Guds barmhjertighed viser vejen tilbage for dem der har fejlet
„Jeg siger jer at således vil der være mere glæde i himmelen over én synder der ændrer sind, end over nioghalvfems retfærdige som ikke har brug for at ændre sind.“ — Luk. 15:7, NW.
1, 2. Hvilken harmonisk balance findes der mellem Jehovas egenskaber, og hvordan ses dette i den forordning der gælder udstødelse af menigheden?
JEHOVA er en kærlig Gud, en barmhjertig Gud. Alle hans forordninger og anvisninger tjener til gavn for dem der elsker retfærdighed; de tjener aldrig et selvisk eller skadeligt formål. (2 Mos. 34:6; 1 Joh. 4:8) Han er også en retfærdig Gud. Han elsker retfærd og ret, og ser ikke gennem fingre med uret. (Sl. 33:4, 5; 50:16-21) Disse egenskaber hos Gud er ikke i modstrid med hinanden. Sand kærlighed kræver i realiteten at man holder fast ved, insisterer på, retfærdighed.
2 Blandt forordningerne i Guds ord findes også den at et medlem af menigheden kan udstødes, fjernes, hvis vedkommende, som gør krav på at være en kristen, gør sig skyldig i en alvorlig synd og ikke viser sand anger. Udstødelsen sker til gavn for menigheden, for at bevare dens renhed og beskytte dens medlemmer, som Gud elsker, mod at blive besmittet af den „surdej“ som synderen billedlig talt udgør.
3, 4. Hvilke anvisninger giver apostelen Paulus med hensyn til udstødelse, og hvilke spørgsmål rejser sig i den forbindelse?
3 Af den grund skrev den inspirerede apostel Paulus til de kristne i Korint at de skulle „holde op med at omgås enhver som kaldes broder og som er utugtig eller havesyg eller afgudsdyrker eller spotter eller dranker eller udsuger, ja end ikke spise sammen med et sådant menneske . . . ’Fjern det onde menneske fra jeres midte.’“ — 1 Kor. 5:6, 7, 11-13, NW.
4 Udelukker dette imidlertid at man senere gør noget positivt som kan medvirke til at udstødte angrer, vender om og genoptages som godkendte, rene medlemmer af menigheden? Skal man vente med enhver positiv handling indtil det tidspunkt da en udstødt selv formelt giver udtryk for anger over for menighedens ældste og fremsætter en direkte anmodning om genoptagelse? Vil enhver opfordring til en udstødt om at ’vende om’ og søge genoptagelse være det samme som at „omgås“ vedkommende og have åndeligt fællesskab med ham? Lad os se hvilket svar Bibelen giver.
Jehovas eksempel som ældste
5, 6. (a) Hvilket særligt forhold havde Israels folk på et vist tidspunkt til Jehova Gud? (b) Hvilken vej slog folket imidlertid ind på, og hvilke alvorlige følger fik det?
5 Lad os se hvordan Jehova Gud handlede med det folk som engang var hans navnfolk, Israel. Dette folk alene ud af alle jordens folk stod i et pagtsforhold til ham, og det alene havde fået hans ord og hans lovbud. (Sl. 147:19, 20; Rom. 3:1, 2) Folket viste sig imidlertid gentagne gange utro mod Gud, og nåede til sidst det stadium som beskrives i den bøn vi finder i Daniel 9:4-19: „Vi har syndet og handlet ilde, været gudløse og genstridige; vi veg fra dine bud og vedtægter og hørte ikke på dine tjenere profeterne, som talte i dit navn til vore konger, fyrster og fædre og til alt folket i landet.“
6 Som følge af at de veg bort fra Jehova Guds bud og handlede ulydigt imod dem, fortæller Daniel, „så udøste den svorne forbandelse, som står skrevet i Guds tjener Moses’ lov, sig over [dem], . . . så han [Jehova] bragte en ulykke over [dem] så stor, at der ingensteds under himmelen er sket mage til den ulykke, som ramte Jerusalem“. Ja, Gud eksekverede en streng dom over dem ved først at drive de nordlige stammer og derefter de sydlige stammer i landflygtighed og til sidst lade hele riget omstyrte af Babylon. Jehova lod sig billedlig talt ’skille’ fra nationen som var den hans „hustru“ og „moder“ til de enkelte medlemmer af folket. — Jævnfør Esajas 50:1; 54:5, 6; Jeremias 3:8.
