Indsamlingshøjtiden finder sted nu
1-4. Hvilket bevis blev der fremlagt for Jehovas vidner i året 1942, der tilkendegav at indsamlingsarbejdet endnu ikke var fuldført?
VED AT BETRAGTE de mange sider af forbilledet kan vi nu se, at løvhyttefesten billedligt skildrede, hvad Jehovas vidner skulle få den forret at udrette i tjenesten for Kongen ved tiden for den endelige indsamling af hans „andre får“. Tidligt på året i 1942 fik forholdene nogle til at mene, at vidnearbejdet omtrent var færdigt, og at Harmagedon stod lige for døren. Men en artikel, der fremkom i Vagttaarnet for den 1. og 15. september 1942 under titlen „Den endelige Indsamling“, påpegede, at der endnu var et stort indsamlingsarbejde at udføre. Jehova opfordrede derigennem sine tjenere ud over hele verden til nidkært at fortsætte vidnearbejdet, fordi de „andre får“ endnu ikke alle var indsamlet. Vi skal citere fra den førnævnte artikel:
2 „I flere år har Jehovas teokratiske organisation nu været i virksomhed, og han har opøvet og undervist sit folk netop med dette arbejde for øje. De har fået anvist hver sit område eller distrikt på feltet, og de bør ikke lade deres opmærksomhed aflede derfra, men ihærdigt gøre dette ene fornødne, eftersom de ved, hvad det er de søger. De må vandre med omtanke, altid rede til at bruge de midler, som Herren har givet dem i den senere tid, og handle og samarbejde i absolut enhed.
3 Da alt dette forholder sig således, udføres nu Herrens afsluttende arbejde med at samle de retsindige. Måtte intet for et øjeblik afbryde hans pagtsfolks fremmarch i hans tjeneste. Tiden er kort, lejlighederne store, og salige er de, som har del deri.“
4 Ved at betragte det, der blev gjort og sagt under løvhyttefesten eller indsamlingsfesten, kan vi se, at denne sidste fest i det jødiske år er et billede på den „endelige indsamling“ af Herrens „andre får“, og når billedet er færdigt, vil Jehovas indsamlingsgerning ophøre, og hans „sælsomme værk“ hurtigt følge efter. — Esajas 28:21.
5. Hvad betød det, at israelitterne skulle bo i løvhytter, medens festen varede?
5 Under løvhyttefesten skulle folket bo i løvhytter lavet af grene fra træerne. Det havde sin betydning, at de således skulle bo i løvhytter. En løvhytte kan tjene som midlertidig bolig, medens man søger efter et varigt hjem. På deres rejse fra Ægypten til det forjættede land boede israelitterne i løvhytter. Abraham, Isak og Jakob boede i hytter eller telte på deres tid. De ønskede ikke at være en del af Satans verden, men så hen til en „stad“ eller en regering, hvis overhoved var Jehova. Alle disse bekendte, at de var fremmede og udlændinge på jorden, og at de så hen til et himmelsk fædreland. (Hebræerne 11:8-16) Jesus sagde: „Mit rige er ikke af denne verden.“ Derfor er alle, som ser hen til Guds rige som deres håb, ikke faste indbyggere i denne onde verden og betragter sig ikke som en del af den. De bruger ikke deres tid og energi til at samle sig verdslige rigdomme. Disse vil blive fejet bort i Harmagedonslaget, ligesom alle materielle goder i den første verden blev ødelagt af vandfloden på Noas tid.
