Dagligt brød, tilgivelse og udfrielse

 1. Med hvem har de første tre anmodninger og de fire sidste i Fadervor at gøre?

DE første tre anmodninger i Fadervor eller Herrens bøn har direkte at gøre med Guds interesser, der kommer i første række i hele universet. De øvrige fire anmodninger har med os selv at gøre som individuelle skabninger. Da Gud er vor himmelske Fader, har han i sin kærlighed interesse for disse ting, der er livsvigtige for hans børn på jorden, og Jesus, vor lærer, forsikrer os om, at vi kan komme til Jehova Gud i bøn om disse ting.

 2. Hvilken indstilling over for morgendagen viser bønnen om føde for dagen i dag og ikke mere?

² „Giv os i dag vort brød for denne dag.“ Ved ikke at bede om brød eller mad og drikke for mere end dagen anviser denne bøn en rigtig indstilling. Den tager det ikke som givet, at vi også lever i morgen, men har Ordsprogene 27:1 i tanke: „Ros dig ikke af dagen i morgen, du ved jo ikke, hvad dag kan bringe.“ Disciplen Jakob indprenter os den samme tanke og siger, at vi bør sige: „Hvis Jehova vil, så skal vi leve og også gøre det eller det.“ (Jakob 4:13-15, NW) I overensstemmelse med denne bøn om dagens føde og ikke mere fortæller Jesus lidt senere i bjergprædikenen, hvordan Gud giver fuglene føde og klæder markens blomster, og siger: „Vær derfor aldrig bekymrede og sig: Hvad skal vi spise? eller: Hvad skal vi drikke? eller: Hvad skal vi tage på? Alt dette søger nationerne jo begærligt efter. Thi jeres himmelske Fader ved, at I trænger til alt dette. Vedbliv derfor med først at søge Riget og hans retfærdighed, og alt det andet vil blive givet jer i tilgift.“ (Matt. 6:31-34, NW) Derfor beder vi i dag om vort daglige brød, og ikke om mere.

 3. Hvorfor opfordrer Herrens bøn ikke til grådighedens ånd?

³ Lukas 11:3 (NW) gengiver den samme bøn således: „Giv os vort brød for dagen efter dagens behov.“ En sådan bøn opelsker ikke en hamstringens ånd, der tager fra andre af Guds børn eller tilskynder til opkøberspekulation eller monopol på fødevarer for at gøre sig til herre over markedet, kontrollere priserne og skaffe sig fortjeneste på bekostning af folket. Fadervor opfordrer ikke til grådighed. Tværtimod opfordrer denne bøn til gudfrygtig hengivenhed i tilfredshed, der betyder en stor vinding i den rette forstand, en vinding med lykke og velsignelse nu og evigt liv i den retfærdige nye verden. „Når vi har føde og klæder, skal vi være tilfredse med det.“ — 1 Tim. 6:6-8, NW.

 4, 5. a) Hvorfor er det daglige brød ikke en gratis, ufortjent uddeling? b) Hvorfor behøver vi ikke at frygte, selv om det kun er en tildeling dag for dag?

⁴ Denne bøn om dagligt brød betyder ikke, at Gud behandler os som spædbørn og giver os føden uden mindste anstrengelse fra vor side og sætter den på bordet foran os eller ligefrem mader os. Nej, dette bogstavelige brød bliver ikke uddelt gratis. Gud har omgivet os med muligheder for at skaffe os dette brød, men vi må være flittige og arbejde for at gøre os fortjent til at få det. Der gives ikke tilladelse til at snylte på vore hårdt arbejdende medmennesker, men Gud fastsætter den regel for alle arbejdsdygtige blandt hans børn: Dersom nogen ikke ønsker at arbejde, så lad ham heller ikke spise. (2 Tess. 3:10, NW) I harmoni med vor bøn til ham om vor daglige tildeling, stoler vi på, at han vil give os fysisk og åndelig styrke til at arbejde og således gøre os fortjent til føden. Under de fyrretyve års vandring i ørkenen lod Gud manna falde som dug rundt omkring israelitternes lejr hver dag i ugen undtagen den syvende dag. Der var derfor rigeligt med mad rundt omkring dem, men de måtte gå ud og samle mannaen og så tilberede den og bage den til brød. På den sjette dag lod Gud dobbelt så meget falde, for den syvende dag var hviledag, og den dag ville der ikke falde noget, da det ville gå til spilde, eftersom loven forbød israelitterne at gå ud og foretage et indsamlingsarbejde den dag.

⁵ Når vi beder om dagens brød, gør det os dagligt afhængige af Gud for vor føde, men som en fader vil han sørge for os på vor rejse gennem denne gamle verden, lige så trofast som han tilvejebragte manna for israelitterne.

