Kapitel 10
Satan gør forgæves modstand mod ypperstepræsten
1. Hvad har hele menneskehedens verden i dag behov for i religiøs henseende, og hvorfor netop det?
OVER hele jorden kan man i dag finde ypperstepræster inden for forskellige religiøse samfund. Den mægtigste af disse overordnede gejstlige er pontifex maximus, den øverste pontifex, med sæde i Vatikanstaten. Men hele menneskehedens verden har kun brug for én ypperstepræst. Hvorfor? Fordi der kun findes én levende og sand Gud, himmelens og jordens Skaber, hele universets Suveræn. Han behøver kun én ypperstepræst som kan repræsentere ham over for folket, og som kan nærme sig ham på folkets vegne. Det stemmer med at der kun findes én sand religion, kun den tilbedelse af ham der foregår „i ånd og sandhed“. — Johannes 4:24.
2. Hvad var det eneste ypperstepræsteembede Jehova anerkendte frem til den 16. nisan år 33, og hvilken åndelig ypperstepræst fremstod da?
2 I over femten hundrede år, fra 1512 f.v.t. til 33 e.v.t., fandtes der kun ét ypperstepræsteembede som den levende og sande Gud anerkendte. Dette embede blev oprettet i profeten Moses’ broder Arons slægt, som var af Levi stamme. Aron blev indsat i embedet den første dag i månemåneden nisan år 1512 f.v.t. I de følgende århundreder gik embedet i arv blandt Arons efterkommere, indtil søndag den 16. nisan år 33. Denne dag blev Herren Jesus Kristus oprejst efter at have lidt døden som et offer. På den fyrretyvende dag derefter steg han som en åndelig ypperstepræst op for at træde ind i det Allerhelligste i himmelen og dér frembære den kostelige værdi af sit opofrede fuldkomne menneskeliv for den eneste levende og sande Gud, Jehova.
3. Hvordan har Jehova været i stand til kun at have én ypperstepræst siden da?
3 Fra dette tidspunkt og til nu har Jehova Gud kun beskæftiget sig med én ypperstepræst — ikke en ypperstepræst af levitten Arons slægt, men den eneste ypperstepræst der aldrig dør, Jesus Kristus. Til ham blev der profetisk sagt: „Du er præst evindelig, på Melkisedeks vis.“ — Hebræerne 5:5, 6, 10; 6:19, 20; 7:15-17.
4. (a) Ved hvilken ypperstepræst på den årlige forsoningsdag blev Jesus Kristus skildret? (b) Hvem blev han derfor skildret ved i Zakarias’ fjerde syn?
4 I sin egenskab af offerfrembærende åndelig ypperstepræst blev Jesus Kristus imidlertid også forudskildret ved den aronitiske ypperstepræst for Israels nation i fortiden. Ligesom Israels ypperstepræst på den årlige forsoningsdag gik ind med offerblod i det Allerhelligste i templet i Jerusalem, sådan gik Jesus med værdien af sit eget offerblod ind i det sande Allerhelligste, selve himmelen, i Jehova Guds åndelige tempel. Følgelig blev Jesus Kristus skildret ved den israelitiske ypperstepræst Josua, Jozadaks søn, der i 537 f.v.t. blev udfriet fra landflygtigheden i Babylon og vendte hjem til Jerusalem for at genopbygge Jehovas tempel der. (Haggaj 1:1) På denne baggrund er det interessant at betragte det fjerde syn som profeten Zakarias fik, med ypperstepræsten Josua som hovedperson. Det er som om Zakarias ser ind i en retssal da han skriver:
5. Hvad sagde Jehovas engel til den der stod ved siden af Josua?
5 „Derpå lod han mig se ypperstepræsten Josua, og han stod foran [Jehovas] engel, medens Satan stod ved hans højre side for at føre klage imod ham [for at staa ham imod, Gd]. Men [Jehova] [Jehovas engel, NW] sagde til Satan: ’[Jehova] true dig, Satan, [Jehova] true dig, han, som udvalgte Jerusalem. Er denne ikke en brand, som er reddet ud af ilden?’“ — Zakarias 3:1, 2.
6. (a) Hvem var denne Satan? (b) Hvorfor stod han Josua imod?
6 Den Satan der skildres her var ikke en kirkelig „advocatus diaboli“ eller „Djævelens“ sagfører, der optrådte som anklager for Jehova. Han var den samme som den Satan der i det syttende århundrede før vor tidsregning trådte frem ved mødet for Guds åndesønner i himmelen og med urette anklagede patriarken Job over for Jehova Gud. (Job 1:6 til 2:7) Men hvorfor prøvede Satan Djævelen i dette syn til Zakarias i år 519 f.v.t. at stå ypperstepræsten Josua imod over for Jehovas engel? Fordi ypperstepræsten Josua den fireogtyvende dag i månemåneden kislev det foregående år havde taget et afgørende skridt hvad tilbedelsen af Gud angår. Han og statholderen Zerubbabel og den trofaste israelitiske rest var begyndt at arbejde med grunden til Jehovas andet tempel i Jerusalem. (Haggaj 2:18, 19) Ypperstepræsten Josua arbejdede således på at blive genindsat i den fuldstændige tjeneste for Jehova ved et fuldført tempel. Når han begyndte at varetage sine pligter ved et fuldført tempel, ville det stille ham i et nyt lys.
