„Himlenes riges nøgler“ tages i brug

„Jeg vil give dig himlenes riges nøgler, og hvad du end måtte binde på jorden vil være noget som er bundet i himlene, og hvad du end måtte løse på jorden vil være noget som er løst i himlene.“ — Matt. 16:19.

 1, 2. (a) Hvem var ifølge romersk mytologi den øverste dørvogter i himmelen? (b) Hvilken nøgle havde Jesus Kristus, og hvad er der at sige herom?

ER DER en portner eller dørvogter i himmelen? I den gamle romerske mytologi var Janus, gudernes gud, den øverste dørvogter i himmelen og på jorden. Resterne af hans tempel findes stadig i den nordlige udkant af Forum Romanum, i nærheden af senatsbygningen, men han tilbedes ikke længere. Hvordan så med den historiske person Jesus Kristus, der nu er herliggjort i himmelen og sidder ved den sande ’gudernes Guds’ Jehovas, højre hånd? (5 Mos. 10:17) Da Jesus omkring år 96 dikterede et brev til menigheden i Filadelfia i Lilleasien, sagde han blandt andet, henvendt til apostelen Johannes:

² „Og skriv til menighedens engel i Filadelfia: Dette siger han som er hellig, som er sand, som har Davids nøgle og som lukker op så ingen vil lukke i, og lukker i så ingen lukker op: ’Jeg kender dine gerninger — se! jeg har foran dig sat en åben dør som ingen kan lukke — og jeg ved at du har en lille kraft og at du har holdt mit ord og ikke har fornægtet mit navn.’“ — Åb. 3:7, 8.

 3. (a) Hvilken forbindelse var der mellem Jesus Kristus og David? (b) Hvorfor fik Jesus Kristus „Davids nøgle“, og hvordan benytter han den?

³ Jesus Kristus nedstammede fra David, den første jødiske konge i Jerusalem. Han var denne berømte konges efterkommer i 43. led, og med ham endte den kongelige slægtslinje, idet han blev den evige arving til Davids rige. (Luk. 3:23-31) Det var grunden til at Jehova Gud gav sin herliggjorte søn „Davids nøgle“. Davids rige var et forbilledligt teokrati, et forbilledligt gudsrige. (1 Krøn. 29:23; 2 Krøn. 13:5, 8) Med Davids herliggjorte efterkommer, Jesus Kristus, på tronen bliver dette rige et virkeligt, modbilledligt gudsrige. Som den retmæssige besidder af „Davids nøgle“ åbner og lukker han for privilegier og muligheder for mennesker på jorden i forbindelse med Guds rige.

 4, 5. Hvilke privilegier sagde Jesus Kristus at han ville give den trofaste Peter?

⁴ Ved en lejlighed hvor Jesus så frem til at give sin trofaste apostel Simon Peter adgang til nogle tjenesteprivilegier, sagde han til ham: „Du er Peter [græsk: Petros; latin: Petrus], og på denne klippe [græsk: tautēi tēi petrai; latin: hanc petram] vil jeg bygge min menighed, og Hades’ porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig himlenes riges nøgler, og hvad du end måtte binde på jorden vil være noget som er bundet i himlene, og hvad du end måtte løse på jorden vil være noget som er løst i himlene.“ — Matt. 16:18, 19.

⁵ Jesus udtalte disse historiske ord nogen tid efter påsken i år 32, i omegnen af Kæsarea Filippi, nær Jordanflodens kilder. — Matt. 16:13-17.

Hvornår Peter fik nøglerne og brugte dem

 6. Hvilken slags nøgler drejede det sig om, og hvad stod de for?

⁶ „Himlenes riges nøgler“ var ikke bogstavelige nøgler som dem vi bruger på jorden. Ligesom i tilfældet med „Davids nøgle“ drejede det sig om åndelige nøgler, nemlig det privilegium eller den ære at være bemyndiget til at åbne, indlede eller igangsætte et program med undervisning og oplæring angående himlenes rige og personlig mellemkomst på dette riges vegne. Derved kunne de der valgte at søge himlenes rige først, benytte sig af den foranstaltning Gud på det tidspunkt traf ved Jesus Kristus, arvingen til det himmelske rige. De fik således adgang til noget der ikke før havde stået åbent for dem.

