han skulle blive opblæst af stolthed og falde ind under samme dom som Djævelen.“ — 1 Tim. 3:2, 6, NW.

20. Hvilke lignende advarsler modtog andre, og hvorledes har Gud bevaret os fra den prøvens tid, der er kommet over verden?

²⁰ Jesus væbnede forud sine disciple imod fristelse ved at advare dem forud om de hårde prøver, der ventede dem. På denne måde ville de ikke tage anstød af dem. Hans apostel Peter sagde, at kristne ikke skulle betragte de ildprøver, der kom over dem, som noget ejendommeligt eller ualmindeligt. I stedet for at blive overraskede, stødte og fornærmede skulle de glæde sig over disse lejligheder til at bevise deres tro og hengivenhed. Paulus formaner os også til at være på vagt over for sådanne prøver, som ramte israelitterne i ørkenen, „almindelige, menneskelige fristelser“. (Joh. 16:1-4; 1 Pet. 4:12, 13; 1 Kor. 10:6-13) Gud holder os fra at blive fristet som verden, idet han advarer os om, hvorledes tingene virkelig forholder sig, og åbner vor forstands øjne, så vi ikke lader os bedrage sammen med verden og således føres i fristelse sammen med verden. På denne måde holder han os fra fristelsen, der nu er kommet over hele verden, således som han lovede os gennem Kristus. (Åb. 3:10; 2 Pet. 2:9) Det åndelige bord, som han dækker for os, bliver ikke en fælde for os, blot fordi der på dette bord står ting, som er i modstrid med det, verden venter eller bryder sig om. Guds søn som konge over den nye verden er ikke en anstødssten for os, men dyrebar for os, en kostbar sten, lagt i Zion, Guds regeringsorganisation. Denne dyrebare konge er vor ypperstepræst hos Gud. Han blev prøvet, ligesom vi prøves, og kan derfor have medfølelse med os og komme os til hjælp. — Rom. 11:9; 9:32, 33; 1 Pet. 2:7, 8; Hebr. 2:18; 4:15.

Om at falde i fristelse

21. Hvorledes advarer Gud imod fristelser, der opstår som følge af pral og kritik?

²¹ Gud advarer os imod at skabe fristelser for os selv ved i indbildskhed at prale og ved ubarmhjertigt at kritisere andre for ting, hvori vi selv er svage eller sårbare uden at vide det. Når vi i selvretfærdighed kritiserer andre, er det på tide, at vi selv bliver prøvet for at vise, om vor kritik er berettiget eller ej. Den aften, da Jesus blev forrådt, pralede Peter over for sine medapostle og blev grebet i at fornægte sin herre, Jesus, tre gange. Jesu bønner for Peter hjalp ham til ikke fuldstændig at miste troen. Jesus førte ikke sine disciple ind i fristelse ved at tage dem med i Getsemane have den aften, men han advarede dem imod at falde i fristelse ved at undlade at holde sig vågne og bede, som han gjorde. Han viste dem, hvilken adfærd der ville tilbagevise eller modvirke fristelse og sætte dem i stand til at bestå prøven på deres loyalitet. — Matt. 26:33-35, 40-45; Gal. 6:1.

22. Hvorfor fører Gud os, fordi han er en Fader, ikke ind i fristelse?

²² Heraf er det klart, at Gud ikke „leder os i fristelse“. Han sætter os på prøve ved at tugte os, men tugter os ikke i en sådan grad, at vi ikke magter at bære det, men bryder sammen og falder i fristelse. „Jehova optugter dig, som en mand optugter sin søn.“ (5 Mos. 8:5) En fader, som elsker sin søn, ville ikke gå for vidt i tugtelse, så sønnen ikke kunne bære det. Han ville kun tugte ham så meget, som han på det tidspunkt kunne tage. Således er det også med vor himmelske Fader. Han styrker os til prøven, for at vi kan bestå den med held.

23. Hvorledes kan vi svække os til prøven, og hvorfor førte Jesus ikke sine disciple ind i fristelse ved at tage dem med i Getsemane?