 6. Hvilken forvisning har Gud givet os med hensyn til vort brød og vand, og hvad kan der gøres for dem, som har mindre end vi?

⁶ Til dem, der søger tilflugt under Guds regeringsorganisation, det himmelske Zion, giver Jehova denne forvisning, og han har bevist det lige indtil denne dag: „Højt skal en sådan bo, hans værn skal klippeborge være; han får sit brød, og vand er ham sikret.“ (Es. 33:13-16) Som eksempel kan nævnes Jeremias, der under Nebukadnezars hæres belejring af Jerusalem sad fængslet, men selv der gav hans fangevogtere ham „daglig et stykke brød fra bagernes gade, indtil brødet slap op i byen“. (Jer. 37:16-21) På lignende måde vil Jehova i denne vanskelige tid for kristenheden og under hele krigen ved Harmagedon sørge for, at vi får vort brød og vand til at stille vort behov i vor trofaste tjeneste for ham. Som følge af fjendens optræden imod os vil nogle af Guds andre børn måske ikke have så meget, som vi har. I sådanne tilfælde er det vor forret at dele med dem for at styrke dem til i retskaffenhed at udføre Guds arbejde. Vi vil altid have noget, så vi er i stand til ligeligt at dele, hvad Gud tilvejebringer. Ligesom det gik israelitterne, når de hver dag samlede manna i ørkenen, „havde den, der havde meget, ikke for meget, og den, der havde lidt, ikke for lidt, enhver havde samlet, hvad han behøvede til føde.“ — 2 Mos. 16:18; 2 Kor. 8:14, 15.

 7. Hvordan besvarer Gud denne anmodning også ad anden vej end den rent materialistiske? Hvorfor?

⁷ Ud fra kundskaben om, at „mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hver udtalelse, der udgår af Jehovas mund“, vil vor himmelske Fader også daglig give os den åndelige føde gennem sin teokratiske organisation, forudsat at vi daglig kommer til hans bord, ikke alene for at give sindet næring, men også ernærer vort åndelige jeg ved at gøre Guds vilje og dele hans sandhedsord med andre. — Matt. 4:4, NW; 5 Mos. 8:3; Joh. 4:34.

Tilgivelse af vor skyld

 8. Hvori består den skyld, vi beder om tilgivelse for, og hvorfor forholder det sig således?

⁸ En overtrædelsessynd imod Guds lov sætter os i gæld til ham. „Lønnen, synden betaler, er død.“ (Rom. 6:23, NW) For vor synd kunne Gud kræve vort liv; han kunne udelukke os fra sin hellige organisation og fra fællesskab med og tilknytning til den. Han kunne fratage os sin fred og afbryde enhver fredelig forbindelse med os. Han kunne tvinge os til at tilbagegive ham alt, hvad vi har modtaget af ham som følge af hans ufortjente godhed imod os. Vi skylder ham kærlighed, der lægges for dagen gennem lydighed, og når vi synder, betaler vi ikke vor kærlighedsgæld til ham, eftersom synd er ukærligt over for Gud. (Rom. 13:8-10) Det er ud fra synspunktet, at synd sætter os i gæld til Gud, og at denne skyld skal udlignes med ham, at Jesus udformer den næste anmodning i Herrens bøn således: „Tilgiv os vor skyld, som vi også har tilgivet vore skyldnere.“ (Matt. 6:12, NW) Som bevis for, at skyld her betyder synd, udtrykker Jesus den samme anmodning i den tilsvarende bøn i disse ord: „Og tilgiv os vore synder, som vi selv også tilgiver enhver, som er skyldig over for os.“ — Luk. 11:4, NW.

 9. Hvad er grundlaget for Guds tilgivelse af os, og hvad må vi tro og tage imod for at kunne bede denne bøn på rette måde?

⁹ Denne anmodning ville ikke have nogen bemyndigelse, dersom der ikke var et grundlag for Guds tilgivelse af os. Grundlaget er ikke alene hans kærlighed og barmhjertighed i abstrakt forstand og uden hensyntagen til hans fuldkomne retfærdighed, der kræver død for synd. Grundlaget for hans tilgivelse er hans kærlighed og barmhjertighed, som den kommer til udtryk i hans opofring af sin søn, Jesus Kristus, et offer, der opfyldte alle retfærdighedens krav på vore vegne. Dengang Jesus lærte sine disciple denne bøn i bjergprædikenen, havde han allerede givet mange af dem, som han helbredte, syndernes forladelse. Det var derfor indlysende, at Guds tilgivelse ville ske gennem Kristus Jesus og ved hans fuldkomne genløsningsoffer. Apostelen Paulus, der påstod at være den største blandt syndere, siger til Guds børn: „Hans elskede søn, ved hvem vi har vor udfrielse ved genløsning, vore synders tilgivelse.“ „Nu har han åbenbaret sig selv een gang for alle ved tingenes systems afslutning for at borttage synd ved sit eget offer.“ For derfor at bede denne del af Fadervor på rette måde må vi tro på Kristi offer og tage imod det. — Luk. 5:20-24; 7:47-49; Matt. 9:1-8; Kol. 1:13, 14 og Hebr. 9:26, NW; Gal. 1:4.

