Spørgsmål fra læserne
● Var det oprindelig Guds hensigt at kvinden skulle underordne sig under sin mand, eller var det først en bestemmelse der blev indført da Adam og Eva syndede og Gud sagde til kvinden: „Din mand . . . skal herske over dig“? — 1 Mos. 3:16.
Det fremgår af Bibelens beretning at det fra begyndelsen var Guds hensigt at manden skulle være familiens overhoved og at hustruen skulle være underlagt sin mand.
Før Eva blev skabt, sagde Jehova: „Det er ikke godt for mennesket at være ene; jeg vil gøre ham en medhjælp, som passer til ham!“ (1 Mos. 2:18) Manden skulle altså have hovedansvaret i familien, og kvinden skulle være hans medhjælp.
I Første Timoteusbrev 2:11-14 angav apostelen Paulus det forhold at Adam blev skabt først, som en begrundelse for at kvinderne i den kristne menighed skulle underordne sig under tilsynsmændene og at en kvinde ikke skulle „udøve myndighed over en mand“. Begrundelsen lød: „For Adam blev formet først, derpå Eva. Og det var ikke Adam der blev bedraget, men kvinden blev grundigt bedraget og faldt i overtrædelse.“
Eva skulle have rådført sig med sin mand i forbindelse med enhver vigtigere beslutning der skulle træffes. Navnlig burde hun have tænkt på at rådspørge ham da hun blev fristet til at spise af den forbudte frugt, eftersom det slangen søgte at forlede hende til, var at overtræde Guds befaling, som hun netop havde fået kendskab til gennem sin mand. Havde hun på denne måde anerkendt sin mands myndighed, ville det have tjent som en beskyttelse for hende. Hvis hun havde anerkendt hans stilling som overhoved ved at rådføre sig med ham og samarbejde med ham, ville det have været en stor hjælp for hende til at forblive lydig og tilbede Gud på rette måde.
Da Jehova udtalte dommen over Eva, sagde han: „Jeg vil meget mangfoldiggøre dit svangerskabs møje; med smerte skal du føde børn; men til din mand skal din attrå være, og han skal herske over dig!“ — 1 Mos. 3:16.
Det ser ikke ud til at Jehova direkte udsatte Eva, og dermed alle hendes kvindelige efterkommere, for dette som en straf. Da han udtalte disse ord, pegede han snarere på de følger og ulemper det ville få for hende at såvel hun som Adam var afskåret fra hans gunst. Det ville være meget vanskeligt at sætte børn i verden under ufuldkomne forhold. Jehova vidste på forhånd at ufuldkommenheden ofte ville give anledning til skuffelser, bekymringer og uoverensstemmelser i ægteskabet. Men det ville trods alt være naturligt for en kvinde at attrå en mand, ikke kun af hensyn til det seksuelle behov, men også fordi hun ville ønske at få hjem og børn og fordi hun gerne ville nyde en vis tryghed og have en at dele tilværelsen med. Disse ønsker ville være meget stærke hos kvinden, også selv om opfyldelsen af dem ville betyde at hun ville få en ufuldkommen mand til at herske over sig.
Når manden herskede over sin hustru, ville han gå ud over sine normale beføjelser som familiens overhoved. Det ville undertiden ske fordi kvinden ville søge at tilrive sig mandens myndighed, med det resultat at manden ville modsætte sig dette. Desuden ville manden ofte være tilbøjelig til at misbruge sin stilling som overhoved.
Apostelen Paulus advarede om at ægteskabet, selv blandt kristne, nu og da kunne være forbundet med „trængsel i kødet“. (1 Kor. 7:28) Dog kan man også under ufuldkomne forhold opnå lykke i et kristent ægteskab. Hvis kærligheden får lov at råde og begge parter viser forståelse for deres indbyrdes stilling og villigt påtager sig deres respektive forpligtelser, vil en eventuel tilbøjelighed hos kvinden til at tilrive sig myndigheden og hos manden til at misbruge sin myndighed, blive begrænset til et minimum. Den kristne hustru indser hvor fornuftigt det er at hun underordner sig under mandens myndighed med dyb respekt, og den kristne ægtemand er opmærksom på at elske sin hustru som han elsker sit eget legeme. — Ef. 5:21-23.
En kristen hustru har ingen grund til at føle sig frustreret eller bastet og bundet fordi hun må underordne sig under sin mand. De der tilhører den kristne menighed må på samme måde indordne sig under menighedens ældste, som fører an i menigheden. (Hebr. 13:17) De ældste har fået et større ansvar betroet, men de er ikke af den grund mere end deres brødre, som de betjener. På samme måde er manden blevet familiens overhoved, men han er ikke af den grund mere end sin hustru. De er begge arvinger til livet. — 1 Pet. 3:7.
● Hvor meget mad var der tilovers efter at Jesus mirakuløst havde bespist tusinder af mennesker?
