Den store Gud der „gør vidunderlige ting“

„Thi du er stor og gør vidunderlige ting, du alene er Gud. Lær mig, HERRE [Jehova], din vej, at jeg kan vandre i din sandhed; vend mit hjerte til dette ene: at frygte dit navn.“ — Sl. 86:10, 11.

 1. Hvilken betydning har Salme seksogfirs for retfærdselskende mennesker i dag?

SALME seksogfirs er en bøn af David. Skønt det er tre tusind år siden den første gang blev bedt, er dens indhold af overmåde stor betydning for alle retfærdselskende mennesker i dag. Den priser Ham der alene kan løse denne rumtidsalders sørgelige problemer. Hør den bøn David opsender idet han åbner sit hjerte for den store Gud der er værdig til al pris: „Thi du, o Herre [Jehova], er god og rund til at forlade, rig på nåde mod alle, der påkalder dig. På nødens dag påkalder jeg dig, thi du svarer mig. Jeg vil takke dig, [Jehova] min Gud, af hele mit hjerte, evindelig ære dit navn; thi stor er din miskundhed mod mig, . . . [Jehova], du er en barmhjertig og nådig Gud, langmodig og rig på nåde og sandhed. . . . Du, o [Jehova], hjælper og trøster mig!“ — Sl. 86:5, 7, 12-17.

 2. I hvilken henseende adskiller Davids bøn sig fra de bønner der bedes af mange religiøse mennesker i vor tid?

² Hvilken anden Gud end Jehova, Davids Gud har nogen sinde fremkaldt en så dybfølt lovprisning? Lad katolikker og buddhister tage deres rosenkranse og messe Ave Maria eller O-Kyo tusindvis af gange. Lad protestantiske præster løfte deres skinhellige røster til en Gud hvis navn de ikke kender. Lad verdens tusinder af religiøse sekter bede, hver i overensstemmelse med sin egen trosbekendelse. Men kan en eneste af deres bønner blot tilnærmelsesvis udtrykke den inderlige kærlighed som David nærede til sin Gud? David kendte sin Gud. Han havde en levende religion der betød noget for ham. Selve kernen i den var en tjeneste, hvortil David var indviet, for Jehova, himmelens og jordens Skaber, selve livets Kilde. — Sl. 36:8-10.

 3. Hvilke „vidunderlige ting“ gjorde Jehova for David?

³ I sin umådelige miskundhed begyndte Jehova at gøre „vidunderlige ting“ for David. Gud udvalgte ham mens han endnu kun var en ung knøs og lod ham salve til konge i Israel. „Og HERRENS [Jehovas] Ånd kom over David fra den dag af.“ (1 Sam. 16:7, 11-13) Se David da han i tillid til Jehovas magt springer frem med slynge og sten for at besejre kæmpen Goliat! Se Jehovas vidunderlige gerninger igennem årene hvor David undgår at blive skadet af Sauls forfølgelse, for til sidst at blive ophøjet og indsat på Jehovas trone på Zion, bjerget der „smukt løfter sig . . ., al jordens fryd“! (Sl. 48:2) Se David senere hen når han priser Jehova for det vidunderlige løfte om et evigt kongedømme i hans, Davids, kongelige slægt, et kongedømme eller rige der vil bringe usigelig fred og glæde til alle nationer på jorden! — 1 Sam. 17:38-51; 26:18-20; 2 Sam. 7:16, 18-24.

