Dekalogens principper er eviggyldige
JEHOVA Gud skrev selv Dekalogen eller de ti bud. „Da han nu var færdig med at tale til Moses på Sinaj bjerg, overgav han ham vidnesbyrdets to tavler, stentavler, der var beskrevet med Guds finger.“ — 2 Mos. 31:18.
Disse ti bud hører med til ’alt hvad Gud forhen lod nedskrive for at vi kunne lære deraf’. Skønt vi som kristne ikke er under Moseloven men under Guds ufortjente godhed eller nåde, har vi dog pligt til at følge de principper som de ti bud indebærer, for disse principper er til enhver tid gyldige. Den kendsgerning at de er eviggyldige tilbageviser fuldstændig den højere bibelkritiks påstand om at Guds ord viser at menneskets forståelse og tilbedelse af Gud har undergået en udvikling. Der er snarere grund til at sige at vi i disse principper har et bevis på at Moses’ Gud også er Jesu Kristi Gud, for de principper Moses’ skrifter indebar, er identiske med dem Jesus Kristus og hans disciple praktiserede og forkyndte. Både Moses og Jesus Kristus sammenfattede jo Guds krav i de to store bud: Elsk Gud, elsk din næste. — Rom. 15:4; 6:14; Mark. 12:30, 31.
Det første og det andet bud indeholder samme princip, nemlig at Jehova Gud med rette forlanger at blive tilbedt som den eneste Gud, kræver absolut hengivenhed og ikke tolererer andre guder eller gudebilleder. Disse to bud er så vigtige at vi finder dem bogstaveligt overført til De kristne græske Skrifter: „Børnlille, tag jer i vare for afguderne!“ „Hvad man ofrer, det ofrer man til onde ånder og ikke til Gud; og jeg vil ikke, at I skal have noget fællesskab med de onde ånder. I kan ikke både drikke Herrens, kalk og onde ånders kalk; I kan ikke både have del i Herrens bord og i onde ånders bord. Eller skal vi ægge Herren til nidkærhed? Er vi da stærkere end han?“ Absolut ikke! — 2 Mos. 20:2-6; 1 Joh. 5:21; 1 Kor. 10:20-22.
Imidlertid har disse principper en videre betydning for kristne. Apostelen skriver således: „Så overgiv da til døden de lemmer, der hører jorden til: utugt, urenhed, begær, ond lyst, også havesygen, som jo er afgudsdyrkelse.“ Hvordan kan havesyge være afgudsdyrkelse? Hvis vi begærer eller ønsker noget så stærkt at vi ikke tager i betragtning om det er rigtigt af os at eje det, eller om det tilhører en anden, gør vi det attråede til en afgud, vi tilbeder det og lader det få noget af den hengivenhed der tilkommer Jehova. Akan, der begærede noget som var helliget Jehova, og Akab, der begærede Nabots vingård, gjorde sig begge skyldige i afgudsdyrkelse. De to første buds principper forbyder også en kristen at vise en person eller en ting utilbørlig ære ved at knæle eller bøje sig derfor. — Kol. 3:5.
Det princip som er nedfældet i det tredje bud, budet om brugen af Guds navn, blev af Jesus møntet på al tale ved rørende Gud. Det fordømmer altså misbrug af Jehovas navn, benyttelse af navnet på en uværdig, nedsættende eller bespottelig måde. Det tredje bud indbefatter også princippet om ærlighed — over for Gud. At smykke sig med Jehovas navn uden at leve op til det er uærligt. Dette princip gælder også kristne, for Paulus formaner os til „ikke at tage imod Guds ufortjente godhed og forfejle dens hensigt“ (NW), og Jakob siger at troen er død uden gerninger. — 2 Mos. 20:7; Matt. 5:34-37; 2 Kor. 6:1; Jak. 2:26.
Forskellen mellem Guds udtrykkelige love og hans principper er intetsteds så tydelig som i det fjerde bud, sabbatsbudet. Jehova hvilede på den syvende dag og derfor påbød han at israelitterne skulle hvile bogstaveligt hver syvende dag. Men der står ingen steder skrevet at de kristne skal overholde en bogstavelig hviledag for hver syv dage. Tværtimod siges der til dem: „Lad derfor ingen dømme jer for mad og drikke eller med hensyn til højtid, nymåne eller sabbat.“ — 2 Mos. 20:8-11; Kol. 2:16.
