Lykkelige er Rigets sendebud

 1. I hvilken egenskab blev Jesu apostle udsendt, og hvorfor var de lykkelige i deres tjenestegerning?

JESUS udsendte sine tolv apostle som sendebud, for at de skulle prædike. Han „gav dem magt over urene ånder, så de kunne uddrive dem og helbrede al slags sygdom og svaghed“. Han bød dem at gå til de fortabte får og at „prædike og sige: Himmeriget er kommet nær!“ Deres budskab skulle vise israelitterne, hvor nødvendigt det var for dem at vende sig til Gud og at angre deres urette veje og lytte til Messias og anerkende Himmeriget, som var kommet nær. Apostlene skulle give deres tilhørere disse livgivende sandheder og belære dem om den bedre regering, der skulle bringe velsignelse og liv. De ting, som denne nye regering skulle udrette, blev dengang skildret i mindre format. Apostlene havde myndighed, så de kunne helbrede syge, oprejse døde, rense spedalske og uddrive onde ånder. Alle disse velsignelser gav de rundhåndet af til dem, som ville lytte. (Matt. 10:1-15) Deres tjenestetid må have været en lykkelig tid for dem, for de gav andre i så rigt mål. — Lukas 10:17-21.

 2. Hvorledes havde apostlene modtaget gaver, og hvordan gav de som befalet videre deraf til andre?

² Under al den belæring Jesus gav sine apostle, vedblev han med at understrege dette vigtige punkt: „I har fået det for intet, giv det for intet!“ De magtbeføjelser, Gud gav apostlene gennem Kristus Jesus og ved den hellige ånd, skulle ikke bruges til egen fordel, men til fremme af folkets interesse for Jehovas rige. Efter pinsedagen blev der udført vidunderlige tegn ved hjælp af åndens mirakuløse gaver, der blev skænket apostlene. Men selv da blev åndens gaver ikke brugt på apostlene eller på Guds menighed. Den hellige ånd eller aktive kraft blev brugt til at helbrede syge, åbne blindes øjne og få halte til at springe. De mirakler, som apostlene udførte, bevirkede, at store skarer kom for at høre på dem, og det gav således apostlene lejlighed til at fortælle dem det glædelige budskab om Riget. Det skete uden penge eller andet vederlag.

 3. Hvordan sagde Jesus, hans sendebud skulle forholde sig over for modstandere, for at deres egen lykke ikke skulle lide skår?

³ Mesteren påpegede, at disse arbejdere fortjente deres føde til gengæld for den kærlighedsgerning, de udførte. Hvis folk ikke påskønnede det, der blev givet dem, og ikke ville lytte til ordet, skulle apostlene, som de havde fået befaling om, tage til en anden by. Hvis en Guds tjener var uvelkommen i et hus, skulle han forlade det hus, og hvis han var uvelkommen i en by, skulle han ryste støvet af sine fødder og drage videre. Jesus bød ikke apostlene at påtvinge folk det gode budskab om Riget. Den enkelte, der hørte budskabet, måtte selv afgøre, hvorvidt han ville tage imod det eller gøre oprør imod det. Således også i dag. Hvis nogen gør oprør, hvorfor så ødelægge din egen lykke ved at blive? Det er bedst at overlade uvenlige mennesker til sig selv. I vore dage og selv i demokratiske lande, hvor der er tale- og religionsfrihed, finder vi enkeltpersoner, undertiden grupper af mennesker, ja hele byer, som siger: „Vi vil ikke have jer her eller høre på jeres forkyndelse.“ De går til borgmesteren eller sender politiet efter Jehovas vidner og får befolkningen til at rejse sig i harme imod dem, så disse Guds tjenere bliver jaget ud af byen. Mener du, de i så fald gør ret i at forlade byen? Er det rigtigt af dem? Jo, vist skal de gå deres vej og ryste støvet af deres fødder, lykkelige over, at de har et godt budskab at forkynde for andre i den næste by. — Matt. 10:11-15.

