-
Når en halv sandhed virker som en løgnVagttårnet – 1953 | 1. juli
-
-
Når en halv sandhed virker som en løgn
GUDS ord er sandhed. Hvordan skulle det kunne være andet, eftersom retfærdighed er en af Jehovas mest fremherskende egenskaber, og det er umuligt, „at Gud kunne lyve“? (Joh. 17:17; Hebr. 6:18) Denne kendsgerning danner et sikkert grundlag for vor tro, som også den pengekære profet Bileam blev nødt til at fortælle kong Balak, der prøvede at få Bileam til at forbande Israel ved at bestikke ham: „Gud er ikke et menneske, at han skulle lyve, et menneskebarn, at han skulle angre.“ — 4 Mos. 23:19.
Jehova Guds diametrale modsætning er Satan Djævelen, om hvem Kristus Jesus sagde henvendt til datidens religiøse ledere: „Han er en løgner, ja, løgnens fader.“ — Joh. 8:44.
Det er naturligvis et selvisk motiv, der driver en skabning til at bruge falskhed og bedrag, et ønske om at nå sit mål, ligegyldig hvilke midler man må benytte. Selviske mennesker tyr til fortielser og halve sandheder i deres forsøg på at tage sig retfærdige ud, eller fordi de forstår, at de ikke kan komme ud af deres gennemførte falskhed og løgnagtighed. Deres skjulte bevæggrunde, der driver dem til en sådan handlemåde, og det, at resultatet bliver, at de forblinder folket med hensyn til, hvad der tjener dets interesser bedst, gør imidlertid disse leverandører af halve sandheder lige så skyldige i Guds øjne, som hvis de direkte havde løjet.
Et tydeligt eksempel på, hvordan en halv sandhed kan virke som en løgn, fandtes i bladet Collier’s for 4. oktober 1952. Forfatteren fortæller om den fremgang, der har været med hensyn til oversættelsen af Bibelen til engelsk, og så fremsætter han følgende udtalelse: „I 1525 blev det første engelske Ny Testamente trykt i Tyskland og smuglet ind i England, hvor det blev læst vidt og bredt til trods for modstand fra kirkens ledere (de var på kant med oversætteren, William Tyndale).“
Hvad får offentligheden ud af den parentetiske udtalelse? Slet og ret at der var en personlig uoverensstemmelse mellem „kirken“ og Tyndale. Kunne eller ville folk forstå, at stridsspørgsmålet var, om det almene folk skulle have Bibelen på sit eget sprog eller ej? Ville folk forstå af udtalelsen, at det romersk-katolske præsteskab på Tyndales tid var så utrolig uvidende om Guds ord, at Tyndale sagde: „Hvis Gud skåner mit liv, vil jeg inden mange år sørge for, at en plovdreng kender mere til Bibelen, end hele præsteskabet nu gør“?
Ville læserne kunne forstå af denne parentetiske udtalelse, at der var så megen modstand imod, at Bibelen blev trykt, at han fandt, at „der ikke var et sted i hele England, hvor det kunne ske“, hvorfor det blev nødvendigt for ham at lade det gøre på kontinentet? Og ville de af udtalelsen om, at han var på kant med „kirken“, få at vide, at striden var så alvorlig, at der blev sendt spioner ud for at fange ham, selv når han opholdt sig uden for England? Vil folk få at vide, at en af disse spioner, der udgav sig for at være en ven, der var interesseret i bibeloversættelse, forrådte Tyndale, forårsagede, at han blev hængt og derefter brændt på bålet? Ville de få at vide, at Tyndales sidste ord var: „O, Herre, oplad kongen af Englands øjne“? Nej, det vil de ikke. Alt dette bortforklares med udtalelsen: „De var på kant med oversætteren, William Tyndale.“ Det er virkelig sandt, at en halv sandhed virker som en løgn!
-
-
Spørgsmål fra læserneVagttårnet – 1953 | 1. juli
-
-
Spørgsmål fra læserne
● Hvorfor ønskede dæmonerne at være i et jordisk legeme, da Jesus gik her på jorden og uddrev dem? Ved en lejlighed bad et par dæmonbesatte mænd for eksempel om, at dæmonerne måtte fare i en svinehjord. Hvorfor? — T. C., Pennsylvania.
Beretningen om disse to dæmonbesatte mænd finder vi i Mattæus 8:28-32. Markus og Lukas fortæller endnu flere detailler, skønt de taler, som om der kun var een dæmonbesat mand, sandsynligvis fordi de fortæller om ham, der samtalede med Jesus på begges vegne. (Mark. 5:1-16; Luk. 8:26-35) Markus siger: „Da han nu på lang afstand fik øje på Jesus, kom han løbende og kastede sig ned for ham og skreg med høj røst og sagde: Lad mig i fred, Jesus, du den højeste Guds søn! Jeg besværger dig ved Gud, at du ikke piner mig. Jesus havde nemlig lige sagt til ham: Far ud af manden, du urene ånd! Og han spurgte ham: Hvad er dit navn? Han svarede ham: Legion er mit navn; thi vi er mange. Og han bad ham meget om ikke at jage dem bort fra egnen. Nu gik der en stor flok svin på græs der på bjerget. Da bad de ham og sagde: Send os hen til svinene, så vi kan fare i dem. Det tillod han dem. Og de urene ånder fo’r ud og fo’r i svinene; og flokken — der var omtrent to tusinde — styrtede sig ud over brinken og ned i søen og druknede i søen.“ — Mark. 5:6-13.
Hvorfor ønskede denne legion dæmoner eller urene ånder at fare i svinene i stedet for blot at blive uddrevet? At de for i svinene, ville give de tilstedeværende et kraftigere indtryk af deres uddrivelse af mændene, og det ville understrege, hvor forfærdeligt det er for en jordisk skabning at blive besat af dæmoner. Det ville vise de menneskelige iagttagere Jesu magt over dæmonerne og dæmonernes magt over jordiske skabninger. Alt dette tjente Jesu hensigt, og dette forklarer, hvorfor han tillod de urene ånder at fare i svinene, men det forklarer ikke, hvorfor dæmonerne selv ønskede at fare i svinene. De kan ikke have ønsket at fremhæve Jesu magt over dem endnu mere. Hvad kan derfor have været grunden til deres ønske?
Det kan tænkes, at det har givet dem en eller anden form for unaturlig, sadistisk tilfredsstillelse. Det var ikke naturligt for åndeskabninger at tage jordiske legemer i besiddelse, men vi har beviser for, at de tid efter anden har ønsket at gøre det. Før Vandfloden på Noas tid allierede en del oprørske åndeskabninger sig med Satan, materialiserede sig i menneskelegemer og havde omgang med kvinder. Der var her ikke blot tale om en midlertidig materialisation i den hensigt at give menneskene en eller anden åbenbaring, sådan som trofaste engle til tider har gjort, men denne var af mere varig karakter, og de gjorde det for at praktisere noget, som Gud ikke havde skabt dem til. De handlede på en for åndeskabninger unaturlig måde og frembragte bastardafkom, der opførte sig som tyranner og sadister. (1 Mos. 6:1-4.) Jehova Gud satte en stopper for deres ulydige, tøjlesløse levned ved Vandfloden, der tilintetgjorde de menneskelegemer, de havde påtaget sig, og tvang dem til at vende tilbage til det åndelige plan for at undgå døden.
Disse faldne åndeskabninger havde derefter ikke længere evnen til at skabe et jordisk legeme ved en materialisation, men det ser ud til, at de nu gjorde det, der derefter lå nærmest for,
-