 4. Hvorfor kunne David sige: „Der er ingen som du blandt guderne, HERRE [Jehova]“?

⁴ Af hele sit hjerte kunne David udbryde: „Der er ingen som du blandt guderne, HERRE [Jehova], og uden lige er dine gerninger.“ (Sl. 86:8) På Davids tid var jorden, ligesom i dag, fyldt med en mængde guder. Buddha, Brahma, Konfucius og kristenhedens treenige „Gud“ var ganske vist endnu ikke dukket op for at skabe endnu mere forvirring på den religiøse skueplads, men der var et væld af andre guder som blev tilbedt af filisterne, assyrerne, babylonierne og andre folkeslag der boede i nærheden af Israel. Når disse folkeslag drog i krig medførte de billeder af deres guder anbragt på stænger, hvorfra også deres nationale bannere vajede. Nogle af disse guder, som for eksempel ammonitternes Molok og moabitternes Kemosj, var kendt som „ildguder“, der krævede menneskeofre. Peors Ba’al blev tilbedt med utugtige seksualritualer. David nøjedes ikke med at holde sig adskilt fra denne grusomme, umoralske verden af forvirrede religionsdyrkere, men han fjernede deres besmittende indflydelse ved at drive dem ud af det gudgivne land, Israel. — 5 Mos. 11:22-25; 2 Sam. 8:1-3, 14.

 5. Hvilke andre vidunderlige gerninger kunne David lovprise Jehova for?

⁵ David priste Jehova for alle hans prægtige skaberværker: „Himlen forkynder Guds ære, hvælvingen kundgør hans hænders værk.“ (Sl. 19:1) Desuden lovpriste han Jehova for alle hans vidunderlige gerninger der stod omtalt i hans „bog“, den del af den bibelske beretning der på daværende tidspunkt var fuldført. De verdslige nationers guder havde ikke ladet en sådan beretning nedskrive; men de havde naturligvis heller ikke udrettet noget der var værd at lovsynge eller nedskrive. Jehova alene, „den store Konge“ der er „højlovet“, har ladet en beretning om sine vidunderlige gerninger og evige hensigter nedskrive. (2 Mos. 17:14) David jublede ikke alene over det guddommelige løfte om et evigt rige, men også over alle de andre herlige profetier der gjaldt vor tid.

 6. (a) Hvilke vidunderlige hensigter i forbindelse med Riget har Jehova gennemført siden 1914? (b) Hvordan har mennesker med god vilje betragtet Guds ’tegn og undere’?

⁶ Nu på Jehovas dag, gør himmelens store Gud „vidunderlige ting“, hvis lige historien aldrig før har kunnet opvise! Dette er dagen som David så frem til med glæde. Det er dagen hvor den ene profeti efter den anden på storslået vis får sin opfyldelse. I 1914 oprettede Jehova det evige himmelske rige og overgav det til en der er større end David, sin søn Jesus Kristus. I 1919 frembragte Jehova her på jorden en ny verdens samfund der skulle forkynde „denne gode nyhed om Riget . . . til et vidnesbyrd for alle nationerne“. (Matt. 24:14, NW) Kernen i denne nye verdens samfund, den trofaste rest af Jehovas vidner, tjener „som tegn og undere“ der skal ses af alle mennesker. (Es. 8:18, NW) Og nu strømmer hundredtusinder af mennesker med god vilje, „alle folkenes skatte“, til den nye verdens samfund af Jehovas vidner, for her ser de en fred og glæde der står i direkte modsætning til den gamle verdens splittelser og had. (Hag. 2:7; Es. 2:2-4) Et vidunderligt syn! Det er fuldstændig som David profeterede: „Alle folk, som du har skabt, skal komme, HERRE [Jehova], og tilbede dig, og de skal ære dit navn.“ — Sl. 86:9.

 7. Fortæl hvilke vidunderlige ting der kan ventes i den nærmeste fremtid.

⁷ Endnu vidunderligere ting er i vente. Jehova vil udføre „frygtelige ting på jord“ når han om kort tid kommer for at udkæmpe sin krig ved Harmagedon, hvor han udsletter „den nuværende onde tingenes ordning“ med al dens politik og militarisme, dens templer og guder. (Sl. 46:8, 9; Job 38:22, 23) Uforlignelige undere vil ske når Jehova iklæder jorden paradisisk skønhed og fred. (Sl. 37:9, 11; 104:24) Ja, hele Jehovas værk er i sandhed „underfuldt for vore øjne“; det får alle nutidens „miskundheds mænd“ til at udbryde: „Der er ingen som du blandt guderne, HERRE [Jehova], og uden lige er dine gerninger.“ — Sl. 118:23, 24; 86:8.

