En verdenshersker fra „Brødhuset“
„Da bliver Jakobs rest i de mange folkeslags midte som dug, der kommer fra [Jehova], . . . blandt folkene i de mange folkeslags midte som en løve blandt skovens dyr.“ — Mika 5:6, 7.
1. Hvordan må en retfærdig hersker i en fordærvet verden udvise de samme egenskaber som duggen og som løven?
KAN man tænke sig noget blidere og mere forfriskende end dug? Kan man tænke sig noget mægtigere og modigere end en løve? Hvilke kontraster! Ja, det er så store modsætninger at man i almindelighed næppe ville forbinde dem med hinanden. Ikke desto mindre kan de udgøre en meget heldig kombination, og en nødvendig kombination. En viis og mægtig konge har engang sagt: „Som brøl af en løve er kongens vrede, som dug på græs er hans gunst.“ (Ordsp. 19:12) I denne fordærvede verden må en konge der lader sig lede af retfærdige principper være lige så modig og uforfærdet som en løve når han vil ondskaben til livs. Men lige så blidt og forfriskende som dug vil han lade sin velvilje og anerkendelse tilflyde sine loyale undersåtter, som må kæmpe mod onde mennesker.
2. Hvordan vil menneskeheden til sidst finde denne tiltrængte hersker i Jehova, ifølge hans udtalelser om Israel gennem profeten Hoseas?
2 Menneskehedens verden har hårdt brug for en konge eller hersker af den slags. Menneskene vil til sidst finde en sådan hersker i universets store Konge, den Gud der bærer navnet over alle navne, Jehova. I den bibelske beretning om hvordan han handlede med sit udvalgte folk da det endnu ejede hans gunst siger han: „Jeg vil blive som dug for Israel. Han skal blomstre som liljen og skal slå rod som [det skovbevoksede] Libanon.“ (Hos. 14:5, NW) Da han var vred på dette samme folk og stod i begreb med at forkaste det sagde han: „Thi jeg er som en løve for Efraim, en løveunge for Judas hus; jeg, jeg river sønder og går, slæber bort, og ingen redder.“ (Hos. 5:14; også 13:7, 8) Som dommer er han upartisk, men også barmhjertig mod dem der elsker retfærdighed, dem der oprigtigt stræber efter at gøre hvad der er ret. Han har lovet og truffet foranstaltning til at give menneskeheden et rige der står urokkeligt fast på retfærdsprincipper, men som også vil vise langmodighed, barmhjertighed og medfølelse.
3. (a) Hvad er mennesker optaget af i dag, og hvilken kendsgerning er de derfor ikke opmærksomme på? (b) Hvad skulle få os mennesker til at føle os nært knyttede til denne regering?
3 I dag er nationerne udelukkende optaget af regeringer der er indsat af mennesker og udgøres af mennesker. De mener at valget må træffes mellem Vestens demokratiske regeringsform og Østens kommunistiske regering, mens andre forsøger at holde sig til den gyldne middelvej. De politisk interesserede i denne verden ofrer ikke for et øjeblik Guds regering en tanke. De ignorerer den største kendsgerning i denne forbindelse: At universets Hersker, Skaberen Jehova Gud, har en regering i beredskab til jorden og dens beboere. Ja, at han allerede har indsat overhovedet for denne fuldkomne regering, der skal herske over den vanrøgtede menneskehed. Det er ikke en regering som ikke forstår og som ikke kan sætte sig ind i menneskers problemer. Igennem den hersker som Gud har udnævnt er denne regering nært forbundet med os mennesker. Hundreder af år forud meddelte Jehova Gud i en profeti ved profeten Mika hvor denne udnævnte hersker skulle fødes. Det er det berømteste fødested på jorden. Herigennem forstår vi at den hersker som Gud indsætter over menneskene selv engang har været en af os, selv engang har været et menneske! Dette skulle få os til at føle os nærmere knyttet til den regering som Gud har tilvejebragt, få os til at føle os mere fortrolige med den end med en regering der udelukkende bestod af hellige engle.