6. Hvorledes opfylder Jehovas vidner nu denne del af festen?
6 Løvhytterne, som israelitterne opførte, var ikke luksuriøst udstyrede, men indeholdt kun det nødvendige. Jehovas tjenere, der i dag forkynder det gode budskab om Riget, bruger ikke deres tid eller penge til at bygge prangende hjem, hvor de kan føre stor selskabelighed og indbyde venner til verdslige fornøjelser. De er travlt beskæftiget i Kongens tjeneste med at „jage“ efter Herrens „andre får“, hvor de kan finde dem. Når de har fundet et af Herrens får, gør de, som deres Mester sagde til sine disciple: „Vogt mine får.“ De genbesøger dem gang på gang og påbegynder bibelstudier i deres hjem, for at de kan lære Jehovas beslutninger at kende og tage standpunkt på hans side og være med i indsamlingsarbejdet. „Den, som hører, skal sige: Kom!“ (Åbenbaringen 22:17) Arbejdet er stort, og høstfolkene få. Alle, der elsker Herren og deres medmennesker, vil tage dette arbejde op, inden det er for sent. Det er en underlig gerning i religionsdyrkernes øjne. Det er Jehovas indsamlingsgerning, og det vil snart være tilendebragt; så følger ødelæggelsens „sælsomme værk“ i Harmagedonslaget.
7. Hvor mange tyre blev der ofret under løvhyttefesten, og hvad var dette et billede på?
7 Mange ofre blev frembåret under løvhyttefesten. Dag for dag ofredes tyre, indtil der var ofret halvfjerdsindstyve ialt. På forsoningsdagen ofrede ypperstepræsten en tyr og to bukke som et billede på Kristi Jesu offer til gavn for menneskeheden. At der var halvfjerdsindstyve tyre, der blev ofret ved løvhyttefesten, tilkendegiver, at Jesu offer var fuldkomment både fra et menneskeligt og et guddommeligt synspunkt. Halvfjerds er sammensat af syv gange ti. Syv repræsenterer fuldkommenhed set fra et himmelsk synspunkt, og ti set fra et menneskeligt eller jordisk synspunkt. Jesus gav sig selv som en genløsningsbetaling for alle, og betalte således fuldt ud den påkrævede sum. — 4 Mosebog 29:12-34; 1 Timoteus 2:5, 6.
Kongen hyldes med glæde
8. Hvad skildredes der ved, at folket bar palmegrene under festen?
8 Medens løvhyttefesten varede, bar folket palmegrene. Disse palmegrene var et udtryk for glæde og sejr. Få dage inden sin død red Jesus ind i Jerusalem på et æsel, der aldrig var blevet redet af noget menneske. Det var ved påsketid, og der var kommet mange til festen. Da de hørte, at Jesus var på vej til Jerusalem, tog de palmegrene i hænderne og drog ham i møde og råbte: „Hosianna! velsignet være han, som kommer i Herrens navn! og: Israels konge!“ (Johannes 12:12-15) Apostelen Johannes så senere i et syn en stor skare, der stod foran Guds og Lammets trone, iført hvide klæder og med palmegrene i hænderne. De råbte med høj røst og sagde: „Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“ Denne store skare frydede sig over Jehovas konges sejr og hyldede ham som deres Herre og genløser. (Mattæus 21:7-9; Åbenbaringen 7:9, 10) Ved den forbilledlige løvhyttefest glædede israelitterne sig og priste Jehova for hans godhed imod dem, og de anerkendte ham som frelseren og udfrieren. På tilsvarende vis hyldede de, som drog Jesus i møde, ham som konge, da han red ind i Jerusalem og fremstillede sig selv for Israel som deres konge. Ligeledes hyldede den „store skare“ i Åbenbaringen Kongen ved at vifte med palmegrene.
9. Hvorfor var den sidste af årets fester en anledning til stor glæde?
9 De tre særlige højtider, Herren påbød Israel at fejre hvert år, var glædelige dage for hele folket. Det var „højtider for Jehova“. Derfor ville folket ved årets sidste fest have særlig årsag til at takke Jehova. Alle de velsignelser, de havde modtaget i årets løb, kom fra Herren, og de ønskede at vise deres påskønnelse af alt det, der blev gjort for dem. Han var deres Skaber, deres Genløser og deres Konge, og ham tilkom al ære og pris, og de ønskede at give ham den af et gavmildt hjerte. Markens grøde og vingårdenes frugt var nu samlet ind, og de havde rigeligt af alt til vinteren, der stod for døren. De var Jehovas folk, og han var deres Gud, så alt var i sin orden.
