jer de ældre; og ifør jer alle ydmyghed over for hverandre.“ — 1 Pet. 5:5.

14. Hvorfor er det ikke rigtigt af hver enkelt i menigheden at beskæftige sig med dens problemer vedrørende ledelsen?

¹⁴ At nægte at gøre det er det samme som at sige til tjenerne i menigheden: „Lad det nu være nok med jer, thi hele forsamlingen er hellig, hver og én, og Jehova er i dens midte. Hvorfor skulle I så ophøje jer over Jehovas menighed?“ (4 Mos. 16:3, NW) Det var den vej, Kora, Datan og Abiram fulgte, da de modstod Moses og Aron, og den førte til et skæbnesvangert resultat for dem. Det er sandt, at Jehova er i sit folks midte og udgyder rig velsignelse over alle, fordi de trofast røgter deres gudgivne hverv. Samtidig har han opbygget sin teokratiske organisation og indsat sin konge på tronen, hvorfra denne leder organisationens anliggender på ordnet vis, således at de, der er udnævnt som „fyrster“ til at træffe afgørelser for menigheden, kan bære dette ansvar. Vil Jehova eller hans konge lade sig tvinge til at velsigne en anden ordning? Menigheden overlades ikke til en tilstand som den, hvori Israel befandt sig, dengang „enhver gjorde, hvad han fandt for godt“, og folket kom på skæbnesvangre afveje. Hvor kan vi være taknemmelige over, at Jehova har beskyttet os på denne måde! Lad os da hver især fortsætte med at opfylde vort gudgivne hverv at forkynde „denne gode nyhed om Riget“ og overlade ledelsen af menighedens anliggender til dem, der har fået dette ansvar betroet.

15. Hvilket eksempel med henblik på respekt for Jehovas organisation sætter afdelingskontorerne verden over?

¹⁵ Hvis organisationens enhed skal bevares, er det vigtigt, at det styrende råd bliver anerkendt og respekteret for den stilling, det indtager blandt Guds folk i dag. Det er den fremgangsmåde, afdelingskontorerne verden over følger. I stedet for at opretholde små, uafhængige, selvstændige organisationer forelægger de de vigtigere sager til afgørelse hos det styrende råd, således som apostelen Paulus gjorde, i spørgsmålet om omskærelse, og således som Moses’ forskellige trofaste medhjælpere i Israels menighed gjorde. — Ap. G. 15:2; 2 Mos. 18:26.

16. Hvorfor er den rette respekt for Jehovas organisation ikke et spørgsmål om blind efterfølgelse af mennesker?

¹⁶ Det er ikke blind efterfølgelse af mennesker, hvilket Jesus advarede imod. Dengang han sagde: „Når en blind leder en blind, falder de begge i grøften,“ henviste han til de falske religionsdyrkeres troløse vandel. (Matt. 15:14) Han omtalte de godtroende israelitter, der accepterede deres ledere uden anden anbefaling end disse blinde vejlederes egen selvros. Samtidig fordømte han dem, der blindt ville følge den slags mænd, som senere skulle vise sig i kristenheden, mænd, der ikke ville forvisse sig om de krav, der gjaldt de sande vejledere, hvem de ikke ville følge på grund af deres gerninger. Dette skulle understrege, hvor vigtigt det er, at alle i Jehovas organisation uddannes i teokratisk virksomhed og oplæres til at indtage ansvarsfulde stillinger, for hans organisation er et teokratisk samfund af ordets forkyndere og ikke et hierarki. Når en tjenerpost bliver ledig, bliver den ikke beklædt af en, der hentes udefra, og som er specielt uddannet til den, men af en broder, der har opelsket de nødvendige kvalifikationer, mens han har tjent som en del af menigheden, og som allerede har vist trofasthed i at røgte et ansvar. Det er grunden til, at hver enkelt i organisationen lærer den teokratiske praksis og søger en tilsynsgerning, ikke af ærgerrighed efter at komme til at indtage en anden broders stilling, i hvilken denne gør trofast tjeneste, men ved at bestræbe sig for i åndelighed at tilegne sig de nødvendige kvalifikationer, der ville sætte ham i stand til at skuldre et sådant ansvar, hvis det skulle blive hans lod. — Jak. 3:1; 1 Tim. 3:1-13.

17. Hvorfor er den rette underkastelse så vigtig for den teokratiske ordets tjener?

¹⁷ Et af de vigtigste krav, der stilles til tilsynsmænd, er ydmyghed. Det er til vor personlige og vor fælles teokratiske fremgang, at Peter skrev: „For Herrens skyld skal I underordne jer enhver menneskelig ordning, hvad enten det er kongen [det vil sige Kristus Jesus] som den øverste, eller landshøvdinger [det vil sige hans synlige repræsentanter, „fyrsterne“], som mænd, der sendes af ham til straf for dem, der gør det onde, og til ros for dem, som gør det gode.“ — 1 Pet. 2:13, 14.

Set med en udenforståendes øjne

Den amerikanske forfatter og evangelist E. Stanley Jones, der virkede blandt de højere kaster i Indien, skrev i sin bog om den indiske nationalbevægelses leder Mahatma Gandhi: „Mahatma Gandhi fortæller om sin forbindelse med en kristen familie i Sydafrika, hos hvem han havde en stående invitation til middag hver søndag. Efter middagen overværede de alle gudstjenesten i Wesley-kirken. Gandhi beskriver den således: „Gudstjenesten gjorde ikke det gunstigste indtryk på mig. Prædikenerne forekom mig uinspirerende. Menigheden slog mig ikke som særlig religiøs. Det var ikke en forsamling af gudhengivne sjæle. Tværtimod forekom det mig at være verdslige mennesker, der kun gik i kirke for adspredelsens skyld, og fordi det nu engang var skik og brug. Somme tider døsede jeg hen meget mod min vilje. Jeg skammede mig, men blev lettet, da jeg opdagede, at det ikke var bedre fat med nogle af dem, der sad nærmest. Men i længden holdt jeg ikke dette ud, og derfor opgav jeg snart at overvære gudstjenesten.““