Glæd dig ved din tjeneste for Jehova
„Tjener [Jehova] med glæde, kom for hans åsyn med jubel!“ — Sl. 100:2.
1, 2. Hvordan søger mange lykken, men hvad kan ifølge Jesus gøre os lykkelige?
VIL du gerne være lykkelig? ’Naturligvis,’ svarer du sikkert, ’vil enhver ikke det?’ Jo, de fleste mennesker jager efter lykken hele deres liv, men størsteparten af jordens beboere finder i virkeligheden aldrig den dybe indre fred, tilfredshed og glæde der er betegnende for sand og varig lykke. Mange mennesker stræber ihærdigt efter at samle sig flere ejendele fordi de tror at materielle værdier kan gøre dem lykkelige. Men er det på den måde man opnår varig lykke? Og hvis ikke, hvordan finder man den så?
2 Det er ikke svært at besvare disse spørgsmål når man gør sig klart at varig lykke ikke først og fremmest afhænger af fysiske omstændigheder. Jesus nævnte end ikke materielle værdier i bjergprædikenens „saligprisninger“. Derimod sagde han: „Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov . . . Lykkelige er de som hungrer og tørster efter retfærdighed . . . Lykkelige er de barmhjertige . . . Lykkelige er de som stifter fred.“ — Matt. 5:3-9.
3. Er det svært at finde sand tilfredshed og lykke?
3 ’Flygtig,’ siger nogle om lykken og den sande tilfredshed, og dog er den ikke langt borte; den er nemlig nært forbundet med den rene tilbedelse af Skaberen, Jehova Gud. Han kaldes ’den lykkelige Gud’; og eftersom han har skabt mennesket i sit billede, er det indlysende at han ønsker at vi også skal være lykkelige. (1 Tim. 1:11; 1 Mos. 1:27) Han gør det let for os at finde ud af hvad der er hans hensigt med os, og hvad vi bør gøre. Apostelen Paulus gjorde en gruppe athenske filosoffer opmærksomme på at Gud har skabt mennesket og at det er hans ønske at mennesker skal „famle sig frem til ham og virkelig finde ham, skønt han ikke er langt borte fra en eneste af os“. — Apg. 17:26, 27.
Jesu syn på hvad der bringer glæde
4. Hvorfor kan vi stole på Jesu vejledning når han siger at man ikke skal bekymre sig og ivrigt stræbe efter det materielle?
4 Mange synes det er en kamp at skaffe sig livets fornødenheder i denne verden. Men behøver det at være det? Man må naturligvis arbejde for at tjene til føden. Men Jesus Kristus lod forstå at det er unødvendigt at bekymre sig og at engagere sig i en ivrig jagen efter de daglige fornødenheder. (Matt. 6:25) Jesus vidste hvad han talte om, for han havde tjent som sin Faders værkmester ved menneskets skabelse. (Kol. 1:15, 16) Han havde iagttaget Guds omsorg og foranstaltninger for dem der tjente ham, og han kunne give David ret i ordene: „Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans afkom tigge sit brød.“ — Sl. 37:25.
5. Var de økonomiske forhold under og efter Jesu jordiske tjeneste bedre end i dag, således at hans ord i realiteten ikke har så stor vægt for os?
5 Jesus kom til den jødiske nation i en urolig tid. Han vidste at der ville komme langt vanskeligere tider i løbet af få år. Vi kan være sikre på at det var en nøje overvejet og pålidelig vejledning han som Guds ypperste repræsentant gav folket da han sagde: „Vær . . . aldrig bekymrede og sig: ’Hvad skal vi spise?’ eller: ’Hvad skal vi drikke?’ eller: ’Hvad skal vi tage på?’ Det er jo alt sammen det folk fra nationerne så ivrigt stræber efter. Jeres himmelske Fader ved nemlig at I behøver alt dette. Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ — Matt. 6:31-33.
6. Kan den der stoler på Gud blot sidde med hænderne i skødet og vente på at Gud vil sørge for ham?
6 Jesus kendte sin Fader som den levende Gud der kunne og ville bruge sin overlegne magt og sørge for den der tjente ham og rettede sig efter hans sandhedsord. Det betyder ikke at han vil føde og klæde sin tjener uden at denne behøver at røre en finger. Guds tjener må have et ligevægtigt syn på tingene og arbejde for at få det nødvendige men ikke lade dette være hans vigtigste mål. Han må undersøge Guds ord og sætte sig ind i hvad Gud forventer af ham. Han må nå dertil at det åndelige bliver det væsentligste i hans liv. Så vil Gud gøre sin del og give ham den styrke der skal til for at han kan skaffe sig det nødvendige. — Fil. 4:19.