7. Indtog Jehova derefter en strengt negativ holdning til folket, efter at det var blevet afskåret fra at nyde hans gunst? Begrund svaret.
7 Undlod Jehova efter denne strenge dom at gøre noget som helst der kunne bidrage til at folket genvandt hans gunst? Nej, han irettesatte det og opfordrede det til at forlade den vej som havde ført folket i ulykke. Gennem profeten Jeremias sagde Gud, øjensynlig til dem der hørte til det forstødte nordlige rige, Israel: „Omvend dig, troløse Israel, . . . jeg gemmer ej evigt på vrede; men vedgå din uret, at du forbrød dig mod [Jehova] din Gud; . . . Vend om, I frafaldne sønner, jeg læger eders frafald.“ — Jer. 3:12, 13, 22; jævnfør Klagesangene 3:31-33; Esajas 57:16-18.
8. Hvordan gav Jehova gennem sin profet Ezekiel udtryk for sin indstilling til overtrædere?
8 Dette stemmer med de ord hos profeten Ezekiel hvor Jehova giver udtryk for sin indstilling over for dem der synes at have mulighed for at angre: „Mon jeg har lyst til den gudløses død, . . . mon ikke til, at han omvender sig fra sin vej, så han må leve? . . . Gør eder fri for alle de overtrædelser, I har øvet imod mig, og skab eder et nyt hjerte og en ny ånd; thi hvorfor vil I dø, Israels hus? Thi jeg har ikke lyst til nogens død, . . . Omvend eder derfor, så skal I leve!“ — Ez. 18:23, 30-32.
9. Kan man sige at Jehova Gud ved at give denne formaning havde åndeligt fællesskab med dem der havde handlet uret?
9 Kan man sige at Jehova Gud ved at tale til synderne på denne måde og opfordre dem til at vende om, havde „fællesskab“ med dem som man har med venner, og at han delte åndelige goder med dem? (Jævnfør Første Johannesbrev 1:3, 6, 7.) Nej tværtimod; som Jehova allerede tidligere havde sagt til dem ved profeten Esajas måtte de, hvis de ønskede hans venskab igen, forlade deres urette veje. Han ville ikke nedværdige sig til at vandre på deres urette veje og antage deres urette tanker. Som han sagde: „Søg [Jehova], . . . Den gudløse forlade sin vej, urettens mand sine tanker og vende sig til [Jehova], at han må forbarme sig, til vor Gud, thi han er rund til at forlade. Thi mine tanker er ej eders, og eders veje ej mine, lyder det fra [Jehova]; nej, som himlen er højere end jorden, er mine veje højere end eders og mine tanker højere end eders.“ (Es. 55:6-9) For at have fællesskab med Gud igen måtte de hæve deres tanker og veje op til det retfærdige stade som Gud befinder sig på og som hans ord anviser. På denne måde ville de efterkomme opfordringen fra ham til at ’komme og bringe forholdet til ham i orden’, så deres synder af ham kunne blive betragtet som udslettet. — Es. 1:18, 19, NW.
10, 11. Hvilke egenskaber hos Jehova understreger lignelsen om den fortabte søn, og hvordan gør den det?
10 Lignelsen om den fortabte søn giver os yderligere indsigt i Jehovas beundringsværdige barmhjertighed og hensynsfuldhed. (Luk. 15:11-32) Faderens reaktion i lignelsen illustrerer hvordan vor himmelske Fader, Jehova, er, og ved sit eksempel appellerer han til os om at handle på samme måde. I lignelsen forlader sønnen hjemmet, rejser langt bort og øder sin tid og sine penge bort i et udsvævende liv, blandt andet i selskab med skøger. Han lider fattigdom og sult, og da han i den tilstand kommer til fornuft, beslutter han sig til at vende tilbage til sin fader. Læg nu mærke til hvad der siges i lignelsen: „Men da han endnu var langt borte, så hans fader ham og ynkedes inderligt og kom løbende og faldt ham om halsen og kyssede ham.“ — Luk. 15:20.
