Forklaringen på et paradoks

Men hvis Messias må lide og dø for at sone andres synder, hvordan kan han da regere som konge, hvilket Esajas også havde forudsagt? Esajas henviste selv til denne åbenbare selvmodsigelse da han om Messias sagde: „Når hans sjæl havde fuldbragt et skyldoffer, skulle han . . . leve længe,“ og „med mægtige deler han bytte, fordi han udtømte sin sjæl til døden“. Hvordan kan en så åbenbar selvmodsigelse opstå? Hvordan kan nogen „leve længe“ efter at „hans sjæl havde fuldbragt et skyldoffer“, altså efter at han havde ofret sit liv?

En anden tjener for Gud spurgte engang: „Når en mand én gang er død, kan han da få livet tilbage?“ (Job 14:14, Jerusalem-Bibelen) De hebraiske Skrifter svarer med et fuldtonende ja! Der findes ikke blot nedskrevne beretninger om hvordan Guds profeter har bragt døde tilbage til livet, men vi får også at vide at der vil komme en tid hvor „mange af dem, der sover under mulde, skal vågne“. — Daniel 12:2; se også Første Kongebog 17:17-24; Anden Kongebog 4:32-37; 13:20, 21.

Hvis Guds ord skal gå i opfyldelse, er det altså nødvendigt at Messias får livet igen, at han bliver oprejst. Kun da vil han kunne regere som konge og udøse velsignelser over menneskeheden. Davids ord kunne derfor passende anvendes på ham: „Dødsriget giver du ikke min sjæl.“ — Salme 16:10.

De jøder der i det første århundrede blev Jesu disciple, fik med tiden denne forståelse af de bibelske profetier om Messias. Jesu lidelse og død blev altså ikke længere opfattet som noget der udelukkede at han kunne være Messias, men blev i stedet betragtet som et yderligere bevis på at Jesus virkelig var Messias!

Hvorfor så svært at acceptere?

Dengang havde størstedelen af den jødiske nation imidlertid svært ved at acceptere en Messias der måtte lide og dø. Det skyldtes uden tvivl andre af tidens fremherskende opfattelser. For eksempel mente mange jøder at de ved at overholde Moseloven, Toraen, helt kunne overvinde deres medfødte tilbøjelighed til at gøre det onde. De håbede at „gøre ende på synderne“ på egen hånd, og kunne derfor ikke se at der var brug for en messias der måtte dø og derved skaffe soning for deres synder.

En anden fremherskende opfattelse gik ud på at jøderne ville blive erklæret retfærdige af Gud simpelt hen fordi de var efterkommere af Abraham. Og hvis jøderne helt automatisk blev kendt retfærdige, var der ikke brug for en messias til at „retfærdiggøre de mange“. Ja, som Klausner sagde: „Den blotte tanke om en messias der skulle blive slået ihjel, var, på Jesu tid, helt uforståelig . . . for jøderne.“

I omkring 100 år efter Jesu død nægtede det jødiske folk at tro på en messias der blev slået ihjel. Men så skete der noget der fik dem til at ændre mening. Hvad var det?

Hvad skete der med jødernes forventninger?

DEN samling af gammeljødiske skrifter der kendes som den babyloniske Talmud indeholder følgende kommentar om Messias, som kan dateres til begyndelsen af det andet århundrede:

„’Landet skal sørge’ (Zakarias 12:12).