Ansvaret for at opflamme andre til liv
1, 2. Hvor kan vi henvende os for at få hjælp, og hvilken forsikring gives der os om at vi vil få denne hjælp?
Jehova er en hjælpende Gud. Vi kan ufortøvet henvende os til ham for at få hjælp. Vi kan gøre brug af de samme foranstaltninger som David gjorde idet disse stadig er tilgængelige for os så vi kan vokse os stærkere. Også vi kan med fortrøstning sige som udtrykt i Salme 121:2: „Fra [Jehova] kommer min hjælp.“ Og Jehova forsikrede udtrykkeligt sit folk: „Frygt kun ikke, jeg er din hjælper.“ Es. 41:13.
2 Det er denne samme egenskab eller villighed til at hjælpe der præger hele Jehovas organisation i vor tid. Også i hans himmelske organisation finder vi denne villighed til at hjælpe andre. Hjalp Mikael ikke en af de andre engle? Denne engel sagde: „Perserrigets fyrste stod mig imod i en og tyve dage, men se, da kom Mikael, en af de ypperste fyrster, mig til hjælp.“ (Dan. 10:13) Er engle ikke blevet sendt til jorden for at hjælpe mennesker? Jo! „Er de ikke alle ånder i Guds tjeneste, som sendes ud til hjælp for deres skyld, der skal arve frelse?“ (Hebr. 1:14) Men det ypperste eksempel er Kristus Jesus. „Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin Søn, den enbårne, til verden, for at vi skal leve ved ham.“ — 1 Joh. 4:9.
3, 4. Hvad kræves der af dem der skal hjælpe andre til modenhed?
3 Er du også besjælet af en sådan villighed til at hjælpe? Er du villig til at hjælpe dine brødre? Har du gjort den erfaring at det kræver meget større styrke at hjælpe andre end blot at klare sig selv? Vi kan imidlertid ikke „klare os selv“ for Jehovas organisation er en organisation der samarbejder og i enhed ophøjer Jehovas navn overalt i universet. Dette fremgår klart af Hebræerne 12:22-24 (NW), der henvendt til os som kristne siger: „Men I er kommet til et Zions bjerg og til den levende Guds stad, det himmelske Jerusalem, og til myriader af engle, i generalstævne, og til menigheden af de førstefødte der er blevet indskrevet i himlene, og til Gud, alles dommer, og til de retfærdiges åndelige liv, hvilke er blevet gjort fuldkomne, og til Jesus, mellemmanden for en ny pagt, og til bestænkelsens blod, der taler på en bedre måde end Abels blod.“
4 For at opnå livet i Jehovas nye verden er det nødvendigt at vi vokser i kundskab og tager del i hans gerning, men det må ske i forbindelse med hans organisation. Det betyder at vi som Paulus understreger må forandre vor personlighed: „Affør jer den gamle personlighed med dens væremåder, og ifør jer den nye personlighed.“ (Kol. 3:2, 9, 10, NW) Dersom man bliver åndeligt svag trækker man sig med overlæg bort fra organisationen og ifører sig atter den gamle personlighed som man lagde bag sig dengang man flittigt bestræbte sig for at lære sandheden. Jehovas organisation er stærk. Man må holde sig til den for stadig at kunne gøre fremskridt og udføre hans gerning. Ikke ved at isolere sig, men ved at holde sig nær til Guds menighed bliver man stærk og kan forblive vågen for sit ansvar.