10. Hvilken grund har Jehovas vidner nu til at glæde sig?
10 Jehovas folk, der nu lever på jorden, har ligeledes grund til at glæde sig. Den salvede rest er blevet ført ind i det åndelige tempel og foretager nu sammen med Herren den endelige indsamling. De „andre får“ er ved at komme ud af religionens fangehuse, hvor de har været holdt i trældom som følge af uvidenhed og overtro. Indsamlingsarbejdet vokser, efterhånden som de salvede og de „andre får“ forkynder budskabet om Riget til alle jordens nationer. Dette arbejde udfører de i lydighed mod deres Herres befaling: „Dette evangelium om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene; og så skal enden komme.“ (Mattæus 24:14) Det giver grund til stor glæde, fordi Riget er oprettet i det himmelske, og denne sandhed bliver forkyndt for folkene, så de kan finde trøst og håb og fly fra de religiøse systemer, der længe har holdt dem i uvidenhed om Jehova og hans storslåede hensigter. Jehovas tjenere møder megen modstand og mange prøvelser under udførelsen af deres tjeneste, men intet af dette vil få dem til at give op, thi de er fast besluttede på med glæde at fuldende deres gerning. De er delagtige i Herrens glæde over renselsen og ophøjelsen af hans hellige navn.
11, 12. Hvilken særlig begivenhed fandt sted, når løvhyttefesten fejredes i et sabbatsår? og hvad var dette et billede på?
11 Hvert syvende år og hvert halvtredsindstyvende år, jubelåret, var et sabbatsår. Når løvhyttefesten blev fejret i et sabbatsår, skulle præsterne samle alt folket, mænd, kvinder, børn og de fremmede, der boede iblandt dem, sammen for at høre loven læst op. „Og Moses bød dem: Hver gang der er gået syv år, i friåret, på løvhyttefesten, når hele Israel kommer for at stedes for Jehova din Guds åsyn på det sted, han udvælger, skal du læse denne lov højt for hele Israel. Kald da folket sammen, mænd, kvinder, og børn og de fremmede som bor inden dine porte, for at de kan høre og lære at frygte Jehova jeres Gud og omhyggeligt handle efter alle denne lovs ord; og deres børn, som endnu ikke har lært den at kende, skal høre den og lære at frygte Jehova jeres Gud.“ — 5 Mosebog 31:10-13.
En tid til oplysning om bibelen
12 Af disse bestemmelser fremgår det tydeligt, at løvhyttefesten er et billede på en tid, da folkene skal oplæres i sandheden om Gud. Der er i skarevis af folk på jorden i dag der er som de børn, der omtales i dette skriftsted. De ved ingenting om Jehovas gode hensigter eller om, at Riget er deres eneste håb. Profeten Hoseas sagde: „Mit folk skal gå til grunde, fordi det er uden kundskab.“ (Hoseas 4:6) Hvorfor skulle folkene i såkaldte kristne lande gå til grunde af mangel på kundskab? Profeten Ezekiel svarer i det 34. kapitel af sin profeti: „Menneskesøn, profetér mod Israels hyrder, profetér og sig til dem: Så siger den Herre Jehova: Ve Israels hyrder, som røgtede sig selv! Skal hyrderne ikke røgte hjorden? I fortærede mælken, med ulden klædte I jer, de fede dyr slagtede I, men hjorden røgtede I ikke.“ Så føjer profeten til: „På gode græsgange vil jeg vogte dem . . . i fede græsgange skal de græsse på Israels bjerge.“ (Ezekiel 34:2 3, 14) Da vil de „andre får“ blive ført ind i den samme fold, som Jesus siger i Johannes 10:16. Fordi Guds rige nu er oprettet i himlene, finder disse hungrende får nærende føde for deres sultne sjæle på Israels bjerge (Rigets domæne).