 4. Skal vi påtvinge andre sandhedens gave? Hvem vil tage imod den, og hvad vil den bringe dem?

⁴ Jesus advarede om, at sådanne forhold ville indtræffe, for han sagde: „Se, jeg sender jer som får blandt ulve; vær derfor snilde som slanger og uden svig som duer!“ (Matt. 10:16) Søg ikke at påtvinge folk sandheden. Jehova Gud påtvinger ikke verden sin søn eller gennemtvinger dens anerkendelse af ham. Han siger klart og tydeligt, at hver den, som frivilligt tror på ham, skal få det evige liv, men de, som ikke tror, vil ikke få påtvunget liv i den nye verden under Kristus Jesus. Han truer dem heller ikke med teorier om et helvede med ild og svovl eller en skærsild for at få dem til at anerkende hans rigsordning. Han bruger ikke inkvisition for at tvinge folk ind i sin menighed, sådan som nogle religiøse organisationer har gjort og stadig gør. Jehova Gud har noget at give menneskeheden i verden. Han er lykkelig over at give dem det, og de kan tage imod det, om de ønsker det. Det er den livgivende sandhed, som Jehovas vidner bringer til alle folkeslag, folk, stammer og tungemål. Disse ord fra Bibelen er livets ord. De, som har ører at høre med, vil med glæde og taknemmelighed tage imod sandheden og takke Jehova for, at han har ladet dem få kundskab derom. De vil opnå stor lykke, for i løbet af kort tid vil de være med i den tjeneste at give dette sandhedsord til andre. Til trods for alle de genvordigheder, en kristen møder under forkyndelsen af dette Rigets evangelium fra hus til hus, er hans lykke ved at fortælle om Riget større end dens, der bare lytter til, hvad der bliver sagt ved døren.

 5. Hvorfor vil vi aldrig løbe tør for sandhed eller for lykke, uanset hvor meget vi giver andre deraf?

⁵ Alle apostlene og disciplene i den første menighed havde meget at give folk dengang, og de gav med glæde og af et godt hjerte. Een ting kan vi være sikre på: Uanset hvor meget man giver, løber man aldrig tom. Der er ingen grænser for, hvor meget man kan tale om sandheden. Den er som en vandstrøm, der vælder ned ad en bjergside og har sit udspring dybt inde under de massive, sneklædte bjergtinder. Denne kilde vil altid strømme med vand, og det vil Guds sandhedsord også. Sandhedens vand strømmer gennem hans organisation ud til alle jordens nationer. Vi vil aldrig løbe tør for sandhed og lykke, så længe vi vedbliver med at modtage og videregive det, vi modtager. Jo mere vi øser af sandheden, jo større lykke ejer vi. Samtidig vil sandheden opbygge os og stadig styrke os til at bringe det gode budskab fra hus til hus. Er vore hjerter og sind fyldt med dette gode budskab fra Guds uudtømmelige kilde, kan vi ikke lade være med at fortælle andre derom. Hele Guds folk vil derfor tilbede Jehova i helligt skrud. — Sl. 29:2.

Gud elsker en glad giver

 6, 7. a) Hvordan kan vi høste megen lykke? b) Hvordan bør vi hjælpe sådanne ud i tjenesten, som ikke tager del?

⁶ Paulus sagde til korinterne: „Det er jo således: Den, der sår sparsomt, skal også høste sparsomt, og den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt. Enhver give, som hans hjerte har tilsagt ham, ikke tvært og tvungent; thi Gud elsker en glad giver.“ (2 Kor. 9:6, 7) Hvis du har kendskab til sandheden, hvorfor så ikke unde andre den? Hvorfor beskære din egen lykke? Gud vil på den anden side ikke tvinge dig til at forkynde, for han elsker ikke en tvær og karrig giver, men derimod en glad giver. Er du så fyldt med sandheden, at den ligefrem flyder over, så du ikke kan holde den tilbage? Er du det ikke, så har du ikke tilegnet dig nok af den. Har du ikke drukket og spist nok sammen med Jehovas folk ved deres organiserede studiemøder? Husk, at „hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med“. (Matt. 12:34) Vær en glad giver og høst lykke i rigeligt mål.

⁷ Undertiden træffer vi på nogle i Jehovas vidners organisation, som ikke tager del i forkyndergerningen. Hvordan kan vi hjælpe disse? Det kan ikke nytte at skænde på dem. Det er langt bedre at tale til dem og vise dem, hvilke vidunderlige velsignelser der venter dem, og minde dem om de ting, de har modtaget fra Gud gennem hans ord. Enhver må gøre, som hans hjerte tilsiger ham, om det nu er at tage del i Jehovas tjeneste og den sande tilbedelse eller at lade være. Ingen skulle tjene af tvang. Tvungen lovprisning kan ikke godkendes af den Højeste, men glad lovprisning har hans velbehag. Ligesom målet af din kundskab om og forståelse af hans ord afhænger af den tid og energi, du bruger til studiet deraf, således vil den frugt, du høster i tjenesten, stå i forhold til de anstrengelser, du gør dig. Hvis du sår sparsomt, hvis du ikke ønsker at plante sandhedssæden ved at forkynde det gode budskab om Riget i dit distrikt, så vil du ikke høste meget. Hvis du sår rigeligt ved ihærdigt at forkynde i din egen by eller i et isoleret distrikt, der er blevet tildelt dig, så vil du høste rigeligt.

