Pacifisme og militærnægtelse — er der forskel?

 1. Hvorledes udviser vi samvittighedsmod? Hvorfor gør vi det, og i lighed med hvem?

AT HAVE en god samvittighed over for Gud gør ikke en til en svækling eller kujon. Jehovas vidner udviser mod ved at følge deres samvittighed i disse krigstider. Det er kun af samvittighedsgrunde, at de personlig og lovformeligt på udskrivningskontorer og over for militærkommissioner nægter at deltage i verdslige nationers væbnede stridigheder og forsvarsprogram. På denne måde bevarer de deres samvittighed uskadt og oplæres i, hvad der er ret og rigtigt, for de er oplært i bibelen, Guds ord. Med apostelen Paulus siger de: „Jeg øver mig selv i bestandig at have bevidstheden om ikke at begå nogen uret mod Gud og mennesker.“ (Ap. G. 24:16, NW) Deres samvittighed er ren, så kan denne militaristisk indstillede verden kritisere dem, så meget den vil.

 2. Hvilken prædiken påstår myndighederne at tro på? Hvad indeholder den?

² Men dersom de ikke er pacifister, hvilke bibelske grunde har de så for at nægte at tage nogen som helst del i international krig? Gentagne gange har de Forenede Staters præsident, Truman, sagt, at han tror på „bjergprædikenen“, og at han ønsker, at verden skal vide, at amerikanerne tror på bjergprædikenen. Jehovas vidner formoder, at den amerikanske præsident og hans kolleger mener hele bjergprædikenen. Hvorfor? Fordi den indeholder ikke alene den såkaldte „gyldne regel“, men også Jesu ord: „I har hørt, at der er sagt: Øje for øje, og tand for tand. Men jeg siger jer, modstå ikke den onde, men hvis nogen slår dig på din højre kind, så vend også den anden til. Og hvis nogen vil stævne dig for retten og tage din kjortel, så lad ham også få din kappe; og dersom nogen, der har myndighed, presser dig til at følge ham een mil i tjenesten, så gå to mil med ham. Giv den, som beder dig, og vend dig ikke bort fra den, som vil låne af dig uden rente. I har hørt, at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer: Fortsæt med at elske jeres fjender og bed for dem, som forfølger jer, at I kan vise jer som jeres Faders sønner, han, som er i himlene; thi han lader sin sol stå op over onde og gode, og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.“ — Matt. 5:1, 2, 38-45, NW.

 3. Lærte Jesus dér pacifisme? Hvorledes skulle loven om gengældelse overholdes?

³ Lærte Jesus her pacifisme? Nej, men han viste, at hans efterfølgere ikke skulle være opsat på at skade andre, selv under provokation, når det kun gælder personlige anliggender. De skulle ikke gøre brug af loven om gengældelse, som Moses fremholdt i 2 Mos. 21:23-25; og 3 Mos. 24:19, 20. Skulle der gives et øje for et øje, en tand for en tand og et liv for et liv, da skulle denne tilsvarende erstatning ikke kræves personligt af den ramte. Sagen skulle forelægges lovmyndighederne, fremfor at den forurettede skulle tage loven i sin egen hånd. Det var gennem Moses, denne lov blev givet. Men Jesus Kristus er den profet, hvem Jehova Gud lovede at oprejse, og som skulle være større end Moses. Derfor er Jesu lov moseloven overlegen. (5 Mos. 18:15-19; Ap. G. 3:20-23) Vi må give agt på, hvad han siger i bjergprædikenen, dersom vi er hans trofaste efterfølgere.