4. Hvad forkyndte Jehova i Mika 5:1, og hvem ville opfyldelsen af denne profeti få betydning for?
4 Jehova Gud forudså det store behov for en retfærdig regering over den undertrykte menneskehed og bekendtgjorde derfor følgende gennem profeten Mika (5:1): „Og du, du Betlehem-Efrata, liden til at være blandt Judas tusinder! Af dig skal udgå mig een til at være hersker i Israel. Hans udspring er fra fordum, fra evigheds dage.“ Dette udtalte Mika mere end 350 år efter kong Davids fødsel i året 1107 f. Kr. i Betlehem i Judas stammeområde. Mika rettede hele universets opmærksomhed mod Betlehem som den by hvor en kongelig efterkommer af David skulle fødes, en evig arving til hans trone ifølge Guds pagt med David om et uforgængeligt rige i Davids slægt. (2 Sam. 7:11-16; Matt. 2:4-6; Joh. 7:41, 46) Dette skulle blive en betydningsfuld begivenhed ikke alene for jorden, men også for himmelen.
5. Hvordan forkyndtes denne herskers fødsel, i overensstemmelse med begivenhedens betydning, og hvem forkyndtes den for?
5 Det var derfor i overensstemmelse med begivenhedens betydning at Jesu fødsel i Betlehem som en efterkommer af kong David blev forkyndt af en strålende engel. Til gudfrygtige hyrder på marken sagde engelen: „Frygt ikke; thi se, jeg forkynder Eder en stor glæde, som skal være for hele folket. Thi Eder er i dag en frelser født i Davids by; han er Kristus, Herren!“ „Og i det samme var der med engelen en mangfoldig himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sagde: ’Ære være Gud i det højeste! og på jorden fred i mennesker, der har hans velbehag!’“ — Luk. 2:4-14.
6. Hvordan kan det siges at denne herskers udspring er „fra fordum“, „fra evigheds dage“?
6 De selv samme engle som således priste Gud ved Jesu Kristi fødsel havde kendt Jesus i himmelen som Guds enbårne, førstefødte søn. Dette fremgår af profetien i Mika 5:1, der taler om Jesus som den hvis „udspring er fra fordum, fra evigheds dage“, eller som New World Translation siger, „hvis oprindelse er fra de tidligste tider, fra en ubestemt tids dage“. Hans fødsel i Betlehem var således ikke begyndelsen til hans tilværelse. Hans liv var ved et mirakel blevet overført fra himmelen til jorden, fra englenes verden til menneskenes verden, for at han ved kødets bånd kunne blive den evige arving til Davids trone. Han havde sit udspring fra fordum i himmelen, da Gud skabte ham og han blev „al skabningens førstefødte“, „Guds skaberværks begyndelse“. (Kol. 1:15; Åb. 3:14, NW) Intet skaberværk var gået forud for skabelsen af denne Guds enbårne søn. Der er ikke i Guds skrevne ord angivet noget tidspunkt for Guds skaberværks begyndelse. Den hører derfor en ubestemt fortid til, således at denne Guds søn, som skulle blive „hersker i Israel“, er „fra evigheds dage“ eller „fra en ubestemt tids dage“.
7. Hvad ville samfundet med Jehova i himmelen resultere i for denne hersker, og hvordan fortjente Betlehem tilsyneladende ikke at denne herskers fødsel fandt sted dér?
7 Hvilken visdom og erfaring ville denne hersker som skulle fødes i Betlehem ikke være i besiddelse af når han havde tilbragt så lang tid i himmelen sammen med sin Fader, Jehova Gud, en visdom og en erfaring der ville gøre ham til langt den bedste Gud kunne indsætte som hersker over menneskene! Og tænk blot at en personlighed som denne skulle fødes i Betlehem-Efrata, en by der var så lille og ubetydelig at den ikke var værdig til at regnes blandt Judas stammes tusinder, Judas stammes slægter. Hertil kom yderligere at han blev født i en stald og blev lagt i en krybbe. (Luk. 2:7, 12) Men hvilken ære for Betlehem!
8. Hvis trone stod i Jerusalem på Davids tid, og hvorfor ville det ikke have været nogen ophøjelse af Guds søn om han havde sat sig på denne trone?
