Profetér sammen med den loyale organisation
1. (a) Hvilken loyalitet kræves samtidig med vor loyalitet mod Gud? (b) Hvilke religiøse organisationer kan mennesker være loyale overfor uden at være loyale over for Gud?
LOYALITET mod Gud som har skabt og organiseret himmelen og jorden kræver også loyalitet mod hans organisation. Mange mennesker i dag tror at de er loyale mod Gud når de er loyale over for en religiøs organisation. Men det kan være den forkerte organisation de viser loyalitet. Blandt de ting der er forudsagt om vor tid siges også at der vil være mennesker og organisationer „der elsker fornøjelser mere end de elsker Gud, idet de har en vis form for gudhengivenhed, men viser sig falske når det gælder dens kraft“. (2 Tim. 3:1, 4, 5, NW) De foregiver at være religiøse, at være gudhengivne; de deltager i religiøse ceremonier der er opfundet af mennesker og som ledes af mænd der er ordinerede som præster, biskopper eller diakoner. Samtidig søger de ivrigt efter at opnå materielle goder, efter at tilfredsstille kødet i stedet for ånden, og røber således at de ikke er Guds sande organisation. De røber at de elsker denne verdens fornøjelser, sport og spil, og de viser ikke tegn på at eje den sande gudhengivenheds kraft i deres liv. Deres adfærd afslører at deres gudhengivenhed ikke er oprigtig. De har vist en falsk organisation loyalitet, og ikke „Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader“. (Ef. 1:3) De er loyale over for en religiøs organisation der har svigtet Gud, en organisation som Gud ikke vil kendes ved som sin organisation.
2, 3. (a) Hvilken organisation befaler Gud vi skal være loyale overfor, og på hvilken dag for nitten hundrede år siden blev dette afgjort for os? (b) Hvordan blev det på denne dag givet til kende at den kristne menighed er den organisation man må være loyal overfor?
2 Den synlige organisation som Gud befaler os at være loyale imod er den som han har udgydt sin hellige ånd over. For mere end nitten hundrede år siden, på Pinsedagen i året 33 e. Kr., mente den jødiske menighed i Jerusalem at den var Guds synlige organisation. Derfor havde dens præster og religiøse ledere tooghalvtreds dage tidligere tvunget den romerske statholder Pontius Pilatus til at nagle Jesus Kristus til marterpælen for at lade ham dø som en forbryder. Men det der skete på Pinsedagen skulle vise om deres antagelse var rigtig. Jesu Kristi disciple aflagde vidnesbyrd om at Jesus var blevet oprejst fra de døde på den tredje dag efter sin død og at han havde vist sig for dem ved flere lejligheder i de fyrretyve dage efter hans opstandelse, og at de også havde været vidner til hans himmelfart. Var disse disciple, der blev betragtet som frafaldne af den jødiske organisation, Jehova Guds nye synlige organisation? Det der skete på Pinsedagen afgjorde spørgsmålet.
3 På den dag blev Guds hellige ånd udgydt over hans godkendte menighed, ikke over den jødiske menighed der fejrede pinsen i templet i Jerusalem, men over Jesu Kristi disciple der var samlet i et hus uden for tempelområdet, i en sal ovenpå. Disse et hundrede og tyve disciple blev alle fyldt med hellig ånd og begyndte ved et mirakel at tale om Guds store gerninger på fremmede tungemål. Da Jehova Gud tidligere havde udgydt sin ånd over Jesus af Nazaret, havde Gud sagt fra himmelen: „Denne er min søn, den elskede, hvem jeg har godkendt.“ Ligeledes var det da han udgød sin ånd over den første kristne menighed i Jerusalem, det synlige og hørlige tegn på at han havde godkendt den, men havde forkastet den jødiske menighed i Jerusalem, der havde pådraget sig samfundsansvar for mordet på Jesus Kristus. Der herskede ingen tvivl om hvilken organisation tilbederne af Jehova fra nu af måtte være loyale overfor. Det var den kristne menighed, ikke den jødiske religiøse organisation.
