Spørgsmål fra læserne
● Er det nødvendigt at holde alle de løfter man gav Gud før man blev en indviet kristen? — R. J., U.S.A.
Man må ikke tage let på de løfter man giver Gud, hvad Bibelen også viser i Prædikeren 5:3-5: „Når du giver Gud et løfte, så tøv ikke med at holde det! Thi der er ingen glæde ved dårer. Hvad du lover, skal du holde. Det er bedre, at du ikke lover, end at du lover uden at holde. Lad ikke din mund bringe skyld over dit legeme og sig ikke til Guds sendebud [engelen, NW], at det var af vanvare!“
Når man giver Gud et højtideligt løfte gør man det frivilligt, ikke under tvang. Derfor bør man være villig til at holde sit løfte. I betragtning af sagens alvor tilråder Bibelen at man i forvejen omhyggeligt overvejer hvilke pligter man påtager sig når man afgiver et løfte. Ordsprogene 20:25 siger: „Det er farligt at sige tankeløst: ’Helligt!’ og først efter løftet tænke sig om.“ Et løfte til Gud bør altså ikke behandles ligegyldigt, men bør være et resultat af omhyggelig forudgående overvejelse og ikke af følelser eller et øjebliks begejstring.
Et ægteskabsløfte kan tjene til at illustrere dette. En mand beslutter sig til at gifte sig. Af egen fri vilje træder han ind i ægtestanden. Han handler klogt hvis han i forvejen tænker sagen igennem og gør sig bekendt med det ansvar han påtager sig ved at indgå ægteskab. Når han så har bekræftet ægteskabsløftet over for Gud og mennesker, bør han betragte det med alvor og forblive tro mod sin ægtefælle. (Matt. 18:4-6) Hvis ægteskabet er lovformeligt indgået, er hans løfte bindende, uanset hvem der foretager vielsen, og det er fortsat bindende selv om han bliver en indviet kristen.
En har måske før i tiden, før han blev en indviet kristen, frivilligt givet Gud et andet personligt løfte. Det var mere end et ønske eller en plan han blot havde i tankerne eller gav udtryk for over for en ven; det var et højtideligt løfte til Gud. Han var ikke under tvang da han gav dette løfte. Men nu ønsker han måske at blive befriet for det. Han spørger måske om hvorvidt løftet stadig er bindende. Men han må forstå at ingen er i stand til at befri ham for det ansvar han har påtaget sig ved at give Gud dette højtidelige løfte. Det er et spørgsmål mellem ham selv og Jehova Gud. — Rom. 14:4.
Måske kræver Bibelen ikke at man afgiver et sådant løfte. Hvis det ikke er i modstrid med Guds ord vil det ikke desto mindre være rigtigt at holde det, selv om dette måske vil medføre problemer senere i livet.
Men en har måske, før han lærte sandheden fra Guds ord at kende, lovet at gøre noget der er i modstrid med Jehovas vilje. Efterhånden som han studerer Bibelen bliver han klar over dette modsætningsforhold. Hvordan bør han nu se på dette løfte, der ikke er i harmoni med Guds vilje som kommer til udtryk i Bibelen? Det skal han naturligvis selv afgøre, men ved at handle i overensstemmelse med Guds vilje, der klart er givet til kende, viser han sin trofasthed mod Jehova. Det betyder at han må gøre noget ved sagen, som for eksempel ophøre med en handlemåde eller bryde med en omgangskreds der ikke har Guds godkendelse. Hvis man på denne måde giver udtryk for sin hengivenhed til Jehova vil han velsigne en. (2 Kor. 6:16-18) Man kan ikke indvi sig til Gud gennem Kristus hvis ikke man betragter et sådant løfte som ugyldigt.
● Hvilken betydning ligger der i Mattæus 10:41? Er der nogen forskel på de belønninger der omtales her? — R. D., U.S.A.
