Sådan underviste Mesteren
„Aldrig har noget menneske talt, som dette menneske taler.“ — Joh. 7:46.
1. Hvem er den største lærer der nogen sinde har levet på jorden? Hvad skulle vi lære af ham, og hvad vil resultatet blive deraf?
DA han gik på jorden for nitten hundrede år siden kaldte man ham Mester, Herre, Lærer og Instruktør. (Matt. 8:19, 21, margen; Luk. 5:5; 8:24, 45, NW) Denne mand var Jesus, hvis fødsel i Betlehem himmelens engle bekendtgjorde, og hvem Gud, hans himmelske Fader, sendte og salvede med sin ånd til at forkynde og undervise blandt menneskene. (Luk. 2:4-14; 3:21-23; 4:16-22) Aldrig har der været en større lærer på jorden end Jesus! Det er ikke muligt for noget ufuldkomment menneske at overgå ham i effektivitet i tjenesten. Som Jesus selv sagde: „En discipel står ikke over sin mester; men,“ tilføjede han, „enhver, som er udlært, skal være som sin mester.“ Mesterlæreren Jesus befalede sine disciple at forkynde som han forkyndte, og han instruerede dem om at undervise som han underviste. Når vi efterligner Jesus ved at tale Guds ord og ikke vore egne ideer, viser vi at vi følger ham. Når vi benytter de samme undervisningsmetoder som Jesus, da bliver vi ’som vor mester’. Og så vil man anerkende at vi, i lighed med apostlene, er blevet oplært af Jesus. — Luk. 6:40; Ap. G. 4:13.
2. (a) Hvilket budskab bekendtgjorde Jesus, og hvorfor var det passende? (b) Hvilken god nyhed skal forkyndes i vor tid, og hvordan?
2 Det budskab Jesus bekendtgjorde var: „Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær.“ Da han udsendte sine tolv disciple bød han dem: „På jeres vandring skal I prædike og sige: ’Himmeriget er kommet nær!’“ Ja, riget var kommet nær i skikkelse af selve den salvede konge. Om endens tid, som vi nu lever på, sagde Kongen: „Denne gode nyhed om Riget skal forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd.“ (Matt. 24:14, NW) Nu er det atter budskabet om Riget Jesu efterfølgere skal forkynde, men denne gang er det den gode nyhed om at Guds himmelske rige er oprettet, at „nu . . . er frelsen og kraften og riget vor Guds, og magten hans Salvedes“. Jesus fik tilhørernes tanker til at kredse om Riget, og vi må lære at gøre det samme. Han vidste også at der var snublesten der hindrede nogle i at tage imod den gode nyhed, og han hjalp til med at fjerne sådanne snublesten. Når vi lytter til Jesus kan vi lære hvordan vi skal blive dygtige ordets tjenere. — Matt. 4:17; 10:7; Åb. 12:10.
3. Hvorfor er Jesu undervisningsmetode af interesse for os i dag selv om den er mange hundrede år gammel, og hvad er nødvendigt for at vi kan bære frugt i vor tjeneste?
3 Den undervisningsmetode Jesus benyttede er lige så effektiv nu som den var i det første århundrede. I dag er folk nøjagtig som de var dengang; de er videbegærlige, nysgerrige og spørger hvorfor, hvordan og hvor. Selv om tiderne skifter og verdensforholdene ændres, bliver menneskers natur ved med at være den samme. Som det var dengang, sådan er det nu; menneskene har de samme svagheder, ønsker og besværligheder, så der er det samme behov for barmhjertighed, trøst, håb og tryghed. Vi behøver ikke at kunne gøre mirakler for at overbevise andre om sandheden, men vi må have nøjagtig kundskab og Guds ånd for at kunne bære frugt til Guds navns ære. Vi må holde os nær til Gud og hans organisation. Jesus illustrerede det på denne måde: „Jeg er det sande vintræ, og min Fader er vingårdsmanden. . . . Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, men kun hvis den bliver på vintræet, således kan I heller ikke, uden I bliver i mig.“ Vi må holde os nær til Guds ord og omhyggeligt følge Jesu eksempel så vi kan udføre en effektiv tjeneste. — Joh. 15:1, 4.
4, 5. Hvad viste at Jesus havde forstand på mennesker?
