Hvad bor der i Guds sind?

 1. Hvem havde et autoritativt svar på spørgsmålet: „Kan man vide noget om hvad der bor i Guds sind?“, og hvordan lød svaret?

NÅR man taler med folk om Guds hensigter med menneskene hører man undertiden spørgsmålet „Kan man vide noget om det?“ En berømt mand der levede for nitten hundrede år siden stillede et noget lignende spørgsmål. Hans ord lød: „Hvem har lært Herrens [Jehovas, NW] sind at kende?“ (1 Kor. 2:16) Men denne mand havde et autoritativt svar på sit spørgsmål. Han var kompetent til at besvare det, og det af to væsentlige grunde: 1) Han var grundigt hjemme i hele den hebraiske bibeltekst, ekspert i den lov Gud havde givet Israel. 2) Han stod i så nært et forhold til Gud som kun få har gjort, han var en af Guds søn Jesu Kristi tolv apostle. I sit svar på vort spørgsmål viser han at man ganske vist ikke kan have kendskab til alt hvad der bor i Jehovas sind; men samtidig gør han opmærksom på at man dog kan få et vist indblik deri. Han siger: „’Øjet har ikke set og øret ikke hørt, ej heller har menneskets hjerte fattet de ting som Gud har beredt dem der elsker ham.’ Thi det er os Gud har åbenbaret dem ved sin ånd, for ånden udgransker alt, selv de dybe ting om Gud.“ — 1 Kor. 2:9, 10, NW.

 2. (a) Hvor interesseret er Jehova i at meddele sig til menneskene? (b) Hvilket råd giver Jesus dem der gerne vil forstå hvad der bor i Guds sind? (c) Hvordan kan vi følge dette råd, og hvad opdager vi når vi gør det?

² Jehova, Bibelens Gud, Israels folks Gud, og Jesu Kristi og hans efterfølgeres Gud, er en meddelsom Gud. Han var så interesseret i at meddele sig til menneskeslægten at han sendte sin egen søn og fortrolige fra himmelen ned til jorden for at lade sine hensigter åbenbare for menneskene. Det er grunden til at ovennævnte apostel desuden sagde til sine medkristne: „Vi har Kristi sind.“ (1 Kor. 2:16) Ved hjælp af Jehovas ord, der er en beretning om hvad han har meddelt Israels folk og hvad han siden har meddelt gennem Jesus Kristus, kan vi finde ud af hvad der bor i Guds sind. Gud har befalet: „Udspørg mig endog om det som skal ske med hensyn til mine sønner; og med hensyn til mine hænders virke skulle I befale mig.“ (Es. 45:11, NW) Jesus giver dette råd: „Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. Thi enhver, som beder, han får, og den, som søger, han finder, og den, som banker på, for ham skal der lukkes op.“ (Matt. 7:7, 8) Det betyder at vi må undersøge Guds ord og dér få rede på hvad Gud siger og hvad han gør. Han er ikke en fjern og fraværende Gud, og han forventer heller ikke at vi skal handle i en sag uden at have fået at vide hvad han mente derom. Og den mest opmuntrende og hjertevarmende opdagelse vi gør når vi iagttager Jehovas sind, som han blotlægger i sit ord, er at han er os venligt stemt og altid har vor velfærd for øje.

 3. Hvordan hjælper den profeti Gud udtalte ved Esajas os til klarhed over hvad der bor i Guds sind?

³ I forbindelse med vor undersøgelse af spørgsmålet: „Hvad bor der i Guds sind?“ vil det være formålstjenligt om vi ser på en profeti som Gud lod Esajas nedskrive i det ottende århundrede før vor tidsregning. Når vi læser denne profeti får vi et indblik i hvad der ligger bag når Jehova foretager en handling. Hans sind åbenbares så tydeligt for os at vi ikke er det mindste i tvivl om hvad vi bør gøre.

Hvorfor han udtaler sig på forhånd

 4. (a) Hvordan står det til med israelitterne på det tidspunkt da Esajas udtaler profetien? (b) Hvad siger Jehova til dem i Esajas 48:1-13?

