Spørgsmål fra læserne
● Har apostelen Paulus været gift? — L. B., U.S.A.
Bibelen siger ikke noget direkte herom, men det er muligt, på grundlag af det Paulus skrev, at slutte at han var enkemand da han blev kristen.
En af grundene for denne antagelse er de udtalelser hvormed han forsvarede sin apostelgerning da han skrev til korinterne. Han påpegede at han havde visse rettigheder som han ikke havde gjort brug af. For det første tog han ikke imod nogen personlig økonomisk hjælp fra dem, selv om han havde ret til at få føden på deres bekostning. (1 Kor. 9:4, 11-15) Ligeledes skrev han: „Har vi ikke ret til at tage en søster som hustru med overalt lige så vel som de andre apostle?“ (1 Kor. 9:5) At han nævnede dette samtidig med at han opregnede de ting han havde ret til men ikke gjorde, tyder på at han ikke havde nogen hustru på det tidspunkt.
Med hensyn til den antagelse at Paulus var enkemand lægger vi mærke til hans ord i Første Korinterbrev 7:8: „Til de ugifte og til enkerne siger jeg, at det er bedst for dem, om de vedbliver at være som jeg.“ Han havde lige givet vejledning til de gifte. Før han fortsatte med at give vejledning til disse, henvendte han sig til „de ugifte og til enkerne“. Det græske ord der her er oversat med „ugifte“ gælder alle ugifte og kan betyde mænd som aldrig har været gift eller nogle som tidligere har været gift men hvis ægtefælle ikke lever mere. Det græske ord der er oversat med „enker“ betyder tidligere gifte kvinder. Da Paulus anbefalede disse at de vedblev at være som han, er det ret sandsynligt at han selv var enkemand.
Andre grunde er blevet fremført til støtte for den antagelse at Paulus tidligere har været gift. For eksempel har nogle ment at hans indsigt i ægteskabelige anliggender viser at han talte af egen erfaring. Det er muligt, men eftersom han skrev under inspiration er det ikke noget afgørende bevis. — 2 Pet. 3:15, 16.
Nogle har også draget den slutning at Paulus tidligere havde været medlem af sanhedrinet, og eftersom en af betingelserne for at man kunne være medlem af denne jødiske højesteret var at man var gift, ville det være et bevis for at han havde været gift. De der fremfører dette argument henviser til Apostlenes Gerninger 26:10 som støtte for at Paulus havde været medlem af sanhedrinet. Der står her: „Når man ville henrette dem [nogle kristne], stemte jeg for det.“ Dog kan man ikke være helt sikker på om Paulus virkelig afgav sin stemme som medlem af sanhedrinet eller han blot gav udtryk for sin personlige støtte til henrettelsen. Selv om han havde været medlem, så har betingelserne for medlemskab ikke altid været de samme. På ét tidspunkt kunne man kun være medlem hvis man havde hustru og børn, og der er intet der tyder på at Paulus havde nogen børn. Så mangelen på fuldstændige oplysninger angående betingelserne for medlemskab af sanhedrinet svækker de argumenter der er baseret på et sådant muligt medlemskab.
Hvis vi udelukkende holder os til hvad Bibelen selv fortæller, kan vi højst sige at Paulus muligvis har været gift på et vist tidspunkt, men at han ikke var gift dengang han foretog sine missionsrejser.
● Antyder Job 1:4 at Jobs børn fejrede deres fødselsdage? — F. D., England.
Nej, verset taler ikke om fødselsdage. En nærmere undersøgelse vil vise dette. Verset lyder ifølge New World Translation: „Og [Jobs] sønner gik hen og holdt hver et gæstebud i sit hus på sin dag; og de sendte bud og indbød deres tre søstre til at spise og drikke med dem.“ — Se også den danske oversættelse af 1871.
I Bibelen forekommer ordet „fødselsdag“ i Første Mosebog 40:20, hvor vi læser om den ægyptiske kong Faraos fødselsdag. Rådfører man sig med Strongs udtømmende bibelkonkordans vil man se at udtrykket „fødselsdag“ er sammensat af to hebraiske ord, yowm (der betyder en dag [de varme timer], enten bogstaveligt eller billedligt) og hullédeth, der kommer af yalad (der betyder at føde). I De hebraiske Skrifter bruges ordet „dag“ (yowm) ofte alene og hentyder blot til en eller anden dag. Denne forskel mellem „dag“ og „fødselsdag“ ses i Første Mosebog 40:20, hvor begge udtryk forekommer: „Nu viste det sig på den tredje dag [yowm] at det var Faraos fødselsdag [bogstaveligt: ’dagen (yowm) for Faraos fødsel (hullédeth)’].“ — NW.
Ordet hullédeth forekommer ikke i Job 1:4; her forekommer i den hebraiske tekst kun ordet yowm. Der tales altså om at Jobs sønner gjorde noget „hver . . . på sin dag“, ikke ’hver . . . på sin fødselsdag’.