5. Hvilken anden egenskab understreger Bibelen i forbindelse med at hjælpe andre i menigheden?
5 Modne mennesker forstår dette og de ved også at andre må bringes til at indse nødvendigheden af at opfylde disse krav, såvel som til at forstå at den tid vi lever i gør det til noget yderst presserende. Vi må være i besiddelse af stor styrke for at kunne opflamme andre til liv. Som tilfældet er med alle Jehovas tjenere gælder det også her at vi må lægge villighed for dagen dersom vi vedblivende skal kunne yde andre hjælp; ejer vi ikke denne villighed vil vi snart begynde at beklage os og udvikle en knurrende indstilling, idet vi føler at andre støtter sig for meget til os og kræver for meget af os. Læs engang de mange steder i Bibelen hvor Jehovas folks villighed omtales. Blandt disse er Første Peter 4:9, der formaner os: „Vær gæstfri imod hverandre uden knurren.“ Og Første Peter 5:2, der giver følgende råd til tilsynsmænd: „Vær hyrder for Guds hjord hos jer, ikke af tvang, men af fri vilje, efter Guds sind, ikke for skammelig vindings skyld, men med villigt hjerte.“
6. Vis hvorfor det er så vigtigt at komme sammen med dem der skal tilskyndes til handling.
6 Jehovas vidner går fra hus til hus med velforberedte prædikener som de på en venlig og taktfuld måde holder for folk. Hvorfor? Fordi de leder efter „fårene“ og er villige til at bruge mange timer på at hjælpe disse mennesker. Men hvordan forholder det sig med de svage inden for Guds menighed som af en eller anden grund ikke længere glæder sig over tjenesten for Jehova og som kun en sjælden gang kommer til møderne for sammen med deres brødre at tilbede Gud? De kommer ikke længere sammen med dem i organisationen der er stærke og vågne for deres ansvar. Lad os med en illustration vise hvilken hjælp de har behov for. Når to mennesker har været gift en kort tid erfarer de hvordan hustruens gode egenskaber, såsom tålmodighed, venlighed, taktfuldhed og blidhed, indvirker på manden, mens hustruen på sin side efterligner sin mands beslutsomhed, fasthed og evne til at organisere. Dersom dette virker således i hjemmet, hvorfor så ikke i forbindelse med vore umodne brødre i menigheden? Det kræver imidlertid at man kommer sammen, at vi er så meget sammen med den umodne at vedkommende begynder at overvære møderne regelmæssigt, at tage del i drøftelsen af sandheden og daglig vender sig til Jehova i taknemmelighed.
7, 8. Hvilken tilstand råder der i den gamle verden, og hvorledes påvirkes de svage heraf?
7 Til trods for alle de slagord der skal vække menneskene til dåd, sover verden tungt. Utallige mennesker har undret sig over hvorfor verdensforholdene har forværret sig siden 1914. Tusinder sukker og jamrer over den voksende ondskab. Hele organisationer, samfund og nationer er foruroliget, og mange har tilrettelagt programmer der har til hensigt at overvinde disse voksende vanskeligheder. Ja, man kan sige at hele menneskeheden stirrer på det ur der viser at det er „endens tid“, men at det kun er nogle få der kan sige hvad klokken er. Det er kun få der reagerer når uret ringer.
8 Det er denne søvndyssende atmosfære der har lullet disse svage i søvn. De er blevet ligegyldige over for den åndelige føde vi ved Jehovas foranstaltninger får ved møderne. De betragter ansvar som byrder og ikke som velsignelser fra Jehova. Jesus sagde at mange ville vælge den letteste vej; overdreven nydelse og timelige bekymringer ville gøre dem sløve og snart ville de sove tungt. — Luk. 21:34, 35.
9, 10. Hvorfor er forkyndergerningen af største betydning i vor tid, og hvad betyder det for vort vedkommende?
9 Paulus lader denne advarsel lyde: „Lad os da ikke sove videre som de øvrige gør, men lad os holde os vågne og være ved vore sansers fulde brug.“ (1 Tess. 5:6, NW) Hvorfor? Romerbrevet 13:11 giver os svaret: „Det skal I gøre, fordi I ved, at tiden er inde: den time er allerede kommet, da I skal stå op af søvne; thi frelsen er os nærmere nu, end da vi blev troende.“ Tiden er nu inde til at arbejde for Jehova. „Elsk ikke søvn, at du ej bliver fattig.“ — Ordsp. 20:13.