⁴ På det tidspunkt da profetien fremstilles, er israelitterne bosat i det forjættede land. Babylon er endnu ikke blevet den tredje verdensmagt. Det er ikke engang en alvorlig trussel mod Assyriens magtstilling endnu. Men Gud forudsiger at han vil lade israelitterne føre i fangenskab på grund af deres synder. Før de overhovedet er kommet i fangenskab opmuntrer han dem med ordene i Esajas 48, versene 1 til 13, og minder dem om at han er himmelens og jordens skaber, den samme Gud fra først til sidst, og at han ikke har glemt sit folk. Han fortæller dem at han for sin egen skyld vil skride ind over for Babylon og udfri dem. Han vil ikke udsætte sig for spot ved at undlade at gøre det han lover, og han vil ikke lade nogen falsk gud få den ære der tilkommer ham selv. Han erklærer:

 5. Hvad mener Jehova med ordene i Esajas 48:14, 15?

⁵ „Saml jer, alle folk, og hør. Hvem iblandt dem har sagt dette? Jehova selv har elsket ham. Han vil gøre det han har lyst til mod Babylon, og hans egen arm skal ramme kaldæerne. Jeg — jeg selv har talt. Desuden har jeg kaldet ham. Jeg har ført ham ind, og hans vej skal lykkes.“ (Es. 48:14, 15, NW) Hvad mener Jehova med disse ord? Han siger i virkeligheden: Hvem blandt den hedenske verdens falske guder har forudsagt dette om Babylons fald og mit folks udfrielse ved perseren Kyros? Det er Kyros jeg har elsket på grund af det værk jeg lod ham udføre imod Babylon. Han gør hvad jeg har lyst til at gøre mod den onde by. Hans arm vil ramme kaldæerne med en kraft de ikke kan modstå.

 6. Hvorfor udtaler Jehova sig på forhånd, som han selv siger i Esajas 48:16?

⁶ Kyros ville ikke vide at Jehova benyttede ham til at indtage Babylon og undertvinge kaldæerne førend Babylon var indtaget og Daniel kunne vise ham Esajas’ profeti. Gud fortæller selv at det er ham der forudsiger det: „Kom hid til mig og hør: Jeg taled ej fra først i løndom, jeg var der, så snart det skete.“ (Es. 48:18) Jehova er ikke bange for at udtale dette på forhånd. Han siger det ikke i det skjulte så ingen senere kan bevise at han virkelig har forudsagt det. Han ved hvad han vil gøre, og han fortæller det på forhånd, så hans folk på den tid og nu i vor tid kan være sikker på at han er den sande Gud og nære tillid til at han gennemfører hvad han har sagt. Han siger dernæst til Israel:

Hans hensigt med sit folk

 7. Hvordan appellerer Jehova til Israel, som det fremgår af Esajas 48:17-19?

⁷ „Så siger [Jehova] din genløser, Israels Hellige: Jeg er [Jehova], din Gud, som lærer dig, hvad der båder, leder dig ad vejen, du skal gå. Ak, lytted du til mine bud! Da blev din fred som floden, din retfærd som havets bølger, da blev dit afkom som sandet, din livsfrugt talløs som sandskorn; dit navn skulle ej slettes ud og ej lægges øde for mit åsyn.“ — Es. 48:17-19.

 8. (a) Hvordan viser Jehova i Esajas 48:17-19 hvad han egentlig har beredt og ønsket for sit folk? (b) Hvad siger han dernæst til sit folk for at det ikke skal miste håbet under fangenskabet i Babylon?

⁸ Her kan israelitterne se at Gud vil udfri dem fra Babylon. Han kalder sig deres genløser. Med dette i tanke viser Jehova at det er hans hjertes ønske at israelitterne vil lytte til hans bud og undgå at blive fanget og ført bort fra deres hjemland. I stedet for at Babylon sender ulykke over dem kan de nyde en fred og en velstand der er så overvældende som en svulmende flod. Deres retfærdsgerninger kan blive lige så talløse som havets bølger. Jehova lovede deres forfader Abraham at hans afkom skulle blive som sandet ved havets bred. Hans kærlighed til dem er i sandhed stor; han har kun godt i beredskab til dem! Han appellerer til deres kærlighed som den der nærer ægte interesse for dem og lærer dem hvordan de kan gavne sig selv; kærligt leder han dem ad vejen de skal gå. Åh, om de blot ville lytte! Han ønsker ikke at deres navn skal slettes ud eller at de skal udslettes for hans åsyn. Men han ved på forhånd at de er oprørske og ikke vil rette sig efter hvad han lærer dem og siger de skal gøre; derfor må han tugte dem. Men selv da føler Jehova en sådan godhed for dem at han ikke fuldstændig kan slå hånden af dem. Hans næste ord vil vise sig at blive et håbets lys under fangenskabet:

„Gå ud af Babel, fly fra Kaldæa, kundgør, forkynd det med jublende røst, udspred det lige til jordens ende, sig: ’[Jehova] har genløst Jakob, sin tjener, lod dem gå gennem ørk, de tørstede ikke, lod vand vælde frem af klippen til dem, kløvede klippen, så vand strømmed ud.’“ — Es. 48:20, 21.

