Undgå oprørske tilbøjeligheder
„Jeg råbte og I stod imod, . . . I lod hånt om alt mit råd og tog ikke min revselse til jer.“ — Ordsp. 1:24, 25.
1, 2. Hvori bestod den første form for synd? Hvad kan ligge til grund for den og hvordan kulminerer den?
OPRØR var den første form for synd i himmelen og på jorden. Det resulterede i en ugunstig dom over alle der følger en oprørsk handlemåde. Nu rejser den første oprører sig til en sidste modstand mod Jehova og hans loyale tjenere og benytter sig af forskellige og snedige midler, og derfor er det nødvendigt for alle omhyggeligt at ransage tanker, motiver, opførsel og enhver form for adfærd for at kunne være på vagt.
2 I ønsket om at være på vagt over for vore tanker må vi gøre os klart at et menneskes afgørelser og slutninger kun er korrekte hvis de harmonerer med Jehovas, således som disse åbenbares gennem hans ord. Hvis de på nogen måde afviger, afslører det en tendens til at lade sig lede af skabningers tanker. Dette er en form for oprør. Det er måske ganske lidt til at begynde med, men hvis det fortsat farves af menneskets egensindige tanker og beslutninger kan det føre til en tilstand som den der omtales af Jakob: „Men enhver fristes, når han drages og lokkes af sit eget begær; derefter, når begæret har undfanget, føder det synd, og når synden er fuldvoksen, avler den død.“ — Jak. 1:14, 15.
3. Hvad er bestemmende for folks opførsel, og hvordan kan den ændres?
3 Når vi betragter menneskers handlinger i den gamle verden ser vi at „denne verdens gud“, den oprindelige oprører der blev Satan, har stået model til deres tanker og opførsel. Nøjagtig som børns karaktertræk bærer præg af forældrene sådan er hele menneskeheden blevet præget af det første oprørske forældrepar og deres syndige adfærd i Edens have, og menneskers tendens til oprør er stærk i dag. Det er derfor nødvendigt for alle at vende sig til den fader-foranstaltning som Jehova Gud har truffet for mennesker, nemlig hans søn, Kristus Jesus. (Joh. 3:16) Ikke dermed sagt at nogen fødes på ny i kødet, men dette at antage Sønnen sker gennem en sindsfornyelse og opnåelse af den „nye personlighed der gennem nøjagtig kundskab er ved at fornys efter billedet af den, som skabte den“. — Kol. 3:10, NW.
4, 5. (a) Hvad var Jesu fuldkomne eksempel baseret på? (b) Hvorfor er en fuldstændig underkastelse under Faderens vilje så vigtig?
4 Kristus Jesus fulgte den fuldkomne kurs, eftersom han var blottet for oprørske tendenser, og han er derfor det fuldkomne forbillede. Han traf ingen beslutninger ud fra sine egne ønsker. „Jeg kan slet intet gøre af mig selv; således som jeg hører, dømmer jeg, og min dom er retfærdig, thi jeg søger ikke at fremme min egen vilje, men hans, som har sendt mig.“ „Thi jeg er kommen ned fra Himmelen, ikke for at gøre min vilje, men hans vilje, som sendte mig.“ „Jeg [gør] altid . . ., hvad der er ham velbehageligt.“ Heri ligger der et smukt eksempel på fuldstændig og absolut hengivenhed for Faderen — fuldstændig blottet for oprørske tendenser. Dette giver i sandhed et uforligneligt eksempel på den fuldstændige villighed til at tjene som træl. Som han uforbeholdent fulgte sin Fader opfordrede han andre til at efterfølge sig: „Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min Faders bud og bliver i hans kærlighed.“ Denne udtalelse blev naturligvis rettet til dem der var kommet ud fra verden og havde sluttet sig til Mesteren; som han selv vidner: „De er ikke af verden, ligesom jeg ikke er af verden.“ — Joh. 5:30; 6:38; 8:29; 15:10; 17:16.
5 Ud fra hans egne ord er det let at se at fuldstændig samstemmighed med ham og hans Fader er bydende nødvendig for at blive antaget som børn. Afvigelse derfra vækker derfor mishag da det er ensbetydende med oprør imod hvad der er ret. Derfor må vi være opmærksomme på vore motiver, handlinger og beslutninger der leder vore handlinger, for at undgå oprør.
6. Hvad fører det til når en skabning tager sig friheder i forhold til Guds ord?
6 Faderen har givet os retfærdige befalinger; og eftersom de er fuldkomne og strenge kan hverken engle eller mennesker tillade sig at gå deres egne veje. En højtstående himmelsk skabning fulgte en forræderisk og opsætsig personlig kurs i Edens have og forledte andre til at følge efter. De der har et oprørsk sind prøver næsten altid at få andre til at blive ligedan og de søger derved at få andre til at følge i deres eget oprørske fodspor. Oprørerens handlemåde førte i dette tilfælde til eksklusion. Udstødelse eller ekskommunikation blev senere resultatet for de „engle, som ikke varetog deres høje hverv“, men forlod sig på deres egen forstand. Det første menneskepar, Adam og Eva, blev forvist fra det paradisiske hjem og bosted Jehova havde givet dem, på grund af deres selviske og havesyge ønsker og fordi de valgte at lytte til slangen og derved lade hånt om Guds sande ord. Eftersom Jehova ’ikke forandrer sig’, var Adam og Eva sikkert fuldt på det rene med et råd fra Jehova som dette: „Stol på HERREN af hele dit hjerte, men forlad dig ikke på din forstand; hav ham i tanke på alle dine veje, så jævner han dine stier,“ som det senere blev nedskrevet i Ordsprogenes bog 3:5, 6. — Jud. 6.
