Dækker Guds barmhjertighed alle dine synder?
„Jehova, en barmhjertig og nådig Gud, . . . som tilgiver uret og overtrædelse og synd, men som på ingen måde undlader at straffe.“ — 2 Mos. 34:6, 7, NW.
1. Hvor vidtrækkende mener nogle at Guds barmhjertighed er?
ER DER ingen grænser for Guds barmhjertighed? Er det korrekt når mange fremstiller ham som en så medfølende og altfavnende Gud at han med åbne arme tager imod enhver, uanset hvordan vedkommende lever sit liv? I et tidsskrift som udgives af et teologisk fakultet siger en professor således: „Hvis Kirken skal være tro mod sin kaldelse, må den frimodigt forkynde at homoseksuelle er mennesker som er skabt i Guds billede og som Kristus døde for, og at de som ikke var et folk, ved Guds nåde er Guds folk, for engang havde de ikke fundet barmhjertighed, men nu har de fundet barmhjertighed.“ Dækker Guds barmhjertighed nogen som bliver ved med at være homoseksuelle. Det mener en anden religiøs leder, for han skrev om samme emne i et kirkeblad der udgives „med gejstlig godkendelse“: „Hvis Gud ikke afskyr, men tværtimod elsker den homoseksuelle med den natur han blev skabt med, kan vi ikke gøre mindre. Og det betyder at vi må anerkende den homoseksuelle som han er.“ Anerkender Gud ham som han er?
2. Hvad kunne få nogle til at misforstå Jesu indstilling til syndere, og hvordan svarede Jesus dem der kritiserede ham?
2 En overfladisk læsning af Bibelen kunne muligvis give nogle samme opfattelse som disse religiøse ledere. De tænker måske på nogle af evangeliernes beretninger om Jesus Kristus, for eksempel den i Mattæus-evangeliet, det niende kapitel: „Og det skete, da han sad til bords i hans hus, se, da kom der mange toldere og syndere og sad til bords sammen med Jesus og hans disciple. Og da farisæerne så det, spurgte de hans disciple: ’Hvorfor spiser jeres mester sammen med toldere og syndere?’ Da Jesus hørte det, sagde han: ’De raske har ikke brug for læge, men de syge. Gå hen og lær, hvad de ord betyder: „Barmhjertighed vil jeg, ej slagtoffer;“ thi jeg er ikke kommen for at kalde retfærdige, men syndere.’“ — Matt. 9:10-13.
Barmhjertighed er ikke at se gennem fingre med synder
3. Hvad viser disse ord af Jesus om hans indstilling til syndere, og hvordan understregede hans handlinger yderligere dette?
3 Ved første øjekast kunne det se ud som om Jesus godkendte syndere, eftersom han var villig til at komme sammen med dem og kritiserede farisæerne fordi de gjorde indsigelse imod det. Læg imidlertid mærke til Jesu første ord: „De raske har ikke brug for læge, men de syge.“ Viser det ikke snarere at når Jesus kom sammen med dem var det fordi han ville helbrede dem, og ikke fordi han blot accepterede dem i den ynkelige tilstand hvori han havde fundet dem som syndere? Jesus viste i sandhed barmhjertighed, sådan som han i sin bjergprædiken havde formanet andre til at lægge barmhjertighed for dagen: „Salige er de barmhjertige, thi dem skal der vises barmhjertighed.“ (Matt. 5:7) Det at Jesus viste barmhjertighed mod syndere betød imidlertid ikke at han så gennem fingre med deres synder. Han var barmhjertig mod dem på samme medfølende måde som han var barmhjertig mod de fysisk syge. Ved en lejlighed fik en spedalsk øje på Jesus og sagde til ham: „Herre, hvis du vil, kan du rense mig.“ Og Jesus rakte sin hånd ud, rørte ved ham og sagde: „Jeg vil; bliv ren!“ Og straks forsvandt mandens spedalskhed. Nogle gange befalede han blot den syge at tage sin seng og gå, men i andre tilfælde sagde han: „Dine synder er dig forladt.“ — Luk. 5:12, 13, 20.
4. (a) Hvad var en at de vigtigste sider af Jesu tjeneste? (b) Hvilken stilling viste apostelen Paulus i sit første brev til korinterne, at syndere indtager i forhold til Guds barmhjertighed?