7. (a) Hvad prøvede Satan at forhindre med hensyn til Josua? (b) Hvilke profeter søgte Satan at modarbejde, og hvordan?
7 Satan Djævelen, som bekæmper den sande religion, var ude på at stå ypperstepræsten Josua imod på dette punkt, for at stille ham i et dårligt lys og hindre ham i at varetage sin fulde tjeneste for Jehova til gavn for Israels nation. Dette ville stille Josua ugunstigt, fordi der så ville være en alvorlig mangel i hans tjeneste for Gud. For at opnå dette ville Satan forsøge at modarbejde Haggaj og Zakarias i deres profetvirksomhed og rejse overvældende modstand fra Israels fjenders side mod templets genopbygning. Så kunne han anklage ypperstepræsten Josua for ikke at varetage alle sine ypperstepræstelige pligter, og dette ville igen bringe skændsel over Jehova.
8. (a) Hvorfor sagde engelen at det var Jehova der skulle true eller irettesætte Satan? (b) Hvordan havde Jehova allerede udvalgt Jerusalem?
8 Men Satan kom for sent med sit ondsindede forsøg. Før han kunne give sin modstand styrke og udslynge sine onde anklager imod ypperstepræsten Josua, sagde den engel der optrådte som dommer for Jehova, til Satan: „[Jehova] true [irettesætte, NW] dig, han, som udvalgte Jerusalem.“ Det var den højeste Gud, og ikke en underordnet engel som blot repræsenterede Jehova, der var stor nok til at true eller irettesætte Satan. Engelen viste således den rette agtelse for Jehovas stilling. (Judas 8-10) Ydermere var Jehova allerede skredet til handling for at ophøje sit eget hellige navn. Han havde allerede udvalgt Jerusalem som den by hvor hans tempel skulle ligge. Satan kunne ikke ændre noget ved dette guddommelige valg eller hindre det i at blive gennemført. Det var ham der måtte give op. Han ville blive irettesat ved at se templet fuldstændig genopbygget i år 515 f.v.t. Denne irettesættelse ville være fra Jehova, for det var ham der havde ført det igennem!
9. (a) Hvad var ’branden som var reddet ud af ilden’ et symbol på? (b) Hvordan var den blevet reddet ud af ilden?
9 Men hvorfor tilføjede Jehovas engel og dommer: „Er denne ikke en brand, som er reddet ud af ilden?“ Fordi man ikke straks kunne vente så meget af en symbolsk „brand“ eller et symbolsk stykke træ der lige var hentet ud af ilden. Den der blev skildret som branden der var reddet ud af ilden, var ypperstepræsten Josua. Men i kraft af sit embede repræsenterede Josua hele Israels nation, for hvem han tjente som ypperstepræst for Gud. Josua var ikke den eneste der var kommet tilbage fra landflygtigheden i Babylon, hvor Satan Djævelen havde forsøgt at lægge deres identitet som Jehovas udvalgte nation i aske. Over 42.000 andre israelitter var også kommet tilbage, sammen med tusinder af trælle og sangere. Hele denne rest, alle dens medlemmer, var derfor som ’en brand der var reddet ud af ilden’. Det var Jehovas barmhjertighed og hans trofasthed mod sine løfter der havde reddet dem ud af den symbolske babyloniske ’ild’ og havde genrejst dem som en nation på „den hellige jord“. Fordi det forholdt sig sådan, bar Jehova over med at de så længe havde ventet med at genopbygge hans tempel, men han holdt fast ved sin hensigt. Han havde udvalgt Jerusalem fordi hans tempel skulle rejses der. Satan skulle derfor ikke være for hastig med sine anklager.
10. Hvad blev der nu gjort ved Josua for at fjerne ethvert muligt grundlag for Satans anklager imod ham?
10 Der var sat en stopper for Satans modstand mod ypperstepræsten Josua. Hvad bliver der nu gjort for at befri Josua for enhver ting som Satan kunne have benyttet som grundlag for at rejse anklager imod ham? Zakarias beskriver det idet han siger: „Josua havde snavsede klæder på og stod foran engelen; men denne tog til orde og sagde til dem som stod ham til tjeneste: ’Tag de snavsede klæder af ham!’ Og til ham sagde han: ’Se, jeg har taget din skyld fra dig’, og du skal have højtidsklæder på.’“ — Zakarias 3:3, 4.