 4. Hvorledes modstod Jesus ikke de onde for domstolen? Og Paulus heller ikke?

⁴ En, der oprigtigt følger bjergprædikenen, vil ikke modstå den onde og drage fordel af loven om gengældelse, lige for lige og skade for skade, når det drejer sig om et rent personligt anliggende, og hvor opfyldelsen af hans bemyndigelse til at tjene Gud ikke direkte er impliceret. Herren Jesus blev slået på kinden, da han stod for den jødiske højesteret, men han vendte ikke den anden kind til undtagen i overført betydning. Han sagde blot til tjeneren, der slog ham i ansigtet: „Dersom jeg har talt uret, så bevis det urette, men har jeg talt ret, hvorfor slår du mig så?“ (Joh. 18:19-23, NW) Senere blev Paulus slået på munden for den samme domstol, da han sagde: „Jeg har levet for Gud med en fuldkommen ren samvittighed indtil denne dag.“ For denne voldshandling sagde Paulus til ypperstepræsten: „Gud skal slå dig, du kalkede væg. Sidder du her for at dømme mig efter loven, og samtidig overtræder du loven ved at give befaling til at slå mig?“ Ved brug af et klogt argument fik Paulus retten delt i to lejre, således at han ikke kom under deres dom, men blev ført for en romersk ret. — Ap. G. 23:1-11, NW.

 5. Hvordan praktiserer vi det, der citeres fra Jesu bjergprædiken?

⁵ Kristne må derfor ikke tage loven i deres egen hånd og gengælde andre ondt med ondt. Ignorér den personlige forurettelse og læg Kristi sindelag for dagen og fortsæt i hans tjeneste. Lad den, som vil gøre dig ondt, huske din selvbeherskelse hellere end den skade, du måtte forvolde ham til gengæld, og som kun ville bevise, at du er lige så ubehersket som han. Dersom en højeste domstols kendelse går dig imod, og den idømmer dig mere, end den, der stævnede dig for retten, ønskede, så lad ham så at sige få både din kappe og kjortel. Det er en personlig sag, der ikke tvinger dig til at handle imod Guds lov. Du kan derigennem vise, at du ikke hænger dig ved forgængelige ting, men har åndsstyrke nok til ligesom din fører, Jesus, at udholde personlige forurettelser. Dersom en fredelig myndighedsperson under udførelsen af sine pligter henvender sig til dig om hjælp af en sådan art, som enhver borger kunne blive opfordret til at yde, som for eksempel at vise ham vej, så vis dig storsindet. Gå med ham to mil, hvis udførelsen af hans embedspligter derved bliver offentligheden til gavn. Når du går med ham, så vis ham i ord og handling, hvad et Jehovas vidne er. Vis den rette respekt for et velordnet styre, selv om det er af mennesker. Giv landets retsvæsen og dets love din støtte, når de ikke er i modstrid med retfærdighed og Guds lov. Vis gennem venlige handlinger og bøn, at du er villig til at hjælpe selv dine fjender og forfølgere til at finde vejen til frelse. Lad ikke deres uretfærdige gerninger ægge dig til et had, der kun søger, hvad der kan skade og ødelægge dine personlige fjender.

 6, 7. Hvorledes er 2 Mos. 22:2, 3 blevet anvendt? Hvorledes skal det forstås?

⁶ 2 Mosebog 22:2, 3 er blevet taget som eksempel for at vise, at der er tilfælde, hvor Jehovas vidner ved at slå ihjel kan vise, at de ikke er pacifister. „Hvis en tyv gribes på fersk gerning ved et natligt indbrud og bliver slået ihjel, da bliver der ikke tale om blodskyld; men hvis solen er stået op, pådrager man sig blodskyld.“

⁷ I nattens mørke var det ikke muligt at identificere indbrudstyven, dersom han undslap, og han kunne derfor slås ned. Var slaget dræbende, så indbrudstyven døde af det, var den, der beskyttede sin ejendom, uden skyld. Men hvis tyven brød ind ved dagslys og blev slået ihjel, så var den, der slog ham, skyldig i at have dræbt tyven. Det var dagslys, og han kunne identificere ham og melde ham til de retslige myndigheder, og disse kunne arrestere ham og tvinge ham til at yde fuld erstatning og idømme ham bøde. Men ved at dræbe tyven gik husejeren for vidt. Selv alle de ejendele, en tyv, der brød ind om dagen, kunne stjæle, ville ikke i værdi kunne opveje hans liv. Til gengæld for, hvad han havde stjålet, kunne myndighederne ikke forlange hans liv. „Hvad kan et menneske give til vederlag for sin sjæl [sit liv]?“ (Matt. 16:26, NW, margenen) Hvis tyven, der bryder ind om dagen, slap bort, eller hvis voldsmanden slap bort, og de retslige myndigheder ikke formåede, eller det ikke lykkedes dem at bringe ham for retten, så har vi, selv om vi har lidt et materielt tab, ikke pådraget os blodskyld. Respekt for loven er derfor godt.

