medlemmerne af den genrejste rest vil forblive i hærskarers Jehovas gunst, må de ikke gøre hvad han hader. Der skal afsiges retfærdige kendelser i deres porte eller fra deres domstole. Man må ikke ty til falske eder for at bringe ulykke over sin uskyldige næste. Man må være ærlig når man taler med sin næste eller sværger i retten, idet man altid må tale sandt og ikke sige ét med munden og huse noget andet i et bedragerisk hjerte. Når som helst en strid bilægges ved en domstol, bør målet være at stifte fred mellem dem der har indbragt sagen, og denne fred opnår man kun hvis sandhed og retfærdighed holdes i hævd i retten. Man bør elske det Gud elsker, ikke det han hader.
29. Hvordan viste apostelen Paulus at Zakarias 8:16 gælder den kristne rest, og hvordan taler denne rest sandhed?
29 Gælder dette for den salvede rest af det åndelige Israel? Ja, ganske afgjort. Da apostelen Paulus skrev til de troende i Efesus i Lilleasien om kristen enhed, sagde han: „Sandheden tro skal vi i kærlighed i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus selv. Derfor aflæg løgn og tal sandhed, hver med sin næste; vi er jo hverandres lemmer.“ (Efeserne 4:15, 25) Her citerede apostelen øjensynlig fra Zakarias 8:16, og han anvendte det med fuld ret på de kristne der udgjorde „Guds Israel“. (Galaterne 6:15, 16) At tale sandhed vil også sige at fortælle Bibelens sandheder, ikke Babylon den Stores religiøse løgne. Ved at gøre det, fremmer vi den rene tilbedelse af Gud ved hans åndelige tempel.
FRA FASTE TIL FEST
30. Hvad skulle de hidtidige fastetider blive, ifølge Jehovas ottende løfte?
30 Selv om tallet syv i Bibelen betegner åndelig fuldstændighed, standser Gud ikke med det syvende løfte som vi lige har behandlet. Han fortsætter med et ottende, som vi nu læser: „Så siger Hærskarers [Jehova]: Fasten i den fjerde, femte, syvende og tiende måned skal blive Judas hus til fryd og glæde og gode højtidsdage. Elsk sandhed og fred!“ — Zakarias 8:19.
31. Hvis spørgsmål om faste blev derved besvaret, og hvorfor burde man ikke fortsætte med at faste under sorg?
31 Her var et direkte og præcist svar til Sar’ezer og Regem-Melek, som var blevet udsendt fra byen Betel for at spørge om de fortsat skulle faste eller spæge sig under sorg i den femte måned. (Zakarias 7:1-3) Nu da det andet tempel i Jerusalem nærmede sig sin strålende fuldførelse, var det ikke tiden til at græde over ødelæggelsen af Jerusalem og dens tempel som var indtruffet i 607 f.v.t., over firs år tidligere. Det var Jehovas vilje at de nu skulle glæde sig over den godhed han viste dem, og fryde sig over at der var rådet bod på de ødelæggelser babylonierne havde rettet i Jerusalem og Judas land. Bort med sorg og faste! Nyd de gode højtidsdage!
32. Hvordan er dette guddommelige løfte blevet opfyldt i forbindelse med det kristne åndelige Israel, og hvilken dag hvert år helligholder „resten“, i lydighed mod Kristi bud?
32 Dette guddommelige løfte til fortidens Israel har fået en storslået opfyldelse på det kristne åndelige Israel! Nutidens salvede rest overholder ikke nogen af de fastedage og sørgetider man havde i fortidens Israel, ikke engang den årlige Jom Kippur eller forsoningsdag, den tiende dag i den syvende månemåned (tisjri). (3 Mosebog, kapitel 16) De glæder sig over den sande forsoningsdag hvor Jehovas ypperstepræst, Jesus Kristus, bragte soning ved hjælp af sit fuldkomne sonoffer, hvis værdi han i år 33 frembar for Jehova i himmelen til gavn for hele menneskeheden. (1 Johannes 1:7 til 2:2) Den eneste dag som resten af det åndelige Israel helligholder hvert år, er dagen for Kristi offerdød, nemlig den jødiske påskedag, den 14. nisan, og derved adlyder de Kristi egen befaling til sine disciple. Da den overlevende rest fejrede Herrens aftensmåltid eller Herrens nadver efter solnedgang den 13. april 1919, var der mindst 17.961 som samledes i hele verden for at mindes Jesu offerdød. Men fredag den 9. april 1971 (efter solnedgang) var der 3.453.542 til stede, hvoraf 10.384 nød symbolerne, det usyrede brød og vinen. — Lukas 22:7-20.