7. Hvilken forskel var der mellem Evas og Adams overtrædelse, skønt begges førte til synd?
7 Evas oprørske handlemåde skyldtes bedrag, som vi ser det af beretningen i 1 Mosebog: „Følgelig så kvinden at træets frugt var god at spise og at den var en fryd for øjet, ja det var en lyst at se på træet. Så begyndte hun at tage af dets frugt og spise den. Bagefter gav hun også noget til sin mand, da han var hos hende, og han begyndte at spise den.“ Adams oprørske kurs var overlagt og samvittighedsløs og den bragte Jehovas ugunstige dom over både ham og hans hustru. — 1 Mos. 3:6, 17-19, NW.
De forlod Jehova
8, 9. Hvilken oprørsk vildfarelse gjorde israelitterne sig skyldige i?
8 Skønt israelitterne havde denne historiske beretning om hvad der hændte i Edens have og senere på Vandflodens tid, plus beretningen om Jehovas mægtige gerninger da han udfriede dem fra de undertrykkende ægyptere, vendte de sig alligevel til en selvrådig kurs idet de gav slip på den begunstigede stilling Jehova havde givet dem blandt nationerne. Ikke alene havde de Guds direkte skrevne ord til dem, men fra deres forfædre havde de også et direkte vidnesbyrd om Jehovas bemærkelsesværdige åbenbarelse af hans vælde og hans kærlighedshandlinger med dem. Jehova strakte sig endog videre endnu da han tilvejebragte beskyttelse for sit folk ved at give dem en lov gennem Moses. Ikke blot gav han dem de ti bud som han skrev direkte med sin egen finger, men han gav dem også mange andre love om underordnede spørgsmål for at værne om deres opførsel og alle deres handlinger.
9 Dengang de vandrede ind i det land Jehova gav dem, blev de specielt advaret af ham mod de derboende hedningers afgudsdyrkelse. De fik befaling til at nedrive ba’als-altrene for at disse ikke skulle blive dem en snare. At de undlod at gennemføre dette var direkte ulydighed. Når deres trofasthed mod Jehovas ord sløvedes vendte mange israelitter sig til denne falske tilbedelse som de havde fået befaling til at udrydde, og således førte deres oprør dem ud i trældom under falsk tilbedelse. En gang blev det nødvendigt for Joasj at fremkomme med en udfordring til den falske gud Ba’als magt ved at sige til israelitterne: „Vil I virkelig stride for Ba’al eller hjælpe ham? Den, der strider for ham, skal dø inden i morgen!“ (Dom. 6:31) Når han fremkom med denne udfordring viser det at nogle fulgte disse afguderiske skikke og forsøgte at underlægge sig og forsvare denne fremmede religion på trods af Jehovas befaling til at ødelægge hvert spor af den.
10. Hvordan var israelitternes stilling hos Jehova når de var lydige, og når de var oprørske?
10 Yderligere blev israelitterne advaret om ikke at opstille noget udskåret billede af sten eller træ i deres land og bøje sig for det, da dette ville være at praktisere en gudsdyrkelse i lighed med den de hedenske nationer omkring dem øvede. Læg mærke til det betimelige i den instruktion der blev givet i det seksogtyvende kapitel af 3 Mosebog: „Hvis I følger mine anordninger og holder mine bud og handler efter dem, vil jeg give Eder den regn, I behøver, til sin tid, landet skal give sin afgrøde, og markens træer skal give deres frugt. Tærskning skal hos Eder vare til vinhøst, og vinhøst skal vare til såtid.“ (3 Mos. 26:3-5) I samme kapitel fortsætter han med at vise hvordan han vil tilvejebringe alt hvad de har brug for, og han vil endog hjælpe og være med dem når de uddriver de fremmede af landet. Imidlertid viser 3Mo 26 vers 14-16 at de blev advaret om at straffen ville ramme dem hvis de ikke adlød: „Men hvis I ikke adlyder mig og handler efter alle disse bud, hvis I lader hånt om mine anordninger og . . . bryder min pagt, så vil også jeg gøre lige for lige imod Eder og hjemsøge Eder med skrækkelige ulykker.“ Disse ord var ikke til at tage fejl af; dog finder vi at israelitterne ikke ænsede disse forordninger. Det var en oprørsk kurs. Antagelig begyndte den i det små, men da den fortsatte førte den til ulydighed i alle ting og sluttelig til Jehovas mishag. Vi lærer heraf at vi må være lydige, ikke oprørske.
11. (a) Hvilken straf blev pålagt overtrædere? (b) Hvilken pligt påhvilede der de mænd som sad inde med myndighed?
