Hvorfra stammer påsken og dens skikke?

MANGE betragter påsken som kristenhedens største religiøse fest. Rundt omkring i hele verden står masser af mennesker tidligt op påskemorgen for at overvære påskegudstjenesten ved solopgang. Overalt er kirkerne fulde, nogle endog flere gange i dagens løb, og tusinder stimler sammen på pladsen foran Peterskirken for at høre paven skænke sin påskevelsignelse. Vældige flokke af pilgrimme drager på deres påskefærd ind i det gamle muromkransede Jerusalem.

Men der er også en anden side ved påsken. I nogle lande reklamerer bagerierne med varme påskeboller; chokoladeforretningerne bugner af påskeæg og chokoladekaniner. Der spilles påskemusik; man kan købe specielle påskeparfumer og påskesmykker; mænd og kvinder møder op i nyt påskedress, og der spises påskemiddag. Og ikke at forglemme er der new yorkernes påskeparade på Fifth Avenue, hvor folk i tusindvis promenerer, dels for at se, dels for at blive set. I De forenede Stater slutter påskefesten om mandagen med en æg-trille-konkurrence på græsplænen foran Det hvide Hus, en skik der førhen gik sømmeligt til men som i de senere år synes at have udviklet sig til en temmelig støjende affære.¹

Man hævder at formålet med påsken er at fejre Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Men hvis det er tilfældet kunne man passende spørge: Hvad har varme påskeboller, æg, kaniner, nyt tøj, og så videre, med påsken at gøre? Ikke meget, bortset fra at både påsken og de her nævnte ting er blevet forbundet med foråret. Som Ferms An Encyclopedia of Religion siger: „Hedenske skikke blev tidligt indført i den kristne påskeceremoni fordi festen faldt sammen med forårets begyndelse. . . . På denne årstid fejredes i gammel tid det nye år og verdens skabelse. Man udvekslede gaver (påskeæg) og viste en storladen gæstfrihed over for sine venner, over for de fattige, og så videre.“

Jo, den er af hedensk oprindelse

I et værk som man godt kunne kalde forløberen for den moderne bibelordbog siger en benediktinermunk, en katolsk lærd fra begyndelsen af det attende århundrede:

„Easter [det engelske ord for påske] er et ord af saksisk oprindelse; det er afledt af navnet på saksernes eller snarere østerlændingenes gudinde Ostara (påske hedder på tysk: oster), til hvis ære der årligt bragtes ofre ved den jødiske påskefests tid (foråret). Navnet blev ved tankeforbindelser knyttet til den kristne opstandelsesfest, idet opstandelsen jo fandt sted ved påsketid.“²

Dette bekræftes af andre autoriteter, lige fra det ottende århundredes engelske historiker Bæda til de nyeste encyklopædier.

Angående de varme påskeboller der mange steder serveres ved påsketid, læser vi:

„Ligesom grækerne, spiste romerne brød der var mærket med et kors . . . i forbindelse med de offentlige ofringer kunne man købe den slags brød ved templets indgang og tage det med ind — en skik St. Paulus hentyder til i 1 Kor. x. 28 1Kor 10:28. De hedenske saksere spiste korsbrød til ære for Ostera, lysets gudinde. Meksikanerne og peruvianerne har haft en lignende skik. Den er praktisk talt universel, og oldkirken optog den behændigt, indpodede den på nadveren og gav os dermed de varme korsboller.“³

Hvad så med påskeæggene? Det er en velkendt sag at ægget spillede en fremtrædende rolle i den gamle hedenske kosmogoni eller lære om verdens oprindelse. Én teori eller lære taler om „Lysets Æg“, en anden om „Verdensægget“. Den første gud, verdens skaber og hersker, formodedes at være fremkommet af et af disse æg. Det siges også at „kærlighedens“ gud, Eros, er kommet ud af et æg.⁴

Ganske vist vil nogle hævde at brugen af æg ved påsketid skyldes at det engang var forbudt at spise æg i fastetiden; men dette forklarer ikke hvorfor man har lagt så megen vægt på påskeæg lige siden forbudet blev hævet og stadig gør det nu hvor man må spise æg i hele fastetiden. Ej heller forklarer det hvorfor man ikke har gjort lige så meget ud af andre fødemidler som stadig er forbudte spiser under fasten og som først må nydes ved påskens begyndelse. At folk spiser skinke i påsken skyldes ikke at det var forbudt at spise skinke i fastetiden. Et autoritativt værk oplyser: „Mange amerikanske katolikker spiser kogt skinke påskedag uden at være klar over skikkens oprindelse. Den er et levn af den tidligere skik blandt englænderne, at spise røget skinke den dag for at vise deres foragt for den jødiske skik at undgå svinekød.“⁵

