Lad Guds navn blive helliget

„Vor Fader i himlene, lad dit navn blive helliget.“ — Matt. 6:9.

 1. Hvad bør vi først og fremmest bede om?

Enhver der hævder at være kristen har læst eller hørt den mønsterbøn som Jesus bad da hans disciple kom til ham og sagde: „Lær os at bede.“ Som det der havde størst betydning nævnte Jesus dette: „Fader, lad dit navn blive helliget.“ — Luk. 11:1, 2.

 2. Hvad står navnet Jehova for?

² Faderens navn, Jehova, overgår alle navne i universet; dets glans, værdighed og ry er uovertruffet. Som alle tings Skaber er Jehova ikke alene den som har al magt, besidder ubegrænset kundskab og dømmer fuldkommen retfærdigt; men ved den miskundhed eller kærlige godhed og barmhjertighed han viser sine skabninger, gør han sig i endnu højere grad fortjent til at de viser ham den største ære og pris, ja ærefrygt. Da Moses bad om at måtte se Guds herlighed fik han besked på at stige op på Sinaj bjerg, og „da steg [Jehova] ned i skyen; og Moses stillede sig hos ham der og påkaldte [Jehovas] navn. Og [Jehova] gik forbi ham og råbte: ’[Jehova, Jehova], Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelse og synd, men ikke lader den skyldige ustraffet, som straffer fædres brøde på børn og børnebørn, på dem i tredje og fjerde led!’“ — 2 Mos. 33:18-23; 34:4-7.

 3. Nævn Guds mest fremtrædende egenskaber, og forklar hvorfor han siger at han ikke fritager for straf.

³ Her ser vi at kærlighed og barmhjertighed hører til Jehovas mest fremtrædende egenskaber. Men den Almægtige vil ikke tillade at synderen misbruger hans barmhjertighed og benytter den som en undskyldning for at leve uanstændigt. Dersom han tillod det, kunne han ikke herske over universet til gavn for dem der gerne vil gøre det rette. En af Kristi apostle siger om visse mennesker: „Ligesom de ikke syntes om at holde fast ved Gud i nøjagtig kundskab, sådan overgav Gud dem til en sindstilstand han ikke synes om, til at gøre hvad der ikke sømmer sig, fyldt som de var med al slags uretfærdighed.“ (Rom. 1:28, 29) Sådanne menneskers livsform, som indbefattede afgudsdyrkelse og tøjlesløshed, havde naturligvis sine virkninger på deres efterkommere. (Rom. 1:21-23) Men selv disse kan få del i Guds barmhjertighed hvis de vender sig til ham efter hjælp. — Ez. 18:21, 22.

Vort mål i livet

 4. Hvad bør vi som Jehovas vidner gøre til vor største skat og stolthed?

⁴ Derfor giver Jehova os mennesker en beskrivelse af hvad vi bør gøre til vor største skat. Han siger: „Den vise rose sig ikke af sin visdom, den stærke ikke af sin styrke, den rige ikke af sin rigdom; men den, som vil rose sig, skal rose sig af, at han har forstand til at kende mig, at jeg, [Jehova], øver miskundhed, ret og retfærdighed på jorden; thi i sådanne har jeg behag, lyder det fra [Jehova].“ — Jer. 9:23, 24.

 5. Hvordan kan man sige at helligelsen af Jehovas navn kom først i Jesu hjerte?

⁵ Jehovas navn og alt hvad det står for, bør derfor indtage førstepladsen i vore hjerter. Det der bedrøvede Jesus mest da han levede på jorden var de forsmædelser der blev bragt over Guds navn, især fra Guds eget folks, jødernes, side. Han sagde: „Jeg gør altid det [Gud] synes om.“ (Joh. 8:29) Under den ildprøve han gennemgik i Getsemane have var det ikke det at han skulle dø der bekymrede ham mest. Han kom jo netop til jorden og blev født som menneske for at lide offerdøden, og det var det han ufravigeligt stilede imod hele tiden. Men det der tyngede ham denne den sidste aften før han skulle dø, var den forsmædelse som hans død ville bringe over Jehovas navn fordi man havde beskyldt ham for gudsbespottelse — han, Guds søn og Guds udsending, skulle dø på denne skændige måde for alles øjne. Der står skrevet om ham: „Skældsordene fra dem der udskældte dig, er faldet på mig.“ — Rom. 15:3.