11 Hvis mænd og kvinder i Israel gjorde oprør mod Lovpagtens bestemmelser blev der grebet ind med disciplinære forholdsregler én gang for alle. De mænd i nationen som sad i ansvarsfulde stillinger fik befaling til at sørge for at overtræderne blev fjernet og stenet, for de var værdige til døden (udstødelse) som et resultat af at de havde vanhelliget Guds ord. I virkeligheden ville de som havde fået betroet ansvaret for at holde nationens handlinger rene og fri for oprør, selv blive ramt af Jehovas ugunstige dom hvis de var forsømmelige; for dette viste at de støttede sig til deres egne opfattelser, og resultatet blev at de undlod at opfylde Guds krav. De havde et større ansvar. Dette fremgår af 5 Mosebog 17:2-7: „Når der etsteds i din midte inden dine porte, som HERREN din Gud vil give dig, findes nogen, mand eller kvinde, der gør, hvad der er ondt i HERREN din Guds øjne, og overtræder hans pagt, idet han går hen og dyrker andre guder og tilbeder dem, solen, månen eller himmelens hele hær, hvad jeg ikke har pålagt Eder, og det bliver dig meldt, så du får det at høre, da skal du omhyggeligt undersøge sagen, og hvis det viser sig, at det virkelig forholder sig således, at der er øvet en sådan vederstyggelighed i Israel, da skal du føre manden eller kvinden, som har øvet denne udåd, ud til byporten, hvad enten det nu er en mand eller kvinde, og stene dem til døde. . . . Således skal du udrydde det onde af din midte.“ Det var pålagt de ansvarlige mænd at sørge for at rense landet for enhver af de oprørske handlinger som blev begået af dem der havde forladt Jehova. Det sås tydeligt at Jehova afskyede oprør og forlangte at hans folk blev holdt borte fra en sådan urenhed.
12. Hvordan kan nogle mennesker ræsonnere blot fordi deres genstridige handlinger ikke bliver opdaget?
12 Frit samkvem med de hedenske nationer markerede det første skridt til at forlade Jehova, som krævede fuldstændig afsondring fra sådanne nationer. Men dette samkvem medførte besmittelse og snart havde mange af israelitterne samme hjertetilstand som disse hedninger. Derfor sagde de: „Gud ser ikke hvad vi gør!“ (Jer. 12:4, Mo) Sandsynligvis tænkte de at deres skændige gerninger og åbne oprør ikke blev bemærket af Gud og de følte at de slap godt fra det; men Guds syn blev aldrig svækket. Dette slog han fast ved at sige: „Deres høst blev en skuffelse på grund af den Eviges heftige vrede.“ (Jer. 12:13, Mo) Det viste sig i sandhed at de høstede torne da de blev afsløret. Deres overlagte oprør kunne umuligt bringe frugtbarhed kun torne. Afskyelige gerninger velsignes ikke med frugtbarhed. Nogle som i dag har det samme sind bliver også skuffet når Guds vrede udøses over dem gennem hans organisation og de bliver udelukket; og selv om deres skjulte onde handlinger ikke kommer til Jehovas synlige organisations kendskab så de rette forholdsregler kan tages, er Jehova dog stadig opmærksom over for dette og sådanne vil meget snart blive meget åndeligt syge fordi de ikke mere har Jehovas gunst, velsignelse og ånd. Jehova tolererer ikke lovløse. De skridt der tages over for opsætsighed er i dag de samme som på Israels tid, en oprører vil blive sat uden for Jehovas gunst fordi han ikke holder sig til hans strenge og retfærdige principper. Guds sande tjenere derimod, er viet helhjertet loyalitet.
13, 14. (a) Hvad bliver resultatet når man sætter sin lid til sin egen bedømmelse? (b) Hvilken straf nedkalder Jehova over oprørere?
13 At forlade Jehova er en oprørsk synd og skyldes en for stor tillid til sig selv eller til en anden menneskelig skabnings bedømmelse. Jeremias havde et ord at sige i denne forbindelse: „Forbandet være den mand, som stoler på mennesker, og som holder kød for sin arm, hvis hjerte viger fra HERREN.“ Dersom en Guds tjener forlod Jehova ville han befinde sig i en stilling som den der beskrives med disse ord: „Thi to onde ting har mit folk gjort: Mig, en kilde med levende vand, har de forladt for at hugge sig cisterner, sprukne cisterner, der ikke kan holde vand.“ Et menneske som ikke drikker af de åndelige sandheder vil lide åndelig tørst, og fortsætter det kan det medføre døden. Endvidere spurgte Gud fortidens Israel: „Hvor kan jeg vel tilgive dig? Dine sønner forlod mig og svor ved guder, som ikke er guder. Når jeg mætted dem, horede de, slog sig ned i skøgens hus; . . . skal ikke min sjæl tage hævn over sligt et folk?“ — Jer. 17:5; 2:13; 5:7-9.
14 De som vendte sig til andre råd og vejledninger end dem Jehova havde givet, blev irettesat af Jehova selv. Der er berettet om det i 5 Mosebog 28:20: „HERREN skal sende forbandelsen, rædselen og truselen over dig i alt, hvad du tager dig for, indtil du i en hast bliver tilintetgjort og går til grunde for dine onde gerningers skyld, fordi du forlod mig.“ Hvilken aldeles tom og elendig tilstand for dem der ved deres oprørske kurs forlod Jehovas lov!