Sky de falske guder

 8. (a) Hvad indebærer det at indvi sig til Jehova? (b) Hvorfor tjener kristenhedens og hedenskabets religioner ikke Jehova til ære?

⁸ Den store Gud, Jehova, vil til stadighed gøre vidunderlige ting for dem der indvier sig til ham. Som „en Gud der fordrer absolut hengivenhed“ kræver han at alle der nyder godt af hans miskundhed foretager denne indvielse. (5 Mos. 6:14, 15, NW) De må tage afstand fra hedenskabets og kristenhedens forvirrede mangfoldighed af guder. Desuden må de positivt gå ind for tilbedelsen af Jehova, ligesom hans salvede søn Jesus gjorde det her på jorden, og ligesom David, der var et billede på Jesus da han sagde: „Nidkærhed for dit hus har fortæret mig.“ (Sl. 69:10; Joh. 2:17) De må forstå at der er himmelvid forskel på Jehova og alle de falske guder. „Gud, som har skabt verden og alt, hvad der er i den, han, som er Himmelens og jordens Herre, bor ikke i templer, gjorte med hænder, han tjenes heller ikke af menneskers hænder, som om han trængte til noget, han, som jo selv giver alle liv og ånde og alt andet.“ (Ap. G. 17:24, 25) Kristenhedens mægtige religiøse templer tjener ikke Gud til ære. Han har intet at gøre med hedenskabets frastødende, frygtindgydende afgudsbilleder der er en genspejling af guder som lever højt på frygt og overtro. Jehova appellerer til menneskehjerter gennem Bibelens sandhed, og gennem sin store kærlighed som han har indgydt i hele sin nye verdens samfund på jorden. Som apostelen siger: „Vi elsker, fordi han elskede os først.“ — 1 Joh. 4:19.

 9. Hvad vil det sige at „vandre i din sandhed“?

⁹ „Lær mig, HERRE [Jehova], din vej, at jeg kan vandre i din sandhed,“ sagde David. (Sl. 86:11) Hvordan kan man vandre sådan i dag? Ved at lade Jehovas åbenbarede sandhed blive det centrale i ens liv, det hvorom hele ens tilværelse drejer sig. Dette er ensbetydende med personligt studium. Det vil også betyde at man regelmæssigt må komme sammen med den nye verdens samfund af Jehovas vidner, ikke for at deltage i religiøse ceremonier, men for i oprigtighed at studere Bibelen og ’opbygge hinanden på den højhellige tro’. (Jud. 20, 21) At vandre i Jehovas sandhed indbefatter også at man adlyder Jesu befaling: „Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer, idet I døber dem . . ., idet I lærer dem at holde alt det som jeg har befalet jer.“ (Matt. 28:19, NW) Man må bringe den trøstende sandhed til dem der lider i denne onde verden. „En ren og ubesmittet gudsdyrkelse for Gud, vor Fader, er dette: at besøge faderløse og enker i deres trængsel og bevare sig selv uplettet af verden.“ — Jak. 1:27.

10. (a) Hvad hører med til at bevare sig selv „uplettet af verden“? (b) Hvordan er konfucianismen i modstrid med Bibelen hvad lære og frugter angår?

¹⁰ Hvordan kan man „bevare sig selv uplettet af verden“? Blandt andet må man undgå at blive besmittet af verdslig religion. Siden Davids tid er der fremstået mange nye guder og religioner som åndeligt og bogstaveligt har taget menneskeslægten til fange. Til eksempel kan nævnes Konfucius, der æres af kineserne. Konfucius fremsatte det negative princip „Gør ikke mod andre hvad du ikke ønsker de skal gøre mod dig“, og knyttede det sammen med forskrifter for alle livets anliggender. Resultatet heraf er at der næsten ikke skete nogen fremgang i Kina i to og et halvt årtusind. Hvor forskelligt fra den positive kærlighed til Gud og mennesker der påbydes i Bibelen — en levende, tiltagende kærlighed som bærer gode frugter! — Matt. 22:36-40; Joh. 15:8-10.