Bibelen fortæller ikke nærmere om hvad anledningen var til gæstebudene. Det er muligt at de syv sønner på en bestemt årstid, for eksempel efter høsten, har holdt en familiesammenkomst, og at hver af sønnerne, efterhånden som festlighederne skred frem i ugens løb, har holdt et gæstebud i sit hus, hver „på sin dag“. Gæstebudene kan også have været familiesammenkomster der blev holdt på forskellige tider af året. Den omstændighed at sønnerne hensynsfuldt indbød deres søstre tyder også på at det har været glade og lykkelige familiesammenkomster, og ikke tøjlesløse gilder med frådsen i mad og drikke, holdt af mennesker som ikke nærede nogen respekt for Gud.
● Er det, i betragtning af det der står i Mattæus 5:44, forkert at bede om at Harmagedon må komme? — B. S., U.S.A.
I Bjergprædikenen sagde Jesus, som der står i Mattæus 5:44: „Elsk jeres fjender og bed for dem, som forfølger jer.“
På grund af disse ord har nogle med urette draget den slutning at det ville være forkert at se frem til dommen og straffen over Guds fjender. At Jesus ikke havde dette i tanke ses af at han erkendte at nogle mennesker er dømt til evig tilintetgørelse i Gehenna. Han sagde til nogle af sine modstandere: „I slanger, I øgleunger! hvordan kan I undgå at dømmes til Helvede [gehenna]?“ (Matt. 23:33) Hvilke fjender tænkte Jesus da på da han sagde at de kristne skulle bede for deres fjender?
Kristus talte om nogle der i uvidenhed forfølger Jesu disciple. Kristne kan bede om at disse menneskers øjne åbnes så de ser sandheden om Jehova og hans lovede nye tingenes ordning. Selv når de kristne møder modstand bliver de ikke fyldt med had og ondskab, men de fortsætter med at vise en kærlighed der er dikteret af principper. (1 Pet. 2:23) De ved at forfølgelsen ofte skyldes uvidenhed. Selv apostelen Paulus skrev: „Før var [jeg] en spotter og en forfølger og en voldsmand. Men barmhjertighed blev mig til del, fordi jeg i min vantro ikke vidste, hvad jeg gjorde.“ — 1 Tim. 1:13.
I erkendelse heraf opelsker kristne ikke den hævnens ånd der er så fremherskende i dag og som gengælder ondt med ondt. Det er ikke sådan de skal bære sig ad. Paulus formanede: „Velsign dem, som forfølger jer, velsign; og forband ikke! Gengæld ikke nogen ondt med ondt.“ (Rom. 12:14, 17) Kristne undgår derfor at reagere på samme måde som Jakob og Johannes gjorde dengang de ville nedkalde ild fra himmelen til at fortære en samaritansk landsby som ikke havde vist gæstfrihed. Det var med rette Jesus revsede dem for deres indstilling. (Luk. 9:52-55) I overensstemmelse med at de kristne ikke bør opelske en hævngerrig indstilling beder de ikke om og håber ikke på at Harmagedon snart vil komme så en bestemt person der måske forfølger dem i øjeblikket eller som ikke har taget venligt imod den gode nyhed om Riget, kan blive udslettet. Jehova har vist langmodighed indtil nu, og kristne bør stræbe efter at efterligne ham. Ved at vise tålmodighed og en principbetonet kærlighed viser de sig som deres „himmelske Faders børn“. — Matt. 5:45; 2 Pet. 3:9.
Betyder det nu at det er forkert at bede om at Harmagedon må komme? Lad os stille et andet spørgsmål: Er det forkert at bede om at Guds rige må komme? Nej, det er det ikke. Mattæus 5:44 er heller ikke i modstrid med den bøn Jesus lærte sine disciple: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ (Matt. 6:10) Hvad betyder nu det? Det indbefatter at „krigen på Guds den Almægtiges store dag“ udkæmpes og at alle jordiske riger tilintetgøres, så Guds vilje kan ske på jorden som den sker i himmelen. — Åb. 16:14-16; Dan. 2:44.
Med denne bøn beder man ikke Gud om han hurtigt vil udslette en eller anden som måske forfølger de kristne, men man beder om at afslutningen på den nuværende onde tingenes ordning må komme når Guds tid er inde til det. Jehova er i stand til at læse menneskenes hjerter og at afgøre hvem der fortjener evig udslettelse i Gehenna. (Ordsp. 21:2) Når vi, som ikke kan læse menneskers hjerter, overlader denne dom til Gud, undgår vi at blive hævngerrige og bitre: Vi kan således koncentrere os om at gøre godt og vise den principbetonede kærlighed der tjener som et kendetegn på sande kristne. — Joh. 13:34, 35.