8 I sit palads på Zions bjerg i Jerusalem sad kong David på en jordisk trone, kaldet „Jehovas trone“, idet David sad som Jehovas repræsentant på denne trone. (1 Krøn. 29:23, NW) Men Jesus Kristus satte sig aldrig på kong Davids trone på Zions bjerg, skønt han ved sin fødsel i Betlehem sad inde med retten til tronen. Selv om Jesus også havde fået lov til at sætte sig på Davids trone på Zions bjerg, ville dette ikke have været nogen ophøjelse af ham der var Guds søn fra himmelen. Selv på Davids jordiske trone ville Jesus Kristus som hersker over Israel have været „ringere end englene“, mens han i himmelen havde været den førstefødte iblandt dem. (Hebr. 2:9; Sl. 8:5, 6) Det var en ydmygelse for denne Guds søn at hans liv blev overført fra himmelens strålende verden til denne jord, og at han blev født som et menneske, om end i Davids kongelige slægt. (Fil. 2:5-9) Desuden blev han, da han var her på jorden som menneske, udsat for den største ydmygelse fra Guds riges fjenders side.
Slået på kinden
9. Hvis rige forkyndte Jesus Kristus, og hvad blev han falskeligt anklaget for at være?
9 Hele Jesu Kristi forkyndelse drejede sig om Riget, ikke Davids jordiske rige, men Guds rige, „Himmeriget“. (Matt. 4:17; Mark. 1:14, 15) Hvis nogen har ret til herredømmet over hele menneskeheden, så er det Gud. Men for at forkynde dette Guds kongedømme, som var forudsagt i Bibelens profetier, blev Jesus Kristus anklaget for at gøre oprør imod og modarbejde de hedenske kejsere i Rom. Mikas profeti havde imidlertid givet til kende at Herskeren fra Betlehem, Jesus, ville blive udsat for en skændig behandling.
10, 11. (a) Hvilken behandling ville denne hersker komme ud for ifølge Mika 4:14? (b) Hvordan opfyldtes det på Jesus Kristus?
10 Umiddelbart før profetien om Herskerens fødsel i Betlehem sagde Mika til Guds organiserede folk, der truedes af en fjendtlig invasion: „Riv nu sår i din hud! De har opkastet en vold imod os; med stokken slår de Israels hersker [dommer, NW] på kinden.“ (Mika 4:14) Da Jesus Kristus befandt sig her på jorden som menneske, blev de jordiske myndigheders stav brugt til at tildele ham et fornærmende slag på kinden. Da Jesus forkyndte Guds himmelske rige, som han var blevet salvet med Guds ånd til at forkynde, blev han arresteret og ført frem for den højeste gejstlige domstol i Jerusalem, i hvilken Israels ypperstepræst førte forsædet. Her blev Jesus slået. Vi læser:
11 „Men Jesus tav. Så sagde ypperstepræsten til ham: ’Jeg tager dig i ed ved den levende Gud: Sig os, om du er Kristus, Guds Søn.’ Jesus siger til ham: ’Du har selv sagt det. Men jeg siger jer: Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre hånd og komme på himmelens skyer.’ Da sønderrev ypperstepræsten sin kappe og sagde: ’Han har spottet Gud, hvad skal vi mere med vidner? Se, nu har I hørt hans bespottelse. Hvad mener I?’ De svarede og sagde: ’Han er skyldig til døden.’ Så spyttede de ham i ansigtet og slog ham med knytnæver; andre slog ham med stokke og sagde: ’Profetér for os, Kristus, hvem var det, der slog dig?’“ — Matt. 26:59-68.
12. Hvordan blev fornærmelsen mod Jesus endnu alvorligere, og hvis interesser tjentes derved?
12 Denne fornærmelse mod Israels fremtidige hersker og dommer blev endnu alvorligere da de religiøse myndigheder overgav Jesus til den romerske statholder og til sidst fik deres vilje over for Pontius Pilatus, idet de fik Jesus naglet til en pæl på hvilken han måtte lide en vanærende død som en der var forbandet af Gud. (5 Mos. 21:22, 23; Joh. 18:38 til 19:37) De religiøse myndigheder i Jerusalem tjente derved den profetiske „Nordens konges“ interesser dengang. (Dan. 11:15, 20-22) Men de kunne ikke sejre over denne Jesus, som ifølge Guds beslutning skulle være „Israels dommer“, „hersker i Israel“.
