Kapitel 22
Kan det betale sig at være ærlig?
1-4. Hvilke former for uærlighed har du iagttaget blandt andre unge? Hvorfor er det ikke overraskende at mange unge handler sådan? (Esajas 9:16)
DE FLESTE mennesker i dag synes ikke det kan betale sig altid at sige sandheden. Har du lagt mærke til det? Mange forretningsfolk hævder at de ikke kunne klare sig hvis de skulle være helt hæderlige. Hver dag præsenteres vi for reklamer som overdriver fordelene ved et eller andet produkt. Politiske ledere har det store ansvar at vogte over samfundets vel, men alligevel er mange mennesker ikke helt sikre på om de kan stole på dem.
2 Den megen uærlighed blandt voksne får ofte de unge til at følge samme kurs. I skolen snyder mange ved prøverne eller pjækker fra timerne. Når de er sammen med deres kammerater praler de måske eller giver på anden måde indtryk af at være noget de ikke er. Hjemme kan det endda ske at de fører deres forældre bag lyset — ved for eksempel at svare med halve sandheder når de bliver spurgt om hvad de har foretaget sig, idet de skjuler sandheden ved at udforme deres svar sådan at det giver et helt andet billede end det virkelige. Hvis deres forældre prøver at finde ud af hvad de mener om umoralitet, stofmisbrug eller lignende ting, giver de dem måske en sludder for en sladder og fortæller det de tror spørgeren gerne vil høre i stedet for det de virkelig mener. Hvis de mangler penge eller vil have lov til et eller andet, kan det være at de overøser forældrene med falsk hengivenhed eller smiger.
3 Men er det egentlig så mærkeligt? I virkeligheden føler mange unge at de er i deres gode ret til at gøre sådan. Hvorfor? Måske har deres forældre selv lært dem at det er forkert at lyve. Og dog sker det at de ser forældrene fordreje kendsgerningerne for at slippe ud af en knibe, eventuelt for at undgå at betale et beløb i skat eller noget de skylder. Har du lagt mærke til at nogle forældre endda lader deres børn fremsætte løgne og falske undskyldninger på deres vegne?
4 Når forholdene er sådan, hvorfor skulle unge — og for den sags skyld også ældre — da bestræbe sig for at være ærlige i alle ting? I en verden hvor løgn og bedrag er så almindeligt, til hvad nytte er det da at du holder dig til sandheden? Vil det virkelig gavne dig mere end uærlighed vil, og i bekræftende fald, på hvilken måde vil det da gavne?
Øjeblikkelige fordele kontra varige fordele
5-7. Hvorfor er fordelene ved uærlighed kun midlertidige?
5 Spørg dig selv: Hvad ønsker jeg — en fordel der ser ud til at gavne mig her og nu, eller en fordel som gavner mig på længere sigt? Når man tænker sig om forstår man at enhver tilsyneladende fordel ved at lyve eller snyde kun gavner i øjeblikket. Guds ord siger så sandt: „Sanddru læbe består for evigt, løgnetunge et øjeblik.“ — Ordsprogene 12:19.
6 Lad os som eksempel tage en forretningsmand der lyver om et eller andet produkt. Måske får han held til at sælge det, men til sidst mister han måske sine kunder fordi de finder ud af at de er blevet snydt. Eller forestil dig at du snyder i skolen. Hvis det ikke bliver opdaget, får du måske nok en højere karakter. Men hvor meget ville selv en hel stribe af de højeste karakterer betyde, hvis du gik ud af skolen uden egentlig at kunne noget, måske uden at være ret god til at læse eller lægge sammen og trække fra?
7 Når man snyder, er det i sidste ende én selv man snyder allermest. Prøv at sammenligne den ærlige med den uærlige. Hvis du tænker lidt over hvad det er den uærlige mister, vil du se hvorfor enhver som tror at uærlighed fører til et bedre eller lykkeligere liv, faktisk er meget kortsynet.
8-10. Hvordan kan ærlighed være til gavn (a) på arbejdspladsen? (b) i familien? (c) i forholdet til ens venner?
8 Hvis du er kendt for at være ærlig og retlinet i alt hvad du gør, vinder du andres respekt og tillid. De venner du får vil sandsynligvis være sande venner, fordi de betragter dig som en sand ven og påskønner dit venskab. Skønt man i den moderne forretningsverden benytter uærlige forretningsmetoder, viser det sig alligevel at arbejdsgivere som regel er kloge nok til at værdsætte de ansatte der er ærlige. At være kendt for at være ærlig, kan således hjælpe en til at få arbejde når der ellers er mangel på arbejde, eller hjælpe en til at beholde sit arbejde når andre mister deres.
