gjort Guds ord ugyldigt på grund af jeres tradition.“ — Matt. 15:3-9.

Brugte Jesus og hans disciple da Guds navn meget? Ja det gjorde de, for de citerede alle hyppigt fra Skrifterne, der indeholdt Jehovas navn. Ofte benyttede de Septuaginta, en oversættelse af De hebraiske Skrifter til græsk som begyndte at blive udarbejdet i Alexandria omkring det tredje århundrede f.v.t. og som på det tidspunkt endnu indeholdt tetragrammet. Senere udgaver af Septuaginta fulgte ganske vist den jødiske tradition med at udelade Guds navn. Men eksemplarer eller dele af den græske Septuaginta fra Jesu tid indeholder tetragrammet med hebraiske bogstaver. — Se Vagttårnet, 1. august 1978, s. 6-8.

Jesus gav selv udtryk for at han brugte det guddommelige navn. For eksempel sagde han i en bøn til sin Fader: „Jeg har gjort dit navn kendt for de mennesker du gav mig ud af verden. . . . jeg har bekendtgjort dit navn for dem, og jeg vil bekendtgøre det.“ (Joh. 17:6, 26) Desuden lærte Jesus sine disciple at bede: „Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget.“ (Matt. 6:9) Hvorfor skulle Jesus sige dette, medmindre han selv brugte Guds navn?

Det guddommelige navn var således i brug i Guds nyudvalgte folk, det åndelige Israel, den kristne menighed. (Gal. 6:16) Af den grund indeholder visse oversættelser af De kristne græske Skrifter („Det nye Testamente“) også Jehovas navn. Det gælder for eksempel De græske Skrifter på hebraisk, oversat af Franz Delitzsch (1877); The Emphatic Diaglott af Benjamin Wilson (1864); The Christian’s Bible — New Testament af George N. LeFevre (1928), Ny Verden-oversættelsen af De kristne græske Skrifter (1974) samt flere andre. I modsætning hertil har langt de fleste oversættelser fulgt den jødiske tradition og udeladt Guds navn.

Kort efter Jesu tid begyndte det forudsagte frafald at fordærve den sande kristne lære og ånd. (2 Tess. 2:3; 2 Pet. 2:1-3) Den mørke middelalders lange nat begyndte, og det guddommelige navn gik efterhånden af brug.b I århundreder var kundskaben om Guds navn hovedsagelig begrænset til klostrene — kun tilgængelig for sådanne forskere som munkene.

Hvordan gik det til at det guddommelige navn blev verdenskendt, som det er i dag?

Guds navn i nyere tid

AT det guddommelige navn blev brugt i fortiden er hævet over enhver tvivl. Men hvordan ser det ud i nyere tid? Hvorfor har visse bibeloversættelser udeladt navnet? Og hvilken betydning har navnet for os?

Navnet „Jehova“ bliver almindeligt kendt

Den første der gengav det guddommelige navn som „Jehova“ var interessant nok en spansk dominikanermunk, Raymundus Martini. Han benyttede denne form af navnet i sin bog Pugeo Fidei, som blev udgivet i 1270 — for over 700 år siden.

Efterhånden som der opstod reformbevægelser både inden for og uden for den katolske kirke, blev Bibelen gjort tilgængelig for folk i almindelighed, og navnet „Jehova“ blev mere almindeligt kendt. I 1611 blev King James-oversættelsen, den engelske autoriserede oversættelse, udgivet. Den benytter navnet Jehova fire gange. (2 Mos. 6:3; Sl. 83:18 [v. 19 i da. overs.]; Es. 12:2; 26:4)