Vælg nu for at leve til den tid
1. Hvorledes vælger man livet i den nye verden, og på hvis betingelser?
HVORDAN vælger man nu, så man kan komme til at leve i den nye verden? Ved at række hånden op og råbe: „Ja!“ eller sige: „Herre, jeg vil gerne leve til den tid“? Nej; man vælger dette liv, ligesom man vælger det nuværende liv. Hvorledes vælger man da det? Ved at trække vejret, drikke, spise, sove og arbejde; ja, ganske rigtigt, og det vil i videre forstand sige ved ens handlemåde. Vel at mærke handling, som du ikke selv dikterer eller bestemmer, men handling, som dikteres af legemet. Legemet sætter betingelserne og driver dig til at tilfredsstille dets krav. Sådan er det også, når man vælger livet i den nye verden. Det er ikke blot et spørgsmål om at sige, at du gerne vil leve til den tid, men valget træffes gennem din handlemåde. Og her er det igen ikke personen, der bestemmer handlingen. Det er Jehova Gud, som opretter denne nye verden og skænker mennesker liv i den. Han skænker det på sine egne betingelser, og vi må opfylde hans krav. At nægte at handle efter hans krav nu er ensbetydende med at vælge døden fremfor evigt liv, lige så sikkert som det ville betyde døden for vor legemlige organisme at nægte at trække vejret.
2. Hvad hævder nogle, og hvilken samtale kaster lys over dette spørgsmål?
2 Nogle mener, at det er tilstrækkeligt at gøre, hvad der er ret, og at dersom de gør godt imod deres næste, så vil de opnå Guds godkendelse og det evige liv. Men i denne livsvigtige sag må vi lade Gud føre ordet og ikke lade de afgørende bestemmelser bero hos ufuldkomne menneskelige skabninger. Jesu samtale med den rige unge rådsherre kaster lys over dette spørgsmål: „Og se, der kom en hen til ham og sagde: Lærer, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv? Han sagde til ham: Hvorfor spørger du mig om, hvad der er godt. Der er kun een, der er god. Men vil du gå ind til livet, så hold bestandig budene. Han sagde til ham: Hvilke bud? Jesus sagde: Du må ikke slå ihjel; du må ikke bedrive hor; du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk vidnesbyrd; ær din fader og moder, og: du skal elske din næste som dig selv. Den unge mand sagde til ham: Jeg har holdt alle disse; hvad mangler jeg endnu? Jesus sagde til ham: Hvis du vil være fuldendt, så gå hen og sælg dine ejendele og giv til de fattige, og du vil have en skat i himmelen, og kom og bliv min efterfølger. Da den unge mand hørte dette, gik han bedrøvet bort, for han havde megen ejendom.“ — Matt. 19:16-22, NW.
3. Hvad må man, foruden at leve et rent liv og øve godt, gøre, så man kan være fuldendt til opnåelse af evigt liv?
3 Denne unge mand gjorde utvivlsomt meget godt. Han levede et rent liv, begik ikke mord, utugt eller tyveri. Han var ikke en løgner, og han ærede sin fader og sin moder, og under udøvelsen af sin næstekærlighed må han have været med i mange velgørende arbejder. Han må have været velanset i samfundet. Dog sagde Jesus trods alt dette til ham: „Hvis du vil være fuldendt“ i den tydelige mening, at med al hans personlige rene adfærd og velgørenhed var han stadig ikke fuldendt, hvad opfyldelsen af Jehovas krav om evigt liv angik. Han var ufuldendt. Han måtte aflægge den byrde, hans meget gods pålagde ham, fordi varetagelsen af alt dette ville kræve så meget af hans tid og energi. Han måtte frigøre sig for alle disse forretningsforpligtelser og bekymringer, så han frit kunne udøve den virkelig livsvigtige virksomhed, der kræves af dem, som ønsker at være fuldendte for så vidt det gælder at opfylde de krav, der stilles for opnåelsen af evigt liv. Han måtte være en Kristi Jesu efterfølger. Det vil sige, at han måtte studere Guds ord, finde frem til, hvad der er Guds vilje, indvi sig selv til at gøre denne vilje, trofast overholde sin indvielse ved at følge i Jesu fodspor og forkynde evangeliet om Riget, således som det store eksempel og forbillede for kristne gjorde. — 1 Pet. 2:21.