10. Hvorfor kan vi ikke ignorere Jesu offer og præstedømme?

¹⁰ Gud ignorerer ikke sin søns syndoffer. Hans absolutte retfærdighed kræver denne offerordning. „Han elskede os og sendte sin søn som et sonoffer for vore synder.“ I modsætning til visse religiøse sekter, som „Holiness“ sekten, Christian Science og andre, må vi være ærlige nok til at indrømme vore ufuldkommenheder og bekende vore synder. Vi må anerkende syndens tilstedeværelse hos os, ligesom apostelen Paulus gjorde det og gav udtryk derfor. Det er absolut nødvendigt for os at bekende vore synder til Gud og bede ham om at lade sin søns offer komme os til gode og at anerkende Jesu stilling som Guds ypperstepræst. Ellers opnår vi ikke tilgivelse. Det aronitiske præsteskab af Levis stamme i Israel er borte, men vi vover ikke at benægte Jesu præstedømme. Han er præst efter Melkizedeks vis, og hans præsteembede varer evigt, indtil han helt har frelst alle syndere, der kan frelses, fordi han altid lever til at gå i forbøn for dem. Vi har intet i vort eget syndige selv, hvormed vi kan betale skylden. Derfor må vi bede om at nyde gavn af Jesu præstedømme. — 1 Joh. 4:10; 1:8; Rom. 7:17-25; Hebr. 7:24-28.

11. Hvad må gå forud for eller ledsage vor bøn om tilgivelse? Hvorfor?

¹¹ Mens vi måske i selviskhed vil bede om tilgivelse for vore synder gennem Jesus Kristus, forbeholder Gud sig retten til at tilbageholde denne tilgivelse, dersom vi er ubarmhjertige og nægter andre tilgivelse. Derfor føjer Fadervor til vor anmodning til Gud: „Som vi også har tilgivet vore skyldnere.“ For at opnå tilgivelse må vor tilgivelse af andre gå forud for vor bøn, eller vor villighed til at tilgive andre må følge vor bøn. Jakob (2:13, NW) advarer os: „Den, som ikke øver barmhjertighed, vil få sin dom uden barmhjertighed. Barmhjertighed [mod andre] vinder trøstigt sejr over dommen.“ David, der viste stor barmhjertighed mod kong Saul, da han havde ham i sin magt, og som nægtede at dræbe ham, skønt Saul forfulgte ham, forklarede, hvorfor han blev genstand for Guds barmhjertighed og ophøjet til at sidde på Israels trone, og sagde: „Mod den barmhjertige viser du dig barmhjertig.“ Umiddelbart efter at have lært os Fadervor kom Jesus, den større David, nærmere ind på dette vigtige punkt, at tilgive andre for at være værdig til at modtage Guds barmhjertige tilgivelse. Vi må være taknemmelige og barmhjertige nok til at tilgive den samme synder mange gange, ja, syv og halvfjerdsindstyve gange, om nødvendigt. Uanset hvor mange gange vi tilgiver vore medmennesker, så kan det aldrig måle sig med Guds tilgivelse af os og barmhjertighed imod os gennem Kristus. Jesus betalte al vor skyld for os. Tilgivelsen af vore synder er ikke noget, Gud skylder os, men det er et spørgsmål om hans miskundhed og barmhjertighed gennem Kristus Jesus, hvem han har skænket som et forsoningsoffer for os. — Sl. 18:25, 26, KJ.

12. Hvem må vi bevise os selv lig i forbindelse med tilgivelse, eftersom vi kalder ham Fader?

¹² Eftersom vi henvender os til Gud som vor himmelske Fader, må vi bevise, at vi er hans børn ved at være som han, ved at ligne ham og lægge hans egenskaber for dagen, deriblandt den egenskab at kunne tilgive i barmhjertighed. „I skal være den Højestes sønner, fordi han er god imod de utaknemmelige og onde. Vedbliv med at være medfølende, ligesom jeres Fader er medfølende.“ „Vær gode imod hverandre, inderligt medfølende, idet I villigt tilgiver hverandre, ligesom Gud ved Kristus villigt tilgav jer. Bliv Guds efterlignere som hans elskede børn.“ (Luk. 6:35, 36 og Ef. 4:32; 5:1, NW) Ved at gøre det, gør vi nu Guds vilje på jorden.