9 I hjemmet bidrager ærligheden til en behagelig og afslappet atmosfære; den fjerner tvivl og mistænksomhed mellem ægtefæller og mellem børn og forældre. Ved at være ærlige vinder børnene forældrenes fulde tillid, og som regel vil forældrene da gradvis give børnene større frihed. Hvis man fortæller sandheden om en fejl man har begået eller noget forkert man har været med til, kan det ganske rigtigt medføre at man bliver tugtet. Men tugten vil måske blive mildnet fordi man har sagt sandheden. Og når man senere, i overensstemmelse med sandheden, benægter at have gjort et eller andet forkert, er der større sandsynlighed for at ens forklaring bliver taget for gode varer.
10 Helt anderledes er det med den der falder for fristelsen til at lyve for at slippe ud af en knibe eller for at skaffe sig en eller anden fordel. Vedkommende risikerer at miste alle disse privilegier. At omgås et uærligt menneske er som at køre en bil med defekt styretøj — man ved aldrig hvad den kan finde på. Forstå derfor at når du lyver eller snyder en eller anden, kan det tage årevis at fjerne den mistillid du derved har skabt. Når det drejer sig om ens forældre eller nære venner, vil såret måske blive lægt, men arret vil stadig være der som et bedrøveligt minde. Hvis du gør uærlighed til en vane, kan den tid meget vel komme hvor du inderligt ønsker og har brug for at andre skal tro dig, men de føler at de ikke kan. Er nogen som helst midlertidig fordel du kunne have af at være uærlig, dette værd?
11-13. (a) Når nogle har for vane at lyve, hvordan er det da ofte begyndt? (b) Hvorfor er det mere fejt end modigt at lyve?
11 Når man begynder at lyve er det faktisk som om man træder ud i kviksand. Den ene løgn fører den anden med sig, og før man ved af det hænger man fast. Det bliver til en ond cirkel. Der er stor visdom i Bibelens ligefremme råd: „Lyv ikke for hinanden.“ — Kolossenserne 3:9.
12 De der lyver, begynder ofte med halve sandheder og små „nødløgne“, for derefter at gå over til større løgne. Det begynder faktisk på samme måde som hasardspil. Folk der spiller om penge, begynder som regel med en lille indsats, men når de taber deres penge fristes de til at gøre indsatserne større og større for at vinde det tabte tilbage.
13 En der lyver med uskyldig mine kan måske forekomme „frisk“ og dristig. Måske kender du selv nogle der ligefrem øver sig i at se andre i øjnene samtidig med at de lyver. Er det ikke modigt? Nej, at lyve er faktisk mere fejt end det er modigt. Det der er modigt, er at sige sandheden uanset hvilke konsekvenser det fører med sig. Løgnen har ingen styrke i sig; den kan ikke stå alene, men må have andre løgne til at støtte sig; den vil aldrig se sandheden i øjnene. Hvorfor da være som et menneske der tilbringer hele sit liv bag en kunstig maske, skjuler sig, gemmer sig væk og kommer med undskyldninger? Hvorfor være som Judas Iskariot der blev en bedrager og prøvede at leve en dobbelttilværelse, men spillede fallit og endte med at begå selvmord? Hvorfor ikke være voksen nok til at være ærlig? Det er den eneste måde man kan opnå selvrespekt og en god samvittighed på.
Om at holde ord
14-16. Hvorfor er det vigtigt at man holder ord?
14 Ærlighed omfatter også at man holder ord. Du ville sikkert blive dybt skuffet hvis dine forældre lovede dig et eller andet, og så ikke opfyldte deres løfte. Men er du selv lige så omhyggelig med at holde hvad du lover dine forældre? Hvordan er du i denne henseende? Hvis du siger til en at du vil hjælpe ham med noget eller tilbyder at gøre ham en tjeneste, prøver du så altid at holde dit løfte? Hvis du aftaler at mødes med en på et bestemt tidspunkt, kommer du så altid, og kommer du til tiden? Hvor meget er dit ord værd?
15 Ungdommen er den rette tid at gøre det til en vane at være ordholdende. Om du er ordholdende eller ej siger meget om hvordan du er inderst inde; og det er også med til at forme dit sind og hjerte. Det opbygger en indstilling, en måde at betragte tingene på, der kan skabe varige karaktertræk.
