Spørgsmål fra læserne
● Hentyder ordene i Hebræerbrevet 1:6 til Jesu andet komme?
Ja, der er god grund at til tro at ordene i dette vers hentyder til Kristi andet komme, skønt visse bibeloversættelser gengiver det på en måde der tilslører dette.
I Hebræerbrevet, kapitel 1, peger apostelen Paulus på at Jesus har en stilling der er højere end englenes. I denne forbindelse indeholder versene 5 og 6 tre citater fra De hebraiske Skrifter som Paulus mønter på Jesus. Læg især mærke til ordet „videre“ og ordet „igen“ her i Hebræerbrevet 1:5, 6:
„Til hvem af englene sagde han [Jehova Gud] for eksempel nogen sinde: ’Du er min søn; jeg er i dag blevet din fader’? Og videre: ’Jeg selv vil være hans fader, og han selv skal være min søn’? Og når han igen bringer sin førstefødte til den beboede jord, siger han: ’Og lad alle Guds engle bøje sig ærbødigt for [eller: tilbede] ham.’“ — Hebræerne 1:5, 6.
I vers 5 citerer Paulus Guds udtalelse i Salme 2:7. Derefter siger Paulus „og videre“ for at introducere endnu et citat (2 Samuel 7:14), som han også anvender på Messias, Jesus. I vers 6 bruger han så ordet „igen“, hvilket på græsk er det samme ord (palin) som i det foregående vers blev gengivet med „videre“.
Bruger han nu ordet „igen“ i vers 6 for blot at introducere det sidste af tre citater? Man kunne for eksempel sige: ’Søren prøvede at sætte sig i forbindelse med hende ved at skrive. Og videre prøvede han ved at ringe; og igen, ved at telegrafere.’ Var det kun dette Paulus ville med ordet „igen“ i Hebræerbrevet 1:6, hvor han henviste til Salme 97:7 efter Septuaginta-oversættelsen?
Sådan har nogle bibeloversættere gengivet det. For eksempel siger Jerusalem-Bibelen i Hebræerbrevet 1:6: „Igen, når han fører den Førstefødte ind i verden.“ I danske bibeloversættelser er denne gengivelse ikke almindelig, men findes dog i den gamle „reviderede oversættelse af 1819“: „Og atter, naar han indfører den Førstefødte i Jorderige.“ Flere udenlandske bibeloversættelser har en lignende gengivelse. Men derved tager de ordet „igen“ (eller „atter“) ud af sin naturlige sammenhæng, for i den græske tekst hedder det ordret: „Når men igen han vil indføre den Førstefødte.“
Angående denne grammatiske side af sagen har dr. C. B. Moll følgende kommentar: „Sprogbrugen i dette brev tillader os ikke at flytte palin [„igen“] og gøre det til introduktion til et citat . . . Ordene henviser til den Førstefødtes anden — og endnu fremtidige — indførelse i verden.“ Også dr. B. F. Westcott bemærker (i sit værk om Hebræerbrevet, The Epistle to the Hebrews) at det er mest naturligt at forstå „igen“ i forbindelse med det efterfølgende. Han nævner desuden at Paulus allerede (i vers 2) havde talt om Jesu første komme, som menneske. Dr. Westcott fortsætter: „Der var derfor god grund til at skribenten [i vers 6] specielt skulle pege frem til genkomsten, hvor Messias’ gerning skulle fuldbyrdes.“
Ordene i Hebræerbrevet 1:6 skal altså forstås sådan at de peger frem til det tidspunkt hvor den herliggjorte Jesus ville komme igen eller vise menneskehedens verden særlig opmærksomhed. Sådan gengives verset i Ny Verden-oversættelsen og American Standard Version, foruden oversættelserne af R. Young og J. B. Rotherham. Det samme er tilfældet med en lang række danske oversættelser. (Da. aut. , Seidelin, 1907-oversættelsen, Peter Schindler, med flere) Oversættelsen af dr. Edgar J. Goodspeed viser endnu tydeligere at dette skriftsted hentyder til Kristi andet komme. Den gengiver Hebræerbrevet 1:6 således: „Men om det tidspunkt da han vil føre sin førstefødte Søn tilbage til verden, siger han: ’Og lad alle Guds engle bøje sig for ham.’“
● Hvad mente Paulus med ordene i Første Korinterbrev 14:36: „Er det fra jer at Guds ord er udgået, eller er det kun til jer det er kommet?“
Til grund for disse ord lå Paulus’ ønske om at hjælpe korinterne til at forstå at de ikke skulle indføre nye måder at gøre tingene på i menigheden. Paulus’ foregående ord viser at denne vejledning var meget betimelig.
I kristendommens første tid fik de kristne åndens mirakuløse gaver fra Gud, gaver som profeti og tungetale. (1 Korinter 12:4-11) I Korint var der nogle som havde sådanne gaver men som anvendte dem på en måde der modvirkede den gode orden i menigheden. De talte for eksempel i tunger når der ikke var nogen til stede som havde den mirakuløse evne at kunne oversætte tungetalen. Paulus ræsonnerede da: „Hvordan skal . . . den der indtager det almindelige menneskes plads, når du lovpriser med en åndens gave, kunne sige amen til din taksigelse, da han ikke ved hvad du siger?“ Ikke-troende i forsamlingen kunne ligefrem tro at de der talte i tunger var fra forstanden. — 1 Korinter 14:13-16, 22, 23.
