Børneopdragelse i den nye verdens samfund

„Disse bud, som jeg pålægger dig i dag, skal du tage dig til hjerte; og du skal indprente dine børn dem og tale om dem, både når du sidder i dit hus, og når du vandrer på vejen, både når du lægger dig, og når du står op.“ — 5 Mos. 6:6, 7.

 1. På hvilket punkt er mennesker og Jehova uenige?

JEHOVA siger, at det ikke står til en mand at vandre og styre sine skridt. Mennesker siger, at en mand selv kan styre sine skridt. Derfor nægter de at lade sig lede af Gud og lader sig i stedet lede af mennesker med det resultat, at de bringer sig selv i den ene vanskelighed efter den anden og således beviser, at Gud er sanddru. Jehova siger, at mangen vej synes manden ret, og så er dens ende dog dødens veje. Mennesker har længe fulgt den vej, der synes dem ret, og den har ført til krig, hungersnød, sygdom og død. Den vej, der synes mennesker ret, er uret i Guds øjne. Den vej, mennesker vandrer, er ikke den vej, Gud anviser. — Ordsp. 14:12; Jer. 10:23.

 2. Hvilken dårskab kaster moderne mennesker sig ud i i forbindelse med børneopdragelse?

² Hvis den vej, manden synes er ret, ender med døden, hvordan kan så den vej, barnet synes er ret, ende andetsteds? Hvis det ikke står til manden at vandre og styre sine skridt, hvordan kan da barnet, der stavrer af sted, styre sine? Og dog siger moderne mennesker, der vandrer fra misère til misère, og hvis veje styrter dem i undergangens grøft, at det moderne barn bør styre sine egne skridt og vælge sine egne veje. Denne metode kaldes „selvregulering“, og en af dens mere fanatiske forkæmpere skriver: „Naturligvis må barnets selvregulering ikke møde forældrenes vrede miner eller ord. Alt, hvad den lille gør, bør til enhver tid bifaldes. . . . Barnets hovedmål i livet er at blive elsket, og hvert eneste smæk, hver eneste moralprædiken og hver eneste vred mine tyder barnet derhen, at det ikke bliver elsket. . . . At indgyde et barn frygt er en utilgivelig synd, og lad mig straks sige, at frygt ikke nødvendigvis hører sammen med smæk eller skænd, for selv den blidest talende moder kan indgyde frygt i sine børn bare med et misbilligende blik.“ De hævder, at disciplin giver barnet hemninger, hindrer og standser dets personlige udfoldelsestrang.

 3, 4. Hvilken lovløshed præger vor tid?

³ Her skal nævnes nogle, hvis personlige udfoldelsestrang burde have været standset. En femtenårig dreng dræber en ti års pige med sin dolk. Hvorfor? Han siger selv: „Jeg følte pludselig en voldsom trang til at dræbe.“ En seksten års dreng dræbte en mand med en hammer. Af hvilken grund? „Jeg blev med eet grebet af ønsket om at dræbe en eller anden lige meget hvem.“ En anden sekstenårig skød og dræbte tre søstre og deres broder. Hans forklaring lød: „Jeg spekulerede over, hvordan det ville være at dræbe nogen.“ En femtenårig dreng fortalte politiet, at han havde dræbt sin bedste ven med en kniv under et vækkelsesmøde, fordi „han slog mig med en sangbog“. En sekstenårig dræbte sin ven, fordi han kildede ham under fødderne, mens han sov. En anden dreng, hvis moder forbød ham at tage familiens bil og køre til en boldkamp, tog et gevær og skød moderen, sin elleveårige broder og seksårige søster, hvorefter han tog bilen og kørte til boldkampen. To brødre skød på afstand en mand ned med en riffel, og efterhånden som de nærmede sig den sårede, skiftedes de til at beskyde ham, indtil de til sidst med riflen mod hans hoved skød ham gennem hjernen. En anden halvvoksen dreng gik amok i weekenden og myrdede løs. Hans ofre skreg. Han kunne ikke tåle at høre skrig. Han rystede de fem mord af sig med et skuldertræk og bemærkningen: „Sørgeligt, hvad!“