 8. Hvorfor er der nogle, som ikke har interessante oplevelser, og hvad bør vi spørge os selv om?

⁸ Der er en del, som tager del i tjenesten, og som undrer sig over, at de aldrig har interessante oplevelser. Som regel viser det sig, at de kun arbejder en time eller to om måneden. De giver ikke nok til, at de kan erfare lykken i tjenesten. De får næppe nok begyndt, før de holder op, og så undrer de sig over, at der er ingen, der kommer til erkendelse af sandheden ved deres bestræbelser. Hvordan forholder det sig med dig selv? Agter du på dig selv og din livsvandel? Du burde! Ransag dig selv: Sår du sparsomt, kun lidt her og der, og undlader du at vande det, du har sået, eller at passe og pleje det? Er du bange for at gå og så rigeligt med sæd i distriktet i nærheden af dit hjem eller andre steder? Hvad mener du selv om din tjeneste for Gud? Er du tilfreds med den? Udfører du den tvært og tvungent, eller er du lykkelig, når du hjælper andre? Udfører du din tjeneste som for Gud, og gør du noget ud af det, så vil du modtage stor velsignelse. Giv andre af din kundskab. Plant og høst.

 9. I hvilken ånd bør vi tage imod hjælp i tjenesten, og hvordan bør vi yde hjælp?

⁹ Dine brødre ønsker at hjælpe dig, ligesom Paulus ønskede at hjælpe efeserne og korinterne og alle de andre menigheder, han havde organiseret. Kredstjenerne, zonetjenerne og andre tjenere, der er udnævnt af Vagttaarnsselskabet, ønsker at hjælpe dig som en Rigets forkynder, så du kan blive dygtigere til at prædike det gode budskab. Tag imod deres hjælp i kærlig påskønnelse deraf. Hvad du end udretter i tjenesten på arbejdsmarken, så gør det, fordi du elsker Jehova. Gør det, fordi du ved, at det er rigtigt, fordi det er selve din tilbedelse af den Højeste. Gør det, fordi du ønsker at opnå „Jehovas glæde“. Gør det, fordi du ønsker den lykke, der kommer af at give andre noget. Giver du gavmildt af sandheden til andre, så vil du finde lykken. Jesus var ikke ulykkelig i sin tjeneste, og han sagde selv: „Lykkelige er de, som er sig deres åndelige behov bevidst, for Himmeriget tilhører dem.“ (Matt. 5:3, NW) Se, hvor lykkelige alle kan være, som søger Jehovas rige, således som Jesus udtrykte det i sin bjergprædiken, der er berettet om i Mattæus 5:1-13.

Ansvar for at tale

10. Skal vi overlade det til Jesus personlig at føre ordet, og hvad sagde Paulus om dette?

¹⁰ Tænk på det ansvar, der påhviler kristne i dag. Nogle foretrækker at mene, at hele ansvarsbyrden hviler på Jesus Kristus, og at han tog sig af al den nødvendige prædiken foruden sin genløsergerning. Nogle ser i dag hen til Kristus som den, der må formodes at skulle udføre al forkyndelsen fra hus til hus, og alt, hvad de behøver at gøre, er at sætte sig ned og lytte til hans ord, som det er optegnet i Bibelen, og afvente begivenhedernes gang. Siger du, som så mange gør: „Vi vil blot vente, til Gud griber ind“? De første disciple så ikke sådan på sagen, og det gør Kristi Jesu trofaste efterfølgere heller ikke nu. De forstår og praktiserer det, som Paulus sagde: „Vi er altså sendebud på Kristi vegne, som om Gud formaner ved os.“ Med andre ord er vi Guds sendebud i stedet for Kristus, eller vi er sendebud i Kristi navn. Hvordan du end opfatter Paulus’ udtalelse, så er vi dem, som får befaling til at tale som repræsentanter for Gud. Det er derfor, Paulus formanede alle dem, som ville høre hans ord: „Lad jer forlige med Gud!“ (2 Kor. 5:20) Han var sig sit ansvar bevidst, og han tog opgaven som et sendebud op.

