Forfejl ikke hensigten med at Jehova har udfriet dig
„Idet vi samarbejder med Gud retter vi også til jer en indtrængende bøn om ikke at tage imod hans ufortjente godhed og forfejle hensigten med den.“ — 2 Kor. 6:1, NW.
1. Hvordan tog apostelen Paulus imod Jehovas ufortjente godhed, og hvorfor værdsatte han den?
DA APOSTELEN PAULUS talte om Jehovas ufortjente godhed talte han af erfaring. Paulus havde selv taget imod Jehovas ufortjente godhed, og han værdsatte den i høj grad. Da Jehovas ufortjente godhed blev tilbudt ham, var han undervejs for at forfølge Jehovas sande tjenere, men han havde et godt hjerte, et modtageligt hjerte, og hans hjerte tog imod Jehovas godhed. (Ap. G. 9:1-30) Paulus mindedes sin tidligere adfærd da han skrev til menighederne i Galatien: „I har jo hørt om min færd fordum i jødedommen, at jeg overmåde voldsomt forfulgte Guds kirke og søgte at udrydde den. Og i jødedommen var jeg mere yderliggående end mange af mine jævnaldrende i mit folk og langt mere nidkær for mine fædrene overleveringer.“ (Gal. 1:13, 14) Men ved Jehovas ufortjente godhed blev Paulus udfriet fra sine fædres ubibelske overleveringer. Han angrede sin tidligere adfærd og begyndte et nyt liv.
2. Hvilken forret fik Paulus tilbudt ved ufortjent godhed? Hvordan reagerede han?
2 I Galaterbrevet 1:15, 16 (NW) får vi at vide at Paulus blev kaldet til den kristne tjeneste ved Jehova Guds ufortjente godhed. Han siger: „Gud, som fra moders liv havde sat mig til side og kaldt mig ved sin ufortjente godhed, besluttede at åbenbare sin søn i forbindelse med mig, for at jeg skulle forkynde den gode nyhed om ham for nationerne.“ Han bekræftede også over for efeserne at det var ved ufortjent godhed at han var blevet kaldet til tjenesten: „Jeg er blevet tjener for denne, ifølge Guds ufortjente godheds frie gave som blev givet mig i overensstemmelse med den måde hans magt virker på. Til mig, et menneske ringere end den ringeste af alle hellige, blev denne ufortjente godhed skænket, for at jeg skulle forkynde den gode nyhed om Messias’ ufattelige rigdom for nationerne.“ (Ef. 3:7, 8, NW) Paulus viste at han værdsatte Jehovas ufortjente godhed ved at arbejde flittigt i den tjeneste han havde fået overdraget, og han var således udmærket i stand til at opfordre andre til at følge hans eksempel i den kristne tjeneste. — 1 Kor. 11:1.
Behov for en ændret indstilling i Korint
3, 4. Havde Paulus god grund til at skrive til korinterne om ikke at forfejle hensigten med Jehovas ufortjente godhed? Forklar
3 Paulus havde god grund til at skrive til korinterne om Jehovas udfrielse af dem og hans ufortjente godhed mod dem. Nogle af de kristne i Korint havde øjensynlig forfejlet hensigten med Jehovas ufortjente godhed. Fortidens Korint havde ry for at være en fordærvet by, og den var berygtet for sin tilbedelse af den falske gudinde Afrodite, en tilbedelse der indbefattede tøjlesløs sexdyrkelse. De kristne i Korint var naturligvis blevet udfriet fra trældommen under denne del af Babylon den Store. Men nogle i menigheden var åbenbart faldet tilbage til umoralitet og havde forfejlet hensigten med at Jehova havde udfriet dem. Det ser ud til at de var begyndt at lade deres omgivelser påvirke dem til at handle uret, for Paulus sagde: „Man hører virkelig om utugt iblandt jer, og tilmed sådan utugt, som end ikke findes blandt hedningerne, nemlig at en søn lever med sin faders hustru. Og I er opblæste og blev ikke snarere bedrøvede, så den, som har gjort denne gerning, blev udstødt af Jeres kreds.“ — 1 Kor. 5:1, 2.