4. Hvilken profeti opfyldtes her, og hvordan profeterede de der befandt sig i salen ovenpå?
4 Denne udgydelse af den hellige ånd og alt hvad dermed fulgte var en mirakuløs opfyldelse af en af Guds profetier. Apostelen Peter, der var en af dem der blev salvet og fyldt med den hellige ånd den dag, sagde det var en opfyldelse af Joel 3:1-5, der ifølge New World Translation lyder: „Og det skal ske herefter at jeg vil udgyde min ånd over al slags kød, og jeres sønner og jeres døtre skal visselig profetere. Hvad jeres gamle mænd angår, de skal drømme drømme. Hvad jeres unge mænd angår, de skal skue syner. Og endog over trællene og trælkvinderne vil jeg udgyde min ånd i de dage. . . . før Jehovas store og frygtindgydende dag kommer. Og det skal ske at enhver der påkalder Jehovas navn skal undslippe.“ (Ap. G. 2:1-21) Det var grunden til at alle der var forsamlede i denne sal i Jerusalem profeterede, det vil sige talte om Guds store gerninger til andre mennesker.
5. Hvordan tilkendegav Peter at udgydelsen af ånden ikke var begrænset til de et hundrede og tyve der befandt sig i salen?
5 Det var ikke kun de et hundrede og tyve der befandt sig i salen i Jerusalem, den hellige ånd blev udgydt over. Peter sagde at Gud havde brugt Jesus Kristus, der sad ved hans højre hånd i himmelen, til at udgyde den hellige ånd. Hvis de mange tusinde jøder der hørte Peters forklaring på dette mirakel, ønskede at modtage den hellige ånd som en opfyldelse af Joels profeti, måtte de angre og omvende sig og lade sig døbe i Jesu Kristi navn til deres synders forladelse. Så ville de modtage „Helligånden som gave“. — Ap. G. 2:22-40.
6. Hvordan fortsatte udgydelsen af den hellige ånd ifølge Bibelens beretning, og finder denne udgydelse af ånden stadig sted i vort århundrede?
6 Omkring tre tusinde jøder og proselytter var sig deres synd bevidst, angrede og blev døbt i Jesu navn, hvorefter de modtog den hellige ånd på samme måde som de oprindelige et hundrede og tyve disciple havde modtaget den samme dag. Omkring tre og et halvt år efter modtog en gruppe uomskårne italienere, der hørte Peter prædike og kom til troen, den hellige ånd og begyndte at profetere på fremmede tungemål. (Ap. G. 10:1-46) Seksten år senere, eller nitten år efter Pinsedagen, i året 52 e. Kr., prædikede apostelen Paulus for en gruppe på tolv troende i Efesus i Lilleasien, og de blev døbt i Jesu Kristi navn, hvorefter Paulus lagde hænderne på dem og den hellige ånd blev udgydt over dem og de begyndte at profetere på fremmede tungemål. (Ap. G. 19:1-7) Vi må derfor ikke tro at udgydelsen af den hellige ånd, efterfulgt af profeteren som en opfyldelse af Joels profeti, var tilendebragt på Pinsedagen i år 33 e. Kr. Den fortsatte i årene derefter. Vi spørger derfor: Har udgydelsen af den hellige ånd ledsaget af profeteren varet ved indtil vor tid og finder den stadig sted i dette tyvende århundrede? Ja, den har; og ved hjælp af dette kendemærke kan vi afgøre hvilken organisation vi skal være loyale overfor nu.
7. På hvilken tid lever vi ifølge Bibelens profetier, og vil kristenheden kunne undslippe på Jehovas dag?
7 I lyset af verdensbegivenhederne efter året 1914 sammenholdt med Bibelens profetier er der overvældende beviser for at vi lever i de forudsagte „sidste dage“. For nitten hundrede år siden var det „de sidste dage“ for det jødiske folks organisation med dets tempel og præsteskab i Jerusalem. Siden året 1914, det år da den første verdenskrig udbrød lige midt i kristenheden, har det været „de sidste dage“ for kristenheden, der hævder at være Guds åndelige Israel. Som for det gamle Jerusalem må „Jehovas store og frygtindgydende dag“ komme for kristenheden. Vil kristenheden undslippe på den dag da hele den onde tingenes ordning går til grunde i en trængsel hvis lige ikke har været? Nej; for kristenheden påkalder ikke Jehovas navn. Dens hjerte er ikke forenet i frygt for Jehovas navn. Kristenheden er forenet i frygt for kommunismen.