 8. Hvorledes stiller det sig med at beskytte og forsvare de forskellige rigsinteresser?

⁸ Hvad der her er sagt om at vende den anden kind til og underkaste sig myndighedspersoner i private eller personlige anliggender, betyder ikke, at Jehovas vidner ikke forsvarer Rigets interesser, deres forkyndelse, deres møder, deres person, deres brødre og søstre og deres ejendom imod overfald. De forsvarer dem, hvis de bliver angrebet og nødsages til at beskytte disse interesser, og det med bibelsk grundlag. De bevæbner ikke sig selv eller bærer kødelige våben i forventning om eller som forberedelse til uroligheder eller for at imødegå trusler. De søger at afværge slag og griber kun til forsvar. De slår ikke for at gøre gengæld. De slår heller ikke som angribere, men udelukkende i forsvar. De bruger ikke krigsvåben for at forsvare sig selv eller Rigets interesser. (2 Kor. 10:4) Mens de ikke vil trække sig tilbage, når de bliver angrebet i deres hjem eller ved deres mødesteder, så trækker de sig tilbage, hvis det sker på offentlige steder eller på andres ejendom, og ryster „støvet af deres fødder“ for ikke at give hunde det hellige eller kaste perler for svin. (Matt. 10:14; 7:6) De trækker sig tilbage, når det lader sig gøre, og de derved kan undgå slagsmål eller vanskeligheder. De har ret til at appellere til lovens håndhævere om hjælp til forsvar imod angreb eller pøbelsværme.

Hvorledes de, som har givet løfter, tilbagebetaler, hvad de er skyldige

 9. Hvilke lovmæssige foranstaltninger benytter vidnerne i Amerika sig med rette af?

⁹ Det bliver indprentet myndighedspersoner i regeringens tjeneste, at lydighed mod budene i bjergprædikenen ikke for Jehovas vidners vedkommende er ensbetydende med, at de giver kejseren alt, og der pålægges derved disse Guds tjenere pligt til at vise blind lydighed imod ledere, der ikke følger Guds lov. Men de førnævnte bud i bjergprædikenen er kun en del af grunden til, at Jehovas vidner af samvittighedsgrunde nægter militærtjeneste, og at de benytter sig af de foranstaltninger, der garanterer dem fritagelse. I de Forenede Staters lov om udskrivning af 1948, der er afgørende for lægdsmyndighederne dér, indrømmes udsættelse for militærnægtere og også fritagelse af sådanne, som har aflagt løfter til Gud. Afsnit 6 (j) giver lovhjemmel for udsættelse for „enhver“, hvis „uddannelse og tro . . . i forhold til et højere væsen pålægger vedkommende pligter, der går forud for sådanne, der måtte opstå i forbindelse med et hvilket som helst menneskeligt forhold“, og hvis tro forhindrer en sådan i at undlade at opfylde disse HØJERE PLIGTER, han har over for det højere væsen.