⁴ Sidste år i juli bragte et New Yorker blad følgende overskrift: „Pigebanders kamp med knive kvalt i starten.“ Referatet lød: „Politiets ankomst afværger kamp mellem pigebander, der stod parat til at gå løs på hinanden med ishakker, foldeknive og slagterknive.“ Kampen var aftalt på forhånd efter et skænderi om drenge. Bandekrig mellem halvvoksne, det lyder utroligt, men det har ikke desto mindre sin rigtighed. Rivaliserende bander mødes efter aftale og slås med geværer, knive, køller, ja selv med hjemmelavede benzinbomber, der går under betegnelsen „Molotovcocktails“. Under en kamp mellem rivaliserende bander blev en dreng bundet til kofangeren på en bil, og den førerløse bil blev sendt ned ad en bakke. Bilen knustes ved foden af bakken, og drengen blev dræbt. Ved en anden lejlighed mødtes to bander halvvoksne drenge. Der lød fem skud, og fem børn faldt til jorden, tre sårede, to dræbte.

 5. Hvilken slutning drager nogle ved synet at frugterne af de moderne opdragelsesmetoder?

⁵ Mennesker kan tæmme atomenergien, men ikke deres egne børn. Børnepsykologerne er modstandere af autoritetsprincippet og begunstiger udviklingsprincippet, der tager afstand fra al tugt og tvang. Men hvorfor tager lovløsheden til blandt børn og unge, når man har børnepsykologer til at vejlede? Hvis de opdragelsesprincipper, de har indpodet, er så gode, hvorfor er da de frugter, de bærer, så dårlige? Vi har kun nævnet ganske få tilfælde af ungdomskriminalitet, men denne forsmag fortæller os, at frugten er rådden. For nylig bragte et af New Yorks førende blade en række artikler om ungdomskriminalitet og bandekrig, og efter at have peget på den stadig større udbredelse af de moderne opdragelsesmetoder, der så godt som bandlyser al disciplin, sagde bladet: „Mange af dem, der bekæmper ungdomskriminaliteten, er overbeviste om, at det skyldes denne mangel på disciplin, når så mange børn nægter at anerkende den almindelige norm for opførsel.“ J. Edgar Hoover har foretaget en undersøgelse af årsagerne til ungdomskriminaliteten, og han påstår, at halvfems procent af tilfældene kan spores tilbage til, at forældre ikke har opdraget deres børn med myndighed. En dommer fra Brooklyn fremsatte følgende bidende bemærkning: „Jeg tror, at nogle af de unge trænger til, at vi tager spanskrøret frem igen, men det er jo ikke moderne mere. Nu siges der, at man ikke må slå et barn af frygt for at komme til at hemme et geni i at udfolde sig.“

 6. Hvad bør erstatte de moderne metoder?

⁶ Men er det da et væld af uhemmede genier, vi ser vokse op omkring os, eller er det ikke snarere en rekordhøst af ungdomsforbrydere? Gode træer bærer gode frugter, ikke slette. Måske er de teorier, børnepsykologerne har sået, ikke gode træer, men slette. Dårlige træer burde hugges om. De moderne metoder burde oprykkes med rode, og i stedet burde forældrene lære deres børn disciplin. Ikke disciplin på den måde, mennesker finder det ret, for det står hverken til forældre eller børn at styre deres skridt eller vælge deres vej uden hjælp. Se hen til Jehova Gud! Han vil føre både forældre og børn ad den rette vej. Han leder forældrene gennem sit ord; han leder barnet gennem de af ham oplærte forældre. Stol på Jehova, og forlad dig ikke på din forstand. Anerkend ham i denne sag, og han vil jævne dine stier. — Ordsp. 3:5, 6; Matt. 7:16-20.