Når kristne har fået befaling til at helligholde en åndelig sabbat eller hvile, er det også fordi Gud hvilede fra sine gerninger på den syvende dag. Men hvor ofte og i hvilken forstand skal de kristne hvile? De skal hvile bestandig, ikke blot én dag om ugen men alle syv dage. Deres hvile er en frugt af tro og lydighed; en hvile fra selviske gerninger, heri indbefattet bestræbelser for at opstille deres egen retfærdighed. Og ligesom den bogstavelige syvende dags sabbat skulle beskytte israelitterne imod at bukke under for materialisme, således skal den åndelige hvile beskytte de kristne mod at falde i den samme snare. Hvis de trofast overholder deres åndelige tros- og lydighedshvile, vil de ikke blive opslugt af en hektisk „kærlighed til penge“, der er „en rod til alt ondt“. Nej de vil nyde den hvile som er en følge af deres gudsfrygt. Denne gudsfrygt er sammen med nøjsomhed eller evnen til at være tilfreds en stor vinding. De kristne søger „Guds rige og hans retfærdighed“ først, og „alt det andet“ gives dem i tilgift. — 1 Tim. 6:10, 6; Matt. 6:33.
Det femte buds princip er også ført over i den kristne tingenes ordning. Budet lyder: „Ær din fader og din moder.“ Kristne børn må naturligvis adlyde deres kødelige forældre. (Ef. 6:1-4) Desuden er Jehova Gud alle kristnes Fader, og hans himmelske organisation, Jerusalem, er deres moder. Dem skal de kristne først og fremmest ære og adlyde, men den himmelske Faders og moders jordiske repræsentanter skal naturligvis også respekteres og lydes. Disse indbefatter alle der beklæder en tjenerpost i den kristne menighed, den nye verdens samfund af Jehovas vidner. Børnene i menigheden skal ikke alene ære og adlyde tjenerne, men også deres „forældre der er i samhørighed med Herren“. (NW) Det var ikke nødvendigt at nævne ordene „i samhørighed med Herren“ i det femte bud, for i fortidens Israel var alle forældre i samhørighed med Jehova eftersom de hørte med til det folk som var indviet til ham. — 2 Mos. 20:12; Matt. 6:9; Gal. 4:26; Hebr. 13:17; Ef. 6:1.
Man kan faktisk sige at alle de principper som indeholdes i de første fem af Dekalogens „ord“ udtrykkes til fuldkommenhed i det første store bud: „Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke.“ Dersom vi lyder dette bud vil vi sandelig ikke tilbede nogen rivaliserende guder men være Jehova absolut hengivne; vi vil ikke bruge hans navn på en uværdig måde; vi vil nyde troens og lydighedens hvile ved at lade Jehova indtage førstepladsen i vort liv, og vi vil ære og adlyde ham og hans himmelske organisation samt deres jordiske repræsentanter. — Mark. 12:30.
Principper angående næsten
Principperne i de sidste fem bud der, tillige med det femte buds princip, angår vore pligter over for næsten, udtrykkes også fuldendt i et enkelt bud, som apostelen Paulus viser: „Bliv ingen noget skyldige uden det at elske hverandre; thi den, som elsker sin næste, har opfyldt loven. Thi det: ’Du må ikke bedrive hor; du må ikke slå ihjel; du må ikke stjæle; du må ikke begære,’ og hvilket som helst andet bud, sammenfattes i dette ord: ’Du skal elske din næste som dig selv.’ Kærligheden gør ikke næsten noget ondt; derfor er kærlighed lovens opfyldelse.“ Jesus opsummerer også disse fem bud i de ord der sædvanligvis kaldes „Den gyldne Regel“: „Alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem; thi sådan er loven og profeterne.“ — Rom. 13:8-10; Matt. 7:12.
