Kapitel 19

Riget modstår et internationalt angreb

 1. Ved hjælp af hvilken kraft som videnskabsmændene ikke kan beherske, er en udtalelse blevet sendt til os fra et sted uden for det ydre rum, og hvordan er denne udtalelse blevet tilgængelig for de fleste mennesker?

INTERNATIONAL nyhedsformidling — ved hjælp af telegraf, telefon, radio og fjernsyn — har bragt hyrdelignende herskeres udtalelser ud til jordens ender. Deres udtalelser er blevet udbredt i det omfang fordi de er blevet tillagt stor betydning. Men ved hjælp af en kraft som videnskabsmændene her i det tyvende århundrede ikke har kunnet tøjle og udnytte, er en udtalelse af langt større vigtighed, ja af største vigtighed, blevet sendt til vor jord fra et sted uden for det ydre rum. Den store betydning som denne udtalelse tillægges er ikke for stor, for udtalelsen kommer fra himmelens og jordens Skaber, og den er blevet sendt hertil ved hjælp af hans usynlige virkekraft, hans hellige ånd. Og ved hjælp af Bibelen, som er blevet trykt i hundreder af millioner af eksemplarer og på hundreder af sprog, er denne udtalelse blevet gjort tilgængelig så det overvejende flertal af jordens befolkning kan læse den og undersøge den. Lad os, når vi læser denne udtalelse der bærer Skaberens navn, selv dømme om den har international betydning nu:

 2. Hvad vil Jehova ifølge dette udsagn gøre Jerusalem til for nationerne, og som hvad vil han gøre sit folk blandt de angribende nationer?

² „Et udsagn: ’Jehovas ord vedrørende Israel,’ lyder det fra Jehova, ham som udspænder himlene og lægger jordens grundvold og danner menneskets ånd i dets indre. ’Se, jeg gør Jerusalem til en skål der skal få alle folkene rundt om til at rave; også mod Juda vil han komme under belejringen, endog mod Jerusalem. Og det skal ske på den dag at jeg gør Jerusalem til en byrdefuld sten for alle folkene. Alle der løfter den, vil med sikkerhed hente sig slemme rifter; og alle jordens nationer skal visselig samle sig mod hende. På den dag,’ lyder det fra Jehova, ’vil jeg slå hver hest med forvirring og dens rytter med vanvid; og over Judas hus vil jeg åbne mine øjne, og enhver af folkenes heste vil jeg slå med blindhed. Og Judas stammehøvdinger skal sige i deres hjerte: „Jerusalems indbyggere er en styrke for mig ved hærskarers Jehova, deres Gud.“ På den dag vil jeg gøre Judas stammehøvdinger som en ildgryde blandt træer og som en brandfakkel i en række nyhøstede kornneg, og de skal fortære alle folkene rundt om, til højre og venstre; og Jerusalem skal endnu bebos på sit eget sted, i Jerusalem.’“

 3, 4. Hvorfor har de kødelige, omskårne jøder ikke været i stand til at finde en opfyldelse af Zakarias 12:1-6 i deres nations historie?

³ Disse ord fra Zakarias 12:1-6 (NW) er en gåde for de kødelige, omskårne jøder i dag. De har prøvet at finde en opfyldelse af disse profetiske ord i deres nations historie mellem det sjette århundrede før vor tidsregning da ’udsagnet’ blev fremsat (omkring 518 f.v.t.), og år 70 e.v.t. da Jerusalem blev ødelagt af de romerske legioner. Men de har ikke været i stand til at pege på nogen virkelig hændelse som har kunnet bekræfte profetiens rigtighed. Hvorfor ikke? Fordi ’udsagnets’ opfyldelse når sit højdepunkt i forbindelse med et Israel og et Jerusalem som rangerer højere end det kødelige Israel og det jordiske Jerusalem. Da det jordiske Jerusalem og dets tempel blev ødelagt i år 70, var der et andet Jerusalem som blev stående. Ikke en jordisk by, naturligvis. Det var den by som Hebræerbrevets forfatter omtalte i brevets tolvte kapitel, versene 22 til 24. Skønt han skrev omkring år 61, cirka ni år før det jordiske Jerusalem blev jævnet med jorden i år 70, henvendte han alligevel følgende ord til de kristnede hebræere:

⁴ „Men I er kommet til Zions bjerg og til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem og til en højtidsskare af engle i tusindtal og en menighed af førstefødte, som er indskrevne i Himlene, og til en dommer, som er alles Gud, og til deres ånder [åndelige liv, NW], som er retfærdige og er nået til fuldendelse, og til den nye pagts mellemmand, Jesus, og til bestænkelsens blod, som forkynder noget bedre end Abels.“

 5. Hvad var det for en „menighed af førstefødte“ de kristnede hebræere var kommet til omkring år 61, og hvilken by havde denne menighed?