10. Hvordan er de under løfte? Hvilke pligter påhviler der dem?

¹⁰ Ingen kan blive et kristent vidne for Jehova, medmindre han aflægger et løfte, hvorved han fuldstændig indvier sig til Gud gennem Jesus Kristus og således påtager sig højere pligter. Han anerkender Gud som det Højeste Væsen og livets kilde og Frelseren til evigt liv. (Sl. 3:9; 36:10) Han nærmer sig Gud gennem Jesus Kristus. Han anerkender Jesus som Guds søn, der gav sit liv som menneske for ham og derigennem tilvejebragte en løsesum for ham. Ingen politisk stat, ingen „kejser“ eller diktator kan gøre dette for en døende synder. Han skylder derfor ikke noget politisk system sit liv, men derimod Gud og bestræber sig for at overgive ham det gennem Kristus. Han anerkender, at disse skriftsteder gælder ham: „Ved I ikke, at I ikke tilhører jer selv? I er jo købt for en pris: Ær derfor Gud i jeres legeme og i jeres ånd, der er Guds.“ (KJ) „I er købt og prisen betalt, vær ikke menneskers trælle!“ (1 Kor. 6:19, 20; 7:23) Derfor giver de Gud deres liv og viser ubetinget lydighed og opfylder deres højere pligter over for ham; de overgiver deres liv i Guds tjeneste og ikke i noget menneskes.

11. Hvorfor meldte Jesus sig ifølge Matt. 22:21 ikke til kejserens hær? Hvorledes forholder det sig, når Guds krav er i konflikt med kejserens?

¹¹ Jesus sagde til jøderne, der var i pagt med Gud og under løfte til ham: „Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!“ Hvad skal vi give kejseren? Ikke vort liv, for det skylder vi ikke kejseren, og det tilhører ham ikke. Det liv, som kejseren selv har, skylder han Gud, og ikke sig selv som en udødelig gud. Af denne grund er det historisk bevist, at de første kristne ikke udsatte deres liv for dødsfare fra kødelige våben ved at melde sig til kejserens hære, men udholdt den straf, kejseren idømte dem for at nægte at lade sig indrullere i hans hær. Heri havde disse første kristne Jesus som deres eksempel og vejleder. Jesus levede inden for grænserne af kejserens imperium, eftersom det kejserlige Rom ved militære fremstød havde erobret Palæstina. Efter at have givet sine efterfølgere denne lov: „Tilbagebetal . . . kejseren, hvad kejserens er“, meldte Jesus sig ikke selv til kejserens hære. Han vidste, at Gud og kejseren ikke er venner. Det var årsagen til, at kejseren gennem sin landsfyrste Pilatus slog Guds søn ihjel og senere forfulgte Jesu efterfølgere på det grusomste. Jesu bjergprædiken siger, at vi ikke kan tjene to herrer, navnlig ikke når de to herrer er fjender indbyrdes. Jehovas vidner har under løfte indviet deres liv til tjeneste for Gud, og de ejer en tro, der „i forhold til et højere væsen pålægger vedkommende pligter, der går forud for sådanne, der måtte opstå i forbindelse med et hvilket som helst menneskeligt forhold“, indbefattende ethvert jordisk forhold over for kejseren. Når der derfor opstår strid mellem Gud og kejseren, opfylder de disse højere pligter, ligesom apostelen Peter understregede det over for sin tids domstol: „Vi må adlyde Gud som hersker fremfor mennesker. . . . og vi er vidner.“ — Ap. G. 5:29-32, NW.

12. Hvilket spørgsmål blev ikke drøftet ved denne lejlighed? Hvad hentyder Matt. 22:21 derfor til?

¹² Da Jesus gav de jøder, som udspurgte ham, svaret: „Tilbagebetal kejseren, hvad kejserens er,“ var det ikke spørgsmålet om kejserens hvervning af soldater eller frivillig optagelse i hans hære, det drejede sig om. Derfor gjaldt Jesu svar heller ikke dette problem. Hvad de spurgte ham om var: „Er det lovligt at betale kejseren skat, eller ej?“, og det var derfor, Jesus bad dem om at vise ham „skattens mønt“, og de viste ham en denar med kejserens billede og indskrift. Jesus erklærede derpå, at det ifølge Guds lov gennem Moses var lovligt at betale skat til kejseren, selv om også kejseren havde udvidet sit kejserdømme ved våbenmagt og havde berøvet Jehovas folk deres frihed og uafhængighed. En mand, der af samvittighedsgrunde nægtede at tjene i kejserens angrebs- og undertrykkelseshære, skulle alligevel betale ham skat som erobrer. Selv om kejseren brugte en stor del deraf til sit militærprogram, så var den måde, hvorpå han anvendte de penge, der blev inddrevet ved skat, ikke militærnægterens ansvar. Gennem kejserens overtagelse og styrelse af landet nød alle de undertvungne folk visse materielle goder, og for disse måtte de tilbagebetale kejseren den skat som hans tilgodehavende. En militærnægter, der havde sluttet pagt med Gud om at være hans vidne, således som jøderne var det, er ikke bemyndiget til at blande sig i oprør eller være forkæmper for en pacifisme, der kunne føre til ulydighedskampagner à la Mahatma Gandhi.

