Israel og „hedningernes tider“

„Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende.“ — Lukas 21:24, den danske autoriserede oversættelse.

 1. Hvordan blev Jesu ord om Jerusalem opfyldt? Hvilket spørgsmål er dog endnu ikke besvaret?

SYVOGTREDIVE år efter at Jesus Kristus havde udtalt disse ord, blev byen Jerusalem udslettet af de romerske legioner under hærføreren Titus. Det var i år 70 e.v.t. Men hvordan opfyldtes resten af denne profeti — ordene om den periode hvori Jerusalem skulle nedtrædes af hedninger, eller gojim,a som jøderne i dag kalder dem?

 2. (a) Betød Jesu ord at byen ikke igen ville blive opbygget og beboet? (b) Hvordan kan vi sige at Jerusalem stadig var nedtrådt af hedninger indtil ’tiderne’ var forbi, på trods af at korsfarerne for en tid beherskede byen?

² Ordene indebar ikke at Jerusalem ikke igen ville blive opbygget og beboet før „hedningernes tider“, eller gojims tider, var til ende.b I det århundrede der fulgte efter ødelæggelsen blev byen genopbygget, og i middelalderen sloges de såkaldte korsfarere om herredømmet over den. Kristenhedens korsfarere, hvis hænder var fulde af blod, viste sig at være hedninger (eller gojim) i lige så høj grad som de der havde behersket byen før korsfarerne, og de der senere med vold tog herredømmet over den fra dem. Helt frem til den første verdenskrig i 1914-18 blev jødernes hellige by nedtrådt af disse gojim („de vantro“, som kristenheden kalder dem).

 3. Hvilken meddelelse gav den engelske udenrigsminister Balfour i 1917, men hvad skete der med Palæstina efter den første verdenskrig?

³ Den 9. december 1917 erobrede de britiske tropper under general Allenby byen Jerusalem fra tyrkerne, der stod i forbund med Tysklands kejser, Wilhelm II. På et tidspunkt da denne erobring nærmede sig sendte den engelske udenrigsminister, Arthur Balfour, sin meddelelse af 2. november 1917 til lord Rothschild, der hørte til den kendte jødiske familie Rothschild, hvori ministeren oplyste at den engelske regering var stemt for oprettelsen af et hjemland for jøderne i Palæstina. Da den første verdenskrig var forbi gav det nylig oprettede Folkeforbund imidlertid mandatstyret over Palæstina (med Jerusalem) til Storbritannien, et mandat der skulle vare til 1948. Det blev ikke fastlagt hvem der derefter skulle tage Jerusalem i besiddelse.

 4. Hvad foretog de interesserede parter sig efter at det britiske mandat over Palæstina var udløbet i 1948?

⁴ Så snart det britiske mandat i 1948 var udløbet, gik de interesserede parter i aktion. Muslimerne satte sig fast i den østlige del af området, deriblandt Jerusalems gamle bydel med helligdommen der var bygget til Allahs ære. Jøderne overtog den vestlige del af Palæstina og oprettede nutidens Israel. Men først under seksdageskrigen i 1967 erobrede jøderne Jerusalems gamle bydel fra araberne, og dermed også „grædemuren“, hvorover jødernes tempel engang for længe siden havde stået. Jøderne fortsatte deres sejre og fik kontrol over hele Jordanflodens vestbred og den muslimske befolkning som boede i dette område.

 5. (a) Hvad blev resultatet af seksdageskrigen i 1967? (b) Hvad finder vi ikke i nutidens Jerusalem, på trods af den status byen har haft siden 1967?

⁵ Det jordiske Jerusalem var altså nedtrådt af ikke-jøder helt frem til 1967. Fra dette tidspunkt skulle man tro at Jerusalem var ophørt med at blive nedtrådt af hedninger eller ikke-jøder. Hertil må vi imidlertid spørge: Har dette betydet noget som helst? Har det været til velsignelse for hele menneskeheden at Israel i 1967 fik sat en stopper for ikke-jødernes herredømme over Jerusalem? Mange nationer opfatter det bestemt ikke som nogen velsignelse. En del er endda modstandere af selve staten Israels eksistens. Under alle omstændigheder har det moderne Israels fødsel ikke ført til oprettelsen af den jødiske Messias’ rige. Det er klart for enhver at Israel ikke stoler på hjælp og frelse fra Abrahams, Isaks og Jakobs Gud, Jehova. Dette Israel er ikke noget kongerige der styres af en efterkommer af kong David på en trone i Jerusalem.