HVORFOR DET VAR NØDVENDIGT AT SKIFTE KLÆDER
11. Hvordan kunne Josua i snavsede klæder være et billede på den himmelske ypperstepræst Jesus Kristus?
11 Her opstår der et spørgsmål: Hvordan kunne Josua skildre Jesus Kristus som den himmelske ypperstepræst, når han i synet havde snavsede klæder på? Siger Hebræerbrevet 7:26, 27 ikke til sande kristne i dag: „En sådan ypperstepræst passede også for os: en, der var hellig, uberørt af det onde og ubesmittet, skilt ud fra syndere og ophøjet over himlene; en, der ikke som de andre ypperstepræster hver dag har nødig at bringe ofre først for sine egne synder, og så for folkets; thi det gjorde han én gang for alle, da han ofrede sig selv?“ Jo, det er sandt. Og dog er det med ypperstepræsten Jesus Kristus som det var med ypperstepræsten Josua i fortiden. Ypperstepræsten repræsenterer det folk han tjener for i sit høje embede, og folkets tilstand afspejler sig på ham. Han bærer sit folks synder.
12. Hvilke ord som for længe siden blev henvendt til Arons to overlevende sønner og til Aron selv, viser at præsterne bar folkets skyld?
12 At præsteskabet bar folkets skyld, gav profeten Moses til kende da han sagde følgende til Arons to overlevende sønner på grund af en forsømmelighed de havde gjort sig skyldige i: „Hvorfor har I ikke spist syndofferet på det hellige sted? Det er jo dog højhelligt, og han har givet eder det, for at I skal borttage [bære, Gd] menighedens skyld og således skaffe dem soning for [Jehovas] åsyn.“ (3 Mosebog 10:16, 17) Helligdommen eller templet var et helligt sted, og hvis folket rørte det ville de pådrage sig skyld. Derfor skulle de helligede præster tjene ved helligdommen på folkets vegne for at hindre en sådan brøde. Om dette læser vi i Fjerde Mosebog 18:1: „Og Jehova sagde så til Aron: ’Du og dine sønner og din faders hus med dig skal svare for brøde imod helligdommen, og du og dine sønner med dig skal svare for brøde imod jeres præstedømme.’“ (NW) Præsterne værnede altså folket mod brøde.
13. Hvordan havde Haggaj i sin samtale med præsterne påpeget at Israels nation var uren? Hvorfor var den uren?
13 Med hensyn til templet i Jerusalem dengang Haggaj og Zakarias var begyndt at profetere, så havde dets fundament ligget i seksten år uden at man var begyndt at bygge derpå. Årsagen var voldelig modstand fra de omboende fjenders side. I samme periode var de hjemvendte israelitter henfaldet til ligegyldighed og havde vendt sig til materialisme. I en samtale med præsterne havde Haggaj derfor spurgt hvad der ville ske hvis en der var ceremonielt uren, rørte ved noget af et offer. De havde svaret at offeret ville blive urent. Straks havde Haggaj taget til orde og sagt: „Således er det i mine øjne med disse mennesker, således med dette folk, lyder det fra [Jehova], og således med alt deres hænders værk og med, hvad de ofrer der: det er urent.“ — Haggaj 2:13, 14.
14. Hvad var altså grunden til at Josua fremtrådte som i snavsede klæder?
14 Eftersom ypperstepræsten Josua repræsenterede Israels nation over for Jehova, blev folkets urene tilstand også tillagt ham. Som følge heraf var det som om han havde snavsede klæder på. Han prøvede at gøre tjeneste uden tempel, og det gav ikke det rette indtryk. Han kunne ikke tjene med den samme værdighed og glans som hvis der fandtes et tempel. Når Satan Djævelen rettede anklager imod ypperstepræsten Josua, rettede han anklager imod hele den forsømmelige, urene nation.
15, 16. (a) Gav den åndelige tilstand som kendetegnede den overlevende rest af åndelige israelitter i 1919 et gunstigt eller ugunstigt indtryk af den himmelske ypperstepræst Jesu Kristi ydre? Forklar. (b) Hvorfor kunne „resten“ sige som Esajas gjorde i templet?
15 På lignende måde med den modbilledlige ypperstepræst som blev skildret ved ypperstepræsten Josua dengang i 519 f.v.t. Ypperstepræsten Jesus Kristus blev stillet i et ugunstigt skær på grund af den åndelige tilstand der kendetegnede resten af de åndelige israelitter på jorden da de gik ind i efterkrigsåret 1919. Fordi de var blevet hæmmet af krigsrestriktioner, modstand og forfølgelse, var de på mange måder kommet til kort med hensyn til modigt og åbenlyst at tilbede Jehova ved hans åndelige tempel. De var gået i trældom under Babylon den Store og dens politiske og militære elskere. De befandt sig i en åndelig tilstand som den der prægede Israels hjemvendte rest i fortiden. De kunne sige som Esajas da han fik et syn af Jehova i hans hellige tempel:
16 „Ve mig, det er ude med mig, thi jeg er en mand med urene læber, og jeg bor i et folk med urene læber, og nu har mine øjne set kongen, Hærskarers [Jehova]!“ — Esajas 6:5.