4. Hvad hævder nogle er tilstrækkeligt, men hvad går forud for dette?
4 Mange vil hævde, at vi har opfyldt Jehovas krav, hvis vi elsker vor næste som os selv, hvilket vil sige, at vi i uselviskhed øver godt imod vor næste; men det er ikke rigtigt, hvad også fremgår af disse ord: „Du skal elske Jehova din Gud med hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele din styrke og med hele dit sind,“ og „din næste som dig selv“. Hvad så mange overser her er, at næstekærlighed kommer sidst i rækken af krav. Først og fremmest kommer kærlighed til Jehova, der skal vises med hele ens hjerte, hele ens sjæl, hele ens styrke og hele ens sind, udelt og uforbeholdent. Hvorledes skal denne uforbeholdne kærlighed lægges for dagen? „Dette er, hvad kærlighed til Gud betyder, at vi holder hans befalinger.“ Gør vi dette først, og elsker vi i anden række vor næste, så opfylder vi Guds krav, for Jesus sagde til de lydige: „Vedbliv med at gøre dette, så skal du få liv.“ — Luk. 10:27, 28; 1 Joh. 5:3, NW.
5. Hvad betyder det i virkeligheden at følge sin egen vilje i dette spørgsmål? Hvorfor?
5 Det menneske, som påstår, at Guds krav opfyldes, såfremt man øver godt i overensstemmelse med sin samvittighed, lægger i virkeligheden kun et dulmende plaster på sin samvittighed, mens han fortsætter sin egen selviske vej. Men dette er mere end et plaster, og at nævne det ved sit rette navn er langt mere dulmende. For at sige det rent ud, så er troen på, at det at øve godt efter ens eget skøn skulle være tilstrækkeligt, intet mindre end afgudsdyrkelse! Dette understreges kraftigt i kong Sauls tilfælde i Israel, da han valgte at følge sin egen vilje i en bestemt sag fremfor Jehovas, og til ham sagde Samuel: „Egenrådighed er [som] overtrædelse og afgudsdyrkelse.“ (1 Sam. 15:23, Da) Det samme synspunkt kommer til udtryk i Kolossenserne 3:5 og Efeserne 5:5, hvor det vises, at det er afgudsdyrkelse med begær at tilfredsstille sine personlige ønsker. Hårdnakket at fastholde sin egen vilje, at sætte sin egen vilje over Guds vilje, at lade sig lede af den fremfor af Guds vilje er at gøre en afgud af sin egen vilje i en grad, der er både latterlig og selvmorderisk. „Tag jer i vare for afguder,“ indbefattende denne forfængelighedens afgud, ens egen vilje. (1 Joh. 5:21, NW) Bare at øve godt imod vor næste, efter det, vi mener, er rigtigt, er ikke den rette måde at vælge livet i Jehovas nye verden på, men ensbetydende med, at vi lader os fange i afgudsdyrkelsens underfundige snare under en anden skikkelse, en snare, som er opstillet af Satan, og som udløses af den menneskelige forfængelighed og indbildskhed.