 9. Giver Jehova dem dette profetiske håb for at tilskynde dem til at gøre oprør imod Babylon under fangenskabet?

⁹ Han efterlader derfor ikke sin elskede tjener Jakobs efterkommere i bundløs fortvivlelse. Man ved naturligvis at Babylon ikke er til sinds godvilligt at slippe israelitterne, og Jehova ønsker ikke at de skal gribe til vold og forsøge at komme ud af Babylon før byen falder. Ved sin profet Jeremias (25:11-14) vil han senere fortælle dem at de ikke kan vende tilbage til deres hjemland før det har ligget øde i halvfjerds år. De må altså vente til Jehova sender Kyros, deres befrier, som han elsker.

10. (a) Hvordan førte det at Jehova forudsagde Babylons fald til at hans navn blev ophøjet? (b) Hvordan viste Jehova sin store kærlighed til dem der vidnede om hans mægtige gerninger og som levede i fred med ham? (c) Hvordan stillede han sig over for de ulydige og især over for Babylon?

¹⁰ At han forudsagde dette førte til at hans navn blev ophøjet, for da Babylon virkelig faldt blev nyheden spredt over hele det medo-persiske rige, og israelitterne kunne fortælle andre om det og forklare hvorfor Babylon faldt og således hindre at folket gav et menneske al æren derfor. Foruden sit ord havde han således vidner om sine gerninger og sine hensigter, præcis som han har det på jorden i dag. Hans kærlighed til dem der benyttede sig af befrielsen gav sig udslag i at han førte dem hjem. De skulle igennem et hærget land, men han tog sig af dem; han gav dem vand fra en klippe og sørgede for at de kom sikkert tilbage til Jerusalem. Jehovas godhed mod sit folk var ganske enestående. Men han kunne ikke holde fred med dem iblandt dem som overtrådte hans bud, og i særdeleshed ikke med det onde Babylon. — Es. 48:22.

11. (a) Var de der blev tilbage i Babylon nødvendigvis onde? Nævn et eksempel. (b) Hvad kunne de der ikke var i stand til at rejse til Jerusalem gøre for at fremme templets genopførelse?

¹¹ Det var ikke alle israelitterne der tog tilbage til Jerusalem efter Babylons fald; en del blev i Babylon, men de behøver ikke derfor at have været onde; mange var gamle, som for eksempel Daniel. De der ikke syntes de kunne forlade Babylon kunne følge det forslag der var givet i Kyros’ dekret og hjælpe dem der rejste, med guld, sølv, naturalier, heste og kvæg. Desuden kunne de sende frivillige gaver med til den sande Guds hus i Jerusalem. — Ezra 1:2-4.

Hvorfor han tillod at folket led

12. (a) Hvor stor ville Jerusalems ondskab blive ved tidspunktet for dets fald i 607 f.v.t.? (b) Hvordan vil Jehova tugte Jerusalem, som berettet i Esajas 51:17-20?

¹² Jerusalem repræsenterede Guds navn, men på Esajas’ tid var dens indbyggere oprørske. Når den tid kom da Jerusalem skulle falde for Babylon i 607 f.v.t. ville indbyggernes ondskab tage til — Gud vidste det på forhånd — og den ville blive så udtalt at Jehovas tålmodighed med dem ville briste. De måtte tugtes. Jehova advarer dem:

„Vågn op, vågn op, stå op, Jerusalem, som af [Jehovas] hånd fik rakt hans vredes bæger og tømte den berusende kalk til sidste dråbe. Af alle de børn, hun fødte, ledte hende ingen, af alle de børn, hun fostred, greb ingen hendes hånd. To ting timedes dig — hvo ynker dig vel? Vold og våde, hunger og sværd — hvo trøster dig? Ved alle gadehjørner lå dine sønner i afmagt som i garn antiloper, fyldte med [Jehovas] vrede, med trusler fra din Gud“ — Es. 51:17-20.