⁵ Den „menighed af førstefødte, . . . indskrevne i Himlene,“ som disse kristne hebræere var kommet til, var ikke menigheden af det kødelige Israel, som de havde tilhørt før de blev omvendt til kristendommen. Det var derimod det åndelige Israels „menighed“, og den var blevet ført ind i „den nye pagt“ som mellemmanden Jesus havde gyldiggjort med sit eget blod, „bestænkelsens blod“, som forkynder noget bedre end Abels, Jehovas første martyrs. I nøje samklang med dette havde det åndelige Israel et højere Jerusalem, „den levende Guds stad, . . . det himmelske Jerusalem“.

 6. Hvad var det jordiske Jerusalem et billede på som den by hvor Jehovas trone stod? Hvad blev dette overført til, og hvornår?

⁶ I det jordiske Jerusalem havde kongerne i Davids slægt haft deres trone, som blev kaldt „[Jehovas] trone“ fordi den der sad på den repræsenterede Jehova Gud, Israels virkelige og usynlige konge. Eftersom Jehova havde indgået en pagt med kong David om et evigt rige med en evig arving af ham på tronen, stod regeringsbyen Jerusalem for den gudgivne ret til et rige med en efterkommer af kong David som konge. (1 Krønikebog 29:23; 2 Samuel 7:14-16) Denne evige arving var Jesus Kristus, ’Davids søn, Abrahams søn’. Da han blev oprejst fra de døde og steg op til himmelen og trådte frem for Gud og satte sig ved hans højre hånd, tog han derfor sin arveret og sin uforspildte ret til Riget med sig. På denne måde blev retten til Riget i år 33 overført fra det jordiske Jerusalem til „det himmelske Jerusalem“. — Apostlenes Gerninger 2:29-36; Salme 110:1, 2; Hebræerne 10:12, 13.

 7. Hvornår gjorde Jehova Jerusalem „til en skål der skal få alle folkene rundt om til at rave“ (Zakarias 12:2, NW), i betragtning af at det davidiske rige med det jordiske Jerusalem blev omstyrtet i 607 f.v.t.?

⁷ I år 607 f.v.t. omstyrtede babylonierne Davids rige med det jordiske Jerusalem, og riget skulle ikke tilhøre nogen før ’han kom, som havde retten til det’. Til den tid ville Gud give det til denne retmæssige indehaver. (Ezekiel 21:25-27) Hvornår kom denne der havde „retten“ og modtog Riget af Jehova, den store Teokrat? Det skete i 1914, ved udløbet af hedningernes tider omkring den 4./5. oktober (den 15. tisjri dette år). Da indsatte Jehova sin søn Jesus Kristus på tronen i „det himmelske Jerusalem“. Da udrakte Jehova også, som en opfyldelse af Salme 110:1, 2, Kristi vældes spir fra det himmelske Zions bjerg idet han sagde: „Hersk midt iblandt dine fjender!“ På denne måde og på dette tidspunkt opfyldte himmelens og jordens store Skaber sit udsagn om at gøre Jerusalem, „det himmelske Jerusalem“, til „en skål der skal få alle folkene rundt om til at rave“. — Zakarias 12:1, 2, NW; Åbenbaringen 11:15.

 8. (a) Hvad forsøgte filistrene at gøre da kong David gjorde Jerusalem til sin regeringsby, og med hvilket resultat? (b) Hvornår og hvordan begyndte kristenheden at blive underrettet om at Kristus skulle indsættes på tronen ved hedningetidernes udløb?

⁸ To tusind ni hundrede og treogfirs år tidligere havde kong David indtaget det jordiske Jerusalem og gjort det til sin regeringsby. Da filistrene, hans bitre fjender, hørte det, drog de op imod Jerusalem for at afsætte ham. To mirakuløse nederlag i træk sendte angriberne ravende tilbage til Filisterlandet. (2 Samuel 5:17-25; Salme 2:1-6) Hvad skete der nu i tilfældet med „det himmelske Jerusalem“ med dets nyindsatte konge, Jesus Kristus, Davids, evige arving? I flere årtier før 1914, ja lige siden 1876, var verdens nationer og folkeslag blevet underrettet om at hedningernes tider ville udløbe i det år.a Det var indviede og døbte kristne — som for eksempel Charles Taze Russell, der blev præsident for Watch Tower Bible and Tract Society — der blev benyttet til at bekendtgøre dette, især for nationerne i kristenheden. Disse påståede kristne nationer afviste hånligt bekendtgørelsen og indledte deres første verdenskrig den 28. juli 1914.

