der et åndeligt paradis blandt medlemmerne af den genrejste rest, blandt hvem den store Teokrat har oprettet en teokratisk organisation. Denne åndelige rest, organiseret på denne måde, sætter Jehova Gud højere end alle jordiske herskere, autokratiske såvel som demokratiske, og siger med ordene i Esajas 33:22: „Jehova er vor Dommer, Jehova er vor Lovgiver, Jehova er vor Konge; han vil selv frelse os.“ (NW) De tager det samme teokratiske standpunkt som Jesu’ Kristi tolv apostle tog foran Jerusalems øverste domstol. „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker. . . . Og vi er vidner om disse forhold, og det er den hellige ånd også, som Gud har givet dem der adlyder ham som deres hersker.“ (Apostlenes Gerninger 5:29-32, NW) De der ønsker at slutte sig til den salvede rest i dens teokratiske åndelige domæne må derfor krydse den symbolske Nilflods demokratiske strøm og det symbolske Røde Havs eller menneskehavets skiftende tidevand, og underkaste sig Jehovas teokratiske ordning. For de villige og lydige kan Jehova gøre disse forhindrende vande til intet.

40. (a) I hvilken henseende har Gud gjort „resten“ ’stærk i Jehova’, og hvordan? (b) Hvordan er det gået i opfyldelse at „de vandrer i hans navn“, og hvad vil de få en andel i sammen med det messianske rige?

⁴⁰ Mens den almægtige Gud har genindsamlet og genforenet sin salvede rest af åndelige israelitter, har han i sandhed ’gjort dem stærke’ over for alle forhindringer og fjender. Det er på ingen måde sket „ved en militærstyrke eller ved [jordisk] magt“, men ved Jehovas ånd eller usynlige virkekraft, nøjagtig som han sagde: „Jeg gør dem stærke i [Jehova].“ Skulle de så ikke ære hans hellige navn og stræbe efter at handle i overensstemmelse med den bøn Jesus Kristus lærte dem at bede: „Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn“? De ophøjer hans navn og gør kendt at „hans navn alene er uopnåeligt højt“. (Salme 148:13, NW) I alle lande hvor der i dag findes medlemmer af den salvede rest, er det derfor som forudsagt i Zakarias 10:12: „De vandrer i hans navn, så lyder det fra [Jehova].“ Det fortsætter de med lige til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon, og de vil således sammen med det messianske rige få en andel i at hævde og herliggøre det største navn i hele universet for evigt.

Kapitel 18

Følgerne af at vrage Guds Hyrde og Hersker

 1. Hvorfor er det ikke mærkeligt at Jehova sammenligner regenter som er ringere end han selv, med hyrder?

DEN største af alle herskere har gentagne gange sammenlignet sig selv med en hyrde. Tag for eksempel denne smukke sammenligning som han brugte da han forudsagde hvor nænsomt han ville føre sit landflygtige folk tilbage til dets hjemland: „Se, den Herre [Jehova] kommer med vælde, han hersker med sin arm. Se, hans løn er med ham, hans vinding foran ham, han vogter sin hjord som en hyrde, samler den med armen, bærer lammene i favn og leder de diende får.“ (Esajas 40:10, 11) Det er derfor ikke så mærkeligt at han sammenligner ringere herskere på jorden med hyrder.

 2. Hvad sammenligner Jehova også fremtrædende verdslige herskere med, og hvad sammenligner han på tilsvarende måde den rest med som blev udfriet fra Babylon?

² Han har også sammenlignet fremtrædende herskere med træer, høje af vækst. Kong Farao i fortidens Ægypten sammenlignes således med et stateligt træ. (Ezekiel 31:1-18) Også medlemmerne af den landflygtige rest som Jehova bruger sin Messias eller Salvede til at udfri og føre ud af det symbolske Babylon og tilbage til deres gudgivne fødeland, sammenligner han med træer. Det gør han idet han omtaler den opgave han har givet sin Messias at udføre, nemlig: „At trøste alle, som sørger, give dem, som sørger i Zion, højtidspragt for sørgedragt, for sørgeklædning glædens olie, lovsang for modløst sind. Man kalder dem retfærds ege, [Jehovas] plantning til hans ære.“ — Esajas 61:1-3.

 3, 4. (a) Hvordan fremhæver Zakarias en modsætning mellem Jehovas „retfærds ege“ og de verdslige „træer“? (b) Hvorfor skal der høres klage og brølen, ifølge Zakarias 11:1-3?

³ Disse symbolske „retfærds ege, [Jehovas] plantning“, er omtalt i det foregående kapitel i Zakarias’ profeti, nemlig det tiende kapitel, versene 3-12. Nu fremhæves den store modsætning mellem dem og de symbolske træer på denne undertrykkende verdens højder. På Zakarias’ tid var Libanons majestætiske bjerge klædt med skove af de verdensberømte „Libanons cedre“ og andre duftende nåletræer. Tænk hvor sørgeligt om disse skove blev raseret af en kæmpebrand som ikke var til at slukke! Det kunne få en til at bryde ud i klageråb. En dag vil verden få grund til en sådan klage, for næsten som en fortsættelse af det tiende kapitel i Zakarias’ profeti begynder det ellevte kapitel med en befaling fra Gud om at bryde ud i klage. Vi læser:

⁴ „Luk dine døre op, Libanon, så ild kan fortære blandt dine cedre. Hyl, cypres, for cederen er faldet; for de majestætiske er selv blevet lagt øde! Hyl, I Basans massive træer, for den uigennemtrængelige skov er fældet! Hør! Hyrderne hyler, for deres majestæt er blevet lagt øde. Hør! De unge løver med manke brøler, for de stolte tykninger langs Jordan er blevet lagt øde.“ — Zakarias 11:1-3, NW.

 5. Hvornår skal sådanne symbolske skove nedbrændes, og hvem vil da klage sig?

⁵ Libanon har ingen brandsikre døre. Når Jehovas tid er inde til at hans fortærende ild skal feje gennem det majestætiske land, må det symbolske Libanons døre åbne sig på hans befaling så ilden kan komme til at hærge. Selv de vældige cedre skal falde for flammerne som Gud har tændt, og derfor må cypressen ved siden af klage sig. At et