4 Jesus vidste hvordan mennesker ville reagere under forskellige omstændigheder, og han gjorde brug af denne viden når han skulle vælge passende lignelser. Han forklarede hvorfor han gik ud for at undervise syndere, mennesker der var blevet som fortabte får: „Hvis en kvinde har ti drakmer og taber een drakme, tænder hun så ikke lys og fejer huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og naboersker sammen og siger: ’Glæd jer med mig; thi jeg har fundet den drakme, som jeg havde tabt.’“ Hun søgte i hele huset for at finde den ene mønt der var blevet væk. Selv om hun stadig havde de ni, var det den forsvundne hun ville have, og da hun fandt den glædede hun sig mere over den ene end over de ni hun hele tiden havde haft, for den tabte mønt hørte til et specielt sæt på ti. Dette sæt har måske været syet ind i brudedragtens hovedbeklædning som en del af hendes medgift. Så på grund af de omstændigheder der knyttede sig til den tabte mønt var den uerstattelig. At den manglede i hendes hovedbedækning og var forsvundet, kunne desuden skabe mistanke om hendes ærbarhed som gift kvinde. Det kunne også tænkes at sættet med de ti mønter var et yderst kostbart arvestykke og at hver mønt i sættet var af særlig høj værdi. Sættet ville ikke være komplet hvis ikke alle mønterne var der. Manglede der blot én mønt kunne det bevirke at man nærede mistanke til hver eneste af husets gæster indtil mønten var fundet. Derfor ville alle der gæstede huset beklage tabet af mønten og sætte pris på at blive renset for mistanke for at have stjålet noget af arvestykket. Når kvinden der havde mistet mønten gennemsøgte sit hus og fandt mønten der, og hun gjorde sin pligt over for alle sine gæster og glad fortalte dem om fundet, ville alle hendes veninder og naboersker derfor glæde sig med hende, både fordi de nu var blevet renset for mistanke om tyveri, og fordi det kostbare arvestykke atter var komplet.
5 Har mennesker det ikke ligesådan i dag? Hvis nogen mister en del af en uvurderlig samling hvortil der knytter sig en stærk pietetsfølelse, eller endog familiens hæder og ære, er de ikke glade før de finder den bortkomne del og lettede kan fortælle deres medfølende venner og naboer at de endelig har fundet den. Også „Menneskesønnen [kom] for at opsøge og frelse det fortabte“. Hvor klart Jesus fremstillede sagen! Han forstod mennesker, og det viste han ved den måde han talte på. — Luk. 15:8, 9; 19:10.
6. Hvorfor var hans lignelser så virkningsfulde?
6 Det var karakteristisk for hans undervisning at han brugte lignelser. I stedet for at opstille nogle indviklede sammenligninger hentede han sine illustrationer fra hverdagen. Han benyttede de små ting til at forklare de store med, og ved hjælp af nemme ting gjorde han de vanskeligere let forståelige. Kunne en kvinde ikke straks forstå lignelsen om at sy en ny lap på en gammel klædning? Og kunne enhver mand i dette landbrugsland ikke genkende sig selv i beretningen om manden der gik ud for at så sæd der faldt i forskellig slags jord? Dette var ting hentet lige ud af hverdagen, og når åndelige sandheder blev flettet sammen med sådanne begivenheder kunne tilhørerne danne sig et klart billede af sandhederne og langt lettere huske dem. — Matt. 9:16; 13:3-9, 18-23.
7. (a) Hvorfor gør illustrationer det lettere for mennesker at anerkende nye tanker? (b) Hvordan gav Jesus sin fordømmelse af grådighed og ubarmhjertighed vægt?