13. (a) Hvorledes forhindrede Gud, ifølge Peter, at de sejrede over den fremtidige „Israels dommere“? (b) Hvad ophøjede Jehova Jesus til, set i relation til Davids trone?
13 Simon Peter, som var en af Jesu Kristi tolv apostle, sagde til en romersk soldat, en centurion, som gjorde tjeneste i Palæstina: „Vi er vidner om alt, hvad han [Jesus] har gjort både i Jødeland og i Jerusalem, han, som de slog ihjel ved at hænge ham op på et træ. Ham opvakte Gud på den tredje dag og lod ham blive åbenbaret, ikke for hele folket, men for os, der forud af Gud var udvalgt til vidner, og som spiste og drak sammen med ham, efter at han var opstået fra de døde. Og han har pålagt os at prædike for folket og vidne, at han er den, som af Gud er bestemt til dommer over levende og døde. Om ham vidner alle profeterne, at enhver, som tror på ham, skal få syndernes forladelse ved hans navn.“ (Ap. G. 10:38-43) Ifølge dette ophøjede Jehova Gud Jesus Kristus til en stilling der var langt højere end den han ville have indtaget på Davids jordiske trone på Zions bjerg.
14. Hvad gjorde Jehova Jesus til i forhold til kong David?
14 Jehova Gud ophøjede Jesus Kristus til en stilling ved sin egen højre hånd i himmelen, til en plads på Jehovas virkelige trone i himmelen. Herved gjorde han Davids søn, Jesus Kristus, til Davids herre, som forudsagt i Salme 110:1, 2. — Ap. G. 2:29-36.
15, 16. (a) Hvad fortjener at nævnes med større ære end Jesu fødsel som menneske i Betlehem, og hvorfor gør året 1914 sig fortjent til at blive husket? (b) Hvad havde Salme 2:1-9 at sige om herskerens indsættelse på tronen?
15 Hvor storslået! Dette muliggjorde at Mikas profeti om den store hersker fra den lille by Betlehem kunne opfyldes i større målestok nu i vor tid. Fuldt værdig til omtale i universets historie var herskerens jordiske fødsel i Betlehem for nitten hundrede år siden. Dog fortjener hans komme fra et større Betlehem i egenskab af indsat hersker i det oprettede Guds rige i himmelen at nævnes med endnu større ære. Det er en begivenhed af den største betydning for hele universet, og især for menneskene, hvis blod og kød han engang havde del i. Som Bibelens nøjagtige tidsprofetier peger på er denne langt større begivenhed indtruffet i vor generation, i året 1914. I stedet for at huskes som det år da den første verdenskrig udbrød, fortjener året 1914 at huskes som det år da hedningernes tider eller „nationernes fastsatte tider“ endte og Guds rige blev født i himlene, som billedligt skildret i Åbenbaringsbogens tolvte kapitel. Om den tumult der da udbrød i verden, og om jordens konger der da rejste sig mod Jehova og hans Kristus eller Salvede, der nylig var blevet indsat som konge, udtalte kong David for længe siden profetisk i Salme 2:1-9:
16 „Han, som troner i Himlen, ler, Herren, han spotter dem. Så taler han til dem i vrede, . . .: ’Jeg har dog indsat min konge på Zion, mit hellige bjerg!’ Jeg [Kristus] kundgør HERRENS [Jehovas] tilsagn. Han sagde til mig: ’Du er min Søn, jeg har født dig i dag! Bed mig, og jeg giver dig hedningefolk til arv og den vide jord i eje; med jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en pottemagers kar!’“
17, 18. (a) Hvordan udgik Jesus ved sin indsættelse på tronen fra et større Betlehem? (b) Hvilket brød har hele menneskeheden brug for, ifølge Jesu egne ord?