11. Har hinduismen været til velsignelse for sine tilhængere, og hvordan er den i modstrid med Bibelen?

¹¹ Så er der hinduismen med dens 330.000.000 guder og gudinder, og tempelceremonier som ofte virker chokerende på mennesker med almindelig sømmelighed og moral. Indiens sene udvikling og landets forpligtelse over for de millioner af sultende køer, er et vidnesbyrd om at hinduismen hverken er til åndelig eller materiel velsignelse for sine tilhængere. Selv premierminister Nehru „har irettesat sine landsmænd for deres holdning over for køerne“.a Hinduismen har ikke det ringeste tilfælles med tilbedelsen af den eneste Gud og Skaber, Jehova, der ejer „kvæget på tusinde bjerge“, og som er i stand til både åndeligt og materielt at sørge for alle skabninger der tjener i harmoni med hans hensigter! — Sl. 50:10, AS; 104:27, 28.

12. Hvad kan nævnes til gunst for shintoismen og buddhismen i Japan?

¹² Det var shintoismen der inspirerede til den fanatisme hvormed japanerne under den anden verdenskrig trængte frem i Asien og på øerne i Stillehavet, og i mange japanske templer ærer man den dag i dag spejlet, ædelstenen og sabelen, der ifølge traditionen har tilhørt Jimmu Tenno, Japans første kejser som levede for 2600 år siden og som anses for at være selve solgudindens søn. Imidlertid bragte shintoistiske bønner ikke Japan sejr, lige så lidt som katolske eller protestantiske bønner bragte de andre aksemagter, Italien og Tyskland, sejr. Heller ikke Buddha støttede aksemagternes sag. Skønt det hævdes at Nicheren, en buddhistisk fanatiker i det trettende århundrede, ved hjælp af bønner fremkaldte tyfonen der afværgede en mongolsk invasion i Japan, evnede de bønner der blev bedt af Japans mange buddhistiske sekter ikke at forhindre at Japan under den anden verdenskrig blev invaderet fra luften. Det er ikke så mærkeligt at mange japanere har mistet troen på deres „krigsguder“! Japan er nu en mark som er moden til forkyndelsen af Guds fredsrige. — Joh. 4:35, 36.

13. (a) Hvorfor råder der forvirring i kristenheden med hensyn til dens „Gud“? (b) Drag en sammenligning mellem kristenhedens og Davids handlemåde.

¹³ Men, hvad med kristenhedens „Gud“? Amerikanske mønter bærer inskriptionen „Vi stoler på Gud“. Hvilken „Gud“? Ham der er Gud for „den kirke du har lyst til at tilhøre“? Det er ganske afgjort at de mere end to hundrede katolske, protestantiske og jødiske sekter der findes i De forenede Stater, samt alle de andre lignende sekter i hele den vestlige verden, ikke kan tilbede den samme gud. Alle deres læresætninger er forvirrede og i modstrid med hinanden. De har ikke fundet sig i Bibelens konsekvente, „sunde lære“. I stedet har de fulgt menneskers lære. (2 Tim. 4:3, 4) De har ikke bedt ’af hele deres hjerte’ som David: „Lær mig, HERRE [Jehova], din vej, at jeg kan vandre i din sandhed.“ (Sl. 86:11, 12) Derfor vandrer de rundt i en labyrint af forvirrede dogmer. Ikke alene foragter de Jehovas rene lære, men de fjerner endog hans navn fra dets rette plads i deres moderne bibeloversættelser og erstatter det med det udtryksløse „Herre“.

14, (a) Hvad er frugterne af kristenhedens religiøse forvirring? (b) Hvilken skæbne venter der kristenheden, og hvorfor?