Ikke nok bare at følge en eller anden religion
6. Hvad påstår andre, og hvad gør de til en afgud, og hvori kommer de til kort?
6 Men nu vil nogle sige: „Jeg gør ikke min egen vilje til en afgud; jeg følger ikke min egen vilje i tilbedelsesspørgsmål. Jeg tilhører en af de anerkendte kirkeorganisationer, og jeg følger, hvad denne organisation lærer, og indordner mit liv efter dens forskrifter. Jeg mener, at hvis et menneske oprigtigt følger en eller anden af de mange religioner, der findes, så vil han blive godkendt af Jehova Gud.“ Er denne antagelse korrekt? Hvis den religiøse organisation ikke lærer og lever i overensstemmelse med Guds vilje, der er fremholdt i Bibelen, men virker ud fra en selvvalgt religiøs trosbekendelse, hvad forskel er der så mellem det og at følge ens egen personlige vilje? Det er stadigvæk afgudsdyrkelse; kun dyrker man i dette tilfælde en organisation i stedet for sig selv. Lad os igen høre, hvad Gud har at sige om dette vigtige spørgsmål, idet han taler gennem sin søn: „Ikke enhver, som siger til mig: Herre, Herre, skal komme ind i Himmeriget, men den, som gør min Faders vilje, som er i himmelen, skal. Mange skal sige til mig på den dag: Herre, Herre, profeterede vi ikke i dit navn, og uddrev vi ikke dæmoner i dit navn, og gjorde vi ikke mange undergerninger i dit navn? Og dog vil jeg bekende over for dem: Jeg har aldrig kendt jer. Vig bort fra mig, I, som øver lovløshed.“ Jesus fortsatte sit argument og viste, at de, som hørte hans lære og handlede efter den, var som et menneske, der byggede sit hus på klippegrund og stod fast under de voldsomste storme, hvorimod de, som undlod at gøre dette, var som et menneske, der byggede på sand, og hvis hus faldt under stormen. — Matt. 7:21-27, NW.
7. Hvad er ikke tilstrækkeligt til opnåelse af evigt liv?
7 Dersom et menneske bygger på urigtigt grundlag, vil hans arbejde ikke bestå. Dersom et religiøst hus rejses på traditionens og bekendelsernes flyvesand i stedet for på Guds ords faste grundvold, så vil dets fald blive stort og ødelæggende i Harmagedons uvejr. Det er ikke tilstrækkeligt, at et menneske eller en organisation tager Guds og Kristi navn på læberne. Det er ikke velgørenhed eller ceremonier udført i Guds navn, der tæller. Det er ikke udførelsen af et bestemt formvæsen eller visse skikke, der foreskrives af en religiøs organisation, der bringer Guds godkendelse. Det er ikke denne læbedyrkelse eller noget ceremoniel, men som Jesus sagde, det er den, som gør Guds vilje, der opnår det evige liv. Dersom den religiøse organisation ikke lærer Guds vilje, ikke følger den i eet og alt, så vil dens tilhængere også komme til kort, uden hensyn til hvor oprigtige de er, når de indordner sig efter denne organisations vilje. Deres indvendinger om, at de har gjort mange undergerninger i Kristi navn, vil kun indbringe dem dette svar: „Vig bort fra mig, I, som øver lovløshed.“ Det er Guds vilje, der er hans lov; genstridige menneskers eller organisationers vilje er lovløshed i Jehovas øjne.
8. Hvad vil der ske med de falske og ufrugtbare religiøse organisationer og deres blinde tilhængere?
8 Læg mærke til, hvad der berettes i Mattæus 15:12-14, NW: „Disciplene kom hen til ham og sagde: Ved du, at farisæerne tog anstød, da de hørte det, du sagde? Som svar sagde han: Enhver plante, som min himmelske Fader ikke har plantet, skal rykkes op med rode. Lad dem være. Hvad de er, er blinde vejledere. Om en blind mand leder en blind mand, falder de begge i grøften.“ Farisæerne ledede en anerkendt religiøs organisation på deres tid, og man må gå ud fra, at nogle af dem og deres tilhængere var oprigtige, da nogle af dem kom til troen på Kristus. (Ap. G. 6:7; 15:5) De klamrede sig ikke til farisæernes sekt i den tro, at der ikke forlangtes andet, end at man skulle være knyttet til en eller anden religiøs organisation. De forlod den organisation, da de lærte, at den var falsk, og derfor forstod, at den ikke var plantet af Gud, men var bestemt til at oprykkes med rode og tilintetgøres, og at både de blinde vejledere og blinde tilhængere sammen fulgtes hen mod ødelæggelsens afgrund. Hvis disse religiøse planter eller organisationer ikke bærer frugt til Jehovas ære og i harmoni med hans vilje og krav, så vil de blive hugget om, og der vil ikke blive levnet hverken rod eller gren. — Matt. 3:10.