 7. Hvilken pligt påhviler der forældrene, og hvordan kan de opfylde den?

⁷ Til forældre siger Jehova: „Disse bud, som jeg pålægger dig i dag, skal du tage dig til hjerte; og du skal indprente dine børn dem og tale om dem, både når du sidder i dit hus, og når du vandrer på vejen, både når du lægger dig, og når du står op.“ (5 Mos. 6:6, 7) Det påhvilede forældrene som en pligt at undervise deres børn, og børnene at lytte og lære. Denne undervisning skulle ikke begrænses til bestemt tid eller sted. Ved enhver passende, belejlig og betimelig anledning, der byder sig, bør undervisningen foregå. Desuden bør forældre afsætte bestemte klokkeslæt til studium med deres børn i hjemmet. Det kan være en drøftelse af dagsteksten ved morgenbordet eller et studium i løbet af dagen eller om aftenen ud fra en af Selskabets store bøger eller et kapitel i Bibelen eller en af de mindre artikler i Vagttaarnet eller et af emnerne i „Make Sure of All Things“ eller en repetition af punkter, der er blevet drøftet ved et af menighedens møder.

 8. Hvad bør vi gøre, og hvad bør vi ikke gøre med henblik på børn og møder?

⁸ Børnene bør naturligvis overvære disse møder og sidde pænt stille. Læg mærke til, at Gud befalede, at børnene skulle være til stede: „Kald da folket sammen, mænd, kvinder og børn og de fremmede, som bor inden dine porte, for at de kan høre og lære at frygte Jehova jeres Gud og omhyggeligt handle efter alle denne lovs ord.“ (5 Mos. 31:12) De små skulle ikke skilles fra forældrene eller sendes i en eller anden søndagsskole for at få særlig undervisning, nej de skulle være sammen med den ene menighed, „for at de kan høre og lære“. Hvad var det, de skulle høre? Loven, omskrevet på en for børn let forståelig måde? Nej, de skulle lytte til så vanskelige ting som 3 Mosebog! De lyttede og lærte, og var der noget, de ikke forstod, spurgte de deres forældre ud derom senere. Nu til dags skal børn ikke henvises til en lydisoleret legestue, og det er heller ikke klogt at give dem legetøj at sidde og more sig med og tabe på gulvet under møderne. Husk, Jehovas hensigt med at befale, at de skal være til stede, er, „for at de kan høre og lære“. Hvis de små blandt Israels folk kunne høre på 3 Mosebog og lære deraf, kan vore børn også lytte til langt lettere stof og lære noget. Denne vej synes måske ikke ret i menneskers øjne, men den er det i Guds.

Forældrenes eksempel af stor betydning

 9. Hvordan viste Jesus, at børn havde tendens til at efterligne?

⁹ Undervisning gennem samtale og læsning udretter meget, men det personlige eksempel udretter mere. Forældrene er eksempler for deres børn, hvad enten de ønsker at være det eller ej. Børn tager ganske særlig ved lære af eksemplet, da de har naturlige anlæg for at efterligne. Jesus vidste dette, da han sagde: „Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, som sidder på torvene og råber til de andre og siger: Vi blæste på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I jamrede ikke.“ (Matt. 11:16,17) Jesu generation var umedgørlig og umulig at stille tilfreds, ligesom de legende børns kammerater, der ikke ville danse, når de andre børn blæste på fløjte, eller jamre, når de andre sang klagesange. Hvad der her skal understreges er, at børn i deres lege efterligner de voksne. De voksne holdt bryllupper med musik og dans; de holdt også begravelser med megen jamren og klagen. I deres leg efterlignede børnene det, de voksne foretog sig.