 6. Hvordan burde udtalelsen i Romerbrevet 15:3 virke på os kristne, som vist af apostelen Paulus?

⁶ Apostelen Paulus benytter denne udtalelse i en sammenhæng hvor han opfordrer de kristne til at tænke på at de ikke blot skulle være sig selv til behag, men også skulle være villige til at ofre sig for andres skyld. (Rom. 15:1, 2) Det var det Kristus levede og døde for; han tog imod alle skældsordene for at folk kunne have det rette syn på hans Fader, og for at de kunne komme til at kende og lovprise Gud. Paulus siger henvendt til de kristne: „Måtte den Gud som skænker udholdenhed og trøst, nu give jer at I over for hinanden har den samme sindsindstilling som Kristus Jesus havde, for at I enigt og med én mund kan herliggøre vor Herres Jesu Kristi Gud og Fader.“ — Rom. 15:5, 6

Over for alle, både nær og fjern

 7. Hvordan kan den kristne hellige Guds navn (a) personligt? (b) i sit hjem? (c) i menigheden?

⁷ Hvordan kan den kristne, som Jehovas navn er nævnet over, sikre sig at han altid helliger Guds navn? Han gør det naturligvis først og fremmest personligt, idet han i sit hjerte og sind betragter Guds navn som helligt. I sin familie gør han det ved at tale om det der er godt og rigtigt og ved at vise hvert eneste familiemedlem kærlighed og interesse, idet han afspejler de egenskaber Gud lægger for dagen over for hans familie. I den kristne menighed helliger han Guds navn over for sine brødre ved at hjælpe dem ved enhver lejlighed og ved at bære de svagheder som præger dem der ikke er så åndeligt stærke som han selv. (Gal. 6:10) Da Jehovas navn er nævnet over ham, ved han at alt hvad han siger og gør, falder tilbage på det guddommelige navn.

 8. Hvordan kan vi hellige Guds navn over for mennesker vi ikke kender, og hvilken indstilling bør vi have i lighed med Gud?

⁸ Hvordan kan vi hellige Guds navn over for mennesker vi ikke kender? Det kan vi ved at efterligne Gud og lade andre vide hvorfor vi gør det. Derfor må vi elske dem ligesom Gud elsker dem. Gud kunne have betragtet alle mennesker som uduelige, egoistiske, frastødende syndere. Han kunne med rette have følt sig højt hævet over dem, have set ned på dem på grund af deres elendige og fornedrede tilstand, deres tåbelighed og deres dåragtige handlinger. Det gjorde Gud imidlertid ikke. Ganske vist så han alt dette som han ikke brød sig om, men vi læser alligevel at han „elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv“. (Joh. 3:16) Og Kristus døde for os „mens vi endnu var svage, . . . mens vi endnu var syndere, . . . da vi var fjender“. — Rom. 5:6-10.

 9. Hvordan kan vi hellige Guds navn når vi taler med mennesker som ikke er i sandheden?

⁹ Vi kan hellige Guds navn på en meget direkte måde, nemlig ved at fortælle andre om den foranstaltning Gud har truffet for menneskeslægten ved Kristus. Hvad enten de mennesker vi taler med synes at være interesserede eller ej, må vi som kristne altid holde os for øje at vi vil hellige Jehovas navn. Det betyder at vor opførsel og vor tale må være sådan at vi, om muligt, tilskynder andre til at vise en mere velvillig indstilling over for Gud. Vi må huske at den vi taler med ikke ser tingene i det lys hvori vi ser dem. Andre lægger hurtigere mærke til om vi er høflige og venlige, hjælpsomme og oprigtige end de lægger mærke til hvad vi siger. Dersom de ikke ser disse gode egenskaber hos os, vil de næppe høre på hvad vi siger.

10. Hvad skulle vi gerne undgå, og hvad skulle vi fremhæve, når vi taler med mennesker som ikke er i sandheden?

¹⁰ Derfor vil det være rigtigt af os at gribe arbejdet an med en positiv indstilling når vi går fra hus til hus. Vi hjælper ikke den besøgte ved at fordømme det han tror eller det han gør. Vi må prøve at hjælpe ham til at forstå at det vi fremholder for ham i Jehovas navn er godt. Det må kunne appellere til ham fordi det er bedre end det han har, eller fordi det vil kunne hjælpe ham, og ikke vil fordømme ham.

11. (a) Skulle vi mene at vi er bedre end andre blot fordi vi har sandheden? (b) Hvad siger apostelen Paulus om hensigten med at Kristus handlede med ham som han gjorde?