11 Da faderen fik øje på sin søn i det fjerne sagde han altså ikke: ’Jeg flytter mig ikke en tomme og siger ikke et ord før den synder ligger for min fod og højtideligt anmoder om at måtte komme tilbage igen.’ Nej, da han så sin søn komme hen imod sig og allerede gættede hvad hans søn havde i tanke, gik han ud for at møde ham. Det var ikke før, men efter at faderen havde givet udtryk for sin medynk med sønnen, at denne i ord gav udtryk for sin anmodning om tilgivelse.
12. På hvilken måde drager Jehova angrende syndere tilbage til sig? Hvordan belyser Hoseas’ bog dette?
12 Dette bringer apostelen Paulus’ ord om „Guds godhed“ som „leder . . . til omvendelse“ i erindring. (Rom. 2:4) Ja, Jehova Gud er retfærdigvis vred når nogen synder, men han bliver ikke ved med at være vred for bestandig hvis den urette handling ophører. Han ved at en barmhjertighed som strømmer synderen i møde, har en forunderlig magt til at drage den angrende synder tilbage til det punkt hvor han kan få lægedom. — Hos. 6:1; 14:2, 3, 5.
13. (a) Hvorfor bør vi ikke ligne den ældre broder i lignelsen om den fortabte søn? (b) Hvem bør alle der tjener som ældste, tilsynsmænd og hyrder se hen til som deres eksempel når de skal tage sig af dem der har fejlet? (c) Hvad viser Salmernes bog angående denne ypperste blandt de ældste?
13 Vi skal derfor ikke ønske at være som den fortabte søns ældre broder, der til at begynde med slet ikke var glad for den måde hans fejlende broder var blevet modtaget på. (Luk. 15:25-32) Vi vil derimod søge at vise os som ’vor himmelske Faders børn’ ved at efterligne Jehovas eksempel og vise medfølelse. (Matt. 5:44-48) Som evighedens Gud og „den gamle af dage“ er han den ypperste af alle ældste, vore sjæles „hyrde og tilsynsmand“. (1 Pet. 2:25) Han sætter altid det rette eksempel til efterfølgelse. Vi skal senere se hvordan dette eksempel kan vejlede os på mange praktiske måder. — Sl. 77:8-10; 103:9, 10, 13.
Om at betragte en som „en hedning og en tolder“
14. Hvilke tidligere oplysninger havde apostelen Paulus som grundlag for sine anvisninger angående udstødelse?
14 Da Paulus skrev sin apostolske vejledning angående udstødelse til menigheden i Korint, havde han en tidligere inspireret vejledning som kunne danne grundlag for hans anvisninger. Det var Kristus Jesus selv der havde givet denne vejledning. I Mattæus 18:15-17 kan man læse hans anvisning på behandling af synder (tydeligvis ikke småsynder, men synder af virkelig alvorlig art) begået mod enkeltpersoner. Han fremsætter her muligheden for udstødelse hvor ingen anger lægges for dagen af den der har forsyndet sig. Efter at have beskrevet de progressive skridt man bør tage for at ’vinde’ den der har forsyndet sig, ved at få vedkommende til at erkende sin urette handling og angre den, sagde Jesus: „Er han også menigheden overhørig, så lad ham være for dig som en hedning og en tolder.“
15. (a) Hvilken „menighed“ hentydede Jesus til i Mattæus 18:17? (b) Hvorfor har hans ord da betydning for os i den kristne menighed?
15 På dette tidspunkt (32 e.v.t.) var den kristne menighed endnu ikke dannet, og den „menighed“ som Jesus omtalte må derfor være den daværende jødiske ordning med dens råd af ældste, deriblandt dem der fungerede som dommere og repræsenterede menigheden lokalt i denne egenskab. (Ezra 10:14; Luk. 7:3) Men de retningslinjer Jesus gav udgjorde i høj grad vejledende principper for den fremtidige kristne menighed. Af særlig interesse for os er det at vide hvad det vil sige at betragte den ubodfærdige synder som „en hedning og en tolder“. For at finde ud af det, må vi først finde frem til hvordan det rette jødiske syn var på sådanne mennesker. Det vil også hjælpe os til bedre at forstå apostelens vejledning i Første Korinterbrev 5:11-13 om hvordan kristne skulle betragte dem der blev udstødt af den kristne menighed.