13. Betød det noget, at løvhyttefesten fulgte efter forsoningsdagen?
13 Løvhyttefesten begyndte fem dage efter den årlige forsoningsdag. På forsoningsdagen ofrede ypperstepræsten en tyr og to bukke for hele Israels synder; derpå fulgte løvhyttefestens velsignelse. Den velsignelse, som forbilledligt skildredes ved løvhyttefesten, kunne ikke komme, førend Jesus havde givet sit liv for menneskehedens synder. Præsten bragte først soning for præsterne og levitterne og så for alt folket. Nu da Riget er oprettet, og resten er indsamlet ved templet, er tiden kommet, da de „andre får“ skal føres ind i folden. Johannes sagde, at Jesus var „soning for vore synder, ja, ikke alene for vore, men også for hele verdens“. (1 Johannes 2:2) Hele menneskeheden nedarvede dødens forbandelse fra Adam. De få år, de lever her på jorden, er fyldt med sorg som følge af Satans og hans meddæmoners indflydelse, og intet menneske kan genløse sin egen eller sin broders sjæl. Alle må se hen til Kristus Jesus og „til den levende Gud, som er alle menneskers frelser, særligt de troendes“. — 1 Timoteus 4:10.
14. Hvad blev der billedligt skildret ved, at der blæstes i horn på forsoningsdagen i det halvtredsindstyvende år?
14 På forsoningsdagen i det halvtredsindstyvende år lød jubelhornet rundt om i hele landet. Lyden af dette horn betød udfrielse for folket. Nu lyder et lignende jubelhorn i hele verden. Det betyder frihed for fangerne, der er holdt nede i uvidenhed og overtro i Djævelens organisation og hans religions fængsler. Ved Herrens nåde finder nu en stor skare af disse vejen til Jehovas frie organisation, hvor de virkelig kan finde frihed om fred. De ser ikke længere op til mennesker som de højere magter eller de øvrigheder, hvem de må tjene og adlyde. (Romerne 13:1) Jehova Gud og Kristus Jesus er de højere magter, som alle indviede troende skal se op til og finde hvile og sikkerhed hos. „Saligt det folk, der kender til frydesang [den glædelige lyd, eng. overs., af horn, der forkynder Jehovas konge], vandrer, Jehova, i dit åsyns lys!“ — Salme 89:16.
15. Har det nogen speciel betydning, at apostelen Johannes skrev en så detailleret beretning om Jesu tilstedeværelse ved løvhyttefesten? Hvilken?
15 Apostelen Johannes giver en beretning om Jesu tilstedeværelse ved løvhyttefesten og om de ting, han sagde og gjorde, og den lader os forstå, at dette besøg var meget vigtigt, hvad det også var, idet det viser vigtigheden af selve løvhyttefesten. Jesus var i Galilæa, hvor han udførte mirakler og derigennem vakte interesse om sig selv og sin gerning, men hans brødre troede ikke på ham indtil dette tidspunkt. Løvhyttefesten stod for døren. „Hans brødre sagde da til ham: Drag bort herfra og gå til Judæa, for at også dine disciple kan se de gerninger, du gør. Der er jo ingen, der virker i det skjulte, når han selv ønsker at være offentlig kendt. . . . Thi ikke engang hans brødre troede på ham. Da siger Jesus til dem: . . . Drag I op til højtiden; jeg drager endnu ikke op til denne højtid, thi for mig er tiden endnu ikke inde. . . . Men efter at hans brødre var draget op til højtiden, så drog han også selv op, dog ikke åbenlyst, men i al hemmelighed.“ — Johannes 7:2-10.
16, 17. Hvad var det et billede på, at Jesus underviste folket ved løvhyttefesten, og at jøderne var forundrede over hans lærdom, fordi han aldrig havde gået i deres skoler?