17. Hvordan så ypperstepræsten ud, at dømme efter „restens“ udseende? Befandt „resten“ sig således i en passende tilstand?
17 Hvis man bedømte ypperstepræstens ydre efter den overlevende rests åndelige ydre, fremtrådte ypperstepræsten Jesus Kristus med „snavsede klæder på“. Dette var ikke et sømmeligt ydre at tillægge ham. I deres åndeligt snavsede tilstand repræsenterede „restens“ medlemmer deres ypperstepræst på en upassende måde, og det stillede den himmelske ypperstepræst Jesus Kristus i et dårligt lys.
18. Hvad blev der i synet gjort for at afhjælpe denne tilstand?
18 En sådan tilstand måtte afhjælpes og det straks. Jehovas engel og dommer sørgede for at det skete. Han befalede: „Tag de snavsede klæder af ham!“ Derpå sagde han til Josua: „Se, jeg har taget din skyld fra dig, og du skal have højtidsklæder på.“ — Zakarias 3:4.
19. Hvad måtte ypperstepræsten Josua selv gøre for at få andre klæder på i Guds øjne?
19 Hvordan skete dette i tilfældet med ypperstepræsten Josua? Ved at Israels hjemvendte nation, som han repræsenterede i sit hellige embede, blev bragt ud af sin urene tilstand for Jehova. Det ville foregå ved at den hjemvendte rest atter begyndte at arbejde på Jehovas tempel og fuldførte det, idet den lod alt andet træde i baggrunden. Når folket blev renset på dette betydningsfulde område, ville det medføre at dets ypperstepræst fik et rent ydre. Det ville være som om han fik andre klæder på. Det var meningen at han skulle „have højtidsklæder på“. Det var meningen at han skulle have et tempel hvori han kunne tjene i disse „højtidsklæder“. Templets fuldførelse og dets indvielse ville kræve at han iførte sig disse „højtidsklæder“ og fremtrådte med et strålende ydre, til Jehovas pris. Som den der repræsenterede nationen på det religiøse område var det ypperstepræsten Josua der, sammen med statholderen Zerubbabel, førte an med hensyn til at få tempelbyggeriet i gang igen, og af den grund fortjente han at få sine klæder udskiftet med nogle der var bedre. Så ville hans religiøse ydre ikke bringe skændsel over Gud.
20. Hvordan fik den himmelske ypperstepræst Jesus Kristus et dårligt ydre på grund af „restens“ udseende efter den første verdenskrig?
20 Det samme gjaldt den som ypperstepræsten Josua var et billede på, nemlig den himmelske ypperstepræst Jesus Kristus. Resten af hans åndsavlede, salvede disciple kom ud af den første verdenskrig i en „uren“ åndelig tilstand. De var åndelige israelitter, ja, åndelige underpræster for Jehova under hans ypperstepræst Jesus Kristus. Deres åndelige klæder var blevet snavsede på grund af deres holdning og utilstrækkelighed under den første verdenskrig. Dette faldt tilbage på deres ypperstepræst i himmelen og stillede ham i et dårligt lys. Eftersom han bærer eller svarer for det åndelige Israels synd eller brøde, var det som om han selv havde snavsede religiøse klæder på.
21. Hvad måtte den overlevende rest derfor gøre da efterkrigstiden begyndte?
21 Det var derfor nødvendigt at resten af de åndelige underpræster ændrede sind og vendte om til Jehova og blev tilgivet af ham gennem Kristus. Det var også det der skete da efterkrigstiden begyndte. De viste at de havde omvendt sig til Jehova ved omhyggeligt at ransage Bibelen for at afgøre hvad der var Guds vilje og hvilket arbejde han ønskede udført i efterkrigstiden, og ved derefter at lægge hele deres sjæl i denne den vigtigste gerning.
22. Hvad gik den tilgivne rest ivrigt i gang med, og hvem gik foran og fremmede disse bestræbelser?
22 Sådan gik den angrende og omvendte rest af åndelige underpræster med hele deres sjæl ind for tilbedelsen af Jehova ved hans tempel, og de bestræbte sig for at rense denne tilbedelse for enhver babylonisk forurening. At de gjorde hvad de kunne for at genskabe den rene og ubesmittede gudsdyrkelse „for Gud, vor Fader,“ svarede til at de hjemvendte israelitter genoptog arbejdet med at genopbygge Jehovas tempel i Jerusalem. (Jakob 1:27) Det var den usynlige, himmelske ypperstepræst Jesus Kristus der førte an med hensyn til at genoplive resten af sine underpræster i Jehovas tilbedelse og tjeneste. Da Jehova barmhjertigt tilgav dem og rensede dem, opnåede de et rent ydre i Guds øjne.
