at mennesker skulle kunne se på dem at de fastede. De nød de anerkendende blikke og de bifaldende nik fra andre mennesker, der beundrede den fromhed de stillede til skue.

Ligesom i tilfældet med de mennesker der gjorde en hel forestilling ud af det når de gav barmhjertighedsgaver og som bad på offentlige steder for at blive set af mennesker, sagde Jesus om dem der fastede af lignende grunde: „Jeg skal sige jer en sandhed: De har fået hele deres belønning.“ (Matt. 6:16b; jævnfør 6:2, 5.) I stedet for at opnå velsignelser fra Gud, blev hele deres „belønning“ blot deres medmenneskers beundring. Den fik de til fulde, og Gud føjede ikke noget til den.

„Men når du faster,“ fortsatte Jesus, „så indgnid dit hoved med olie og vask dit ansigt.“ (Matt. 6:17) Jøderne var vant til at vaske sig og at indgnide sig med olie. Men den jødiske tradition forbød dem at gøre det på offentlige festdage, som for eksempel forsoningsdagen og den niende dag i den femte måned, ab (årsdagen for ødelæggelsen af Guds tempel i Jerusalem). Farisæerne pålagde sig selv at overholde lignende forbud under deres frivillige faster to gange om ugen. Men hvis den situation skulle opstå at Jesu tilhørere ønskede at faste, skulle de ’indgnide deres hoved med olie og vaske deres ansigt’, det vil sige, se ud som de plejede.

Om grunden hertil sagde Jesus: „Så at ikke mennesker, men derimod din Fader som er i det skjulte, kan se på dig at du faster.“ (Matt. 6:18a) De skulle ikke behage mennesker, men Gud, der er „i det skjulte“, fjernt fra menneskers blik. Derfor ville der ikke være nogen grund til synligt at give udtryk for at de fastede.

Men Jesus forsikrede at selv om mennesker måske ikke ville lægge mærke til og prise en der fastede uden at vise det offentligt, „så vil din Fader, som ser til i det skjulte, betale dig.“ (Matt. 6:18b) Ja, Gud ser det. Han lægger mærke til hvordan hans tjenere udfører deres tilbedelse. Det der tæller hos Gud er ikke at man stiller sine fromme gerninger til skue, men at man har et oprigtigt hjerte, samt at man viser sin næste kærlig godhed. (1 Sam. 16:7; 1 Krøn. 28:9) Angående faste skrev Esajas:

„Se, I driver handel, når I faster, og pisker på arbejdsflokken. Se, I faster til strid og kiv, til hug med gudløse næver [fordi de var irritable på grund af sult]; som I faster i dag, er det ikke, for at eders røst skal høres i det høje. Er det faste efter mit sind, en dag, da et menneske spæger sig? At hænge med hoved som siv, at ligge i sæk og aske, kalder du det for faste, en dag, der behager [Jehova]?

Nej, faste efter mit sind er at løse gudløsheds lænker, at løsne ågets bånd, at slippe de kuede fri og sønderbryde hvert åg, at bryde dit brød til de sultne, bringe hjemløse stakler i hus, at du klæder den nøgne du ser, ej nægter at hjælpe dine landsmænd.“ — Es. 58:3-7.

Jesus forsikrede at Gud ville „betale“ dem der fastede med et ret motiv. Denne ’betaling’ overgår langt hvad mennesker kan give. For dem der hørte Bjergprædikenen indebar det muligheden for at opnå udødeligt liv i himmelen som en del af Guds messianske rige. — Luk. 22:28-30; Joh. 14:2-4; Åb. 20:6.

’Et blylod i Jehovas hånd’

Israels ti-stammerige lignes ved en lodret mur som med tiden begyndte at hælde. Vi læser: „Se, Herren stod på en mur med et blylod i hånden. Og [Jehova] sagde til mig: ’Hvad ser du, Amos?’ Jeg svarede: ’Et blylod!’ Da sagde Herren: ’Se, jeg sænker loddet i mit folk Israel; jeg vil ikke spare det længer.’“ — Amos 7:7, 8.

Målt med Jehovas målesnor, hans blylod, var Israel som mur betragtet ikke længere i lod. Den Allerhøjeste ville ikke længere undskylde sit folks brøde. Som en skæv mur der rives ned for at forbipasserende ikke skal komme til skade, skulle det utro ti-stammerige erfare Guds ugunstige dom.