 7. Hvilke grundlæggende betingelser for at komme ind i Guds himmelske rige havde Jesus tidligere omtalt over for Nikodemus?

⁷ To år tidligere havde Jesus i Jerusalem forklaret en af jødernes ledere, en farisæer ved navn Nikodemus, at der var visse grundbetingelser som den troende måtte opfylde for at få adgang til Guds himmelske rige. Han sagde: „Jeg siger dig i sandhed, ja i sandhed: Hvis et menneske ikke fødes igen, kan det ikke se Guds rige.“ Skulle man „fødes igen“ af den samme jordiske moder? Nej, Jesus sagde videre til Nikodemus: „Jeg siger dig i sandhed, ja i sandhed: Hvis et menneske ikke fødes som følge af vand og ånd, kan det ikke komme ind i Guds rige. Det der er født som følge af kødet er kød, og det der er født som følge af ånden er ånd.“ — Joh. 3:1-6.

 8. Synes det rimeligt at en der ikke selv var en døbt og åndsavlet kristen skulle have disse „nøgler“ og bruge dem, og hvilket eksempel kan vi pege på her?

⁸ Kunne, i betragtning af dette, en der ikke allerede selv var ’født som følge af vand og ånd’, en der ikke allerede selv var en døbt og åndsavlet kristen, have rådighed over ’nøglerne’ og lukke op med dem så andre kunne få adgang til Guds himmelske rige? Det ville næppe være rimeligt. „Himlenes riges nøgler“ blev derfor ikke givet til Johannes, selv om han døbte Jesus og var den første der forkyndte: „I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.“ — Matt. 3:1, 2.

 9. Hvordan ved vi om Peter var åndsavlet da han fik den første af ’nøglerne’, og hvad må vi sige om den omskårne ætiopiske proselyt der nævnes i Apostelgerninger 8:27, 28?

⁹ Men hvordan med apostelen Peter? Var han åndsavlet da Jesus Kristus gav ham den første ’nøgle’? Ja, for på pinsedagen år 33 lod Jehova Gud den herliggjorte Jesus døbe omtrent 120 disciple, deriblandt Peter, som ventede i en sal i Jerusalem, med hellig ånd. Først efter at Peter således var blevet avlet af Guds ånd, trådte han frem for at tale til de mere end 3000 jøder og omskårne proselytter der havde samlet sig og blev vidne til hvordan profetien i Joel 3:1, 2 var begyndt at gå i opfyldelse. Hvis den omskårne ætiopiske proselyt der nævnes i Apostelgerninger 8:27, 28 var med blandt de „gudfrygtige mænd“ som opholdt sig i Jerusalem på denne pinsedag, nåede han åbenbart ikke fra templet hen for at høre Peter. (Apg. 2:1-12) Men han fik lejlighed til det senere.

10. Hvornår og hvordan brugte Peter den første af ’nøglerne’?

¹⁰ Peter sagde rent ud til disse tusinder af tilskuere at de som religiøst samfund betragtet havde begået en forbrydelse ved at pælfæste Jesus Kristus 52 dage tidligere. Skyldbetyngede spurgte disse gudfrygtige mænd da: „Mænd, brødre, hvad skal vi gøre?“ Det var Peter der svarede: „I skal ændre sind, og lad jer hver især døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders tilgivelse, og I vil modtage den hellige ånds frie gave. For løftet gælder jer og jeres børn og alle dem som er langt borte, så mange som Jehova vor Gud måtte kalde til sig.“ Peter fortsatte sin tale. „Og med mange andre ord vidnede han grundigt og blev ved at tilskynde dem idet han sagde: ’Lad jer frelse ud af denne forkvaklede generation.’“ (Apg. 2:14-40) Således benyttede den åndsavlede Peter den første af Rigets „nøgler“.

11. Hvordan blev flere tusind af Peters tilhørere ’født igen’ eller ’født som følge af vand og ånd’?

¹¹ Gik nogle af disse kødelige jøder nu ind ad denne dør der var blevet åbnet for dem som jøder hvis forfædre Jehova Gud havde givet løftet i Joel 3:1, 2? Apostelgerninger 2:41, 42 svarer: „Så blev de der med glæde tog imod hans ord [Peters ord] døbt, og på den dag blev omkring tre tusind sjæle føjet til. Og de blev ved med at være helt optaget af apostlenes lære og af fællesskabet, af måltiderne og af bønnerne.“ Ved at de blev døbt i vand i Jesu Kristi navn og derefter fik den hellige ånds frie gave, blev de ’født igen’, ’født som følge af vand og ånd’. — Joh. 3:3, 5.