10. Hvad bør forældre passe på, og hvad kan de vente?

¹⁰ Pas på, at jeres færden som forældre er værd at efterligne. Studerer I regelmæssigt Bibelen og bibelhåndbøger i jeres hjem? Overværer I menighedens bogstudium, vagttårnsstudium, tjenestemøde og teokratiske skole? Sidder I stille og lytter og kommer med kommentarer, når der opfordres dertil? Tager I regelmæssigt del i tjenesten på arbejdsmarken, og tager I jeres børn med? Følger de jer opmærksomt, når I arbejder fra dør til dør, aflægger genbesøg eller leder bibelstudier, og lytter de til jeres effektive fremholdelse af budskabet? Gør de det, skal I ikke undre jer over at se dem lege arbejde fra dør til dør med deres kammerater eller lede bibelstudium med dukken eller holde elevforedrag for en indbildt tilhørerskare. Nogle forældre har opmuntret deres børn til at lege den slags lege, og det har givet gode resultater.

11. Hvad er den første betingelse for, at forældre med held kan opdrage deres børn til at leve i den nye verden?

¹¹ Da børnene har denne trang til at efterligne, må den første betingelse for, at I kan opdrage dem til at leve i den nye verden, være, at I opdrager jer selv til at leve i den. I må handle, som I ønsker, at de skal handle, og være, som I ønsker, at de skal være. De vil være tilbøjelige til at efterligne jer, ikke alene i forbindelse med jeres teokratiske virksomhed, men ganske særlig i jeres personlige opførsel. Hvis jeres moralske standard er høj, hvis jeres principper er gode, hvis I er venlige, høflige og hensynsfulde, vil jeres børns tendenser gå i samme retning. Hvis I er rolige, ærlige, barmhjertige, trofaste og kærlige og viser ærbødighed, vil disse egenskaber sætte deres præg på jeres børn.

12. Hvilke ransagende spørgsmål kan forældre stille sig selv?

¹² Det gavner kun lidt at fortælle jeres børn, hvad I gjorde, dengang I var i deres alder. De så jer ikke dengang; de ser jer nu. Det kommer ikke an på, hvad I gjorde dengang, men på, hvad I gør nu, ikke på, hvordan I var som børn, men på, hvordan I er som voksne. Har I to slags principper, eet i teori og et andet i praksis, eet for jer selv og et andet for jeres barn? Naturligvis er der ting, voksne kan gøre, men som børn ikke må gøre, men grundprincipperne er stort set de samme. Hvisker I sammen under møderne, men skænder på jeres børn, hvis de volder forstyrrelse? Vandrer I rundt i gangene ved de store stævner, men irettesætter jeres børn, hvis de gør det samme i den lokale menighed? Pålægger I jeres børn ikke at tale om andre, mens I selv bringer sladder videre? Siger I til dem, at de ikke må lyve, skønt I selv lyver? Undlader I at holde jeres løfter til dem, men forlanger, at de skal holde deres til jer? Kræver I mere af dem end af jer selv?

13. Hvad kan det føre til, hvis forældre er inkonsekvente i ord og handling?

¹³ Glem aldrig, at jeres handlinger taler højere end jeres tunge, at jeres eksempel siger mere end jeres ord. Hvis I omsætter jeres principper i praksis, vil det ikke engang altid være nødvendigt at prædike dem for andre. Visse ting kan forekomme som rene bagateller, men hvis de betyder et brud på et princip, som I søger at indprente i barnets sind, volder de skade. Barnet vil synes, at I er inkonsekvente og upålidelige, og mene, at så kan det også ignorere principper. Jeres opdragelse af jeres barn og de pålæg, I giver det, må være konsekvente, ellers ved barnet hverken ud eller ind. Det vil ikke med sikkerhed vide, om I virkelig vil gøre det, I siger, om I vil holde det, I lover, og om I vil gøre alvor af det, I truer med. Hvis I siger det, men ikke gør det, er I ligesom de hykleriske farisæere, om hvem Jesus sagde: „De siger det nok, men gør det ikke.“ (Matt. 23:3) Hvad de sagde, var rigtigt, men hvad de gjorde, var forkert. Et barn er meget følsomt over for oprigtighed og hykleri og hader disse ting, men vil alligevel selv gøre sig skyld deri, hvis det derved kan opnå personlig fordel. Altså, forældre, hvis I ikke vil have små farisæere, så lad være med at være store farisæere.