De grundlæggende årsager til sand glæde
7. Hvad er sandsynligvis det der giver et menneske den største glæde når det lærer sandheden at kende?
7 Denne forsikring, og vidnesbyrdet fra Gud om at dette løfte er pålideligt, vil være en kilde til lykke. Den største lykke eller glæde bygger på følgende: Forståelse af hvad der er Guds hensigt med jorden og menneskeslægten samt af hvilken plads man selv indtager i forbindelse med denne hensigt. Dette giver én et mål, en mening med livet, hvilket betyder mere for opnåelse af lykke end materielle ejendele.
8. Hvordan gælder apostelen Paulus’ ord, i Første Timoteusbrev 4:8 os der lever nu?
8 Når man så lever sådan som Gud kræver det, bliver man forskånet for megen frygt og mange farer. De der på rette måde sørger for deres familie, både materielt og åndeligt, erfarer glæde fordi de sædvanligvis har et lykkeligt familieliv. Deres børn vokser op med et mål i livet. Medlemmerne af en sådan familie har ikke svært ved at se det formålsløse i at forsøge at finde glæden ved hjælp af narkotika, umoralitet eller jag efter noget der ikke har varig værdi. Derved undgår de mange mentale og fysiske sygdomme der følger med den løsagtige, ørkesløse, uvirkelige levemåde som mange mennesker har antaget i dag. Apostelen Paulus sagde: „Gudhengivenhed er gavnlig til alt, idet den indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme.“ — 1 Tim. 4:8.
9. Hvilke yderligere glæder opnår man efter at man har lært sandheden at kende og er begyndt at leve efter den?
9 Hertil kommer at der råder en broderskabets ånd blandt dem der tjener Gud. Det er ikke altid de er så vellidte hos deres slægtninge, og måske mister de nogle af deres venner. Men Jesus gav dette løfte: „Ingen har forladt hus eller brødre eller søstre eller moder eller fader eller børn eller marker for min skyld og for den gode nyheds skyld, uden at han vil få hundrede gange mere nu i denne tidsperiode, huse og brødre og søstre og mødre og børn og marker, sammen med forfølgelser, og i den kommende tingenes ordning evigt liv.“ — Mark. 10:29, 30.
10. Hvilken speciel glæde opnår kun de der forkynder den gode nyhed?
10 Den der lever i overensstemmelse med Bibelen oplever en helt speciel glæde, nemlig glæden ved at hjælpe andre til kundskab om Gud. Det er en almindelig opfattelse at man bliver glad når man får noget forærende, men Guds søn sagde: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ (Apg. 20:35) De der har viet deres liv til at hjælpe deres medmennesker, det være sig inden for lægevidenskab, undervisning eller andre felter, har opnået et vist mål af tilfredshed og glæde. Men denne glæde kommer ikke på højde med glæden ved at hjælpe et medmenneske til kundskab om Gud. Det er fordi kundskaben om Guds veje og befalinger gavner en ud over nuet — den er en hjælp i livet nu, og den giver håb om et liv i fremtiden. Når mennesker lærer sandheden at kende bliver de klar over hvordan de, med Guds hjælp, kan leve et meningsfyldt liv og løse eller overvinde deres problemer. Til gengæld kan de så hjælpe andre og lære dem at følge den vej til livet som Bibelen anviser. Alt dette øger yderligere glæden hos den der lærer andre den gode nyhed at kende, for han ser frugten af sit arbejde, idet den gode nyhed spredes langt videre end han selv formår. Den første kristne menighed i Tessalonika er et eksempel på dette. — 1 Tess. 1:8, 9.
11. Beskriv den glæde Paulus og Silas erfarede under den forfølgelse de blev udsat for i Filippi.
11 Når vi kan glæde andre medfører det en tilfredsstillende glæde for os selv. Paulus og Silas blev uden tvivl forbløffede og glade da Jehova mirakuløst åbnede dørene i fængselet hvor de sad i den makedoniske by Filippi. Men kan du forestille dig deres glæde da arrestforvareren blev klar over at disse mænd var sendt af Gud den Allerhøjeste, og derfor førte dem ud af deres celle og spurgte: „I herrer, hvad skal jeg gøre for at blive frelst?“ Paulus og Silas kunne nu redegøre for Guds hensigt ved Kristus, og „alle, han [arrestforvareren] selv og de som hørte ham til, blev uden tøven døbt . . . og han glædede sig usigeligt sammen med hele sin husstand nu da han havde fået tro på Gud“. — Apg. 16:25-34.
