i forbindelse hermed vil blive behandlet i næste nummer af dette blad.

25. (a) Hvorfor kan vi hente kraft og styrke fra denne beretning? (b) Hvad tilskynder den os til at gøre?

²⁵ Vi kan hente kraft og styrke i denne beretning. Vi får her en forsikring om at Jehova aldrig glemmer sine løfter til dem der forbliver trofaste mod ham. Ved at betragte Daniels mod kan vi få frimodighed til at forkynde budskabet om Riget, heri indbefattet Guds hævns dag, for alle mennesker, høj som lav. Vi får her forvisning om at Gud opretholder og understøtter sine tjenere og giver dem kraft til at overvinde enhver modstand de måtte møde fra religiøse ledere i det store Babylon. Vi lever nu på den dag da den større Kyros, Kristus Jesus, hersker som konge. Babylon den Store er blevet vejet og i enhver henseende blevet fundet for let. Dens dage er talte, og dens fald er indtruffet, hvorved det er blevet muligt for fangerne at drage ud derfra. Alt dette virker som en ekstra tilskyndelse til os om at hjælpe endnu flere til at undslippe fra det store Babylon, og tjener som en forsikring om at det inden længe vil opleve sin fuldstændige tilintetgørelse. — Åb. 18:2, 4, 8; 17:16, 18.

Spørgsmål fra læserne

● Hvad havde Jesu disciple i tanke da de, som omtalt i Mattæus 24:3, spurgte ham om tegnet på hans nærværelse, i betragtning af at senere begivenheder viser at de ikke på det tidspunkt forstod at hans nærværelse ville blive usynlig?

Da Jesus kom til jorden, blev døbt som Messias og begyndte at forkynde: „Himmeriget er kommet nær,“ ville jøderne ikke anerkende ham. De forlangte at han skulle give dem det tegn der var forudsagt i Daniel 7:13, 14 og vise sig på himmelens skyer for at overtage sin magt i riget. De spejdede efter en Messias der med stor magt og herlighed ville udfri det jødiske folk fra det romerske åg. De overså de profetier, såsom Esajas, kapitel 53, der forudsagde at han skulle lide, være ringeagtet og skyet af folk, og udtømme sin sjæl til døden som et genløsningsoffer. Med andre ord: de ville have at han ved sin første nærværelse skulle gøre det som han i virkeligheden skulle gøre under sin anden nærværelse som himmelsk konge. Han blev dem en anstødssten. — Mark. 8:11, 12.

Jesu disciple havde været sammen med ham under det meste af hans tjeneste. De vidste at denne første nærværelse iblandt dem var blevet tilkendegivet ved mange begivenheder der viste hvem han var — opfyldte profetier, såsom Johannes Døbers forkyndelse og hans vidnesbyrd om at Messias var blevet salvet med hellig ånd og at der havde lydt en røst fra himmelen, og ligeledes Jesu helbredelse af syge, døve, lamme og blinde, samt hans forkyndelse af den gode nyhed. Selv på baggrund heraf krævede det tro at anerkende ham. (Matt. 11:2-6) På den anden side havde de hørt ham sige til dem der krævede et tegn fra ham, at den onde generation de tilhørte ikke skulle gives andet tegn end „profeten Jonas’ tegn“. Og da farisæerne spurgte Jesus hvornår Guds rige skulle komme, havde de hørt ham sige: „Guds rige kommer ikke således, at man udvortes kan iagttage det. Ej heller vil man kunne sige: ’Se her!’ eller: ’Se, dér er det!’ thi se, Guds rige er midt iblandt jer.“ Dér stod kongen, og farisæerne anede det ikke! Disciplene vidste også at han havde sagt at han skulle dræbes og opvækkes, og at han ville drage bort for at få et rige og så vende tilbage. De ønskede at være sikre på at kunne genkende ham til den tid. Men da de endnu ikke havde fået den hellige ånd forstod de ikke at han ikke skulle sidde på en jordisk trone; de tænkte sig ikke at han skulle herske som en herlig åndeskabning fra himmelen, og derfor forstod de ikke at hans anden nærværelse ville blive usynlig. — Matt. 12:38, 39; Luk. 11:29, 30; 17:20, 21, fodnoten; 19:11-27; Matt. 16:21, 28.

De vidste at profetien i Daniel 7:13, 14 ville blive opfyldt på en eller anden måde, og de spekulerede på hvordan. Selv de trofaste profeter før dem havde grublet over Messias’ komme til jorden, over den magt og herlighed han skulle eje, og over hvem det var der skulle være sammen med ham. Som Peter forklarer: „Over den frelse har profeter grublet og grundet . . . De har grundet over, når den tid ville komme, og hvordan den ville være, som Kristi ånd i dem viste frem til, når den forud vidnede om Kristi lidelser og al den herlighed, som skulle følge derefter.“ Ja selv englene ville gerne kende svarene herpå, for som Peter videre siger var det „noget, som engle attrår at få indblik i“. — 1 Pet. 1:10-12.

Det disciplene altså spurgte om var: ’Hvad vil tegnet være? Hvordan vil profetierne om din nærværelse blive opfyldt? Hvad skal vi spejde efter for ikke at tage fejl, for ikke at være blinde ligesom farisæerne er det over for din