14. Hvorfor er forældre for en stor del skyld i den nuværende ungdomskriminalitet?

¹⁴ Forældres dårlige eksempel er med rette blevet angivet som årsag til en stor del af den nuværende ungdomskriminalitet. En kendt dommer i New York angav to faktorer som årsag til denne kriminalitet: 1) Mænd i høje stillinger, der fraterniserer med forbrydere og beskytter dem, og 2) mangel på en fast hånd hos forældrene. En kreds af unge, der diskuterede ungdomskriminalitet, „understregede som årsag forældrenes svigtende autoritet i hjemmet og den moralske slaphed i store dele af befolkningen“. En pædagog sagde, at „forskellen mellem den moral, forældrene indprenter børnene, og det liv, forældrene lever . . . bidrager til den stadig voksende lovløshed i Amerika“. De voksne skriver romaner og musik, laver tegneserier, film, fjernsynsudsendelser og store annoncer, og med alt dette og meget mere fylder de sindene med sex og umoral, med tyveri og mord og med vold og krig. De unges sind bliver stopfodret med disse det faldne køds rådne frugter, hvorimod Bibelen siger, at både unge og gamle skal fylde deres sind med de gode frugter af Jehovas ånd. Det er Jehovas lov, at vore inderste tanker efterhånden finder udtryk i ord og handling. (Gal. 5:22-24; Fil. 4:8; Matt. 12:34, 35) Hvis onde tanker ikke bliver fortrængt af gode tanker, vil det onde i sidste ende komme op til overfladen og opsluge os i synd.

Opdrag i de modtagelige år

15. Hvad er gudfrygtige forældre bekymrede for, men hvilken fordel har de?

¹⁵ Den gamle verden er gået til bunds! Den har sænket sig selv. Den sår fordærv og høster fordærv. Den spotter Gud, dog ikke ustraffet. (Gal. 6:7, 8) Midt i det lovløse menneskehavs grumsede vande må vi følge en kurs, der er dikteret af høj moral og retskaffenhed, og trofaste forældres største bekymring er, om deres børn vil blive trukket ned i dette vand og drukne, når de forlader hjemmets havn. Det er så sandt, hvad Paulus siger: „Slet omgang fordærver gode sæder.“ (1 Kor. 15:33) Men forældre, der er i sandheden, når deres børn bliver født, har en meget stor fordel. De kan gøre deres indflydelse gældende, før barnet kommer i kontakt med omverdenen. De har barnet helt for sig selv de første måneder, og barnet omgås hovedsagelig forældrene, til det skal i skole. Hvis forældrenes påvirkning er god, vil barnet få indpodet gode vaner, før det bliver udsat for angreb gennem slet omgang. Når de onde kræfter til sidst sætter ind over for barnet, kan det vise disse angreb tilbage. Husk, at visdom er et værn, der holder sin mand i live. — Præd. 7:12.

16. Hvilket falsk ræsonnement får nogle til at forspilde denne lejlighed, og hvordan viser Bibelen, at dette ræsonnement er forkert?

