Spørgsmål fra læserne

● Hvad menes der med at man i bønnen til Gud siger: „Led os ikke ind i fristelse“? — E. D., U.S.A.

Denne bøn indgår i Jesu kendte ’mønsterbøn’. Efter at have opfordret sine disciple til at bede om tilgivelse sluttede han bønnen med at sige: „Og led os ikke ind i fristelse; men fri os fra den Onde.“ — Matt. 6:12, 13, fodnoten; Luk. 11:4.

Nogle har spekuleret på om det betyder at Gud vil lede én ind i fristelse hvis man lader være med at bede ham om ikke at gøre det. Men dette kan ikke være tilfældet, for Jehova inspirerede Jesu halvbroder Jakob til at skrive: „Ingen må sige, når han bliver fristet: ’Jeg fristes af Gud;’ thi Gud kan ikke fristes af noget ondt, og selv frister han ingen.“ (Jak. 1:13) Jesu ord må forstås i lyset af dette vers og således at det stemmer overens med det.

Det der skete med Adam og Eva kan belyse hvad Kristus mente. Gud tillod dem at spise sig mætte i frugten fra havens træer, som var „en fryd at skue og gode til føde“. Dog måtte de ikke spise af træet til kundskab om godt og ondt. — 1 Mos. 2:9, 16, 17.

Dette var en prøve for dem, ganske vist. Men hensigten med den var ikke at den skulle skade dem. Gud var ikke som Kristi religiøse fjender der planlagde at stille fælder for ham for således at få en undskyldning for at få ham slået ihjel. (Matt. 22:15-18; Mark. 11:18; 12:13; Joh. 11:53) Ved hjælp af den simple prøve som Jehova satte Adam og Eva på, kunne han afgøre hvordan deres sande jeg var, om de som mennesker der var moralsk frit stillet, oprigtigt ønskede at adlyde og tjene deres Skaber.

Læg imidlertid mærke til hvad Gud gjorde for at hjælpe Adam og Eva til at undgå at synde, ja gjorde for ’ikke at lede dem ind i fristelse’. Han forklarede dem at det ville være forkert af dem ikke at adlyde og at det ville føre til død. At advare et menneske mod noget ondt kan ikke siges at være en fristelse. Var det ikke Djævelen der fristede det første menneskepar? Han så sit snit til at friste dem til at gå uden for de grænser som Gud havde afstukket for dem. Hans løgnagtige fremstilling af hvad de ville opnå ved at spise af træet fremkaldte et uret begær, som derefter førte til synd. — 1 Mos. 3:1-6; Jak. 1:14, 15.

Gud handler over for de kristne i dag på samme måde som han handlede over for Adam og Eva. Han leder dem „ikke ind i fristelse“, for han advarer dem imod det der er ondt og fortæller dem om hvad det vil føre til hvis de gør noget forkert. De bliver således hjulpet til ikke at lade sig friste til at gøre noget forkert.

For eksempel siger Jehova tydeligt i sit ord at ægteskabsbrud er synd og noget man ikke må gøre sig skyldig i. (2 Mos. 20:14; Rom. 13:9, 10) Det er en advarsel til os så vi ikke er uvidende om hvad der er forkert. Han fortæller os også hvad følgen bliver hvis en kristen gør sig skyldig i ægteskabsbrud; han har besmittet ægtesengen, vil få en ugunstig dom og vil ikke arve Riget. (Hebr. 13:4; 1 Kor. 6:9, 10) Det fremgår tydeligt heraf at Jehova ikke frister de kristne til at begå ægteskabsbrud. Tværtimod. Læg også mærke til den glimrende vejledning der gives ægtefæller i Første Korinterbrev 7:5. Ægtefæller der efter gensidigt samtykke unddrager sig hinanden for en tid får det råd at de derefter ’atter skal være sammen, for at Satan ikke skal friste dem’ til ægteskabsbrud. Fristelsen ville ikke komme fra Gud, der havde gjort dem opmærksomme på faren og advaret dem på forhånd, men fra Satan ved at han fremkalder et uret begær i dem.

På lignende måde advarer Jehova i Første Timoteusbrev 6:9, 10 om at kærlighed til penge er farlig og en rod til alt ondt. Han siger endvidere at kærlighed til penge og beslutningen om at ville være rig kan føre til at man farer vild fra troen og volder sig selv megen bitter smerte. Vi bliver på denne måde gjort opmærksomme på hvad der er forkert og hvilken skade det kan medføre hvis vi falder for denne fristelse. — 2 Kor. 2:11.

Hvis man beder om ikke at blive ledet i fristelse forpligter man sig til at gøre alt hvad man kan for at undgå fristelser. Det indbefatter at man undgår tanker der vil fremkalde et uret begær samt situationer hvor man nemt kan blive fristet. Det betyder også at man må hente styrke hos Jehova ved at studere hans ord så man kan skelne mellem godt og ondt.

Jesu ord: „Led os ikke ind i fristelse“, indeholder altså ikke den tanke at Gud frister os eller bringer os i situationer hvor vi kan blive fristet af noget ondt, og derfor må bede ham om ikke at friste os. De udgør derimod en anmodning om at Gud ikke lader os i uvidenhed om noget der kunne være en fristelse for os, men at han advarer og styrker os så vi kan undgå fristelsen eller stå stå den igennem.