Hvem den anden nøgle blev brugt til gavn for

12, 13. (a) Hvad ville det have betydet hvis Peter kun havde behøvet at bruge én nøgle? (b) Hvad sagde Jesus imidlertid om dette umiddelbart før han steg til himmelen?

¹² Peter havde ikke kun fået løfte om én nøgle, men om „himlenes riges nøgler“. Der var altså mindst to nøgler. Hvornår fik han da den anden nøgle, og til gavn for hvem skulle den bruges? Hvis Peter kun havde behøvet én nøgle, ville de 144.000 som Jesus Kristus ville opbygge som en åndsavlet menighed på sig selv som klippen, udelukkende have bestået af kødelige jøder og omskårne jødiske proselytter. (Matt. 16:18; Åb. 7:4-8; 14:1-3) Men skulle den himmelske frelse begrænses til kun at omfatte dem der fik adgang dertil da Peter benyttede en nøgle på Pinsedagen? Hvad sagde Jesus selv om dette umiddelbart før han steg til himmelen på den 40. dag efter sin opstandelse? Denne dag sagde han til sine disciple, et sted i nærheden af Jerusalem:

¹³ „Således står der skrevet, at Messias skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og at der på grundlag af hans navn skal forkyndes sindsændring til synders tilgivelse blandt alle nationerne — idet der begyndes fra Jerusalem; I skal være vidner om disse ting. Og se, det som er lovet af min Fader [i Joel 3:1, 2] vil jeg sende over jer. Men I skal blive i byen indtil I bliver iklædt kraft fra det høje.“ — Luk. 24:46-49.

14, 15. Hvordan skelnede Jesus, ifølge Apostelgerninger 1:8, mellem de grupper der skulle forkyndes sindsændring for?

¹⁴ Ifølge Apostelgerninger 1:8 forklarede Jesus nærmere hvordan forkyndelsen af sindsændring på grundlag af hans navn efterhånden skulle udgå til „alle nationerne“. Her læser vi: „Men I skal få kraft når den hellige ånd kommer over jer, og I skal være vidner om mig både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne.“

¹⁵ Her sondrede Jesus mellem Samaria og „hele Judæa“. Ja, faktisk skelnede han under hele sin jordiske tjeneste mellem omskårne jøder og omskårne samaritanere.

16. Hvordan gik det til at Jesus på vej tilbage til Galilæa tilbragte to dage sammen med indbyggerne i den samaritanske by Sykar?

¹⁶ Efter påsken i år 30, i det første år af sin offentlige tjeneste, måtte han tage gennem Samaria på vej fra Judæa til Galilæa. I denne forbindelse bemærkes det i beretningen at jøderne ikke havde noget samkvem med samaritanerne. (Joh. 4:9) Men ved Jakobs kilde nær byen Sykar valgte Jesus alligevel at tale med en samaritansk kvinde. Hun var endda det første menneske over for hvem Jesus bekendte at han var Messias eller Kristus. Var det mon fordi hun ikke var jøde? (Matt. 16:20) På anmodning af Sykars samaritanske indbyggere blev Jesus og hans apostle tilmed i byen i to dage og talte med dem. Mange af dem kom til troen, og de sagde til den samaritanske kvinde der havde vidnet for dem: „Vi tror ikke længere på grund af din tale; for vi har selv hørt og vi ved at denne mand i sandhed er verdens frelser.“ — Joh. 4:39-43.