15. Beskriv den oprørske tendens der viste sig hos nogle af Jesu efterfølgere.
15 Skønt der var givet mange vidnesbyrd angående den snare som det er, ikke at ænse Jehovas ord uforbeholdent når man står i et pagtsforhold til ham, holdt de dog ikke op med at svigte ham. Selv på Jesu tid, kort før han skulle tages bort, stod det klart for ham at nogle af hans disciple, når de kom under pres, ville knurre, og han erklærede: „Men der er nogle af jer, som ikke tror.“ Når et menneske ikke mere tror Jehovas ord er det ensbetydende med at han ved at støtte sig til sin egen forstand eller en anden ufuldkommen skabnings mening har ledt sin opmærksomhed bort fra visdommens vej. Dette er tegn på oprør. Under en sådan omstændighed spurgte Jesus sine disciple: „Vil I også gå bort?“ Peter gav det rette svar: „Herre! til hvem skal vi gå hen? Du har det evige livs ord. Og vi er kommet til den tro og erkendelse, at du er Guds Hellige.“ De som fortsatte deres knurren forlod Mesteren dengang. En fortsat knurren i dag vil føre til at Jehova forlader den der knurrer. — Joh. 6:64, 67-69.
16. Hvilken yderligere oprørskhed ville lidt senere vinde indpas i kirken?
16 Apostelen Paulus advarede om at mange senere ville forlade Guds vej da han sagde: „Jeg ved, at efter min bortgang skal der iblandt jer komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden. Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig.“ Dette viser at flere ville støtte sig til deres egen forstand og gøre oprør, og lede andre til det samme. Desuden advarede Jesus om at der i de ’sidste dage’, som vi nu lever i, også ville komme et lignende frafald, især i tiden for hans usynlige anden nærværelse. Han illustrerede det ved at tale om en ’uforstandig brudejomfru’-klasse som ikke ville have en tilstrækkelig forsyning olie på deres lamper til den mørke tid der skulle komme. De blev påmindet om at stole på Jehovas ord og lade sig lede deraf, men deres lamper var ikke forsynet med tilstrækkelig olie, følgelig havde de ikke åndeligt lys nok til at de kunne ledes fremad. Dette var et resultat af at de havde stolet på deres egen bedømmelse af åndelige spørgsmål og derfor snublede mange på vejen. — Ap. G. 20:29, 30; Matt. 25:1-13.
17. Hvilken form for vildfarelse må en kristen i dag væbne sig imod?
17 Lad os derfor være agtpågivende og årvågne så vi ikke falder i den snare at drage vore egne slutninger og følge en oprørsk vej. For at beskytte mod en sådan lovløs kurs bringer Bibelen på side efter side oplysninger der tjener til rettesnor for dem der tragter efter retfærdighed og ønsker at følge en trofast kurs. Jehova tillader ikke menneskers bedømmelse at influere på hans organisation på jorden, men han kræver at mennesket fuldstændigt underlægger sig hans guddommelige afgørelse. Absolut hengivenhed er en pligt der påhviler dem der frivilligt tilbyder deres tjeneste og indvier deres liv til ham. — Jos. 24:19, 20.
Oprør inden for kristenheden
18. (a) På hvilken måde har de navnkristne gjort oprør mod Jehovas love og principper? (b) Hvilke egensindige læresætninger har de til vanære for Jehova forfægtet?
18 Kristenhedens religiøse grupper har gjort oprør ved at nægte at anerkende Jehovas herredømme gennem hans udøvende embedsmand, Kristus Jesus, nu i tiden. Ikke alene har de fornægtet det vidnesbyrd som nu aflægges af dem der forsvarer Guds regering ved hans søn, men de forfølger Guds sande tjenere. Mens Guds ord understreger at den kristne skal skille sig ud fra verden, slutter de sig til verden og er en nært forbunden og uadskillelig del af dens politiske og kommercielle elementer. (Jak. 4:4; 2 Kor. 6:17) Gud kræver at kristne afholder sig fra blodskyld; dog gør kristenheden sig åbenlyst skyldig i denne synd ved at slutte forbund med krigsførende nationer. Kristenheden har drevet det så vidt i sit oprør mod Jehovas retfærdige principper at den tolererer ægteskabsbrud. Det er et stiltiende samtykke når den nægter at udelukke dem der praktiserer ægteskabsbrud og andre overtrædelser. (1 Kor. 6:9, 10) De har gjort oprør mod Jehovas overhøjhed ved at anerkende og forfægte treenighedsdogmet som går ud på at Jehova og Jesus skulle være lige i magt og evighed. (Joh. 14:28; Åb. 3:14) Deres oprør ses også deraf at de fornægter den bibelske sandhed at sjælen dør, og accepterer den falske og hedenske lære om sjælens iboende udødelighed. (Ez. 18:4; Præd. 9:5, 10; 1 Kor. 15:53) De er en del af verden ligesom de Ba’al-dyrkende israelitter, og de kan sammenlignes med de skriftkloge og farisæerne på Jesu tid. — Matt. 23:9, 13, 15.
19. Hvilken dømmekraft må den kristne opvise?
19 Det ses derfor tydeligt at den sande kristne til enhver tid må holde sig fuldstændig borte fra denne tingenes ordnings politiske, gejstlige og kommercielle og materialistiske indflydelse. Genoptager man atter verdens handlemåde vil det være det samme som at stole på sine egne tankeslutninger og at vende sig fra Guds ords sunde formaning. Der findes kun én sikker rettesnor der kan vise én den rette kurs, Jehovas ord, den hellige Bibel.
