Om at finde glæden ved at gøre disciple
1. (a) Hvorfor er det vigtigt at være glad for sit arbejde? (b) Hvad var en gave fra Gud ifølge Salomons ord?
ER DU glad for dit arbejde? Det burde du være. Du bruger så megen tid, ja faktisk hele dit liv, på dit arbejde, din karriere, at livet ikke er værd at leve hvis glæden ved arbejdet mangler. Salomon sagde: „Jeg skønnede, at der ikke gives noget andet gode for dem end at glæde sig og have det godt, så længe de lever. Dog også det at spise og drikke og nyde det gode under al sin flid er for hvert menneske en Guds gave.“ (Præd. 3:12, 13) Ja, det var meningen at mennesket skulle arbejde, og arbejde flittigt. Ikke med noget der føltes som trællearbejde, men med noget det kunne lide og som var berigende og tilfredsstillende. Hvilken velsignelse at erfare opfyldelsen af dette løfte, at finde en beskæftigelse man kunne gå op i med hele sin sjæl i bevidstheden om at man ikke kunne finde noget der var bedre, et arbejde som man virkelig kunne glæde sig over. Salomon kaldte det for „en Guds gave“.
2. Hvad er formålet med denne artikel i forhold til den foregående artikel?
2 I den foregående artikel har vi beskæftiget os med det arbejde som Jehovas vidner nu er optaget af i hele verden og som går ud på at gøre disciple. Vi betragtede endnu en gang det eksempel som Jesus Kristus satte i dette arbejde og den indsats som Jehovas vidner i dag i fællesskab gør for at fuldføre det. Nu er vi imidlertid interesserede i at betragte arbejdet fra den enkelte forkynders synspunkt. Vi vil se nøjere på den glæde som den enkelte opnår når han deltager i dette arbejde.
3. Hvad bereder én størst glæde, arbejde eller leg?
3 Hvad er det der gør et menneske virkelig glad? Er det arbejde eller leg? Noget leg skal der til, for at man kan få lidt adspredelse, afveksling og motion. Men det er først og fremmest arbejde der bringer glæde. De forenede Staters tredivte præsident, Calvin Coolidge, sagde i sin tiltrædelsestale den 27. juli 1920: „Arbejde er ikke en forbandelse, det er en forret for fornuftbegavede væsener, den eneste vej til manddom, og et mål for civilisation. De vilde arbejder ikke.“
4. (a) Hvordan var Jesu indstilling til arbejdet? (b) Hvordan ser Jehova på arbejde, som vist ved den opgave han gav Adam og Eva?
4 Bibelen har sagt det samme før Coolidge. Jesus Kristus selv sagde om det arbejde han var optaget af: „Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og fuldbyrde hans gerning [eller: arbejde].“ (Joh. 4:34) Det var arbejde, ikke leg, han fandt glæden ved. Arbejde var mere nærende og tilfredsstillende for ham end mad. Da Adam og Eva var blevet skabt i Edens have sørgede Jehova for at de fik en beskæftigelse der ville fylde dem med glæde og tilfredsstillelse. „Og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: ’Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør eder til herre over den og hersk over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr, der rører sig på jorden!’“ (1 Mos. 1:28) Selv om det betød hårdt arbejde, havde hele ordningen dog Guds godkendelse, for der siges i Første Mosebog 1:31: „Og Gud så alt, hvad han havde gjort, og se, det var såre godt.“ Gud vidste at hårdt arbejde ville være godt for mennesket.
5. Hvilken slags arbejde bereder et menneske sand glæde?
5 Men hvilken slags arbejde gør et menneske glad? Den kendte læge og nobelpristager Albert Schweitzer pegede på et af de krav man må stille til et arbejde for at det kan være tilfredsstillende: „Ærbødighed for livet . . . tillader ikke forskeren at leve for sin videnskab alene, selv om han udfører et nyttigt arbejde for samfundet. Det tillader ikke kunstneren at leve udelukkende for sin kunst, selv om han derved giver inspiration til mange. Det tillader ikke forretningsmanden at tro at han opfylder alle sine forpligtelser ved udelukkende at beskæftige sig med sin forretningsvirksomhed. Det kræver at alle ofrer en del af deres liv for andre.“ (New York Times Magazine, 9. januar 1955, i anledning af Schweitzers firs års fødselsdag) Tolstoj har sagt: „Enhver mands og kvindes kald er at tjene andre mennesker.“ Erfaringen havde lært disse mænd at en selvisk stræben på andres bekostning ikke giver nogen sand tilfredsstillelse men at det derimod er tilfældet med arbejde der kærligt udføres i andres interesse. Det er et af de krav man må stille til et arbejde der skal gøre én glad.