7 Disse lignelser var så rammende at ingen kunne fremføre modargumenter. De fleste mennesker er mere villige til at tro det de ser end det de kun hører. Hvis du bruger en illustration er det lettere for dem at anerkende det du lærer dem, fordi de kan se eller forestille sig den sandhed du vil have frem. Da Jesus for eksempel fordømte griskhed og ubarmhjertighed sagde han ikke blot: „Det er ikke pænt at være grisk.“ Nej, han fortalte om en mand der ville gøre regnskab op med sine tjenere. En tjener skyldte ham ti tusind talenter men kunne ikke betale. Derfor „kastede tjeneren sig ned for ham, bønfaldt ham og sagde: ’Hav tålmodighed med mig, så vil jeg betale dig det alt sammen.’ Da ynkedes den tjeners herre inderligt over ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. Men da tjeneren gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer; og han greb ham i struben og sagde: ’Betal, hvad du skylder!’ Da kastede hans medtjener sig ned for ham, bad ham og sagde: ’Hav tålmodighed med mig, så vil jeg betale dig.’ Men det ville han ikke; derimod gik han hen og lod ham kaste i fængsel“. Kan du ikke se det for dig? Manden får eftergivet en gæld på over halvfjerds millioner kroner og går lige hen og får en medtjener kastet i fængsel fordi denne ikke har betalt ham godt hundrede kroner! Hvordan skulle nogen kunne forsvare en sådan griskhed og ubarmhjertighed? Jesus fremstillede griskhed og uvillighed til at tilgive andre så frastødende at hans disciple oprigtigt ville prøve på ikke at bære sig sådan ad. — Matt. 18:23-35.
8, 9. Hvilken slags menneske var Jesus, som det fremgår af hans tale, og hvordan kan vi lære af hans eksempel?
8 Jesus gik aldrig på kompromis om sandheden; energisk angreb han stolthed, selvretfærdighed og snærende traditioner. Et menneske afslører sin personlighed ved den måde det taler på, og Jesu tale var magtfuld. Hans beskrivelser var levende. Tilhørerne lyttede mens Jesus i ord udmalede hvordan mennesker der selv havde bjælker i øjnene prøvede at pille splinter ud af andres øjne, hvordan hyrder kastede perler for svin, hvordan huse der var bygget på sand styrtede sammen under storm, mens de der var bygget på klippegrund blev stående, hvordan mennesker huggede deres hænder af og rev deres øjne ud for at undgå udslettelse, hvordan mennesker der var til forargelse for andre blev sænket i havets dyb med en møllesten om halsen, hvordan kameler klemte sig gennem nåleøjer, og hvordan mennesker siede myg af men slugte kameler. Prøv blot at forestille dig hvordan det ville være at sluge en kamel! Kun en dynamisk personlighed ville finde på at bruge et sådant billede, for sådan som et menneske er taler det. Kristus Jesus var løven af Juda stamme, han var fyldt med Guds ånd, og det var bestemmende for hvordan han talte. De der ønsker at være hans efterfølgere må lære hans måde at undervise på og følge hans eksempel ved at være levende, begejstrede forsvarere for den bibelske sandhed.
9 Jesu tale viste at han ikke hæmmedes af generthed, frygtagtighed eller undselighed. Tværtimod, han talte frimodigt og med virkning. Hans tanker hævede sig langt op over hvad et ordforråd evnede at gengive, og til tider formåede kun et kraftigt billedsprog at delagtiggøre hans tilhørere i dybden af de følelser han nærede. Skarerne var forundrede over hans undervisning og over den myndighed hvormed han talte. Hans Fader havde sendt ham, og med overbevisning talte han sandheden til dem i sin Faders navn. „Den store skare hørte ham gerne,“ læser vi. — Mark. 12:38.
10. Hvad var det som gjorde at Jesus kunne tage hensyn til det enkelte menneskes behov når han talte til det?
10 Jesus havde også andre, blidere egenskaber. Han følte sig hjemme blandt alle slags mennesker — unge som gamle, mænd som kvinder, rige som fattige, retfærdige som syndere — og han talte individuelt til dem, på den måde hver enkelt trængte til. Denne evne til at kende andres behov var et af de usædvanlige karaktertræk som i høj grad var bestemmende for hans undervisning. Som det siges i Johannes 2:25: „Han [havde] ikke . . . nødig, at nogen skulle vidne om mennesket; thi han vidste selv, hvad der boede i mennesket.“
11, 12. Hvorfor rådede Jesus den rige unge rådsherre som han gjorde, og hvem handlede i overensstemmelse med et sådant råd?