Undgå materialistiske tendenser
20. Hvilke eksempler har vi på mennesker der lod sig drive af sande kristne motiver?
20 Den kristnes motiv må være rent og udfoldes oprigtigt og ærligt. Han må hverken se til højre eller til venstre; Kristus Jesus gav os et forbillede da han sagde: „Jeg glæder mig over at gøre din vilje, O min Gud!“ Han havde intet andet mål, og sådanne materialistiske fristelser som da den store oprører, Satan, ville give ham alverdens riger, havde ingen virkning på ham. Paulus havde det samme stålsatte sind da han fastslog at intet kunne afskrække ham fra at fortsætte sin helhjertede tjeneste som Jehovas træl. (Fil. 3:7-14) Nej ingen andre interesser ville kunne gribe apostelen Paulus, hverken interessen for hans eget jeg eller for materielle ting der kunne lette ham tilværelsen.
21. Hvordan bliver kristne i bjergprædikenen advaret imod at vurdere vigtige ting i livet forkert?
21 Dette råd imod materialisme understreges kraftigt i Jesu bjergprædiken hvor han sagde: „I må ikke være bekymrede for jeres liv, hvad I skal spise, eller hvad I skal drikke; heller ikke for jeres legeme, hvad I skal klæde jer med. Er ikke livet mere end maden, og legemet mere end klæderne?“ (Matt. 6:25) Jesus forudsagde at nogle mennesker ville gå meget op i materielle ting; ja de ville gå så vidt at de ville tillade disse materielle ting og kærligheden til dem at hindre dem i at påbegynde tjenesten for Riget. Hvis vore tanker ledes af og fortsat rettes imod sådanne kødelige ønsker betyder det at vi stoler på os selv og vor egen bedømmelse. Jehova Gud kender sit folks materielle behov og sørger for at det bliver stillet. Ved vor handlemåde viser vi om vi virkelig tror dette eller ej. Vore ønsker kan langt overstige vort behov, og de kan gribe nogle fuldstændigt og få dem til at blive unødigt bekymrede. Jesus advarer herimod med ordene: „Derfor må I ikke være bekymrede og sige: ’Hvad skal vi spise?’ eller: ’Hvad skal vi drikke?’ eller: ’Hvad skal vi klæde os i?’“ (Matt. 6:31) Disse bekymringer har mennesker i den gamle verden på grund af deres uopfyldte ønsker om komfortable hjem, luksuriøse automobiler, smukke omgivelser og moderne bekvemmeligheder. „Efter alt dette søger hedningerne.“ Disse ting er ikke nødvendige for at kunne udføre tjenesten godt. Guds ord fremsætter dette pålidelige råd: „Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Derfor må I ikke være bekymrede for dagen i morgen; thi dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.“ — Matt. 6:32-34.
22. Hvilke fordele har den der bygger på den symbolske klippegrund?
22 Den kristne der indretter sit liv fuldstændigt efter Jehovas ord vil være at ligne ved den fornuftige mand der byggede sit hus på klippegrund. Så kan storme og floder rase imod det, men vil ikke kunne fjerne det fra dets solide grundvold. Når et menneske derimod støtter sig til sin egen forstand og vender sig fra Jehovas vise råd i denne forbindelse, kredser hans tanker og opmærksomhed om at følge den handlemåde nationerne almindeligvis praktiserer, d.v.s. han begynder at samle sig jordiske rigdomme og lidt efter lidt flytter han fra huset med den sikre grundvold og hen i et hus der er bygget på materialismens sandbund. Han handler i oprør mod bedre viden eftersom han er blevet oplyst om dårskaben i en sådan adfærd. Det skrøbelige fundament er hans egen menneskelige bedømmelse, efter hvilken han har søgt nationernes skatte først og sat Rigets interesser i anden række. — Matt. 7:24-27.
23. Hvilken stræben leder mange i snare?
23 Nogle kristne bliver undertiden så afhængige af og optaget af at tænke på materielle værdier at de taber det allervigtigste af syne, at leve op til deres indvielsesløfte til Gud, og anvender al deres energi på at tjene penge. Denne dåragtige kurs blev forud omtalt af Salomon: „Jeg så mere tomhed under solen — en ensom mand, uden slægtninge, uden søn eller broder, som dog slider for at tjene penge; han kan ikke stilles tilfreds med det han tjener, og han . . . slider og under ikke sig selv nogen glæde. Også det er tomhed, en ussel gerning.“ En mand der stræber efter denne verdens penge og fornøjelser vil snart gøre oprør imod og vende sig bort fra glæden ved at tjene Gud. Apostelen Paulus gav følgende råd: „Byd dem, der er rige i den nuværende verden, ikke at være hovmodige eller sætte deres håb til den usikre rigdom, men til Gud.“ Hvis man sætter sin lid til materiel rigdom betyder det at man stoler på at den formår at frelse. Penge er en magt og et værn men vil ikke hjælpe den som søger dem til at opnå evigt liv. Gudfrygtighed sammen med nøjsomhed, derimod, er en stor vinding. Den trofaste Moses formanede: „Når . . . dit sølv og guld øges, og alt hvad du ejer, øges, lad så ikke dit hjerte blive hovmodigt, så du glemmer HERREN . . . som i ørkenen gav dig manna at spise.“ Det er derfor bedre at sætte sin lid til Jehovas stærke arm fremfor et skrøbeligt fundament tilvejebragt ved hjælp af penge; eller endog til fyrsters magt. — Præd. 4:7, 8, Mo; 1 Tim. 6:17; 5 Mos. 8:12-14, 16; Sl. 118:9; 146:3.
24. (a) Er det at eje rigdomme synd i sig selv? (b) Vis hvordan kærlighed til penge kan føre til oprør.