6. Hvad siger Bibelen om at arbejde til gavn for andre?
6 Dette er også i overensstemmelse med Bibelens principper. Apostelen Paulus sagde: „Jeg har vist jer, at ved således at arbejde bør vi tage os af de skrøbelige og ihukomme Herren Jesu ord, at han selv har sagt: ’Saligere [lykkeligere] er det at give end at modtage.’“ (Ap. G. 20:35) Det er arbejde der udføres til gavn for andre der bringer sand glæde.
7. Hvorfor skulle arbejdet med at gøre disciple derfor gøre én glad?
7 Hvordan opfylder arbejdet med at gøre disciple så dette krav? Findes der noget arbejde der er til større gavn for andre end det at lære dem den sandhed der fører dem ind på vejen til evigt liv? Næppe! At befri mennesker for uvidenhed og falske forestillinger er det bedste man kan gøre for dem. „Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: ’Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer.’“ — Joh. 8:31, 32.
Glæden ved selve arbejdet
8. Hvor begynder arbejdet med at gøre disciple, og hvorfor kan man finde glæde ved det?
8 Arbejdet med at gøre disciple begynder med at man gennemgår et distrikt grundigt for at finde dem der har et hjerte der længes efter retfærdighed, et øre der er villigt til at lytte og et sind der er villigt til at ræsonnere. Det vil sige at man må gå fra dør til dør og tale med alle dem man møder, uanset hvem de er, hvad de er, og hvilken religion de har. Ved første øjekast kunne det se ud til at være svært at finde glæden ved et sådant arbejde. Men det er det ikke. Den der er beskæftiget med dette arbejde er ledet af det rette motiv, nemlig kærlighed. Forkynderen nærer kærlighed til næsten og ønsker ikke at se ham miste det evige liv hvis han har den ovennævnte kærlighed til retfærdighed. Og forkynderen nærer kærlighed til Gud og ønsker at se hans navn renset for al den forsmædelse der er overgået det som følge af modstand og uvidenhed. Med dette kærlige motiv vil forkynderen finde glæden ved sit arbejde selv om han møder ligegyldighed hos de fleste af dem han træffer på.
9. (a) Hvilken modtagelse får forkynderen ofte, og hvordan indvirker det på ham? (b) Hvad forhindrer at forkynderen kommer til at føle at arbejdet er håbløst?
9 Man har erfaret at det mange gange er umuligt at komme til at tale med folk blot i nogle få minutter, så man kan forklare hensigten med sit besøg. Det skyldes som regel at folks sind er lukket, enten på grund af fordom eller på grund af manglende interesse for at modtage nye tanker. Forkynderen tilpasser sig hver ny situation han kommer ud for. Hvis han møder en der tydeligt viser en fjendtlig indstilling spilder han ikke megen tid på dette besøg. Det bedste er høfligt at trække sig tilbage og gå til den næste dør. Jesu vejledning angående sådanne besøg lød: „Hvis man ikke tager imod jer og ikke hører jeres ord, så gå ud af det hus eller den by og ryst støvet af jeres fødder.“ (Matt. 10:14) Hvis forkynderen følger dette udmærkede råd vil han ikke på noget tidspunkt blive grebet af håbløshed. Når han har gjort sit bedste for at fremlægge den gode nyhed på den mest appellerende måde, er han tilfreds med at lade sagen hvile der. Han ryster støvet af sine fødder og går videre uden at der er gået skår i hans glæde. Et nyt besøg optager snart alle hans tanker.