9. Hvad viser, hvor alvorligt det er at lancere en ny religion?
9 Hvem kan lancere en ny religion i modstrid med Guds skrevne vilje og ord? „Selv om vi eller en engel fra himmelen skulle forkynde for jer som gode nyheder noget ud over det, vi har forkyndt for jer som gode nyheder, lad ham være forbandet,“ skrev den inspirerede apostel Paulus. (Gal. 1:8, NW) Dersom end ikke en ophøjet og vældig engel fra himmelen kan begynde et nyt evangelium uden at blive forbandet, så kan heller ikke noget menneske på jorden gøre det ustraffet. Enhver, der som evangelium eller gode nyheder forkynder noget, der er anderledes end det, som er nedskrevet i Jehovas ord, er forbandet i Guds øjne, hvad enten dette menneske er oprigtigt i sin forkyndelse eller ej. Oprigtighed gør ikke uret til ret.
Oprigtighed er ikke tilstrækkeligt
10. Hvad viser, at oprigtighed og nidkærhed ikke er tilstrækkeligt?
10 Som en tydelig angivelse af, at oprigtighed eller nidkærhed i en religiøs organisation, som ikke følger Guds ord, ikke er tilstrækkeligt, siges der i Romerne 10:2, 3 (NW): „Thi jeg giver dem det vidnesbyrd, at de er nidkære for Gud; men ikke i overensstemmelse med nøjagtig kundskab; thi fordi de ikke kendte Guds retfærdighed, men søgte at opstille deres egen, underkastede de sig ikke Guds retfærdighed.“ Disse havde nidkærhed, og de må have været oprigtige, men de handlede ikke efter Guds ords nøjagtige kundskab. De kendte ikke Guds retfærdighed, men søgte at opstille deres egen. I deres forstokkelse og hovmod fastholdt de den tro, at deres religiøse opfattelse var den rigtige, og de søgte nidkært at bevise dette, og herigennem undlod de at underkaste sig Guds og hans ords retfærdighed.
11. Hvorledes passer Romerne 10:2, 9 på falske religioner i dag? og hvor langt vil de tillade sig at gå?
11 Sådan går det så mange falske religioner i dag. De har deres trosbekendelser og læresætninger, plukker skriftsteder ud af deres sammenhæng som støtte for dem og ignorerer ethvert andet skriftsted, der måtte gå dem imod. Nidkært søger de at opstille deres egen tro som retfærdig og lader ikke Guds ord være det afgørende og lytter ikke til dette ord i sin helhed, men udvælger det, som passer dem, og fordrejer det, som ikke gør det, hellere end at lade deres tro rette sig efter Bibelens renes klare, uforfalskede sandhedsord. Sådanne fattes ydmyghed og lærvillighed. De er hovmodige, de er genstridige, og de vil ikke indrømme at have begået en fejl. Idet de hårdnakket holder fast ved deres egenrådighed i trosspørgsmål, gør de sig selv til afgudsdyrkere ifølge den guddommelige regel. De vil måske gå så langt som til at dræbe et af Jehovas sande vidner og oprigtigt tro, at de dermed tjener Gud. „Ja, den time kommer, da enhver, som slår jer ihjel, skal forestille sig, at han har gjort Gud en hellig tjeneste. Og det skal de gøre, fordi de hverken er kommet til at kende Faderen eller mig,“ sagde Jesus Kristus. Deres oprigtighed retfærdiggør dog ikke mord. — Joh. 16:2, 3, NW.