²³ Men vi kan svække os til prøven ved mangel på årvågenhed og forberedelse under bøn, ved vor forsømmelighed og ved at ignorere Guds belæring og råd, så vi under prøven fristes til synd og falder for den, fordi vi nærer et ønske, der er i modstrid med Guds vilje. Det bliver derfor i stedet en erfaring, der er til åndelig skade for os, fremfor en sejr for os, der opbygger os i vor styrke i Gud, en, der styrker vor prøvede tro og vinder os Guds godkendelse. Vi bør altid huske Jesu advarsel: „Ånden er naturligvis villig, men kødet er skrøbeligt.“ (Mark. 14:38, NW; Luk. 22:40, 46) Inden Jesus gik ud til Getsemane, havde han advaret disciplene om, at den profeti, han citerede, måtte opfyldes. Opfyldelsen af profetien blev derfor ikke påtvunget dem i modstrid med deres vilje. Den indtraf, fordi deres kød var skrøbeligt, og de havde ikke styrket deres villige ånd ved at holde sig vågne og ved at bede. De gjorde ikke brug af den guddommelige hjælp, de havde behov. Derfor faldt de i fristelse som følge af deres selviske ønske om at redde sig selv, og de flygtede og forlod Jesus, og Peter gik så langt som til at fornægte ham tre gange.

24. Hvoraf fremgår det, at det ikke var Gud, der førte dem ind i fristelse i Getsemane?

²⁴ Det var ikke Gud, der førte dem ind i denne fristelse for at opfylde sin egen profeti, thi Guds søn Jesus bestod prøven, og han bad for sine disciple, at de måtte gå fri. At de kom til kort i at give agt på Jesus og våge og bede og efterligne hans modige, selvopofrende eksempel, førte til, at de faldt i fristelse. Eftersom Jesus bestod prøven, havde Gud ikke ført apostlene i fristelse ved at sætte dem på en for hård prøve. Jesu standhaftighed ved Guds kraft skulle have styrket og hjulpet dem. Satan var den, som sigtede apostlene som hvede og spredte dem ad, fordi de frygtede døden med deres herre. (Luk. 22:31-34; Amos 9:9, 10; Sl. 59:12; Es. 30:28) At Gud ikke ledede dem ind i denne fristelse, men at de selv faldt deri, fremgår af den omstændighed, at de senere fandt styrke i Gud til at udsætte sig selv for at blive arresteret for Jesu skyld og kastet i fængsel, afventende at blive henrettet. Med Jehovas hjælp kunne de også have bestået prøven i Getsemane. Det vil derfor sige, at den himmelske Fader satte dem på prøve i Getsemane, men han ledte dem ikke i fristelse.

25. Hvad anmoder vi derfor vor himmelske Fader om, når vi beder om ikke at blive ledet ind i fristelse? Hvilken borgen har vi herfor?

²⁵ I bevidstheden om vor svaghed og begrænsning beder vi i Fadervor eller Herrens bøn til den himmelske Fader om, at han ikke vil prøve og tugte os mere, end en jordisk fader ville tugte sit barn. Er det ikke en ret bøn for et barn at bede til sin fader? Vi har Guds skrevne borgen for, at han ikke vil gøre det. „Thi han kender vor skabning, han kommer i hu, at vi er støv. Som en fader forbarmer sig over sine børn, forbarmer Jehova sig over dem der frygter ham.“ Og han siger: „Den dag, jeg griber ind, skal de tilhøre mig som mit eje, siger Hærskarers Jehova, og jeg vil handle nænsomt med dem, som en fader handler nænsomt med sin søn, der tjener ham.“ (Sl. 103:13, 14 og Mal. 3:17) I bekræftelse heraf renser apostelen Paulus Gud for enhver anklage for at føre os ind i fristelse ved at sige: „Derfor skal den, der mener at stå fast i sin stilling, tage sig i agt, at han ikke falder. Det er kun almindelige, menneskelige fristelser, der hidtil har mødt jer som dem, israelitterne i ørkenen mødte. Men Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men sammen med fristelsen skabe vej ud af den, så I kan stå den igennem.“ — 1 Kor. 10:12, 13, NW.

Udfrielse fra den Onde

26. Med hvilken anmodning slutter bønnen, og hvorfor med rette?

²⁶ Når et barn viser sig loyal under prøve, vil da ikke en kærlig jordisk fader redde barnet fra en ond angriber og undertrykker? Jo, og det vil den himmelske Fader også. Derfor afsluttede Jesus med rette mønsterbønnen med denne anmodning: „Og led os ikke ind i fristelse, men udfri os fra den Onde.“ (Matt. 6:13, NW) Hvilke udfrielser har Gud ikke ladet ske siden sit riges oprettelse i 1914! Det var, som besvarede han bønnen fra gammel tid: „Befal udfrielser for Jakob.“ Han er i sandhed en befrier. — Sl. 44:5-9; KJ; 2 Kor. 1:10; 2 Tim. 3:11; 4:17, 18.