En mere sandsynlig forklaring på hvorfor man spiser påskeæg finder vi i The Catholic Encyclopedia: „Skikken kan have sin oprindelse i hedenskabet, for en mængde hedenske skikke i forbindelse med forårets tilbagevenden, koncentreredes om påsken, og ægget er symbol på det spirende liv i det tidlige forår.“⁶

Om påskekaninen siger samme religiøse autoritet: „Påskekaninen lægger æggene, og derfor bliver de skjult i en rede eller i haven. Kaninen er et hedensk symbol og har altid symboliseret frugtbarhed.“⁶

Om det så er påskegudstjenesten ved solopgang har den sit hedenske fortilfælde. „Ifølge gammel overtro danser den opgående sol på himmelen påskemorgen; denne tro har kunnet spores tilbage til de gamle hedenske forårsfester, da tilskuerne dansede til ære for solen.“⁷

Det samme må siges om den vældige ceremoni der finder sted i kristenhedens lande dagen før påske, hvor man velsigner ny ild og tænder særlige lys og lamper. I en detaljeret beskrivelse af denne ceremoni lyder det blandt andet: „Det at skaffe sig ny ild og velsigne den er muligvis et ritual af keltisk eller endog hedensk oprindelse, der blev indlemmet i den galliskea gudstjeneste i det ottende århundrede.“⁸

Påskens historie

Hvordan begyndte alt dette? Sikkert er det i hvert fald at det ikke kan føres tilbage til kristendommens begyndelse. Som det siges i The Encyclopædia Britannica:

„I Det nye Testamente eller de apostolske fædres skrifter finder vi intet spor af en højtideligholdelse af påsken som en kristen fest. At bestemte tidspunkter eller steder skulle være særligt hellige var en tanke der var de kristne aldeles fremmed; de var alt for optaget af selve begivenhederne til at tænke på det ydre [uvæsentlige]. ’Hvert øjeblik er festtid for de kristne på grund af de storslåede goder der er blevet skænket,’ skriver Chrysostomus. . . . Origenes [hævder] i samme ånd . . . Kirkehistorikeren Sokrates . . . siger som fuldkommen sandt er at hverken Kristus eller hans apostle deltog i højtideligholdelsen af denne eller nogen anden fest. ’Apostlene,’ skriver han, ’havde ikke tanke for at udvælge bestemte festdage; de opfordrede til et liv i ulastelighed og gudsfrygt.’ Han mener at påskefestens indførelse i kirken må tilskrives en gammel skik, ’akkurat som mange andre skikke er blevet indført’. Sådan hænger sagen uden tvivl sammen.“⁹

Dette skulle ikke forbavse os, for havde ikke både Jesus og apostlene forudsagt et frafald fra den rene gudsdyrkelse? Det var det Jesus hentydede til da han i en lignelse sagde: „Mens folkene [apostlene] sov [i døden], kom hans [Kristi] fjende [Satan] og såede giftigt rajgræs [falske kristne] iblandt hveden [de sande kristne] og gik bort.“ Og apostelen Paulus gav følgende advarsel: „Jeg ved, at efter min bortgang skal der . . . af jeres egen midte . . . fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig.“ Også apostelen Johannes forudsagde et frafald, ja i virkeligheden sagde han at det allerede var begyndt på hans tid. — Matt. 13:25; Ap. G. 20:29, 30; 1 Joh. 2:18, 19.

Historien viser at disse profetier er blevet opfyldt, og påskeskikkene er et eksempel herpå. Før udgangen af det andet århundrede var der megen diskussion om hvornår Kristi opstandelse burde fejres. Den daværende biskop af Rom, Victor I, forsøgte uden held at påtvinge det øvrige af den såkaldt kristne verden sine synspunkter.¹⁰ Et af de formål kirkemødet i Nikæa skulle tjene var at bilægge denne strid. Her blev det bestemt at Kristi opstandelse skulle mindes den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn, eller efter den 21. marts.¹¹ Det ser ud til at antipati mod jøderne spillede ind ved fastsættelsen af denne dato.¹²

Angående denne tendens i kristenhedens første tid siger historikeren Sir James G. Frazer afslørende:

„Alt taget i betragtning er lighedspunkterne mellem de kristne og de hedenske fester for slående og talrige til at der kan være tale om tilfældigheder. De røber det kompromis som kirken i sin sejrstime blev tvunget til at indgå med sine overvundne men dog stadig farlige rivaler. De oprindelige lægprædikanters ubøjelige protestantisme, deres brændende fordømmelse af hedenskabet, var blevet udskiftet med skarpsindige gejstliges eftergivende politik, overfladiske tolerance og altfavnende næstekærlighed, og disse gejstlige gav tydeligt udtryk for den opfattelse at kristendommen ikke kunne sejre over verden medmindre den slækkede på dens grundlæggers strenge principper og gjorde den snævre port der fører til frelse en lille smule bredere.’“¹³

Imidlertid bør man lægge mærke til at Jesus ingen steder befalede sine efterfølgere at sejre over verden ved et kompromis eller ved at gribe til våben. Budskabet om hans rige skulle prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene. — Matt. 24:14.