4 Andre i den korintiske menighed var begyndt at følge mennesker i stedet for Kristus, og på denne måde opstod der splittelser eller sekter i menigheden. Dette fremgår af Paulus’ ord: „Thi af Kloes folk er det blevet mig fortalt om jer, mine brødre, at der er stridigheder iblandt jer.“ (1 Kor. 1:11) Disse kristne, der skabte splittelse i Herrens menighed, forfejlede også hensigten med at Jehova havde udfriet dem og vist dem ufortjent godhed.
5 Hvordan reagerede menigheden i Korint på apostelens vejledning?
5 Paulus’ første brev til menigheden i Korint hjalp i sandhed menigheden til at få renset ud. De der var umoralske blev udstødt, fjernet fra menigheden. (1 Kor. 5:5, 11) Den fik god vejledning, og alle blev formanet til at arbejde sammen i enhed og kærlighed, og til at følge Kristus og ikke mennesker. (1 Kor. 1:10) Øjensynlig rettede menigheden sig efter Paulus’ vejledning, for i sit andet brev til menigheden roste og opmuntrede han den, og han slutter i kapitel 13, vers 11, med at sige: „I øvrigt, brødre, glæd jer, vær fuldt beredte, lad jer formane, vær enige, hold fred, så skal kærlighedens og fredens Gud være med eder.“
Udfrielse i vor tid
6. Forklar hvorfor kristne i dag bør tænke på Paulus’ vejledning om ikke at forfejle hensigten med Jehovas ufortjente godhed.
6 Vi gør klogt i at tænke på Paulus’ vejledning til korinterne om ikke at tage imod Jehovas ufortjente godhed og forfejle hensigten med den. Ligesom de kristne i Korint var udsat for en dårlig påvirkning fra deres omgivelser, er vi, for de flestes vedkommende, også omgivet af mennesker der virker nedbrydende. Omkring os findes der mange der fører et umoralsk liv, som stjæler, lyver, bedrager og øver andre ting der er vederstyggelige i Jehovas øjne. De der øver sådanne ting er naturligvis ikke sande kristne, for som sande kristne har vi ladt disse ting bag os. Sandheden har frigjort os fra disse onde ting. Som Paulus sagde: „Sådan har nogle af jer været; men I lod jer aftvætte.“ (1 Kor. 6:11) Som kristne Jehovas vidner er vi i første række blevet udfriet fra trældommen under Babylon den Store og dens falske læresætninger og traditioner, såvel som fra ondskaben i denne gamle tingenes ordning. En sådan udfrielse og den frihed der følger med den, er i sandhed ufortjent godhed fra Jehova Gud.
7. Hvordan vurderede Paulus kundskaben om Kristus og den kristne tjeneste i forhold til farisæernes anseelse og rigdom?
7 Vi er også blevet udfriet fra den materialistiske indstilling som præger folk i denne gamle tingenes ordning, på samme måde som Paulus ved Jehovas ufortjente godhed blev udfriet fra materialismen på hans tid, Paulus, som tidligere havde været farisæer, viste selv et glimrende eksempel på værdsættelse fordi han var villig til at give afkald på den anseelse og rigdom farisæerne ejede. Han gav udtryk for at han ikke overså denne side af sin udfrielse og Jehovas ufortjente godhed. Han regnede anseelse, rigdom og verdslige goder for skarn eller affald, sammenlignet med de velsignelser han modtog ved Jehovas ufortjente godhed. Han skrev: „Men det, der engang var mig fordele, det har jeg for Kristi skyld lært at regne for tab. Ja, jeg regner i sandhed alt for tab i sammenligning med det langt højere at kende Kristus Jesus, min Herre. For hans skyld har jeg lidt tab på alt og regner det for skarn, for at jeg kan få Kristus i eje.“ (Fil. 3:7, 8) Ja, Paulus brugte sin kristne frihed godt.
Forfejl ikke hensigten
8. (a) Hvilke spørgsmål er det her på sin plads at stille? (b) Hvordan vil nogle måske svare?