33. Hvilken profeti i Jehovas niende løfte forklarer grunden til at så mange overværede Herrens nadver i 1971?
33 Hvorfra kom alle disse mennesker, de mere end 3.400.000 iagttagere, foruden de 10.384 deltagere, som var til stede ved denne sidstnævnte helligholdelse af Herrens aftensmåltid? Dette verdensomspændende fænomen forklares ved opfyldelsen af Jehovas niende løfte, der står at læse i Zakarias 8:20-22: „Så siger Hærskarers [Jehova]: Endnu skal det ske, at folkeslag og mange byers indbyggere skal komme, og den ene bys indbyggere skal gå til den andens og sige: ’Lad os vandre hen og bede [Jehova] om nåde og søge Hærskarers [Jehova]; også jeg vil med.’ Og mange folkeslag og talrige folk skal komme og søge Hærskarers [Jehova] i Jerusalem for at bede [Jehova] om nåde.“
EN INTERNATIONAL SKARE STRØMMER TIL GUDS BY
34. (a) På hvilken måde kommer „folkeslag“ og „folk“ nu til Jehovas tilbedelsescenter? (b) Omfatter det virkelig enkeltpersoner fra „mange folkeslag og talrige folk“ og fra „mange byer“?
34 Det var ikke hele „folkeslag“ og hele „folk“ der således skulle komme til Jehovas tilbedelsescenter for at formilde ham og vinde hans gunst. Det var enkeltpersoner fra disse folkeslag og folk. Der var ikke tale om en verdensomvendelse til jødedommen. Når vi læser i Jehovas vidners årbog for 1972 ser vi imidlertid at disse kristne vidner for Jehova findes i 207 lande og øområder. Listen over disse lande og øområder omfatter „mange folkeslag og talrige folk“. Og angående udtrykket „mange byers indbyggere“ så viser årbogen for 1972 at der den 31. august 1971 fandtes 27.154 menigheder af Jehovas kristne vidner rundt om på jorden. Alene i byen New York var der 212 sådanne menigheder, både engelske og andre. De bibler og bibelske publikationer som disse kristne tilbedere af Jehova benytter, er trykt på i alt 165 sprog. Disse kristne tilbeder Jehova på samme måde som Jesus Kristus selv gjorde.
35. Hvorfor drager de ikke til det jordiske Jerusalem i dag? Hvor tilbeder de Jehova?
35 Nej, de drager ikke til det nuværende jordiske Jerusalem, hvor den muhamedanske klippemoské ligger dér hvor templet tidligere lå. De anerkender derimod det der i Hebræerbrevet 12:22 kaldes „Zions bjerg“, „den levende Guds stad“ og „det himmelske Jerusalem“. De fryder og glæder sig over at Guds messianske rige blev oprettet på dette Zions bjerg ved udløbet af hedningernes tider i 1914, og at Jesus Kristus, ’Davids søn, Abrahams søn’, er indsat på tronen der. (Mattæus 1:1) Det betyder at Davids kongelige slægts gudgivne ret til at herske i Guds by, ikke længere nedtrædes af de hedenske nationer. (Lukas 21:20-24) Jehovas kristne vidner viser troskab mod dette messianske rige, der nu inden længe vil udslette alle de hedenske regeringer på jorden og vil herske for evigt, til hævdelse af hærskarers Jehovas universelle suverænitet. De tilbeder Jehova og nyder hans gunst i hans åndelige tempels jordiske forgårde. — Salme 84:3, 11; 116:18, 19.
36. Hvor mange skulle gribe fat i en jødes kappeflig, og hvad skulle de sige til ham, ifølge Jehovas sidste løfte?
36 Den nutidige opfyldelse af dette niende løfte fra den suveræne Herre og Gud er i sandhed storslået. Men der udtales endnu et løfte, et tiende løfte, som danner højdepunktet på denne strålende række af guddommelige løfter. I det sidste vers (23) i det ottende kapitel i Zakarias’ profeti læser vi: „Så siger Hærskarers [Jehova]: I hine dage skal ti mænd af alle folks tungemål gribe fat i en jødes kappeflig og sige: ’Vi vil gå med eder; thi vi har hørt, at Gud er med eder.’“ — Zakarias 8:23.