13. (a) Hvorfor kunne ingen af Jerusalems sønner hjælpe? (b) Hvilke „to ting“ måtte Jerusalem drikke? (c) Hvem havde byen uretmæssigt vendt sig til, og var der hjælp at hente dér? (d) Hvad sagde Jehova, som nævnt i Esajas 51:21-23, om sit vredesbæger?

¹³ Gud brugte Babylon som tugtemester. Jerusalem ravede efter at have tømt hans vredesbæger, og ingen af byens indbyggere kunne hjælpe den til at gå lige. End ikke de få retfærdige af hendes børn, som Ezekiel, Daniel og hans tre hebraiske venner, kunne forhindre at hun ravede, og hjælpe hende på benene. De to ting Jerusalem skulle drikke af Jehovas vredesbæger var: 1) Vold og våde [trængsel], 2) Hunger og sværd. Under Nebukadnezars atten måneder lange belejring kom byen ud for en voldsom hungersnød, den fik de babyloniske sværd at føle, dens regering og forsvar erfarede store trængsler og de hedenske besejrere fyldte byen med vold. Hos Ægypten, som Jerusalem vendte sig til, var der ingen hjælp at hente, og de der befandt sig inden for byens mure var svage og afmægtige. Men Jehova forudsiger opmuntrende at byens drukkenskab får en ende:

„Hør derfor, du arme, drukken, men ikke af vin: Så siger din Herre, [Jehova], din Gud, der strider for sit folk [med hvem hans folk strides, NW]: Se, jeg tager den berusende kalk fra din hånd, aldrig mer skal du drikke min vredes bæger; og jeg rækker det til dine plagere, dem, som bød dig: ’Bøj dig, så vi kan gå over!’ og du gjorde din ryg til gulv, til gade for vandringsmænd.“ — Es. 51:21-23.

14. (a) Hvordan forklarer Esajas 51:21-23 grunden til at Jehova lod sit folk lide? (b) Hvor dybt ydmygede Babylon Jerusalem, billedligt talt?

¹⁴ Dette forklarer hvorfor Jehova tillod at Jerusalem kom i fangenskab. Det var fordi den i egenskab af hans folks hovedstad tog initiativet til at strides med ham i stedet for kærligt og tillidsfuldt at føje sig efter ham og adlyde ham. Men hans tugt ville få en ende og hans vrede ville blive taget bort fra Jerusalem og blive rettet imod Babylon og dens allierede, der havde plaget og ydmyget Jerusalem så dybt at de havde forlangt at den, som det siges, skulle bøje sig og gøre sin ryg til gulv så de kunne trampe hen over den som var den en gade. Da dette skete i 607 f.v.t. begyndte Jerusalem at blive nedtrådt af hedningerne. Da begyndte hedningernes syv tider, og de skulle fortsætte indtil 1914 e.v.t. — Luk. 21:24; Dan. 4:16, 23, 25, 32.a

15. Hvornår blev vredesbægeret taget ud af Jerusalems hånd, og hvilken befaling var fra da af rettet til dens børn?

¹⁵ Jehova tog sit vredesbæger fra Jerusalems hånd og rakte det til Babylon i 539 f.v.t. To år senere, i 537 f.v.t., udstedte Kyros sit dekret om israelitternes befrielse. Da begyndte følgende profeti, som Jehova havde inspireret Esajas til at nedskrive to hundrede år i forvejen, at blive opfyldt: „Vågn op, vågn op, ifør dig din styrke, Zion, tag dit højtidsskrud på, Jerusalem, hellige by! Thi uomskårne, urene folk skal ej mer komme ind. Ryst støvet af dig, stå op, tag sæde, Jerusalem, fri dig for halslænken, Zions fangne datter!“ — Es. 52:1, 2.

16. (a) Hvilken tilstand ville Gud bevare Zion i efter at den var blevet genopbygget? (b) Blev kongerne af Davids slægt nu genindsat på tronen? (c) Hvordan kan vi, til trods for at romerne ødelagde Jerusalem i 70 e.v.t., alligevel sige at Esajas’ profeti viste sig at være sand?