 9. Hvordan samlede de kæmpende nationer sig under den første verdenskrig omkring „det himmelske Jerusalem“ som omkring en drikkeskål?

⁹ Under denne krig benyttede de kæmpende nationer sig af den militære undtagelsestilstand, krigshysteriet og den glødende nationalisme til at forfølge disse indviede, døbte og åndssalvede kristne der havde bekendtgjort hedningetidernes udløb for dem og havde stillet sig på Jehovas oprettede messianske riges side. På denne måde samlede nationerne sig rundt om dem som om en drikkeskål, for at drikke glæde og munterhed over at rette deres modstand mod Guds riges repræsentanter. Da disse indviede og salvede kristne var en del af ’menigheden af førstefødte som er indskrevet i himlene’, var nationerne i realiteten samlet omkring „det himmelske Jerusalem“ som en drikkeskål. Et stykke tid var de også meget opstemte, som forudsagt i Åbenbaringen 11:7-10.

10, 11. Hvordan kom „det himmelske Jerusalem“ under belejring af nationerne efter den første verdenskrig, og blev belejringen også rettet mod „Juda“?

¹⁰ Da den første verdenskrig sluttede den 11. november 1918, holdt de verdslige nationer ikke inde med deres fjendskab mod Guds messianske rige der var oprettet i „det himmelske Jerusalem“. I de følgende år vedtog de Folkeforbundet som en erstatning for Guds himmelske rige. Dermed indledte de en billedlig belejring af „det himmelske Jerusalem“. Denne belejring kom til udtryk ved at nationerne modstod og forfulgte den salvede rest af ’menigheden af førstefødte’ som forkyndte „det himmelske Jerusalems“ messianske rige. Eftersom disse disciple af Jesus Kristus holdt fast ved ham som „løven af Judas stamme, Davids rodskud“, var de åndelige judæere, eller tilhørte i åndelig forstand Judas stamme. Derfor var de også belejret af de fjendtlige nationer, sammen med det himmelske Jerusalem. Det var nøjagtig som forudsagt i Zakarias 12:2:

¹¹ „Se, jeg gør Jerusalem til en skål der skal få alle folkene rundt om til at rave; også mod Juda vil han komme under belejringen, endog mod Jerusalem.“ (NW) „Se, jeg sætter Jerusalem som et Tumlebæger for alle Folk trindt omkring, ogsaa over Juda vil det gaa ud under Belejringen af Jerusalem.“ (Lindberg) „Se, jeg vil sætte Jerusalem som Snubletrin for alle Folkefærdene rundt omkring; det skal ogsaa gaae ud over Juda, naar Nøden paakommer Jerusalem.“ (Kalkar) „Se, jeg gør Jerusalem til en Beruselsesskaal for alle Folkeslag trindt omkring; og det skal ogsaa komme over Juda under Belejringen af Jerusalem.“ — Gd.

12. Hvordan viste de åndelige judæere en anden holdning end under den første verdenskrig, og hvilket standpunkt tog de i lighed med apostlene?

¹² Mens de verdslige nationer i 1919 vedtog Folkeforbundet som en international organisation for verdensfred og sikkerhed, begyndte den salvede rest af det åndelige Juda derimod som aldrig før at forkynde den gode nyhed om det rige der tilhører „løven af Judas stamme, Davids rodskud“. Fra da af begyndte de verdslige nationer derfor at belejre dette åndelige Juda på jorden, idet de fortsatte deres ihærdige forsøg på at overvinde de åndelige judæeres modstand og deres vægring ved at falde til føje. I direkte modsætning til den handlemåde disse åndelige judæere i almindelighed havde fulgt under den første verdenskrig, lod de sig imidlertid ikke afskrække af nationerne. De så klarere end før hvilket hverv den højeste Gud havde givet dem, og de valgte som apostlene at „adlyde Gud mere end mennesker“. (Apostlenes Gerninger 5:29) Selv under den anden verdenskrig holdt de fast ved denne handlemåde. De bevarede sig fuldstændig neutrale i de internationale stridigheder, sådan som de den 1. november 1939 åbent havde erklæret at de ville. Nationerne var ret lamslåede over det strengt neutrale standpunkt disse kristne vidner for Jehova indtog. — Se The Watchtower Announcing Jehovah’s Kingdom for 1. november 1939, siderne 323-333; eller Vagttaarnet, Forkynder af Jehovas rige for 1. januar 1940, siderne 3-12.