13, 14. Af hvilken anden væsentlig grund foruden Jesu bjergprædiken blander de sig ikke i verdens stridigheder? Hvorledes bevarer de deres tilbedelse ren?

¹³ Fordi Jehovas vidner er helt indviet til Gud ved deres løfter til ham gennem Kristus, er de ifølge Guds ord ikke en del af denne verden, der regeres af politiske systemer. Ud fra denne vægtige bibelske grund fortæller de regeringsmyndighederne, at de af samvittighedsgrunde nægter at tjene i ethvert militærforetagende eller under nogen civilordning, der opstilles i stedet for militærtjeneste. Jesus sagde til kejserens stedfortræder Pilatus: „Mit rige er ikke en del af denne verden. Var mit rige en del af denne verden, så ville mine ledsagere have kæmpet for, at jeg ikke skulle overgives til jøderne. Men nu er mit rige ikke fra denne kilde.“ Derpå fortalte Jesus Pilatus, hvorfor han ikke havde grebet til militære foranstaltninger for at befri jøderne for kejserens overherredømme: „I denne hensigt er jeg blevet født, og i denne hensigt er jeg kommet ind i verden, at jeg skulle vidne om sandheden.“ Han kom for at være Jehovas vidne og for at udtage sig efterfølgere fra denne verden og gøre dem til Jehovas vidner, som han var det. Derfor sagde han til apostlene: „Fordi I ikke er en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer.“ Og da han bad for dem til Gud, sagde han: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ (Joh. 18:36, 37; 15:19; 17:14, 16, NW) Om Jehovas vidner, hvem verden hadede og mishandlede, siger Hebræerne 11:38 (NW): „Verden var dem ikke værd.“ Eftersom de ikke er en del af denne verden, er det dem forbudt at blande sig i og have del i dens anliggender og stridigheder. Åndelige israelitter er lige så adskilt fra nationerne og deres hære, som de kødelige israelitter var det.

¹⁴ Hvis deres form for tilbedelse skal være „ren og ubesmittet set fra vor Guds og Faders standpunkt“, så må de hver især bestræbe sig for at „bevare sig selv uplettet af verden“. (Jak. 1:27, NW) De fortæller myndighederne, at de står fuldstændig neutralt over for politiske uenigheder og denne verdens kiv og strid. De stiller sig ikke aktivt hverken på den enes eller den andens side, men indfrier deres løfter til Gud og fremholder altid hans rige og vej til frelse.

15. Hvorfor kæmper de ikke for noget landområde eller modsætter sig politiske forandringer?

¹⁵ Ligesom præsterne og levitterne i Israel, der særlig var indviet til Jehovas tjeneste i hans tempel, har de ingen arvelod i denne verden. Derfor kæmper de ikke for noget landområde, og dersom de mister deres ejendom som følge af, at deres egen regering forfølger dem, eller på grund af fremmede hæres invasion, stoler de på, at Gud vil sørge for livets nødvendigheder til dem. Som Paulus skrev til sine medvidner fra fængslet: „I viste både medfølelse med dem, som var i fængsel, og fandt jer med glæde i, at jeres ejendele blev plyndrede; fordi I vidste, at I selv ejede noget bedre og blivende.“ (Hebr. 10:34, NW) Fremfor at blive dræbt i et forsøg på at beskytte denne verdens ejendele, foretrak de at leve som udplyndrede for at kunne vedblive med at vidne om Guds rige og „prædike ordet“ og være „vedholdende dermed i gunstig tid og vanskelig tid“. Uden hensyn til hvilke politiske forandringer og regeringsskifter, der måtte finde sted over hovedet på dem, de er i deres neutrale stilling nødt til at underkaste sig dem og fortsætte med Guds gerning efter bedste evne under de nye forhold. De ved, at Guds rige, som bjergprædikenen lærer dem at bede om, og som de forkynder, vil tage sig af alle jordens anliggender efter Harmagedon. — 2 Tim. 4:2, NW.