8. Hvordan kan vi, når vi skal afgøre om kristenhedens trossamfund fortjener vor loyalitet, vide om den mirakuløse evne til at tale i fremmede tungemål er kendetegnet?
8 Er kristenhedens kirkesamfund, de katolske såvel som de protestantiske, da de organisationer som sande, indviede, døbte kristne skal være loyale overfor lige til døden? Vi svarer ved at stille spørgsmålet: Har disse organisationer Pinsedagens tegn på at de er den af Gud godkendte religiøse organisation? Hermed mener vi ikke at de må tale i fremmede tungemål sådan som visse pinsemenigheder i kristenheden hævder de gør. I dag er den mirakuløse evne til at tale i tunger ikke kendetegnet. Tungetalens gave blev givet i nærværelse af Kristi tolv apostle eller ved deres håndspålæggelse. Følgelig forsvandt den mirakuløse evne til at tale i tunger og udlægge tungetale ved apostlenes død, sådan som apostelen Paulus havde sagt. (Ap. G. 8:14-19; 19:1-7; 1 Kor. 13:1; 6-11) Det er også værd at lægge mærke til at da Paulus opregnede de otte tjenester der udførtes ved Guds ånds hjælp i den kristne menighed på hans tid, satte han profetiens gave som nummer to og forskellig slags tungetale som den ottende og sidste i rækken. — 1 Kor. 12:27-31.
9. Hvilken af Guds udgydte ånds virkninger var det Joels profeti hentydede til, og hvem og hvor mange får del i denne gave?
9 Følgende kendsgerning må ikke overses: Det var ikke den mirakuløse evne til at tale i fremmede tungemål som Joels profeti om de sidste dage forudsagde; det var udgydelsen af Guds hellige ånd ledsaget af profeteren. Denne særlige form for profeteren var ikke den særlige profetiske gave som man fik ved inspiration med Guds hellige ånd og som ikke alle kristne fik del i. Det var den offentlige forkyndelse af „Guds store gerninger“, og denne gave deltes af alle der modtog Guds udgydte ånd fra Pinsedagen og fremefter. — Ap. G. 2:5-11.
10. (a) Hvilket spørgsmål må vi stille vedrørende kristenhedens trossamfund i betragtning af at vi lever i de sidste dage? (b) Hvilke „store gerninger“ er det der skal profeteres om i dag?
10 Eftersom vi lever på den tid Bibelen afmærker som „de sidste dage“ (Ap. G. 2:16, 17), bliver prøvestenen for kristenhedens religiøse systemer i dag da denne: Har Jehova Gud udgydt sin ånd over dem gennem Jesus Kristus? Og profeterer de som tegn herpå, som forudsagt? Ikke blot det ordinerede præsteskab, men alle medlemmer af menigheden sammen med præsteskabet? Men hvad skulle de profetere om i dag? Hvilke „store gerninger“ må man profetere om i dag ligesom de store gerninger man profeterede om eller forkyndte på Pinsedagen i året 33 e. Kr.? Da forkyndte apostelen Peter at den dræbte og opstandne Jesus var blevet gjort til Herre og Kristus og at han havde sat sig ved Guds højre hånd i himmelen. Det vi skal tale og profetere om i dag i kraft af Guds ånd er ikke det vi selv finder på, men det Bibelen peger på ville være „Guds store gerninger“.