8 Når vi tænker på Paulus’ vejledning og på det gode eksempel han satte, kunne vi spørge: Hvad gør vi med vores frihed i dag? Følger vi Paulus’ gode eksempel, eller har vi måske forfejlet hensigten med at Jehova har udfriet os? Nogle vil måske svare: „Hvordan kunne vi forfejle hensigten med at Jehova har udfriet os?“ Andre vil måske sige: „Jeg søger at leve et rent liv. Jeg er ikke indblandet i nogen form for umoralitet. Jeg overværer de fleste af møderne, og jeg er en regelmæssig forkynder af Guds rige. Jeg er ude i tjenesten på arbejdsmarken hver måned.“
9, 10. (a) Hvilken fejl begår nogle kristne? Påvirker dette deres åndelighed? (b) Giv et eksempel på hvad der kan ske hvis man søger at tjene to herrer.
9 Men lad os engang betragte det under en anden synsvinkel: Selv om du er tilsluttet en menighed af Jehovas vidner, hvor stærk er så din tilknytning til den gamle tingenes ordning? Hvor nær er du forbundet med den? Nogle søger måske at tjene to herrer. De kan lide den nye ordning under Kristus Jesus og er villige til at gøre lidt for den, men i virkeligheden arbejder de meget hårdere for den gamle tingenes ordning under Satan Djævelen. Men tag ikke fejl. Jesus sagde at man ikke kan tjene to herrer. Han sagde: „I kan ikke tjene både Gud og mammon.“ (Matt. 6:24) Hvis vi bevarer en nær tilknytning til den gamle tingenes ordning, betyder det en meget svag tilknytning til den nye tingenes ordning. Hvis vor tilknytning til den gamle ordning er stærk, betyder det at vi er åndeligt svage og ikke rækker efter tjenesteforrettigheder, ikke gør fremskridt som kristne i Jehovas organisation i dag.
10 Lad os for eksempel tage en kristen som er dygtig til sit verdslige arbejde. Hans arbejdsgiver er glad for ham og værdsætter hans flid; han ved at han er ærlig, at han er pålidelig, og betaler ham derfor godt. Broderen holder af sit arbejde, han er glad for at man stoler på ham, og han føler at alt dette giver ham et godt omdømme som kristen, idet han tænker på Paulus’ ord i Første Timoteusbrev 3:7, hvor der siges at vi bør have „godt lov blandt dem, som er udenfor“. Men hvad sker der så? Broderen får tilbud om en forfremmelse. Dette betyder større ansvar. Nu kræver hans arbejde at han arbejder over. Det griber måske ind i hans overværelse af menighedens møder og hans tid i forkyndelsen. Og hvordan med personligt studium og familiestudium? Den der er villig til at tage imod et større ansvar af sin arbejdsgiver, må ofte fuldstændig give afkald på dette.
11. Hvilken fare udsætter de der vurderer materielle besiddelser for højt, sig for?
11 Er noget lignende sket for dig? Hindrer dit arbejde dig i at tjene Jehova som du burde? Sætter du større pris på din arbejdsgivers agtelse end på Jehovas? Hvor ville du stå hvis Babylon den Store blev tilintetgjort i morgen, og den øvrige del af denne gamle tingenes ordning blev ødelagt kort efter? Ville du undslippe en sådan ødelæggelse, eller ville du blive ramt af den? Har du en god samvittighed med hensyn til Jehovas tjeneste?
12. (a) Er det nødvendigvis forkert at eje materielle ting? Begrund dit svar. (b) Hvilken fejl begik Demas?
12 Satan arbejder meget snedigt ved hjælp af kærlighed til materielle ting. Der er naturligvis intet forkert ved at have en flot bil, et godt fjernsyn, et smukt hjem, forskellige praktiske hjælpemidler eller andre ting, hvis vi har råd til det og stadig sætter Jehova Gud først i livet. Men spørgsmålet er om nogle sætter de materielle ting først og lader Jehova komme i anden række? Dette skete for nogle på Paulus’ tid. Vi husker at Demas var sammen med Paulus i den kristne tjeneste og at han sammen med Lukas sendte hilsener til den kristne menighed i Kolossæ da Paulus skrev sit brev til kolossenserne. Men senere forlod Demas Paulus og den kristne tjeneste. Hvorfor? Paulus skrev til Timoteus: „Demas forlod mig af kærlighed til den nuværende verden og rejste til Tessalonika.“ (2 Tim. 4:10) Så selv på Paulus’ tid var der nogle der begyndte at elske materielle ting og verdslige fornøjelser mere end den kristne tjeneste, og som således fuldstændig forfejlede hensigten med Jehovas ufortjente godhed.