17. Hvordan stillede Jesus sig til spørgsmålet om vanddåb i forbindelse med disse troende samaritanere?

¹⁷ Men selv efter dette fortsatte Jesus med at skelne mellem jøder og samaritanere, skønt nogle af samaritanerne altså troede på ham. Krævede Jesus at disse troende samaritanere skulle døbes i vand med Johannes’ dåb? Nej! Dette har en vis betydning, for umiddelbart før beretningen om Jesu besøg i den samaritanske by Sykar står der: „Da nu Herren blev klar over at farisæerne havde hørt at Jesus gjorde flere disciple og døbte flere end Johannes — skønt Jesus ikke selv døbte, men hans disciple — forlod han Judæa og tog igen til Galilæa. Men han var nødt til at rejse gennem Samaria. Derfor kom han til en by i Samaria der hed Sykar, nær det stykke jord som Jakob gav sin søn Josef. Ja, dér var Jakobs kilde.“ — Joh. 4:1-6.

18. Hvordan blev Jesus modtaget af samaritanerne da han to år senere var på vej til Jerusalem?

¹⁸ Blev Jesus lige så godt modtaget to år senere? Han og hans disciple rejste nu den modsatte vej, idet de skulle overvære den jødiske løvhyttefest i Jerusalem. Jesu sendebud „kom ind i en samaritansk landsby for at træffe forberedelser for ham; men man tog ikke imod ham fordi han havde vendt sit ansigt mod Jerusalem for at gå dertil. Da disciplene Jakob og Johannes så dette sagde de: ’Herre, ønsker du at vi skal byde ild komme ned fra himmelen og tilintetgøre dem?’ Men han vendte sig om og irettesatte dem. Så gik de til en anden landsby“. (Luk. 9:51-56) Havde Jesus bøjet sig for Jakobs og Johannes’ voldsomme temperament, kunne det have givet samaritanerne et negativt syn på kristendommen.

19. (a) Hvilke instruktioner gav Jesus sine 12 apostle angående Samaria da han sendte dem ud for at forkynde to og to? (b) Hvilken indstilling havde jøderne i almindelighed til samaritanerne, ifølge Johannes 8:47, 48?

¹⁹ Da Jesus tidligere, nemlig før påsken år 32, sendte sine apostle ud for at forkynde to og to, sagde han til dem: „Gå ikke ud på nationernes veje, og gå ikke ind i samaritanernes byer; men gå derimod hele tiden til de bortkomne får af Israels hus. Mens I nu går, skal I forkynde og sige: ’Himlenes rige er kommet nær.’“ (Matt. 10:5-7; Luk. 9:1-6) Nogle måneder senere, efter løvhyttefesten år 32, sendte Jesus de 70 evangelieforkyndere ud, og han gav dem samme instruktioner som de 12 apostle havde fået. De byer og landsbyer hvori de forkyndte Guds rige, lå sandsynligvis i Judæa og ikke i Samaria. (Luk. 10:1-24) De aflagde ingen beretning om at de havde besøgt samaritanske steder. De gik til „de bortkomne får af Israels hus“. Hvorfor? Fordi de ikke havde fået større myndighed end apostlene. Jødernes almindelige indstilling til samaritanerne kom til udtryk da Jesus sagde til de ikke-troende jøder at de ikke var fra Gud, og de svarede: „Du er samaritaner og har en dæmon.“ — Joh. 8:47, 48.

20. Hvorfor fik samaritanerne ikke nogen gavn af at Peter benyttede den første af ’rigets nøgler’ på Pinsedagen, og hvilket spørgsmål stiller vi derfor?

²⁰ Jesus gjorde også skel mellem samaritanere og jøder da han sagde til den samaritanske kvinde: „I tilbeder det I ikke kender; vi tilbeder det vi kender, for frelsen udgår fra jøderne.“ (Joh. 4:22) Jesus betegnede en samaritaner som en mand „fra en anden nation“ eller, mere ordret, „af et andet folk“. (Luk. 17:16-18; se den interlineare ord-for-ord-gengivelse i Kingdom Interlinear Translation.)a Samaritanerne, som tilbad på Garizims bjerg, fejrede ikke pinsen i Jerusalem i år 33. Derfor fik de ingen gavn af Peters brug af den første af „himlenes riges nøgler“. (Apg. 2:5-11) Hvornår rettede de 12 apostle da opmærksomheden mod Samaria efter at den hellige ånd var blevet udgydt over dem i Jerusalem, så de kunne opfylde det som Jesus forudsagde i Apostelgerninger 1:8?

21. Af hvilken grund kom evangelieforkynderen Filip til Samaria, og hvorfor blev der stor glæde som følge af hans tilstedeværelse?