27. For hvilke skarer har Gud udvirket en udfrielse siden 1919?

²⁷ Siden 1919 har Gud udfriet sin rest af rigsarvinger på jorden fra det store, mystiske Babylon, Satans verden. Han har sendt sin søn, Jesus Kristus, til at indtage magtstillingen i det himmelske Zion og handle som deres befrier og borttage al det hemmelighedsfulde Babylons ugudelighed fra dem og udfri dem af deres frygt. Denne udfrielse har han ladet ske i opfyldelse af profetien: „Den vide jord skal skue frelsen fra vor Gud,“ thi ud over hele jorden er hans rest i aktivitet som hans udfriede tjenere og vidner og tilkendegiver deres frihed over for Babylon. (Es. 59:18, 19; 52:1, 2, 10-14; Rom. 11:26) Som følge heraf ser alle retsindige mennesker inden for alle nationerne den frelse og udfrielse, Jehova Gud har udvirket for sin rest, og de får anvist vejen til også at opnå udfrielse fra Babylon. Nu lader den almægtige Gud denne store skare af „andre får“ opleve en udfrielse mage til den, Lot og hans døtre erfarede fra det dødsdømte Sodoma i fortiden. — 2 Pet. 2:7, 9.

28. Hvilken guddommelig foranstaltning må vi i betragtning af ondskaben nu gøre brug af til vor beskyttelse og for at vinde sejr?

²⁸ Nu må vi iføre os Guds fulde rustning og stå faste og vedblive at bede. Gør vi det, afholder vi den onde Satan, Djævelen, fra at få tag i os, selv om vi er i verden, der er i den Ondes Magt. (1 Joh. 5:18, 19) Vi ved, at dagene er onde, og at onde mennesker og bedragere som forudsagt vil gå fra ondt til værre, og at de har nået topmålet af deres ondskab i disse sidste dage. Hvis vi derfor skal gøre os håb om at modstå den Onde og hans dæmoner på denne onde dag, så må vi tage Guds fulde rustning på. Med troens skjold kan vi „slukke alle den Ondes gloende pile“ og på denne måde bestå vor trosprøve: „Dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro.“ — Ef. 5:15; 6:11-18; 1 Pet. 1:6, 7; 1 Joh. 5:4.

29. Dersom vi gør vor del, hvad vil Gud så gøre?

²⁹ Dersom vi gør vor del, da vil Gud trofast gøre sin del til udfrielse for os. Som der er skrevet: „Troen er ikke alles eje. Men Herren er trofast, og han vil styrke jer og bevare jer fra den Onde. Måtte Herren stadig lede jeres hjerter lykkeligt ind i Guds kærlighed og til udholdenheden for Kristus.“ — 2 Tess. 3:2, 3, 5, NW.

30, 31. Hvad betyder svaret på vor anmodning om udfrielse nu, og hvorledes afslutter bønnen?

³⁰ For os, som lever på „endens tid“ for denne verden, betyder vor himmelske Faders svar på vor bøn „udfri os fra den Onde“ mere end blot at holde os fri for Satans magt og redde os fra hans vældige organisation, mens han stadig tillader ham og hans organisation at have frie tøjler. Svaret på denne bøn betyder nu en udfrielse, ved at vi bliver bevaret imod Satans sidste angreb på denne endens tid, og at Satan og hele hans organisation tilintetgøres, mens vi overlever enden på hans verden. Denne frelse eller udfrielse udvirker Faderen gennem sit rige, hvorom vi beder, at det skal komme imod Satans organisation og tilintetgøre den. Her på jorden, hvortil Satan og hans dæmoner er blevet begrænset, er det, at Guds vilje skal ske, og efter at disse onde ånder er blevet kastet i afgrunden i Harmagedonslaget, vil de ikke mere volde nogen fortræd på jorden under Kristi tusindårige rige.

Uventet brug af afgudsbillede i Chile

I den berømte havneby Valparaiso begyndte en af missionærerne et studium over „Gud maa være sanddru“ med en katolsk familie. Som alle katolikker havde de deres egen statue af Jomfruen, i dette tilfælde en stor, kostbar en. Da de studerede kapitlet „Gudebilleder og Afgudsdyrkelse“, forstod de denne tilbedelsesforms hedenske natur, men da de ikke ønskede at miste de penge, som gudebilledet stod dem i, indrykkede de en annonce i den daglige avis. Der kom mange for at se på gudebilledet, men i hvert tilfælde spurgte de: „Hvorfor ønsker I at sælge det?“ Til dem alle forklarede de så den forståelse, de ved deres bibelstudium havde fået med hensyn til det unyttige i at have sådan et billede. Dette resulterede i, at de ikke fik nogen købere, men derimod mange timer i arbejdet. Det gav dem så mange lejligheder til at vidne, at de ligefrem blev kede af at sælge det.