13. Hvordan skal vi vise barmhjertighed over for mennesker i vort distrikt, og hvilken forvisning giver det os i forbindelse med Harmagedon?

¹³ Husk også, at de, som viser barmhjertighed nu, vil modtage Guds barmhjertighed under Harmagedons ødelæggelser og overleve dem og leve videre ind i den nye verden. Vort arbejde med at forkynde de gode nyheder om Guds rige er et arbejde, der redder liv fra at gå til grunde i Harmagedon. Disse barmhjertige livreddere vil blive reddet og bevaret i Harmagedon. Vi må vise barmhjertighed imod dem, for hvem vi forkynder budskabet, selv om de er utaknemmelige. Hvis vi ikke tilgav de mennesker i vort distrikt, som vi forkynder de gode nyheder for, men som ignorerer os eller behandler os dårligt, så ville vi ikke vende tilbage og gennemgå distriktet igen med det livreddende budskab om Riget. Vi repræsenterer Guds rige, og hans rige er en tilgivelsens regering over for mennesker, thi Kristus Jesus, Kongernes Konge, er Guds ypperstepræst, og hans efterfølgere, der skal være konger i himmelen med ham, skal også være Guds præster sammen med ham. — Åb. 20:6; 1 Pet. 2:9.

Ikke ført ind i fristelse

14. I betragtning af hvilke omstændigheder i forbindelse med Jesus, Abraham og Job er det vanskeligt at forstå anmodningen „led os ikke i fristelse“?

¹⁴ Ligesom vi beder om at få vore synder tilgivet, fordi vi er bedrøvede over vore synder imod Gud, beder vi også om ikke at blive fristet til at synde. Herrens bøn fortsætter derfor: „Og led os ikke ind i fristelse.“ (Matt. 6:13, NW; Luk. 11:4) Hvorledes kunne Jesus bede sådan, når Skriften fortæller os, at han lige efter sin dåb i Jordan „blev ført af ånden [Guds] op i ørkenen for at fristes af Djævelen“, og at Fristeren kom til ham for at vende ham bort fra Gud? Jesus kaldes også „søn af Abraham“, om hvem der er skrevet: „Efter disse begivenheder satte Gud Abraham på prøve [fristede Gud Abraham, KJ].“ Det skete gennem befalingen om at ofre Isak, hans elskede søn med Sara. (1 Mos. 22:1) Og dengang Satan udfordrede Gud, overgav Gud Job til Satan, for at han skulle friste ham til, dersom det var muligt, at forbande Gud op i hans ansigt. Og den aften, Jesus blev forrådt af Judas, sagde han til sine elleve trofaste apostle: „I har holdt ud med mig i mine fristelser.“ (Job 1:1 til 2:13; Luk. 22:28) Kan vi i betragtning heraf bede vor himmelske Fader om ikke at lede os i fristelse? I et forsøg på at løse denne tilsyneladende vanskelighed gengiver C. C. Torrey’s The Four Gospels anmodningen således: „Og lad os ikke give efter for fristelse“, mens The Emphatic Diaglott gengiver den: „Og overgiv os ikke til prøvelse.“ — Matt. 6:13.

15. a) På hvilken måde sætter Gud os ikke på prøve? b) Hvorfor var det ikke ham, som fristede Eva med den forbudte frugt?

¹⁵ Een ting er sikker: Vor himmelske Fader underkaster os prøver, men ikke med ondt eller for at friste os til at synde. Derfor skriver Jakob: „Lad ingen, der er under prøve, sige: Jeg prøves af Gud. Nej; thi Gud kan ikke prøves med ondt, og selv prøver han ingen. Men enhver prøves ved at blive draget og lokket af sit eget begær. Når så begæret har undfanget, føder det synd; og synd, når den er fuldbyrdet, medfører død.“ (Jak. 1:13-15, NW) Dengang Jehova Gud stillede Adam og Eva ansigt til ansigt med forbudet imod at spise af træet til kundskab om godt og ondt, da var det ikke at friste dem med ondt, eftersom træet i sig selv ikke var ondt. Jehova advarede dem imod i ulydighed at spise deraf og underrettede dem om de onde følger, det ville få for dem. De kunne derfor ikke blive fristet deraf på grund af uvidenhed. Det var først, da Eva lyttede til Slangens bedrageriske tale, at hun blev fristet. Guds advarsel imod at spise deraf gav hende ikke smag for eller lyst til at spise af træet, men Slangens falske beskrivelse af, hvad spisningen deraf ville medføre, på trods af Guds forbud og advarsel, optændte et uret ønske hos hende. Heri bestod fristelsen for hende, i overensstemmelse med det, Jakob her siger. Fordi hun ikke kvalte dette ønske som uret og imod Gud, men gav det næring, førte fristelsen hende til synd og bedrog hende. — 1 Mos. 3:1-7; 2 Kor. 11:3.