11 Netop fordi Jesus forstod den enkeltes behov kunne han tale med indsigt til folk. For eksempel kom en rig ung rådsherre til ham og spurgte hvad han skulle gøre for at arve evigt liv, og Jesus svarede at han skulle holde Moselovens bud. „Det har jeg holdt alt sammen fra min ungdom af,“ svarede rådsherren. Men havde han nu også det? Fandtes der et eneste ufuldkomment menneske som kunne holde Loven? Nej. Jesus spildte dog ikke tiden med at diskutere det, men sagde: „Een ting mangler du endnu; sælg alt det, du har, og del det ud til de fattige, så skal du have en skat i Himlene; og kom så og følg mig!“ Manden gik bedrøvet bort. (Luk. 18:18-23) Han var ikke lykkelig som Simon Peter, der på sine egne og sine medapostles vegne sagde: „Se, vi har forladt alt og fulgt dig.“ (Matt. 19:27) Han var ikke som den rige skatteopkræver Zakæus, der med glæde modtog Jesus i sit hjem, beværtede ham, lyttede til hans undervisning og derpå sagde: „Se, Herre! halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige.“
12 Men hvorfor sagde Mesteren ikke til Zakæus at han skulle give alt hvad han ejede til de fattige og selv blive en discipel og følge Jesus? Fordi Zakæus ønskede at øve retfærdighed med den anden halvdel, og derved vise at han oprigtigt fulgte Jesus. Zakæus beholdt ikke den anden halvdel af materialistiske grunde, men i retfærdighedens interesse, for at kunne klare sine retfærdige forpligtelser. Om den halvdel der ikke blev givet til de fattige sagde Zakæus: „Og hvis jeg har presset penge af nogen, så giver jeg det firdobbelt tilbage.“ Ifølge Moseloven skulle en tyv der havde taget et får erstatte det med fire andre; men hvis det stjålne stadig fandtes levende i hans besiddelse skulle han kun give dobbelt erstatning. (2 Mos. 22:1, 4) I sin anger viste Zakæus ikke alene kærlighed til de fattige, men behandlede også de undertrykte retfærdigt, hvilket var en frugt af hans anger. Det tiltalte Jesus at Zakæus, en efterkommer af den trofaste Abraham, disponerede over sine ejendele på denne måde, for Jesus sagde: „I dag er frelsen kommet til dette hus, eftersom også han er en Abrahams søn. Thi menneskesønnen er kommen for at opsøge og frelse det fortabte.“ — Luk. 19:1-10.
13. (a) Hvorfor fortalte han Marta at hun uforstandigt ’gjorde sig bekymringer og uro med mange ting’, og har dette råd bud til andre? (b) Hvordan kan vi udvikle denne evne til at undervise, som Jesus benyttede så effektivt?
13 Da Jesus var gæst i Marias og Martas hjem underviste han Maria i sandheden mens Marta tilberedte et udsøgt måltid mad. Til sidst klagede Marta: „Herre! bryder du dig ikke om, at min søster har ladet mig være ene om arbejdet? sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.“ „Marta! Marta!“ sagde Jesus, „du gør dig bekymring og uro med mange ting; men eet er nødvendigt. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.“ (Luk. 10:38-42) Et ganske enkelt måltid ville have været tilstrækkeligt, men Marta brugte al for megen tid på at tillave et måltid til sin gæst, og resultatet var at hun glemte de vigtigere, åndelige ting, hvilket Jesus gjorde hende opmærksom på. Men han gik ikke rundt i hele Palæstina og fortalte kvinderne at de ikke skulle tilberede overdådige måltider til deres gæster. Martas bekymring for de mindste enkeltheder i forbindelse med arbejdet i hjemmet blev hendes personlige snublesten. Jesu råd passede specielt til Marta, ligesom det passer til enhver der har den samme tilbøjelighed som hun. Også ved andre lejligheder under Jesu lærergerning viste Jesus en lignende indsigt ved at blotlægge den enkeltes personlige vanskelighed og derefter gøre vedkommende opmærksom på den. Vi må også være iagttagende når vi underviser andre, lægge mærke til deres tilbøjeligheder og reaktioner og tage disse i betragtning mens vi fortsætter med at hjælpe dem.
Han gjorde det af med selvtilfredshed
14, 15. Hvordan indledte Jesus sin bjergprædiken, og med hvilken virkning?