10 Vi lever i høstens tid og det betyder større ansvar, længere arbejdstid og en presserende travlhed der varer lige til den sidste skæppe er kommet i hus. Det er yderst nødvendigt at vi er med i høstarbejdet, og vi må vedblive at være stærke dersom vi skal kunne fuldføre arbejdet. „En klog søn samler om sommeren, en dårlig sover om høsten.“ — Ordsp. 10:5.
11. Hvorfra får vi styrke til fortsat at kunne hjælpe andre?
11 Hvorfra skal vi da få den styrke som er nødvendig for at holde ud? Jehova siger i sit ord i Efeserne 5:8-11, 15-20 (NW): „Vedbliv med at vandre som lysets børn, thi lysets frugt indbefatter, enhver form for godhed og retfærdighed og sandhed. Vedbliv med at forvisse jer om hvad der er antageligt for Herren; og ophør med at være meddelagtige i deres golde gerninger, der hører mørket til, men irettesæt dem hellere. . . . Se derfor stadig nøje til at I ikke vandrer som uvise men som vise, idet I køber den belejlige tid til jer selv fordi dagene er onde . . . vedbliv med at indse hvad der er Jehovas vilje . . . idet I altid siger vor Gud og Fader tak for alle ting.“
12. Hvilke gode vaner vil styrke os, og hvad vil vi opflamme andre til at gøre?
12 Vi ved at bønnen er en mægtig kraft, at regelmæssig overværelse af møderne giver styrke, at studium sammen med familien og privat studium af Bibelens profetier tilskynder os til tjeneste, og at det at tale om sandheden til andre holder os vågne. Men hvordan kan vi nu hjælpe vore svage brødre til at forstå alt dette? Hvordan kan vi vække dem? Hvor langt skal vi gå for at hjælpe dem?
13, 14. (a) Hvilken magt ligger der i bønnen? (b) Hvis eksempel følger vi når vi lærer andre at bede?
13 Vi vil sandsynligvis blive nødt til at lære dem hvordan de skal bede, og hjælpe dem til regelmæssigt at vende sig til Jehova efter styrke. Når vi således daglig nærmer os Gud i bevidstheden om at han lytter, vil vi ikke blive sløve men vokse i værdsættelse. Paulus opmuntrer os i Kolossenserne 4:2: „Vær udholdende i bønnen og årvågne i den med taksigelse.“ De tjenere der forstår hvilken magt bønnen er og som på rette måde benytter sig af den, vil ikke falde åndeligt i søvn. Læg mærke til hvad der siges i Ordsprogene 18:10: „[Jehovas] navn er et stærkt tårn, den retfærdige løber derhen og bjærges.“ Når dagen er forbi og vi er fyldt med dyb værdsættelse af dagens velsignelser og stadig er lysvågne, vender vi os i bøn til Jehova. Om morgenen når vi er veloplagte og fulde af forventning om hvad vi kan gøre for at prise hans navn, beder vi om hans ledelse, og derpå arbejder vi dagen igennem for at vinde hans godkendelse.
14 Det er også betryggende at tænke på at vore brødre overalt i verden henvender sig til Jehova til bedste for os, idet de beder om at hans ånd og velsignelse må hvile over os i vor gerning på samme måde som vore brødre gjorde for århundreder siden. I Første Tessaloniker 1:2 siger Paulus: „Vi takker altid Gud for jer alle, når vi nævner jer i vore bønner.“ Vore bønner vil udvirke det samme for vore brødre andre steder på jorden. De modne i menigheden vil hjælpe andre til at forstå dette og til at gøre brug af bønnens foranstaltning. I virkeligheden hænder det ofte at åndeligt svage beder modne brødre om at bede sammen med dem. Gør som Jesus der besvarede disciplenes anmodning og lærte dem hvordan de skulle bede. Når vi besøger dem i deres hjem kan vi sammen med dem vende os i bøn til Jehova. Der var engang de bad. Hvis de allerede har indviet sig skete det i bøn til Jehova.