12. Hvorfor er Bibelen af så stor nødvendighed nu?
12 Hvis oprigtighed var den afgørende faktor, hvorfor har Gud så gjort sig den ulejlighed at tilvejebringe Bibelen? Han kunne se ind i hjertet og dømme den enkelte på grundlag af oprigtighed eller uoprigtighed og frelse eller dømme vedkommende i overensstemmelse hermed. (1 Sam. 16:7) Nøjagtig kundskab er nødvendig, og mangel derpå har ført sådanne, som påstår at være Jehovas tjenere, i undergang: „Mit folk skal gå til grunde, fordi det er uden kundskab. Da du har vraget kundskab, vrager jeg dig som præst.“ (Hos. 4:6) Derfor gav Jehova Gud os Bibelen som en vejleder for vore skridt: „Dit ord er en lygte for min fod, et lys på min sti.“ (Sl. 119:105; Jer. 10:23) Den er ikke en unødvendig foranstaltning, som kan skubbes til side til fordel for vore egne ideer eller personlige vilje eller sekteriske trosbekendelser. Alle de forskellige religiøse organisationer i kristenheden er ikke blot forskellige veje, der fører til samme frelsessted. Det er vejen til undergang, der er bred nok til at rumme alle de mange hundrede sekters og samfunds bugtende stier, hvorimod vejen til liv er så smal og trang, at den ikke tillader mindste afvigelse fra Bibelens vejledende forskrifter: „Gå ind ad den snævre port; thi bred og rummelig er den vej, der fører til undergang, og mange er de, der går ind ad den; men snæver er porten, og trang er vejen, der fører til liv, og få er de, som finder den.“ — Matt. 7:13, 14, NW.
13. Hvilket vejkort følger den kristne, og hvor alene er der plads til de mange falske religiøse veje?
13 De mange forskellige religiøse veje fører lige så lidt til det samme sted som de mange forskellige landeveje. Jesu ord her viser, at langt de fleste religiøse veje er blinde veje. Bibelen er den kristnes vejkort, og den aftegner for dem både den trange vej til liv og den brede vej til undergang. Mange forskellige religiøse organisationer har søgt at lægge deres egne ceremoniers og trosbekendelsers vejnet over Bibelens. Den brede vej til undergang er rummelig nok til at omfatte alle disse falske religiøse veje, men ingen af dem svarer til den smalle og trange vej til liv. De mange traditioners og trosbekendelsers stier kan få den formodede vej til frelse til at synes bred og let og indbydende. Men den ender dog i døden.
14. Hvilken illustration gengives der her, og hvilke spørgsmål stilles der?
14 Overvej denne illustration: Du kører i bil med et vist bestemmelsessted for øje. Du har et vejkort, men du har ikke gjort dig den ulejlighed at studere det. En har fortalt dig, hvilken vej du skal køre. Du tror ham blindt og er oprigtigt overbevist om, at han har anvist dig den rigtige vej. Men sæt, det ikke er tilfældet. Hvis du kører den forkerte vej, mens du oprigtigt tror, at den vil bringe dig til dit bestemmelsessted, vil så din oprigtighed få vejen til at føre til dit bestemmelsessted? Hvis du kørte ad den forkerte vej uden at vide det, ville du så sætte pris på, at en anden viste dig den rigtige vej? eller ville du blive vred på vedkommende? Ville du synes, at han var intolerant? Ville du synes, at han viste en hadsk indstilling over for den, som havde anvist dig den forkerte vej? Ville du tro ham, såfremt han kunne vise dig på dit eget vejkort, at du kørte i den gale retning? Eller ville din stolthed eller stædighed forbyde dig at indrømme din fejltagelse og få dig til at fortsætte ad den forkerte vej? Nej, så latterligt ville du ikke bære dig ad.
15. Hvorledes kan denne illustration anvendes på de mange, der følger forkerte religiøse veje, og hvorledes reagerer de over for og ignorerer de det guddommelige vejkort?