Man kan sige at hver enkelt af disse love indebærer et eller flere principper foruden dette generelle princip. I det sjette bud: „Du må ikke slå ihjel,“ finder vi for eksempel princippet om livets og blodets hellighed, der første gang blev nævnt i budet til Noa og hans familie: „Dog kød med sjælen, det er blodet, må I ikke spise! Men for Eders eget blod kræver jeg hævn; af ethvert dyr kræver jeg hævn for det, og af menneskene indbyrdes kræver jeg hævn for menneskenes liv. Om nogen udøser menneskers blod, ved mennesker skal hans blod udøses, thi i sit billede gjorde Gud menneskene.“ — 2 Mos. 20:13; 1 Mos. 9:4-6.
Ganske logisk er den udvidede betydning af princippet i dette bud fordømmelsen af had til næsten, som Jesus viste det i sin bjergprædiken. En af hans apostle, Johannes, udtrykte det således: „Enhver, der hader sin broder, er en morder.“ Derfor må verdens nationer præparere deres soldater med løgnagtig hadpropaganda for at få dem til at dræbe fjenderne. — Matt. 5:21, 22; 1 Joh. 3:15.
I det syvende bud: „Du må ikke bedrive hor,“ ligger der de to principper om pagtstroskab og hellighed. Bibelen stempler hor eller ægteskabsbrud, og i øvrigt enhver form for umoralitet, som urenhed. For den kristne har dette bud tredobbelt betydning: „Utugtige og ægteskabsbrydere skal Gud dømme,“ der gælder de bogstavelige gerninger. „Enhver, som ser på en andens hustru, så han begærer hende, har allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte,“ der taler om begærlige lyster. Og åndeligt hor: „I utro! ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende.“ Er man ven med verden bryder man en pagt, nemlig sin pagt med Gud, og man gør sig uren, for Jakob siger at en kristen må bevare sig uplettet af verden. — 2 Mos. 20:14; Hebr. 13:4; Matt. 5:28; Jak. 4:4; 1:27.
Det retfærdige kristne princip: „Den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have føden!“ indeholdes i det ottende bud, der direkte forbyder at stjæle. Vi må selv tjene hvad vi har brug for og hvad vi erhverver os. „Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal hellere slide i det og bruge sine hænder til noget godt.“ — 2 Mos. 20:15; 2 Tess. 3:10; Ef. 4:28.
Ligesom princippet i det tredje bud gælder den rette brug af tungen når talen er om Gud, således gælder det niende bud: „Du må ikke sige falsk vidnesbyrd imod din næste!“ den rette brug af tungen når talen er om mennesker. Læg mærke til at vægten ikke nødvendigvis er lagt på at man skal røbe sandheden. Det der tales om er at man ikke af selviskhed skal vidne falsk imod sin næste. Der gives tidspunkter hvor det forståeligt nok vil være rigtigt at skjule sandheden i næstens interesse, som da Rahab afviste de hedenske mænd der efterstræbte de gudfrygtige israelitiske spejdere. Er det ikke også ved tavshed at „kærlighed skjuler en mangfoldighed af synder“? Jo, sandelig! — 2 Mos. 20:16; 1 Pet. 4:8.
Endelig er der det sidste bud: „Du må ikke begære“ hvad der hører din næste til. Heri ligger princippet: „Vogt dit hjerte mer end alt andet, thi derfra udspringer livet.“ Med dette i tanke sagde Jesus: „Fra hjertet udgår der onde tanker, mord, ægteskabsbrud, utugt, tyverier, falske vidnesbyrd, bespottelser.“ Hvis vi vogter vort hjerte er der ingen fare for at vi begærer noget der tilhører vor næste, eller forfalder til nogen af de umoralske handlinger Jesus her nævner. Vi vil i stedet se „også på de andres“ interesser og søge hvad der gavner dem. Vi vil ikke være misundelige fordi andre modtager en æresbevisning, men vi vil søge ’at komme hverandre i forkøbet med at vise ærbødighed’. — 2 Mos. 20:17; 5 Mos. 5:21; Ordsp. 4:23; Matt. 15:19; 1 Kor. 10:24; Fil. 2:4; Rom. 12:10.
Selv om vi kristne ikke er under lov men under Guds ufortjente godhed må man i sandhed sige at de ti bud hører med til de ting der forud blev skrevet til vor belæring, for Dekalogens principper er eviggyldige.