15. Hvorledes kan vi hjælpe de nye og vor familie til at undgå den tilstand der omtales i Hebræerne 5:11-13 og Hebræerne 10:24, 25?
15 Det er meget opbyggende og en stor glæde at komme sammen med Jehovas vidner. Når vi regelmæssigt overværer møderne vokser vi stadig i kundskab. Vi vokser til modenhed. Vi lærer hvordan vi skal leve sammen med den „store skare“ af „andre får“ i den nye verdens samfund. (Åb. 7:9 Joh. 10:16) Selv når den vejledning der gives, direkte tager sigte på os, skaber det en tilstand og en indstilling der ikke findes i nogen anden organisation i verden. Salme 141:5 siger at det ville være således: „Slår en retfærdig mig, så er det kærlighed; revser han mig, er det olie for hovedet, ej skal mit hoved vise det fra sig.“ Dersom vi regelmæssigt tager vore brødre med til møderne vil vi undgå den sløve tilstand som Paulus beskriver i Hebræerne 5:11-13: „Herom har vi meget at sige, og det er svært at forklare, da I er blevet sløve til at høre. Thi skønt I efter den tid, der er gået, burde kunne være lærere for andre, trænger I til, at man på ny skal lære jer de første begyndelsesgrunde i Guds ord; og det er kommet så vidt med jer, at I trænger til mælk og ikke til fast føde. Thi enhver, der endnu får mælk, forstår ikke rigtig tale, da han endnu kun er spæd.“ Det er sandt at der fra tid til anden opstår problemer der kan få os til at tænke på at springe blot ét eller to møder over, det skal blot være en midlertidig udeblivelse og så kan vi atter vende tilbage til den sædvanlige gænge, tænker vi. Mange gange drejer problemet sig om børnene, idet nogle forældre føler at deres barn bør oplæres hjemme før det kommer med til møderne. Andre er af den mening at børnene skal tidligt i seng og derfor ikke kan komme med til menighedens møder der holdes om aftenen. Lad os se fornuftigt på det. Er der noget problem der kan løses med mindre åndelig føde? Som en erkendelse af at nogle er sløve og bliver borte fra møderne siger Jehova gennem sit ord til modne mennesker: „Lad os give agt på hverandre så vi opflammer hverandre til kærlighed og gode gerninger, og lad os ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik, men opmuntre hverandre, og det så meget mere som I ser dagen nærme sig.“ (Hebr. 10:24, 25, NW) Han ønsker at vi skal give agt på vore brødre og vor familie ved at vi lægger bestemte planer for at opflamme dem til at tjene ham og komme sammen med hans folk. Dette bliver mere og mere påkrævet, idet der hvert år kommer mange nye ind i organisationen og voksende vanskeligheder hindrer andre i at blive modne.
16. Hvad bør vi gøre når vi føler os så trætte at vi ikke kan hjælpe de svage, end ikke vor egen familie til at komme til møderne?
16 „Men jeg er så udkørt at jeg ikke kan slæbe mig af sted, endsige tage hen til andre og få dem med, eller få familien gjort klar til at komme med til mødet i aften,“ hører man mange gange. Mange er i virkeligheden ofre for træthed der jævnligt hindrer dem i tjenesten for Riget: Dette kan afhjælpes ved at vi tager vor indvielse og vor beslutning om at alt andet måtte tilpasses denne indvielse, op til overvejelse. Hutschnecher kommer i sin bog „The Will to Live“ med en interessant iagttagelse: „Overalt og hver dag går mennesker i gang med deres arbejde uden følelse af træthed, blot de er opfyldt af begejstring og tro på det de gør.“ U. S. News and World Report for den 18. januar 1957 fortæller ligeledes om de resultater som en undersøgelse af træthed gav: „Undersøgelsen viste at en af forskellene mellem de industriarbejdere der var fuldstændig ’udkørte’ og dem der var ’fulde af energi’ efter at have udført det samme arbejde var at de livfulde glædede sig til at de om aftenen skulle tage del i en eller anden form for virksomhed.“ Dersom vi ikke blot er optaget af den gavn vi selv får af møderne, men også ønsker at vore brødre skal nyde godt heraf, vil vi være lige så travlt optaget som Paulus af at have en andel i denne aldrig ophørende forret: „Men vi ønsker at I hver især viser den samme flid så I kan bevare håbets fulde vished lige til enden.“ (Hebr. 6:11, NW) Vi bliver så opslugt af at hjælpe andre og af at oplære vor familie at trætheden viger for en følelse af at være til nytte for Jehova og hans organisation. Denne form for virksomhed er i virkeligheden målestokken for vor modenhed. Tager vi del i den vil vi vokse betydeligt.