4 Det fremgår heraf at Jesus ikke godkendte syndere som de var. En af de mest betydningsfulde sider af hans tjeneste var tværtimod at helbrede mennesker for deres åndelige sygdomme, så Gud kunne tage imod dem når de havde ændret livsførelse. (1 Pet. 3:12; Mal. 3:18; Ap. G. 10:34, 35) Med hensyn til Jesu disciple havde de ikke et forvansket billede af Guds barmhjertighed. For eksempel skrev apostelen Paulus, omkring toogtyve år efter at Jesus sejrrigt havde fuldført sin jordiske tjeneste, til godkendte kristne i Korint: „Ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller de, der lader sig bruge til unaturlig utugt, eller de, der øver den, eller tyve eller havesyge, ingen drankere, ingen æreskændere, ingen røvere skal arve Guds rige. Og sådan har nogle af jer været; men I lod jer aftvætte, ja, I blev helligede, ja, I blev retfærdiggjorte ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds Ånd.“ — 1 Kor. 6:9-11.
5. Med hvilke ord karakteriserede Johannes synden og dem som øver den, og hvad viste han at sådannes endeligt ville blive?
5 En af Jesu apostle, nemlig Johannes, som Jesus elskede særlig højt, gav følgende karakteristik af synden og af dem som øver den, og viste hvad deres endeligt ville blive: „Enhver som øver synd øver også lovløshed, og synd er således lovløshed. I ved også at Han [Jesus] blev gjort kendt for at tage vore synder bort, og der er ikke synd i ham. Enhver som forbliver i samhørighed med ham øver ikke synd; enhver som øver synd har hverken set ham eller lært ham at kende. Børnlille, lad ingen vildlede jer; den der øver retfærdighed er retfærdig, ligesom Han er retfærdig. Den der øver synd er af Djævelen, for Djævelen har syndet fra begyndelsen. Derfor blev Guds søn gjort kendt, nemlig for at nedbryde Djævelens gerninger.“ — 1 Joh. 3:4-8, NW.
De der øver synd går ikke fri
6. Hvordan er Jehovas indstilling til dem der synder?
6 De der ønsker at opnå eller at bevare Guds godkendelse bør nøje mærke sig Paulus’ ord til menighederne i Galatien: „Bliv ikke vildledt: Gud kan man ikke narre. For hvad et menneske end sår, dette skal han også høste; for den der sår med henblik på sit kød, skal høste fordærv af sit kød, men den der sår med henblik på ånden, skal høste evigt liv af ånden.“ (Gal. 6:7, 8, NW) Gud tilgiver synder og ser med barmhjertighed og medfølelse på Adams børn der er født i synd. (Sl. 51:7) Han åbenbarede sig for Moses som „Jehova, en barmhjertig og nådig Gud, . . . som tilgiver uret og overtrædelse og synd“, og „som på ingen måde undlader at straffe“. (2 Mos. 34:6, 7, NW) Selv ikke kong David, som Jehova havde indgået en pagt om riget med, var nogen undtagelse. David blev straffet for sine synder, men fordi han angrede, blev han også barmhjertigt tilgivet. Jehovas tilgivelse udstrækkes imidlertid ikke til dem der forsætligt overtræder de retfærdige principper som hans trone hviler på, eller dem som gør synden til en livsform. (Jævnfør Hebræerbrevet 1:8, 9.) Tværtimod. Han indtager en absolut fjendtlig holdning over for dem der gør det, og de kan på ingen måde undslippe den dom han har beredt dem.
7. Hvordan bør man betragte Jehovas barmhjertighed, og hvordan ser nogle på den?
7 Dette skulle ikke få os til at drage den slutning at Jehova ikke er en tålmodig og langmodig Gud. I forbindelse med sin handlemåde med Israels folk i fortiden siger han således selv: „Jeg har ikke lyst til den gudløses død, men til at han omvender sig fra sin vej, at han må leve!“ (Ez. 33:11) Og selv om nogle af de gudløse dåragtigt misbruger hans tålmodighed, ja endog spotter advarselen om at hans langmodighed en dag får ende, finder han sig i det, for at de som er oprigtige kan vende om til ham og blive frelst. — 2 Pet. 3:3, 4, 9, 15; Rom. 2:4.
8. Hvordan høster hele menneskeheden gavn af Jehovas langmodighed?
8 Hele menneskeheden, også de onde eller gudløse, høster gavn af Guds barmhjertighed. Han forholder dem ikke det der er nødvendigt til livets opretholdelse. Jesus pegede på Jehovas ufortjente godhed som et eksempel for os, idet han mindede os om at vor himmelske Fader „lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige“. (Matt. 5:45) Og dengang Adam og Eva viste ulydighed mod Guds lov ved at spise af det forbudte træ til kundskab om godt og ondt i Edens have, fik barmhjertighed mod deres ufødte afkom Jehova til at lade dem leve indtil de havde sat børn i verden.