¹⁴ Frugterne af kristenhedens religiøse forvirring ses i dens kriminalitet, dens ungdomsforbrydelser, dens skilsmisser og gudløshed der tager til i foruroligende grad. Det er alt sammen hvad Jehova forud sagde skulle ske i kristenheden i disse „sidste dage“. (Matt. 7:15-23; 2 Tim. 3:1-7; Jer. 5:29-31) Kristenheden fornægter Kristus både ved sin lære og sin livsførelse. Den proklamerer De forenede Nationer som verdens håb, og den konkurrerer med den kommunistiske „Nordens konge“ om at oplagre atomvåben; men når Harmagedon kommer vil dette ikke kunne frelse den fra tilintetgørelse ved Jehova og hans regerende konge, Kristus, som kristenheden påstår at tjene. — Dan. 11:38; Luk. 6:46-49.

Høje tid at flygte

15. Hvilken advarsel må alle der elsker retfærdighed nu lytte til?

¹⁵ Denne verden og dens polyglottiske religioner står dømte foran Jehova og hans skarpretter, Kristus Jesus. Hvad skal mennesker ’efter Jehovas hjerte’, mennesker som David, gøre nu? (Ap. G. 13:22) Profeten Jeremias omtaler den religiøse verden under symbolet „Babylon“, og siger: „Fly ud af Babel, enhver redde sit liv, at I ikke skal omkomme for dets brøde! Thi det er hævnens tid for HERREN [Jehova], han øver gengæld imod det. Babel . . . gjorde al jorden drukken; . . . derfor blev folkene galne.“ — Jer. 51:6, 7.

16, 17. (a) Forklar hvad det indebærer at flygte ud af nutidens Babylon. (b) Hvordan understreger Jeremias nødvendigheden af at flygte fra religionens løgn i dag?

¹⁶ Kan du se at vor tids nationer handler som „galne“? Så flygt! siger profeten. Men hvordan? Ved at skille dig ud fra deres støjende politik, deres hjerteløse militarisme, deres lave moral og deres bedøvende religion. Drukne af falsk religion, hvad enten det drejer sig om den kirkelige, om lovprisningen af militærmagt eller tilbedelsen af den kommunistiske stat, har nationerne ignoreret Guds advarsel. Deres sabelraslen har ikke alene ført dem til randen af en atomkrig, men til det der er værre, til randen af en frygtelig og forunderlig ødelæggelse fra den store Guds, Jehovas, hånd. Men i disse nationer findes der retsindige, fredelskende mennesker som er ved at blive klar over at deres forfædres nationale guder kun er tomhed. De flygter nu for ikke at støtte de såkaldt kristne religioners og de hedenske religioners løgne, og de indvier sig til Jehova, den sande Gud og Skaberen af den varige nye verden hvor der vil råde åndelig sundhed og fred.

¹⁷ Det var disse retsindige mennesker David forud omtalte i Salme 86:9, og som også nævnes i Jeremias 16:19, 20: „HERRE [Jehova], min styrke, mit værn, min tilflugt i nødens stund! Til dig skal folkeslag komme fra den vide jord og sige: ’Vore fædre arved kun løgn, afguder, ingen af dem hjælper. Kan et menneske lave sig guder? De er dog ikke guder!’“ Jehovas vrede vil snart flamme op imod folkeslagenes falske guder, og herom siger han: „Denne gang lader jeg dem mærke min hånd og min styrke; og de skal kende, at mit navn er [Jehova].“ — Jer. 16:21.

18. Hvorfor vil Jehova udslette nationerne og deres religioner?

¹⁸ Er det ikke grusomt af Jehova at udslette folkeslagene og deres religioner? Det ville være grusomt om Jehova fortsat tillod de pralende nationer at vanhellige sine hænders værk, jorden, så de endog gik så langt som til at ødelægge alt levende med deres atomvåben. Heldigvis vil han udslette dem forinden. (Åb. 11:18) Og eftersom han ønsker en ren jord hvor hele menneskeheden dyrker en sand, ren religion, vil han også udslette alle falske guder og religioner. (Zef. 2:11) Fly bort fra babylonisk religion nu. Tag dine forholdsregler og red livet ved at fjerne alle den falske religions pletter, og hold dig derefter uplettet af den!