¹¹ Vores indstilling over for den besøgte, og i øvrigt over for alle mennesker i verden, må være den samme som den apostelen Paulus lagde for dagen. Han var jo et ufuldkomment menneske og anså ikke sig selv for at være bedre end de mennesker han forkyndte for, blot fordi han nød den forret at eje sandheden. Han sagde: „Jeg ved at i mig, det vil sige i mit kød, bor der intet godt.“ (Rom. 7:18) Til sin ledsager Timoteus sagde han: „Jeg er taknemmelig mod Kristus Jesus, vor Herre, som har givet mig kraft, fordi han anså mig for trofast ved at sætte mig til en tjeneste, skønt jeg før var en gudsbespotter og en forfølger og et uforskammet menneske. Ikke desto mindre blev der vist mig barmhjertighed, fordi jeg var uvidende og handlede uden tro. Og vor Herres ufortjente godhed var ovenud rigelig sammen med den tro og kærlighed som er i forbindelse med Kristus Jesus. Den udtalelse er troværdig og fortjener at blive antaget fuldt ud, at Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere. Af disse er jeg den førende. Dog, grunden til at der blev vist mig barmhjertighed var at Kristus Jesus med mig som det førende tilfælde kunne vise al sin langmodighed, til et mønster for dem som vil få tro på ham til evigt liv.“ — 1 Tim. 1:12-16.

Over for slægtninge

12. Hvilket forhold kan der opstå i en familie når et af dens medlemmer bliver et Jehovas vidne?

¹² For de fleste af os står der en stor dør åben, idet vi har lejlighed til at hellige Jehovas navn over for vore slægtninge som ikke er Jehovas vidner. Det kan godt være at vi er oprigtige når vi fortæller dem om sandheden, og dog forsømmer at vise dem det hensyn vi burde; vi må huske at de ikke kender, opfatter og godtager det der angår Bibelen på samme måde som vi.

13. Hvordan kunne det gå, for eksempel, for en kvinde der lærer sandheden at kende før sin mand eller andre slægtninge?

¹³ Det kan for eksempel ske at en gift kvinde lærer sandheden at kende og bliver klar over at nogle af de handlinger hun selv, hendes mand og hendes slægtninge hidtil har deltaget i er forkerte. Hendes mand og hendes slægtninge vil sandsynligvis betragte hende som fanatiker hvis hun prøver at påtvinge dem sin opfattelse. Dersom hun rent ud siger til dem at disse handlinger, som for eksempel at overholde visse helligdage, er forkerte, opnår hun måske blot at de slet ikke vil lytte. Er der en bedre måde hun kan gribe det an på?

14. Hvordan kan et Jehovas vidne vise den rette indstilling og handlemåde over for dem af sine slægtninge der ikke er i sandheden?

¹⁴ Vis forståelse, hensyn og medfølelse! Tænk på hvor megen tid du bruger på at gå fra hus til hus og tale med mennesker du ikke kender, hvor megen tid du bruger til at studere med dem, til omhyggeligt at hjælpe dem så de har et godt grundlag før du prøver på at få dem til at ændre deres handlemåde, deres omgangskreds, og så videre. Hvorfor så forhaste dig og prøve på at tvinge dine slægtninge til straks at anlægge samme synspunkt som du? Før du enten afskærer forbindelsen med dem eller får dem til at holde sig borte fra dig, hvorfor så ikke opfatte det som et led i din tjeneste for Gud at være så venlig, kærlig, hjælpsom og imødekommende som nogen sinde? På den måde afspejler du Guds egenskaber og helliger hans navn, og når du så får lejlighed til at henlede deres opmærksomhed på Guds gode foranstaltninger, er de måske villige til at høre på dig fordi de har set Guds egenskaber hos dig.

Undgå at tænke for højt om dig selv

15, 16. Hvilken uklog handlemåde forfaldt Moses til i Zins ørken?

¹⁵ Hvad enten vi er sammen med nogle der ikke er i sandheden, eller vi er sammen med vore brødre, må vi altid tænke: Helliger jeg først og fremmest Gud ved det jeg nu gør eller har i sinde at gøre? Man kan så let blive utålmodig og irriteret eller blive lidt selvretfærdig, fordi man glemmer at stole helt på Jehova. Men det er uklogt. Det måtte Moses engang sande. Israelitterne var oprørske og skabte store vanskeligheder for Moses. Da de befandt sig i Zins ørken begyndte de at skændes med Moses fordi der ikke var vand. Så sagde Jehova til Moses at han skulle tale til klippen; så ville den give vand. Men Moses sagde til folket: „Hør nu, I genstridige! Mon vi formår at få vand til at strømme frem til eder af denne klippe?“ Han talte altså ikke til klippen, men han slog på den to gange efter at have henledt opmærksomheden på sig selv og kaldt sine landsmænd „genstridige“ og så gav den vand. — 4 Mos. 20:1, 2, 7-11.

¹⁶ Det lykkedes altså Moses at skaffe folket vand. Men hvad sagde Jehova til ham og Aron? — „Fordi I ikke troede på mig og helligede mig for israelitternes øjne, skal I ikke komme til at føre denne forsamling ind i det land, jeg vil give dem!“ — 4 Mos. 20:12.

Vi må dele den gode nyhed med andre

17. (a) Kan man sige at vi som Jehovas vidner har pligt til at gøre noget for mennesker som ikke er i sandheden? (b) Analysér hvad apostelen Paulus sagde ifølge Første Korinterbrev 9:19-27, og anvend princippet på Jehovas vidner.