Evangeliets tjenere og udsendinge undtaget

16. Hvad fritager Gud dem nu for? Hvad bør myndighederne derfor gøre?

¹⁶ De indviede præster og levitter var fritaget for værnepligt i Israel. (4 Mos. 1:45-54; 2:32, 33) Eftersom Jehovas vidner er indviet til Gud som Jesu Kristi efterfølgere, burde de ligeledes fritages for militærpligter i forbindelse med kødelige våben. Gud fritager dem nu og kræver ikke, at de skal kæmpe, som for eksempel Josua, Gideon, Samson, Jefta, Barak og David gjorde i fortiden. Jehova Gud har gjort disse kristne vidner til tjenere for Rigets evangelium. I de Forenede Stater fritager udskrivningsloven af 1948 ordinerede præster og evangeliets tjenere for militærtjeneste. Men de myndigheder, som håndhæver loven, tillader kun fritagelse for heltidsevangelister og ikke for alle de andre. Hvert eneste af Jehovas vidner har forkyndergerningen som et kald og er en evangeliets præst eller tjener, hvad enten han er i stand til at vi al sin tid dertil eller kun noget af sin tid. Ikke alene heltidstjenerne iblandt dem, men hvert eneste vidne for Jehova har aflagt et indvielsesløfte, der pålægger dem „pligter, der går forud for sådanne, der måtte opstå i forbindelse med et hvilket som helst menneskeligt forhold“. Guds ord udnævner derfor hvert eneste af dem til at være en Guds tjener og forkynder af Rigets evangelium. Mens de amerikanske myndigheder har loven på deres side, så har de ingen bibelsk ret til at gøre forskel og begrænse fritagelsen til at gælde visse personer og ikke andre. Heri må de stå til ansvar over for Gud for at „skabe uret i lovens navn“.

17. Hvorfor må de ikke ifølge Jesu profeti om afslutningen på dette tingenes system opgive deres neutralitet?

¹⁷ Som sådanne tjenere og forkyndere har de ikke opgivet deres neutralitet som militærnægtere eller givet nogen stridende part i denne verden deres væbnede støtte. Jesus forudsagde deres neutralitet og forkyndervirksomhed i disse krigstider. Dengang han profeterede: „Nation skal rejse sig mod nation og rige mod rige,“ sagde han ikke, at hans sande efterfølgere skulle have del i denne væbnede konflikt. I stedet forudsagde han, at de ville blive behandlet ilde og „hadet af alle nationerne“, ikke blot af fjendtlige nationer, men af dem alle. Idet han pålagde Jehovas vidner et hverv at udføre på denne dag og også forudsagde arten af deres arbejde, sagde han: „Og dette gode budskab om Riget skal prædikes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, og da skal den absolutte ende komme.“ (Matt. 24:14, NW) Nu må hvert eneste vidne, der har aflagt løfte til Jehova Gud gennem Kristus, adlyde denne profetiske befaling og udføre sit bemyndigede hverv som en ordineret forkynder af det gode budskab om Riget. Der er ingen fritagelse for nogen indviet tjener. De ledende iblandt dem må sætte et eksempel, og de andre må efterligne dem. (1 Pet. 5:1-3) Disse ledende tjenere tager ikke del i kødelig våbenfærd, men prædiker. Menigmand iblandt Jehovas vidner, der hver især også er Guds tjenere, efterligner deres trofaste eksempel og prædiker i fred og fordragelighed.

18, 19. Hvorledes nægter Guds udsendinge af samvittighedsgrunde militærtjeneste?