 6. Hvad må vi indrømme angående det jordiske Jerusalems rolle siden 1967 i forbindelse med profetien i Esajas 2:1-4?

⁶ I forbindelse med det jordiske Jerusalem fra år 1967 har vi altså ikke set nogen opfyldelse af den profeti vi kan læse i Esajas 2:2-4:

„Det skal ske i de sidste dage, at [Jehovas] huses bjerg, grundfæstet på bjergenes top, skal løfte sig op over højene. Did skal folkene [gojim] strømme og talrige folkeslag vandre: ’Kom, lad os drage til [Jehovas] bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal lære os sine veje, så vi kan gå på hans stier; thi fra Zion udgår åbenbaring, fra Jerusalem [Jehovas] ord.’ Da dømmer han folk [gojim] imellem, skifter ret mellem talrige folkeslag; deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk [goj] skal ej løfte sværd mod folk [goj], ej øve sig i våbenfærd mer.“

 7. Hvad ser vi i dag som modsætning til ordene i Esajas 2:1-4? Og hvordan forholder det sig med profetien i Zakarias 8:23?

⁷ Vor tids hedningenationer har ikke smedet deres krigsvåben om til redskaber der tjener fredelige formål. Nej, de er mere oprustede end nogen sinde før — og det gælder også republikken Israel. Vi ser heller ikke i denne forbindelse en opfyldelse af profetien i Zakarias 8:23:

„Så siger Hærskarers [Jehova]: I hine dage skal ti mænd af alle folks tungemål gribe fat i en jødes kappeflig og sige: ’Vi vil gå med eder; thi vi har hørt, at Gud er med eder.’“ — Se også gengivelsen i The Holy Scriptures, The Jewish Publication Society of America (1952); Douay; og Jerusalem-Bibelen.

 8. Hvad medvirker alt det foregående til at vi må erklære angående året 1967?

⁸ Alt dette gør det meget tvivlsomt om 1967, det år hvor seksdageskrigen blev udkæmpet, markerer udløbet af „hedningernes tider“ som Jesus omtalte: „Jerusalem skal nedtrædes af hedninger, indtil hedningernes tider er til ende.“ (Lukas 21:24, da. aut.) Disse „hedningernes tider“ var faktisk udløbet nogle år forinden. Lad os undersøge de vidnesbyrd der peger på dette.

 9. (a) Hvilket „Jerusalem“ havde Jesus i tanke da han sagde: „Jerusalem skal nedtrædes“, og hvad repræsenterer dette „Jerusalem“? (b) Hvad vil der, i overensstemmelse hermed, ske når Jerusalem ikke længere nedtrædes?

⁹ Da Jesus omtalte at „Jerusalem“ skulle nedtrædes af hedninger, tænkte han på dét som det jordiske Jerusalem havde været før hedningerne begyndte at nedtræde det. Han havde selv tidligere sagt: „I skal slet ikke aflægge eder, hverken ved himmelen, for den er Guds trone; . . . eller ved Jerusalem, for det er den store Konges by.“ (Mattæus 5:34, 35) Da de hedenske verdensherskere begyndte at nedtræde Jerusalem, var det altså Guds rige, repræsenteret ved den kongelige by Jerusalem, der blev nedtrådt. Det der skete da hedningernes tider endte og da det som Jerusalem repræsenterede ikke længere blev nedtrådt, er i fuld overensstemmelse hermed: Guds rige blev genoprettet med en efterkommer af kong David, nemlig Messias, som konge.

10. (a) Hvilke ord i Ezekiels bog blev henvendt til den sidste jordiske konge af Davids slægt? (b) Hvem havde „retten“ til at herske, og hvad gjorde Gud for ham?

¹⁰ I denne forbindelse læser vi i Ezekiel 21:25-27 nogle ord der var henvendt til Jerusalems sidste konge af Davids slægt: „Og du, gudløse hedning, Israels fyrste, hvis time slår, når din misgerning er fuldmoden, så siger den Herre [Jehova]: Bort med hovedbindet, ned med kronen! Som det var, er det ikke mere! Op med det lave, ned med det høje! Grushobe, grushobe, grushobe gør jeg det til. Ve det! Således skal det være, til han kommer, som har retten til det; ham vil jeg give det.“ Den „som har retten til det“, retten til herredømmet, viste sig at være Jesus Kristus, som var efterkommer af kong David. I år 33 e.v.t. var der over 500 jøder der blev vidne til at Jesus var blevet oprejst af Gud på tredjedagen efter at han havde lidt døden som martyr. — 1 Korinter 15:3-20.

Messias anerkender hedningernes tider

11. Hvorfor prøvede Jesus ikke at gøre sig selv til konge i Jerusalem, og hvad sagde han derfor til landshøvdingen Pontius Pilatus?