Ved to lejligheder bespiste Jesus Kristus mirakuløst tusindtallige skarer. Den ene gang tilvejebragte han med blot fem brød og to fisk mad nok til fem tusind mænd, foruden kvinder og børn. Efter at alle var mætte, fyldte man tolv kurve med de stykker der var tilovers. (Matt. 14:19-21) Det græske ord for ’kurv’ i denne beretning anvendes også om et bøotisk rummål på omkring ni liter. Der kan således have været godt og vel hundrede liter i de tolv kurve. Da Jesus senere bespiste en skare på over fire tusind med syv brød og nogle småfisk, fyldte man syv „proviantkurve“ med det der var tilovers. (Matt. 15:34-37) En kurv af denne type var større, undertiden stor nok til at rumme et menneske. — Apg. 9:25.
● Hvordan kunne Ezekiel som „vægter for Israels hus“ være ansvarlig for Guds folks liv i Jerusalem når han var landflygtig i Babylon? — Ez. 33:7.
Ezekiel var en af de 18.000 israelitter som Nebukadnezar, kongen af Babylon, havde ført fra Jerusalem til Babylon i 617 f.v.t. (2 Kong. 24:14-16) Det var ti år før Jerusalems fuldstændige ødelæggelse i 607 f.v.t., hvor langt flere israelitter blev ført som fanger til Babylon.
Tiden og afstanden taget i betragtning var der en temmelig god kommunikation ved hjælp af breve og sendebud mellem de to hovedstæder, Babylon og Jerusalem. (Ez. 21:7; 33:21; 2 Kong. 25:8-10) På handelsvejene i den frugtbare halvmåne drog der konstant karavaner frem og tilbage som kunne overbringe nyheder og budskaber mellem Jerusalem og Babylon. (Jævnfør Første Mosebog 11:31; 12:1-5; Ezekiel 27:3, 17-24.) Hvad Ezekiel så i sine syner og opførte i sine billedhandlinger i Babylon (Ez. 24:24), ja selv hvad de falske profeter sagde i denne by, blev kendt i Jerusalem. (Jer. 29:20-23) Og omvendt: Hvad Jehovas profet Jeremias udtalte i Jerusalem, blev snart efter kendt af de landflygtige jøder i Babylon. — Jer. 29:1.
Når Ezekiel trofast udførte de advarende billedhandlinger for de landflygtige i Babylon, ville en detaljeret beretning herom altså nå frem til Jerusalem. Ligeså beretningen om det livagtige syn af vederstyggelighederne i templet (Ez. 8:1-18), beskrivelsen af manden i det linnede klædebon som satte et mærke i panden på dem der sukkede og jamrede i Jerusalem (Ez. 9:1-11), og udtalelsen mod Jerusalem i Ezekiel 12:10-16.
På denne måde blev israelitterne både i Babylon og i Juda advaret af Jehova. Ezekiel tjente ikke alene som en trofast „vægter for Israels hus“, men undgik selv at pådrage sig blodskyld på grund af de tusinder der mistede livet i 607 f.v.t. (Ez. 3:17-19; 33:9) På lignende måde holder Jehovas Vidner i dag, både de der tilhører den salvede Ezekiel-skare og de der tilhører ’den store skare’, sig fri for blodskyld ved at tjene på verdensskuepladsen som forkyndere af „hævnens dag“ fra Jehova, idet de bekendtgør Jehovas advarselsbudskab for jordens beboere. — Es. 61:1-3; Matt. 24:14.
I alt dette ser vi Jehovas visdom. Ved Ezekiels betydningsfulde tjeneste i Babylon blev nogle af de landflygtige ikke alene gjort opmærksomme på at Jehovas dom ville blive eksekveret over det frafaldne Jerusalem, men de blev også holdt åndeligt i live med fremtidig virksomhed for øje. Det var Jehovas hensigt halvfjerds år senere at føre denne åndeligt berigede rest tilbage til Israels jord som en genoplivet „plantning“. (Es. 61:3) De fleste af de landflygtige tog ganske vist ikke særlig notits af Ezekiels forkyndelse. Da det viste sig at Jerusalem virkelig var blevet ødelagt, blev de lamslåede. I deres vantro var de slet ikke forberedt på dette, og det kom som et chok for dem. De måtte imidlertid anerkende at Ezekiel havde tjent som en sand profet iblandt dem. Denne rystende begivenhed må have betydet en åndelig opvågnen for mange, som, sammen med deres efterkommere, kunne lade sig styrke åndeligt og blive som de „gode figener“ der ifølge Jeremias ville blive ført tilbage til Israel, og som, ifølge Esajas, ville komme til at udgøre „en ny jord“, hvilket skete fra og med 537 f.v.t. — Jer. 24:1-7; 28:4; Es. 65:17.