14 Det ville ikke tage mere end tyve minutter at holde Jesu bjergprædiken sådan som den står berettet i Mattæus 5:1 til 7:27, men den har bestået i nitten hundrede år og ingen prædiken er nogen sinde kommet på højde med den. Jesus befandt sig i nærheden af Kapernaum og skarerne fulgte ham; derfor gik han op i bjergene og satte sig for at undervise dem der fulgte med. Hvad sagde han? Sagde han det som flertallet straks ville godtage? Sagde han at det var de rige der ikke trængte til noget, eller de lykkelige der ikke behøvede at trøstes? Priste han dem der var vellidt af mennesker? Nej! Tværtimod sagde han noget der undrede dem:
15 „Salige er I, som er fattige, thi Guds rige er jeres. Salige er I, som nu hungrer, thi I skal mættes. Salige er I, som nu græder, thi I skal le. Salige er I, når folk hader jer og udstøder jer og håner jer og forkaster jeres navn som ondt for Menneskesønnens skyld. På den dag skal I fryde jer og springe højt af glæde; thi se, jeres løn er stor i Himmelen. Thi på samme måde gjorde deres fædre ved profeterne.“ Det var dem der i åndelig forstand var sultne og tørstige, blev hånet og forfulgt, græd og led nød, Jesus erklærede for salige eller lykkelige. — Luk. 6:20-23.
16. Hvilke høje normer fremholdt han, og hvilken virkning ville denne lære have på hans tilhørere?
16 Jesus fortsatte: „I har hørt, at der er sagt til de gamle: ’Du må ikke slå ihjel, og den, som slår ihjel, er skyldig for domstolen.’ Men jeg siger jer, at enhver, som bliver vred på sin broder, er skyldig for domstolen.“ (Matt. 5:21, 22) Mange mennesker kan sige: „Jeg har aldrig begået et mord. Jeg har holdt den lov.“ Men hvor mange kan sige: „Jeg har aldrig været vred på min broder“? Videre sagde Jesus: „I har hørt der blev sagt: ’Du må ikke bedrive hor.’ Men jeg siger jer at enhver der vedblivende ser på en kvinde for at begære hende, har allerede bedrevet hor med hende i sit hjerte.“ (Matt. 5:27, 28, NW) Mange af hans tilhørere har måske kunnet sige: „Jeg har aldrig bedrevet hor,“ men hvor mange af dem kunne ærligt sige at de aldrig havde følt et begær? Jesus sagde også: „I har hørt, at der er sagt: ’Øje for øje, tand for tand.’ Men jeg siger jer, at I må ikke sætte jer mod den, der tilføjer jer ondt, men hvis nogen giver dig et slag på den højre kind, så vend også den anden til.“ Mange mennesker kan sige at de ikke går rundt og udfordrer til slagsmål, men hvis en eller anden farer op og provokerende slår først, hvor mange kan så holde styr på deres sind og næver og undgå slagsmål? — Matt. 5:38, 39.
17. Hvem skal vi elske, og hvorfor? Og hvordan kan had overvindes?
17 „I har hørt, at der er sagt: ’Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, som forfølger jer. Thi hvis I elsker dem, der elsker jer, hvad løn får I så?“ (Matt. 5:43, 44, 46) Vi kan sagtens elske dem der elsker os, men det er yderst vanskeligt at elske dem der hader og forfølger os. Jehova kan elske sine fjender, og vi må efterligne ham hvis vi ønsker at være hans børn. Hvorfor lade din opførsel påvirke af andres dårlige opførsel? Hvorfor hade blot fordi andre gør det? Hvorfor komme ind i en ond cirkel og gengælde ondt med ondt? Hvorfor bringe dig selv ned på dine fjenders lave plan? At gengælde had med had fører kun bryderier med sig, gengælder vi derimod had med kærlighed kan det måske fjerne vanskeligheden. Hvilken velsignelse hvis du ved din rette opførsel kan vinde endog din fjende! „Gengæld ikke nogen ondt med ondt,“ sagde Paulus. „Men overvind det onde med det gode!“ — Rom. 12:17, 21.
18. Hvordan trængte Jesus lige ind til sagens kerne når han underviste, og hvordan stiller kristne sig til hans vejledning?