10. Hvordan medvirker dét at man har det rette mål for øje til at man bevarer glæden i hus-til-hus-arbejdet?
10 Hvis forkynderen udførte dette indledende arbejde med et forkert motiv eller med et forkert mål i tanke, ville han snart miste glæden og føle at arbejdet var håbløst. Den ligevægtige forkynder husker imidlertid på at det er forholdsvis få der med begejstring vil gribe lejligheden til at blive en Jesu discipel, ja som endog bare vil vise almindelig interesse for at få en bedre forståelse af Bibelen. Jesus Kristus gjorde opmærksom på dette da han sagde: „Gå ind ad den snævre port; thi vid er den port og bred den vej, som fører til fortabelsen, og mange er de, der går ind ad den; og snæver er den port og trang den vej, som fører til livet, og få er de, der finder den.“ (Matt. 7:13, 14) Forkynderen har ikke som mål at omvende verden, for det ved han er umuligt. Nej, hans mål er blot at finde dem der vil lytte. Han véd hvad han kan forvente i distriktet, og det bevirker at han kan have den rette indstilling under sit arbejde og føle glæden ved det.
11. Hvilken gren af arbejdet med at gøre disciple medfører endnu større glæde, og hvad er grunden?
11 Arbejdet med at gøre disciple ændres noget når man møder nogle der viser interesse. Hvis de viser tegn på at være interesserede i at få mere bibelkundskab og at de ville sætte pris på at fortsætte samtalen en anden gang, aflægges der genbesøg. Nu bliver årsagen til ens glæde en lidt anden. Efterhånden som man bruger mere tid på dem der har vist en begyndende interesse for Rigets budskab, vokser glæden ved at give dem mere og mere kundskab fra Bibelen. Selv om der er glæde forbundet med en hvilken som helst gren af forkyndelsen, er glæden endnu større når man koncentrerer sig om at hjælpe en der er interesseret i at lære om Skaberen og hans gerninger. Kærlighedsmotivet er dog stadig det samme.
12. Hvorfor er der endnu større glæde at hente i bibelstudiearbejdet?
12 Når interessen efter omhyggelig pleje er blevet så stor at der kan oprettes et regelmæssigt hjemmebibelstudium, øges forkynderens glæde endnu mere. Som regel sætter man en time til side på et bestemt tidspunkt hver uge. Både forkynderen og den interesserede véd hvilket emne der skal studeres og forbereder sig på lektien. Lærer og elev nærer gensidig respekt for hinanden og et nært venskabsbånd knyttes mellem dem efterhånden som tiden går og der gøres fremskridt. De ønsker at dele alt godt med hinanden, i overensstemmelse med princippet i Galaterbrevet 6:6: „Den, der undervises i ordet, skal dele alt godt med den, der underviser ham.“ Det er lykkelige timer som aldrig glemmes.
Glæden ved den personlige forberedelse
13. Kan en Guds tjener kun forvente at finde glæde i det direkte arbejde med at gøre disciple? Forklar nærmere.
13 Mens der ikke er nogen tvivl om at der er glæde at hente i selve arbejdet med at gøre disciple, melder spørgsmålet sig: Hvad med de øvrige timer i ens liv hvor man ikke er beskæftiget med dette arbejde? Kan en indviet Guds tjener forvente at finde glæde ved andre sider af livet eller kan han kun forvente at finde glæde i det direkte arbejde med at gøre disciple? Han kan og bør finde glæde ved andre af tilværelsens sider. En af dem er den personlige forberedelse til forkyndelsen.
14. (a) Hvordan bør ens indstilling være til at dygtiggøre sig, og gælder det også arbejdet med at undervise andre i Bibelens sandheder? (b) Hvad har en Guds tjener ubegrænsede muligheder for, og hvilket mål bør han have i denne henseende?
14 At undervise andre i Bibelens lære fordrer virkelig dygtighed. Det er en af de ting der gør at man fortsat bevarer interessen for arbejdet. I Ordsprogene 22:29 siges der: „Ser du en mand, som er snar [dygtig, NW] til sin gerning, da skal han stedes for konger, ikke for folk af ringe stand.“ Dette princip gælder i særdeleshed Guds tjenere. Derfor siges der også i Andet Timoteusbrev 2:15: „Stræb efter at kunne træde frem for Gud som en mand, der kan stå prøve, som en arbejder, der ikke skammer sig ved sit arbejde, men forkynder sandhedens ord på rette vis.“ Mulighederne for at forøge sin kundskab om Bibelen og andre dermed forbundne emner er ubegrænsede, og ligeså mulighederne for at forbedre sin evne til at fremlægge denne kundskab for andre, det vil sige til at ’forkynde sandhedens ord på rette vis’. Det ideal man må have for øje er naturligvis Jesus Kristus, om hvem der blev sagt: „Aldrig har noget menneske talt, som dette menneske taler.“ — Joh. 7:46.