9. Hvordan har utallige millioner brugt den tidsperiode hvori Jehova har vist langmodighed, og hvad vil der ske med dem til sidst?
9 Mange har taget imod den ufortjente godhed og langmodighed som Jehova til stadighed har vist, uden at forfejle hensigten med den. Men på den anden side har utallige millioner siden Adams tid brugt den tidsperiode hvori Jehova har vist langmodighed, som en lejlighed til at leve i opposition til Gud og øve alle former for uretfærdighed i modstrid med Guds udtrykkelige vilje med sine skabninger. (2 Kor. 6:1, NW; Rom. 1:28-32) Men Gud er lige så lidt forpligtet til for bestandig at finde sig i dem, som han var forpligtet over for Adam og Eva, der med tiden gik i den evige død, sådan som Jehova havde sagt. (1 Mos. 3:19; 5:5) Den tidsperiode hvori Jehova har vist langmodighed, nærmer sig sin afslutning. Når den udløber, vil Jehovas himmelske hærskarer begynde deres tildelte arbejde med at eksekvere dommen, og Jehovas barmhjertighed vil ikke dække dem som stadig giver sig af med lovløse gerninger og som ikke er vendt om og har fået Jesu Kristi sande disciples mærke. (Ez. 9:5, 6) Når den tid kommer, vil Guds barmhjertighed da dække alle dine synder?
Fortsat årvågenhed nødvendig
10. (a) Hvordan bør de som er indviede og døbte betragte den barmhjertighed Gud stadig viser dem? (b) Hvilken trøst kan de hente i Johannes’ ord i Første Johannesbrev 2:1-6?
10 Hvis du endnu ikke har lært Jehovas retfærdige bud og love at kende og er begyndt at leve efter dem, har du ingen tid at spilde. Du må handle hurtigt hvis du skal kunne stå foran Jehovas eksekutionsstyrker med det mærke der kendetegner sande kristne. Der er dog mange af dem som læser disse sider der allerede har erkendt deres syndige tilstand og har angret deres handlinger og er vendt om, idet de har taget imod Guds foranstaltning til at de kan blive forligt med ham, hans uforlignelige gave til menneskeheden, hans egen elskede søn. Er dette da en garanti for at de til stadighed vil eje Guds gunst, at hans uforanderlige barmhjertighed vil komme dem til gode? De der har indviet sig til Gud og symboliseret denne handling ved vanddåben, véd at fortsat årvågenhed er nødvendig. (1 Kor. 10:12) Da de véd at de er ufuldkomne, erkender de den konflikt der råder i deres indre, idet de med kødet tjener syndens lov, skønt de med sindet tjener Guds lov. (Rom. 7:25) De ved at synden kan være af mere eller mindre alvorlig art og at der findes mange forskellige former for synd — synder mod mennesker, synder mod Gud og Kristus, synder mod ens eget legeme, synder der skyldes delagtighed i andres synd, og mange andre overtrædelser. De henter imidlertid trøst i disse ord af Johannes: „Synder nogen, så har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige; og han er soning for vore synder, ja, ikke alene for vore, men også for hele verdens. Og deraf kan vi erkende, at vi kender ham, om vi holder hans bud. Den, der siger: ’Jeg kender ham,’ og ikke holder hans bud, han er en løgner, og i ham er sandheden ikke; men den, der holder hans ord, i ham er sandelig Guds kærlighed blevet fuldkommet. Derpå kender vi, at vi er i ham [i samhørighed med ham, NW]. Den, der siger, at han bliver i ham, han er også selv skyldig at vandre således, som Han vandrede.“ — 1 Joh. 2:1-6.
11. Hvordan fremgår det af Jesu ord at misbrug af selv dagligdags ting kan bevirke at vi mister livet?
11 De der vandrer på livets vej, stoler tillidsfuldt på Guds barmhjertighed som den kommer til udtryk gennem Jesus Kristus, og stræber efter at vandre på den vej han fulgte. Men selv om de undgår de alvorlige synder der tydeligvis ville udelukke dem fra Guds barmhjertighed, ved de at der findes mange slags synder, begåede synder eller undladelsessynder, som kan bringe deres forhold til Gud i alvorlig fare. De ved for eksempel at Jesus ikke tillagde sine disciple noget slet, men alligevel advarede han dem imod at misbruge visse ting i dagliglivet som kunne bevirke at de mistede livet. Jesus sagde: „Vær opmærksomme på jer selv, så jeres hjerter aldrig bliver tynget af frådseri og drikkeri og det daglige livs bekymringer, og den dag [for Guds dom] pludselig, i et øjeblik, er over jer som en snare.“ (Luk. 21:34, 35, NW) De der ønsker at følge i Jesu fodspor forstår derfor at de må være opmærksomme og agtpågivende, selv over for det der kan synes uvæsentligt og ubetydeligt.