Kristne lader ikke modstand ødelægge deres glæde
12. Hvorfor behøver vi ikke at miste modet selv om nogle modstår sandheden og taler ondt om os?
12 Nogle mennesker bryder sig imidlertid ikke om sandheden og søger måske at ødelægge glæden hos den der forkynder den gode nyhed. De bekæmper måske ligefrem udbredelsen af den gode nyhed og prøver på at skabe vanskeligheder for forkynderen ved at give en forkert fremstilling af ham og hans motiver. Dette skete for apostelen Paulus. Ikke desto mindre skrev han følgende fra fængselet i Rom til Filippermenigheden: „Sandt nok forkynder nogle Messias af misundelse og rivalisering, men andre gør det også af god vilje. De sidste forkynder Messias af kærlighed, for de ved at jeg er sat her til forsvar for den gode nyhed; men de første gør det af stridbarhed, ikke med et rent motiv, for de mener at de kan forårsage trængsel for mig i mine lænker. Hvad så? Ikke andet end at Kristus forkyndes på enhver måde, enten på skrømt eller i sandhed, og dette fryder jeg mig over. Ja, jeg vil også blive ved med at fryde mig.“ Og han tilføjede et ønske om at de kristne ’i ingen henseende ville lade sig skræmme af deres modstandere’. „Netop dette,“ sagde han, „er et bevis på ødelæggelse for dem, men på frelse for jer; og denne tilkendegivelse er fra Gud.“ — Fil. 1:15-18, 28.
13. Hvordan tog apostlene den bitre modstand i Jerusalem?
13 Ved en tidligere lejlighed, lige efter pinsedagen år 33, skete det at ypperstepræsten og saddukæerne „fyldtes af skinsyge“ over apostlenes offentlige forkyndelse, især over at mange lyttede og kom til troen. Apostlene blev sat i offentlig forvaring. De blev udfriet af en engel men anholdt på ny. Da de religiøse ledere hørte deres forsvar, „følte de sig ramt i deres inderste og ville gøre det af med dem“. Men en højt agtet farisæer ved navn Gamaliel advarede: „Lad dem være; . . . ellers vil I måske blive fundet som nogle der kæmper mod Gud.“ Så nøjedes de med at piske apostlene og befale dem at indstille forkyndelsen. Tog denne konfrontation med døden modet fra disciplene? Bevirkede den at de mistede glæden? Nej, tværtimod gik de bort, „idet de frydede sig over at de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for navnets skyld. Og hver dag fortsatte de med, i templet og fra hus til hus, uden ophør at undervise og at forkynde den gode nyhed om Messias, Jesus“. — Apg. 5:12-42.
14. Kan vi regne med at få lige så megen hjælp fra Gud som den kristne menighed fik i det første århundrede?
14 Her, som i visse andre tilfælde, greb Gud mirakuløst ind for at gøre det klart for enhver at han støttede arbejdet med at forkynde den gode nyhed. (Apg. 12:1-11) Han støtter det ikke mindre i dag, hvor Kristus og hans engle leder arbejdet. I nyere tid har Jehovas tjenere på en storslået måde erfaret hans hjælp. De har set forkyndelsen af den gode nyhed tage sin begyndelse i områder der hidtil har været umulige at nå. De har set mennesker som før var bitre modstandere blive draget til sandheden af Guds ånd. Sådanne oplevelser minder os om Saulus’ omvendelse, ham der blev apostelen Paulus. (Apg. 9:1-16) Nutidens eksempler er måske ikke så iøjnefaldende mirakuløse sammenlignet med dem man erfarede i den første kristne menighed. Ikke desto mindre ser Guds tjenere den vældige magt der står bag disse begivenheder — de erkender at det er Jehovas „kraftige gerninger“. — Gal. 3:5.