16. Hvorfor kan vi ikke stole blindt på de jødiske rabbineres skrifter med hensyn til jødernes holdning over for hedninger, og hvor finder vi de fornødne oplysninger?
16 Når vi skal se på hvordan den jødiske holdning over for hedninger eller ikke-jøder var, kan vi ikke udelukkende holde os til de rabbinske skrifter som er forfattet efter Jesu tid. Nogle af disse skrifter røber en yderliggående holdning; de røber foragt for „hedninger“ eller ikke-jøder, ja et formeligt had til dem. Nogle rabbinske skrifter hævder at en jøde ikke kunne komme en hedning til undsætning, selv om vedkommende befandt sig i dødsfare. (Maimonides, Rozeach. iv, 12; McClintock and Strong’s Cyclopædia, bind III, s. 789) Derimod finder vi i de guddommeligt inspirerede skrifter pålidelige oplysninger om hvordan jøder i det første århundrede forholdt sig over for ikke-jøder.
17. Hvad viser Bibelen med hensyn til jødernes holdning over for „hedninger“ i det første århundrede, og hvorfor indtog man denne holdning?
17 Da apostelen Peter blev sendt til hedningen Kornelius’ hjem i Kæsarea, sagde han til dem der var forsamlede der: „I ved, at det er utilbørligt for en jøde at omgås eller besøge nogen som hører til et fremmed folk; men mig har Gud vist, at jeg ikke skulle kalde noget menneske vanhelligt eller urent.“ (Ap. G. 10:27, 28) Da Peter senere kom til Jerusalem, gik tilhængere af at medlemmer af den kristne menighed skulle omskæres, i rette med ham og sagde at han havde „besøgt uomskårne mænd og spist sammen med dem“. (Ap. G. 11:2, 3) Den grundlæggende holdning som jøderne måtte indtage over for hedningerne var altså den at de ikke måtte fraternisere med hedningerne, det vil sige at de ikke måtte omgås dem fortroligt, som brødre, idet hedningerne måtte betragtes som åndeligt urene. Det skyldtes at de var „udelukkede fra borgerret i Israel og fremmede for forjættelsens pagter“, og således ikke stod i noget egentligt, godkendt forhold til Jehova Gud. (Ef. 2:11, 12) At fraternisere med dem ved at besøge dem i deres hjem og spise sammen med dem ville besmitte jøderne åndeligt. — Se også Johannes 18:28; Galaterbrevet 2:11-14.
18. Hvilke vidnesbyrd har vi om at Jesus ikke indtog samme yderliggående holdning over for hedningerne som visse rabbineres skrifter giver udtryk for?
18 Jesus Kristus holdt sig til denne grundlæggende regel om ikke at fraternisere med hedninger eller ikke-jøder, og i sine instruktioner til disciplene sagde han at de i deres forkyndelse ikke måtte gå ud på „hedningers veje og ikke, ind i samaritaneres byer“, men at de skulle gå til „de fortabte får af Israels hus“. (Matt. 10:5, 6) Men til trods herfor viste Jesus hverken at han billigede eller at han rettede sig efter det yderliggående synspunkt man finder i rabbinernes skrifter, ifølge hvilket alle hedninger blev regnet for fjender og burde behandles med den største foragt — ligesom han heller ikke lod dette synspunkt indvirke på sit forhold til samaritanerne. (Joh. 4:4-40) Tværtimod citerede Jesus sin Faders profetiske ord for at vise at ikke-jødiske folk ville tage imod Messias, at templet skulle være et bedehus for alle folkeslag, og at Messias ville, vise sig at være lys for hedninger. (Matt. 12:18, 21; Mark. 11:17; jævnfør Lukas 2:27-32; Apostlenes Gerninger 13:47.) Da en romersk officer, som havde vist jøderne stor venlighed, bad Jesus om at helbrede hans syge træl, gjorde Jesus det. — (Luk. 7:2-10) Vi ser altså at selv om Jesus ikke gik imod Moselovens påbud om ikke at fraternisere med dem som ikke hørte til Guds menighed (altså hedninger), gik han heller ikke i den modsatte grøft og blev yderliggående hård og fjendtligt indstillet over for dem. Han så forstandigt de tilgrundliggende principper for Guds påbud og lod sig lede af dem.