16 Nogle få dage senere, „da højtiden halvt var omme, gik Jesus op i helligdommen og lærte. Jøderne undrede sig nu og sagde: Hvordan har han fået den skriftkundskab, da han ikke er lærd? Så svarede Jesus dem og sagde: Min lære er ikke min egen, men hans, som sendte mig.“ (Johannes 7:14-16) At loven oplæstes ved løvhyttefesten var til undervisning af folket. Jødernes religiøse ledere søgte nu efter Jesus for at dræbe ham. I betragtning heraf kunne nogle spørge: Hvorfor trådte Jesus så offentligt frem? Han begyndte ved denne lejlighed opfyldelsen af billedet. Han underviste dem, som ville høre, om sandheden og viste dem således vejen til liv og lykke. Her begyndte forbilledet at blive opfyldt.
17 Som en endelig opfyldelse af dette forbillede lærer Jehovas vidner folk de store sandheder om Riget, der nu kan forstås. Religionsdyrkerne siger med hån: „Med hvilken autoritet underviser I folk; I har aldrig været på noget teologisk seminarium, og I er heller ikke blevet ordineret af vore trossamfund.“ Imidlertid er de ting, vi lærer, taget fra Guds ord, og vi har af en højere autoritet end nogen jordisk ordnings civile eller religiøse myndigheder fået befaling til nu at „forkynde ordet“. Jesus gav befalingen, og apostelen bekræftede den. (Mattæus 24:14; 2 Timoteus 4:2; Esajas 61:1-4) For at denne befaling fra Herren kan blive udført nu, har Vagttaarnets Selskab bibelskolen Gilead, hvor hundreder af missionærer bliver undervist og således udrustet til at tage til fremmede lande for at „forkynde ordet“. Eleverne kommer fra mange lande til denne bibelskole i staten New York. I hundredvis er de allerede blevet sendt ud til deres virkefelt og forkynder der det gode budskab om Riget for hungrende sjæle, der hidtil har måttet nøjes med den menneskelige traditions tørre skorper, som gejstligheden har givet dem. Denne del af løvhyttefesten er nu ved at opfyldes. — Mattæus 28:19, 20.
18, 19. Begyndte Jesus opfyldelsen af det billede, præsten dannede, når han hentede vand fra dammen Siloam og hældte det ud over alteret? I bekræftende fald, hvorledes?
18 Et andet interessant punkt under løvhyttefesten var det, at præsten hentede vand fra Siloams dam og hældte det ud over alteret. Idet præsten trådte ind i forgården med vandkrukken, blæste levitterne i hornet, og underpræsterne sang fra Esajas, det tolvte kapitel: „Se, Gud er min frelse, jeg er trøstig og uden frygt; thi Jehova er min styrke og min lovsang, og han blev mig til frelse. I skal øse vand med glæde af frelsens kilder.“ (Esajas 12:1-3) På festens store og sidste dag stod Jesus og råbte: „Om nogen tørster, han komme til mig og drikke! Den, som tror på mig, fra hans indre skal der, som skriften har sagt, rinde strømme af levende vand.“ (Johannes 7:37, 38) Her pegede Jesus hen til begyndelsen af dette forbilledlige punkts opfyldelse.
19 Strømmen med levende vand, Johannes senere så i sit syn, vældede frem fra Guds og Lammets, Kristi Jesu, trone. (Åbenbaringen 22:1) Ved hedningetidernes ophør i året 1914 blev Kristus Jesus indsat på tronen som den nye verdens konge. (Åbenbaringen 12:5) Fra da af ville strømmen med livets vand kvæge alle de retsindiges tørst. I den forgangne tid er vandet, der repræsenterer sandheden, blevet forplumret af de falske hyrder, det utro præsteskab. En af Jehovas profeter, der havde et lignende syn af sandhedens flod, sagde: „Er det jer ikke nok at græsse på den bedste græsgang, siden I nedtramper, hvad der er levnet af jeres græsgange? Er det jer ikke nok at drikke det klare vand, siden I med jeres fødder plumrer, hvad der er levnet? Min hjord må græsse, hvad I har nedtrampet, og drikke, hvad I har plumret med jeres fødder!“ (Ezekiel 34:18, 19) Floden med det krystalklare vand, der vælder frem fra Guds og Lammets trone, er sikkert en del af det, Jesus hentydede til, da han ved løvhyttefesten sagde, at der fra hans indre skulle „rinde strømme af levende vand“. (Johannes 7:38) For den kristne rest er det en forret nu at øse af dette vand til de tørstige.