19. Hvad må man gøre når man har sagt: „Lær mig, HERRE [Jehova], din vej“?

¹⁹ Siger du ’af hele dit hjerte’ som David: „Lær mig, HERRE [Jehova], din vej“? Har du besluttet dig til at vandre i Jehovas sandhed? At gøre det er ensbetydende med at indvi sig til Jehova og til stadighed studere og vandre i hans lære. Det kræver en konstant fremadskriden. I århundreder har kristenhedens religioner siddet fast i formalistiske trosbekendelsers dynd. Men i Jehovas nye verdens samfund er der end ikke midlertidig stilstand. Paulus sagde: „Lad os derfor, nu da vi har overstået den elementære lære om Kristus, skride frem til modenhed.“ (Hebr. 6:1, NW) Ligesom David fik besked om at ’læse i Guds lovbog alle sine levedage, at han kunne lære at frygte Jehova sin Gud’ må Guds-mennesket i vor tid daglig studere Guds ord for at blive „fuldt beredt, vel skikket til al god gerning“. — 5 Mos. 17:19; 2 Tim. 3:16, 17.

20. (a) Hvilken misforståelse har nogle gjort sig skyldige i? (b) Hvad er nødvendigt hvis man helt og fuldt skal vandre i sandheden?

²⁰ Nogle mennesker har stillet sig tilfreds med et overfladisk kendskab til Guds hensigter. De har lært noget om den nye verdens velsignelser, eller måske er de kommet til at synes om det Jehovas vidne der besøger dem. For en tid slutter de sig „på skrømt“ til den nye verdens samfund. (Dan. 11:34) De siger: „Jeg synes I er nogle dejlige mennesker,“ men mere driver de det aldrig til. De studerer ikke Bibelen for at få fat i dens dybere mening og kraft. De lader ikke dens ord slå rod i deres hjerter så de kan indvi sig til Jehova og bære frugt i udholdenhed. (Luk. 8:15) Det er ikke alene nødvendigt at lære de „første begyndelsesgrunde“ i Jehovas lære, men desuden ’dagligt at granske skrifterne’ ved med alle hjælpemidler til studium at grave i Bibelen. Gør man det bliver man overbevist i sin tro og udrustet til med overbevisning at forklare alle sandhedens vidunderlige facetter for andre. Gør sandheden til din egen, og vedbliv med at vandre i den. — Ap. G. 17:11.

21. Hvor godt bør man kende Bibelen?

²¹ Hvis man skal kunne frigøre sit hjerte og sind så man kan indvi sig til tjeneste for den sande Gud, må man kende Bibelen. Spørgsmål som neutralitet i freds- og krigstid, honnør for flaget, patriotiske højtideligheder, politik, blodets hellighed, afgudsofre og æresbevisninger ved forfædrenes grave, må den enkelte personligt tabe stilling til i overensstemmelse med hvad han har studeret i Guds ord og ved er rigtigt. Han må kende de principper Gud fremsætter i sit ord og stræbe efter at behage Gud ved at leve efter disse principper — om det så skal koste store personlige ofre. Det drejer sig ikke blot om at kende enkelte skriftsteder i Bibelen der kan bevise ens synspunkt. Den der ’vandrer i Jehovas sandhed’ må have et modent kendskab til hele Bibelens storslåede tema, til den dybe betydning bag Jehovas løfter i forbindelse med Riget, og til hvad det virkelig vil sige at føre et liv i indvielse uden at have lod og del i Satans verden. Han må klart kunne skelne hvad der i hvert enkelt tilfælde er Jehovas vilje, og han må gøre denne vilje. — Hebr. 5:14; Kol. 1:9, 10.

22. (a) Vis hvordan man må anvende de bibelske principper. (b) Hvilken styrkende opmuntring giver Bibelen dem der holder fast ved deres uangribelighed?