19. (a) Hvordan betragtede jøderne i almindelighed tolderne eller skatteopkræverne? (b) Hvordan lagde Jesus den rette balance for dagen i sit forhold til dem?
19 På samme måde forholder det sig med tolderne, skatteopkræverne, der almindeligvis ikke var hedninger men jøder. Da de ofte var uærlige, blev de som regel betragtet af deres landsmænd som personer der havde et dårligt ry på sig og som kunne sidestilles med mennesker der var kendt som syndere og skøger. (Matt. 9:10, 11; 21:31, 32) Selv om Jesus ikke så gennem fingre med deres urette handlinger, afholdt han sig dog ikke fra at hjælpe dem når de viste tegn på en ret indstilling, som for eksempel Mattæus Levi og — Zakæus, der var toldere. Fordi Jesus hjalp sådanne mennesker til at gøre åndelig fremgang, blev han falskeligt anklaget for at være „ven med toldere og syndere“. Der er imidlertid forskel på at vise venskab og at forsøge at helbrede dem som er åndeligt syge, lede dem til anger og føre dem ind på retfærdighedens vej. — Matt. 11:19; Luk. 5:27-36; 19:2-10.
20. Hvordan hjælper disse oplysninger om det rette jødiske syn på ’hedninger og toldere’ os til bedre at forstå apostelens anvisninger vedrørende udstødelse, og hvilken slutning fører det til?
20 Med hensyn til at behandle et menneske som „en hedning og en tolder“ beskytter Jesu eget eksempel os således imod at antage den stærkt yderliggående holdning som visse rabbinske skrifter giver udtryk for. Vi ser også en meget nær lighed mellem den måde man skulle forholde sig på over for disse, og den måde man ifølge apostelen Paulus’ anvisninger skulle forholde sig på over for dem der blev udstødt af den kristne menighed, nemlig at man ikke måtte „have samkvem“ med dem, „end ikke spise“ sammen med dem. (1 Kor. 5:11) At behandle en ubodfærdig synder som „en hedning og en tolder“ betyder altså at man ikke må fraternisere med vedkommende, ikke må omgås ham fortroligt, som en broder. Men som Jesu eksempel viser, betyder det ikke at man behandler vedkommende som en fjende eller ikke vil vise ham almindelig høflighed og almindeligt hensyn. Det udelukker heller ikke at man rækker en hjælpende hånd til dem der ønsker at rette en uret adfærd og at opnå eller genvinde Guds gunst.
Hvad 2 Johannes 9-11 betyder
21. Hvilken formaning giver apostelen Johannes i sit andet brev, versene 9-11, og hvilke spørgsmål rejser dette?
21 I sit andet brev giver apostelen Johannes følgende formaning: „Enhver, der ’går videre’ og ikke bliver i Kristi lære, har ikke Gud [det vil sige er ikke i samhørighed med ham, har intet fællesskab med ham; jævnfør Første Johannesbrev 1:6]; den, der bliver i Kristi lære, har både Faderen og Sønnen. Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, ham skal I ikke give husly og ikke byde velkommen [hils ikke på ham, NW]. Thi den, som byder ham velkommen, [hilser på ham, NW],gør sig medansvarlig i hans onde gerninger.“ (2 Joh. 9-11) Gælder disse ord af apostelen nødvendigvis alle som udstødes af menigheden for en uret adfærd? Og udelukker de enhver henvendelse til en udstødt i form af irettesættelse eller formaning som tager sigte på at tilskynde vedkommende til at angre, vende om og blive genoptaget i menigheden? Ved at betragte hele den sammenhæng hvori disse ord forekommer, får vi en klarere forståelse af hvad der ligget i denne formaning.
22. (a) Hvilken slags mennesker var det apostelen havde i tanke ifølge sammenhængen? (b) Hvorfor ville det ikke være passende at hilse på sådanne? (c) Er der nogen forskel i den holdning der anbefales over for dem Johannes omtaler, og den holdning man almindeligvis og med rette indtog over for ’hedninger og toldere’?