15. Er kristne ude på at blive forfulgt? Hvorfor finder de sig i forfølgelse?
15 Med denne mægtige kraft bag sig bliver de der oprigtigt tjener Jehova, ikke lammet af frygt; de bliver heller ikke så modløse at de holder op med at forkynde selv om folk ikke vil lytte. Nej, de ved at Jesus sagde til sine disciple: „I vil blive genstand for alles had på grund af mit navn.“ De mindes også apostelen Paulus’ ord: „Alle de som ønsker at leve gudhengivent i samfund med Kristus Jesus vil også blive forfulgt.“ (Matt. 10:22; 2 Tim. 3:12) Kristne er ikke ude på at blive forfulgt; de er ikke glade for forfølgelse, men de finder sig i den når den opstår, for de ved at udholdenhed under prøver udvirker noget godt for dem. De indtager samme standpunkt som de første kristne: „Lad os også juble mens vi er i trængslerne, idet vi ved at trængselen bevirker udholdenhed; og udholdenheden en godkendt tilstand; den godkendte tilstand igen håb [nemlig håb om at opnå belønningen], og håbet fører ikke til skuffelse.“ — Rom. 5:3-5.
16, 17. (a) Hvad krævedes der af Israels soldater når de kæmpede mod de hedenske folk? (b) Kan vi gøre regning på den samme støtte når vi forkynder?
16 Fortidens salmist tilskyndede Israels folk: „Tjener [Jehova] med glæde, kom for hans åsyn med jubel!“ (Sl. 100:2) Han så gerne hele Israel samlet i templet i Jerusalem for at deltage i den rene tilbedelse. Vi kan styrkes og opmuntres ved at betragte dem der tjente Jehova dengang, ved at iagttage deres tro og de forhold de levede under. De måtte forblive lydige mod Loven, der indeholdt de højeste moralnormer og som i kraft af sine forskrifter angående hygiejne og forskellige spiser tjente til at beskytte trofaste jøder imod at omgås dem der ikke tilbad den sande Gud. Israelitterne var omgivet af hedenske folk der øvede alle former for umoralitet, ofte i forbindelse med deres urene afgudsdyrkelse. Til tider blev de opfordret til at bekrige disse folk, der almindeligvis pønsede på at udslette dem og tage deres land.
17 Forestil dig hvilken tro og hvilket mod det krævede at drage i krig mod disse nationer hvis soldater var hærdede krigere mens israelitterne for de flestes vedkommende var beskæftiget med fredeligt landbrug. Prøv at se dig selv drage af sted for at kæmpe ansigt til ansigt med disse stærke, fjendtlige krigere. Det var kun ved tro på Gud, og ikke i egen kraft, at israelitterne formåede at vinde, for når de mistede troen på Gud blev nationerne dem for stærke. Det er meget opmuntrende at læse beretninger som den der findes i Anden Samuelsbog 23:8-22, og under læsningen at gøre sig klart at det var i kraft af deres tro på Gud at disse utvivlsomt stærke og virksomme mænd der omtales her, fik deres mirakuløse styrke og udholdenhed. Det er den samme Gud der støtter os i dag. (Matt. 28:20; Åb. 14:6) Derfor bør vi ikke blive trætte af at gøre det rette og heller ikke unddrage os på grund af frygt, for Jehova „giver den trætte kraft, den svage fylde af styrke. Ynglinge trættes og mattes, ungersvende snubler brat, ny kraft får de, der bier på [Jehova], de får nye svingfjer som ørnen; de løber uden at mattes, vandrer uden at trættes“. — Es. 40:29-31.
18. Hvorfor kan vi, som følge af vor tro, glæde os endnu mere ved vor tjeneste for Jehova end de trofaste israelitter kunne dengang?
18 Under vor forkyndelse af den gode nyhed står vi ikke hvert øjeblik ansigt til ansigt med døden, sådan som datidens israelitiske soldater ofte gjorde. Desuden bringer vi et fredeligt budskab der taler til hjertet hos dem der lytter. Vi kan derfor glæde os endnu mere ved vor tjeneste for Jehova end de kunne dengang. Vi kæmper ikke med kødelige, ødelæggende våben, men med retfærdighedens våben der nedbryder falske læresætninger og urette tanker, og som bringer lægedom i stedet for at dræbe. Den inderlige glæde som dette fremkalder hos dem der lytter og tror, øger vor glæde og bestyrker os i håbet om at opnå den herlige belønning der er stillet os i udsigt. — 2 Kor. 6:4, 7; Kol. 3:23, 24.
[Illustration på side 495]
Det kan være en stor glæde at hjælpe en arbejdskammerat til at lære Bibelen at kende