Som berettet i Mattæus 10:40-42 erklærede Jesus: „Den, som tager imod jer, tager imod mig; og den, som tager imod mig, tager imod ham, som udsendte mig. Den, som tager imod en profet, fordi han er en profet, skal få en profets løn; og den, som tager imod en retfærdig, fordi han er en retfærdig, skal få en retfærdigs løn. Og den, som giver en af disse små blot et bæger koldt vand at drikke, fordi han er en discipel, sandelig siger jeg eder: han skal ingenlunde gå glip af sin løn.“
Jesus var udsendt af sin Fader, Jehova Gud. Som følge heraf ville en der velvilligt tog imod Kristi disciple tage imod Kristus og også Gud, der havde udsendt ham. Et sådant menneske ville med sikkerhed blive velsignet; han ville ikke gå glip af sin løn.
På lignende måde ville den der velvilligt tog imod en Guds profet fordi han var en profet, blive belønnet. Han ville modtage „en profets løn“. Hvordan? Betragt den belønning der blev den gæstfri enke der gav Elias mad og vand, til del. Hun blev rigt velsignet fordi hun ’tog imod en profet’. Ledet af Guds ånd sørgede profeten for at hendes mel og olie på mirakuløs vis ikke slap op. Ved et mirakel fik hun endog sin søn tilbage efter at han var gået i en alt for tidlig død! (Første Kongebog, kapitel 17) Jehova udførte disse mirakler gennem sin profet Elias. Øjensynligt havde enken modtaget Elias ’fordi han var en profet’. Som følge heraf modtog hun „en profets løn“.
Vi må ikke overse at Jesus Kristus, der udtalte ordene i Mattæus 10:40-42, var den største af alle profeter. (5 Mos. 18:15-19; Ap. G. 3:19-23) De der modtog ham fordi han var en profet blev i åndelig forstand velsignet ved at lytte til ham når han talte. Nogle af dem blev også på mirakuløs måde helbredt, mens andre blev oprejst fra de døde. (Matt. 4:23; Luk. 8:40-42, 49-56; Joh. 11:38-44) Senere sendte Kristus som gaver til den kristne menighed „nogle . . . som profeter“. Blandt dem var Agabus. De der velvilligt tog imod dem og kom sammen med dem i den kristne menighed modtog med sikkerhed åndelige goder. Disse mænd blev brugt til at udtale nye profetier. (Ef. 4:11, 12; Ap. G. 11:27, 28; 21:10, 11) Som en opfyldelse af ordene i Joel 3:1, 2 bliver endog indviede Jehovas tjenere i dag — selv om de ikke er inspirerede — af Guds ånd eller virkekraft hjulpet til at forklare Bibelens profetier for folk der velvilligt og taknemmeligt tager imod dem. De mennesker der lytter, modtager således en åndelig belønning. — 1 Kor. 2:10.
Jesus Kristus sagde også at de der tog imod en retfærdig ville få „en retfærdigs løn“. Til gengæld for gæstfrit at tage imod en retfærdig kunne man vente at blive behandlet venligt, ikke uretfærdigt, men i overensstemmelse med Guds retfærdighed. Den retfærdige som Jesus her henviste til var ikke en der blot handlede efter sin egen norm for retfærdighed og levede det man kalder et „pænt liv“. Jesus talte om en der holdt fast ved Jehovas retfærdige ord og bud. (Matt. 4:4; Præd. 12:13, 14) De der på Jesu tid opfyldte Guds krav blev Jesu efterfølgere. Hvis et menneske dengang fik det privilegium at beværte en troende i sit hjem ville han modtage åndelige goder, „en retfærdigs løn“. Gæsten ville uden tvivl dele trosstyrkende sandheder fra Guds ord med sin vært, sådan som Jesus gjorde. (Luk. 10:5-7; 19:1-10) Det samme er tilfældet i vor tid.