¹⁶ Forældre begår imidlertid ofte den fejl, at de forpasser det gunstige øjeblik og udsætter barnets teokratiske oplæring til senere. De sender børnene ud i verden blottet for det værn, guddommelig visdom giver, fordi de tror, at småbørn ikke kan fatte grundsandheder og elementære principper. De synes at glemme, at et barnesind i løbet af kort tid kan lære at magte et indviklet sprog, der volder det voksne sind meget bryderi. Når barnet alligevel skal lære et sprog, hvorfor så ikke lære det det rene sprog? Hvorfor ikke give det et ordforråd, hvormed det kan prise Jehova? (Zef. 3:9; Sl. 148:12, 13) Hvorfor ikke lade teokratiske tanker få førstepladsen i dets sind fremfor at udsætte denne belæring til langt senere og i mellemtiden lade underlødig oplysning få indpas i barnesindet? Timoteus’ mor og mormor bar sig ikke uklogt ad, da de oplærte Timoteus lige fra hans tidlige barndom, vel? De brugte Skriften og ikke en forenklet bibel for børn. Denne lærdom gik ikke over Timoteus’ forstand, for han blev velbevandret i Skriftens ord. Mange år senere talte Paulus rosende om den belæring, Timoteus havde fået fra spæd, og sagde: „Du kender fra barndommen af de hellige skrifter, som kan gøre dig viis til frelse.“ (2 Tim. 3:15) Nogle mener, at små børn ikke får noget ud af at overvære møderne, men Jehova siger, at de skal tages med, „for at de kan høre og lære“. Hvordan kan de tænke på deres Skaber i ungdommens dage, hvis de intet hører om deres Skaber i ungdommens dage? — Præd. 12:1.

17. Hvorfor er det tilrådeligt at begynde tidligt med den teokratiske oplæring?

¹⁷ Gennem den virkning og det indtryk, Jehovas ord øver på os, former Jehova os som barmhjertighedskar eller vredeskar. (Rom. 9:20-24) Jo friskere ler er, desto lettere er det at forme. Jo længere det får lov at stivne, des hårdere bliver det. Det er lettere for os at blive formet efter Jehovas ord, hvis dette ord får lov til at øve sin virkning på os, mens vi er unge, end hvis vi venter, til vi bliver ældre og mere indgroede i vore vaner. De unge er mere føjelige og modtagelige, og jo yngre, des bedre. Jesus brugte et barn som eksempel på ydmyghed, og han sagde til sine efterfølgere, at de i denne henseende skulle være som børn. (Matt. 18:1-4) Et lille barn er usikkert og skal vejledes, således som Esajas viser, når han taler om tidspunktet, „før drengen ved at vrage det onde og vælge det gode“. (Es. 7:16; Ef. 4:14) I de første spæde år formes sindet, og det sker enten i god eller i dårlig retning. Forældre må drage omsorg for, at denne formning går i retning af det gode og efter de rette principper, for ellers vil indflydelser udefra føre i dårlig retning, og når efterladende forældre mener, at nu kan den teokratiske oplæring begynde, vil de finde barnets sind lukket og uimodtageligt for belæring. — Ordsp. 19:18.

18. Hvad bekræfter det kloge i at begynde børnenes oplæring, mens de endnu er spæde?

¹⁸ I lederartiklen i en avis beklagede man sig over, at den bølge af ungdomskriminalitet, der går over landet, nu er ved at rejse sig til en flodbølge, og sagde: „De sagkyndige er nu enige om, at hvis vi skal få held til at bekæmpe kriminaliteten, må vi i kontakt med børnene, inden de når skolealderen.“ Under en af de mest omfattende undersøgelser af ungdomskriminaliteten, der er blevet foretaget, og som har strakt sig over ti år, har den største opdagelse været den, at det først og fremmest er hjemmelivet, der er bestemmende for, om et barn vil slå ind på forbryderbanen eller ej. Undersøgelsen viste, at hvis familielivet var sundt, ville risikoen for, at barnet skulle blive forbryder, kun være 3 af 100, men hvis forholdet mellem forældre og barn var dårligt, stod barnet i 98 af 100 tilfælde i fare for at komme på afveje. På enkelte undtagelser nær holder den gamle regel i Ordsprogene 22:6 stadig stik: „Væn drengen til den vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.“

19. Hvilken tildragelse vil være til trøst for forældre, som er ængstelige for, at deres børn skal blive fordærvet af slet omgang?