11. Hvem bør vi efterligne i denne sag, og hvordan kan de, som sørger, blive trøstet?

¹¹ Hvis det er tilfældet, så må vi, hvis vi skal være sendebud, gøre ligesom Jesus, dengang han var her på jorden, og „trøste alle, som sørger“. Jesus opfyldte Esajas 61:1, 2, for han forkyndte glædesbud; han lægte sønderbrudte hjerter; han udråbte frihed for fanger, og han åbnede fængselet for de bundne. Han trøstede alle, som sørgede. Da Jesus sad på bjergskråningen, sagde han: „Salige [lykkelige, NW] er de, som sørger, thi de skal trøstes.“ (Matt. 5:4) Der skal ydes megen trøst endnu, og dette kan kun gøres af sendebud, der kommer i Kristi sted. De kan trøste andre ved at give dem det glædelige budskab, de selv har hørt.

12, 13. Hvorfor er det dem med et mildt sindelag, der hungrer efter retfærd, og de barmhjertige, der er de lykkelige?

¹² Man skal ikke være hårdhjertet og dominerende for at få adgang til Jehovas nye retfærdsverden. Lige det modsatte er påkrævet. For Jesus sagde ved samme lejlighed: „Lykkelige er de, som har et mildt sind, for de skal arve jorden.“ (Matt. 5:5, NW) Studiet af Jehovas ord vil give en et mildt sind. I den gamle verden er det ikke dem, som har et ublidt sind, men derimod dem, som har et mildt sind, der søger efter sandhed og retfærd. Det er den slags mennesker, som elsker at leve, og Jesus sagde, at de skal arve jorden. Enhver, som hungrer og søger efter retfærd, skal mættes, og de skal være lykkelige. Kan du forestille dig en større, opnåelig glæde end den at få kundskab om sandheden og sin tro så befæstet, at man går ud og forkynder det gode budskab, man har hørt? Tænk, hvor opfyldt af sandheden en sådan person er, endog til det punkt, at han flyder over! De, som har studeret Guds ord, og som glæder sig over den visdom og kundskab, de har modtaget, viser andre barmhjertighed ved at dele sandheden med dem. Kundskaben om sandheden forandrer deres liv, og de bliver milde af sind og gavmilde. Denne egenskab giver sig udtryk i deres villighed til at dele med andre, og dette gør dem lykkelige.

¹³ Mange mennesker i verden viser barmhjertighed, og sandheden vil finde frem til dem. Når Jehovas vidner verden over forkynder det gode budskab om Riget og søger at give de andre får åndelig føde, så vil de barmhjertige lytte og forstå. „Lykkelige er de barmhjertige, for dem skal der vises barmhjertighed.“ (Matt. 5:7, NW) Jehova Gud vil vise disse barmhjertige barmhjertighed og ikke lade dem lide evig undergang i Harmagedonslaget, for de har det rette sindelag. Dem samler Kristus nu ind som sine andre får, og mange vil komme til at overleve Harmagedon. De er rene af hjertet, lykkelige og fredeligt indstillet.

14. Hvorfor bliver vi, ligesom skarerne på bjergskråningen, slået af forundring over Jesu belæring?

¹⁴ Det var for deres skyld, Mesteren tog til orde og begyndte at lære skarerne, da han sad der på bjergskråningen. De ting, han lærte dem, ville gøre enhver glad og lykkelig, som af et ret hjerte lyttede og troede. Hvis man læser Mattæus, kapitlerne fem, seks og syv, der gengiver bjergprædikenen, vil man modtage rig belæring om, hvad der er den rette handlemåde for en kristen at følge. Den store skare, der hørte denne prædiken, undrede sig højlig over den måde, hvorpå Jesus lærte dem. Han talte så helt anderledes til folket end de skriftkloge og farisæerne, der var datidens religiøse ledere. Du vil selv, når du læser Jesu bjergprædiken igennem, opdage, at han også talte helt anderledes end vor tids gejstlige i kristenheden. Du vil føle det samme som disse folkeskarer, for „da Jesus var færdig med at tale disse ord, var folkeskaren slået af forundring over hans lære; thi han lærte som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge“. — Matt. 7:28, 29.

15. a) Hvorledes påhviler der os nu et ansvar, som har forbindelse med vor lykke? b) Hvad har gjort det muligt for Jehovas vidner at forkynde de gode nyheder om Riget lige til jordens ender?