Nogle tager venligt imod de retfærdige, „disse små“, Jesu Kristi salvede disciple eller åndelige brødre, og gør godt imod dem. (Åb. 14:1-4; Luk. 12:32) Ved at vise denne venlighed giver de billedligt talt Jesu salvede efterfølgere „et bæger koldt vand at drikke“. De gør godt mod Jesu åndelige brødre, ikke blot fordi de viser venlighed mod alle, men fordi disse „små“ er Kristi disciple. Derfor bliver de belønnet for det de gør; de ’går ingenlunde glip af deres løn’. Selv om de ikke øjeblikkelig bliver belønnet på mirakuløs vis, får de det privilegium at lytte mens en af Jesu Kristi salvede disciple forklarer Bibelen for dem. De kan altså forvente at få en vis åndelig gavn af det. De af dem der viser at de elsker retfærdighed og som gør godt mod Kristi brødre af respekt for at de er hans åndelige brødre eller salvede disciple, stiller sig i virkeligheden velvilligt over for kongen Jesus Kristus selv og støtter ham. (Matt. 25:34-40) Hvis de fortsætter med at handle på denne måde vil de modtage varige goder; de har udsigt til et evigt liv i den nye tingenes ordning som Jehova har lovet. — 2 Pet. 3:13; Zef. 2:2, 3.
● Prædikeren 3:11 siger at Gud har lagt „evigheden“ [ubestemt tid, NW] i menneskenes hjerte. Hvad betyder det? — M. O., U.S.A.
I Prædikeren 3:11 står der: „Alt har han [Jehova] skabt smukt til rette tid; også evigheden [ubestemt tid, NW] har han lagt i deres hjerte, dog således at menneskene hverken fatter det første eller det sidste af, hvad Gud har virket.“ Det hebraiske ord der på dette sted er gengivet med „evigheden“ [i New World Translation of the Holy Scriptures: „ubestemt tid“] er ‛olamʹ. Det hentyder til tiden og indeholder grundbetydningen „skjult“ eller „tilsløret“. Ordets betydning er derfor blevet defineret som „skjult tid, det vil sige et langt, ubestemt tidsrum, hvis begyndelse eller ende er uvis“. (A Hebrew and English Lexicon of the Old Testament, William Gesenius, 1836, side 746) Af sammenhængen kan man se at det er tiden der her tages op til behandling. (Præd. 3:1-8, 17) I betragtning heraf og i betragtning af ordets egentlige betydning er det passende at gengive ordet med „evigheden“ eller „ubestemt tid“ i Prædikeren 3:11.
Jehova har fastsat en tid for alle ting. (Dan. 2:21, 22; Ap. G. 17:26, 31) Han har også fra begyndelsen skabt alt smukt og velordnet. Den orden og pragt der præger skaberværket, som for eksempel de skiftende årstider, viser dette. Naturligvis betyder Prædikeren 3:11 ikke at Gud bogstaveligt har nedlagt en tidsmekanisme i den enkeltes hjerte. Skriftstedet hentyder øjensynligt til den måde hvorpå menneskets forståelse og værdsættelse af forskellige forhold ville blive påvirket af tiden. Dette skriftsted hjælper os til at forstå at Gud aldrig helt vil kunne udforskes af mennesker. Jehovas værk er fuldkomment, men selv fuldkomne mennesker i Guds lovede nye orden vil ikke være i stand til at fatte dybderne i Guds visdom. (5 Mos. 32:4; Es. 40:28; 55:8, 9; Rom. 11:33-36) Prædikeren 3:11 fastslår „at menneskene hverken fatter det første eller det sidste af, hvad Gud har virket“. Der vil altid være noget at lære om Guds værk. Mennesket vil derfor aldrig miste interessen for at lære om Gud eller for at udforske skaberværkets undere. Skønt indbyggerne i Guds nye orden aldrig til fulde vil ’fatte hvad Gud har virket’ vil de, for hvert år der går, lære mere og mere om Guds visdom i al dens mangfoldighed og værdsætte den stadig højere.