12. Hvor meget betyder det om vi tilgiver andre? Begrund dit svar ved hjælp af Bibelen.
12 Kan vi, med denne alvorlige formaning af Jesus foran os, da tillade os at ignorere eller underkende den bøn han lærte os at bede: „Forlad os vor skyld, som også vi har forladt vore skyldnere“? Beder du oprigtigt og selvransagende denne bøn til Gud? Det er ikke noget vi kan tage let på. Jesus tilføjede: „Thi tilgiver I menneskene deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer; men tilgiver I ikke menneskene deres overtrædelser, vil jeres Fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.“ (Matt. 6:12, fodnoten, 14, 15) Jesus formanede yderligere: „Døm ikke, for at I ikke skal dømmes; thi den dom, I dømmer med, med den skal I selv dømmes, og det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men bjælken i dit eget øje lægger du ikke mærke til? Eller hvor kan du sige til din broder: ’Lad mig tage splinten ud af dit øje;’ og se, der sidder en bjælke i dit eget øje. Hykler! tag først bjælken ud af dit eget øje, så kan du se klart til at tage splinten ud af din broders øje.“ — Matt. 7:1-5.
Barmhjertighed — en positiv egenskab
13. Hvilke forskellige betydninger har ordet „barmhjertighed“, sådan som det bruges i Bibelen?
13 Det at vise barmhjertighed indebærer ofte tanken om at afholde sig fra noget, at lægge bånd på sig selv, for eksempel at afholde sig fra at tildele straf på grund af medfølelse eller sympati. Sådan bruges ordet i Bibelen. Guds barmhjertighed er altid i harmoni med hans andre egenskaber og retfærdige normer, herunder hans retfærdighed og sandhed. (Sl. 40:12; Hos. 2:19) Og eftersom alle mennesker er født som syndere og høster syndens løn døden, er det klart at Guds barmhjertighed ofte må komme til udtryk ved at han tilgiver overtrædelse eller mildner en dom eller straf. Det hebraiske og græske ord for barmhjertighed indebærer imidlertid ikke blot tanken om tilgivelse eller tilbageholdelse af straf, en negativ handling. Som oftest bruges ordet barmhjertighed om en positiv handling, som et udtryk for venlig hensynsfuldhed eller medfølelse der bringer lindring til dem som er i nød og som har behov for barmhjertighed. Som det kan forventes viser Bibelen derfor ikke at Jehova Guds barmhjertighed blot er en egenskab der kommer til udtryk når mennesker står „anklaget“ for ham fordi de har gjort noget forkert. Tværtimod viser den at barmhjertighed er en egenskab der er karakteristisk for hele Guds personlighed, en egenskab han normalt viser dem der er i nød; den er en side af hans kærlighed. — 2 Kor. 1:3; 1 Joh. 4:8.
14. Hvordan understreger Jesu barmhjertighedsgerninger ordets betydning?
14 På samme måde med Jesus. Han begrænsede ikke sine barmhjertighedsgerninger til dem der modstod eller spottede ham. Blandt dem der vakte Jesu barmhjertighed og medfølelse var blinde, dæmonbesatte, spedalske og forældre med syge børn. (Matt. 9:27; 15:22; 17:15; Mark. 5:18, 19; Luk. 17:12, 13) Når de sagde „forbarm dig over os“, kom Jesus dem til undsætning ved at udføre mirakler. Og han gjorde det ikke rutinemæssigt eller ligegyldigt; der står at ’Jesus ynkedes inderligt’. — Matt. 20:30, 34.
15. Hvordan sammenligner Johannes Guds kærlighed med vores?
15 Får dette os ikke til bedre at forstå Jakobs advarende ord: „Thi dommen er ubarmhjertig mod den, der ikke har øvet barmhjertighed“? (Jak. 2:13) Den barmhjertighed Gud har vist os, er så stor at den tvinger os til at vise barmhjertighed mod vore medmennesker, selv om den barmhjertighed vi kan vise, er ganske ringe i sammenligning med Guds barmhjertighed. Johannes sagde: „I elskede, lad os elske hverandre, thi kærligheden er af Gud, og enhver, der elsker, er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, thi Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin Søn, den enbårne, til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men i, at han elskede os og sendte sin Søn til soning for vore synder. I elskede, når Gud således elskede os, så er også vi skyldige at elske hverandre.“ — 1 Joh. 4:7-11.