23. Hvordan blev den himmelske ypperstepræst således befriet for sine billedlige „snavsede klæder“?
23 Selv de falske anklagere under Satan Djævelen begyndte at se den forandring der nu var sket hos resten af Kristi underpræster med hensyn til lære, budskab og offentlig virksomhed. Dette var til ære for deres himmelske ypperstepræst Jesus Kristus. Han behøvede ikke længere at bære eller svare for denne brøde på sine underpræsters vegne. De „snavsede klæder“ der indirekte var blevet tillagt ham, blev taget af ham, og han fik andre klæder på. Hent „højtidsklæder“ til ham!
24. Hvad bad Zakarias om at der måtte blive sat på Josuas hoved, og hvad sagde Jehova derefter om Josuas privilegier?
24 Hvem ville ikke gerne se den eneste levende og sande Guds ypperstepræst iført den prægtige hovedbeklædning der hører til hans embedsdragt? Profeten Zakarias ville gerne. Enten tænkte han på det, eller også bad han ligefrem om det, rent impulsivt. Han fortæller: „Og han [jeg, Gd] sagde: ’Sæt et rent hovedbind på hans hoved!’ Og de satte et rent hovedbind på hans hoved og gav ham rene klæder på. Så trådte [Jehovas] engel frem, og [Jehovas] engel vidnede for Josua og sagde: Så siger Hærskarers [Jehova]: Hvis du vandrer på mine veje og holder mine forskrifter, så skal du både råde i mit hus [dømme mit Hus, Gd] og vogte mine forgårde, og jeg giver dig gang og sæde blandt dem, som står her.“ — Zakarias 3:5-7.
25. Hvorfor ville ypperstepræsten Josua glæde sig over at få denne del af synet åbenbaret af Zakarias?
25 Det må i sandhed have været en stor glæde for ypperstepræsten Josua, Jozadaks søn, at høre profeten Zakarias fortælle ham om denne del af det profetiske syn! Josua kunne da forstå at hans ydre nu var antageligt i Guds øjne, og at han ikke bragte skændsel over Ham. Satans ondsindede forsøg på at finde noget der stadig kunne vanære Jehovas ypperstepræst, var slået fejl!
26, 27. Hvilke forpligtelser over for Jehova ville Josua samvittighedsfuldt opfylde, og hvilke privilegier kunne han så nyde?
26 Josua har ganske givet næret ønske om at dømme Jehovas ’hus’, Israel, efter Guds lov, og at vogte hans tempels forgårde.
27 Derfor ville Josua også lægge sig engelens manende ord på sinde og vandre lydigt på Jehovas veje og samvittighedsfuldt holde de forskrifter Jehova havde givet, sådan at han kunne være værdig til de nævnte privilegier.
28. Hvem var det der stod i synet og som Josua fik „gang og sæde“ iblandt, og hvordan fik han det?
28 Desuden ville Josua få „gang og sæde blandt dem, som står her“. Det var de himmelske engle der stod og så til i synet; og ligesom de havde adgang til Gud i himmelen, kunne Josua som ypperstepræst træde direkte frem for Gud som mellemmand for Israels hus. Han ville også blive beæret med det privilegium at skulle træde ind i det Allerhelligste i det fuldførte tempel i Jerusalem på den årlige forsoningsdag.
29. Hvad har den himmelske ypperstepræst gjort i efterkrigstiden med hensyn til at vandre på Jehovas veje, holde hans forskrifter, dømme hans hus og vogte hans forgårde?
29 Jesus Kristus er naturligvis den ideelle ypperstepræst for hele menneskehedens verden. Han bærer det kongelige og præstelige hovedbind som „ypperstepræst ’på Melkisedeks vis evindelig’“. (Hebræerne 6:20; Salme 110:1-4; 21:2-6) Han har altid vandret på Guds veje og holdt de forskrifter Gud har givet ham. Men efter det hans indviede og døbte disciple på jorden kom ud for under den første verdenskrig, sørger han for at resten af hans underpræster lærer Guds veje bedre at kende så de kan vandre på dem, og han hjælper dem til klarere at se de hellige forskrifter Jehova Gud har givet dem, sådan at de kan holde dem fuldstændigt. Hans strålende præsteklædning skildres i den åbenbaring han gav apostelen Johannes, hvori han som den herliggjorte Herre Jesus ses vandrende imellem de syv guldlysestager. (Åbenbaringen 1:12 til 2:1) Han dømmer trofast det åndelige Israels hus efter den nye pagts lov. Han leder de åndelige israelitter i Jehovas åndelige tempels jordiske forgårde, idet han tildeler dem deres åndelige pligter der.
30. Hvordan har den himmelske ypperstepræst „gang og sæde blandt dem som står her“? Fra hvornår har han haft det, og i hvilken udstrækning?