37. Hvilken regel som er blevet fremsat af en kødelig jøde må vi tage i betragtning for at kunne forstå hvad der her menes med udtrykket „jøde“?
37 For at kunne forstå denne profeti om „en jødes kappeflig“ rigtigt, må vi huske en regel som er blevet fremsat af en mand der var „omskåren på den ottende dag, som [var] af Israels folk, af Benjamins stamme, hebræer af hebræere, lovtro farisæer“, nemlig apostelen Paulus, der tidligere havde været en „nidkær forfølger af kirken“. (Filipperne 3:5, 6) Til den kristne menighed i det første århundredes Rom skrev denne kødelige jøde eller israelit: „Jøde er ikke den, som er det i det udvortes, og omskærelse er heller ikke det, som sker udvortes, i kød; men jøde er den som er det i det indvortes, og omskærelse er hjertets omskærelse, som sker ved Ånd, ikke efter bogstaven; han har ikke sin ros fra mennesker, men fra Gud.“ — Romerne 2:28, 29.
38. (a) Hvis det ikke er kødelig herkomst der betyder noget i denne forbindelse, hvad har da betydning, også for kødelige jøder? (b) Indtil hvornår bestod den kristne menighed udelukkende af kødelige jøder og proselytter og hvilket valg måtte Kornelius træffe?
38 Af denne grund bygger opfyldelsen af Zakarias 8:2 ikke på nogen racemæssig overhøjhed. De „ti mænd“ griber ikke fat i „en jødes kappeflig“ fordi vedkommende er jøde af fødsel. Hans kødelige afstamning betyder intet i denne forbindelse. Det der betyder noget, er hvem han tilbeder. Gør han krav på at tilbede Gud? Er Gud da virkelig med ham? Det er sandt at den kristne menighed i sidste halvdel af den halvfjerdsindstyvende åruge, som profetisk er omtalt i Daniel 9:24-27, nemlig perioden fra pinsen år 33 til efteråret 36, udelukkende bestod af kødelige jøder og omskårne jødiske proselytter. Men der var noget særligt ved disse kødelige jøder der udgjorde den kristne menighed. I denne periode fandtes der to slags kødelige jøder. Gud var afgjort ikke med begge slags. Gud var ikke delt. Derfor spørger vi: Hvilken slags jøder var det den italienske høvedsmand, hedningen Kornelius, sluttede sig til ved udløbet af den halvfjerdsindstyvende åruge i begyndelsen af efteråret 36, med det for øje at tilbede Gud sammen med dem? Hvad viser Apostlenes Gerninger 10:1-48?
39. Hvilken gruppe af kødelige jøder sluttede Kornelius sig til?
39 Denne italiensktalende høvedsmand holdt op med at tilbede sammen med og at give „mange almisser“ til de kødelige jøder der havde slået Jesus Kristus ihjel som en gudsbespotter og en falsk messias. Kornelius og de hedninger der omvendte sig sammen med ham, sluttede sig til de kødelige jøder der var blevet Jesu Kristi disciple, dem som Gud havde udgydt sin hellige ånd over gennem Jesus Kristus for at vise at han var med dem som en kristen menighed. (Apostlenes Gerninger 2:1-47; 11:1-18) Denne kristne menighed bestod af åndelige jøder, åndelige israelitter, parthavere i den nye pagt med Gud med Kristus som mellemmand. Italieneren Kornelius blev lige så godt en åndelig jøde eller israelit som de kødelige jøder der var kommet til troen. Kornelius så at den kristne menighed bestod af åndelige jøder og at Gud var med dem. Derfor besluttede han sig til at gå med de åndelige jøder.
40. Hvordan kan vi, især efter at Jerusalem er blevet ødelagt af romerne, afgøre om der er noget grundlag for at anvende Zakarias 8:23 på ikke-kristne, kødelige jøder?