18 Når Jesus underviste trængte han lige ind til sagens kerne og gjorde det af med sine tilhøreres følelse af selvretfærdig selvtilfredshed. Han viste at det ikke var nok blot at undgå voldshandlinger og umoralitet. Der måtte andet og mere til. Han understregede hvilke tanker der ville lede til sådanne urette handlinger, og tilskyndede dem til at fyldes af andre tanker ved hvilke de kunne opdyrke gudfrygtige ønsker, så deres rette gerninger ville udspringe af kærlighed. På den måde kunne de undgå at blive draget ind i den dødbringende cirkel som Jakob senere beskrev: „Enhver fristes, når han drages og lokkes af sit eget begær; derefter, når begæret har undfanget, føder det synd, og når synden er fuldvoksen, avler den død.“ (Jak. 1:14, 15) Kristne tager Jesu formaninger til indtægt og bestræber sig ærligt for at rette sig efter dem, men hvor findes det syndige menneske der ærligt kan sige at det til punkt og prikke lever op til den fuldkomne norm? Hvem kan sige at han ikke behøver Jehova Guds langmodighed og den foranstaltning han har truffet med Messias? På Jesu tid foruroligede sådanne sandheder, der henledte opmærksomheden på menneskers kommen til kort, de religiøse overleveringstilhængere, hvis selvretfærdighed viste sig i en formel overholdelse af regler og forskrifter. (Matt. 23:23) Jesus slog hårdt ned på selvtilfredsheden for at bringe de oprigtige til fornuft og frelse dem fra stolthedens og selvretfærdighedens snare.
Jesus forkyndte aktivitet
19. Hvilke bekymringer havde Jesus kendskab til, men hvad lærte han os at rette opmærksomheden imod?
19 Hans prædiken fortsatte: „I må ikke være bekymrede for jeres liv, hvad I skal spise, eller hvad I skal drikke; heller ikke for jeres legeme, hvad I skal klæde jer med. Er ikke livet mere end maden, og legemet mere end klæderne?“ Så valgte han de billeder han havde ved hånden dér på bjergskråningen, og sagde at de skulle lægge mærke til fuglene der spiste uden at have sået, og til markens liljer der var så smukt klædt selv om de ikke spandt. Også mennesket skulle lære at stole på Gud, og takke ham for de ting han tilvejebringer. „Klæder da Gud således græsset på marken, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, skulle han så ikke meget snarere klæde jer, I lidettroende?“ Jesus understregede hvor vigtigt det var at lade de åndelige ting, Riget og Guds retfærdighed, komme i første række, fremfor materielle ting. — Matt. 6:25-34.
20. (a) Hvad lagde Jesus vægt på? Forklar det med eksempler. (b) Berører det vor undervisning? Hvordan?
20 Jesus lærte sine disciple at det var vigtigt at være virksom. Han lagde mere vægt på at man skulle gøre det gode end på at man skulle undgå at gøre det onde. Hvis man nemlig gør det rette kan man ikke samtidig gøre det urette. „Således bærer hvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ bærer slette frugter. Et godt træ kan ikke bære slette frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ikke enhver, der siger til mig: ’Herre, Herre!’ skal komme ind i Himmeriget, men den, der gør min himmelske Faders vilje.“ Blot at hævde at være kristen og undlade at øve onde gerninger er ikke nok. Jesus remsede ikke op for disciplene en mængde ting de ikke måtte gøre; nej han tilskyndede dem til at gøre hvad der var Guds vilje. Han beskæftigede sig hovedsagelig med den positive handling, ikke med den negative godhed. Det skete oftere at han fordømte mennesker fordi de undlod at gøre det gode end fordi de gjorde noget ondt. Der var for eksempel præsten og levitten som lod en mand der var plyndret af røvere, blive liggende hjælpeløs på vejen; de bukkeagtige mennesker der forsømte at gøre godt imod Kongens brødre; og den rige mand der intet gjorde for tiggeren Lazarus. Jesus advarede sine disciple mod at følge en forkert vej, og fremhævede Guds vej for dem. Han efterlod kristne lærere det mønster som de bør følge. — Matt. 7:17, 18, 21.
21. Hvilken virkning havde Jesu prædiken på hans tilhørere, og hvad vil kaste lys over de bibelske begivenheder der udspilledes omkring ham?
21 „Og det skete, da Jesus var færdig med at tale disse ord, var folkeskarerne slået af forundring over hans lære; thi han lærte dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.“ Hvordan lærte de skriftkloge? Hvem var de? Hvilke andre religiøse grupper virkede i Palæstina mens Jesus underviste dér? Når vi kender lidt til hvordan de religiøse forhold var i Palæstina da Jesus forkyndte, kan vi bedre forstå mange af de begivenheder der står omtalt i Bibelen. (Matt. 7:28, 29) Vi vil også bedre kunne forstå hvorfor skarerne var så forundrede over at Mesterens undervisning var anderledes.