„Dit ord er sandhed“

„Lær os at bede“

DET er vanskeligt at skabe og bevare et godt og inderligt forhold til andre uden en eller anden form for kommunikation. Ligeledes kan man ikke opretholde et nært forhold til Skaberen, Jehova Gud, uden at stå i forbindelse med ham gennem bøn. Kristne forældre forstår dette, og de vil gerne lære deres børn at bede. Det de lærer dem bør selvfølgelig være grundlagt på Bibelen, Guds sandhedsord. Det eksempel Jesus Kristus satte da han lærte sine disciple at bede, kan tjene som et mønster for forældre, i særdeleshed for indviede kristne fædre.

Ved en bestemt lejlighed skete det, efter at Jesus havde bedt, at en af hans disciple sagde til ham: „Herre! lær os at bede, ligesom også Johannes lærte sine disciple det.“ Som svar på denne anmodning gav Jesus dem et eksempel, et mønster for hvordan de kunne bede: „Når I beder, skal I sige: ’Fader, helliget vorde dit navn; komme dit rige; giv os hver dag vort daglige brød; og forlad os vore synder, thi også vi forlader enhver, som er skyldig over for os; og led os ikke ind i fristelse!’“ — Luk. 11:1-4.

Da Jesus gav disciplene denne mønsterbøn var det ikke hans mening at de skulle lære den udenad og derefter gentage den regelmæssigt. Det ved vi fordi Jesus ved en tidligere lejlighed havde brugt andre ord da han fremkom med den samme mønsterbøn. (Matt. 6:9-13) Ved den lejlighed sagde han før han lærte dem bønnen: „Når I beder, må I ikke lade munden løbe, som hedningerne gør; thi de mener, de bliver bønhørt for deres mange ord. Dem må I derfor ikke ligne; thi jeres Fader ved, hvad I trænger til, før I beder ham.“ — Matt. 6:7, 8.

På lignende måde kan kristne forældre ved at bruge Jesu mønsterbøn som grundlag, hjælpe deres børn til at forstå hvad det vil være rigtigt at bede om — at Guds navn må blive helliget, at Guds rige må gribe ind over for sine fjender, om daglige fornødenheder og om tilgivelse af synder. Selvfølgelig gengiver Bibelen mange andre bønner, især i Salmerne, og dem kan man bruge til yderligere undervisning.

Efter at Jesus havde lært disciplene mønsterbønnen fortalte han en lignelse der viser at Jehova er villig til at besvare bønner. I forbindelse med denne lignelse sagde Jesus: „Når da I, som er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Faderen fra Himmelen give Helligånden til dem, som beder ham’“ (Luk. 11:13) Forældre kan efterligne Jesu eksempel ved at hjælpe deres børn til at forstå at Jehova Gud virkelig hører og besvarer bønner. En udmærket måde hvorpå forældrene kan gøre dette, er ved at fortælle hvordan Jehova har besvaret deres egne personlige bønner.

For at denne undervisning i bøn skal nå børnenes hjerte, må de kunne se at deres forældre ser hen til Jehova Gud efter vejledning i alle livets anliggender. Den inderlige hengivenhed og taknemmelighed deres fader giver udtryk for når han repræsenterer familien i en oprigtig bøn, kan have en gavnlig virkning på dem. Den kan tilskynde dem til selv at henvende sig til Jehova i bøn.

Børn bør også lære hvordan man henvender sig til Gud i bøn på den rigtige måde. Det kan man vise dem ved hjælp af en illustration fra dagliglivet. Når man for eksempel besøger en ven, gør man ham på en eller anden måde opmærksom på at man er kommet; man går ikke blot uden videre ind. I mange lande bruger man at banke på døren. I lighed hermed er der en passende måde hvorpå man kan henvende sig til Gud, den universelle Suveræn, og det er gennem Jesus Kristus. Jesus sagde til sine disciple: „Ingen kommer til Faderen uden ved mig. Hvis I beder mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det.“ — Joh. 14:6, 14.

Når børn hører andre bede, vil de lægge mærke til at anmodninger og taksigelser ved bønnens begyndelse ofte fremsættes i Jesu navn, og at bønnen afsluttes i Jesu navn. Når børnene har fået at vide at Guds søn sagde at bønner skulle fremsættes i hans navn, vil de gøre ligesådan.

Børn vil også lægge mærke til at bønner almindeligvis afsluttes med ordet „amen“. Det vil derfor være godt at forklare dem hvad dette udtryk betyder. Det betyder „det er sikkert“, „det skal ske“. „Amen“ betyder at man oprigtigt mener det man har bedt om, at man har tillid til Guds evne til at besvare bønnen og oprigtigt håber at han vil gøre det.

Når familien er samlet repræsenterer den kristne fader i almindelighed moderen og børnene i bøn. Men han vil gerne sikre sig at børnene føler sig tilskyndet til selv at bede. Derfor vil det være godt at faderen påpeger at det for hans vedkommende ikke er nok at bede sammen med familien, fordi han også har personlige ting at bede om. Han kan opmuntre sine børn til at gøre det samme, måske før de går i seng eller efter at de er stået op om morgenen. Han kan også fortælle dem og ved sit eksempel vise børnene at bønner ikke blot skal være gentagelser. Når børnenes hjerte tilskyndes på rette måde, vil de udtrykke sig frit til deres himmelske Fader.

I begyndelsen kan børns bønner være meget korte. Men hvis deres bønner kommer fra et oprigtigt hjerte, har de værdi i Jehova Guds øjne. Jesus omtalte i en af sine lignelser en tolder der i tilbørlig ydmyghed bad: „Gud! vær mig synder nådig!“ (Luk. 18:13) Denne oprigtige bøn havde — skønt den var kort — langt større værdi end den stolte farisæers bøn: „Gud! jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, og heller ikke som denne tolder. Jeg faster to gange om ugen, jeg giver tiende af hele min indtægt.“ — Luk. 18:11, 12.

Hvis forældrenes undervisning er i harmoni med Guds ord, behøver de ikke gå og være bekymrede for hvad børnene mon siger i deres private bønner til Jehova. Så længe børnenes hjerte er oprigtigt vil de fortsat gøre fremgang i åndelig henseende. I virkeligheden skal forældre måske passe på at de ikke hindrer deres børn i at udtrykke sig frit, af hjertet, i deres personlige bønner. Det er klart at en fader ikke ville synes om at hans hustru lærte alle børnene at udtrykke sig på nøjagtig samme måde når de takkede ham eller bad ham om noget. Jehova Gud føler ligesådan, for han skabte mennesket i sit billede. Derfor kan forældre glæde sig når deres undervisning og gode eksempel tilskynder børnene til at bede til Gud på eget initiativ, og bruge deres egne ord.

Som en opsummering af dette kan vi altså sige at når forældre lærer deres børn hvordan de skal bede, kan de koncentrere sig om i de små at opbygge værdsættelse af Jehova Gud, den der hører bønner. De kan også tale med børnene om hvorfor det er nødvendigt at bede og hvad man kan bede om. Man bør bruge Bibelen som grundlag for denne undervisning, for den indeholder sandheden om sådanne ting. Forældrenes eksempel bør også udtrykke dyb værdsættelse af Jehova Gud og bønnens foranstaltning. Det kræver en virkelig indsats af forældrene at undervise børnene således, med ord og ved deres eksempel. Men det er umagen værd.