Spørgsmål fra læserne
● Jesus sagde: „Lad de døde begrave deres døde.“ Betyder det, at vi som kristne ikke bør bruge tid til at deltage i begravelser? — L. S., Tyskland.
Beretningen i Mattæus 8:21, 22 siger: „En anden af hans disciple sagde til ham: Herre! giv mig først lov til at gå hen og begrave min fader. Men Jesus sagde til ham: Følg du mig, og lad de døde begrave deres døde!“ Disse ord indeholder ikke noget forbud mod, at man overværer en begravelse. Den mand, der her omtales, sagde til Jesus, at han ønskede at gå hen og begrave sin fader, men det betød ikke, at hans fader allerede var død, for hvis faderen havde været død på det tidspunkt, ville sønnen have været ved hans båre og ikke sammen med Jesus. Men manden mente, at hans fader var gammel og før eller senere ville dø; og derfor ønskede han at vente med at følge Jesus til efter, at han havde taget sig af sin fader til dennes død, for at han kunne modtage sin døende faders velsignelse og så opfylde faderens ønske om, at sønnen ved hans dødsleje skulle lukke hans øjne, efter at døden var indtrådt. Dette ville have udsat mandens samarbejde med Jesus på ubestemt tid, og derfor sagde Jesus til ham, at han skulle lade de døde begrave deres døde. Mandens slægtninge fulgte øjensynlig ikke Jesus på vejen, der fører til livet, og derfor var de åndeligt døde, og det kunne overlades til dem at begrave mandens fader, når han døde. Men når indviede kristne, som vandrer på vejen til liv og er udsat for verdens fordømmelse, i dag har et dødsfald i familien og holder begravelse, kan man så med rette sige, at det er et tilfælde, hvor åndeligt „døde“ begraver deres døde? Nej. Manden i Bibelens tilfælde ønskede at tage hjem for at begrave sin fader og ikke for at aflægge et vidnesbyrd i form af en begravelsestale.
Men indviede kristne sørger for, at begravelsen bliver til et vidnesbyrd om sandheden. Det vil sige, at de udnytter den givne lejlighed. Jesus gik ind i Jairus’ hjem, hvor man udførte begravelsesceremonierne over hans døde datter, og oprejste hende. Da begravelsesprocessionen med den døde søn af enken fra Nain kom forbi, gik Jesus hen og oprejste drengen fra døden. Peter gik til Tabitas begravelse i Joppe, hvor han opvakte hende fra døden. (Mark. 5:22-24, 35-42 Luk. 7:11-15; 8:41, 42, 49-55; Ap. G. 9:36-41) Disse tilfælde bød på udmærkede lejligheder til at aflægge vidnesbyrd om Riget og Messias, og det er, hvad mange af Jehovas vidner op gennem tiden har brugt begravelser til, og der er blevet aflagt store vidnesbyrd, både af den, der holdt begravelsestalen og af andre tilstedeværende venner.
Hvordan med hensyn til at overvære en begravelse, der forestås af en præst fra en af de mange falske religioner? Vi tilråder ikke at gøre det i almindelighed, for det ville være meget uklogt. Imidlertid kan der være tilfælde, hvor de, der er i sandheden, vil gå til en sådan begravelse og kan gøre det uden at blive dadlet for det. Nære slægtninge, som af grunde, de ikke selv har nogen indflydelse på, føler sig forpligtede til at gå til en eller anden falsk religions kirkebygning for at deltage i deres kæres begravelse, gør det af den grund og for måske at trøste andre, der er der. De kommer der ikke for at praktisere falsk tilbedelse, hvis de er i sandheden. Det er det samme som i det tilfælde på apostelen Paulus’ tid med en mand, der gik ind i et afgudstempel for at få noget at spise. Han går derind for at få et måltid mad, men ikke for at tilbede. (1 Kor. 8:7-10) En anden broders samvittighed vil måske ikke være stærk nok til at tillade ham at gøre dette, og hans svage samvittighed ville tage anstød, hvis han så sin kristne broder på sådan et sted blot for at få et måltid mad. Vi tilråder ikke nogen at deltage i begravelser, der ledes af præster, men det er ikke vor opgave at kritisere eller fordømme, men vi vil lade Gud dømme vor broder, som i overensstemmelse med sin samvittighed føler sig forpligtet til at deltage i begravelser, der forrettes af præster.