15 Dog bærer mange mennesker, som befarer de religiøse veje, sig netop så latterligt ad. De lader sig ikke lede af det guddommelige vejkort, Bibelen. De følger deres egne meninger eller en eller anden præsts eller religiøs organisations vejledning i den oprigtige tro, at det vil føre dem til himmelen. Fortæl dem, at de er på en forkert vej, og de vil beskylde dig for at være en fanatiker, en „jeg-alene-vide“, en udbreder af intolerance. Tag deres egen Bibel. Læs for dem: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ Dog viger de ikke fra den religiøse sti, at sjælen er udødelig. Læs for dem: „Hans ånd går bort, han bliver til jord igen, hans råd er bristet samme dag. . . . De døde ved ingenting.“ Dog klamrer de sig mere end nogen sinde til deres sekts lære om, at de døde er ved fuld bevidsthed. Læs for dem: „Syndens løn er død.“ Dog marcherer de taktfast ad den bekendelsens vej, at syndens løn er evig pine. Læs for dem: „Jorden står til evig tid.“ Stadig fastholder de deres præsters lære, at jorden skal brændes op. Vis dem tålmodigt den sande tilbedelses vej ved hjælp af Bibelens vejkort, vis dem den inspirerede advarsel om, at denne vej skulle tilsløres og ophæves af falske religiøse lederes overleveringer og læresætninger, dog vil de nægte at vige en tomme fra den forkerte vej, og deres voksende vrede og stædige stolthed vil få dem til at smække sindets døre i med et brag. Oprigtige? Ja, måske. Men deres blinde klamren sig til deres blinde vejledere vil føre dem lige i undergangens afgrund i stedet for til det ventede bestemmelsessted. — Sl. 146:4; Præd. 1:4; 9:5; Ez. 18:4; Matt. 15:1-9; Rom. 6:23.
16. Hvilke skriftsteder viser, at oprigtighed er ikke nok?
16 Der er utallige skriftsteder, der fastslår den sandhed, at oprigtighed ikke er nok. „Mangen vej synes manden ret, og så er dens ende dog dødens veje. Den, som gør galt, må tage følgerne.“ (Ordsp. 14:12, 14, Mo) Den vej, man mener er den rigtige, kan godt føre til døden, for selve det, at man tror, den er rigtig, fritager en ikke for følgerne af en uret handlemåde. „Dåren er overbevist om, at hans vej er ret, den fornuftige lytter til råd.“ (Ordsp. 12:15, Mo) Guds ord er en uudtømmelig kilde med gode råd, og Jehovas sande tjenere på jorden lytter til det og forkynder det, og de fornuftige hører det og indretter sig efter det, men dårerne fortsætter i forfængelighed deres egen genstridige vej. „Den, som vinder vid, er sin egen ven; . . . manden udtænker mangen en plan, men det er den Eviges hensigt, der står fast.“ (Ordsp. 19:8, 21, Mo) Vi må lære at bedømme os selv, hvis vi skal blive ven med os selv, og ikke tillade vore egne ideer og planer at krydse Gud. Vi kan planlægge tingene i en bestemt retning, men Jehova er ikke bundet af vore planer. Det er hans hensigt at skænke dem liv, som adlyder ham, og ikke dem, som adlyder sig selv, og det er hans hensigt i spørgsmålet om frelse, der vil blive gennemført. „Mandens veje er altid rette i hans egne øjne, men den Evige holder dommen over hans liv i sin hånd.“ (Ordsp. 21:2, Mo) Det er derfor ikke mandens oprigtighed på hans egne veje, der vinder ham liv eller død, men det er Jehovas vilje i sagen, der afgør dommen. Alverdens oprigtighed kan ikke forvandle menneskers og falske religioners blindgader til gennemgående gader til evigt liv i Jehovas nye verden!
