ordsprog: „Bedre en ret grønt med kærlighed end fedet okse og had derhos.“ (Ordsp. 15:17) Da Jesus Kristus ved en lejlighed besøgte sine gode venner, Maria og Marta i Betania, understregede han at det åndelige havde størst værdi. Men hvordan betragtede han da maden? „Marta, Marta,“ sagde han, „du er bekymret og urolig over mange ting. Kun få ting behøves, eller blot én ting.“ (Luk. 10:38-42) Ja, Jesus ville have været tilfreds med en enkelt ret mad, så den bekymrede og urolige Marta, lige så vel som den opmærksomme Maria, kunne have fået gavn af hans undervisning.

Kristne kan vise deres betænksomhed over for andre ved at komme sammen med dem privat. Sådanne sammenkomster kan gøres til uforglemmelige oplevelser. Man kan for eksempel fortælle om hvad man har erfaret i den kristne tjeneste; man kan opmuntre hinanden ved gode, åndeligt opbyggende samtaler; man kan på skift læse højt fra Bibelen eller man kan drøfte skriftsteder. Både ældre og unge kan have udbytte af et sådant samvær, og som regel flyver tiden afsted. Venskaber styrkes, og de der er til stede vil i lang tid derefter kunne mindes de fornøjelige timer de har tilbragt sammen.

Men hvordan så med dem der vises gæstfrihed eller en anden form for venlighed? De bør naturligvis give udtryk for deres oprigtige påskønnelse. Derved viser de også deres betænksomhed. „I betragtning af den tid vi lever på,“ skrev en ung kristen til sine gode venner, „tror jeg ikke at vi kristne bør forsømme nogen lejlighed til at fortælle hinanden hvor højt vi sætter hinandens venskab. I . . . har hjulpet mig på så mange måder, måske også uden at I egentlig var klar over det.“

De der med det rette motiv viser interesse for andre, angler ikke efter ros for deres indsats. Alligevel belønnes de fordi de giver af sig selv, for Jesus sagde: „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“ (Apg. 20:35) Både giver og modtager nyder altså godt af betænksomhed vist i ord eller handling. Hvilke velsignelser fører det ikke med sig når nogen er betænksomme over for andre!

Jesu bjergprædiken — „Gå ind ad den snævre port“

EFTER at Jesus havde opfordret sine tilhørere til oprigtigt at bede om hjælp til at gøre Guds vilje, erklærede han: „Gå ind ad den snævre port, for bred og rummelig er den vej der fører til undergangen, og det er mange der går ind ad den; men snæver er den port og trang den vej som fører til livet, og det er få der finder den.“ — Matt. 7:13, 14.

I gamle dage førte vejen ind i en by altid gennem en port. I Bibelen sammenlignes et menneskes livsløb ofte med en vej eller en sti. (Ordsp. 4:18, 19) Ifølge Guds søn er vejen til „undergangen“, det vil sige døden uden Guds gunst, „bred og rummelig“. Den tillader mennesker at leve som de har lyst til, uden at de behøver at gøre forandringer for at indrette sig efter Bibelens adfærdsnormer. Mange har valgt det behagelige livs brede vej.

På den anden side sammenligner Bibelen Guds messianske rige med en by hvortil man får adgang gennem en „snæver port“ og ad en „trang“ vej. (Se Hebræerbrevet 11:10; 13:14.) De der befinder sig på denne trange vej som „fører til livet“, nemlig det evige liv, må tugte deres hjerte til at udvikle de rette motiver og ønsker. De må udvise selvbeherskelse på alle livets områder; til tider kræver den sande tilbedelses vej også at de udholder voldsom forfølgelse. (Apg. 9:2; 19:9, 23; 22:4) Eftersom de fleste mennesker foretrækker at leve deres liv uden at bringe ofre og uden at lægge bånd på sig selv, søger de ikke at følge den vej i livet der behager Gud. Derfor er det kun „få“ der finder den snævre port og den trange vej der fører til livet. — Jævnfør Mattæus 7:8; Lukas 13:24.

Derpå formanede Jesus dem der gerne ville forblive på livets vej, idet han sagde: „Vær på vagt over for de falske profeter der kommer til jer forklædt som får, men som inderst inde er glubske ulve.“ — Matt. 7:15.

Med „falske profeter“ mente Jesus religiøse lærere der med urette gjorde krav på at repræsentere Gud. Disse bedragere ville fremtræde „forklædt som får“. Ved hyklerisk at optræde mildt og venligt og lægge andre af fårets egenskaber for dagen, ville de søge at skabe det indtryk at de hørte til den „hjord“ der tilbad Gud. (Se Salme 78:52; 80:2; 100:3.) Men indvendig ville disse falske profeter være „glubske ulve“, det vil sige yderst griske og begærlige, og ivrige efter at udnytte andre for egen fordels skyld.

Guds søn sagde at de falske profeter ville ’komme til jer’; de ville altså komme udefra og angribe den hjord som han, „den rigtige hyrde“, ville samle. (Joh. 10:11) De ville ikke først være en trussel i den fjerne fremtid, men ville være at finde allerede dengang. Jesus tænkte tydeligvis specielt på farisæerne, der med urette gjorde krav på at tale på Guds vegne. De havde „sat sig på Moses’ plads“, idet de gjorde krav på at være officielle fortolkere af Guds lov. (Matt. 23:2) Men de var hyklere som i virkeligheden hindrede folk i at finde den snævre port og den trange vej der førte til livet. (Matt. 23:13-15; Luk. 6:39) Angående de bedrageriske fåreklæder som disse falske profeter ville komme i, kan Jesu ord ved en senere lejlighed være, meget oplysende:

„Ve jer, skriftlærde og farisæere, hyklere! for I er som hvidkalkede gravsteder, der jo udvendig ser pæne ud, men indvendig er fulde af de dødes ben og enhver form for urenhed. Således ser I jo også udvendig retfærdige ud for mennesker, men indvendig er I fulde af hykleri og lovløshed.“a — Matt. 23:27, 28.

Hvordan genkender man så disse „ulve“ der kommer „forklædt som får“? Jesus nævnte en grundlæggende regel at gå efter, og han illustrerede den med et billede: „I kan kende dem på deres frugter. Man plukker aldrig druer af tjørn eller figner af tidsler, vel? På samme måde frembringer ethvert godt træ gode frugter, mens ethvert råddent træ frembringer værdiløse frugter; et godt træ kan ikke bære værdiløse frugter, og et råddent træ kan ikke frembringe gode frugter. Ethvert træ som ikke frembringer god frugt, bliver hugget om og kastet i ilden.“ — Matt. 7:16-19.

Ethvert frugtbærende træ frembringer sin egen specielle frugt. Ikke alle planter bærer en frugt der kan spises af mennesker.