¹¹ Hverken før eller efter sin opstandelse fra de døde prøvede Messias Jesus at indsætte sig selv som konge i det jordiske Jerusalem. Han gjorde intet forsøg på at tage magten fra Pontius Pilatus, romernes daværende landshøvding over Judæa og Jerusalem. En af grundene til dette var at „hedningernes tider“, som han selv omtalte i Lukas 21:24, var begyndt. Han underkastede sig denne ordning som Gud havde truffet. I overensstemmelse med dette sagde han til Pilatus: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Hvis mit rige var en del af denne verden, ville mine tjenere have kæmpet for at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke herfra.“ — Johannes 18:36.

12. Hvad vidste Jesus, som kender af De hebraiske Skrifter, angående hedningernes tider? Hvilke spørgsmål opstår nu angående disse „tider“?

¹² Som kender af De inspirerede hebraiske Skrifter vidste Messias Jesus at hedningernes tider var begyndt før romerne havde indtaget Jerusalem og indsat deres landshøvdinger. Han vidste at de var begyndt da Jerusalem for første gang blev jævnet med jorden, i år 607 f.v.t. Gud benyttede den hedenske konge Nebukadnezar af Babylon, som han kaldte „min tjener“, til at omstyrte Jerusalem og Juda. (Jeremias 43:10) Hedningernes verdensherredømme varede endnu ved på Jesu tid og fortsatte indtil Guds fastsatte tid udløb. Indtil da måtte Messiasriget, det rige der ikke skulle være „en del af denne verden“, vente. Hvor mange „tider“ regnet fra år 607 f.v.t. skulle hedningernes herredømme da vare?

13. Hvordan åbenbarede Gud for Babylons konge hvor mange „tider“ der skulle hengå, og hvilken virkning fik dette på kongen?

¹³ Svaret på dette angav Jehova Gud i en drøm han gav Nebukadnezar, den konge han havde benyttet som sin „tjener“. Nebukadnezar havde været anvendt som redskab til at ødelægge „den store Konges by“, Jerusalem, men opfyldelsen af den drøm han fik indebar at han måtte erkende at Jehova alligevel er „den Højeste“, „Himmelens konge“. (Mattæus 5:35; Daniel 4:34, 37) Med denne „tjener“ som redskab lod den højeste Gud, himmelens konge, „hedningernes tider“ begynde i 607 f.v.t.

14. Hvilken erklæring udsendte otte præster i London under indtryk af krigsbegivenhederne i Mellemøsten i 1917?

¹⁴ I slutningen af 1917, det år under den første verdenskrig hvor det genopbyggede Jerusalem blev overtaget af britiske tropper, mødtes otte af Englands mest fremtrædende præster i London og udsendte en interessant erklæring med syv punkter, deriblandt følgende:

„Punkt 1. — Den nuværende krise tyder på, at hedningernes tider er afsluttet.

Punkt 4. — Israel vil blive genoprettet i dets eget land, skønt endnu vantro, og vil derefter blive omvendt, når Kristus åbenbarer sig for det.

Punkt 5. — Alle menneskelige genopbyggelsesplaner må underordnes Herrens andet komme, fordi alle nationer skal underkastes hans styre.

Punkt 7. — De sandheder, der er fremsat i dette opråb, er af den største praktiske betydning med hensyn til at bestemme, hvorledes de kristne bør forholde sig over for øjeblikkets presserende problemer.“

15. (a) Hvad repræsenterede det vældige træ i Nebukadnezars drøm? (b) Hvordan forholdt det sig med det babyloniske verdensherredømme i den periode hvor Nebukadnezar havde mistet forstanden? (c) Hvordan fortsatte verdensherredømmet efter at Babylon havde mistet det?

¹⁵ I den drøm Jehova Gud gav sin „tjener“ kong Nebukadnezar, erklæredes det fra himmelen at der skulle gå „syv tider“. Hvilken forbindelse er der nu mellem disse tider og „hedningernes tider“, så de bliver identiske? Følgende: I den profetiske drøm stod det vældige træ for verdensherredømme som begreb betragtet. Fordi det på daværende tidspunkt var Nebukadnezar selv, Jehova Guds „tjener“, der udøvede verdensherredømmet, blev træet identificeret med ham personligt, så man kunne sige at det skildrede ham. Men blev hans verdensherredømme da omhugget da han mistede forstanden og ikke kunne bestride sit embede som verdenshersker? Ophørte det babyloniske verdensriges herredømme? Nej, det fortsatte indtil han blev genindsat, og det fortsatte under hans efterfølgere Evil-Merodak, Nabonid og Beltsazzar. Derefter blev hedningernes verdensherredømme fortsat af flere på hinanden følgende verdensmagter: Persien, Grækenland, og Rom med dets senere udløber, den britisk-amerikanske verdensmagt.