30 Den jordiske ypperstepræst, Josua, Jozadaks søn, begyndte at træde ind i det Allerhelligste i Jerusalems tempel i år 515 f.v.t. (Ezra 6:15) Den åndelige ypperstepræst, den større Josua, gik derimod ind i det modbilledlige, virkelige Allerhelligste, selve himmelen, i år 33. Han steg op til himmelen og frembar værdien af sit opofrede menneskeliv for hærskarers Jehova selv. Da han nu er blevet „meget mere ophøjet end englene“ og har arvet et navn som er „over deres“, kan han også have „gang og sæde blandt dem som står her“, det vil sige blandt himmelens engle. Han kan bedre end nogen anden træde direkte frem for Gud og gå i forbøn for Jehovas tilbedere på jorden. Som Jehova profetisk har sagt om ham: „Jeg lader ham komme mig nær han skal nærme sig mig.“ — Jeremias 30:21.
’SPIREN’ OG ’STENEN’
31. Hvad siger engelen nu til Josua, der er iført højtidsklæder, om en spire og en sten?
31 I synet til Zakarias fortsatte Jehovas engel og dommer med at tale til ypperstepræsten, der nu var iført højtidsklæder: „Hør, du ypperstepræst Josua, du og dine embedsbrødre, som sidder for dit ansigt: de er varselmænd! Thi se, jeg lader min tjener Zemak [spire, fodnoten] komme. Thi se, den sten, jeg lægger hen for Josua — på den ene sten er syv øjne — se, jeg rister selv dens indskrift [jeg graverer dens gravering, NW], lyder det fra Hærskarers [Jehova] og på én dag udsletter jeg dette lands skyld.“ — Zakarias 3:8, 9.
32. Hvordan tjente Josua og hans „embedsbrødre“ som et varsel?
32 Denne del af synets budskab skulle profeten Zakarias ikke alene gøre kendt for ypperstepræsten Josua, men også for hans „embedsbrødre“ der sad for hans ansigt, det vil sige hans underpræster. Hvorfor? Fordi de tjente som „varselmænd“. I dette tilfælde kunne de ikke varsle noget dårligt. I betragtning af den guddommelige udtalelse de ville få at høre, måtte de varsle noget godt, noget særdeles godt. De skulle vidne om det de fik at vide gennem Jehovas engel og dommer, og det betød at de ville tjene som et varsel om at der i en ikke fjern fremtid skulle komme et større præsteskab, et præsteskab af en højere rang end deres eget ved templet i Jerusalem. Det ville være et messiansk præsteskab, og dets ypperstepræst ville være Messias selv. I harmoni med at underpræsterne ved Jerusalems andet tempel tjente som et sådant varsel, tjente deres daværende ypperstepræst, Josua, Jozadaks søn, som et tegn på den messianske ypperstepræst. Han var et forbillede på ham!
33, 34. (a) Hvad var der altså behov for, som varslet? (b) Blev denne påkrævede ypperstepræst frembragt i henhold til et bud i Loven, eller som følge af et ekstraordinært skridt fra Guds side?
33 Der var behov for et bedre præstedømme, især en bedre ypperstepræst, en der var som fortidens Melkisedek. (1 Mosebog 14:18-20) Dette blev senere forklaret for hebræere der havde taget imod den lovede Messias. I Hebræerbrevet 7:15-22 læser vi:
34 „Og endnu klarere bliver det, når der i lighed med Melkisedek opstår en præst af en anden slags, som ikke blev det efter en lov, der kræver kødelig afstamning, men fordi han har sin kraft fra et uopløseligt liv. Thi han får det vidnesbyrd: ’Du er præst evindelig på Melkisedeks vis.’ Ganske vist ophæves derved et tidligere bud, fordi det viste sig svagt og unyttigt — loven bragte jo ikke i nogen henseende det fuldkomne — men der indføres i stedet derfor et bedre håb, hvorved vi kommer Gud nær. Og så vist som det ikke er sket uden edelig bekræftelse, (thi de andre er blevet præster uden ed, men han med ed, ved den, som siger til ham: ’Herren har svoret og angrer det ej: „Du er præst evindelig“’), så vist er Jesus blevet den, der står inde for en bedre pagt.“
35. Hvordan var den større ypperstepræst en „spire“ og ikke en „gren“, og hvorfra skulle han spire frem, ifølge Jeremias’ profeti?
35 De underpræster der var embedsbrødre til ypperstepræsten Josua og som sad for hans ansigt for at modtage instruktioner af ham, skulle afgjort være „varselmænd“ der varslede om noget bedre, idet Jehova ved sin engel og dommer videre sagde: „Thi se, jeg lader min tjener Zemak [spire, fodnoten] komme.“ (Zakarias 3:8) „Min tjener“, Jehovas tjener, skulle ikke være en gren som udgik fra præstedømmet i Arons slægt. Hvad præstedømmet angik, skød denne tjener op fra en helt anden jordbund, fra en anden rod. I Jeremias 23:5, 6 læser vi hvem den messianske ypperstepræst ville spire frem fra: „Se, dage skal komme, lyder det fra [Jehova], da jeg opvækker David en retfærdig spire og han skal herske som konge og handle viselig og øve ret og retfærd i landet. I hans dage skal Juda frelses og Israel bo trygt. Og det navn, man skal give ham er: [Jehova] vor Retfærdighed.“ Gud frembragte denne spire i år 33.