20. Hvad ville der ifølge profeten Zakarias ske, dersom man undlod at fejre løvhyttefesten?
20 Profeten Zakarias fortalte om den ondes bestræbelser for at ødelægge Jehovas organisation ved at få alle nationerne til at rejse sig imod den. Disse bestræbelser ville være forgæves. Senere ville folk fra disse nationer vende sig til Herren Jehova og sammen med hans vidner bringe det levende vand til de tørstende. Hos dem, som ikke ville være med i dette arbejde, billedligt skildret ved løvhyttefesten, skulle der ikke falde regn. Det vil sige, at de ikke ville modtage livets vand uforskyldt. — Zakarias 14:16, 17.
21. Hvilken autoritet står bag Jehovas vidner og deres medarbejdere, når de opfordrer alle tørstende til at komme og drikke af livets vand?
21 Eftersom Riget er oprettet i himlene og livets vand strømmer ud derfra, er tiden inde til at opfordre de tørstige til at komme og drikke. „Og ånden og bruden siger: Kom! Og den, som hører, skal sige: Kom! Og den, som tørster, skal komme; den, som vil, skal modtage livets vand uforskyldt.“ (Åbenbaringen 22:17) Hundreder af missionærer fra Vagttaarnets skole Gilead bliver udsendt til mange egne jorden over for at forkynde Riget for folkene. De opfordres til at komme og frit drikke af det livgivende vand, der strømmer ud fra det oprettede rige. Tusinder af tørstende sjæle kommer og drikker uden penge og uden vederlag. Som den gamle profet sagde: „Hid alle, som tørster, her er vand, kom, I, som ikke har penge! Køb . . . uden penge, uden vederlag.“ — Esajas 55:1.
Oplysning
22. Hvad var lamperne, der blev brugt ved løvhyttefesten, et billede på? og hvad sagde Jesus om det sande lys?
22 Det sidste, vi skal betragte af de ting, der knyttede sig til løvhyttefesten, var lamperne, der blev tændt hver aften i kvindernes forgård. Jødiske forfattere siger, at disse lamper udsendte et strålende lys, der kunne ses på lang afstand. De fremstillede billedligt det åndelige lys fra Guds tempel. I denne forbindelse sagde Jesus: „Jeg er verdens lys; den, som følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.“ (Johannes 8:12) Det er muligt, at Jesus fremkom med denne udtalelse dagen efter festen. (Johannes 7:37) På det tidspunkt var de store lys i templet slukkede og kastede derfor ikke deres skær over nogen, men folket måtte vandre i mørket. Det lys, Jesus skænkede, ville skinne for bestandig, thi han var livets lys. Salmisten sagde: „Dit ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.“ (Salme 119:105) Dette lys, der skinner fra Guds ord, kommer fra Gud og viderekastes af Jesus Kristus. Det vil lede hans folk i denne mørke verden, indtil de når til den nye retfærdsverden, hvor intet vildfarelsens mørke vil kunne forblinde Herrens genløste.
23. I hvilken forstand er de salvede denne verdens lys?
23 Ved en lejlighed sagde Jesus til sine salvede efterfølgere: „I er verdens lys.“ (Mattæus 5:14) Med denne udtalelse mente Mesteren ikke, at hans efterfølgere ville være de mest strålende begavelser på den tid, eller at de ville have den største uddannelse ifølge denne verdens målestok. Paulus sagde: „Thi tænk på, hvordan det var ved jeres kaldelse, brødre, at I ikke var mange verdsligt vise, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme; men det, der var dårskab for verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme.“ (1 Korinter 1:26, 27) Den samme apostel sagde: „For at I må blive ulastelige og uden svig, Guds dadelfrie børn midt i en vanartet og forvildet slægt, hvor I skinner som lys i verden og fremholder livets ord.“ (Filipperne 2:15, 16, eng. overs., margen) Det er på grund af det sandhedens lys, de bærer, at de skinner som lys i denne mørke verden. De bringer folk budskabet om Guds rige som menneskehedens eneste håb.
