Kapitel 11

Er der hedt i helvede?

ER DET ikke rigtigt at mange bibeloversættelser omtaler et sted som kaldes „helvede“? Jo, mange oversættelser af Bibelen bruger dette udtryk. Men spørgsmålet er om det som præsterne har lært folk om stedet der kaldes „helvede“, stammer fra Bibelen eller det har en anden oprindelse.

Vidste du at det ikke kun er kirkemedlemmer i kristenheden men også mange ikke-kristne der har lært at tro på et helvede med pine? Det er meget oplysende at læse hvad forskellige værker siger om helvede.

En ikke-kristen, såkaldt hellig bog fra det syvende århundrede efter vor tidsregning siger følgende:

„Helvede! — de vil brænde dér — et ondt leje (ja, at ligge på)! — Ja, sådan! — Så skal de smage den — en kogende væske, og en mørk, sort, iskold væske! . . . (De vil være) midt i en voldsom, flammende ild og i kogende vand, i skyggen af sort røg: Intet (vil der være) til at læske eller lindre.“

Buddhismen, som blev til omkring det sjette århundrede før vor tidsregning, har denne beskrivelse af et af de „helveder“ som dens lære omfatter:

„Her er der ingen pause hvori flammerne eller væsenernes pine ophører.“

Én romersk-katolsk katekismus, Catechism of Christian Doctrine (udgivet i 1949), siger:

„De er berøvet synet af Gud og lider frygtelige pinsler, især på grund af ilden, i al evighed. . . . Savnet af det saliggørende syn kaldes tabets pine; den pine som af skabte midler påføres sjælen og — efter opstandelsen — legemet, kaldes følelsens pine.“

Der er også blandt protestantiske præster nogle som med deres ord maler stærke billeder af helvedes rædsler. Der findes endog kirkemedlemmer som hævder at de har haft syner af pinen i helvede. En mand har beskrevet hvad han så i et sådant syn: ’Så langt øjet rakte var der kun flammende ild og menneskelige væsener at se. Hvilken pine og lidelse! Nogle skreg, andre jamrede sig og tryglede om at få vand, vand! Nogle rev sig i håret, andre skar tænder! Andre igen bed sig i arme og hænder.’

Den påstand fremsættes ofte at truslen om pine i helvede virker på folk som en stærk spore til at gøre hvad der er rigtigt. Men viser historien at det forholder sig sådan? Er nogle af de største grusomheder ikke netop blevet begået af mennesker der troede på helvedeslæren? Er inkvisitionen og korstogene ikke eksempler herpå?

Det skulle derfor ikke komme som nogen overraskelse at et voksende antal mennesker ikke virkelig tror på at der findes et helvede med pine, eller betragter helvedes straffe som et middel til at forhindre synd. Skønt de ikke egentlig har modbevist denne lære, er de simpelt hen utilbøjelige til at tro på noget som ikke forekommer dem rimeligt og sandt. De er måske dog stadig medlemmer af en kirke der lærer dette dogme, og ved at støtte den er de faktisk medansvarlige for udbredelsen af læren om et brændende helvede.

Men hvad siger Bibelen om pine efter døden? Hvis du har læst de foregående kapitler i denne bog, ved du at mange af de almindeligt udbredte opfattelser vedrørende de døde er forkerte. Du ved at ifølge Bibelen skilles sjælen eller ånden ikke fra legemet ved døden for at fortsætte en bevidst tilværelse. Der er derfor ikke noget bibelsk grundlag for dogmet om evig pine efter døden, for der er intet der lever videre og som bogstaveligt kan underkastes pine. Hvad er det da for et sted som de forskellige bibeloversættelser omtaler som „helvede“?