Det er en kendt sag at julen engang var forbudt i visse protestantiske lande fordi man regnede den for en hedensk fest, men det vil sikkert forbavse mange protestanter at læse følgende citat om påsken: „Puritanismens opståen i England med dens afsky for religiøse ceremonier medførte at protestanterne i lange tider afholdt sig fra at fejre påsken eller nogen anden kirkefest. . . . Det var under borgerkrigen [1861-1865] at de puritanskprægede kirker [i De forenede Stater] begyndte at fejre påske.“⁵

Det bibelske standpunkt

Hvordan bør de der vil behage Gud betragte påsken og alle dens skikke? Som allerede nævnt har hverken Jesus eller apostlene forordnet nogen kristne festdage, tværtimod giver Paulus de kristne i Galatien følgende irettesættelse: „Hvor kan I . . . vende tilbage igen til de svage og fattige ’magter’ og ønske atter på ny at trælle for dem? I overholder dage og måneder og festtider og år. Jeg frygter for, at jeg måske har slidt forgæves med jer.“ — Gal. 4:9-11.

Endnu kraftigere fordømmer Bibelen dem der blander hedenskab sammen med tilbedelsen af den eneste sande Gud: „Fly afgudsdyrkelsen! . . . Hvad mener jeg nu hermed? At afgudsoffer er noget virkeligt? eller at en afgud er noget virkeligt? Nej! men hvad man ofrer, det ofrer man til onde ånder og ikke til Gud; og jeg vil ikke, at I skal have noget fællesskab med de onde ånder. I kan ikke både drikke Herrens kalk og onde ånders kalk; I kan ikke både have del i Herrens bord og i onde ånders bord. Eller skal vi ægge Herren til nidkærhed? Er vi da stærkere end han?“ Hedenskab er et produkt af Satan og hans dæmoner, og at blande det med kristendom er en forhånelse mod Jehova Gud. En sådan forhånelse vil Jehova ikke lade gå upåagtet hen, for han er „en Gud der fordrer absolut hengivenhed“. (NW) — 1 Kor. 10:14-22; 2 Mos. 20:5.

Indførelse af hedenske skikke i kristen gudsdyrkelse forbydes også med disse ord: „Hvad fællesskab er der mellem lys og mørke? hvordan kan Kristus stemme overens med Beliar? eller hvordan kan den troende have lod og del med den vantro? hvordan kan Guds tempel og afguder have med hinanden at gøre?“ Disse modsætninger kan ikke forenes. „Derfor: ’Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ej noget urent, så vil jeg tage imod jer.’“ Gudløst hedenskab er en del af denne urene verden, og den kristne må „bevare sig selv uplettet af verden“. — 2 Kor. 6:14-18; Jak. 1:27.

Hvilken forsmædelse at sætte sådanne hedenske påfund som varme korsboller, æg, kaniner og harer samt evig ild og lignende i forbindelse med det største af alle mirakler, Jesu Kristi, Guds søns, opstandelse fra de døde, en af kristendommens betydeligste sandheder! Ganske vist er det godt både for børn og voksne en gang imellem at feste, men der findes sandelig bedre former for morskab end hedenske karikaturer af den største sandhed i Guds ord!

Kristne viser ikke deres værdsættelse af det mirakel som Kristi opstandelse var, ved at fejre bestemte dage fastsat af en forsamling af mennesker i fortiden, eller ved at følge visse hedenske skikke. Nej, de viser den ved i tro at anerkende at Jesu opstandelse har fundet sted, og ved at lade hans opstandelse danne grundlag for et håb både for dem selv og deres døde slægtninge, og dernæst ved at lade sig anspore af dette håb til at tjene Jehova Gud af hele deres hjerte, sind, sjæl og styrke. — Mark. 12:30; 1 Kor. 15:58.

Henvisninger

 1 New York Times, den 24. april 1962.

 2 Dictionary of the Bible — Calmet, side 363.

 3 The Encyclopædia Britannica (Udgaven af 1959), bind 4, side 381.

 4 Encyclopedia of Religion and Ethics — Hastings, bind 4, siderne 147, 148.

 5 The American Book of Days — Douglas, siderne 200-202.

 6 Bind 5, siderne 225-227.

 7 The Encyclopædia Britannica (Udgaven af 1959), bind 7, side 531.

 8 The Catholic Encyclopedia, bind 7, side 438.

 9 Niende udgave, bind 7, side 531.

10 History of Christianity — The First Three Centuries (Allgemeine Geschichte der christlichen Religion und Kirche) Neander, bind 1, siderne 523-537.

11 The Encyclopedia Americana, bind 9, side 507.

12 Ecclesiastical History — Sokrates (Bohns udgave) siderne 37, 38.

13 The Golden Bough — Frazer, side 361.

[Fodnote]