Jesu bjergprædiken — „Hold op med at nære bekymring“

EFTER at Jesus havde vejledt sine tilhørere om at sky materialisme, formanede han dem til ikke unødigt at bekymre sig om hvordan de skulle få det nødvendige: „Af den grund siger jeg jer: Hold op med at nære bekymring for jeres sjæl med hensyn til hvad I skal spise eller hvad I skal drikke, eller for jeres legeme med hensyn til hvad I skal tage på. Betyder sjælen ikke mere end maden og legemet mere end tøjet?“ — Matt. 6:25.a

Fordi Jesu disciple ikke kunne trælle både for Gud og for Rigdom, „af den grund“ skulle de også undgå at nære overdreven bekymring for hvordan de skulle få dækket deres daglige behov. (Matt. 6:24) Guds søn ville ikke hermed fraråde mennesker at vise tilbørlig omsorg for det materielle og arbejde flittigt på at skaffe sig mad og tøj. (Præd. 2:24; Ef. 4:28; 2 Tess. 3:10-12) Men der var ingen grund til at nære bekymring for hvordan de skulle få sådanne nødvendige ting. ’Sjælen og legemet’ (der her repræsenterer et menneske i sin helhed) betyder mere end mad og tøj. Eftersom Gud har givet menneskene fysisk liv, kan han naturligvis også sørge for at de der tilbeder ham får det nødvendige til livets opretholdelse.

Jesus understregede dette med en lignelse: „Se nøje på himmelens fugle, for de hverken sår, høster eller samler i forrådshuse; dog giver jeres himmelske Fader dem føde.“ — Matt. 6:26a.

„Himmelens fugle“ giver sig ikke af med at dyrke jorden. Men Gud sørger alligevel for at de har nok at spise. (Jævnfør Job 39:3; Salme 147:9.) Dette var noget man burde „se nøje på“, noget man burde tænke alvorligt over. Jesu tilhørere, som var jøder, kunne specielt kalde Gud deres „himmelske Fader“, eftersom de var udvalgt til at være hans pagtsfolk. (5 Mos. 7:6) Jesus sammenlignede dem med himmelens fugle, idet han sagde: „Er I ikke mere værd end de?“ (Matt. 6:26b) Hvis Gud sørger for fuglene, hvor langt mere vil han da ikke sørge for dem der tilbeder ham!

Jesus viste hvor nytteløst det er unødigt at bekymre sig om hvordan man skal skaffe sig livets fornødenheder, da han fortsatte: „Hvem af jer kan ved at bekymre sig lægge en alen til sin livslængde?“ (Matt. 6:27) Bibelen sammenligner ofte menneskers liv med en rejse, idet den anvender sådanne udtryk som „synderes vej“ og „retskaffenhedens sti“. (Sl. 1:1; 27:11, NW) Bekymring for de daglige behov kan ikke forlænge livets vej med det mindste stykke, med „en alen“ så at sige. Unødig bekymring er til ingen nytte, men kan tværtimod skade helbredet og endda forkorte livet.

Jesus fortalte derpå endnu en lignelse: „Og hvorfor bekymrer I jer om tøjet? Lær af liljerne på marken, af hvordan de vokser; de hverken slider eller slæber, og de spinder ikke; men jeg siger jer at ikke engang Salomon i al sin herlighed var klædt som en af dem.“ — Matt. 6:28, 29.

Til „liljerne på marken“ kan man sandsynligvis regne flere af de farvestrålende blomster der vokser på markerne i Galilæa. I Hastings’ bibelordbog, A Dictionary of the Bible, hedder det:

„Alle disse vokser blandt kornet, idet de ofte rager op over det, og lyser op på de vidtstrakte marker med deres forskellige nuancer, fra rosafarvet purpur til mørkviolet og blåt, i sandhed kongelige farver. Den som én gang har stået blandt hvedemarkerne i Galilæa og set disse blomster med deres smukke klaser stikke op i alle retninger over de voksende kornplanter, ser straks hvor passende Frelserens allusion er. . . . Hvis vi med ’liljerne på marken’ imidlertid blot forstår vilde liljer, kan udtrykket også gælde disse. Frelserens sammenligning ville da være som et ’sammensat fotografi’, en hentydning til alle de pragtfulde farver og smukke former hos de talrige vilde planter der indbefattes i betegnelsen liljer.“

Når man giver agt på „hvordan“ disse blomster „vokser“, lægger man mærke til at det sker uden at de behøver at arbejde hårdt eller at spinde som mennesker må gøre for at fremstille klæder. Men liljerne på marken er alligevel så overdådigt klædt at intet menneskeligt skrud, ikke engang det der blev båret af kong Salomon, som var kendt for sin pragt, kan sidestilles med dem. — 2 Krøn. 9:15-21.