¹⁸ Til disse kristne vidner skrev apostelen Paulus: „Han betroede budskabet om forligelsen til os. Vi er derfor udsendinge på Kristi vegne, som om Gud kom med formaning gennem os. På Kristi vegne beder vi: Lad jer forlige med Gud.“ (2 Kor. 5:19, 20, NW) Som „udsendinge på Kristi vegne“ nægter Jehovas vidner af samvittighedsgrunde at gøre tjeneste i nationernes militærvæsen og dermed beslægtede foretagender.

¹⁹ Udsendinge er fritaget for militærtjeneste i den nation, hvortil deres egen regering sender dem, især når det drejer sig om fjendtlige nationer. Husk, hvorledes bibelen beretter om, at der blev sendt udsendinge, ikke til venligsindede nationer, men til fjendtligt indstillede nationer, der førte krig eller truede med at føre krig mod dem. Guds udsendinge på Kristi vegne sendes ikke til venligsindede nationer, men til fjendske nationer. Hele Satans verdens nationer er fjendske over for Gud. Det budskab, disse udsendinge har fået at overbringe, lyder: „Lad jer forlige med Gud.“ Det tilkendegiver, at nationerne ikke er dem venlig stemt. Hvorledes kunne så disse udsendinge på bibelsk grundlag gøre tjeneste i sådanne nationers militærstyrker eller med støtte fra bibelen gå med dertil, når landets love kræver det? At desertere fra Jehovas tjeneres rækker og ophøre med at prædike ville være ensbetydende med at kæmpe imod Gud, der har sendt sine udsendinge ud for at opfordre nationerne til at lade sig forlige med Gud, ikke til at kæmpe imod ham. Jehovas vidner er Guds udsendinge til alle nationerne med eet og samme budskab til dem alle. Derfor har de ikke meldt sig til nogen nations væbnede styrker. De overholder streng neutralitet over for sådanne nationer i deres dødbringende krige. De er trofaste imod den guddommelige regering, der bruger dem som sine udsendinge, endskønt denne neutralitet og deres forkyndelse af Riget gør dem til genstand for alle nationernes had. De har ikke kæmpet for de uforsonlige systemer, som Gud vil tilintetgøre i Harmagedon. Derfor nægter de militærtjeneste af samvittighedsgrunde!

20. Hvilke udtryk, der anvendes om dem, viser, at de ikke er pacifister?

²⁰ Om disse udsendinge siger apostelen i samme brev: „Thi om vi end færdes i kødet, fører vi ikke strid, efter hvad vi er i kødet. Vore stridsvåben er ikke kødelige, men mægtige for Gud til at nedbryde stærke forskansninger. Thi vi nedbryder tankeslutninger og alt hovmod, der rejser sig imod kundskaben om Gud, og vi tager enhver tanke til fange for at gøre den lydig imod Kristus.“ (2 Kor. 10:3-5, NW) Til denne åndelige kamp får vi befaling til at iføre os „Guds fulde rustning“, og vi må tage denne åndelige rustning på, så vi „kan holde stand mod Djævelens rænkespil; thi vi har en kamp, ikke mod kød og blod, men imod [åndelige] regeringer, imod myndighederne, imod dette mørkes verdensherskere, imod de onde åndemagter i det himmelske.“ Satan, Djævelen, er „denne verdens fyrste“ og „dette tingenes systems gud“. (Ef. 6:11-13; Joh. 12:31; 2 Kor. 4:4, NW) Selve brugen af disse militærudtryk på åndelige ting i forbindelse med Guds udsendinge viser, at de ikke er pacifister.