16. Hvis verdensherredømme var det i virkeligheden der lå som fældet mens alle de hedenske verdensmagter regerede, og hvor mange „tider“ skulle der hengå for det symbolske træs stub?

¹⁶ Hvis verdensherredømme var det da der var blevet omhugget og lå som fældet i al denne tid, specielt med hensyn til Jerusalem, „den store Konges by“? Det var det herredømme der tilhørte den som Nebukadnezar havde kaldt „den Højeste“ og „Himmelens konge“, nemlig Jehova. Træstubben med dens bånd af jern og kobber skulle skildre at han lod sin udøvelse af verdensherredømmet stå i bero. Og Jehova Gud havde erklæret at der skulle hengå „syv tider“ for denne stub.

17. (a) Hvilket udtryk bruges i mange oversættelser i stedet for ordene „syv tider“? (b) Hvordan kan vi sige at Jerusalem stadig blev nedtrådt af hedninger efter at byen var blevet genopbygget?

¹⁷ I stedet for „syv tider“ bruges i mange bibeloversættelser udtrykket „syv år“. (The Living Bible, Moffatt, Today’s English Version og An American Translation) I den danske autoriserede oversættelse er dette angivet som en fodnote til Daniel 4:16. Nebukadnezars vanvid (sandsynligvis den tilstand der kendes som lykantropi) varede i syv år. Da han blev rask erkendte han at det var Gud der havde helbredt ham, men han lod ikke Guds folk rejse tilbage til dets hjemland. Jehova Gud havde erklæret at Jerusalem og Judas land skulle ligge øde i 70 år. Hedningernes nedtrædning af Jerusalem fortsatte derfor — også efter at byen var blevet genopbygget af de hjemvendte jøder fra og med år 537 f.v.t. Hvordan kan vi sige det? Fordi jøderne stadig var underlagt hedningers herredømme. Der var ingen efterkommer af David der herskede som uafhængig konge på en trone i Jerusalem. De syv tider må derfor, i forbindelse med Jehova Gud, være symbolske og altså vare længere end syv år fra 607 f.v.t. — Daniel 4:16, 23, 25, 32.

18. Hvad svarer ’de syv tider’ til i deres symbolske betydning, og hvornår endte de derfor?

¹⁸ I Bibelens profetiske tidsregning bliver et måneår beregnet til 360 dage. Et symbolsk år, eller en ’tid’, er på 360 kalenderår. Syv symbolske „tider“ eller „år“ svarer derfor til 7 × 360 år, eller 2520 år. Regnet fra år 607 f.v.t. — det år da Jerusalem, „den store Konges by“, begyndte at blive nedtrådt af hedninger fordi den blev ødelagt af Jehovas „tjener“ Nebukadnezar — ville de 2520 år ende i efteråret 1914 e.v.t.

19. Hvad markerede året 1914 her på jorden? (b) Hvad var tiden inde til at „Himmelens konge“ nu gjorde?

¹⁹ På jorden blev dette år markeret af den første verdenskrig, der udbrød på grund af spørgsmålet om verdensherredømme. Men der hvor „Himmelens konge“ bor, var tiden inde til at han demonstrerede at „den Højeste er Herre over menneskenes rige og kan give det, til hvem han vil“. (Daniel 4:25, 32) Tiden var inde til at ’den som havde retten til det’ skulle komme og den Højeste skulle ’give ham det’. (Ezekiel 21:25-27) Denne var den herliggjorte Messias, den som „Himmelens konge“ havde avlet som sin åndelige søn, nemlig Jesus Kristus, der var blevet oprejst til liv i himmelen. (Salme 2:1-7) Tiden var også kommet hvor „Himmelens konge“ vil sige til ham: „Hersk midt iblandt dine fjender!“ (Salme 110:1, 2) Dette betød med sikkerhed at „hedningernes tider“ nu var forbi!

[Fodnoter]

Kan du svare på dette?

■ Hvad ophørte tilsyneladende da jøderne indtog det jordiske Jerusalem i 1967? Var dette virkelig tilfældet?

■ Hvornår begyndte „hedningernes tider“, og med hvilken begivenhed?

■ Hvordan kan vi afgøre at „hedningernes tider“ skulle vare i 2520 år, altså indtil år 1914?

■ Hvad skildrer det vældige træ i Daniels profeti, og hvad betyder det at det blev hugget om og at der igen skød en spire frem?