HVAD „SHEOL“ ER

I gamle bibeloversættelser, for eksempel i den katolske oversættelse til engelsk kaldet Douay Version, oversættes det hebraiske ord sh^e’ōlʹ med „helvede“, for eksempel i Første Mosebog 37:35, hvor patriarken Jakob om sin søn Josef, som han tror er død, siger: „Jeg vil gå sørgende ned til min søn i helvede.“ Det skulle være klart at Jakob ikke gav udtryk for den tanke at han gerne ville være sammen med sin søn et sted hvor der var pine. Ikke engang fodnoten til dette vers i Douay Version (udgivet af Douay Bible House, New York, 1941) fortolker dette vers på denne måde. Den siger:

„I helvede. Det vil sige i limbus, stedet hvor de retfærdiges sjæle kom før vor Genløsers død. . . . [Det] var afgjort et hvilested han mente, hvor hans sjæl skulle være.“

Bibelen selv omtaler imidlertid ikke noget sted der kaldes „limbus“. Den støtter heller ikke den tanke at der skulle være et særligt hvilested for sjælen som noget der var adskilt fra legemet. Som det indrømmes i ordforklaringen til en moderne katolsk oversættelse, The New American Bible (udgivet af P. J. Kenedy & Sons, New York, 1970): „Der er ingen modsætning eller forskel mellem sjæl og legeme; det er blot forskellige måder at beskrive den ene, konkrete virkelighed på.“

Hvad er da det „helvede“ hvor Jakob mente han ville blive forenet med sin søn? Det rette svar på dette spørgsmål får vi når vi forstår hvad der menes med det hebraiske ord sh^e’ōlʹ, som her er oversat med „helvede“. I New World Translation er ordet overalt gengivet uoversat, „Sheol“, de seksogtres gangea det forekommer (i de niogtredive bøger som findes i De hebraiske Skrifter, der almindeligvis kaldes „Det gamle Testamente“). I nyere oversættelser, for eksempel den autoriserede danske oversættelse af 1931, er det gengivet med „døden“ eller „Dødsriget“, men det er aldrig forbundet med liv, virksomhed eller pine. Tværtimod er det ofte forbundet med død og uvirksomhed. Nogle få eksempler:

„Thi i døden kommes du [Jehova] ikke i hu, i Dødsriget [Sheol, NW; helvede, Douay Version; også en dansk oversættelse fra 1647, som efter en revision var blevet autoriseret af kong Frederik den Fjerde, har her „helvede“] hvo vil takke dig der?“ — Salme 6:6.

„Gør efter evne alt, hvad din hånd finder styrke til; thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget [Sheol, NW], hvor du stævner hen.“ — Prædikeren 9:10.

„Thi Dødsriget [Sheol, NW] takker dig [Jehova] ikke, dig lover ej døden, på din miskundhed håber ej de, der synker i graven. Men den levende, den levende takker dig som jeg i dag.“ — Esajas 38:18, 19.

Sheol er altså tydeligt nok det sted hvortil de døde går. Det er ikke det enkelte menneskes grav, men den døde menneskeheds fælles grav, hvor al bevidst tilværelse og virksomhed er ophørt. New Catholic Encyclopedia siger om den bibelske betydning af sh^eōlʹ:

„I Bibelen betegner det stedet med fuldstændig uvirksomhed, dertil hvor man går når man dør, hvad enten man er retfærdig eller ond, rig eller fattig.“ — Bind 13, side 170.

At der ikke fandtes nogen forestilling om et hedt sted med pine i hele De hebraiske Skrifters periode, bekræftes også af at pine aldrig er nævnt som straffen for ulydighed. Det valg som Israels nation blev stillet over for, var ikke valget mellem liv og pine, men mellem liv og død. Moses sagde til folket: „Jeg har forelagt eder livet og døden, velsignelsen og forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og dit afkom må leve, idet du elsker [Jehova] din Gud og adlyder hans røst og hænger ved ham.“ — 5 Mosebog 30:19, 20.

Sådan var det også når Gud senere appellerede til de utro israelitter om at vende om. Det var ikke for at de skulle undgå pine, men en alt for tidlig død. Gennem sin profet Ezekiel forkyndte Jehova: „Jeg har ikke lyst til den gudløses død, men til at han omvender sig fra sin vej, at han må leve! Vend om, vend om fra eders onde veje! Hvorfor vil I dø, Israels hus?“ — Ezekiel 33:11.