21. Hvilken kamp fører de, og i hvis hær står de? Hvorfor forholder de sig så neutrale?

²¹ Deres kamp er ikke imod kød og blod. Deres sande fjender kan ikke nås af kødelige våben, og derfor ifører de sig Guds åndelige rustning. De bruger deres kampånd og kampiver i den åndelige kamp for at befri folkene for de onde åndemagters åg, disse magter, som behersker denne verden. De er stridsmænd i Guds åndelige hær under Jesus Kristus. At desertere og gå over til denne verdens styrker ville være illoyalitet imod Gud og Kristus. Det ville fortjene dødsstraf uden håb om liv i den retfærdige nye verden. De må overholde deres pagt med Gud og indfri deres løfter til ham, eftersom pagtsbrydere ifølge Guds lov „fortjener døden“. (Rom. 1:31, 32) Jehovas vidner forholder sig derfor neutrale i denne verdens krige og adlyder blindt befalingen ovenfra: „Vær med til at lide ondt som en rigtig Kristi Jesu soldat. Ingen, der gør tjeneste som en soldat, indvikler sig i livets handelsanliggender, for at han må opnå hans godkendelse, som hvervede ham som soldat.“ (2 Tim. 2:3, 4, NW) Ved deres neutrale holdning over for denne verdens krige og ved loyal udholdenhed i den åndelige kamp opnår disse stridsmænd, som Kristus har hvervet, hans godkendelse.

Et verdensomfattende broderskab

22, 23. Hvilken art samfund udgør de, og hvorfor kan de af den grund ikke have med internationale stridigheder at gøre? Hvilke påbud har de modtaget?

²² Eftersom Guds udsendinge sendes til alle nationer med det ene budskab om forligelse, så må alle de, som bliver forligt med ham, udgøre et verdensomfattende samfund af brødre. Netop på denne måde er Jehovas vidner en international menighed af kristne brødre. Guds ord forbyder dem at lade sig splitte af selviske interesser og at begynde at kæmpe imod hverandre. Det byder dem at bevare enigheden og freden iblandt dem. For at understrege dette blev følgende spørgsmål stillet: „Er Kristus delt? . . . Thi når der er misundelse og splid iblandt jer, er I så ikke kødelige, og vandrer I så ikke som mennesker?“ (1 Kor. 1:13; 3:3, NW) Derfor har de ikke opgivet deres neutralitet over for denne verden og sluttet sig til hærene i denne delte verden under deres fjende, Satan, Djævelen. Dersom de gjorde det, ville de komme til at kæmpe imod deres åndelige brødre, Guds børn, ligesom i krig protestanter går imod protestanter, katolikker imod katolikker og jøder imod jøder. Det ville have resulteret i brodermord, for hvilket de ville blive krævet til regnskab af deres himmelske Fader. Fremfor at tage eller gøre forsøg på at tage deres brødres, Guds sønners, liv formanes de til at give deres liv for deres brødre, ligesom Jesus Kristus gjorde, og ikke som Kain, der slog sin broder Abel ihjel. Derfor skriver apostelen Johannes:

²³ „I skal ikke undre jer over, brødre, at verden hader jer. Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet, fordi vi elsker brødrene. Den, der ikke elsker, forbliver i døden. Enhver, der hader sin broder, er en manddraber; og I ved, at ingen manddraber har evigt liv blivende i sig. Derved har vi lært kærligheden at kende, fordi han [Kristus] overgav sin sjæl [eller liv] for os, og vi er forpligtede til at overgive vore sjæle [eller liv] for vore brødre.“ — 1 Joh. 3:11-16, NW, margenen.

24. Hvad må de gøre i stedet for at sønderbryde hjerter og volde skade?

²⁴ Jehova Guds ånd er over hans vidner, for at de skal bringe „glædesbud til ydmyge“ og „lægedom for sønderbrudte hjerter“ snarere end at sønderbryde hjerter ved kødelig krigsførelse. Nu, da den livgivende sandhedsstrøm flyder ud fra Guds oprettede riges trone, må hans vidner være som træer, hvis blade er „til lægedom for folkene“, fremfor at være til skade for folkene. (Es. 61:1; Luk. 4:18; Åb. 22:2; Ez. 47:12) Det er kærlighedens „ypperlige vej“, at man elsker Gud med alt, hvad man ejer, og sin næste som sig selv. — 1 Kor. 12:31–13:7.

25. I hvilken forstand lever Jehovas vidner i overensstemmelse med deres påstand?