16. Hvorfor sætter Gud os på prøve, og hvordan falder vi i fristelse?

¹⁶ Gud underkaster os imidlertid prøver, ikke for at få os til at falde, men for at bevise, hvad vi er, og lade det komme for dagens lys. Han frister os ikke med ondt til at begå ondt, men vi skaber selv under Satans indflydelse fristelsen ved at tænke, hvor rart det ville være at gøre eller eje et eller andet i modstrid med Guds vilje og ved ikke at kvæle dette ønske, der er opstået som følge af en uret tænkemåde, men stadig kredse om det. På denne måde drages vi og ledes til at ignorere Guds formaning og advarsel. Vi føres ind i fristelse.

17. Hvorfor førte Gud Israel ud i ørkenen, og hvorledes brugte de denne lejlighed?

¹⁷ Jehova førte israelitterne ind i ørkenen for „at prøve dem“, for at få at vide, hvad der boede i deres hjerter, men ikke for at bringe dem til fald. Nej, han fjernede dem fra Ægyptens flerguderi og fra de afguderiske kana’anæere, og under disse forhold skulle det have været lettere for dem at vandre ret, eftersom Jehova havde givet dem bevis for sin guddom. Nu kunne de allerbedst lægge deres oprigtighed for dagen i tilbedelsen af Jehova og vise ham lydighed. Men denne lejlighed til at udøve den rene tilbedelse vendte de til en „fristelsens dag i ørkenen“ for Gud ved at sætte ham på prøve. De søgte at få ham til at gå på akkord med sine retfærdsprincipper, ikke at holde sit givne ord eller sin lovpagt med dem eller håndhæve dens straffebestemmelser. I tusindvis bukkede de under i ørkenen, idet de gav efter for de fristelser, de skabte for sig selv ved at være grobund for selviske ønsker og følge disse ønsker og gøre oprør imod Jehova Gud. — 5 Mos. 8:2, 16; Sl. 95:9; Hebr. 3:7-9; 1 Kor. 10:9.

18. Hvad beviser Gud ved at sætte os på prøve, som for eksempel i Abrahams og Jobs tilfælde?

¹⁸ Gud sætter os på prøve for at få at vide, hvad der bor i os. (Joh. 6:6) Dette er lige modsat Jesu fjender, der søgte at få ham bragt til fald, dersom det var muligt, ved at tvinge ham til at indgå kompromis for at undgå kritik, vanskeligheder og vold. (Matt. 22:18, 35; 16:1; 19:3) Dengang Jehova prøvede Abraham, beviste han Abrahams tro og brugte ham, ikke i nogen ond hensigt, men for at oprulle et vidunderligt profetisk drama gennem ofringen af hans elskede søn, Isak. Gud forlangte ikke noget af Abraham, som han ikke selv var rede til at gøre, thi Abraham var her et billede på Jehova Gud. Under Guds store prøve på sin kærlighed for menneskeslægten beviste han, at han ejede et hjerte så stort, at han var villig til at ofre sin enbårne søn, — Jesus Kristus. (Joh. 3:16; Hebr. 11:17-19) For at omstøde Satans falske anklage imod Job lod Gud Job sætte på prøve og beviste Jobs loyalitet. Ligeledes lader han Jobs sidestykke, jobskaren, der først og fremmest begynder med Jesus, sætte på prøve, og deres værdighed til at opnå Guds belønning blive bevist. — Jak. 5:10, 11.