13. Ved hvilken handlemåde har nationerne hentet sig „slemme rifter“, og hvorfor?

¹³ Jehovas kristne vidner har urokkeligt holdt fast ved deres neutrale standpunkt, de har modigt appelleret til domstolene for at bevare deres borgerlige rettigheder, de forkynder i stadig stigende omfang den gode nyhed om Jehovas messianske rige, og alt dette har fået nationerne til at rave. Retten til Riget, repræsenteret ved „det himmelske Jerusalem“, er blevet „en byrdefuld sten“ for nationerne. Ved at bakse med Rigets forkyndere har nationerne forsøgt at løfte denne sten og fjerne den så den ikke ligger i vejen for deres ærgerrige planer om verdensherredømmet, men det har kostet dem „slemme rifter“. De har ikke opnået hvad de ønskede, men har følt det ydmygende nederlags sviende smerte. Deres ry har lidt skade. De kan ikke fjerne eller ugyldiggøre Rigets ret til at blive forkyndt, og de kan heller ikke lukke munden på den „rest“ der adlyder Jehovas bud om at forkynde Riget i hele verden.

14. Hvordan har Jehova allerede nu opfyldt sit udsagn om fjendens heste og deres ryttere? Hvem åbner han sine øjne over, og hvorfor?

¹⁴ Allerede nu har hærskarers Jehova i billedlig forstand handlet i overensstemmelse med sit udsagn. Dem der kæmper mod de åndelige judæere, hans riges ambassadører, har han slået med forvirring. Krigsmaskinens førere har han ladet handle som vanvittige, som diktatorer der i nederlagets time handler i blindt raseri. Deres krigsstrateger ved ikke længere i hvilken retning de skal føre kampen; de er som slået med blindhed. Men Jehova åbner sine øjne og holder dem åbne for at lede det åndelige „Judas hus“ i dets kamp.

15. Hvordan har det åndelige Judas stammehøvdinger været „som en ildgryde blandt træer og som en brandfakkel i en række nyhøstede kornneg“ til højre og venstre?

¹⁵ Med hensyn til „Judas stammehøvdinger“, som i åndelig forstand er „Judas hus“ styrende råd og tilsynsmændene i de åndelige judæeres menigheder, så fylder Jehova dem med brændende nidkærhed for „det himmelske Jerusalems“ riges jordiske interesser. „Som en ildgryde blandt træer og som en brandfakkel i en række nyhøstede kornneg“ sætter de i åndelig forstand tingene i brand, idet de får store religiøse diskussioner og stridigheder til at flamme op, og idet de fortærer mange hyrdelignende herskeres indflydelse så det afsløres at de i virkeligheden „kæmper mod Gud“ og mange af deres „får“ vender sig fra dem og går over til Guds rige. Dette sker både til højre og til venstre blandt folkene. Som følge af disse „stammehøvdingers“ brændende offensive aktivitet bevarer de åndelige judæere deres gudgivne åndelige domæne, og der kommer stadig nye indbyggere til. De svigter ikke „det himmelske Jerusalems“ sag.

16. Hvilken kilde erkender „Judas stammehøvdinger“ at deres styrke til at gøre dette under belejring kommer fra, og gennem hvem får de denne hjælp?

¹⁶ Det er ikke i egen kraft at „Judas stammehøvdinger“ og deres medjudæere anretter sådanne åndelige ødelæggelser blandt de fjender der belejrer Guds regerende riges sag. I hjertet indser og bekender de at styrken til at gøre dette under belejring af hele verden, kommer fra en overnaturlig, overmenneskelig kilde. Den kommer fra „det himmelske Jerusalem“, hvor kongen Jesus Kristus er indsat på tronen og er begyndt at herske midt iblandt sine fjender. De hellige engle er sammen med ham. „Er de ikke alle ånder i Guds tjeneste, som sendes ud til hjælp for deres skyld, der skal arve frelse?“ (Hebræerne 1:13, 14; Mattæus 25:31) De salvede kristne som er kommet til „den levende Guds stad, . . . det himmelske Jerusalem“, og som har afsluttet deres jordiske livsløb i døden og er blevet oprejst til liv og udødelighed i himmelen, kan også sende usynlig styrke til de modige, energiske „Judas stammehøvdinger“ og deres medjudæere på jorden. (Åbenbaringen 2:26-29) Bag al denne hjælp og bistand fra det himmelske Jerusalem står „hærskarers Jehova deres Gud“.