11. Hvad er ifølge Mattæus 24:14 „Guds store gerninger“ som vi skal profetere om i dag?
11 Mens Jesus Kristus endnu var i kødet her på jorden forudsagde han disse „sidste dage“ og de begivenheder hvorpå vi skulle kende at vi lever ved „afslutningen på tingenes ordning“. Blandt de ting der skulle ske var følgende: „Og denne gode nyhed om Riget skal forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så skal enden komme.“ (Matt. 24:3, 4, 14, NW) De „store gerninger“ hvorom der skal profeteres i dag er følgelig alt hvad der vedrører Guds rige siden året 1914, da hedningernes tider („nationernes fastsatte tider“) endte. Gud forårsagede da at hans lovede rige fødtes og blev overgivet i Herren Kristi hånd. Det nyfødte rige indledte straks kampen mod Satan Djævelen og hans dæmoner og nedstyrtede dem fra himlene til jordens nærhed. Jehova Gud udfriede og genopvakte dernæst sine forfulgte vidner på jorden så de kunne gå i gang med at aflægge det største vidnesbyrd om Riget der nogen sinde er blevet aflagt. Dernæst begyndte han foran sin trone at samle en „stor skare“ mennesker der hyldede og forkyndte hans nyoprettede rige. Mange andre ting som har tilknytning til Riget forkyndes også, og de står især omtalt i Bibelens sidste bog, Åbenbaringens bog.
12, 13. (a) Hvad indrømmer præsteskabet selv med hensyn til om de udfører den forudsagte forkyndelse, og hvad beviser dette med hensyn til den hellige ånd? (b) Hvordan kan man da sige at præsteskabets organisation ikke vil blive frelst?
12 Dette er virkelig „store gerninger“ som Gud har gjort. Men profeterer kristenhedens religiøse systemer, specielt kristenhedens præster, om disse forudsagte begivenheder? Forkynder de denne gode nyhed om Riget på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, i forvisningen om at enden på denne tingenes ordning nærmer sig? Forkynder og profeterer de på samme måde som apostlene og deres medtroende gjorde fra Pinsedagen og fremefter, nemlig „offentligt og fra hus til hus“? (Ap. G. 20:20; 2:46; 5:40-42, AV) Ifølge deres egne indrømmelser såvel mundtligt som på tryk gør de det ikke! Hvad tyder da deres forsømmelighed i så henseende på set i lyset af Bibelens profetier? Dette: At den hellige ånd ikke er blevet udgydt over dem og at den ikke udfører sin mission gennem dem.
13 At de har undladt at medvirke til opfyldelsen af Jesu profeti i Mattæus 24:14 under tilskyndelse af Guds ånd, beviser at de har svigtet Guds rige på dette det vigtigste tidspunkt i historien, hvor verdenssituationen mere end på noget andet tidspunkt har gjort forkyndelsen af Riget aktuel. Herved har de ikke vundet Guds godkendelse. De er ikke den organisation der vil blive frelst; der siges jo: „Med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse.“ (Rom. 10:10) Dette gælder såvel organisationer som enkeltpersoner. En organisation der ikke vedkender sig Guds rige over for menneskene, vil heller ikke blive anerkendt af Guds rige, hvori Jesus Kristus nu tjener. — Matt. 10:32, 33.
14. Hvad kan kristenheden ikke tilbyde folk i dag, og hvad fortjener den følgelig ikke af os?
14 Kristenheden med hele dens virvar af religiøse sekter er ikke den organisation der kan tilbyde mennesker i verden i dag et sikkert og sandt førerskab. Det er ikke den organisation vi skal vise loyalitet som et praktisk udtryk for vor loyalitet mod Gud. Vi må vende os andetsteds hen for at finde den organisation der er loyal mod Gud.
15. Hvad må kunne siges om den organisation der er loyal over for Gud i dag, som en opfyldelse af Joel 3:1, 2?
15 Den organisation vi skal søge efter er den der afgiver bevis for at Guds ånd er udgydt over den i disse „sidste dage“, idet den profeterer som forudsagt, ’forkynder denne gode nyhed om Guds rige på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne’. I overensstemmelse med profetien skal denne forkyndelse eller profeteren udføres af al slags kød i organisationen, af mænd og kvinder, af sønner og døtre, af gamle mænd og unge mænd, af trællene og trælkvinderne, af alle hvem ånden er blevet udgydt over.
16. (a) Hvem peger kendsgerningerne omkring 1914 og 1918 på i denne henseende? (b) Hvordan fremstillede Jesus billedligt denne skare i Mattæus 24:45-47, og hvad indbefattede den opgave som denne skare fik betroet?