40 Kunne ødelæggelsen af Jerusalem og dens materielle tempel ved de romerske legioner udlægges som et bevis for at Gud var med jøderne, blot fordi de var omskårne jøder efter kødet? Intet ærligt og fornuftigt menneske kunne godtage en sådan udlægning. I dag findes der intet jødisk tempel på Morija bjerg i Jerusalem som hedningerne kan drage op til for at tilbede dér sammen med jøderne. Og jødernes religiøse og politiske ledere efterligner heller ikke ypperstepræsten Josua og statholderen Zerubbabel ved at genopføre templet på sin historiske plads, selv om jøderne indtog det gamle muromkransede Jerusalem under seksdageskrigen i 1967. Hvilket grundlag er der så for at anvende Zakarias 8:23 på de ikke-kristne, kødelige og omskårne jøder i dag, eller for at gøre det inden for en overskuelig fremtid? Intet!
41. Opfyldes Zakarias 8:23 på kristenheden i dag?
41 Opfyldes profetien da på nutidens kristenhed, der længe har holdt fast ved den forestilling at der vil ske en verdensomvendelse til dens religiøse organisations mange sekter? Griber ti ikke-kristne fra alle folkeslag og folk fat i kappefligen på et af kristenhedens kirkemedlemmer og siger „Vi vil gå med eder; thi vi har hørt, at Gud [det vil sige hærskarers Jehova] er med eder?“ Den hedenske verden bliver afgjort ikke omvendt til kristenhedens kirker i et omfang af ti hedninger for hvert kirkemedlem. Kristenheden anslår at den i dag har 924.274.000 medlemmer, og ti gange dette vil sige over to gange verdens nuværende befolkning.
42. Hvilke spørgsmål må vi have svar på for at kunne afgøre hvilken gruppe af dem der kalder sig åndelige jøder, Zakarias 8:23 opfyldes på?
42 Ligesom der på Kristi apostles tid fandtes to slags kødelige jøder, sådan findes der også i dag to skarer som kalder sig åndelige jøder. I kristenheden findes der over 900 millioner af sådanne åndelige jøder der hævdes at være med i den nye pagt med Kristus som mellemmand. Angående disse to skarer der kaldes åndelige jøder, spørger vi: Hvilken skare tilbeder og tjener virkelig hærskarers Jehova ved hans sande åndelige tempel? Til hvilken skare er det at folk af alle nationer, store såvel som små, siger at de vil gå med dem fordi de har hørt at Gud — ikke en eller anden navnløs Gud, men Jehova Gud — er med dem? Her bør vi kun støtte os til kendsgerningerne. Vi bør lade dem tale for sig selv.
43. Hvad kendetegner i dag de åndelige israelitter som Zakarias 8:23 opfyldes på, og hvor mange er de nu?
43 I hele verden findes der beviser for at det er den salvede rest af åndelige israelitter, den skare som Jehova Gud begyndte at udfri fra Babylon den Store, den falske babyloniske religions verdensimperium. Medlemmerne af denne rest er med i et åndeligt arbejde som svarer til opførelsen af Jehovas andet tempel på ypperstepræsten Josua og statholderen Zerubbabels tid. De fremmer helhjertet tilbedelsen af hærskarers Jehova overalt på jorden, blandt folk af alle folkeslag, stammer, folk og tungemål. Hvert år mødes de på den jødiske påskedag for at fejre mindet om Jehovas søns, Jesu Kristi, offerdød, og ved denne lejlighed spiser de usyret brød og drikker vin, som befalet af Jesus Kristus. På grundlag af det talende vidnesbyrd de dermed aflægger, synes der kun at findes omkring ti tusind salvede åndelige israelitter i dag. Det er langt mindre end antallet på den rest der fandtes på Zakarias’ tid.
44. Hvem slutter sig til disse sande åndelige israelitter, og hvor mange er der tale om, ifølge rapporterne?
44 Men hvem slutter sig til disse åndelige jøder for at tilbede den eneste levende og sande Gud sammen med dem ved hans åndelige tempel? Som forudsagt i Åbenbaringen 7:9-17 er det „en stor skare“ uden tal „af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål“. Medlemmerne af denne skare bliver også disciple af Jehovas Messias. (Mattæus 28:19, 20) Alene i 1971 blev 149.808 af dem døbt som indviede disciple af Jehovas Messias. Samme år var der et gennemsnit på 1.510.245 der rapporterede at de sammen adlød Messias’ befaling om at forkynde „dette evangelium“ om Jehovas messianske rige overalt lige frem til afslutningen på denne tingenes ordning. (Mattæus 24:14) Allerede nu har Zakarias 8:23 fået en bemærkelsesværdig opfyldelse!