HADES ER DET SAMME SOM SHEOL

Nogle vil måske spørge: Ændrede Jesu komme her til jorden ikke situationen? Nej, Gud ændrer ikke sin personlighed eller sine retfærdige normer. Gennem sin profet Malakias har han sagt: „Jeg, [Jehova], er ikke blevet en anden.“ (Malakias 3:6) Jehova har ikke ændret straffen for ulydighed. Han er tålmodig med mennesker så de kan undgå, ikke pine, men tilintetgørelse. Som apostelen Peter skrev til sine medtroende: „Jehova er ikke langsom med hensyn til sit løfte, sådan som nogle opfatter langsomhed, men han er tålmodig med jer, da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring.“ — 2 Peter 3:9.

I overensstemmelse med at straffen for ulydighed fortsat er døden, er det sted som De kristne græske Skrifter (almindeligvis kaldet „Det nye Testamente“) siger at de døde går til, ikke forskelligt fra sh^e’ōlʹ i De hebraiske Skrifter. (Romerne 6:23) Det fremgår klart af en sammenligning mellem De hebraiske Skrifter og De kristne græske Skrifter. De ti steder hvor det græske ord hai’dēs, som i New World Translation gengives „Hades“, forekommer, udtrykker det hovedsagelig samme tanke som det hebraiske ord sh^e’ōlʹ. (Mattæus 11:23; 16:18; Lukas 10:15; 16:23;b Apostelgerninger 2:27, 31; Åbenbaringen 1:18; 6:8; 20:13, 14. [Nogle gamle oversættelser har „helvede“ disse steder, men nyere oversættelser gengiver ordet med „Dødsriget“. Læg mærke til at dette ord ikke antyder at det skulle være et pinested.]) Betragt følgende eksempel:

I Salme 16:10 læser vi: „Thi Dødsriget [Sheol,NW; helvede, dansk oversættelse fra 1647] giver du [Jehova] ikke min sjæl, lader ikke din hellige skue graven.“ Apostelen Peter viste at denne salme var profetisk, Han sagde: „Da [David] nu var en profet og vidste at Gud med en ed havde tilsvoret ham at han ville give en som var en frugt af hans lænd, sæde på hans trone, forudså han og talte om Messias’ opstandelse, at hverken blev han efterladt i Hades eller så hans kød forrådnelse.“ (Apostelgerninger 2:30, 31) Læg mærke til at det græske ord hai’dēs blev brugt i stedet for det hebraiske ord sh^eōlʹ.

I det franske bibelselskabs Nouvelle Version siger ordforklaringen under udtrykket „De dødes rige“:

„Dette udtryk er en oversættelse af det græske Hades, som svarer til det hebraiske Sheol. Det er det sted hvor de døde befinder sig mellem [tiden for] deres død og deres opstandelse (Lukas 16:23; Apostelgerninger 2:27, 31; Åbenbaringen 20:13, 14). Visse oversættelser har ukorrekt gengivet dette ord med helvede.“

OPRINDELSEN TIL HELVEDESLÆREN

Det er klart at de skriftsteder hvor Sheol og Hades findes, ikke støtter læren om et brændende helvede. Det katolske tidsskrift Commonweal (15. januar 1971) indrømmer at det ikke er en kristen lære og at den endog modsiger kristendommens ånd, idet der siges:

„For mange mennesker, deriblandt nogle filosoffer, opfylder helvede et behov i den menneskelige fantasi — som en slags julemand med modsat fortegn. . . . Hvem blandt de retfærdige vil ikke gerne se de uretfærdige blive straffet, så der bliver orden i regnskabet? Hvis ikke i dette liv, så i det næste. En sådan indstilling er imidlertid ikke forenelig med Det nye Testamente, som indbyder mennesket til at leve og til at vise kærlighed.“

Derefter går artiklen over til at vise hvor dette dogme muligvis stammer fra:

„Et andet element som kan have bidraget til den traditionelle kristne opfattelse af helvede, findes i den romerske verden. Ligesom iboende udødelighed var en forudsætning i hovedparten af den græske filosofi, var retfærdighed en primær dyd blandt romerne, især da kristendommen begyndte at brede sig. . . . Ægteskabet mellem disse to tankeverdener — den filosofiske græske og den lovmæssige romerske — kan udmærket have ført til den teologiske symmetri mellem himmel og helvede: hvis den gode sjæl belønnes, må den onde sjæl straffes. For at få bekræftet deres tro på at retfærdigheden rammer de uretfærdige, behøvede romerne blot at tage Vergils Æneiden i hånden og læse om de salige i Elysium og de fordømte i Tartaros, der var omgivet af ild og til overmål fyldt med pinslernes rædsel.“

Det indrømmes altså at læren om et brændende helvede er en tro hos mennesker som er fremmede for Gud. Den kan med rette henregnes til det der kaldes „dæmoners lærdomme“. (1 Timoteus 4:1) Det kan den fordi den har sin rod i den falske lære om at mennesket ikke virkelig dør, og fordi den genspejler dæmonernes abnorme, onde og grusomme indstilling. (Se Markus 5:2-13.) Har denne lære ikke til ingen nytte fyldt mennesker med skræk og rædsel? Har den ikke givet et groft forvrænget billede af Gud? I sit ord åbenbarer Jehova sig som en kærlig Gud. (1 Johannes 4:8) Men læren om et brændende helvede smæder ham, anklager ham falskeligt for de værste grusomheder.

De der prædiker dogmet om et brændende helvede taler derfor bespotteligt om Gud. Nogle præster er måske ikke kendt med hvad Bibelen lærer, men det burde de være. De giver sig ud for at forkynde Guds ord og har derfor pligt til at vide hvad Bibelen siger. De ved udmærket godt at det de gør og siger, i høj grad kan indvirke på dem der ser hen til dem efter vejledning. Det burde få dem til at passe på med hvad de lærer. Enhver fejlagtig fremstilling af Gud kan få folk til at vende sig bort fra tilbedelsen af ham, til skade for dem.

Der kan ikke være nogen tvivl om at Jehova Gud ikke ser med velbehag på mennesker der fører falsk lære. Over de utro religiøse ledere i det gamle Israel udtalte han følgende dom: „Derfor har jeg også gjort eder ringeagtede og oversete af alt folket, fordi I ikke tager vare på mine veje.“ (Malakias 2:9) Vi kan være overbevist om at en lignende dom vil komme over dem der fører falsk lære i vor tid. Bibelen viser at de snart vil blive berøvet deres stilling og indflydelse, og at det vil være verdens politiske elementer det gør det. (Åbenbaringen 17:15-18) Og dem der støtter religiøse systemer som lærer løgn, vil det ikke gå bedre. Jesus Kristus sagde: „Hvis en blind leder en blind, vil begge falde i et hul.“ — Mattæus 15:14.

Har du i betragtning heraf lyst til fortsat at støtte et religiøst system der lærer om et brændende helvede? Hvordan ville du føle det hvis din fader var blevet bagtalt? Ville du fortsat acceptere bagtalerne som dine venner? Ville du ikke snarere afbryde enhver forbindelse med dem? Burde vi ikke på samme måde afbryde enhver forbindelse med dem der har bagtalt vor himmelske Fader?

Frygt for pine er ikke det rette motiv til at tjene Gud. Han ønsker at vor tilbedelse af ham skal udspringe af kærlighed. Det vi her har lært, skulle appellere til vort hjerte. De døde befinder sig ikke et sted der er fyldt med skrig og pine i en flammende ild, men de er uden bevidsthed og befinder sig i den døde menneskeheds tavse og livløse fælles grav. Vor forståelse heraf kan betyde at en hindring er fjernet som ellers ville gøre det umuligt for os at nære kærlighed til Gud.

[Fodnoter]

[Illustration på side 90]

Scener fra buddhistiske billeder af helvede

[Illustration på side 91]

Scener fra den katolske Dantes „Inferno“