24 De der ejer rigdom véd at dette i sig selv ikke er forkert, men de onde følger opstår ved at man nærer kærlighed til den og tilskriver den evne til at frelse. For dem der ikke ejer rigdomme men stræber derefter, er det deres konstante længsel og stræben der udvirker et ondt resultat, for det medfører at de bruger tid og kræfter, som ellers er indviet til tjenesten for Jehova, på at opnå hvad de ønsker, og det er en kurs der kun kan bringe dem skuffelse, for selv i bedste fald kan rigdomme kun holde sin mand i live en kort stund. Hvor uendelig dåragtigt er det ikke at nægte sig selv de rigdomme der følger med tjenesten for Jehova blot for at opnå denne flygtige smule sikkerhed. „Kun som en skygge er menneskets vandring, kun tomhed er deres travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.“ (Sl. 39:7) Det er uhyggeligt at se hvordan kærligheden til penge æder sig ind i et menneskes sind og bliver som en giftig plante. Straks sætter den sig i stedet for kærligheden til Gud og bliver som et umætteligt ønske. Dog bringer penge ikke engang varig glæde til den der opnår dem, som det vises i Prædikeren 5:9-11: „Den, der elsker sølv, mættes aldrig af sølv, og den, der elsker rigdom, mættes aldrig af vinding. Også det er tomhed. Jo mere gods, des flere til at fortære det, og hvad gavn har ejeren da deraf, ud over at hans øjne ser det? . . . den riges overflod giver ham ikke lov til at sove.“ Materialismens vildfarelse vises også i Ordsprogene 11:4: „Ej hjælper rigdom på vredens dag, men retfærd redder fra døden.“ Når det begynder at gå godt for en eller anden i forretninger eller i materiel henseende siger han ofte: „Nuvel, jeg vil bruge min tid til dette lidt endnu så vil jeg have nok til at klare mig selv og så kan jeg tage heltidstjenesten op.“ Så går det ham bedre og bedre og det gamle forsæt gentages. Det er nødvendigt at han er skarpt på vagt hvis han ikke skal blive overrumplet, som Jesus illustrerede det i tilfældet med den rige mand hvem det også gik godt. Efter en tid sagde denne mand: „Jeg har jo ikke plads til min høst.“ I stedet for at være tilfreds med det han ejede besluttede han: „Sådan vil jeg gøre: jeg vil rive mine lader ned og bygge dem større, og der vil jeg samle alt mit korn og mit gods; og jeg vil sige til min sjæl: Sjæl! du har meget gods liggende, nok for mange år; slå dig til ro, spis, drik og vær glad!“ Dette er den almindelige måde at ræsonnere på når man sætter sin lid til egne tanker. Men læg mærke til hvilke ulykkelige følger man kan forvente i betragtning af det svar der blev givet til den rige mand som ræsonnerede på denne måde: „Men Gud sagde til ham: ’Du dåre! i denne nat kræves din sjæl af dig; . . .’ — Således går det den, som samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.“ Apostelen Paulus vidnede også om den snare det er at støtte sig til sine egne tanker og følge verdens kurs: „ . . . at I ikke mere må vandre som hedningerne i deres sinds tomhed, formørkede som de er i deres tankegang og fremmede for livet i Gud på grund af den uvidenhed, der er i dem som følge af deres hjertes forhærdelse.“ Denne verdens mennesker er naturligt nok formørkede i deres tankegang og derfor fremmede for Jehova. Så at følge den vej verden har anvist er en „lidet indbringende kurs“ og det ville være oprør imod Jehovas vise råd. Kristne må tage afstand fra en sådan kurs og ikke lade sig vildlede af andres tanker og eksempler. — Luk. 12:16-21; Ef. 4:17, 18.
Utilfredshed
25, 26. (a) Hvordan viste israelitterne en oprørsk ånd? (b) Hvorledes advarede Paulus mod knurren? Hvilken knurren bør undgås i dag, og hvorfor?
25 Israelitterne nød mange velsignelser på deres rejse fra Ægypten til det lovede land og mange mirakler blev udført til gavn for dem; alligevel knurrede de imod Jehova. I denne sindstilstand varede det ikke længe før de glemte hvilke fordele Jehovas kærligt udrakte hånd havde skænket dem. De mistede tilliden til Jehova og begyndte så at stole på deres egen forstand, og resultatet blev at de knurrede imod ham fordi de ikke havde nok af denne verdens gods. Selv om der blev sørget godt for dem krævede de mere og bedre føde; de forlangte kød, og gnavne som de var sagde de at det ville have været bedre om de var forblevet i trældom i Ægypten. Dette var en helt igennem oprørsk holdning over for Jehova. Den kan udmærket stå som et eksempel for kristne i dag for at de ikke skal henfalde til oprør ved at knurre mod Jehova eller hans organisation i vor tid. Paulus advarede om hvad der ville ske med dem som knurrede og han formanede i afgjorte vendinger de kristne til at undgå dette: „I må heller ikke knurre, som nogle af dem knurrede og blev dræbt af ’ødelæggeren’.“ (1 Kor. 10:10) Dette eksempel blev givet for at kristne der lever i dag kan undgå at følge så tragisk en kurs. Hvis man ikke er opmærksom og vågen over for denne sindstilstand vil man snart opdage at man er utilfreds med den måde hvorpå Jehova leder sin organisation, hvordan han udvælger sine forskellige tjenere til at beklæde ansvarsfulde poster hvor han ønsker at de skal tjene.