16 Siden afslutningen på hedningernes tider i 1914, og i særdeleshed siden afslutningen på den første verdenskrig i 1918, har kendsgerningerne talt deres tydelige sprog, og mennesker i hele verden har på grundlag af dem kunnet træffe en objektiv og fordomsfri afgørelse. Kendsgerningerne peger på den salvede rest af Jehovas kristne vidner. I profetien om de begivenheder der skulle kendetegne „afslutningen på tingenes ordning“ skildrede Jesus forud denne salvede rest som en loyal tjenerskare, billedligt fremstillet ved „den tro og kloge tjener“, som han ved sit komme finder i færd med at servere den åndelige føde og som han derfor sætter over alt hvad han ejer på jorden. (Matt. 24:45-47) Denne udnævnelse til at varetage kongens besiddelser indbefatter også den opgave at udføre den forudsagte forkyndelse af Riget; og især siden 1919 har den salvede rest gjort dette og gør det stadig.
17. Hvem anerkender i dag Guds udnævnte organisation, og hvordan beviser de dette standpunkt?
17 Hundredtusinder af dem der har hørt budskabet om Riget, der nu forkyndes på 144 sprog i 181 lande, har allerede anerkendt den organisation som er udnævnt af Gud og som er loyal mod hans rige og derfor fortjener deres kristne loyalitet, støtte og samarbejde. Det er også hvad disse hundredtusinder fra alle nationer har forstået, idet de herved viser lydighed mod Jesu formaning om først at søge Guds rige og hans retfærdighed. Som tegn herpå er de blevet døbt som symbol på at de helt har indviet sig til Gud, og dernæst er de med til af hele deres hjerte sammen med resten at profetere og forkynde om den gode nyhed. — Zak. 8:20-23.
18, 19. (a) Hvad forårsager Guds udgydte ånd med det der profeteres af hans godkendte organisation? (b) Hvad siges der herom i Zakarias 13:2, 3?
18 Guds hellige ånd, udgydt over det åndelige Israels rest, tilskynder dem kun til at profetere eller forkynde om sandheden, Guds egen sandhed. Jesus omtalte i sin tid ånden som „sandhedens ånd“. (Joh. 15:26) Det kan forventes at sandhedens Guds ånd vil forårsage en renselse af de ting der forkyndes af Guds godkendte, loyale organisation. Hans ånd vil ikke tillade at nogen profeterer falsk, forkynder usandheder eller vildfarelser under religionens kåbe. En sådan renselse inden for den organisation der udgøres af Guds genrejste, loyale rest og af dennes loyale ledsagere, forudsiges i profetien i Zakarias’ bog, kapitel 13, versene 2-6. I versene to og tre læser vi ifølge New World Translation:
19 „’Og det skal ske på hin dag,’ lyder hærskarers Jehovas udtalelse, ’at jeg udrydder afgudernes navne af landet, og de skal ikke huskes mere; og ligeså vil jeg fjerne profeterne og urenhedens ånd fra landet. Og det skal ske at hvis en mand profeterer mere, da må hans fader og hans moder, de som har sat ham i verden, også sige til ham: „Du skal ikke leve, thi du har talt løgn i Jehovas navn.“ Og hans fader og hans moder, de som har sat ham i verden, skal gennembore ham fordi han profeterer.’“
20. Hvad illustrerede det foregående profetisk, og hvad viser det med hensyn til vor hjertetilstand?
20 Her ser vi en profetisk skildring af den loyalitet der skulle kendetegne dem der befinder sig i Jehovas salvede rests organisation, over hvilken han har udgydt sin ånd i disse „sidste dage“. Denne ånd fremkalder en loyalitetens ånd mod Jehova Gud og hans Messias’ rige, en ånd der hævder og støtter den allerhøjeste Guds universelle suverænitet. De der hører til den salvede rest forstår derfor at deres loyalitet må være stærkere end de kødelige slægtskabsbånd. Den må overgå de følelser man naturligt nærer for forældre og børn eller andre slægtninge. Når det gælder loyalitet mod Gud og hans søn Jesu Kristi rige kan vort hjerte ikke være delt; vi kan ikke gå på kompromis.