15. Er det nødvendigt at afsætte tid til personligt studium?
15 De der alvorligt bestræber sig for at opnå større kundskab og forbedre deres evne til at fremstille den for andre, har en plan for deres personlige studium. Disse timer der er sat til side til forberedelse og meditation i fred og ro hører til dem der giver den største glæde og tilfredsstillelse. Nogle har svært ved at finde tid til dette private studium, men med omhyggelig planlægning og agtpågivenhed skulle det være muligt. Den personlige forberedelse er for nødvendig til at man blot lader stå til. Desuden medvirker studiet til at øge ens glæde.
Glæden ved samværet med andre
16. (a) Med hvilken tilbøjelighed har Gud skabt mennesket med hensyn til andres selskab, og hvilke forhold finder vi ikke desto mindre blandt mennesker i dag? (b) Hvilke spørgsmål stiller vi os selv med hensyn til vor omgang med andre mennesker?
16 Man kan kun være glad hvis man er glad for at være sammen med andre. Eneboere er ikke glade og velafbalancerede. Menneskene er selskabeligt anlagt. De lever helst i samfund med andre, ikke isolerede. Det er en tilbøjelighed de er skabt med, og det er en smuk, gudgiven egenskab. Men hvad ser vi ikke desto mindre? Menneskene vil gerne leve sammen men kan ikke enes! To unge mennesker er vanvittigt forelskede når de bliver gift, men i løbet af kort tid bliver de kolde over for hinanden. Hele nationer forsikrer at de gerne vil leve i fred med hinanden men finder det vanskeligere og vanskeligere for hver dag. Apostelen Paulus har forudsagt hvordan sådanne uønskede karaktertræk ville tage overhånd blandt menneskene i de sidste dage, som vi nu oplever. Han skrev: „Det skal du vide, at i de sidste dage skal der komme strenge tider. Thi menneskene vil blive egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, spottelystne, ulydige mod forældre, utaknemmelige, ufromme, ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, rå, fjender af det gode, forrædere, fremfusende, opblæste, lystens venner snarere end Guds venner; de har gudsfrygts skin, men fornægter dens kraft. Dem skal du holde dig fra.“ (2 Tim. 3:1-5) Det er indlysende at mennesker der fremviser sådanne egenskaber, ikke kan være glade, hverken når de er alene eller når de er sammen med andre. Men hvad med Guds tjenere? Kan det storslåede arbejde som de er optaget af, forhindre at de udvikler sådanne egenskaber? Vil deres arbejde hjælpe dem til at være glade og ligevægtige blandt alle mennesker, uanset hvor de færdes?
17. Hvordan vil de egenskaber man udvikler i forkyndelses- og undervisningsarbejdet gavne ens forhold til andre mennesker?
17 Det er der ingen tvivl om. De gode motiver og egenskaber der opelskes hos den kristne forkynder under arbejdet med at søge efter interesserede og derefter undervise dem i Guds ords sandheder lader sig ikke skubbe til side når han færdes blandt folk i et andet ærinde. Sande Guds tjenere har ikke hvad man kunne kalde „en spaltet personlighed“. Hvis den kristne forkynder tilskyndes af kærlighedens motiv i forkyndelses- og undervisningsarbejdet, vil det samme motiv være fremherskende hos ham i alle andre forhold. Han følger apostelen Paulus’ formaning i Galaterbrevet 6:10: „Så lad os da, mens vi har lejlighed til det, gøre godt mod alle, men især mod dem, der har hjemme i den samme tro.“ Hvordan kan han da være andet end glad og tilfreds i sin omgang med andre mennesker?
18. Hvordan kan man være glad i selskab med så godt som alle slags mennesker, trods det der siges i Første Korinterbrev 15:33?
18 Men siges der ikke i Første Korinterbrev 15:33: „Lad jer ikke lede vild! ’Slet omgang fordærver gode sæder’“? Jo, og denne udtalelse er rigtig. Den kristne søger ikke en sådan omgangskreds. Han sørger så vidt muligt for kun at omgås dem der har samme tro som han. Imidlertid må han hver dag færdes blandt alle slags mennesker, både på sit arbejde og andre steder; men håbet om Riget, der ligger sikkert som et anker, bevirker at han ikke fristes til at efterligne disse verdslige mennesker. Han holder sig hele tiden for øje at hans liv er viet til Gud og tjenesten for ham, og derfor er han interesseret i alle der viser interesse for den gode nyhed. Han er ikke interesseret i andre mennesker af selviske grunde men udelukkende ud fra et uselvisk motiv. Deres evige velfærd ligger ham på sinde. Resultatet heraf er at han kan have en positiv, optimistisk indstilling over for alle dem han færdes iblandt. Han kan være glad i selskab med så godt som alle mennesker.