DE ANGRIBENDE NATIONER TILINTETGØRES

17, 18. (a) Hvorfor vil nationerne ikke kunne afslutte deres lange belejring med en sejr? (b) Hvad vil Jehova ifølge sit udsagn gøre med de nationer der kommer imod „Jerusalem“?

¹⁷ De verdslige nationer kan ikke afslutte deres langvarige, vedholdende belejring af Guds rige og af dem der tjener som Rigets ambassadører ud over jorden, med en sejr. Den almægtige Gud vil give disse åndelige judæere fornyet styrke og udholdenhed så de kan modstå den fjendtlige belejring, hvorimod han vil svække og til sidst udrydde belejrerne, som byder ham trods. Det fremgår af de næste ord i det guddommelige udsagn. I Zakarias 12:7-9 (NW) læser vi:

¹⁸ „Og Jehova vil visselig frelse Judas telte først, for at Davids hus’ skønhed og Jerusalems indbyggeres skønhed ikke skal overgå Judas for meget. På den dag vil Jehova være et værn omkring Jerusalems indbyggere; og den der snubler iblandt dem skal på den dag blive som David, og Davids hus som Gud [eller: gudlignende], som Jehovas engel foran dem. Og det skal ske på den dag at jeg vil søge for at tilintetgøre alle de nationer der kommer mod Jerusalem.“

19. (a) Hvad ligger der i udtrykket „Judas telte“? (b) Hvorfor vil de øvriges „skønhed“ ikke „overgå Judas for meget“?

¹⁹ Udtrykket „Judas telte“ antyder at de åndelige judæere ikke har trukket sig ind bag beskyttende bymure men er ude i åben mark, idet de frygtløst forsvarer de interesser der tilhører det messianske rige, repræsenteret ved Jerusalem, regeringsbyen hvor tronen er. Før angriberne kan gå direkte imod byen, må de derfor først fjerne alle „Judas telte“ der ligger i en ring rundt om byen for at forsvare den. Det er grunden til at hærskarers Jehova må frelse „Judas telte“ først, eftersom de er det første og direkte angrebsmål. De vil således kunne rose sig af Jehovas frelse, ligesom indbyggerne i „det himmelske Jerusalem“, hvor Riget har sæde. Disse „Judas telte“ vil eje den skønhed der ligger i frelsen fra Jehova, i lighed med „Davids hus“, repræsenteret ved Davids kongelige søn Jesus Kristus, og i lighed med „Jerusalems indbyggere“, det messianske riges opstandne medarvinger, de Kristi disciple som allerede er blevet oprejst og herliggjort. — Romerne 8:15-17; 2 Timoteus 2:11, 12.

20. (a) Hvordan har Jehova ladet „Jerusalems indbyggere“ blive som David, og Davids hus som Jehovas engel? (b) Hvordan har Jehova forsvaret Jerusalems indbyggere?

²⁰ Hvis Jehova værner Jerusalems indbyggere og hindrer dem i at snuble og falde, idet han gør dem stærke og modige som krigerkongen David, vil han naturligvis gøre det samme for de åndelige judæere i deres „telte“ ude på marken. Det den salvede rest af de åndelige judæere har erfaret indtil nu, viser at han har gjort det. Og han vil fortsat gøre det i fremtiden, indtil han har opfyldt sit løfte fuldstændigt. Og på grund af det større ansvar der er tale om har Jehova gjort endnu mere for „Davids hus“, repræsenteret ved Davids evige arving, Jesus Kristus. Jehova har gjort ham „som Gud, som Jehovas engel foran dem“. Nej, ikke som Jehova selv, men som Jehovas „engel“, der førte Israels børn ud af trældommen i Ægypten i 1513 f.v.t. (2 Mosebog 14:19; 23:20, 23) Hærskarers Jehova har allerede forsvaret „det himmelske Jerusalems“ indbyggere ved at bemyndige sin regerende konge Jesus Kristus til at kaste Satan Djævelen, „denne verdens gud“, ud af himmelen og holde ham ude derfra. — Åbenbaringen 12:7-13; 2 Korinter 4:4.

21. (a) Hvilken rammende titel bærer den der repræsenterer „Davids hus“, i harmoni med at dette hus handler som Jehovas engel? (b) Hvor længe vil fjenden blive ved med at belejre Jerusalem, og hvorfor så længe?