21, 22. (a) Hvordan kan nogle børn volde indviede forældre ondt i forbindelse med Mattæus 24:14? (b) Hvordan må indviede forældre handle over for sådanne børn?
21 Jesu profeti fastslår at tiden nu er inde til at forkynde den gode nyhed om Guds rige overalt, på alle sprog. Det er selve kernen i det der skal profeteres nu. Hvad nu hvis en søn i en familie der er tilsluttet Guds synlige organisation går imod denne forkyndelse af Riget? Hvad om sønnen begynder at forkynde eller profetere noget der er i modstrid med Rigets budskab og prøver at gøre sin indflydelse gældende på andre i organisationen, og det i Jehovas navn? Hvad bør den indviede, døbte fader og moder gøre? De kan ikke lade deres følelser løbe af med dem; de kan ikke skåne deres egen søn, som de har sat i verden.
22 De må gøre ham klart hvilken dødssynd han gør sig skyldig i ved at profetere falsk eller modarbejde Rigets forkyndelse. De kan ikke tolerere at en af deres egne taler løgn i Jehovas navn. De må så at sige gennembore ham, fordi han profeterer falsk. De må betragte ham som værende åndeligt død for dem, som en de ikke kan have noget åndeligt samfund eller fællesskab med, og hvis profeteren de må forkaste. De har ikke lov til at forhindre at han udstødes af den nye verdens samfund af Jehovas vidner. Det er i en sådan situation man må erindre sig Jehovas konges, Jesu Kristi, ord: „Den, som elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd.“ — Matt. 10:37.
23, 24. (a) Hvem andre i organisationen kan blive udsat for en lignende prøve på deres loyalitet? (b) Hvordan skildrer Zakarias 13:4-6 dette?
23 Det er imidlertid ikke altid at troløsheden eller illoyaliteten mod sandheden og organisationen opstår lige i ens kødelige familie. Det kan være at den falske, illoyale forkyndelse kommer fra en som man har sluttet et nært venskab med inden for organisationen. Versene fire til seks i Zakarias’ bog, kapitel 13, har forudsagt hvad der må gøres hvis en sådan situation opstår i Guds loyale organisation.
24 Vi læser, ifølge New World Translation: „Og det skal ske på hin dag at profeterne skal skamme sig, hver over sit syn når han profeterer; og de skal ikke bære nogen officiel hårklædning for at føre folk bag lyset. Og han skal visselig sige: ’Jeg er ingen profet. Jeg er en mand der dyrker jorden [adamah], eftersom et jordisk menneske [adam] erhvervede mig fra min ungdom af.’ Og en skal sige til ham: ’Hvad er det for sår du har mellem dine hænder?’ Og han skal sige: ’Det er dem man slog mig med i huset hos dem der inderligt elsker mig.’“
25, 26. (a) Hvad er det der får disse falske profeter til at skamme sig over deres syner, og hvilken straf kan eksekveres over dem? (b) Hvad må de der inderligt har elsket overtræderen gøre, og hvorfor?
25 Hvad er det der får disse profeter blandt Guds genrejste rest til at skamme sig over deres syner? Hvad afholder dem fra at gå rundt og reklamere med at de er bemyndigede profeter, skildret ved at de ifører sig en officiel hårklædning for lettere at narre folk? Det er den behandling som disse illoyale, falske profeter får af dem der inderligt elskede dem som deres kristne fæller, ja endog af deres egne kødelige forældre, som sikkert var dem der holdt allermest af dem. I det gamle teokratiske Israel blev sådanne falske profeter stillet til doms i vidners nærværelse, afsløret og stenet til døde. (5 Mos. 13:1-11) I dag kan den sande kristne menighed ikke eksekvere en sådan dødsdom over falske profeter der prøver at tilskynde til illoyalitet mod Gud og hans rige. Men menigheden kan slå dem åndeligt med Guds ords sandhed og endog tilføje dem dybe sår i hjerte og sind.
