politiske politi. Men den følgende dag var der næsten ingen! En politibetjent sagde: „I går gik jeg indenfor og hørte nogle af foredragene. Jeg kunne godt lide deres indhold, især foredraget der hed ’Hvordan betragter du myndighed?’ Senere kom jeg i snak med en af deltagerne, der på en meget letforståelig måde forklarede mig nogle ting fra Bibelen som jeg aldrig har forstået før.“ Ligesom de øvrige betjente var han imponeret over den orden der prægede forsamlingen.

På stævnets sidste dag var i alt 25.648 til stede, 19.438 ved det italienske møde og 6210 ved det spanske. Så mange som 2212 blev døbt. Både de italienske og spanske stævnedeltagere gav udtryk for deres glæde over modtagelsen af den nye bog Er Bibelen virkelig Guds ord? på deres egne sprog.

Da stævnerne i Nürnberg og Rom var afviklet, var man nået til ende med de internationale stævner i Europa i denne omgang. Sammenlagt havde der ved tretten stævner i Nordamerika og Europa været 840.572 til stede ved de offentlige foredrag, og i alt 27.442 var blevet døbt.

Endnu tolv internationale stævner skulle afholdes i andre dele af verden fra oktober til december. Ved alle disse stævner erfarer deltagerne det samme — at deres tro på Gud og hans vidunderlige løfter bliver opbygget.

Spørgsmål fra læserne

● Hvori består den utilgivelige synd? — E. M., U.S.A.

Den form for synd der i Bibelen kaldes utilgivelig er ikke en bestemt kategori af synder, som for eksempel at stjæle, lyve eller gøre sig skyldig i kønslig umoralitet. Dette er alvorlige synder og kan indebære en utilgivelig synd. (Åb. 21:8) Men den utilgivelige synd er en synd der begås med overlæg imod Guds ånds åbenlyse virke. Den udspringer af et hjerte der helt og for bestandig har fjernet sig fra Gud.

Nogle af jødernes religiøse ledere der ved en lejlighed kom til Galilæa for at se og høre Jesus Kristus, havde allerede lagt råd op om hvordan de kunne slå ham ihjel. (Matt. 12:14) I Galilæa så de Jesus helbrede en mand som var besat og som var både blind og stum. I stedet for at indrømme at Jesus gjorde mirakler ved hjælp af Guds hellige ånd, beskyldte farisæerne ham ondsindet for at gøre det ved hjælp af Satans kraft. Efter at have påvist hvor grundigt de tog fejl, sagde Jesus:

„Al synd og bespottelse skal tilgives menneskene, men bespottelse imod Ånden skal ikke tilgives. Den, der taler et ord imod Menneskesønnen, ham vil det blive tilgivet; men den, der taler imod Helligånden, ham vil det ikke blive tilgivet, hverken i denne verden eller i den kommende.“ — Matt. 12:31, 32; Mark. 3:28, 29; Luk. 12:10.

For disse religiøse lederes vedkommende var der ikke blot tale om at de havde undladt at lade sig overbevise af Kristi lære og gerninger. Indbyggerne i Korazin og Betsajda havde været så optaget af den daglige tilværelse at de ikke tog imod Jesus og omvendte sig; dog vil de uden tvivl nyde godt af Guds barmhjertighed og få en opstandelse og en fremtidig mulighed for at lære retfærdighedens vej at kende. (Matt. 11:20-24) Det drejede sig for farisæernes vedkommende heller ikke om at de havde spottet og modstået de sande tilbedere fordi de var uvidende om Guds vilje. Dette havde været tilfældet med Saulus fra Tarsus, men der blev vist ham barmhjertighed og han fik tilgivelse. (1 Tim. 1:13-16) Nej, disse religiøse ledere var helt igennem fordærvede i hjertet, og det vidste Jesus. Til forskel fra det jævne folk sad de inde med et betydeligt kendskab til Guds ord. Nu havde de fået et tydeligt vidnesbyrd om Guds ånds virke. Alligevel forkastede de pure hvad der var udrettet ved Jehovas ånd og henførte gudsbespotteligt Jesu mirakler til Satans magt. Hvor vidt kunne man gå i sin ondskab?