²¹ Davids gudlignende søn, Jesus Kristus, handler altså som Jehovas engel til gavn for de åndelige judæere i deres „telte“ på jorden. Meget betegnende er et af de navne han har fået, Vældig-Gud. (Esajas 9:6, 7) Hvordan skulle alle denne verdens nationer, støttet af Satan Djævelen, da kunne sejre over ham og over „Judas telte“, foran hvem han tjener som Jehovas engel? Omstændighederne taget i betragtning er nationernes belejring af det messianske rige dømt til at slå fejl. I deres begær efter verdensherredømmet vil de ikke frivilligt hæve belejringen og trække sig tilbage i erkendelse af deres nederlag eller fiasko. De vil fortsætte lige til det sidste!

22. (a) Hvorfor behøver Jehova ikke at lede længe efter vidnesbyrd imod nationerne når han søger for at tilintetgøre dem? (b) Hvornår vil han tilintetgøre dem?

²² Vil hærskarers Jehova være nødt til at lede længe efter vidnesbyrd imod nationerne den dag han „vil søge for at tilintetgøre alle de nationer der kommer mod Jerusalem“? Nej, slet ikke. I kraft af deres hårdnakkede modstand mod hans messianske rige og deres støtte til den menneskeskabte internationale organisation for verdensfred og sikkerhed og deres chikaneri og forfølgelse af de åndelige judæere, hober disse nationer en mængde fordømmende vidnesbyrd op imod sig selv. Den øverste Dommer er fuldstændig klar over det regnskab der skal gøres op med dem. Når de retter deres endelige angreb mod „Judas telte“ og dermed fremkalder den verdenssituation der billedligt kaldes Harmagedon, er der vidnesbyrd nok.

23. Hvad vil Jehova gøre med disse nationer, hvem vil han benytte dertil og hvem vil opnå „skønhed“ derved?

²³ Når hærskarers Jehova går sagen igennem vil han finde al mulig grund til at udslette disse nationer der kommer imod hans „himmelske Jerusalems“ rige. Ved hjælp af sin regerende konge, der er „som Gud, som Jehovas engel“, vil han sønderknuse disse nationer. (Åbenbaringen 16:13-16) Det vil krone „Davids hus“, „Jerusalems indbyggere“ og „Judas telte“ med en enestående skønhed!

DEN GENNEMSTUNGNE SOM BLEV KONGE

24, 25. (a) Vil der blive sørget over disse tilintetgjorte nationer? (b) Hvem forudsiger Jehova at der i særlig grad vil blive sørget over?

²⁴ Der vil hverken være sorg eller klage over de formastelige nationer som hærskarers Jehova tilintetgør i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon. Der lød imidlertid sorg og klage i forbindelse med en tragisk begivenhed som har banet vej for „Davids hus’ skønhed og Jerusalems indbyggeres skønhed“ på denne herlige dag med frelse fra Gud. I fortsættelsen af udsagnet fra Jehova, himmelens og jordens Skaber, får vi at vide hvilken begivenhed det var, for vi hører ham sige:

²⁵ „Og så udgyder jeg over Davids hus og Jerusalems indbyggere nådens og bønnens Ånd, så de ser hen til ham, de har gennemstunget, og sørger over ham, som man sørger over en enbåren søn, og holder klage over ham, som man holder klage over den førstefødte. På hin dag skal sorgen blive stor i Jerusalem som sorgen over [i, NW] Hadadrimmon i Megiddos dal. Landet skal sørge, hver slægt for sig, Davids hus’ slægt for sig og deres kvinder for sig, Natans hus’ slægt for sig og deres kvinder for sig, Levis hus’ slægt for sig og deres kvinder for sig, sjim’itternes slægt for sig og deres kvinder for sig, alle de tiloversblevne slægter hver for sig og deres kvinder for sig.“ — Zakarias 12:10-12.

26. Hvilken apostel vender vi os til for at få at vide hvem der blev gennemstunget, og hvordan besvarer han vort spørgsmål?