Hvor vidtrækkende er Guds barmhjertighed?
16. Hvor stor er den barmhjertighed Gud har vist os, sammenlignet med den barmhjertighed der kan blive krævet at os, og hvordan skildrede Jesus dette i Mattæus 18:23-35?
16 Dette kan til tider synes vanskeligt at praktisere, og vore kristne brødres forseelser eller tilsyneladende fejl og mangler kan være af en sådan art at vi er tilbøjelige til at ignorere dette krav om at vise kærlighed og barmhjertighed, og drage den slutning at Jesus da ikke kunne mene at vi skulle overse sådanne ’yderst alvorlige’ fejl hos andre. Men Paulus viste os at Guds kærlighed langt overgår den kærlighed vi kan komme til at vise, idet han sagde: „Gud viser sin kærlighed mod os ved, at Kristus døde for os, medens vi endnu var syndere.“ (Rom. 5:8) Er de synder som Gud har tilgivet os, ikke langt større end nogen synd som vi kunne komme ud for at skulle tilgive vore kristne brødre? Og vort behov for Guds barmhjertighed da han tilvejebragte en genløsning, kan ikke sidestilles med vore brødres behov som vi er i stand til at opfylde. Er det da noget under at Guds barmhjertighed ikke udstrækkes til dem som mangler barmhjertighed? — Kol. 3:13; jævnfør Mattæus 18:23-35.
17. Hvordan kunne vi, selv om vi har indviet os, alligevel komme under Guds dom, men hvilken forsikring giver Jakob os?
17 Et spørgsmål der bør ligge os stærkt på sinde er derfor: Dækker Guds barmhjertighed alle mine synder? Kunne jeg, selv om jeg har indviet mig til Jehova Gud og symboliseret dette ved vanddåben idet jeg har bedt Gud om en god samvittighed, alligevel komme under Guds dom fordi jeg har undladt at vise barmhjertighed og kærlighed mod andre? (1 Kor. 13:1-3) Som allerede citeret advarede Jakob: „Thi dommen er ubarmhjertig mod den, der ikke har øvet barmhjertighed.“ Men han giver umiddelbart bagefter følgende trøsterige forsikring: „Men barmhjertighed ser frimodigt dommen i møde,“ eller, som New World Translation siger: „Barmhjertigheden triumferer over dommen.“ (Jak. 2:13) Hvordan gør den det? Og på hvilken måde, som kunne bringe dom over os, kunne vi undlade at vise barmhjertighed nu, umiddelbart forud for dommens dag?
18. Hvilket eksempel med hensyn til barmhjertighed skal vi her betragte? Hvis store eksempel følger det, og på hvilke områder?
18 En der har sat et enestående eksempel med hensyn til at vise barmhjertighed i ordets fulde betydning, er Josef, Jakobs yndlingssøn. I den barmhjertighed Josef lagde for dagen, fulgte han det eksempel Jehova Gud selv satte på det tidspunkt. Om Josef i begyndelsen fuldt ud forstod den barmhjertighed Jehova viste ham og hans faders husstand, fortæller Bibelen intet om. Men Josef stolede helt og fuldt på Jehovas udfrielse og lod sig aldrig rokke i sin beslutning om at følge Jehovas ledelse og strengt holde sig til Jehovas retfærdige krav som han havde lært af sin fader, Jakob. Og når Josef befandt sig i den yderste nød, kom Jehovas barmhjertighed ham altid til undsætning, og med tiden opnåede han som følge heraf den næsthøjeste stilling i den dakendte verden, en stilling der gav ham en sådan magt at han, hvis han havde ønsket det, uden risiko kunne have hævnet sig på alle dem der havde behandlet ham dårligt. Men han kunne også bruge sin stilling så han blev til stor velsignelse for dem. Hvordan Josef viste barmhjertighed, ikke blot mod dem der havde gjort sig skyldige i en uret adfærd, men også ved at have inderlig medlidenhed og medfølelse med dem der var i nød, samt hvordan beretningen om ham viser at „barmhjertigheden triumferer over dommen“, vil vi overlade til den følgende artikel at beskrive. En omhyggelig gennemlæsning af kapitlerne 37 til 47 i Første Mosebog før man læser artiklen, vil være både nyttig og interessant.
[Illustration på side 537]
Jesus helbredte barmhjertigt både fysisk syge og åndeligt syge, selv om han ikke så gennem fingre med synd