36, 37. (a) Hvad var dét at Jehova lagde ’stenen’ hen foran ypperstepræsten Josua, en garanti for? (b)Hvem var denne sten et billede på, og hvordan anvendte Jesus i denne forbindelse Salme 118:22, 23?
36 Hvilken „sten“ var det så Gud ville lægge hen foran ypperstepræsten Josua? I den bogstavelige opfyldelse var det den sten som templet, der da var under opførelse, ville blive fuldført med. Grundvolden til dette andet tempel var allerede blevet lagt, og denne „sten“ ville derfor tjene som topsten eller slutsten. At Jehova lagde denne sten hen foran Josua var således et tegn på eller en garanti for at templet ville blive fuldført, uden hensyn til modstanden fra Satans side. Denne sten var ligeledes et symbol på Messias, den Salvede. Han skildres som en sten i Salme 118:22, 23, hvor vi læser: „Den sten, bygmestrene forkastede, er blevet hovedhjørnesten. Fra [Jehova] er dette kommet, det er underfuldt for vore øjne.“ Da Jesus i år 33 talte til de jøder der forkastede ham som den lovede Messias, anvendte han dette skriftsted på sig selv og sagde til dem:
37 „Har I aldrig læst i skrifterne: ’Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Fra Herren er dette kommet, underfuldt er det for vore øjne.’ Derfor siger jeg jer, at Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, der bærer dets frugter.“ — Mattæus 21:42, 43. Se også Første Petersbrev 2:4-9.
38. Hvad betyder det at der på denne ene „sten“ er syv øjne?
38 Denne symbolske „sten“ skulle være genstand for Guds fulde opmærksomhed. Det skulle bekræftes over for ypperstepræsten Josua og hans embedsbrødre med disse ord: „På den ene sten er syv øjne.“ (Zakarias 3:9) Det ville ikke sige at der skulle udhugges syv øjne på stenen, for at give det indtryk af at de der betragtede den, selv blev betragtet på en syvfoldig måde. Med øjnene retter man sin opmærksomhed mod noget. Og da tallet syv i Bibelen benyttes som et symbol på fuldstændighed, betyder de syv øjne på den ene sten at Jehova retter sin fuldstændige opmærksomhed mod denne symbolske sten, sin lovede Messias. Andre vil måske overse denne symbolske sten. Eller de vil måske ignorere den, forkaste den. Men ikke Jehova. Eftersom den er genstand for hans fulde opmærksomhed, må den være yderst dyrebar for ham.
39. På hvilken måde graverer Jehova graveringen på denne symbolske sten?
39 Som et udtryk for den fuldstændige opmærksomhed han viser denne symbolske sten og dens fremtrædende stilling og udseende, siger Jehova derfor videre: „Jeg graverer dens gravering.“ Som en strålende opfyldelse af dette løfte har Jehova, den himmelske Gravør, givet den symbolske sten, sin elskede søn Jesus Kristus, en ganske særlig, skønhed som han ikke har givet nogen anden. Følgelig siges der i Hebræerbrevet 1:1-3 at Guds fremtrædende søn er „[Guds] væsens udtrykte billede [græsk: kharaktér, som betyder ’præg’]“. Som den symbolske slutsten med Jehovas indgravering ville den messianske ypperstepræst, Jesus Kristus, få overdraget den højeste og mest ansvarsfulde tjeneste i Jehovas åndelige tempel. Dette gav løfte om noget yderst gavnligt for hele menneskeheden.
40. Hvori bestod „dette lands skyld“, og hvordan blev den udslettet af Jehova?
40 Hvad kunne vi vente som en logisk følge når slutstenen var lagt på plads og templet stod fuldt færdigt og den eneste levende og sande Gud kunne tilbedes der i fuldt omfang? Velsignelser, velsignelser, velsignelser! Nu ville intet stå i vejen for sådanne velsignelser, for det var som Jehova videre sagde: „På én dag udsletter jeg dette lands skyld.“ (Zakarias 3:9) På grund af den lange tid de hjemvendte israelitter havde tilladt tempelbyggeriet i Jerusalem at ligge stille, havde hele Judas land pådraget sig skyld. Dets indbyggere blev regnet for urene, og deres hænders materialistiske værk var urent. (Haggaj 2:13, 14) Men nu, med den sejrrige fuldførelse af det andet tempel i Jerusalem i 515 f.v.t., var landets brødefulde færd fuldstændig rettet. Dermed var Jehova tilfreds, og han udslettede indbyggernes skyld „På én dag“, den dag templet stod færdigt, med den graverede slutsten på plads, og den rene tilbedelse blev påbegyndt i det.