17, 18. (a) Indebærer det at opflamme andre blot at få de nye og familien med til møderne? (b) Hvilket arrangement vil her kunne være til stor hjælp for familien?
17 At opflamme andre til liv indbefatter også en anden undervisningsgren, nemlig at vise dem hvorledes de kan give deres kommentarer ved møderne. Vi kan gennemgå lektien med dem og forberede de svar de kan give ved møderne. Her gælder det atter at elevens fremskridt vil genspejle vor evne til at undervise den regelmæssighed hvormed vi hjælper eleven, og om vi følger en bestemt plan. Formaningen i Hebræerne 10:23 (NW): „Lad os holde fast ved den offentlige bekendelse af vort håb uden at vakle, for trofast er han der gav løftet,“ gælder både lærer og elev i denne henseende. Dersom vi sætter et godt eksempel i den offentlige bekendelse vil de få en større værdsættelse af Salme 26:12 (NW): „Blandt de forsamlede skarer vil jeg velsigne Jehova.“
18 Forældre, arrangér et familiestudium så familiens medlemmer kan blive i stand til at udtale sig frit ved menighedens møder. De der ikke har den forret at være en del af en sådan familieordning kan altid drøfte disse vigtige sandheder med en anden broder eller søster hver uge. Dersom tanken står os klart vil vi også kunne give udtryk for den og omsætte den i praksis. Ved at vi taler sammen forstærkes indtrykket og det er af afgørende betydning for at vi kan „holde fast ved den offentlige bekendelse af vort håb“. (Hebr. 10:23, NW) Magelighed virker søvndyssende; så hvorfor sidde og blunde ved møderne og blive „stiv af skræk“ når nogen stiller dig et spørgsmål angående dit håb?
19. Hvad er det der ifølge Lukas 24:13-31 også virker styrkende? Hvordan?
19 Når vi vokser i kundskab kan vi være sikre på at forblive vågne. På samme måde som føde virker kundskaben styrkende og sætter os i stand til at arbejde hårdt. Vi er levende og sunde og går med iver op i forkyndelsen. Når vi forklarer de nye sandheder for andre styrkes vi på samme måde som brødrene på Jesu tid. Læs Lukas 24:13-31 og læg derpå mærke til hvad der siges i vers 32: „Og de sagde til hinanden: ’Brændte ikke vort hjerte i os, mens han talte til os på vejen og lukkede skrifterne op for os?’“ Dersom vi skal forblive vågne i Jehovas tjeneste er det yderst nødvendigt at vi drøfter de mange vidunderlige sandheder vi lærer ved vore studier og det ansvar vi har for at bruge disse ting til at opflamme vore brødre til liv. En sådan vækst sker ved at vi regelmæssigt tager til os af den styrkende føde. Husk at det skriftsted som vi allerede har behandlet i Hebræerne 10:23, 25 udtrykkeligt siger „uden at vakle“ og nævner den „skik“ at „forsømme at komme sammen“ med Jehovas folk.