Hvordan man vælger livet
17. Fra hvilken kilde kan mennesker øse kundskab om, hvad der er den rette vej, og tager alle tiden dertil?
17 Hvorledes kan vi afgøre, hvilken handlemåde der vil føre os ad den rette vej og vil vise, at vi vælger at leve i den nye verden? Det er ikke, hvad en katolsk præst siger, det er ikke, hvad en protestantisk præst siger, eller hvad en jødisk rabbiner siger, eller hvad et af Jehovas vidner siger. Det er ikke, hvad en eller anden verdenshersker siger, eller hvad du læser i avisen eller hører i radioen eller ser i fjernsynet — nej, intet af hvad disse propagandakanaler stopfodrer vort sind med. Det er ikke, hvad mennesker siger; det er, hvad Jehova Gud siger i sit ord. Lad Gud få et ord indført! Lad ham tale for sig selv! Lad ham blive hørt gennem sit ord! Studér Bibelen! Nogle vil måske komme med den tomme undskyldning: „Jeg har for travlt.“ Hvor megen tid har ikke disse mennesker til at læse avis? lytte til radioen? se på fjernsyn? læse romaner? se films? eller til at more sig på anden måde? De har ingen sund sans for værdier. En mand vil studere syv-otte år, så han kan blive kirurg, men vil ikke give syv-otte minutter til at skaffe sig kundskab om, hvorledes man bliver en tjener for Jehova Gud. Han er lutter øjne, når talen er om en vellønnet profession, men blind for Bibelens vejskilte, der viser hen til evigt liv. Han er lutter øre, når penge fører ordet, men døv, når Guds ord taler. Ikke desto mindre findes der hundredtusinder blandt jordens mange millioner, der tager tid til at lytte og lære og vinde retten til liv.
18. Hvilken handlemåde finder de ydmyge ud af fører til liv i den nye verden?
18 Når disse ydmyge studerer, lærer de, at Kristi rige er menneskehedens eneste håb. De læser om de forhold, der vil råde på jorden, når dette usynlige rige bliver oprettet i himlene, og de kaster blikket rundt om i verden og ser, at vi er kommet til denne tid, de sidste dage for Satans verden og Jehovas nye verdens gryende dag. De lærer også, at de skal forkynde disse gode nyheder for andre, på gaden, fra dør til dør, i hjemmene, ved offentlige stævner, for at bevise deres kærlighed til Gud ved at adlyde hans befalinger. Jesus gjorde det, og hans efterfølgere må ligeledes gøre det. (Matt. 24:14; Luk. 8:1; 13:26; Ap. G. 5:42; 17:17; 20:20) Denne trofaste færd vil nedkalde forfølgelse over en, men holder man trofast ud indtil enden, vil man opnå liv i den nye verden. — Matt. 5:10-12; 24:9-13; 2 Tim. 3:12; 4:2.
19. Hvem vil ikke synes om livet i den nye verden?
19 Ikke alle vil udholde den forfølgelse, der går forud for liv i den nye verden. Ja, det må indrømmes, at ikke alle ville bryde sig om livet i den nye verden. Hvis deres forestilling om fornøjelse er at suge røg ind i deres lunger, eller snuse narkotika op gennem deres næsebor, eller hælde alkohol ned i deres hals, som var det vand, eller fylde deres maver med fed og krydret mad, til de ikke kan synke en bid til, så ville de ikke synes om den nye verden. Hvis de altid begærer deres næstes hustru, eller søger at blive skilt fra deres egen, eller ønsker at stjæle fra deres medmennesker, eller skyde nogen med en kanon, eller brænde mænd med flammekastere, eller bombe kvinder og børn, så ville de ikke synes om den nye verden. Hvis det er dem en sport at se, hvor mange penge de kan skrabe sammen på andres bekostning, eller hvor megen smiger de kan blive genstand for som ærværdige præster, eller hvor mange mænd de kan have befaling over eller slå ihjel som en flot militærfigur, så ville de ikke bryde sig spor om den nye verden. Intet af alt dette vil finde sted der.