22 Læg mærke til at apostelen Johannes i vers syv siger: „Mange forførere er draget ud i verden, og de bekender ikke, at Jesus er Kristus, kommen i kødet. Sådan er forføreren og Antikrist.“ Derefter opfordrer Johannes til at man er på vagt og ikke byder sådanne indenfor i sit hjem, for de propaganderer aktivt for falsk lære og gør sig på underfundig måde til talsmænd for en uret adfærd. Man bør ikke give dem noget fodfæste hvorfra de kan infiltrere menigheden yderligere. Man bør ikke engang hilse på dem for ikke at blive meddelagtig i deres onde gerninger. I denne forbindelse er det værd at huske på at den almindelige hilsen blandt jøder dengang var et udtryk som betød „Måtte du have fred“. En kristen ville sandelig ikke ønske en som var en forfører og antikrist, fred. Der er imidlertid intet der tyder på at jøder der havde et ligevægtigt bibelsk syn på tingene, ville nægte at hilse på en hedning eller en tolder. Jesu vejledning med hensyn til at hilse på andre, i forbindelse med hans opfordring til at efterligne Gud og hans ufortjente godhed over for „onde og gode“, synes at tale imod en så streng holdning. — Matt. 5:45-48.
23. I hvilken udstrækning og under hvilke omstændigheder kan man med rette følge anvisningen i Andet Johannesbrev 9-11 for en udstødt?
23 Er alle som er blevet udstødt, da ligesom dem Johannes beskriver i sit andet brev? På det tidspunkt da de måtte udstødes har de uden tvivl fulgt en handlemåde som disse, eller i hvert fald lagt en lignende indstilling for dagen. Som bogen Organiseret til at forkynde Riget og gøre disciple siger på side 168: „Enhver som er døbt og som med fuldt overlæg følger en umoralsk adfærd, forkaster i virkeligheden Bibelens lære i lige så høj grad som den der lærer andre noget der er i modstrid med hvad Bibelen siger om Gud, genløsningen, opstandelsen og så videre. (Jævnfør Titus 3:10, 11; Andet Timoteusbrev 2:16-19.)“ Og hvis en udstødt søger at retfærdiggøre sin umoralske handlemåde over for andre og at påvirke dem med sin fordærvede tankegang, passer han afgjort til den beskrivelse apostelen Johannes giver i sit andet brev.
24, 25. (a) Hvilket vidnesbyrd har vi om at ikke alle som bliver udstødt svarer til beskrivelsen i Andet Johannesbrev 9-11? (b) Hvordan bør vor reaktion være i betragtning heraf, og hvilket vigtigt spørgsmål vil vi behandle i det følgende?
24 Det er dog ikke alle udstødte der optræder som ’forførere og antikrister’. De giver sig ikke alle af med aktivt at fremme en uret adfærd, at modstå sandheden og søge at forføre andre til at følge samme urette handlemåde som førte til deres egen udstødelse. Det ses af det store antal som angrer og anmoder om genoptagelse som godkendte medlemmer af menigheden. I De forenede Stater, for eksempel (hvor der nu er over en halv million kristne vidner for Jehova), måtte der i perioden 1963 til 1973 udstødes 36.671 for forskellige alvorlige forsyndelser. Men i samme periode blev 14.508 genoptaget som følge af at de oprigtigt angrede. Det er næsten 40 procent af det samlede antal. Vi her på jorden kan sandelig glæde os sammen med Jehova og hans himmelske familie over dette. — Luk. 15:7, NW.
25 Hvad kan der gøres for at hjælpe endnu flere af dem som er blevet udstødt — og som ikke følger en handlemåde der med rette bringer dem ind under betegnelsen ’antikrist’ — til at vende tilbage til menigheden? Lad os se hvordan de bibelske principper kan anvendes i praksis.
[Illustration på side 514]
I Jesu lignelse om den fortabte søn hilste faderen af hjertet sin genstridige men angrende søn velkommen. Dette leder tanken hen på Guds store barmhjertighed og sætter eksemplet for os