Jesu bjergprædiken — ’Vær fuldkomne’: Elsk jeres fjender
EFTER at have sagt at hans tilhørere ikke skulle ’modstå den der er ond’, tilføjede Jesus: „I har hørt at der er blevet sagt: ’Du skal elske din næste og hade din fjende.’“ — Matt. 5:39, 43.
De der var til stede da Jesus holdt sin bjergprædiken, var jøder som havde hørt Guds bud: „Du må ikke hævne dig eller gemme på vrede mod dit folks børn, du skal elske din næste som dig selv.“ — 3 Mos. 19:18.
Israels religiøse ledere lagde imidlertid vægt på at der blev sagt: „dit folks børn“ og „din næste“, og at der således kun blev sigtet til jøderne. De pointerede også at andre bud i Guds lov påbød israelitterne at holde sig adskilt fra andre folkeslag. (5 Mos. 7:1-4) Skønt disse bud kun tog sigte på at Israel som nation betragtet skulle holde sig adskilt fra andre nationale grupper, opstod der med tiden den opfattelse at alle ikke-jøder var ’fjender’, som man skulle hade som enkeltpersoner. Et eksempel på denne indstilling kan man se af følgende erklæring i Misjna:
„Kvæg må ikke efterlades i hedningernes herberger da de mistænkes for sodomi; en kvinde må heller ikke være alene med dem da de mistænkes for at være utugtige; en mand må heller ikke være alene med dem da de mistænkes for at udgyde blod. En israelits datter må ikke hjælpe en hedensk kvinde under en fødsel eftersom hun ville hjælpe et barn til verden som bliver afgudsdyrker, men en hedensk kvinde må gerne hjælpe en israelits datter. En israelits datter må ikke amme en hedensk kvindes barn, men en hedensk kvinde må gerne amme et barn af en israelits datter på dennes enemærker.“ — Traktaten Abodah Zarah (Afgudsdyrkelse) 2:1.
„Men jeg siger jer,“ erklærede Jesus som en velgørende modsætning hertil, „bliv ved med at elske jeres fjender og at bede for dem som forfølger jer.“ (Matt. 5:44) Her ser vi et yderligere vidnesbyrd om at Guds søn ’ikke kom for at nedbryde, men for at opfylde’ Guds skrevne lov, idet Loven forlangte at man skulle behandle fremmede hensynsfuldt og venligt. — Matt. 5:17; 2 Mos. 22:21; 23:4, 5; 3 Mos. 19:33, 34; 5 Mos. 10:19.
Det var imidlertid ikke Jesu hensigt at begrænse dette princip til kun at gælde Israels hedenske fjender. Han ønskede at hans disciple skulle handle kærligt over for alle mennesker der optrådte fjendtligt over for dem. Lukas, der især skrev til ikke-jøder, gengiver Jesu ord på denne måde: „Men jeg siger til jer som hører efter: Bliv ved med at elske jeres fjender, at gøre godt mod dem der hader jer, at velsigne dem der forbander jer, at bede for dem der fornærmer jer.“ — Luk. 6:27, 28.
Ifølge Jesus skal de der „hører efter“, det vil sige de der virkelig lægger sig hans ord på sinde, altså møde et trefoldigt udtryk for had med et tilsvarende trefoldigt udtryk for kærlighed: (1) De skal „gøre godt mod dem der hader“ dem, det vil sige gengælde en fjendes hadefulde følelser med gode gerninger. (2) Hvis hadet kommer til udtryk i skældsord skal de „velsigne dem der forbander“ dem. I stedet for at besvare forbandelse med forbandelse bør Jesu disciple tale venligt og hensynsfuldt til deres modstandere. (3) Hvis fjendskabet går videre og bliver til direkte forfølgelse af Kristi disciple i form af fysisk vold eller en eller anden form for fornærmende behandling, skal de „bede for dem der fornærmer“ dem, idet de i kærlighed bønfalder Gud om at deres modstandere må ændre hjerteindstilling og opnå Guds gunst. — Jævnfør Romerbrevet 12:14-21; Første Korinterbrev 4:12; Første Petersbrev 3:8, 9.