Om den lære man kan uddrage af denne lignelse, sagde Jesus: „Når Gud nu således klæder markens planter, der er her i dag, men i morgen kastes i ovnen, vil han da ikke langt snarere sørge for tøj til jer, I småttroende?“ — Matt. 6:30.

„Markens planter“ indbefatter de blomster Jesus talte om. Under de hede somre i Palæstina kunne disse planter visne på så kort tid som to dage. De tørre blomsterstilke og græsstrå blev derefter samlet for at tjene som brændsel i bageovne. Eftersom Gud klædte planterne så smukt skønt de visnede så hurtigt, var Jesu spørgsmål meget passende: „Vil han da ikke langt snarere sørge for tøj til jer, I småttroende?“ Guds tjenere er af langt større betydning end blomster. Overdreven bekymring for hvordan man skal få det tøj man har brug for, vil være et tegn på at man er „småttroende“.b

„Vær derfor aldrig bekymrede og sig: ’Hvad skal vi spise?’ eller: ’Hvad skal vi drikke?’ eller: ’Hvad skal vi tage på?’“ fortsatte Jesus. „Det er jo alt sammen det folk fra nationerne så ivrigt stræber efter. Jeres himmelske Fader ved nemlig at I behøver alt dette.“ — Matt. 6:31, 32.

Her drager Jesus for tredje gang i sin bjergprædiken en sammenligning ved at henvise til „folk fra nationerne“, til dem som ikke var jøder. (Se Mattæus 5:47; 6:7.) Ikke-jøderne havde ingen forbindelse med Gud, og deres liv var bygget op omkring materielle ting og kødelige fornøjelser. Hvis Guds tjenere tvivlede på at Gud kunne og ville forsyne dem med livets fornødenheder, ville de derfor være ligesom folk fra nationerne, der var „uden Gud i verden“. — Ef. 2:11, 12.

Eftersom den Højeste ved hvad hans folk behøver, ville Jesu tilhørere gøre klogt i at følge hans yderligere råd: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ — Matt. 6:33.

Jesu disciple havde taget imod ham som Messias, hvilket gav dem mulighed for at blive medlemmer af Guds himmelske messianske regering, „riget“. (Luk. 22:28-30; Joh. 14:1-4; Dan. 7:13, 14, 18, 22, 27) Men de kristne må blive ved med „først at søge riget“ og stadig lade dette være det vigtigste i livet. De må også søge „hans [det vil sige Guds] retfærdighed“ ved at tro på Guds Messias og leve i overensstemmelse med Guds øvrige bud og befalinger. Dette bør de naturligvis aldrig gøre ud fra det synspunkt at de ved at overholde religiøse forskrifter og udføre fortjenstfulde gerninger, kan forpligte Gud til at velsigne dem. Den retfærdighed der betyder noget i Guds øjne, må udspringe fra et hjerte der er fuldt af kærlighed og værdsættelse på grund af det han har gjort for menneskeheden. (Se Romerbrevet 10:3; Første Johannesbrev 4:19.) De der sætter tilbedelsen af Gud først i livet, kan have tillid til at alle deres daglige behov ’vil blive givet dem i tilgift’ af den gavmilde Gud de tilbeder.

„Vær derfor aldrig bekymrede for dagen i morgen,“ fortsatte Jesus, „for dagen i morgen vil have sine egne bekymringer. Hver dag har nok i sin egen slethed.“ (Matt. 6:34) Hver dag har sine egne genvordigheder, der medfører et vist mål af skuffelser og bekymringer. Vanskeligheder i det daglige liv opstår ofte uventet og kan skyldes forhold mennesker ikke er herre over. (Bemærk Prædikeren 9:11.) Guds tjenere bør betragte sådanne problemer som „nok“ for „hver dag“, og tage én dag ad gangen. Ængstelse og bekymring for morgendagen kan ikke forbedre forholdene, men vidner i stedet om manglende tro på Gud og gør det vanskeligere at klare den indeværende dags „slethed“.

[Fodnoter]