16 Hvis du er pålidelig nu, vil du sandsynligvis også være det senere. Og det modsatte er også tilfældet: Hvis du ikke lever op til dit ord nu, kan det være at du om nogle år indgår en fast aftale om at påtage dig et bestemt arbejde eller en opgave — blot for snart at ønske at bakke ud af det igen. Det er der mange der gør, men andre mennesker betragter dem ikke med respekt.
17-19. (a) Hvad er grunden til at nogle bryder deres ord? (b) Hvordan kan man undgå situationer hvor man kunne føle sig fristet til at bryde sit ord?
17 Hvad er grunden til at nogle ikke holder ord? Jo, først og fremmest pålægger det én visse begrænsninger at skulle holde ord; det forpligter. Når den tid kommer hvor man skal holde en aftale eller et andet løfte, har man måske mere lyst til noget andet. Mange gange opdager man måske også at det vil betyde meget mere arbejde at holde sit løfte end man troede da man gav sit ord.
18 Hvad vil du gøre i sådanne tilfælde? Vil du holde ord, selv om det vil medføre besvær eller tab? Nogle vil måske sige: „Men jeg vidste ikke hvad jeg gik ind på!“ Spørgsmålet er så: Hvis var skylden? Var der tale om svig eller bedrag fra den anden parts side? Hvis der ikke var, vil du, hvis du ikke trækker dig tilbage men udholder det besvær det medfører at holde dit ord, få en værdifuld lærestreg som du aldrig vil glemme, nemlig: Du må tænke før du taler, før du lover noget. Og når du taler, må du mene hvad du siger.
19 At sige ja til noget blot fordi du mener det vil behage en anden — men uden først at tænke over konsekvenserne — kan bringe dig i vanskeligheder. Hvis du derimod er forsigtig med at give løfter, hvis du tænker sagen igennem og overvejer hvordan den vil påvirke din tilværelse, vil det være meget lettere for dig at holde ord når du endelig forpligter dig. Du vil i hjerte og sind være indstillet på at være trofast mod dit løfte. „Lad blot jeres ja betyde ja,“ sagde Jesus. — Mattæus 5:37.
Hovedårsagen til at det betaler sig at være ærlig
20-22. (a) Hvad er hovedårsagen til at det er så vigtigt altid at være ærlig? (Salme 15:1-4) (b) Hvordan sætter Gud et godt eksempel med hensyn til at holde ord? Hvad kan hjælpe os til at følge hans eksempel?
20 Hovedårsagen til at det betaler sig at være ærlig og pålidelig, er at Jehova Gud kun regner sådanne mennesker som sine venner. Hvorfor? Fordi han selv usvigelig sikkert holder sit ord. Det er grunden til at Josua kunne sige til Israels folk: „Betænk da med hele eders hjerte og hele eders sjæl, at ikke ét af alle de gode ord, [Jehova] eders Gud talede til eder, faldt til jorden; alle sammen er de gået i opfyldelse for eder; ikke ét ord deraf faldt til jorden.“ (Josua 23:14) Bibelen er faktisk i store træk en beretning om Jehovas opfyldte løfter. Hans sanddruhed i fortiden er det der giver os fuldstændig tillid til at de fremtidige velsignelser han har lovet, vil blive en realitet.
21 Ønsker du Guds godkendelse? Så husk at han kun velsigner dem der tilbeder ham „med ånd og sandhed“. (Johannes 4:23) Og husk at han afskyr alle former for løgn — bedrageri, pral, bagtalelse, snyderi — fordi det udspringer af selviskhed, begærlighed og følelseskold ligegyldighed over for andre. Han ved at alle menneskehedens besværligheder og lidelser kan føres tilbage til en løgn — en løgn udtalt af „løgnens fader“, Satan, Guds ærkefjende. — Johannes 8:44.
22 Nærer du et oprigtigt ønske om trofast at vandre på ærlighedens vej? For at det skal kunne lykkes for dig må du tilskyndes og motiveres af sand kærlighed til din Skaber og dine medmennesker. Du må nære en inderlig kærlighed til sandheden på grund af det gode den medfører — og et lige så inderligt had til løgnen på grund af den skade den forvolder. Desuden må Guds godkendelse betyde mere for dig end noget menneskes godkendelse. Husk at det kun skyldes Guds kærlighed til sandheden og hans had til løgnen at vi har et virkeligt håb for fremtiden, et håb der er grundlagt på hans ufejlbarlige løfter og hans ords fastslåede pålidelighed. Prøv derfor at ligne ham. Ja, husk at „sanddru læbe består for evigt, løgnetunge [kun] et øjeblik“. — Ordsprogene 12:19.
[Illustration på side 174]
Hvad får man ud af at stjæle?