¹⁷ Ved at lade os få kendskab til sandheden har Gud forpligtet os, både over for de mennesker der ikke har den, og over for vore brødre. Det forklarede apostelen Paulus de kristne i Rom på denne måde: „Både over for grækere og over for barbarer [fremmede], både over for vise og over for uforstandige [uvidende] er jeg forpligtet: derfor er jeg for mit vedkommende ivrig efter at forkynde den gode nyhed også for jer i Rom.“ (Rom. 1:14, 15) Paulus sagde også: „Skønt jeg er fri af alle, har jeg gjort mig til træl for alle for at kunne vinde desto flere. Og jeg er for jøderne blevet som en jøde for at kunne vinde jøder; for dem der er under lov, er jeg blevet som en under lov, skønt jeg selv ikke er under lov, for at kunne vinde dem der er under lov. For dem der er uden lov, er jeg blevet som en uden lov, skønt jeg ikke er uden lov over for Gud men under lov over for Kristus, for at kunne vinde dem som er uden lov. For de svage er jeg blevet svag for at kunne vinde de svage. For alle slags mennesker er jeg blevet alt, for i alt fald at kunne frelse nogle. Men alt gør jeg for den gode nyheds skyld, for at kunne have del i den sammen med andre.“ Paulus brød sig ikke om at blive forkastet og at gå glip af velsignelserne ved „den gode nyhed“ efter at have forkyndt for andre. — 1 Kor. 9:19-27.

18. Hvordan kan vi handle i overensstemmelse med vores bøn om at Guds navn må blive helliget?

¹⁸ Når vi beder: „Fader, lad dit navn blive helliget,“ anmoder vi Gud om at hjælpe os til at lade alt andet træde i baggrunden, så det vi gør altid herliggør hans navn og bevirker at det bliver helliget. I overensstemmelse med vores bøn vil vi også passe på ikke at gøre noget der kan få andre til at snuble i deres søgen efter sandheden. Vi vil have øje for at være mere kærlige og mindre kritiske. Vi vil til enhver tid huske på at vores mål ikke er at dømme, men at ’have del i den gode nyhed og dens velsignelser sammen med andre’.

[Illustration på side 18]

Moses gik glip af en stor forret fordi han undlod at hellige Jehovas navn

’Vælt dine gerninger på Jehova’

„Vælt dine gerninger på [Jehova], så skal dine planer lykkes.“ — Ordsp. 16:3.

 1. Hvad trænger kristne til, og hvem erkendte det i sin tid?

NOGET af det folk allermest trænger til i vor tid er opmuntring. Alle føler sig nedtrykte af og til på grund af denne verdens pres og fordi de føler at de ikke slår til. De kristne er ingen undtagelse. „For at vi sammen kan opmuntres hos jer ved hinandens tro, både jeres og min,“ skrev apostelen Paulus, og lod dermed forstå hvad der var hensigten med hans besøg i en af menighederne. (Rom. 1:12) Når kristne mænd fra Jerusalem rejste til andre byer „opmuntrede de brødrene med mangt et foredrag og styrkede dem“. (Apg. 15:32; 20:1) Dette er et godt mønster at følge for ældste og rejsende tilsynsmænd i dag. — Se også Filipperbrevet 2:1.

 2. Hvad råder Bibelen os til at gøre når vi står over for en vanskelig opgave eller et problem?

² Til tider kæmper du måske med et problem eller en opgave der forekommer dig som et uoverstigeligt bjerg. Eller du kommer ud for nogle meget uheldige forhold i din tilværelse. Hvad er der at gøre? Bliv ikke modløs og giv ikke op, men vend dig til „den inderlige barmhjertigheds Fader og al trøsts Gud“. (2 Kor. 1:3, 4) Ja „vælt dine gerninger på [Jehova], så skal dine planer lykkes“. — Ordsp. 16:3.

 3. Hvad vil det sige at ’vælte sine gerninger på Jehova’?

³ Men hvad vil det sige at ’vælte sine gerninger på Jehova’? Det vil sige at man vælter byrden fra sine egne skuldre over på hans. De planer eller ønsker du har i den forbindelse må naturligvis være rette, gode og i harmoni med Guds sandhedsord; de må ikke være dikteret af selvhævdelse, hævntørst og lignende. Men fremfor at du tynges af den følelse at byrden hviler på dig, skulle du lægge alt frem for Jehova og lægge sagen helt i hans hånd. I kraft af bøn og ved at følge den bibelske vejledning så godt du formår, kan du derpå se hen til at Jehova vil gøre hvad du beder ham om. — Jak. 1:2, 5; Matt. 7:7, 8.