19. Hvad gør Gud på forhånd, som viser, at han ikke fører os ind i fristelse?

¹⁹ Hvordan kan det så siges som svar på vor bøn, at Gud ikke leder os i fristelse? Blandt andet gør Gud det ved at styrke os til at bestå prøven, han sætter os på, og ved at advare os på forhånd. Ved at lade ånden føre Jesus ud i ørkenen for at blive fristet af Satan fyldte den himmelske Fader Sønnen med den hellige ånd og åbnede himlene for hans blik. Han anerkendte ham også højlydt som sin godkendte søn. (Matt. 3:13-17) Gud lader os ikke uskyldigt opstille fristelser for os selv i uvidenhed, som tilfældet var, da hans tjener Paulus måtte advare de gifte. Det var i bedste hensigt, at de undlod at have kønslig omgang, men Paulus rådede dem til det modsatte, „for at Satan ikke skal blive ved at friste jer [til hor] på grund af jeres manglende selvkontrol“. Paulus advarer, at kristne, der er opsatte på at blive rige til trods for Bibelens formaninger, „falder i fristelse og snare og mange uforstandige og skadelige begæringer, som styrter mennesker i fordærv og undergang. Thi kærligheden til penge er en rod til alle hånde skadelige ting“. (1 Kor. 7:1-5 og 1 Tim. 6:9, 10, NW) Jesus advarede også imod rigdommens bedrageriske magt. (Matt. 13:22) Gud lader os derfor ikke i uvidenhed om kilden til fristelser. For at beskytte den kristne, der er ny i troen, formanede apostelen Paulus, at ingen nyomvendt skulle sættes til at være tilsynsmand i menigheden. Hvorfor ikke? „Af frygt for, at han skulle blive opblæst af stolthed og falde ind under samme dom som Djævelen.“ — 1 Tim. 3:2, 6, NW.

20. Hvilke lignende advarsler modtog andre, og hvorledes har Gud bevaret os fra den prøvens tid, der er kommet over verden?

²⁰ Jesus væbnede forud sine disciple imod fristelse ved at advare dem forud om de hårde prøver, der ventede dem. På denne måde ville de ikke tage anstød af dem. Hans apostel Peter sagde, at kristne ikke skulle betragte de ildprøver, der kom over dem, som noget ejendommeligt eller ualmindeligt. I stedet for at blive overraskede, stødte og fornærmede skulle de glæde sig over disse lejligheder til at bevise deres tro og hengivenhed. Paulus formaner os også til at være på vagt over for sådanne prøver, som ramte israelitterne i ørkenen, „almindelige, menneskelige fristelser“. (Joh. 16:1-4; 1 Pet. 4:12, 13; 1 Kor. 10:6-13) Gud holder os fra at blive fristet som verden, idet han advarer os om, hvorledes tingene virkelig forholder sig, og åbner vor forstands øjne, så vi ikke lader os bedrage sammen med verden og således føres i fristelse sammen med verden. På denne måde holder han os fra fristelsen, der nu er kommet over hele verden, således som han lovede os gennem Kristus. (Åb. 3:10; 2 Pet. 2:9) Det åndelige bord, som han dækker for os, bliver ikke en fælde for os, blot fordi der på dette bord står ting, som er i modstrid med det, verden venter eller bryder sig om. Guds søn som konge over den nye verden er ikke en anstødssten for os, men dyrebar for os, en kostbar sten, lagt i Zion, Guds regeringsorganisation. Denne dyrebare konge er vor ypperstepræst hos Gud. Han blev prøvet, ligesom vi prøves, og kan derfor have medfølelse med os og komme os til hjælp. — Rom. 11:9; 9:32, 33; 1 Pet. 2:7, 8; Hebr. 2:18; 4:15.

Om at falde i fristelse

21. Hvorledes advarer Gud imod fristelser, der opstår som følge af pral og kritik?

²¹ Gud advarer os imod at skabe fristelser for os selv ved i indbildskhed at prale og ved ubarmhjertigt at kritisere andre for ting, hvori vi selv er svage eller sårbare uden at vide det. Når vi i selvretfærdighed kritiserer andre, er det på tide, at vi selv bliver prøvet for at vise, om vor kritik er berettiget eller ej. Den aften, da Jesus blev forrådt, pralede Peter over for sine medapostle og blev grebet i at fornægte sin herre, Jesus, tre gange. Jesu bønner for Peter hjalp ham til ikke fuldstændig at miste troen. Jesus førte ikke sine disciple ind i fristelse ved at tage dem med i Getsemane have den aften, men han advarede dem imod at falde i fristelse ved at undlade at holde sig vågne og bede, som han gjorde. Han viste dem, hvilken adfærd der ville tilbagevise eller modvirke fristelse og sætte dem i stand til at bestå prøven på deres loyalitet. — Matt. 26:33-35, 40-45; Gal. 6:1.

22. Hvorfor fører Gud os, fordi han er en Fader, ikke ind i fristelse?

²² Heraf er det klart, at Gud ikke „leder os i fristelse“. Han sætter os på prøve ved at tugte os, men tugter os ikke i en sådan grad, at vi ikke magter at bære det, men bryder sammen og falder i fristelse. „Jehova optugter dig, som en mand optugter sin søn.“ (5 Mos. 8:5) En fader, som elsker sin søn, ville ikke gå for vidt i tugtelse, så sønnen ikke kunne bære det. Han ville kun tugte ham så meget, som han på det tidspunkt kunne tage. Således er det også med vor himmelske Fader. Han styrker os til prøven, for at vi kan bestå den med held.