26 Hvis den der hævder at være en trofast, indviet tjener, begynder at knurre, kan han være på vej til at gøre oprør, og i sidste ende vil han blive irettesat hvis han fremturer i denne form for oprør. Folkets oprørske ånd i fortiden vakte Jehovas mishag og dette gjorde han kendt for at alle som i dag fremturer på lignende måde kan vide for vist at Jehovas vrede vil komme over dem. En knurrekampagne mod Jehova eller nogen del af hans organisation vil ikke blive tolereret. De som har opsyn med menighederne har pligt til at skride ind over for dem der sår splid ved deres knurren og oprørske handlemåde.
27. Hvilken oprørsk holdning omtales af Jakob i kapitel 3, vers 14-17?
27 Sammen med en oprørsk kurs følger som regel en rivaliseringens og skinsygens ånd. Denne konkurrence og misundelsesånd er den direkte modsætning til den kærlighedens ånd som gør sig gældende i Jehovas organisation, og man vil få sin broder til fjende ved at følge en sådan adfærd. I Jakob 3:14-17 gives der et råd i så henseende: „Men huser I bitter misundelse og egennytte i jeres hjerter, så ros jer ikke løgnagtigt på trods af sandheden! Den ’visdom’ kommer ikke ovenfra, men er jordisk, sjælelig, og stammer fra de onde ånder. Thi hvor der er misundelse og egennytte, dér er forvirring og alt, hvad ondt er.“ Læg mærke til modsætningen: „Men visdommen ovenfra er først og fremmest ren, dernæst fredselskende, mild, hensynsfuld, fyldt med barmhjertighed og gode frugter, fri for partiskhed og hykleri.“ Misundelse og rivaliseren er symptomer på åndelig sygdom og kan, ligesom andre former for oprør, føre til tab af liv.
Selvrådighed og hårdnakkethed
28. Hvad vidner selvrådighed og hårdnakkethed om?
28 Selvrådighed og hårdnakkethed er ikke kristne egenskaber og bliver ikke praktiseret inden for Jehovas organisation. Jehovas sande tjenere handler i fuldkommen harmoni med hans guddommelige ord. De opmuntres til at fortsætte ad denne vej og til fortsat at vokse i moden opførsel og blive kristne. Hvis en eller anden lægger hårdnakkethed og selvrådighed for dagen beviser det at hans tanker ikke er tilstrækkelig optaget af Guds ord. Jehova gav sikker vejledning i så henseende i 2 Kongebog 17:14, 15: „Men de ville ikke høre; de gjorde sig halsstarrige som deres fædre, der ikke stolede på HERREN deres Gud; de lod hånt om hans anordninger og den pagt, han havde sluttet med deres fædre, . . . og efterlignede folkeslagene rundt om dem.“ I Jeremias 7:24 erklærede Jehova yderligere angående dette: „Men de hørte ikke og lånte ikke øre; de fulgte deres onde hjertes stivsind og gik tilbage, ikke fremad.“
29. Hvad gør man i virkeligheden når man lader hånt om Guds råd?
29 Når en eller anden lader hånt om Guds råd eller vender sig fra irettesættelse, enten det nu er fra Jehovas ord eller fra hans organisation, fornægter vedkommende i virkeligheden den almægtige Guds vejledning. „Vend Eder til min revselse! . . . I stod imod, . . . I lod hånt om alt mit råd og tog ikke min revselse til jer.“ — Ordsp. 1:23-25.
30. Hvilken afstraffelse udmålte Gud for hårdnakkede og genstridige børn?
30 Ofte viser børn hårdnakkethed. Her er det forældrenes ansvar at retlede barnet mens det vokser op, for at hindre tendensen i at tage til og blive en del af barnets natur. Hvis barnet ikke får den rette opdragelse og vejledning straks når tendensen viser sig, vil en sådan mangel let kunne blive årsag til at Jehovas vrede kommer over det senere i livet. Hvis forældrene ikke kan klare problemet må de anmode om hjælp hos en moden broder eller hos medlemmer af menighedens udvalg. Jehova siger angående dette i 5 Mosebog 21:18-21: „Når nogen har en vanartet og genstridig søn, der ikke vil adlyde sine forældres røst og, selv når de tugter ham, ikke adlyder dem, så skal hans forældre tage ham med magt og føre ham ud til de ældste i hans by og til porten der og sige til byens ældste: ’Vor søn her er vanartet og genstridig; han vil ikke adlyde os, men er en ødeland og drukkenbolt.’ Derpå skal alle mændene i hans by stene ham til døde. Således skal du udrydde det onde af din midte, og hele Israel skal høre det og gribes af frygt.“ Vær vis på det, en ung Guds tjener i dag bør vide at han vil komme til at stå i et dårligt lys hos Jehova Gud hvis han følger en hårdnakket og selvrådig kurs. Disse egenskaber kendetegner kun Satans verden, og dersom et af Jehovas børn, ungt eller gammelt, lægger disse egenskaber for dagen og fortsætter dermed vil det medføre at han afskæres fra Jehovas rene og sande organisation.