Var deres synd alvorlig? Jesus, som „kendte deres tanker“, vidste at de med overlæg — med vidt åbne øjne — syndede mod hvad de vidste var den hellige ånds virke. Han tilkendegav at de var ’skyldige i en evig synd’. (Matt. 12:25; Mark. 3:29) Af den sammenhæng hvori dette siges og i betragtning af hvad Jesus senere sagde om at mange af den tids religiøse ledere styrede mod deres evige undergang i Gehenna, ser det ud til at de havde gjort sig skyldige i den utilgivelige synd. (Matt. 23:15, 33) Deres synd var utilgivelig, ikke fordi Jehova ikke er en tilgivende Gud, men fordi de ikke kunne angre og ikke stod til at redde. Deres synd gjorde dem i bund og grund utro over for den sande gudsdyrkelse. Selv i den kommende tingenes ordning kunne den der havde gjort sig skyldig i denne synd, ikke opnå tilgivelse.

Kan man synde mod den hellige ånd i dag og således være uden for tilgivelsens rækkevidde? Ja, det er muligt. En person kan være så håbløst fordærvet i sind og hjerte at han går så vidt som til at synde mod ånden. Og man behøver ikke være en salvet kristen for at gøre det. Husk på at disse farisæere ikke var salvede og at de alligevel gjorde sig skyldige i en utilgivelig synd.

Hvordan ved man om der er begået en utilgivelig synd?

Denne form for synd har relation til det der siges i Hebræerbrevet 10:26: „Hvis vi med vilje praktiserer synd efter at have modtaget den nøjagtige kundskab om sandheden, gives der ikke mere noget offer for synder.“ (NW) Ved denne form for synd er der altså tale om at gøre noget med vilje. Man synder hårdnakket, fuldt ud klar over at man går direkte imod Guds ånds virke og hans retfærdige love. Vi synder ganske vist alle og har brug for Kristi genløsningsoffer for at opnå tilgivelse, men „der [gives] ikke mere noget offer for synder“ for den der véd dette og „som har trådt Guds søn under fod og som har holdt pagtens blod, hvormed han blev helliget, for at være af almindelig værdi“. Vedkommende „har krænket den ufortjente godheds ånd med foragt“. (Hebr. 10:29, NW) Han vil aldrig angre og ydmygt anmode Gud om tilgivelse fordi han har syndet og afvist Kristi genløsningsoffer. Han formår ikke at angre.

Dog er der én vigtig ting vi må huske: Jesus kunne læse jødernes inderste tanker og han kendte deres hjertetilstand, og han var derfor klar over hvornår de havde syndet mod den hellige ånd. Ufuldkomne mennesker i dag kan ikke læse hvad der bor i et menneskes hjerte, sådan som Jehova og Jesus kan, og vi kan derfor ikke afgøre om en person er gået så vidt at han har syndet mod ånden. (Matt. 12:25; Hebr. 4:13) Det kan kun Gud afgøre.

Selv i det tilfælde hvor en er blevet udstødt af den kristne menighed betyder det ikke nødvendigvis at vedkommende har gjort sig skyldig i en utilgivelig synd. Vedkommende kan senere angre. I den første menighed i Korint måtte en af de salvede kristne udstødes på grund af umoralitet og fordi han ikke viste tegn på anger. Men åbenbart blev denne mand senere genoptaget i menigheden, hvilket viser at han ikke havde syndet mod den hellige ånd. — 1 Kor. 5:1-5; 2 Kor. 2:6-8.

Alligevel bør den omstændighed at det er muligt at synde mod den hellige ånd gøre os agtpågivende. Da vi er ufuldkomne skabninger synder vi daglig uden at vide af det. Hvis man føler sig virkelig sønderknust og angrer sin synd, er dette et tegn på at man ikke har gjort sig skyldig i den utilgivelige synd. Hvor vigtigt er det derfor ikke at bevare et ydmygt sind, at indrømme sine fejl og bede Gud om tilgivelse. (1 Joh. 1:9; Mika 7:18) Og i erkendelse af at evig udslettelse vil blive deres lod som gør sig ’skyldige i en evig synd’, synden mod den hellige ånd, bør vi søge at undgå at gøre synden til en vane eller at benægte Guds ånds åbenlyse virke.

● Nogle dyr synes specielt at være udrustet til at dræbe, som for eksempel løver og giftslanger. Hvordan kan det være, hvis de alle engang har været planteædere? — L. K., Holland.

Spørgsmålet er forståeligt, for som forholdene er nu dræber mange dyr hinanden for at skaffe sig føden. Men læg mærke til at det er som forholdene er nu. Findes der nogen på jorden der ud fra personlig erfaring kan sige hvordan disse dyrs adfærd var for seks tusind år siden?

På hele jorden dræber mennesker dyr og spiser deres kød. Men beviser den omstændighed at mennesker kan tygge og fordøje kød at alle mennesker spiser kød eller at menneskene altid har spist kød? Nej, for Guds ord, som indeholder