20. Hvorledes bliver vor evne til at undervise sat på prøve?
20 I det andet brev til Timoteus 2:1, 2 (NW) tales der også om hvordan vi kan hente styrke: „Vedbliv med at hente kraft i den ufortjente godhed der er i forbindelse med Kristus Jesus, og hvad du hørte af mig med mange vidners støtte skal du betro pålidelige mænd, der igen vil være tilstrækkelig egnede til at undervise andre.“ Vi taler ikke blot med andre for at få „lettet vor samvittighed“. Der er mere forbundet dermed. Vi taler for at den der hører, igen kan fortælle det videre. Den virkning og kraft deres tale har vil genspejle vor modenhed. Når vi ser dem give fårene føde på den måde Jehova ønsker det skal gøres, vokser vor lykke og vi vil være taknemmelige for at han har lært os at tale med så stor nøjagtighed.
21. Hvor langt skal vi gå for at hjælpe andre, og hvad kan hjælpe os til at afgøre dette?
21 Hvor langt skal vi gå for at opildne andre til aktivt at tage del i Jehovas gerning? Det skal ligge os lige så stærkt på sinde som Paulus’ formaning til os gav udtryk for: „Idet I ikke bare af personlig interesse ser på jeres egne sager, men også af personlig interesse ser på de andres. Bevar den samme indstilling i jer som også var i Kristus Jesus.“ (Fil. 2:4, 5, NW) Tænk på hvordan Jehova hjælper sine skabninger. De har tillid til ham og er ikke bange for at henvende sig til ham. Dersom det er kærlighed der er vort motiv vil vor optræden være ligesom Paulus’: „Vi færdedes med mildhed iblandt jer, som når en moder hæger om sine børn.“ (1 Tess. 2:7, 8) Dersom vi kørte hen ad vejen med en broder ved rattet og vi opdagede at han var ved at døse hen, ville vi så vække ham eller ville vi tøve dermed af frygt for at såre hans følelser? Vi lever i en tid hvor vi må sætte hele vor åndskraft ind på at træffe de rette beslutninger for at forblive i Jehovas tjeneste.
22, 23. I hvilke tilfælde ville vi spilde tiden dersom vi prøvede at opflamme andre til tjenesten?
22 I vort hjælpearbejde støder vi imidlertid også på mennesker der ikke længere ønsker hjælp fra Jehova eller fra hans folk. Det kan være sådanne som er beskrevet i Mattæus 13:15, 19-22. De har besluttet at trække sig bort fra sandheden for at følge deres egne lyster; de vælger det korte liv der er fri for de forpligtelser og det ansvar der findes i den nye verdens samfund.
23 Vi har pligt til at skelne om vor hjælp er rettet mod sådanne som Paulus med sine ord i Galaterbrevet 6:1, 10 (vers 1 efter New World Translation) viste at han var bekymret for: „Brødre, selv om et menneske skulle begå et fejltrin før han selv er klar over det, da skulle I som har åndelige kvalifikationer, prøve på at hjælpe en sådan på ret køl igen i mildhedens ånd mens I hver især holder øje med jer selv, for at ikke også I skal lade jer friste. Så lad os da, mens vi har lejlighed til det, gøre godt mod alle, men især mod dem, der har hjemme i den samme tro.“ Husk at det er katastrofalt når et menneske ikke længere ønsker hjælp fra Jehovas organisation.
24. Hvor kan vi altid vende os hen efter hjælp? Hvorfor?
24 Når vi føler os mismodige og vi har så mange problemer at slås med at vi ikke synes vi kan hjælpe vore brødre eller opflamme andre til liv, så lad os tænke på disse ord og lad dem være en opmuntring for os: „Fra [Jehova] kommer min hjælp, fra himlens og jordens skaber. Din fod vil han ej lade vakle, ej blunder han, som bevarer dig; nej, han blunder og sover ikke, han, som bevarer Israel. [Jehova] er den, som bevarer dig, og [Jehova] er din skygge ved din højre.“ (Sl. 121:2-5) Lad os derfor holde os vågne! Lad os være levende vidner der opflammer andre, tilskynder dem til virkelig at leve og lærer dem at se hen til Jehova, for han sover aldrig.