Jesus gav en vigtig grund til at man skulle elske sine fjender: „Så I kan vise at I er sønner af jeres Fader som er i himlene“. (Matt. 5:45a) Til gavn for sine læsere blandt hedningerne gengiver Lukas udtrykket „jeres Fader som er i himlene“, med ’den Højeste’. — Luk. 6:35a.
De der følger Jesu råd bliver „sønner“ af Gud i den forstand at de efterligner ham ved at genspejle hans upartiske godhed mod både ven og fjende. (Jævnfør Mattæus 5:9; Efeserbrevet 4:31 til 5:2; Første Johannesbrev 3:9-12.) Gud sætter et fuldkomment eksempel — „han lader nemlig sin sol stå op over onde og gode, og lader det regne på retfærdige og uretfærdige“ (Matt. 5:45b); „han er venlig mod de utaknemmelige og onde“. — Luk. 6:35b.
For at understrege hvor vigtigt det var at hans tilhørere ’blev ved med at elske deres fjender’, tilføjede Jesus: „For hvis I elsker dem der elsker jer, hvilken belønning har I så? Er det ikke også det skatteopkræverne gør? Og hvis det kun er jeres brødre I hilser på, hvad særligt gør I så? Er det ikke også det folk fra nationerne gør?“ — Matt. 5:46, 47.
De der ønsker at efterligne Gud, kan ikke nøjes med at vise kærlighed mod dem der gengælder deres følelser. Derved ville de ikke gøre sig fortjent til nogen særlig „belønning“ eller gunst fra Guds side. Selv skatteopkræverne plejede at vise kærlighed mod dem der elskede dem — og jøderne betragtede skatteopkræverne som nogle af de mest foragtelige mennesker. — Luk. 5:30; 7:34.
Den almindelige hilsen blandt israelitterne indeholdt ordet shalom (fred), hvilket betød at man ønskede den person man hilste på, sundhed, lykke og velstand. Hvis man kun hilste på dem man betragtede som sine „brødre“ på denne måde, ville det ikke være noget særligt, for det samme gjorde „folk fra nationerne“, som jøderne betragtede som gudløse, urene og nogle man skulle holde sig fra.
Lukas-evangeliet, der jo blev skrevet med ikke-jøder i tanke, bruger ikke udtrykkene ’skatteopkrævere’ og „folk fra nationerne“ (der i denne sammenhæng kun ville sige jøder noget), men det mere almindelige udtryk „syndere“. Vi læser: „Og hvis I elsker dem der elsker jer, hvilken anerkendelse kan I så vente for det? Selv synderne elsker jo de mennesker der elsker dem. Og hvis I gør godt mod dem der gør godt mod jer, hvilken anerkendelse kan I så vente for det? Selv synderne gør det samme. Og hvis I låner ud uden renter til dem som I håber at få igen fra, hvilken anerkendelse kan I så vente for det? Selv syndere låner ud uden renter til syndere for at få lige så meget igen.“ — Luk. 6:32-34.
Jesus afsluttede denne del af Bjergprædikenen med følgende udtalelse: „I må altså være fuldkomne, ligesom jeres himmelske Fader er fuldkommen.“ — Matt. 5:48.
Dette er ikke en befaling til Jesu disciple om at de skal være fejlfri i fysisk og moralsk henseende, eftersom dette er umuligt på grund af den nedarvede synd. (Rom. 3:23; 5:12) Ordene er snarere en tilskyndelse til os til at efterligne vor „himmelske Fader“, Jehova, ved at gøre vores kærlighed fuldkommen, lade den komme til udtryk i fuldt omfang og gøre den fuldendt ved også at lade den omfatte vore fjender. I overensstemmelse med dette lyder Lukas’ parallelberetning: „Vær fortsat barmhjertige, ligesom jeres Fader er barmhjertig.“ — Luk. 6:36.