17 Da den forudsagte hersker blev indsat som konge i Riget ved Guds højre hånd, kom han til Jehova Gud fra et Betlehem der havde større betydning end det jordiske Betlehem. Navnet Betlehem betyder „Brødhus“. Efrata, det andet led i sammensætningen, betyder „Frugtbar; Frugtbarhed“. Juda, i hvis landområde Betlehem-Efrata lå, betyder „[Jehova være] Priset“. (1 Mos. 35:19; 29:35; 49:8) For menneskeheden betyder dette Brødhus selve livet. Menneskene har brug for en administrator, en hersker, fra dette større Brødhus. Menneskene har ikke blot brug for brød af hvede, byg og rug for at leve. Dette understregede Jesus Kristus selv da han ved slutningen af sin fyrretyve dages faste i ørkenen nægtede at skaffe sig selv brød ved et mirakel, men gentog sin himmelske Faders ord og sagde: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund.“ — 5 Mos. 8:3; Matt. 4:1-4.
18 Da Jesus kom til jorden som menneske bragte han ord som var udgået af Guds mund og som ville betyde livet for menneskene. Til dem der kom for at få forgængeligt, jordisk brød, sagde han: „Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra Himmelen; om nogen spiser af det brød, han skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, til liv for verden.“ — Joh. 6:51.
19. Hvordan var det muligt for Jesus at udgå fra et større Brødhus i 1914, og hvad siger navnene Efrata og Juda os om dette større Betlehem?
19 Da Jesus vendte tilbage til himmelen og atter trådte frem for Gud frembar han værdien af sit kødelige menneskeoffer, som han havde givet for den døende menneskeslægt. Efter at han var blevet indsat som konge i 1914 kunne han nu udgå fra et Brødhus, et Brødforrådskammer, hvis brød kan skænke evigt liv i Guds nye verden til alle der lever her på jorden og som spiser af dette brød i tro. Det himmelske Brødhus er en absolut nødvendighed for at menneskeslægten kan eksistere. Den har hårdt brug for den hersker som Jehova lader udgå herfra. Det er et frugtbart sted, hvilket fremgår af navnet Efrata der er knyttet til navnet Betlehem; og det må i sandhed siges at det frembringer mængder af livsopretholdende frugt. Som Betlehem-Efrata lå i Judas stammeområde, således ligger „Brødhuset“ i de hellige himle, hvor Jehova prises af alle sine himmelske hærskarer.
20. Hvad er fælles for det større Betlehem og det jordiske Betlehem med hensyn til Judas tusinder?
20 Den ypperste blandt disse himmelske lovprisere er Herskeren der skulle udgå fra Betlehem. Som hersker vil han også lære alle sine undersåtter her på jorden at prise Jehova. Han træder frem for Jehova Gud som repræsentant for en lille gruppe; ikke som repræsentant for det jordiske Betlehem, men for sine åndelige brødres hus. Disse åndelige brødre er hans 144.000 efterfølgere, der bliver medarvinger med ham til det himmelske rige. (Åb. 7:4-8; 14:1, 3) I forhold til de titusind gange titusind hellige engle må denne gruppe siges at være lille, ja næsten for lille til at være værdig til at regnes blandt den vældige hærskare af himmelske lovprisere. (Dan. 7:9, 10) Dog bliver denne lille gruppe, som består af Herskeren, Jesus Kristus, og hans 144.000 medarvinger, den mest betydningsfulde gruppe i himmelen. De bliver Guds regeringsorganisation, som skal styre hele Guds universelle organisation. De er med til at bringe „livets brød“ til de mennesker som nu hungrer efter evigt liv. (Joh. 6:48-50) Herskeren fra dette større Betlehem, Jesus Kristus, vil således indtage en vigtig plads blandt de tusinder af engle der lovpriser Gud i himlene.
Et indirekte slag på kinden
21. Blandt hvem begyndte Jesus Kristus at herske i 1914, og hvordan var det muligt at tildele ham et slag på kinden derefter?