Det skabte også forvirring at flere talte på samme tid. Paulus opfordrede: „Hvis nogen taler tungetale, så lad det være begrænset til to eller højst tre, og efter tur.“ Ligeledes skulle de der af ånden blev tilskyndet til at profetere, gøre det „én efter én“ og i begrænset omfang. Dette harmonerede med at Gud ikke er uordenens men fredens Gud. — 1 Korinter 14:27-33.
Der må også have været det problem i menigheden at kvinderne udtalte sig ved møderne. Det må have drejet sig om mere end blot at besvare et spørgsmål eller fortælle en erfaring. Det ser ud til at nogle af kvinderne prøvede at stille sig op som lærere og argumentere med brødrene ved møderne. Dette stred mod ledelsens princip. — 1 Korinter 14:34, 35.
Derfor skrev Paulus: „Er det fra jer at Guds ord er udgået, eller er det kun til jer det er kommet?“ (1 Korinter 14:36) Ja, han opfordrede korinterne til at huske at deres menighed ikke var den første og at „Guds ord“ ikke var blevet forkyndt for dem alene. Af denne grund var det forkert af dem at følge en fremgangsmåde der var så radikalt forskellig fra det man gjorde i alle andre menigheder. De havde ikke ret til at indføre nye skikke som ikke ellers var kendt i den kristne menighed og som stred mod principperne om freden og ledelsen i menigheden.
● Hvad er det „Jonas’ tegn“ der nævnes i Mattæus 16:4?
Farisæerne og saddukæerne havde bedt Jesus om at vise dem et tegn. Hertil svarede Jesus: „En ond og utro generation bliver ved med at søge efter et tegn, men der vil ikke blive givet den andet tegn end Jonas’ tegn.“ — Mattæus 16:1-4.
Disse religiøse ledere ønskede åbenbart et synligt tegn fra himmelen før de ville antage Jesus som Messias — sandsynligvis ud fra en forkert forståelse af ordene i Daniel 7:13, 14. De forlangte at Messias skulle svare til den opfattelse de selv havde dannet sig af ham, og ignorerede helt og holdent de vidunderlige ting Jesus sagde og gjorde. (Johannes 4:25-29, 42; 7:31; 9:30-33) Af den grund sagde Jesus til farisæerne og saddukæerne at det eneste tegn de ville få foruden dette, var „Jonas’ tegn“.
Jesus havde allerede flere måneder forinden nævnt „Jonas’ tegn“ og tilføjet nogle ord der hjælper os til at forstå hvad det var han ville forklare: „For ligesom Jonas var i bugen på den vældige fisk i tre dage og tre nætter, således skal Menneskesønnen være i jordens hjerte tre dage og tre nætter.“ — Mattæus 12:38-40.
Jonas befandt sig på en måde i Sheol, graven, da han var i bugen på den vældige fisk der havde slugt ham. (Jonas 2:1, 2) Da han kom ud, var det som om han var blevet oprejst fra de døde, for at han kunne gennemføre sin profetgerning i Nineve sådan som det var blevet ham pålagt. Det ville gå Jesus som det var gået Jonas, blot på en endnu mere mirakuløs måde.
Jesus forudsagde selv at han ville dø og blive oprejst fra de døde på den tredje dag. (Mattæus 16:21; 20:17-19; Johannes 2:19-21) Da dette virkelig skete og Jesus opstod fra de døde på den tredje dag, huskede disciplene på det han havde sagt, og det styrkede deres tro på ham. (Johannes 2:22; 1 Korinter 15:3-8) Selv nogle af de jødiske præster som havde hørt om „Jonas’ tegn“ og om det kristne budskab, „begyndte at adlyde troen“. (Apostelgerninger 6:7) Men sådanne præster udgjorde et mindretal. De fleste af de jødiske ledere som havde nægtet at lade sig påvirke af Jesu lære og hans vidunderlige gerninger mens han endnu levede, havde nøjagtig samme indstilling til dette efter at han var død. De afviste „Jonas’ tegn“, som bestod i at Jesus blev oprejst fra de døde på den tredje dag.
● Hvorfor har Vagttårnet i de senere år ikke citeret fra den bibeloversættelse der er udarbejdet af Johannes Greber, en tidligere katolsk præst?
Den nævnte oversættelse er tidligere fra tid til anden blevet benyttet som støtte for den gengivelse af Mattæus 27:52, 53 og Johannes 1:1 der findes i Ny Verden-oversættelsen og andre autoritative bibeloversættelser. Imidlertid hedder det i et forord til 1980-udgaven af Johannes Grebers oversættelse, The New Testament, at oversætteren hentede hjælp i „Guds åndeverden“ for at få klargjort hvordan vanskelige passager skulle oversættes. Det hedder i forordet: „Hans hustru, der var medium for Guds åndeverden, medvirkede ofte til at overbringe de rette løsninger fra Guds budbringere til pastor Greber.“ Udgiverne af Vagttårnet har fundet det forkert at anvende en oversættelse der er så nært forbundet med spiritisme. (5 Mosebog 18:10-12) Gengivelsen af de nævnte skriftsteder i Ny Verden-oversættelsen er tilstrækkelig velfunderet og behøver ikke at støttes med henvisninger til Grebers oversættelse. Der går derfor intet tabt ved at vi ikke længere citerer fra hans New Testament.