²² Måske forlanger en familie at børnene hver dag skal bringe en afgud mad og drikke eller at de med mellemrum skal foretage pilgrimsrejser til forfædrenes grave. Kan den der vandrer i Jehovas sandhed gøre noget sådant? Han vil sandsynligvis genkalde sig skriftstedet 2 Korinter 6:16: „Hvordan kan Guds tempel og afguder have med hinanden at gøre? Vi er jo den levende Guds tempel, thi Gud har sagt: ’Jeg vil bo og vandre iblandt dem og være deres Gud, og de skal være mit folk.’“ Mens han glæder sig over den forret det er at vandre med den levende Gud, vil han flittigt ransage Skrifterne for i sit hjerte at tilegne sig Guds principper angående afgudsdyrkelse. Hvis hans familie imidlertid gør indvendinger, og ligefrem bliver udfordrende i sin modstand, hvad skal han så gøre? Han vil naturligvis vise at han er villig til at samarbejde i alle livets almindelige anliggender. Ved at vise kærlighed, venlighed og elskværdighed vil han være et levende vidnesbyrd om den forandring der er sket med ham siden han indviede sig til at tjene den sande Gud. Men i spørgsmålet om tilbedelse må han standhaftigt holde sig til de principper Jehova fastsætter i sit ord. Skulle det komme til bitter forfølgelse vil han hente mod og styrke i Jesu udtalelse om at noget sådant ville indtræffe: „I må ikke mene, at jeg er kommen for at bringe fred på jorden; jeg er ikke kommen for at bringe fred, men sværd. Thi jeg er kommen for at volde splid ’mellem en mand og hans fader, mellem en datter og hendes moder og mellem en svigerdatter og hendes svigermoder, og en mand skal få sine husfolk til fjender.’“ (Matt. 10:34-36) Fat mod! Selv om du skulle miste nogle venner i denne gamle verden, vil din uangribelige vandel bevirke at du vinder mange sande venner i Jehovas nye verdens samfund, ligesom den vil skænke dig Jehovas og hans konges venskab, hvilket fører til vederkvægende fred og evigt liv i den nye verden. — Matt. 19:29.

23. Hvordan kan mennesker der tilbeder Jehova overvinde verden? Giv et eksempel.

²³ Den der under bøn holder sig til de teokratiske principper vil opnå „Guds fred, som overgår al forstand“ og en indre styrke der overvinder verden. (Fil. 4:6, 7) Under den anden verdenskrig nægtede Jehovas vidner i Tyskland at hilse hagekorset og at sige heil Hitler. Dette standpunkt og deres neutralitet med hensyn til Hitlers angrebskrig bragte historiens grusomste forfølgelser over dem. En forfatter skriver: „Når vidnerne ikke opgav kampen for deres religiøse overbevisning indledtes der mod dem en terrorkampagne som overgik alt hvad andre af nazismens ofre i Tyskland udsattes for. . . . Jehovas vidner påførtes langt større lidelser i lejrene end både jøder, pacifister og kommunister. Lille som sekten er, synes hvert medlem at være en fæstning der kan ødelægges men aldrig indtages.“b Når du vandrer med Gud i hans sande lære, kan du også blive en sådan fæstning!

24. Hvordan er det et vidnesbyrd for andre når vi efterlever Bibelens principper?

²⁴ De der efterlever Bibelens principper vil opdage at de fleste modstandere på bunden er kujoner. Når modstanderne ser et urokkeligt standpunkt for rette principper vil de i mange tilfælde opgive kampen. De vil indrømme at det kun er rimeligt at den kristne får frihed til at tilbede den sande Gud. Dersom de har været oprigtige i deres modstand, kan den indviede kristnes endnu større oprigtighed og overbevisning måske endog vække deres interesse og med tiden få dem til at antage den samme dyrebare tro. (1 Pet. 3:1, 2) Husk at apostelen Paulus, der af Jehova blev brugt til at forklare mange af de guddommelige principper, selv engang var en morderisk forfølger af Guds sande folk. — Gal. 1:13-16, 23, 24.

25. (a) Hvornår er det især påkrævet at have en altbesejrende tro? (b) Hvilket sikkert løfte giver Jesus mennesker der tror?