26 De der inderligt har elsket dem må slå dem og såre dem for at afgive bevis på deres egen principfaste loyalitet mod Gud og hans organisation og for at beskytte hans loyale, synlige organisation. Få den falske profet til at skamme sig! Hav ikke noget med ham at gøre „for at han må skamme sig“, som der siges i Andet Tessalonikerbrev 3:14. „Vis i din lærergerning uforfalsket renhed, værdighed, sund, upåklagelig forkyndelse, så den, der står os imod, må blive til skamme,“ siges der i Titus 2:7, 8. Hvad nu hvis den åndelige tugt han får, virkelig sårer ham i hjertet? „Vennehånds hug er ærligt ment,“ siger Ordsprogene 27:6.
27. Hvorfor er det godt for overtræderen at skamme sig over sine syner, og hvad bør han ærligt indrømme?
27 Vi må sørge for at den som vi søger at få til at holde op med at profetere falsk må erkende vor trofasthed mod Guds ord som vi slog ham med. Det er godt for vedkommende at skamme sig over sine syner, som ikke er i overensstemmelse med Guds ord. Så vil han ikke prøve at gå rundt iblandt os og prale med at han er en særlig profet der har direkte kontakt med Gud. I stedet for at gøre krav på at have fået den vigtige opgave at være en særlig profet der forkynder noget der er nyt og anderledes, må han indrømme at han ikke profeterede under indflydelse af Guds udgydte ånd. Han var ikke noget åndeligt menneske. Da han profeterede falsk var han blot et simpelt menneske, en jordbunden natur; han var som en bonde, som en der har tjent hos en landmand lige fra han var dreng. Han havde aldrig været en anerkendt profet. Lad ham se at han ikke kan komme nogen vegne inden for Jehovas rensede organisation, hvis medlemmer elsker Gud mere end deres jordiske venner.
28. Hvilket standpunkt bør vi tage over for kristenhedens profeter?
28 Hvis vi er imod falske profeter inden for den nye verdens samfund af Jehovas vidner og må afsløre dem, så må vi sandelig også afsløre kristenhedens falske profeter der hævder at de taler i Guds navn og at de er ordineret og sendt af ham. Selve den omstændighed at den nye verdens samfund af Jehovas vidner holder falske profeter ude af deres organisation er et vidnesbyrd om at dette samfund er hans loyale organisation, som han bruger til at udføre den forudsagte forkyndelse.
29. (a) Hvad er sand profeteren et ydre tegn på, og hvem udfører forkyndelsen? (b) Hvad resulterer det i at hvert eneste hjerte forenes inden for organisationen?
29 Sand profeteren er det ydre tegn på at Jehovas ånd er udgydt over personen eller organisationen. Denne profeteren, som ikke blot nogle få udvalgte men som alle medlemmer uanset hvem de er, giver sig af med, er den forudsagte forkyndelse af „denne gode nyhed om Riget“. Vi er i sikkerhed når vi befinder os inden for den organisation der er loyal mod Jehova Gud, som er fyldt med hans ånd og som gør hans ordinerede profetiske arbejde. Hver eneste af os bør bede til ham om at han vil forene vore hjerter i frygt for hans navn. At hvert eneste hjerte forenes om at frygte Jehovas navn, vil bevirke at hele den loyale organisation forenes. Alle der befinder sig i organisationen vil da tale som med én mund. (Rom. 15:6) Da vil følgende kunne siges om os: „At I står fast i én ånd, kæmper side om side med én sjæl for troen på den gode nyhed, og i ingen henseende lader jer skræmme af jeres modstandere. . . . for jer et bevis på frelse; og denne tilkendegivelse er fra Gud.“ — Fil. 1:27, 28, NW.
30. Hvordan vil Jehova handle med os som tegn på sin godhed mod os, hvis vi er loyale mod ham?
30 Hvis vi er loyale mod Gud vil han være loyal mod os. Han vil opfylde den bøn vi alle i forening beder: „Udvirk med mig et tegn på godhed, at de der hader mig kan se det og blive til skamme.“ (Sl. 86:17, NW) Til skam for dem, men som et tegn på godhed mod os, vil Jehova Gud bruge os til at fuldføre den forudsagte profeteren, forkyndelsen af den gode nyhed om hans rige, idet han således bruger os sammen med sin loyale organisation, lige til enden kommer og hans navn for evigt vil være ophøjet. — Matt. 24:14, NW.