20. Hvem vil synes om livet der?
20 Men hvis du på den anden side ville holde af at underlægge dig jorden ved at forvandle den til frugtbærende marker eller skønne parker, få ørkenen til at blomstre, se torne og tidsler vige pladsen for gran- og myrtetræer, hegne om tætbevoksede jungleområder eller majestætiske bjerge som et fristed for mange dyr og tavse vidnesbyrd om Skaberen, så vil du kunne lide den nye verden. Hvis du ville finde behag i at have herredømme over dyrene, ikke ved hjælp af bøsse, pisk eller tremmer, men af kærlighed og i gensidig tillid; hvis du længes efter den tid, da bjørnen og kvien skal ligge side om side, kalven og ungløven græsse sammen, løven æde strå som oksen, og hvis du gerne ville se den dag, da alle disse dyr fredsommeligt lader sig lede af en lille dreng, så vil du kunne lide den nye verden. Hvis dit hjerte længes efter den tid, da sværdene skal smedes om til plovjern og spydene til vingårdsknive, da der ikke skal være nogen militærskoler, ingen opøven i krig, ingen fremstilling af bomber, ingen krigsophidsere, så vil du takke Gud for hans nye verden, hvor denne forandring skal finde sted. Hvis du længes efter den tid, da alt undertrykkende politisk herredømme skal ophøre og kommercielt begær forsvinde, da mennesker skal bygge deres egne huse og bo i dem og sidde i fred under deres eget vin- og figentræ, da jorden vil genlyde af lykkelige barnestemmer og luften summe af fuglekvidder og mættes af berusende blomsterduft, så vil du begejstres for den nye verden. Hvis det er dit oprigtige håb at opleve den dag, da du vil se den lamme springe som en hjort, høre den stumme bryde ud i sang, betragte den blinde få sit syn og de døve deres hørelse, blive vidne til, at gråd og tårer viger pladsen for glade smil, suk og sorg forvandles til hjertelig latter, og smerte og død til sundhed og evigt liv, så er der intet, du vil lade dig hindre i at vinde adgang til denne velsignede nye verden, hvor disse forhold vil råde til evig tid. — Es. 2:4; 11:6-9; 35:1-10; 55:13; 65:17-25; Åb. 21:1, 4.
21. Hvad bør vi være villige til at gøre, og hvad bør vi nu forstå og værdsætte?
21 De fleste af døgnets fire og tyve timer bruger vi nu til at opretholde livet. Otte af disse timer går med søvn. I otte arbejder vi for at skaffe os vore materielle fornødenheder, så vi kan bevare dette liv, der nu er fyldt med smerte og skuffelser. Hvor længe vil vi arbejde for at opnå liv i den nye verden? Otte timer om dagen? Er dette nye liv tre gange så meget værd som det gamle, så det fortjente, at vi arbejdede fire og tyve timer i døgnet for det? Nej, ikke tre gange bedre eller hundrede gange bedre eller tusinde gange bedre. Det er så langt bedre, at det overhovedet ikke kan sammenlignes med det nuværende liv. Vi bør indvi alt og ikke holde noget tilbage, så vi kan følge den færd, der vil vinde os det. Vi bør forstå, at det ikke er vor oprigtighed i udførelsen af det, som vi mener er godt, eller vor oprigtighed i efterfølgelsen af den tilbedelsesform, som en eller anden ortodoks religiøs organisation anser for rigtig, men at det er den oprigtige udøvelse af Guds vilje, som det er fremholdt i hans ord, Bibelen, der vil holde os på den vej, der fører til liv i den nye verden. På denne dommens dag, da kongen Kristus adskiller nationernes folk, som en hyrde skiller fårene fra bukkene, bør vi forstå, at alle mennesker afgør deres evige skæbne. Hvad enten det er på grundlag af, hvad de gør, eller på grundlag af, hvad de ikke gør, så vælger de enten liv eller død. (Matt. 25:31-46) Nu er tiden her til at vælge. Vælger du livet eller døden? Hvilket svar afgiver din handlemåde?
(The Watchtower, 15. marts 1952)