24. Hvorfor befinder folkene i verden sig i mørke vedrørende Jehovas hensigter, og hvorledes kan de finde lyset?
24 Verden befinder sig i mørke vedrørende Jehovas hensigter. Profeten sagde: „Thi se, mørke skjuler jorden og dunkelhed folkene.“ (Esajas 60:2) Nu i vore dage er menneskeheden i totalt mørke, hvad Jehovas hensigter angår. De ved intet bestemt om, hvad fremtiden vil bringe. Betragter de verdensforholdene i lyset af kristenhedens trosbekendelser, virker det kun nedslående. Dag efter dag henleder pressen opmærksomheden på mulighederne for en tredje verdenskrig, hvori atombomber og brintbomber kan blive taget i brug. Nogle påstår, at disse våben kan tilintetgøre alle skabninger på jorden og til sidst sprænge selve kloden. Det undrer os ikke, at menneskene er slagne af rædsel for det, som kommer over jorderige. (Lukas 21:26) Jesus omtalte disse ting som bevis for, at vi nu er nået frem til endens tid, og at forholdene ikke ville blive bedre, men tværtimod værre. Medens de, som er i mørke, ville søge at forbedre forholdene i denne gamle verden, ville Jehovas tjenere være travlt optaget af at forkynde evangeliet om Riget som det eneste håb om fred og sikkerhed for menneskeslægten her på jorden. Måtte de, som søger oplysning, se hen til lyset fra Jehova, som hans vidner viderekaster til alle nationerne.
25, 26. Hvad lovede Jesus, at han ville gøre for sine efterfølgere ved verdens ende? og hvilket ansvar ville de have?
25 Jesus sagde, at hans efterfølgere ikke ville blive ladet i tvivl og mørke som resten af menneskeslægten, thi han ville „sende sine engle ud med mægtig basunklang, og de skal samle hans udvalgte sammen fra de fire verdenshjørner og fra himlens yderste grænser“. (Mattæus 24:31) Han ville også have en tro og klog tjener, som han ville sætte over alt sit gods (sit riges interesser) for at give sit folk mad i rette tid. (Mattæus 24:45-47) Det er rigtigt, at der findes kun een organisation på jorden i dag, der forkynder Guds rige som menneskenes eneste håb, og denne organisation er Jehovas tro og kloge tjener forenet med Vagttaarnets Bibel Selskab.
26 I Mattæus 13:43 sagde Jesus, at Jehovas tjenere ville skinne som solen i deres Faders rige, efter at rajgræsset var blevet sanket fra hveden. Vi har været vidner til denne adskillelse i tiden, der er gået, og nu ser vi de trofaste, der skildres ved „hveden“, skinne som solen. Udtrykket at skinne som solen indebærer tanken at skinne som en lysstråle. På Jesu tid havde det måske ikke nogen særlig betydning at skinne som en lysstråle, men nu til dags har det. En vældig flyvemaskine kommer på en tåget dag ind over en flyveplads med en last bestående af mange menneskeliv. Piloten kan ikke se landingspladsen, og benzinen er ved at slippe op. Hvorledes skal han få maskinen med hele den dyrebare last bragt sikkert ned på jorden? Det ville ikke være muligt, medmindre man fra kontroltårnet vejledede ham til landingspladsen ved hjælp af lyskegler. I dag famler skarevis af retsindige mennesker i det mørke, der knuger sindene, for om muligt at finde Gud. De tumler rundt som får uden hyrde og ved ikke, hvor de skal gå hen. Så sender Herren en lysstråle fra sit sandhedsord for at lede dem gennem det mørke og den forvirring, menneskers modsigende trosbekendelser har ført dem ud i, til sin organisation, hvor de finder fred og sikkerhed. For at udføre dette arbejde bliver der hvert år spredt i millionvis af bøger, småbøger og blade af Jehovas vidner. Lyset, der brændte ved Jehovas tempel i Jerusalem under løvhyttefesten, var et billede af bedre ting, der skulle komme, og disse ting er nu her som en opfyldelse af forbilledet. — Hebræerne 10:1.