²⁶ Hvem er det „de har gennemstunget“b og som „de ser hen til“? Vi skærer lige igennem menneskers indviklede gætterier og går direkte til det inspirerede svar fra Ham der har fremsat dette profetiske udsagn. Fra en beretning der er skrevet af galilæeren Johannes, som var øjenvidne til at Jesus Kristus blev pælfæstet mellem to pælfæstede forbrydere fredag den 14. nisan år 33, citerer vi disse inspirerede ord:

Da det altså var beredelsesdag, bad jøderne Pilatus om, at de korsfæstedes knogler måtte blive knust og legemerne taget ned, for at de ikke skulle blive på korset sabbaten over; thi den sabbatsdag var stor. Så kom soldaterne og knuste knoglerne på den første og på den anden, som var korsfæstet sammen med ham. Men da de kom til Jesus og så, at han allerede var død, knuste de ikke knoglerne på ham. Men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og straks flød der blod og vand ud. Og den, der har set det, har vidnet om det — og hans vidnesbyrd er sandt, og han véd, at han taler sandt — for at også I skal tro. Thi dette skete, for at det skriftord skulle gå i opfyldelse: „Intet ben skal sønderbrydes derpå!“ Og endnu et andet skriftord siger: „De skal se hen til ham, de har gennemstunget.“ — Johannes 19:31-37.

27. Hvordan viser Johannes et andet sted at det var Jesus der blev „gennemstunget“?

²⁷ Også et andet sted i apostelen Johannes’ skrifter bliver Jesus Kristus omtalt som gennemstunget, nemlig der hvor Johannes skriver:

Ham, som elsker os og har løst os af vore synder med sit blod og har gjort os til konger og præster for sin Gud og Fader — ham være æren og magten i evighedernes evigheder! Amen.

Se, i skyerne kommer han, og alles øjne skal se ham, også deres, som har gennemstunget ham, og alle jordens stammer skal jamre ved hans komme. Ja, amen. — Åbenbaringen 1:5-7.

28. Hvad skriver lægen Lukas som peger på at Jesus blev gennemstunget efter sin død og ikke før?

²⁸ Jesus blev altså „gennemstunget“ eller stukket i siden et stykke tid efter at han havde udåndet, og ikke før. I denne forbindelse skriver lægen Lukas:

Det var nu ved den sjette time [klokken 12 middag], og der blev mørke over hele landet indtil den niende time [klokken 15], idet solen formørkedes. Og forhænget i templet flængedes midt igennem. Og Jesus råbte med høj røst og sagde: „Fader! i dine hænder betror jeg min ånd;“ og da han havde sagt det, udåndede han. Men da høvedsmanden så, hvad der skete, priste han Gud og sagde: „Det var i virkeligheden en retfærdig mand.“ Og alle skarerne, som var strømmet sammen til dette skue og så, hvad der skete, slog sig for brystet og vendte hjem. Men alle hans bekendte, også de kvinder, som var fulgt med ham fra Galilæa, stod langt borte og så på alt dette. — Lukas 23:44-49; se også Markus 15:33-41.

29. Hvordan blev spydstikket i Jesu side en del af beviset over for Tomas på at Jesus var blevet oprejst fra de døde?

²⁹ Senere blev spydstikket i Jesu Kristi side også en vigtig del af beviset for at han var blevet oprejst fra de døde. Apostelen Tomas, der ikke fik Jesus at se den dag han opstod (søndag den 16. nisan år 33), sagde til dem der havde set ham denne dag, materialiseret i kødet: „Hvis jeg ikke får set naglemærkerne i hans hænder, ja, stikker min finger i naglegabene og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.“ En uge senere materialiserede Jesus sig igen i kødet, i et legeme som det han havde da han blev pælfæstet, og sagde til Tomas: „Ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende!“ — Johannes 20:24-27.

30. (a) Hvorfor var den sorg Jesu disciple viste, alvorligere end sorgen i „Hadadrimmon i Megiddos dal“? (b) Hvad mere måtte de gøre end at klage og sørge i bedrøvelse hvis „nådens og bønnens Ånd“ skulle udgydes over dem?

³⁰ Som en opfyldelse af Zakarias 12:10-14 har Jesu Kristi trofaste apostle og hans øvrige disciple uden tvivl sørget og holdt klage dér i det jordiske Jerusalem. Den de holdt klage over, var Guds søn, „den enbårne“, „al Skabnings førstefødte“, „Guds Skabnings Begyndelse“. (Johannes 3:16; Kolossenserne 1:15, Gd; Åbenbaringen 3:14, Gd) Sorgen var derfor alvorligere end den sorg der tidligere var blevet vist i „Hadadrimmon i Megiddos dal“. (Zakarias 12:11; jævnfør Anden Kongebog 23:28-30; Anden Krønikebog 35:20-25) Som lovet udgød Jehova også „nådens og bønnens Ånd“ over de trofaste disciple, især fordi disse disciple „havde håbet, at [Jesus] var den, der skulle forløse Israel“. (Lukas 24:21) Men for at opnå Guds nåde eller gunst var det ikke nok at man bare gav udtryk for sorg og bitter klage fordi man var ked af det. Man måtte også tro på den der var blevet gennemstunget og på værdien af hans offerdød. På grundlag af en sådan tro kunne den sørgende få del i Guds gunst eller nåde, og hans bønner i tro ville blive hørt.