23. Hvorledes kan vi svække os til prøven, og hvorfor førte Jesus ikke sine disciple ind i fristelse ved at tage dem med i Getsemane?

²³ Men vi kan svække os til prøven ved mangel på årvågenhed og forberedelse under bøn, ved vor forsømmelighed og ved at ignorere Guds belæring og råd, så vi under prøven fristes til synd og falder for den, fordi vi nærer et ønske, der er i modstrid med Guds vilje. Det bliver derfor i stedet en erfaring, der er til åndelig skade for os, fremfor en sejr for os, der opbygger os i vor styrke i Gud, en, der styrker vor prøvede tro og vinder os Guds godkendelse. Vi bør altid huske Jesu advarsel: „Ånden er naturligvis villig, men kødet er skrøbeligt.“ (Mark. 14:38, NW; Luk. 22:40, 46) Inden Jesus gik ud til Getsemane, havde han advaret disciplene om, at den profeti, han citerede, måtte opfyldes. Opfyldelsen af profetien blev derfor ikke påtvunget dem i modstrid med deres vilje. Den indtraf, fordi deres kød var skrøbeligt, og de havde ikke styrket deres villige ånd ved at holde sig vågne og ved at bede. De gjorde ikke brug af den guddommelige hjælp, de havde behov. Derfor faldt de i fristelse som følge af deres selviske ønske om at redde sig selv, og de flygtede og forlod Jesus, og Peter gik så langt som til at fornægte ham tre gange.

24. Hvoraf fremgår det, at det ikke var Gud, der førte dem ind i fristelse i Getsemane?

²⁴ Det var ikke Gud, der førte dem ind i denne fristelse for at opfylde sin egen profeti, thi Guds søn Jesus bestod prøven, og han bad for sine disciple, at de måtte gå fri. At de kom til kort i at give agt på Jesus og våge og bede og efterligne hans modige, selvopofrende eksempel, førte til, at de faldt i fristelse. Eftersom Jesus bestod prøven, havde Gud ikke ført apostlene i fristelse ved at sætte dem på en for hård prøve. Jesu standhaftighed ved Guds kraft skulle have styrket og hjulpet dem. Satan var den, som sigtede apostlene som hvede og spredte dem ad, fordi de frygtede døden med deres herre. (Luk. 22:31-34; Amos 9:9, 10; Sl. 59:12; Es. 30:28) At Gud ikke ledede dem ind i denne fristelse, men at de selv faldt deri, fremgår af den omstændighed, at de senere fandt styrke i Gud til at udsætte sig selv for at blive arresteret for Jesu skyld og kastet i fængsel, afventende at blive henrettet. Med Jehovas hjælp kunne de også have bestået prøven i Getsemane. Det vil derfor sige, at den himmelske Fader satte dem på prøve i Getsemane, men han ledte dem ikke i fristelse.

25. Hvad anmoder vi derfor vor himmelske Fader om, når vi beder om ikke at blive ledet ind i fristelse? Hvilken borgen har vi herfor?

²⁵ I bevidstheden om vor svaghed og begrænsning beder vi i Fadervor eller Herrens bøn til den himmelske Fader om, at han ikke vil prøve og tugte os mere, end en jordisk fader ville tugte sit barn. Er det ikke en ret bøn for et barn at bede til sin fader? Vi har Guds skrevne borgen for, at han ikke vil gøre det. „Thi han kender vor skabning, han kommer i hu, at vi er støv. Som en fader forbarmer sig over sine børn, forbarmer Jehova sig over dem der frygter ham.“ Og han siger: „Den dag, jeg griber ind, skal de tilhøre mig som mit eje, siger Hærskarers Jehova, og jeg vil handle nænsomt med dem, som en fader handler nænsomt med sin søn, der tjener ham.“ (Sl. 103:13, 14 og Mal. 3:17) I bekræftelse heraf renser apostelen Paulus Gud for enhver anklage for at føre os ind i fristelse ved at sige: „Derfor skal den, der mener at stå fast i sin stilling, tage sig i agt, at han ikke falder. Det er kun almindelige, menneskelige fristelser, der hidtil har mødt jer som dem, israelitterne i ørkenen mødte. Men Gud er trofast; han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men sammen med fristelsen skabe vej ud af den, så I kan stå den igennem.“ — 1 Kor. 10:12, 13, NW.