Selvbestaltet frihed
31. Hvorfor gør mange oprør mod Jehovas norm for retfærdighed?
31 Mange mennesker uden for Jehovas organisation udøver i dag hvad de kalder „fuldkommen frihed“ til at tænke og handle. De tillægger sig en filosofi der tillader dem at tilfredsstille ethvert lune. Da de ikke ønsker at være begrænsede i nogen retning nægter de at anerkende Guds sande ord som vejleder og de fortsætter i deres selvbestaltede frie færd. Dette er en oprørsk kurs og den fører Harmagedons ødelæggelse over dem der praktiserer den. Mange af disse mennesker indtager denne holdning fordi de ser den konflikt der er mellem religionens vildfarelser og de religiøse lederes filosofi, og de føler at de selv er i stand til at vælge og opstille deres egen morallov.
32. Hvorfor er „fritænkernes“ filosofi så populær, og hvorfor er den så forførende? Hvad vil ramme dem der bliver indfanget i denne filosofi?
32 Denne form for filosofi tillader således den enkelte at gøre hvad han ønsker når som helst han vil, uden at sætte grænser for hans ønsker. Hans moralnormer og -begreber kan han selv bestemme efter forgodtbefindende. Når så svævende begreber er populære i verden, vil de som ikke føler sig bundet af Guds høje og prisværdige moralske principper snart opdage at de er blevet forført og narret ud på en lav og egensindig vej, om end det er i selskab med ligesindede med hvem de kan dele deres sanselige og erotiske lyster. Uden Jehovas rene ord og organisation som vejleder kan kristne blive ofre for denne falske anskuelse og falde for den snare hvori en verden af „fritænkere“ allerede er fanget.
33. Hvad er kristne, til forskel herfra, klare over? Hvordan beskytter de sig selv?
33 Jehova har ikke vendt ryggen til sit folk for at lade det blive ført vild og blive offer for samme ulykke. Verdens fritænkere kan tage sig den frihed at slå ind på den umoralske kurs som er konsekvensen af deres ræsonnementer. Men Jehovas tjenere er fuldstændig klare over at ægteskabsbrydere og utugtige ikke kan arve Riget, de er bekendt med denne advarsel, som er en ledende kraft i deres liv idet den holder dem fuldstændig rene i tjenesten for Jehova. De er vågne over for de vældige kræfter i mennesket der, hvis de ikke er under den rette kontrol, kan føre det ud i en nedværdigende adfærd. Unge mænd og kvinder inden for Jehovas organisation er derfor på vagt for at holde sig rene og være hævet over en umoralsk opførsel så de ikke skal blive fordærvede ved deres eget selviske begær. Har de ikke deres stærkere følelser under kontrol vil det sige at de plejer deres egen vilje eller kødets vilje snarere end Jehovas vilje, og det vil være direkte oprør mod Jehovas vise råd. Jehova tillader ikke sådanne handlinger inden for sin organisation selv om kristenheden der omgiver os ser gennem fingre dermed.
34. (a) Hvilken holdning skulle forældre indtage hvis deres børn har begået umoralske handlinger? (b) Hvordan kan forældre blive meddelagtige i en lovløs handling?
34 Når forældre bliver bekendt med at deres børn har begået et fejltrin i denne henseende, hvis de er faldet som ofre for et umoralsk forhold til en af det modsatte køn, er de undertiden uvillige til at rapportere dette til de ansvarlige i organisationen som har pligt til at holde organisationen ren for sådanne handlinger. I så fald bliver forældrene meddelagtige i en lovløs handling fordi den implicerede er af deres eget kød og blod. Dette nære slægtskab burde ikke have nogen indflydelse på hvad der er ret og uret, og en handling af denne art skal rapporteres til de ansvarlige i menigheden, hvad enten det er ens eget barn eller en hvilken som helst anden i den kristne menighed. Hvis en eller anden i organisationen kommer til kundskab om en sådan situation og undlader at rapportere den, bliver vedkommende direkte meddelagtig i den og i en oprørsk kurs. Forbrydelser hører ikke hjemme i Jehovas rene organisation, og en trofast tjener vil ikke lukke øjnene for dem ved at forholde sig rolig og undlade at rapportere dem til de brødre der har myndighed til at skride ind i sagen. Hvis nogen er forsømmelig i udførelsen af sin kristne pligt støtter han sig til sine egne tanker og er selvrådig, hvilket er en kurs der leder til oprør imod Jehovas rene organisation.
35. Hvorfor er det et tydeligt tegn på umodenhed hvis en indviet kristen vælger en uindviet ægtefælle?
35 En indviet kristen erkender at han må forblive fuldstændig adskilt fra verden. Dette indbefatter afstandtagen fra verden, selv i spørgsmålet om valg af ægtefælle. Som Jehova ikke dengang ville tillade israelitterne at indgå ægteskab med de hedenske kvinder, på samme måde går kristne af i dag direkte imod Jehovas råd hvis de vælger en ægtefælle som ikke er indviet til at tjene Jehova. Byrden af en sådan forbindelse vil være tung, ja ikke til at bære, fordi Jehovas velsignelse ikke hviler over den. (2 Kor. 6:14) Hvis nogen går direkte imod Jehovas befaling og råd i dette spørgsmål viser det så ikke at de helt stoler på deres egen bedømmelse, at de er selvrådige og har en tendens til oprør? Det vil være tegn på stor umodenhed hos den der gør dette, og den der følger en sådan kurs vil ikke være kvalificeret til at repræsentere Jehovas rene organisation i egenskab af tilsynsmand i menigheden.