21 Nationerne i dag viser ikke nogen taknemmelighed for Jehovas foranstaltning, lige så lidt som man viste nogen taknemmelighed da „Israels hersker“ udgik fra det jordiske Betlehem for nitten hundrede år siden. I den større opfyldelse af Mika 4:14 har de derfor slået „Israels hersker“ på kinden. Hvornår er det sket og hvordan? Naturligvis har man ikke gjort det direkte, for Jesus Kristus er nu indsat på tronen ved Guds højre hånd i himmelen, hvor det ikke er muligt for nationerne at nå op, heller ikke med deres raketter. Da Riget blev født i himmelen i 1914 begyndte han straks at herske midt iblandt sine fjender. Han kastede Satan Djævelen og hans dæmonengle ud af himmelen og ned til jordens nærhed, og herfra vil de aldrig mere vende tilbage til Guds hellige organisations himle. Det fornærmende slag som den himmelske „Israels hersker“ modtog, tildeltes ham derfor indirekte. Hvorledes? Ved at det tilføjedes hans rest af trofaste efterfølgere på jorden under den første verdenskrig. Da Jesus sendte sine tolv apostle ud for at forkynde Guds rige sagde han: „Den, som tager imod jer, tager imod mig.“ (Matt. 10:40) Omvendt vil den der afviser en Jesu discipel når han forkynder Rigets budskab, afvise Jesus selv.
22. Hvilket princip fremsatte kongen Jesus Kristus i sin lignelse om fårene og bukkene, og hvordan kunne han således blive slået på kinden?
22 I lignelsen om fårene og bukkene, der fremstillede den dom over nationerne der nu går for sig, siger Jesus som kongen der er indsat på tronen, til fårene: „Sandelig siger jeg Eder: hvad I har gjort imod en af mine mindste brødre dér, har I gjort imod mig.“ Til bukkene siger han: „Sandelig siger jeg Eder: hvad I ikke har gjort imod en af de mindste dér, har I heller ikke gjort imod mig.“ (Matt. 25:40, 45) Hvis nogen misbruger myndighedens stav og slår resten af Jesu åndelige brødre på kinden nu i denne tid, er det altså det samme som at tildele den himmelske „Israels hersker“ et fornærmeligt slag på kinden. — 1 Kong. 22:24; Job 16:10.
23, 24. (a) Hvad havde det åndelige Israels rest forkyndt forud for 1914 om dette år, og hvordan så kristenhedens ledere på forkynderne? (b) Hvordan følte herskeren fra Betlehem denne mishandling af resten?
23 I lang tid forud for 1914 forkyndte resten af Kristi åndelige brødre blandt kristenhedens nationer at hedningernes tider ville udløbe i det år og at Guds rige ved Kristus da ville være fuldt oprettet i himmelen. Forkyndelsen af Rigets budskab foregik blandt andet ved uddeling af bøger, brochurer, blade og traktater, ved afholdelse af offentlige foredrag, og endelig ved den gratis offentlige fremvisning af filmen Skabelsens Fotodrama, som tusinder fik lejlighed til at se. Kristenhedens religiøse ledere var imidlertid alle optaget af verdenskrigen, som udkæmpedes dengang. Hverken de eller de krigsførende nationer gav agt på resten af Kristi åndelige brødre, som forkyndte Guds rige som det retmæssige herredømme over hele jorden, nu da hedningernes tider var udløbet i året 1914.
24 Tværtimod ophidsede dette budskab i den grad det religiøse præsteskab at det ønskede at komme de trofaste rigsforkyndere til livs. Krigsloven og folks overdrevne nationalitetsfølelse gav dem chancen, og de benyttede sig af lejligheden til at stille Rigets forkyndere i et dårligt lys over for folk og til at anklage dem for statsfjendtlig virksomhed over for de krigsførende regeringer. Ligesom Jesus måtte resten af hans brødre lide den tort falskeligt at blive anklaget for oprør, sammensværgelse og opsætsighed mod fædrelandet. Både den politiske myndigheds og retsmyndighedens stav blev ondskabsfuldt svunget over dem, hvorved der tildeltes dem et skændigt slag på kinden. De blev sat i fængsler og interneringslejre, og deres litteratur og deres religiøse møder blev forbudt. Undgik disse uretfærdige, antikristne handlinger den himmelske „Israels herskers“ opmærksomhed? Nej! Eftersom de var rettet mod hans åndelige brødre og hans riges repræsentanter følte han det som var de gjort mod ham. For at gøre skaden endnu værre valgte kristenheden Folkeforbundet i stedet for Kristi rige, idet den troede den kunne føre Kristus bag lyset ved at kalde dette forbund for „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“.