Udfrielse fra den Onde

26. Med hvilken anmodning slutter bønnen, og hvorfor med rette?

²⁶ Når et barn viser sig loyal under prøve, vil da ikke en kærlig jordisk fader redde barnet fra en ond angriber og undertrykker? Jo, og det vil den himmelske Fader også. Derfor afsluttede Jesus med rette mønsterbønnen med denne anmodning: „Og led os ikke ind i fristelse, men udfri os fra den Onde.“ (Matt. 6:13, NW) Hvilke udfrielser har Gud ikke ladet ske siden sit riges oprettelse i 1914! Det var, som besvarede han bønnen fra gammel tid: „Befal udfrielser for Jakob.“ Han er i sandhed en befrier. — Sl. 44:5-9; KJ; 2 Kor. 1:10; 2 Tim. 3:11; 4:17, 18.

27. For hvilke skarer har Gud udvirket en udfrielse siden 1919?

²⁷ Siden 1919 har Gud udfriet sin rest af rigsarvinger på jorden fra det store, mystiske Babylon, Satans verden. Han har sendt sin søn, Jesus Kristus, til at indtage magtstillingen i det himmelske Zion og handle som deres befrier og borttage al det hemmelighedsfulde Babylons ugudelighed fra dem og udfri dem af deres frygt. Denne udfrielse har han ladet ske i opfyldelse af profetien: „Den vide jord skal skue frelsen fra vor Gud,“ thi ud over hele jorden er hans rest i aktivitet som hans udfriede tjenere og vidner og tilkendegiver deres frihed over for Babylon. (Es. 59:18, 19; 52:1, 2, 10-14; Rom. 11:26) Som følge heraf ser alle retsindige mennesker inden for alle nationerne den frelse og udfrielse, Jehova Gud har udvirket for sin rest, og de får anvist vejen til også at opnå udfrielse fra Babylon. Nu lader den almægtige Gud denne store skare af „andre får“ opleve en udfrielse mage til den, Lot og hans døtre erfarede fra det dødsdømte Sodoma i fortiden. — 2 Pet. 2:7, 9.

28. Hvilken guddommelig foranstaltning må vi i betragtning af ondskaben nu gøre brug af til vor beskyttelse og for at vinde sejr?

²⁸ Nu må vi iføre os Guds fulde rustning og stå faste og vedblive at bede. Gør vi det, afholder vi den onde Satan, Djævelen, fra at få tag i os, selv om vi er i verden, der er i den Ondes Magt. (1 Joh. 5:18, 19) Vi ved, at dagene er onde, og at onde mennesker og bedragere som forudsagt vil gå fra ondt til værre, og at de har nået topmålet af deres ondskab i disse sidste dage. Hvis vi derfor skal gøre os håb om at modstå den Onde og hans dæmoner på denne onde dag, så må vi tage Guds fulde rustning på. Med troens skjold kan vi „slukke alle den Ondes gloende pile“ og på denne måde bestå vor trosprøve: „Dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro.“ — Ef. 5:15; 6:11-18; 1 Pet. 1:6, 7; 1 Joh. 5:4.

29. Dersom vi gør vor del, hvad vil Gud så gøre?

²⁹ Dersom vi gør vor del, da vil Gud trofast gøre sin del til udfrielse for os. Som der er skrevet: „Troen er ikke alles eje. Men Herren er trofast, og han vil styrke jer og bevare jer fra den Onde. Måtte Herren stadig lede jeres hjerter lykkeligt ind i Guds kærlighed og til udholdenheden for Kristus.“ — 2 Tess. 3:2, 3, 5, NW.

30, 31. Hvad betyder svaret på vor anmodning om udfrielse nu, og hvorledes afslutter bønnen?

³⁰ For os, som lever på „endens tid“ for denne verden, betyder vor himmelske Faders svar på vor bøn „udfri os fra den Onde“ mere end blot at holde os fri for Satans magt og redde os fra hans vældige organisation, mens han stadig tillader ham og hans organisation at have frie tøjler. Svaret på denne bøn betyder nu en udfrielse, ved at vi bliver bevaret imod Satans sidste angreb på denne endens tid, og at Satan og hele hans organisation tilintetgøres, mens vi overlever enden på hans verden. Denne frelse eller udfrielse udvirker Faderen gennem sit rige, hvorom vi beder, at det skal komme imod Satans organisation og tilintetgøre den. Her på jorden, hvortil Satan og hans dæmoner er blevet begrænset, er det, at Guds vilje skal ske, og efter at disse onde ånder er blevet kastet i afgrunden i Harmagedonslaget, vil de ikke mere volde nogen fortræd på jorden under Kristi tusindårige rige.