’Det er skønhed at overse overtrædelse’
VI KAN glæde os over en uendelig rigdom af skønhed. Der findes skønhed som opfattes med øjet: landskaber med floder, dale og bjerge, de mange forskellige slags blomster og fugle, og smukke mennesker. Kvinders ønske om skønhed bevirker at der hvert år sælges kosmetik for millioner af kroner.
Der findes også skønhed som opfattes med øret. Der er velklingende og harmonisk musik, fuglenes sang, bladenes raslen, bækkens klukken. En skolet sangstemme er også smuk at lytte til. Nogle balletter kombinerer smukke lyde og smukke bevægelser.
Men den højeste form for skønhed er smukke handlinger, handlinger som er ideale og som tiltaler den moralske sans, handlinger som glæder menneskets hjerte. Sådanne handlinger beskrives med rette som smukke, for en ordbog siger at skønhed er „noget af høj kvalitet som er en fryd for øjet eller tiltaler [menneskets] æstetiske, intellektuelle eller moralske sans“. Det er denne form for skønhed der henvises til i det gamle bibelske ordsprog: „Et menneskes indsigt dæmper med sikkerhed hans vrede, og det er skønhed fra hans side at overse overtrædelse.“ — Ordsp. 19:11, NW.
Det at overse overtrædelse betegnes uden tvivl som skønhed fordi det er et tegn på følelsesmæssig modenhed. Den der overser overtrædelse viser at han kan gøre det der er forstandigt og vanskeligt, nemlig at beherske sine følelser når han udsættes for pres, i stedet for at give efter og betale igen med samme mønt. Ligesom et menneske kan være smukt, er en handling som udtrykker moralsk styrke smuk. Den er smuk fordi den er en form for gavmildhed.
Hvis det er smukt at overse overtrædelse, hvordan ser det da ud når nogen undlader at gøre det? Ikke særlig smukt, hvilket følgende eksempel viser: Det var om eftermiddagen en solrig sommersøndag, og et ældre ægtepar spadserede en tur på en af Brooklyns gader. De så en teenager komme cyklende direkte imod dem. Først da han var lige foran dem, bremsede han op. Irriteret over drengens uopdragenhed skubbede den ældre herre ham væk med foden, hvorpå drengen stod af cyklen, knyttede næverne og truede med at slå den ældre herre. Da sagde hustruen i en kommanderende tone: „Vis respekt for en gammel mand!“ Så stod teenageren på cyklen igen og kørte sin vej.
Denne lille hændelse viser på en udmærket måde at det undertiden resulterer i noget temmelig uskønt når nogen undlader at overse en overtrædelse. Det er næsten unødvendigt at fortælle at den ældre herre følte sig flov og forlegen, for han var ikke glad for at skulle forsvare sig mod den vrede teenager. Han ville have gjort et meget bedre indtryk, både på sin hustru og på teenageren, hvis han simpelt hen havde overset overtrædelsen! Der ville have været en vis skønhed ved det.
Bibelen giver os mange eksempler som belyser dette princip, at det er skønhed at overse en overtrædelse. Det mest fremtrædende eksempel er naturligvis Jehova Gud selv, for om ham skrev salmisten: „Han kommer i hu, vi er støv.“ — Sl. 103:14.
Evnen til at overse overtrædelse er ikke en evne vi er født med. Vi må opelske den. Børn er som regel hurtige til at gøre gengæld, og derfor må deres forældre lære dem at de ikke skal være hævngerrige men at de skal overse overtrædelse. Voksne mennesker som er indadvendte eller sårbare må især være på vagt. Når nogen træder dem over tæerne bør de huske på det vise råd: „Sig ikke: ’Jeg gør mod ham, som han gjorde mod mig, jeg gengælder hver hans gerning.’“ — Ordsp. 24:29.
Det er tydeligvis det Jesus tænkte på da han i sin bjergprædiken sagde: „Hvis nogen giver dig et slag på den højre kind, så vend også den anden til.“ (Matt. 5:39) Mange har kritiseret dette råd fordi de har misforstået det og troet at Jesus forkyndte pacifisme; men det er ikke tilfældet. Hvis der tilføjes en et slag som er beregnet på at skade en, vil det være tåbeligt at tage imod flere. Det fornuftigste vil være at tage flugten eller søge at beskytte sig. Det har man faktisk pligt til, både af hensyn til sig selv og sine pårørende. Men hvis man bliver hånet eller fornærmet fordi man følger Jesus Kristus, og altså billedligt talt bliver slået på den højre kind, vil det være ædelt og viist at bevare venligheden og mildheden. Dette kan opfattes som at man vender den anden kind til. Jesus fulgte denne handlemåde, for vi læser at han „ikke skældte igen, når han blev udskældt“. Han vendte så at sige den anden kind til. — 1 Pet. 2:23.
Nu skal man naturligvis ikke lægge mere i et enkelt bibelsk princip end resten af Bibelen giver hjemmel for. At overse overtrædelse vil ikke sige at man skal se gennem fingre med alvorlige synder eller forbrydelser. Bibelen fordømmer kraftigt dem der lukker øjnene for uret. — Sl. 50:18; Es. 5:23.
I dag lægger folk mere end nogen sinde hævngerrighedens ånd for dagen. De er hurtige til at gengælde, og ofte nøjes de ikke med at give igen med samme mønt men betaler tilbage med renter. Den offentlige mening er tilbøjelig til at stemple dem der overser overtrædelse som svage og tåbelige, men det er de ikke. De viser tværtimod deres styrke, foruden visdom og ædelmodighed; i sandhed noget smukt. Især indviede kristne bør altid søge at lægge den skønhed for dagen som det er at overse overtrædelse. For på den måde kan de ære deres himmelske Fader, som Jesus Kristus sagde: „Således skal jeres lys skinne for menneskene; for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene.“ — Matt. 5:16.