²¹ Efter Pinsedagen kom den kristne menighed i Jerusalem ud for mange begivenheder. Efter at Stefanus havde lidt martyrdøden udbrød der en stor forfølgelse som spredte alle menighedens medlemmer undtagen de 12 apostle fra Jerusalem. (Apg. 8:1-5) Ikke på apostlenes befaling, men på grund af forfølgelsen, drog Filip, en af Stefanus’ nære medarbejdere, og andre jødiske kristne mod nord til landsdelen Samaria. (Apg. 6:1-6; 21:8) Dér forkyndte Filip, som i kraft af Guds ånd kunne gøre mirakler, den gode nyhed om den opstandne og herliggjorte Jesus Kristus og gjorde mange mirakuløse tegn i form af helbredelser. „Så der blev stor glæde i den by.“ — Apg. 8:8.

22. Hvilket spørgsmål opstår nu, eftersom mange samaritanske mænd og kvinder blev døbt ved Filips hånd?

²² Hvad blev følgen af dette? „Da de fik tro på Filip, som forkyndte den gode nyhed om Guds rige og Jesu Kristi navn, begyndte de at lade sig døbe, både mænd og kvinder.“ Heriblandt var en mager ved navn Simon, som før dette „havde øvet magi og forbløffet Samarias folk“. (Apg. 8:9, 12, 13) Spørgsmålet er så: Blev disse troende samaritanere ’født som følge af vand og ånd’? Vanddåben havde fundet sted, men hvordan med ånden? Hvis de var blevet åndsavlet umiddelbart efter deres vanddåb, havde det været Filip der åbnede vejen for at denne nye gruppe, samaritanerne, kunne få adgang til „himlenes rige“. Men gjorde han det, til trods for at han ikke var en af de 12 apostle? Hvad viser den inspirerede beretning?

23. Hvorfor siges der ikke noget om at Filip lovede samaritanerne den hellige ånd når de lod sig døbe i Jesu navn?

²³ Evangelieforkynderen Filip var ikke en af apostlene, til hvem Jesus havde sagt: „Hvad I end måtte binde på jorden vil være noget som er bundet i himmelen, og hvad I end måtte løse på jorden vil være noget som er løst i himmelen.“ (Matt. 18:18; 16:19; 10:2-4; Joh. 1:43-48) Derfor læser vi ikke noget om at Filip lovede samaritanerne den hellige ånds gave i forbindelse med deres vanddåb. Han var ikke bemyndiget til at sige som Peter sagde til jøderne på Pinsedagen: „I skal ændre sind, og lad jer hver især døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders tilgivelse, og I vil modtage den hellige ånds frie gave.“ — Apg. 2:38.

24. (a) Kom samaritanerne med i den mosaiske lovpagt ved at lade sig omskære og holde nogle af de højtider der omtales i Mosebøgerne? (b) Blev de straks efter vanddåben i Jesu navn ’født som følge af vand og ånd’?

²⁴ Samaritanerne var ikke med i den lovpagt Moses havde formidlet til israelitterne på Sinaj bjerg, selv om de betragtede de fem Mosebøger, Pentateuken, som Guds ord og fejrede en påske og en pinse på Garizims bjerg i landsdelen Samaria. (2 Kong. 17:29, 30; Joh. 4:19, 20) Deres omskærelse i kødet gjorde dem altså ikke uden videre til jødiske proselytter. Samaritanerne var ikke med til at pælfæste Jesus og behøvede derfor ikke at blive døbt for at opnå Guds tilgivelse for denne alvorlige synd som jøderne måtte ændre sind i forbindelse med. Samaritanerne blev derimod døbt ved Filips hånd i Jesu Kristi navn i anerkendelse af at Jesus var Messias (Kristus) og „verdens frelser“. (Joh. 4:25, 26, 28, 29, 42) Blev de derved ’født som følge af vand og ånd’? Nej, for de fik ikke den hellige ånd på det tidspunkt.

25. Hvorfor var de døbte samaritanere ikke med det samme blevet ’født som følge af vand og ånd’, ifølge Apostelgerninger 8:14-17?

