Hvad Bibelen siger

’Jehova er én’ — i hvilken forstand?

DA ISRAELITTERNE stod på tærskelen til det forjættede land erklærede Moses: „Hør Israel! [Jehova] vor Gud, [Jehova] er én.“ (5 Mos. 6:4) Hvad mente Moses med dette?

Inden vi besvarer spørgsmålet vil det være på sin plads at undersøge et synspunkt som nogle fremfører. Nogle hævder at Moses med disse ord mente at Gud er en „treenighed“ bestående af tre personer som er lige i magt og evighed.

Som bevis peger de på at ordet „Gud“ (elohim) på hebraisk står i flertal. De antager at flertalsformen viser at Gud er mere end én person. For yderligere at underbygge deres opfattelse henviser de også til det hebraiske ord for „én“ (echad), og påpeger at dette ord flere steder i Bibelen benyttes om en enhed bestående af flere personer, som for eksempel der hvor mand og hustru kaldes „ét kød“. (1 Mos. 2:24) På dette grundlag påstår de at udtrykket ’Jehova er én’ hentyder til en „sammensat enhed“ bestående af tre personer.

Lad os først betragte den del af påstanden der bygger på ordet Gud på hebraisk, nemlig elohim. At flertalsformen benyttes, behøver på ingen måde at betyde at Gud er mere end én person. På hebraisk benytter man ofte et flertalsord til at betegne en enkelt ting eller person. I tidsskriftet The American Journal of Semitic Languages and Literatures (årg. XXI, juli 1905) skriver Aaron Ember: „Adskillige fænomener i universet blev på hebraisk betegnet med flertalsord fordi de efter hebraisk tankegang vakte forestilling om storhed, majestæt, pragt og hellighed.“ For at belyse det peger Ember på at „perserkongen . . . i et antal passager i G[amle] T[estamente] omtales i flertal som melakhim, ’konger’, dvs. den store konge, og perserriget i flertal som mamlakhoth, ’riger’, dvs. det store rige“. Om det hebraiske ord for Gud siger samme forfatter:

„Der er blevet fremført forskellige teorier for at forklare brugen af flertalsformen elohim som en betegnelse for Israels Gud. Mindst troværdigt er det synspunkt der fremføres af de gamle teologer, begyndende med Peter Lombarder (det 12. århundrede), om at vi i flertalsformen har en hentydning til treenigheden. . . . At sproget i G[amle] T[estamente] helt har opgivet forestillingen om flertal i elohim (når det anvendes om Israels Gud) fremgår især af det forhold at det næsten hver gang konstrueres med et verbalt prædikat i ental og tager et adjektivisk attribut i ental. . . . elohim må i stedet forklares som forstærkende flertal, en form der betegner storhed og majestæt, svarende til udtrykket Den store Gud. Det står på linje med flertalsformerne adonim [herre] og baalim [ejer, herre] benyttet om mennesker.“

Der er således ikke noget grundlag for at hævde at Gud er mere end én person fordi der på hebraisk bruges flertalsformen elohim.

Hvad så med påstanden om at det hebraiske ord for „én“ i Femte Mosebog 6:4 sigter til at Gud er en kombination af flere personer? Denne påstand savner også reelt grundlag, eftersom ordet „én“ i Bibelen ofte betyder én og ikke flere. For eksempel: „To er bedre faren end én.“ „Men én er hun, min due, min rene, hun, sin moders eneste.“ — Præd. 4:9; Højs. 6:9.

Vi kan nu vende tilbage til det spørgsmål der blev stillet i artiklens indledning: Hvad menes der med erklæringen: „[Jehova] vor Gud, [Jehova] er én“?

Af sammenhængen fremgår det at Moses netop havde gentaget de ti bud for „hele Israel“. (5 Mos. 5:1-22) Det første af disse bud krævede at Israel ikke måtte have „andre guder“ end Jehova. (5 Mos. 5:7) Da Moses erklærede at Israels Gud, Jehova, var „én“, var det øjensynlig for at gå imod to sider af de hedenske folkeslags falske gudsdyrkelse. Hvilke?

For det første var disse folkeslag polyteister; de dyrkede mange guder. I modsætning hertil havde Israel kun én Gud, Jehova. Apostelen Paulus udtrykte det godt da han sagde: „Selv om der også er såkaldte ’guder’, enten i himmelen eller på jorden, sådan som der er mange ’guder’ og mange ’herrer’, så er der for os dog kun én Gud, Faderen.“ — 1 Kor. 8:5, 6.

For det andet kunne de enkelte hedenske guder blive dyrket forskelligt fra egn til egn, fordi man lagde vægt på forskellige sider af den pågældende guddom. Ba’al var for eksempel en enkelt gud. Men som det fremgår af Bibelen, blev der forskellige steder dyrket forskellige ba’aler, som Ba’al-Peor i Moab, Ba’al-Berit i Sikem og Ba’al-Zebub i Ekron. (4 Mos. 25:3, 5; Dom. 8:33; 2 Kong. 1:2-6) Hvilken indvirkning dette havde på den dyrkede guds enhed, påpegede orientalisten E. F. C. Rosenmüller tidligt i det nittende århundrede. Han skrev at hedningerne „ikke alene [tilbad] mange guder, men som følge af en tåbelig religiøs praksis blev en og samme gud ofte dyrket på en sådan måde at den under forskellige navne faktisk blev opdelt i mange andre højst uensartede guddomme“.a Når folk forskellige steder tilbad forskellige ba’aler, hver med sine særegenheder, virkede det som om Ba’al var mange guder. Et nyere opslagsværk belyser det på denne måde:

„De mange ’lokale’ former for ba’alsdyrkelse kunne sammenlignes med de forskellige former for romersk-katolsk Mariadyrkelse. Ligesom man kan tale om Notre Dame (Vor Frue) i Paris, i Lourdes, eller i Norden, kan man også tale om Herren [Ba’al] i Sapan, i Zidon, eller i Ugarit, selv om man blot tænker på forskellige fremstillinger af samme skikkelse.“ — Theological Dictionary of the Old Testament, bind II (1975), s. 186.

For at imødegå denne overtro erklærede Moses at Israels Gud var „én“. Det betød at Jehova var den ene og eneste Gud, og at han overalt skulle tilbedes som den samme — ikke opdeles i mange aspekter, eller i lokale ’Jehova’er’, sådan som det gik med „Ba’alerne“. — Dom. 2:11; 3:7; 8:33.

Ifølge Bibelen nærmer dagen sig hastigt da hele menneskeheden vil indse at Jehova er én. Herom erklærede Gud gennem profeten Zakarias: „[Jehova] skal være konge over hele jorden. På hin dag skal [Jehova] være én og hans navn ét.“ (Zak. 14:9) Det betyder at hele menneskeslægten vil anerkende at Jehova er den suveræne. Han vil være den eneste Gud der bliver tilbedt. Og man vil yde ham hellig tjeneste, ikke som en Gud der er opdelt i utallige aspekter der varierer fra egn til egn, men som en enkelt personlighed — og tilbedelsesformen vil være den samme overalt på jorden. (Se Efeserbrevet 4:4-6.) Til den tid vil alle på hele jorden være enige om dette: „[Jehova] vor Gud, [Jehova] er én.“

[Fodnote]