27. Hvilken forvisning har vi for, at Harmagedonslaget ikke vil begynde, førend hele den store skare er blevet fundet og har fået åndelig næring?
27 Vi er nu nået til tidernes ende, det vil sige enden på den gamle verdensorden, og der er meget arbejde at udrette, inden Harmagedonuvejret tilintetgør Satans onde organisation, der så længe har vanæret Jehovas navn og forfulgt enhver, som har taget standpunkt på Herrens side i det store stridsspørgsmål. Der er endnu en stor skare mennesker, der skal høre budskabet om Riget, inden denne gerning er til ende. I Åbenbaringen, det syvende kapitel, siges der, at denne skare vil komme fra alle folk, stammer og tungemål. Der siges også i det samme kapitel, at engle holder de fire vinde tilbage, indtil beseglingen af Guds salvede har fundet sted. Rapporter, der strømmer ind fra jordens forskellige egne, beviser, at den salvede rests arbejde vokser, og at skarer af Herrens „andre får“ hører budskabet og tyr til det eneste sikre sted på jorden i dag, det vil sige til Herrens organisation. Lykkelig den, der har del i dette store værk, der snart skal fuldendes til Jehovas ære og velsignelse for alle, som tager standpunkt på hans side.
28. Hvorledes viser de tre højtider, Jehova befalede israeliterne at fejre, hans hensigters fremadskriden i forbindelse med udvælgelsen af folket for hans navn?
28 Eftersom Jehova har påbudt sit udvalgte folk at fejre de tre særlige højtider hvert år, nemlig de usyrede brøds højtid, ugehøjtiden og løvhyttefesten, som en skygge af kommende goder, er det rimeligt at antage, at alle disse højtider vil få deres opfyldelse inden for den salvede rests levetid, og at deres medarbejdere ville slutte sig til dem i opfyldelsen af den sidste højtid, det vil sige løvhyttefesten. Disse højtider var billeder på meget vigtige ting i udførelsen af Guds beslutninger. Påsken og de usyrede brøds højtid og ofringen af byghøstens førstegrøde pegede hen til Kristi død og opstandelse. Ugefesten eller pinsen viser, at menigheden ville blive udvalgt fra både jøder og hedninger som et folk for Jehovas navn. De to svingningsbrød af hvedehøstens førstegrøde er et billede på disse to skarer, der er kaldet til Guds høje kald i Kristus. Løvhyttefesten, der blev fejret, efter at frugt og høst var indsamlet, antyder, at efter menigheden er blevet samlet til Herren ved templet, så vil opmærksomheden blive rettet mod den „store skare“. Omstændighederne ved opfyldelsen af disse højtider beviser, at de var forbilleder på ting, der skulle ske i den kristne tidsalder.
29. Hvilken pligt påhviler der nu resten og deres medarbejdere?
29 Det påhviler nu resten og deres medarbejdere som en pligt at fortsætte arbejdet med at forkynde ordet og vise hen til livets vand, der er frit tilgængeligt for enhver, og således skinne som lys i denne mørke verden. (Filipperne 2:15, 16) Fjenden vil gøre alt, hvad der står i hans magt, for at hindre arbejdet og tilintetgøre dem, der udfører det. Det vil dog ikke få de trofaste til at lade hænderne synke. I tillid til Jehova og hans konge vil de fortsætte i denne velsignede tjeneste, lige indtil alle de „andre får“ er i sikkerhed i den fold, den gode hyrde opstiller for dem. Da vil de trofaste i himmelen og på jorden prise Jehovas navn.
(The Watchtower, 1. juli 1950)