²⁵ Hvorfor ikke? Apostelgerninger 8:14-17 beretter: „Da apostlene i Jerusalem hørte at Samaria havde taget imod Guds ord, sendte de Peter og Johannes til dem; og disse tog ned og bad for dem, for at de kunne få hellig ånd; den var nemlig endnu ikke faldet på nogen af dem, men de var kun blevet døbt i Herren Jesu navn. Så lagde de [apostlene Peter og Johannes] hænderne på dem, og de [de døbte samaritanere] begyndte at modtage hellig ånd.“ Det var ikke blot mirakuløse gaver de fik.

26. Hvilken forret fik de døbte samaritanere, og hvilket redskab benyttede Peter således mens Johannes var til stede?

²⁶ Her blev de første døbte samaritanere ’født’ som følge af ånd såvel som af vand, og de opfyldte nu betingelserne for at komme ind i Guds himmelske rige. (Joh. 3:5) Åndens virke i dette tilfælde svarede til de eksempler der senere omtales i Apostelgerninger 10:44-46 og 11:15-17. Således benyttede apostelen Peter den anden af „himlenes riges nøgler“ til gavn for de troende og døbte samaritanere. Det er sandt at apostelen Johannes var sammen med Peter ved denne lejlighed, men tidligere, på Pinsedagen, var de 11 øvrige apostle også til stede da Peter benyttede den første nøgle. — Se også Mattæus 18:1, 18.

27. Hvordan fremgår det af Apostelgerninger 8:18-23 at det var Peter der førte an?

²⁷ At Peter havde forrangen fremgår af den fortsatte beretning i Apostelgerninger, kapitel 8. I versene 18 til 23 læser vi: „Da [mageren] Simon nu så at ånden blev givet ved apostlenes håndspålæggelse, tilbød han dem penge idet han sagde: ’Giv også mig denne myndighed, så at enhver som jeg lægger hænderne på kan modtage hellig ånd.’ Men Peter sagde til ham: ’Måtte dit sølv forgå sammen med dig, fordi du mente at du kunne erhverve dig Guds frie gave for penge. Du har hverken lod eller del i denne sag, for dit hjerte er ikke retskaffent i Guds øjne. Du må derfor ændre sind med hensyn til denne din slethed, og bede Jehova om, hvis det er muligt, at dit hjertes påfund må blive dig tilgivet; for jeg ser at du er en giftig galde og en uretfærdighedens lænke.’“ Dette vidner om at Peter gik foran som Kristi førende redskab ved denne lejlighed. Som den der havde fået Rigets nøgler betroet, var det ham der førte ordet.

28. Hvem havde nu også mulighed for at komme med i Riget, og hvor begyndte de åndsavlede samaritanere at tilbede Jehova?

²⁸ Fra da af kunne den samme mulighed tilbydes andre i landsdelen Samaria. Derfor siger Apostelgerninger 8:25: „Da de [Peter og Johannes] nu havde aflagt et grundigt vidnesbyrd og talt Jehovas ord, vendte de tilbage til Jerusalem, og på vejen forkyndte de den gode nyhed i mange af samaritanernes landsbyer.“ Nu begyndte de døbte og åndsavlede samaritanere at tilbede deres himmelske Fader, Jehova, ikke på Garizims bjerg eller i Jerusalem, men i hans store åndelige tempel. — Joh. 4:21.b

29. Hvordan gik det efter Saulus’ omvendelse med den åndsavlede menighed i Judæa, Galilæa og Samaria, og hvor slog Filip sig ned?

²⁹ Filip og andre jødekristne var blevet nødt til at flygte til Samaria på grund af den forfølgelse der i høj grad blev fremmet af farisæeren Saulus fra Tarsus. Men da Saulus selv omvendte sig til kristendommen, blev forholdene anderledes for menigheden i Palæstina. „Så kom menigheden i hele Judæa og Galilæa og Samaria da ind i en periode med fred og blev opbygget; og idet den vandrede i Jehovas frygt og i den hellige ånds trøst voksede den stadig i antal.“ (Apg. 9:31) Filip bosatte sig efter nogen tid i havnebyen Kæsarea, hvor den romerske landshøvding over provinsen Judæa havde sit hovedsæde og hvor en italiensk hærafdeling var stationeret. — Apg. 8:40; 21:8; 10:1; 23:23-35.

[Fodnoter]

[Illustration på side 9]

Davids nøgle