31, 32. (a) På hvilken måde måtte man se hen til ham der var gennemstunget, også selv om man tilhørte „Davids hus“, for at modtage „nådens og bønnens Ånd“? (b) Hvad måtte man, selv om man tilhørte „Jerusalems indbyggere“, gøre foruden at sørge, for at få „nådens og bønnens Ånd“?

³¹ For at blive værdig til at modtage denne „nådens og bønnens Ånd“ fra Gud, måtte man med troens øjne ’se hen til ham de havde gennemstunget’. Én tilhørte måske „Davids hus“, men dét i sig selv at han havde denne kongelige rang i kraft af kødelig herkomst, garanterede på ingen måde at han ville komme med i det himmelske rige sammen med Messias som en af hans medarvinger.

³² Én hørte måske til „Jerusalems indbyggere“, men det at han boede i kong Davids jordiske regeringsby, garanterede ham på ingen måde en plads i „det himmelske Jerusalem“. Et sådant menneske burde derimod sørge over at der måske hvilede et samfundsansvar på ham fordi Messias Jesus var blevet dræbt og gennemstunget. Sorgen og den bitre klage måtte således omfatte bedrøvelse over at Messias havde været nødt til at dø på grund af vedkommendes synder, og den måtte ligeledes omfatte anger over sådanne synder. Da ville Messias’ død blive til gavn for den sørgende, og vedkommende ville få „nådens og bønnens Ånd“.

33. (a) Hvordan gjaldt denne regel også selv om man tilhørte „Levis hus“ eller „sjim’itternes slægt“? (b) Hvad så hvis man tilhørte „Natans hus’ slægt“, sådan som Jesu moder Maria gjorde?

³³ Dette ville også gælde den der efter kødet var af „Levis hus“. Skønt han som levit tjente ved det jordiske tempel i Jerusalem med dets alter og dets dyreofre, havde han alligevel brug for det fuldkomne offer der var blevet bragt af den gennemstungne. „Levis hus“ omfattede også „sjim’itternes slægt“. (2 Mosebog 6:16, 17; 4 Mosebog 3:17-21) Også de behøvede derfor et offer som var i stand til at løskøbe syndige menneskeskabninger. „Natans hus’ slægt“ tilhørte Davids kongeslægt. (2 Samuel 5:13, 14) Maria, Jesu Kristi jordiske moder, blev født i den slægt der nedstammede fra denne Natan, Davids søn. (Lukas 3:23-31) Selv om de der tilhørte denne slægt var af kongelig afstamning, måtte de anerkende Jesus som Messias og anerkende at han var blevet „gennemstunget“ for at han kunne opfylde Guds profeti og blive værdig til det himmelske rige.

34. (a) Med hvilken indstilling eller af hvilken grund måtte alle, uanset slægt, hus eller køn, sørge og holde klage over den gennemstungne? (b) Hvordan må vi der lever i dag gøre dette for at modtage „nådens og bønnens Ånd“?

³⁴ Alle, uanset hvilken slægt eller hvilket hus de tilhørte, måtte angergivent sørge og klage i bedrøvelse over at Messias havde været nødt til at dø som et genløsningsoffer for synder. Både kvinder og mænd måtte gøre det. Det er grunden til at profetien gentagne gange siger at „deres kvinder for sig“ skulle sørge. (Zakarias 12:12-14) På tilsvarende måde må vi der lever i dag, hver enkelt af os, angrende og i tro se hen til Messias Jesus, som fjenderne af Jehovas messianske rige fik lov at gennembore. Hvis vi gør det, vil vi få „nådens og bønnens Ånd“.

35. Hvornår viskes tårerne bort fra vore øjne, de tårer som skyldes sorg og klage over at Messias blev gennemstunget?

³⁵ Sorgens tårer viskes bort fra vore øjne når vi også erkender at Messias Jesus blev „gennemstunget“ for at ophøje og hævde Jehovas universelle suverænitet. Det at han til sidst blev „gennemstunget“, beviste at han lige til døden havde bevaret sin fuldkomne integritet ind for den suveræne Herre Jehova. Som belønning opnåede han den ære at blive indsat som messiansk konge på den himmelske trone.

[Fodnoter]