¹⁶ Zion skulle genopbygges og blive en smuk by; den skulle ikke være en hjælpeløs træl af Babylon men iføres smukke klæder og styrkes til tilbedelsen af Jehova. Nu da den atter var „den store Konges by“ skulle den bære sit kongelige højtidsskrud. (Sl. 48:3; Matt. 5:35) Den skulle være en hellig by; derfor var det utilstedeligt at uomskårne og urene personer fik adgang til den. Så længe den ville forblive trofast mod Gud og bevare sin hellighed skulle ingen uomskårne hedenske besejrere nedtrampe den og træde den i støvet igen. Ganske vist blev kongerne af Davids slægt ikke genindsat på tronen dér og da, og flere verdensmagter fik på tur herredømmet over byen, men den forblev en hellig by, centret for Jehovas udvalgte folks tilbedelse, indtil den endelig i år 70 e.v.t. blev ødelagt af Rom fordi den gjorde oprør. Esajas’ profeti viste sig at være sand, for kapitel 52 får sin virkelige og fuldstændige opfyldelse på Guds himmelske organisation, det himmelske Zion, for det er det fri „Jerusalem, som er oventil“, forbilledligt skildret ved det jordiske Zion eller Jerusalem. Syvogtredive år før Jerusalems ødelæggelse i år 70 e.v.t. gjorde Jehova det åndelige tempel, den kristne menighed, til sit center for tilbedelse. — Gal. 4:26.

17. Hvilken forandring skulle Zion gøre, og hvordan ville byens forhold til Jehova blive?

¹⁷ Mens Jerusalem var i trældom i Babylon kunne den kaldes „Zions fangne datter“, men nu skulle den ikke mere sidde på jorden og sørge; den skulle rejse sig og tage sæde, befri sig for fangenskabets bånd eller lænker, der lå om dens hals. Den skulle anvende sin frihed til at tjene Jehova som hans tempelby. Dér ville Jehova bo, som det profeteres i Zakarias 2:11, 14: „Op, red jer til Zion, I, som bor hos Babels datter! Jubl og glæd dig, Zions datter! Thi se, jeg kommer og fæster bo i din midte, lyder det fra [Jehova].“

Hvordan Guds folk blev solgt og løskøbt

18. (a) Hvad var Zion blevet solgt for til Babylon? (b) På hvilken måde blev der alligevel betalt en løsesum?

¹⁸ Jehova havde solgt eller overgivet Zion til Babylon uden betaling fordi Zion var oprørsk. Derfor skulle Babylon ikke have tænkt som den gjorde, at den havde fordring på Zion for tid og evighed. Jehova forklarer: „For intet solgtes I, og uden sølv skal I løskøbes.“ (Es. 52:3) Gud behøvede altså ikke at betale nogen løsesum for Zions befrielse. Det kostede ikke Jehova noget at udfri Zion. Alligevel blev der betalt en løsesum for den, for da kong Kyros godvilligt gav Zion fri og anerkendte Jehova, gav Jehova til gengæld perseren Kyros de lande han havde erobret på sin march mod Babylon, og senere gav Jehova Persien Ægyptens land; det var på Kyros’ søn Kambyses’ tid. (Es. 43:3, 4) Det var hedenske lande alle sammen. Efter at have givet israelitterne tilladelse til at vende hjem for at genopbygge templet i Jerusalem gav kong Kyros dem de kar som kong Nebukadnezar havde stjålet i Jehovas tempel tilbage, og han forlangte intet for dem.

19. Hvad glemte Babylon?

¹⁹ Babylon havde ikke noget retmæssigt krav på Guds folk, så den blev ødelagt fordi den havde undertrykt det. Gud genkalder sig tidligere tilfælde af undertrykkelse, idet han i Esajas 52:4 siger: „I begyndelsen drog mit folk ned til Ægypten for at bo der som fremmed, og siden undertrykte Assyrien det uden vederlag [uden grund, NW].“ Babylon tog ikke ved lære af beretningen om Guds værk da han udfriede Israel af Ægypten. Den onde by glemte den historiske kendsgerning at Gud havde dræbt 185.000 assyriske soldater der truede Jerusalem; den glemte også at han havde ladet Assyrien falde for mederne og kaldæerne omkring 633 f.v.t., efter at Assyrien uden grund havde styrtet Israels ti-stammerige, deporteret indbyggerne og befolket landet med hedninger fra fremmede lande.