25. Hvordan havde Jehova forudsagt dette i Mika 5:2, og hvordan opfyldtes dette på Israel efter kødet?
25 Hele denne ukristne fremfærd mod Riget tillod den almægtige Gud Jehova. Den tjente som tugt for resten, hvis hjerter forblev trofaste. (Hebr. 12:4-11) I Mika 5:2, umiddelbart efter profetien om „Israels herskers“ komme fra Betlehem, havde Jehova forudsagt at dette ville ske: „Derfor giver han dem hen, så længe til hun, som skal føde, føder, og resten af hans brødre vender hjem til israeliterne.“ Naturligvis indtraf den første opfyldelse af denne profeti da det kødelige Israels børn, som følge af ulydighed mod Gud, blev overgivet til babylonierne og som fanger blev ført i landflygtighed. Efter at Jerusalem og templet havde ligget øde hen i halvfjerds år blev en trofast rest imidlertid udfriet fra Babylon, og den vendte tilbage til sit hjemland, hvor nationen blev genfødt og tilbedelsen af Jehova i templet genoptaget. Det var som om Guds synlige organisation på jorden, Zion, havde født et nyt israelitisk folk. (Es. 66:7, 8) Det samme oplevede det åndelige Israel!
26. Hvordan opfyldtes Mika 5:2 på det åndelige Israel i 1918 og 1919?
26 Især i 1918, det år da den første verdenskrig nåede sin kulmination, oplevede resten en belejring af fanatiske religiøse angribere. De bukkede under for dem og kom i trældom og fangenskab under de krigsførende verdslige organisationer. Dette svarede til israelitternes babyloniske fangenskab efter Jerusalems ødelæggelse. Eftersom Jehova Gud havde antaget disse indviede, døbte medlemmer af resten som sine åndelige børn, kunne de sige med apostelen Paulus: „Men det Jerusalem, som er oventil, er frit, og det er vor moder.“ (Gal. 4:26) De åndelige børn af „det Jerusalem, som er oventil“ burde være frie som deres himmelske moder, og ikke være landflygtige trælle under vor tids Babylon. Jehova Gud lod derfor sin „kvinde“, det Jerusalem som er oventil, føde sine børn i 1919, det første efterkrigsår. Han brød det babyloniske fangenskabs lænker og udfriede sin loyale rest fra trældom under frygt, således at den kunne vende tilbage til og atter indtræde i det rette forhold til ham som det åndelige „Israels børn“. Som sådanne erfarede de ikke alene en ophævelse af de mange begrænsninger som den krigsførende verden havde lagt på tale-, handle- og tilbedelsesfriheden, men de udfriedes også af menneskefrygtens snare. — Ordsp. 29:25.
27. Hvilken åndelig fødsel fandt derfor sted i 1919, og hvilken tilstand lykkedes det ikke at bringe resten i under verdenskrigen 1939-1945?
27 Som en opfyldelse af Mattæus 24:14 genoptog de frimodigt den organiserede forkyndelse af den „gode nyhed om Riget“. Det var som om deres himmelske moder, „det Jerusalem, som er oventil“, i 1919 havde født og frembragt en ny nation, en fri åndelig nation, i det land hvor Jehova blev tilbedt. Siden da har resten ikke bukket under for frygt og er ikke igen kommet i babylonisk fangenskab, heller ikke under verdenskrigen 1939-1945, der var langt alvorligere end den første verdenskrig.
28. Hvad måtte man forvente efter at denne åndelige fødsel havde fundet sted?
28 Vi kan ikke forvente at denne udfrielse af Guds åndelige nation midt blandt denne verdens folk og nationer ville indtræffe uden mærkbare virkninger for disse folk og nationer. Hvordan ville nu denne overraskende, ganske uventede fødsel af en befriet, genrejst åndelig nation komme til at berøre disse folk og nationer? På en måde der skulle tiltrække sig hele verdens opmærksomhed. Lad os se hvordan!