41. Hvad bør dette anspore os til at gøre i dag med hensyn til tilbedelsen af Gud?
41 Dette bør i sandhed anspore os der lever i dag til at lade tilbedelsen af den sande Gud ved hans åndelige tempel komme først i vort liv! Vi bør ikke tøve med at gøre dette. Vi bør ikke lade noget som helst komme i vejen for vore bestræbelser i den retning.
42. På hvilken måde har resten af de åndelige underpræster siden 1919 tjent som „varselmænd“?
42 De der udgør den trofaste rest af Messias’ åndelige underpræster véd hvilke velsignelser de har opnået fordi de har gjort dette mere og mere beslutsomt i de over halvtreds år der nu er gået siden genoprettelsesåret 1919. De har i højere og højere grad erkendt at de selv, i lighed med ypperstepræsten Josuas embedsbrødre, hans underpræster, er „varselmænd“ her i „endens tid“ for denne verdslige tingenes ordning. De varsler om det bedste af det bedste til alle som har viet sig til den rene, ubesmittede tilbedelse af den eneste levende og sande Gud.
43. Hvordan reagerer „resten“ over for den som Jehova kalder „min tjener Zemak“ og „den ene sten“?
43 De lader sig ikke bedrage af nogen falsk messias eller nogen falsk messiansk organisation i dag. De har fundet frem til hvem det er Jehova kalder „min tjener Zemak [spire]“. Det er ham som hærskarers Jehova indsatte på den messianske trone i himmelen ved udløbet af hedningernes tider i 1914 og som nu er begyndt at udøve sit messianske styre, nemlig Jesus Kristus. De har også fundet frem til hvem der symboliseres ved den sten der blev lagt hen foran ypperstepræsten Josua, den sten der var „syv øjne“ på. De ser med beundring hvordan Jehova i denne symbolske sten har indpræget en skønhed som svarer til den høje stilling stenen har fået overdraget, og de glæder sig over at den er blevet gjort til den symbolske slutsten eller topsten, den højeste og mest ansvarsfulde i Jehovas tilbedelsesordning. De er lykkelige for at være underpræster under denne symbolske sten med Jehovas indgravering, Jesus Kristus. På grundlag af Bibelen forstår de at de som „varselmænd“ har fået befaling af Gud til at tjene som vidner for denne ophøjede sten, Jehovas eneste ypperstepræst, Jesus.
ÅNDELIG VELSTAND SOM FØRER TIL EVIGT LIV
44. Hvad kunne man ifølge Zakarias 3:10 vente efter at Jehova havde udslettet „dette lands skyld“?
44 Hvad kunne man vente efter at Jehova havde opfyldt det løfte han gav gennem Zakarias: „På én dag udsletter jeg dette lands skyld“? Intet mindre end Guds gunst, som ville give sig udslag i materielle og åndelige velsignelser for de israelitter der tilbad ved deres fuldførte, andet tempel i Jerusalem. Helt i harmoni med dette efterfølges løftet af denne guddommelige profeti: „På hin dag, lyder det fra Hærskarers [Jehova], skal I byde hverandre til gæst under vinstok og figentræ.“ — Zakarias 3:10.
45. Hvad betyder denne profeti fra Zakarias 3:10 for dem der tilbeder ved det tempel hvor Jesus Kristus tjener som ypperstepræst?
45 I dag, hvor alle falske religionssamfund er ved at gå i opløsning og står for at skulle udslettes i verdens værste trængsel, betyder denne profeti åndelig velstand for oprigtige, gudfrygtige mennesker som tilbeder Gud af hele deres hjerte ved det sande åndelige tempel hvor Jehovas eneste godkendte ypperstepræst gør tjeneste. Dermed opfyldes den tilsvarende profeti fra Mika 4:1-4:
Og det skal ske i de sidste dage, at [Jehovas] huses bjerg, grundfæstet på bjergenes top, skal løfte sig op over højene. Did skal folkeslag strømme og talrige folk komme vandrende: ’Kom, lad os drage til [Jehovas] bjerg, til Jakobs Guds hus; os skal han lære sine veje, så vi kan gå på hans stier; thi fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem [Jehovas] ord.’ Da dømmer han mange folkeslag imellem, skifter ret mellem talrige, fjerne folk; deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer. Da sidder hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen skræmmer dem, så sandt Hærskarers [Jehovas] mund har talet.
46. Hvilken tilstand bevarer Jehovas vidner derfor i deres gudgivne åndelige domæne?
46 Ja i dag, hvor verden trues af en atomkrig, nyder Jehovas kristne vidner åndelig velstand i deres gudgivne åndelige domæne. De bevarer deres indbyrdes kærlighed og fred, og tager ikke nogen som helst del i denne verdens krige. Det er forgæves Satan har modstået deres ypperstepræst Jesus Kristus!