Jehova ønsker sit navn respekteret

20. (a) Hvorfor havde Jehova interesse for Babylon når byen dog var så ond, og hvilken indstilling forventede han at finde dér? (b) Hvad skulle babylonierne have frygtet for at komme til?

²⁰ Hvorfor skulle Jehova være interesseret i Babylon, når byen var så ond? Han svarer: „Og nu? Hvad har jeg at gøre her? lyder det fra [Jehova]; mit folk er jo ranet for intet. De, der hersker over det, brovter, lyder det fra [Jehova], og mit navn vanæres ustandseligt dagen lang. Derfor skal mit folk kende mit navn på hin dag, at det er mig, som har talet, ja mig.“ (Es. 52:5, 6) Med disse ord viser Jehova at han forventede at indstillingen i Babylon ville være den samme som den i sin tid havde været i Ægypten og Assyrien. Babylons praleri og brovten over for Jerusalem skulle ikke få lov at gå ubemærket hen, især ikke i betragtning af at Jehovas navn blev vanæret derved. Jehova var nødt til at tage udfordringen op, for babylonierne nærede ingen skrupler ved at komme til at kæmpe imod den sande Gud, selv i langt alvorligere grad end hans eget folk havde gjort — det folk Gud havde solgt til dem for intet — og dermed føje endnu en synd til den i forvejen udbredte afgudsdyrkelse.

21. (a) Hvad lærte mange af israelitterne i Babylon? (b) Hvad måtte de høre og udholde dér, men hvorfor kunne dette ikke fortsætte evigt?

²¹ Israelitterne skulle have taget ved lære af Jehovas tugt. Det gjorde mange af dem også. De havde bragt megen forsmædelse over Jehovas navn, som den kristne apostel Paulus sagde til sin samtids jøder i år 56 e.v.t.: „Thi ’Guds navn spottes for eders skyld blandt hedningerne,’ som der står skrevet.“ (Rom. 2:24) I 70 år måtte de udholde denne vanære, der naturligvis medførte at de selv blev foragtet. De hørte hans navn blive smædet, misbrugt, spottet og brugt på en uværdig måde, men Jehova ville ikke lade dette fortsætte evigt. Dertil har han alt for stor respekt for sit navn og for sin stilling som universel Hersker. Han garanterede at han ville ophøje sit navn for øjnene af alle nationerne, og lade det få den hellige plads det rettelig bør have, for han siger: „Det er mig, som har talet, ja mig.“

Den tilbedelse Jehova ønsker

22. (a) Hvordan er Jehovas følelser over for sit folk, men hvad forlanger han til gengæld? (b) Hvorfor skulle vi studere hans ord? (c) Hvorfor tjener Jehovas nidkærhed for sit navn ikke en selvisk hensigt?

²² Den erfaring Israel gjorde her er et vidnesbyrd om at Jehova nærer stor kærlighed til alle sine skabninger og behandler dem med retfærdighed og barmhjertighed. Han føler især en ubrydelig kærlighed til sit folk, de mennesker der holder sig til hans navn. Men han sørger også for at hans navn bliver omgivet med den rette respekt iblandt dem. Han bryder sig ikke om en blot og bar læbetjeneste. Han ønsker vi skal elske og adlyde ham, som en loyal søn elsker sin fader og gør hvad han siger. De der påtager sig at bære Guds navn kan derfor ikke betragte deres religion som noget der ikke kommer deres livsførelse ved; tilbedelsen af Jehova må være bestemmende for hvordan de lever, de må rette sig efter hans bud. Han, og ikke et menneske, sætter normen for hvordan han skal tilbedes i sandhed. Alle der følger denne norm nyder hans velvilje, og de velsignelser han har i beredskab til dem overgår langt hvad noget menneske kan udtænke. Som apostelen sagde: „Øjet har ikke set og øret ikke hørt, ej heller har menneskets hjerte fattet de ting som Gud har beredt dem der elsker ham.“ (1 Kor. 2:9, NW) Derfor bør vi studere Guds ord. Selv hans nidkærhed for sit eget navn tjener ikke en selvisk hensigt. Hvorfor ikke? Nej, for når den større Kyros Jesu Kristi rige helliger Guds navn sker det i hele universets interesse, og det medfører endeløs fred på jorden, evigt liv for menneskene og alle de dermed følgende velsignelser, de endnu uhørte ting, som han, deres kærlige Skaber, har i sinde at skænke dem der adlyder ham.

[Fodnote]