13. (a) Nævn en at grundene til de problemer kristenheden står over for. (b) Kan vi lære noget af dette?
13 Hvis vor kærlighed til det materielle kommer før vor kærlighed til Jehova, forfejler vi i sandhed hensigten med at Jehova har udfriet os fra denne gamle ordning. Vi kunne hurtigt blive ligesom de frafaldne kristne der findes i kristenheden i dag. Den smule kristendom de eventuelt har haft, fortrænges nu af deres kærlighed til materielle besiddelser og verdslige fornøjelser. I et kendt amerikansk tidsskrift hed det følgende om de problemer kristenhedens kirker står over for: „Det de religiøse samfund må kæmpe med, siger de, er ikke fjendtlighed eller splittelse. . . . men en massiv ligegyldighed i en verden der bliver mere og mere opslugt af materielle værdier og bekymringer.“ (U.S. News & World Report, 23. marts 1970, side 44) Disse frafaldne kristne har altså erstattet Gud med materielle ting, idet de gør sådanne materielle besiddelser til deres gud og tilbeder dem. Det samme kunne let ske for os som kristne hvis vi tillod vor kærlighed til Jehova og hans tjeneste at kølnes og blev påvirket af den gamle ordnings kærlighed til det materielle.
Lær af et eksempel fra fortiden
14. (a) Hvad var formålet med at Jehova udfriede Israel fra Babylon i 537 f.v.t.? (b) Hvad skulle de trofaste jøder gøre dengang?
14 Det er godt at mindes den udfrielse det kødelige Israel erfarede fra fortidens Babylon. Denne udfrielse havde en hensigt. Jehova Gud ønskede at den sande tilbedelse skulle genoprettes i Jerusalem og at hans tempel skulle genopbygges. Ja, det dekret Kyros udstedte og som Ezra tog med i sin bog, nævner specielt genopbyggelsen af Jerusalem og templet: „Hvem iblandt eder, der høre til hans folk, med ham være hans Gud, og han drage op til Jerusalem i Juda og bygge [Jehovas], Israels Guds, hus; han er den Gud, som bor i Jerusalem.“ (Ezra 1:3) De trofaste jøder skulle altså forlade det gamle Babylon, vende tilbage til Jerusalem, og dér genopbygge Jehovas tempel og byen og begynde at læse Jehovas lov for folket. De skulle igen begynde at bringe ofre til Jehova, sådan som det var befalet i hans lov. De skulle lære alle kravene i forbindelse med den sande tilbedelse og adlyde dem.
15, 16. (a) Var det let for den jødiske rest at vende tilbage til Jerusalem og Juda? Forklar. (b) Hvad kan have hindret mange jøder i at vende tilbage til Jerusalem?
15 Var dette en let opgave for de trofaste israelitter? Afgjort ikke. Alt dette betød anstrengelser — hårdt arbejde. Det betød en lang rejse gennem et ørkenagtigt område. Det betød at de måtte forlade sådanne bekvemmeligheder som et godt hjem og måske et godt arbejde i Babylon. Det betød at de skulle drage ind i en by der lå i ruiner og selv bygge huse, huse der afgjort ikke ville være så komfortable som dem de havde haft i Babylon, der var en mere moderne by. Mad ville det måske være knapt med, og den ville kun være lidt varieret. Livet ville ikke være let. Det betød i sandhed en barsk tilværelse for de jøder der satte den sande tilbedelse først.
16 Men måske var der også nogle jøder som elskede det gamle Babylon for højt og som ikke værdsatte den virkelige hensigt med at Jehova udfriede dem. De var måske glade for deres gode arbejde og deres komfortable hjem i den store by Babylon. Nogle satte måske alt for stor pris på disse ting til at kunne forlade dem og vende tilbage til Jerusalem. Måske var de alt for forankrede i deres tilværelse i det gamle Babylon til at tænke på at flytte. Desuden havde de måske fået gode venner blandt nogle af babylonierne som de havde gjort forretninger med. Eller måske havde de en blomstrende forretning som tog meget af deres tid og som de ikke ønskede at opgive for at vende tilbage til Jerusalem, hvor de så at sige skulle begynde helt forfra. Ja, det kan i sandhed have været triste udsigter for nogle af disse jøder som satte materielle besiddelser højere end den forret at se den sande tilbedelse genoprettet i Jerusalem.