Aldrig give op
19. (a) Hvilket råd gives der dem der begynder på arbejdet med at gøre disciple? (b) Kan man finde glæde i dette arbejde år efter år?
19 Til dem der begynder på dette arbejde siger apostelen Paulus: „Når vi gør det rette, da lad os ikke blive trætte, thi vi skal høste til sin tid, såfremt vi ikke giver tabt.“ (Gal. 6:9) I sandhed en nyttig formaning, der samtidig understreger belønningen. Men kan man virkelig bevare glæden hvis man gør forkyndelsen til en livsgerning, det vil sige fortsætter i den år efter år efter år? Ja, absolut. De der har gjort det, har oven i købet erfaret at deres glæde er blevet større og rigere for hvert år. Vil du gerne have bevis for det? Her følger nogle beretninger fra forkyndere der har oplevet det.
20. Hvad fortæller et vidne der har gjort tjenesten til sin livsgerning, om hvad han følte da han begyndte dette arbejde?
20 Et vidne der begyndte sin karriere i forkyndergerningen for omkring fyrre år siden fortæller: „Jeg glemmer aldrig den første gang jeg gik ud i tjenesten for den højeste Gud. Det var en smuk sensommerdag i 1920 i Winnipeg, Canada. Min broder og jeg delte kun løbesedler ud, men den tilfredshed og fred i sindet jeg erfarede ved denne ubetydelige tjeneste gav mig forvisning om at den almægtige Gud, ulig jordiske herrer, har behag i selv ringe og ufuldkomne tjenester der ydes ham. Ligesom man opnår en vis glæde og fred i sindet når man hører sandheden, sådan øges glæden når man tager tjenesten op.
21. Hvad erfarede han efterhånden som han udvidede sin tjeneste?
21 Da jeg senere begyndte at deltage i arbejdet fra hus til hus og sprede bøger og brochurer erfarede jeg endnu større glæder og velsignelser. Indtil den dag i dag har jeg aldrig været ude i hus-til-hus-arbejdet uden at have erfaret at nogle har vist mig personlig venlighed, at andre har udtrykt værdsættelse af Jehovas ord, og at Jehova har velsignet mig med fred i sindet og tilfredshed.“
22. Hvad siger han nu, efter fyrre års tjeneste?
22 Efter at have tjent trofast som heltidsforkynder i Canada og De forenede Stater og i et missionærdistrikt i et fremmed land siger han: „Jo mere jeg arbejder i denne privilegerede tjeneste, jo mere takker jeg Jehova for at han har vist mig en større godhed end nogen anden arbejdsgiver kunne have vist mig, og jeg takker ham for at han har bevaret mig og ledet mig.“
23. Hvad fortæller en anden som har viet sit liv til tjenesten, om begyndelsen til sin livsgerning?
23 En anden som også har viet sit liv til arbejdet med at gøre disciple siger: „Det er i sandhed en stor velsignelse at lære Bibelens ophøjede sandheder at kende i barndommen. Jeg har altid været min fader taknemmelig for den gode opdragelse han gav mig og det han i mine yngste år lærte mig om den store Gud, Jehova, og hans hensigter, om sjælen og om håbet om det evige liv. Min barndom tilbragte jeg i Christchurch, New Zealand. I skolen læste jeg flittigt og vandt førstepladsen i konkurrencen om et universitetsstipendium, en præmie som alle elever i New Zealands højere skoler kappes om at opnå. Jeg var på vej til at blive atomfysiker, men så fandt jeg mig pludselig omgivet af en materialistisk, evolutionistisk tankegang og jeg opdagede hurtigt at den var lige så ufornuftig og værdiløs som præsternes lære om et brændende helvede. Bibelen begyndte at få mere og mere indflydelse på mit liv. Selv om jeg fortsatte studierne for at tage min eksamen, havde jeg i universitetsårene næsten pionertid i tjenesten. Jeg var ofte feriepioner.“
24. Hvad giver han udtryk for efter at have tjent som missionær i et fremmed land i mange år og hvad viser det om hans glæde og tilfredshed?