²⁵ I visse orientalske lande er religionen knyttet nøje sammen med næsten alle livets anliggender. Den der forlader sit folks eller sin stammes religion betragtes af sin familie ikke alene som forstødt, men også som udstødt af hele samfundet. Nogle steder fordres det at alle mænd i en periode af deres liv skal virke som præst. For en tid siden demonstrerede Burmas tidligere premierminister U Nu denne skik ved at bære buddhistpræsternes orangefarvede dragt i en måned. Hvor en lokal religion er så indgroet i befolkningens liv må der en stærk tro, ja en altbesejrende tro, til for at man kan bryde alle bånd, vandre på Jehovas sandhedsvej og holde fast ved sit standpunkt. Men det kan lade sig gøre, og det sker! Som apostelen siger: „Og dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro.“ (1 Joh. 5:4) Alle der sætter troen højt og påskønner det privilegium at forblive i Guds nye verdens samfund vil vokse sig stærke! Selv om de vil blive forstødt af verdens samfund, forsikrer Jesus dem: „Alt, hvad Faderen giver mig, skal komme til mig; og den, som kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort. Thi dette er min Faders vilje, at enhver som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv.“ — Joh. 6:37, 40.

26. (a) Hvordan må man omhyggeligt værne om sine tanker og sin indstilling? (b) Hvilke vaner må den kristne i harmoni med Guds vilje danne sig?

²⁶ Alle som opnår den frihed der findes i den nye verdens samfund må omhyggeligt passe på at deres nyerhvervede kristne tænkemåde ikke inficeres af hedensk tankegang og levevis. „Thi mine tanker er ej Eders, og Eders veje ej mine, lyder det fra HERREN [Jehova].“ (Es. 55:8) Den der lige er blevet kristen må ofte skille sig af med opfattelser der er gængse hvor han bor. I mange orientalske lande er det ikke skik og brug at gå hen i et tempel for at få undervisning i religion. Og i vestlige lande betragter man ofte religion som noget selvfølgeligt man ikke skænker en tanke, undtagen ved bryllupper og begravelser samt ved højtiderne. Den der fornyr sit sind ved at tilegne sig Jehovas tanker må derfor danne sig den vane, som i begyndelsen vil forekomme ham fremmed, regelmæssigt at overvære bibelstudiemøder flere gange om ugen. Men han må gøre det hvis han skal blive velbevandret i de veje som er afstukket af den store sandhedens Gud. Hans syn på nationale festdage, helligdage og fritid må ændres. Jehova bryder sig ikke om at vi øder tiden bort i disse onde dage; han siger tværtimod at vi skal vandre som vise idet vi „udnytter det gunstige øjeblik“ og forstår „hvad der er HERRENS vilje“. (Ef. 5:15-17) Tiden er for kostbar til at vi kan spilde den på den gamle verden. Juledage, nytårsdage, helligdage og weekender kan udnyttes til tjeneste for den nye verden. Brug sådanne fridage forstandigt. — Ef. 4:22; Kol. 4:5.

27. Hvor og hvordan finder man i dag det der er sandt og rosværdigt?

²⁷ „I øvrigt, brødre! alt, hvad der er sandt, hvad der er sømmeligt, hvad der er retskaffent, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt lov, al dyd og alt, hvad der er ros værd: det skal I have i tanke!“ (Fil. 4:8) Det er alt sådant vi skal fylde vort sind og vort hjerte med. Hvor findes dette sande og rosværdige i dag? Intetsteds i Satans verden! Vi finder det kun i Guds ord, Bibelen, og det må drøftes i opbyggende samvær med andre der er tilsluttet den nye verdens samfund af Jehovas vidner. Ugens allervigtigste timer er dem du tilbringer ved møderne, dem der går med at overveje den store sandhedens Guds vidunderlige hensigter i forbindelse med Riget, og dem du anvender til at forkynde og undervise fra hus til hus. Fortsæt med af hele dit hjerte og i alle dit indviede livs timer at prise Jehova, for han „gør vidunderlige ting“. Jehova — han alene — er DEN STORE GUD.

[Fodnoter]