17. (a) Hvem hjalp den trofaste rest der vendte tilbage til Jerusalem og Juda? (b) Hvilken velsignelse og forret erfarede disse trofaste jøder?
17 Men de der værdsatte deres udfrielse fra Babylon, havde Jehova med sig til at hjælpe dem. Ezra beretter: „Da brød overhovederne for Judas og Benjamins fædrenehuse og præsterne og levitterne op, alle, hvis ånd Gud vakte, så de drog op for at bygge [Jehovas] hus i Jerusalem.“ (Ezra 1:5) Ja, Jehova var med disse trofaste som værdsatte deres udfrielse fra Babylon og hans ufortjente godhed. Med Jehovas hjælp var de i stand til at genoprette den sande tilbedelse i Jerusalem, og dette var en vidunderlig forret for dem. De frydede sig over at se den sande tilbedelse genoprettet. Beretningen lyder: „Og hele folket brød ud i høj jubel, idet de priste [Jehova], fordi grunden var lagt til [Jehovas] hus. Men mange af præsterne, levitterne og overhovederne for fædrenehusene, de gamle, der havde set det første tempel, græd højt, da de så grunden blive lagt til dette tempel, men mange var også de, der opløftede deres røst med jubel og glæde.“ (Ezra 3:11, 12) De der elskede deres hjem i Babylon og deres gode arbejde dér højere end genoprettelsen af den sande tilbedelse, gik derimod glip af denne vidunderlige forret i forbindelse med at genoprette den sande tilbedelse i Jerusalem.
18. Hvorfor stiller sagen sig endnu mere alvorlig i dag? Hvilke spørgsmål stilles vi?
18 I dag stiller sagen sig imidlertid endnu mere alvorligt. Det drejer sig ikke blot om at man kan gå glip af en tjenesteforrettighed. I dag gælder det LIVET. Når Babylon den Store bliver tilintetgjort vil det være for sent at drage ud derfra. De der har sat deres lid til den og til resten af den gamle ordning, vil gå til grunde sammen med den. Derfor spørger vi: Hvordan er din indstilling’? Føler du at du kan tjene Jehova og dog lade verdsligt arbejde eller materielle besiddelser komme før sand tilbedelse?
19. Forklar hvordan vi kan følge Paulus’ vejledning i Andet Korinterbrev 13:5, og hvad vil dette måske åbenbare?
19 Tiden er nu inde til at følge Paulus’ formaning i Andet Korinterbrev 13:5: „Jer selv skal I ransage, om I er i troen; jer selv skal I prøve!“ Sæt dig engang ned og gennemgå din timeplan. Hvad viser den om din tid? Er du mest optaget af verdsligt arbejde og af at sørge for det materielle? Ville det være vanskeligt for dig at opgive dine materielle besiddelser lige nu, hvis Jehova krævede det? Svarer du ja, befinder du dig, i en meget farlig situation. Dit liv står på spil nu!
20. (a) Hvilken vejledning af Jesus er yderst betimelig her? (b) Hvad er det derfor på sin plads at gøre?
20 Tiden er afgjort ikke inde til at vi mister vor begunstigede stilling i Jehovas organisation. Ingen ved nøjagtig hvornår ’den store trængsel’ vil komme og ødelægge denne onde ordning. Vi må være rede! Jesus sagde: „Men vogt jer, at jeres hjerter ikke nogen sinde sløves af svir og drukkenskab og timelige bekymringer, så den dag kommer pludselig over jer. Thi som en snare skal den komme over alle dem, der bor på hele jordens flade. Men våg og bed til enhver tid, så I må blive i stand til at undfly alt dette, som skal ske, og til at bestå for Menneskesønnen.“ (Luk. 21:34-36) Det er derfor på sin plads at vi hver især standser op og prøver vor tro for at se om den er stærk og om vi er åndeligt vågne. Om nødvendigt må vi ændre indstilling så vi kan vise at vi værdsætter vor udfrielse og Jehovas ufortjente godhed.
[Illustration på side 370]
De israelitter der gav agt på Kyros’ dekret om at genopbygge Jehovas tempel, værdsætte hensigten med deres udfrielse. De satte den sande tilbedelse højere end materielle besiddelser. Hvordan er din indstilling til den sande tilbedelse i dag?