24 Efter at have tilbragt mange lykkelige år i Guds tjeneste i New Zealand, Australien, De forenede Stater og Japan siger han: „Jeg har én gang været hjemme for at besøge mine gamle forældre i New Zealand, og det var jeg meget taknemmelig for. Det er nu [syvogtyve] år siden jeg forlod et lykkeligt teokratisk hjem for at tjene dér hvor Jehova ville sende mig hen. Familiebåndene var stærke, men de bånd der binder os sammen i tjenesten for Riget er endnu stærkere, selv om vi er langt fra hinanden. Det var en glæde for mig at finde mine forældre lige så nidkære i tjenesten som før i tiden. Men New Zealand var ikke længere ’hjem’ for mig; heller ikke Australien. Livet dér forekom os ’mærkeligt’ i sammenligning med det vi var blevet vant til som missionærer i Japan. Efter dette besøg kom jeg til at forstå at ’hjem’ er det sted hvor Jehova anviser os arbejde i den teokratiske tjeneste.“
25. Hvordan begyndte et medlem af betelfamilien i Brooklyn sin gerning som forkynder, og hvad fortæller han om sine mange år i Jehovas tjeneste?
25 En anden skriver: „Jeg er født i Calitri i Italien, i december 1879. Mine gudfrygtige forældre lod mig døbe og senere konfirmere som katolik. Lidet anede vi at jeg i en alder af [femogfirs] år kunne se tilbage på [nioghalvtreds] års tjeneste som et af Jehovas vidner.“ I 1900, da han var enogtyve år, rejste han til De forenede Stater og lærte sandheden at kende fire år senere. I 1909 blev han medlem af staben på Vagttårnets hovedkontor og blev en trofast og nidkær tjener for Gud. Han beretter selv: „Nu da jeg kan se tilbage på [nioghalvtreds] år i Jehovas tjeneste, kan jeg i overensstemmelse med sandheden sige at disse år har været de lykkeligste år i mit liv. I [seksoghalvtreds] år har jeg været medlem af betelfamilien i Brooklyn — et tjenesteprivilegium jeg varmt kan anbefale enhver ung kristen. Naturligvis har der været prøver at komme igennem, men de øgede vores tro på Jehova. Jeg har aldrig næret tvivl om at Han bruger Selskabet til at lede det verdensomspændende vidnearbejde som Jesus forudsagde i Mattæus 24:14. Som Paulus sagde: De lidelser vi kommer ud for er intet i sammenligning med den herlighed som skal åbenbares for os.“
26. Hvor højt værdsætter mange ældre medlemmer betelfamilien i Brooklyn samværet med deres brødre?
26 Der findes flere sådanne trofaste tjenere på hovedkontoret i Brooklyn. Selv om de er højt oppe i årene fortsætter de med at tjene trofast. I nogle tilfælde kniber det med at høre alt hvad der bliver sagt, men de forsømmer alligevel aldrig et møde. Selv om det mange gange kræver stor anstrengelse og somme tider kærlig assistance fra en af de yngre medarbejdere, vil de ikke undvære morgenandagten før morgenmåltidet, større eller mindre stævner, eller møderne i menigheden, selv om de tit har lang vej derhen og den må tilbagelægges til fods. Deres glæde over at komme sammen med andre der er interesserede i Guds gerning er uformindsket.
27. Nævn nogle af de ting man bør tænke på hvis man vil opnå sand glæde.
27 Nej, det er ikke leg der gør et menneske glad; det er hårdt arbejde. Men det må være den rette slags arbejde, det vil sige arbejde der udføres til gavn for andre. Intet andet arbejde opfylder dette krav så godt som arbejdet med at gøre mennesker til Jesu Kristi disciple. Ikke alene er man glad når man er optaget af selve arbejdet, men man er glad og tilfreds i alt hvad man foretager sig. Ja, at vie sit liv til dette arbejde, indvirker på hele ens liv. Er du glad og tilfreds i dit nuværende arbejde? Hvis ikke, er det sikkert fordi du ikke har fundet det rette arbejde. Du skulle finde glæden ved at gøre disciple.